UHØRT #5: America First! – Ulrich Beck læser Trump

Idéhistorikeren Stine Slot Grumsen har læst Donald Trump med den tyske sociolog Ulrich Beck til Baggrunds bog “UHØRT! — idéhistorien læser Donald Trump”. Du kan høre Stine Slot Grumsens kapitel og et interview med hende i det femte afsnit af UHØRT-podcasten.

Den tyske soci­olog og sam­fund­ste­o­retik­er Ulrich Beck (1944−2015) var pro­fes­sor ved uni­ver­sitetet i München og skriv­er sig ind i soci­olo­giens his­to­rie med begre­bet ’risikosam­fund’. Selvom Beck havde sin base i Tysk­land bland­ede han sig gerne i inter­na­tion­al stor­poli­tik når det kom til vor tids store nøgleprob­le­mer eksem­pelvis kli­maforan­dringer, atom­kraft eller oprust­nin­gen af ter­ror­bered­sk­a­bet efter 911. I forbindelse med det sid­ste gav han i novem­ber 2001 en tale til den rus­siske Duma, der senere udkom i bog­form med titlen Ordenes tavshed: om ter­ror og krig. I denne lille bog opridser Beck de stor­poli­tiske kon­sekvenser af den glob­ale ter­ror­isme i rela­tion til sin teori om risikosam­fun­det som han også beskrev i bogen Risikosam­fun­det – på vej mod en ny moder­nitet, der udkom på tysk i 1986. Beck udviklede sin teori om risikosam­fun­det dels på bag­grund af men­neskesk­abte katas­tro­fer som Tjer­noby­lu­lykken og dels på bag­grund af den poli­tiske udvikling han iagt­tog i løbet af 1970erne og 1980erne, hvor han i stadig sti­gende grad så, at fore­byggelse af lig­nende uforudsigelige katas­tro­fer blev et poli­tisk mål, og at diskus­sion­er af risi­ci dermed blev en væsentlig fak­tor i inter­na­tionale poli­tiske beslut­ning­sprocess­er.



Med prokla­ma­tio­nen ”fra og med denne dag vil det kun være Ameri­ka først! Ameri­ka først!” fast­slog Trump i sin ind­sæt­telses­tale, at han har tænkt sig at sætte Ameri­ka foran alle inter­na­tionale hen­syn. Dermed ignor­erer han, at Ameri­ka indgår i et skæb­ne­fæl­lesskab med alle andre nation­er, og at lan­dets fort­sat­te eksis­tens – ja fak­tisk hele plan­etens eksis­tens – afhænger af inter­na­tion­alt poli­tisk samar­be­jde om at finde løs­ninger på de far­er, der truer os alle. Med andre ord ignor­erer han, at vi ifølge Ulrich Beck i moder­niteten lever i et ver­den­srisikosam­fund.

Ulrich Beck siger, at vor tids største prob­le­mer – finan­skrisen, kli­makrisen og ter­rorkrisen – ikke kan løs­es af nation­al­stater­ne, men kræver over­na­tionale samar­be­jder. Det skyldes, at prob­le­merne over­skrid­er nation­al­stater­nes grænser. Den ene stats han­dlinger med­før­er risi­ci for andre stater, hvad end det drejer sig om udled­ning af CO2, en slækkelse af sikker­he­den på atom­kraftværk­er, beslut­ninger om bankpakker eller poli­tiske ind­greb i forbindelse med ter­ror.

Som Beck for­mulerer det i sit hov­ed­værk Risikosam­fun­det, så bliv­er — ”græsstråets over­levelse i den bay­erske skov […] afhængig af indgåelsen og over­hold­elsen af inter­na­tionale aftaler”, for­di affaldsstof­ferne udbre­des på tværs af grænser. Livet på jor­den trues af uforudsigelige og ukon­trol­lable føl­ger af den inten­siverede pro­duk­tion af rig­dom, som tog sin beg­y­n­delse i indus­trisam­fun­det. Alle ver­dens nation­er er for­bun­det i et skæb­ne­fæl­lesskab, hvor risi­ci truer os, og hvor vores eneste mulighed er at indgå alliancer og i fæl­lesskab fore­bygge, at risi­ciene udvikler sig til katas­tro­fer. Ver­den­srisikosam­fun­det er der­for et poli­tisk skæb­ne­fæl­lesskab.

Ulrich Beck ville sige, at Trump med sit gen­tagne ’Amer­i­ca First!’ ignor­erer, at ver­den­srisikosam­fun­dets latente far­er kalder på inter­na­tion­alt samar­be­jde, og at nation­al­stat­en er en zom­biekat­e­gori i moder­niteten: nation­al­stat­en har ingen reel poli­tisk magt i forhold til det, der truer men­neske­he­dens eksis­tens på Jor­den, og alligev­el van­dr­er den omkring i vores – og Trumps – bev­id­s­thed, retorik og poli­tik som en lev­ende død.

Ulrich Beck hævder, at der ”gælder det paradok­sale prin­cip, at stater­ne i egen inter­esse er nødt til at denation­alis­ere og transnation­alis­ere sig, alt­så pris­give dele af deres autono­mi, for at kunne håndtere nationale prob­le­mer.” Med dette men­er Beck, at den stat, der væl­ger at indgå i et økonomisk, ret­sligt, mil­itært, tek­nol­o­gisk og kul­turelt samar­be­jde med andre stater nok afgiv­er autono­mi, men rent fak­tisk vin­der suverænitet, for­di den stat vin­der ind­fly­delse og han­dlemu­lighed­er på den ver­den­spoli­tiske scene og dermed også kan forøge vel­standen og sikker­he­den for sine borg­ere. Selv store nation­er som USA og Rus­land må satse på samar­be­jde frem for kon­fronta­tion med eller iso­la­tion fra andre stater, hvis borg­ernes økonomiske, økol­o­giske og fysiske sikker­hed skal sikres.

Men ’Amer­i­ca First!’ er ikke en invi­ta­tion til samar­be­jde. Det er ikke et bud­skab fra en ver­den­såben stat til andre ver­den­såb­ne stater. Ulrich Beck ville for­mod­entlig pege på, at ’Amer­i­ca First!’ sig­nalerer en tilbageven­den til det som han ville karak­teris­ere som en forældet forestill­ing om nation­al­stat­en som cen­trum for det poli­tiske han­dlingsrum.

For Beck vil ’Amer­i­ca First!’ ikke alene betyde en væsentlig reduk­tion af amerikan­ernes økonomiske, økol­o­giske og fysiske sikker­hed. Det vil også få kon­sekvenser for alle andre nation­ers sikker­hed, for USA indgår i det glob­ale skæb­ne­fæl­lesskab. Som en af de største spillere på finans­markedet, den mest magt­fulde mil­itære nation og en af de mest råstof-for­bru­gende nation­er kan USAs poli­tiske han­dlinger med­føre risi­ci for hele ver­denssam­fun­det.

Det er der­for, borg­ere i nation­er ver­den over ful­gte den amerikanske val­gkamp i åndeløs spænd­ing. Det er der­for, Trumps udsagn: ”Amer­i­ca First! Amer­i­ca First!” fik særlig opmærk­somhed fra inter­na­tionale kom­men­ta­tor­er i dagene efter Trumps ind­sæt­telses­tale. Det er der­for, satire­pro­gram­mer ver­den over tog Trump på ordet og spurgte, om ikke nok deres nation måtte være ’sec­ond’ i ugerne, der ful­gte. Det er der­for, mange her­hjemme i den danske andedam fjernt fra USA og amerikan­sk poli­tik fik en knude i maven, da Trump blev val­gt, og end­nu en knude, da han ytrede ordene ’Amer­i­ca First!’. For amerikan­sk poli­tik angår ikke bare USA, ville Beck sige. Amerikan­sk poli­tik har kon­sekvenser for os alle.

Der har været omfat­tende diskus­sion af Trumps skep­sis over­for den forskn­ing, der vis­er, at kli­maforan­dringerne er men­neskesk­abte. Ulrich Beck siger, at ”Den, der tror på en bestemt fare, lever i en anden ver­den end den, der ikke del­er hans tro på denne fare og anser den for hys­terisk” for far­er ”find­es først og fremmest ’in the eye of the behold­er’. Der find­es ingen ’far­ernes objek­tivitet’. En fares ’objek­tivitet’ består og opstår snarere i troen på selve faren.”

Når Trump ikke tror på, at vores eksis­tens er truet af men­neskesk­abte kli­maforan­dringer, og når han anser forskere, der advar­er mod men­neskesk­abte kli­maforan­dringer, for at være hys­teriske, skræm­mer det alle os, der tror på, at faren er reel. For selvom forskere kan doku­mentere men­neskesk­abte kli­maforan­dringer, så har en fare ikke nogen objek­tivitet. Den er kun en fare, så længe nogen anser den for at være en fare. Så længe plan­eten ikke er gået under, er faren kun en latent trussel, der end­nu ikke har man­i­festeret sig, og faren kan kun fore­bygges, såfremt man tror på, at den er en fare og man dermed aktivt beg­y­n­der at arbe­jde poli­tisk for at fore­bygge den. Fornæg­telsen eller anerk­endelsen af en giv­en fare kan ryste inter­na­tionale samar­be­jder i deres grund­vold. Og Trumps fornæg­telse af kli­ma­truslen kan poten­tielt påvirke andre nation­er i ret­ning af en fornæg­telse. Hvad USA lukker øjnene for, vil andre nation­er måske også lukke øjnene for. Hvad er en inter­na­tion­al kli­maaf­tale værd uden et magt­fuldt og råstofkon­sumerende USA?

I bogen og fil­men This Changes Every­thing argu­menter­er for­fat­teren og aktivis­ten Nao­mi Klein for, at det, der skal til for at ændre kli­makrisen, er en ny fortælling om men­nes­kets forhold til naturen. Siden 1700-tal­let har vi for­t­alt his­to­rien om, hvor­dan men­nes­ket i et stadigt frem­skridt har under­lagt sig naturen og behers­ket naturen. Det, vi oplever med kli­makrisen, er naturen, der slår tilbage, for­di den ikke lad­er sig beherske. Ulrich Beck siger, at vi i vores forsøg på at beherske naturen pro­duc­er­er risi­ci, og at hvis vi ikke griber ind i tide, vil disse risi­ci udvikle sig til katas­tro­fer.

Når Trump i sin ind­sæt­telses­tale siger, at “vi står ved fød­slen af et nyt årtusinde klar til […] at tæmme mor­genda­gens energik­ilder, indus­tri­er og teknolo­gi­er ” så taler han for­gangne tiders sprog. Med vendin­gen ’at tæmme’ bidrager han netop til indus­trisam­fun­dets gam­le fortælling om, at men­nes­ket kan under­lægge sig naturen og dens råstof­fer og kon­trollere udviklin­gen. Både Klein og Beck ville være skep­tiske over­for denne retorik. Og Beck ville pege på, at Trump generelt i sin retorik, når han eksem­pelvis kalder men­neskesk­abte kli­maforan­dringer for ’et svin­del­num­mer’, bagatel­lis­er­er risi­ciene og at dette lad­er sig gøre, for­di risi­ci er åbne for sam­fundsmæs­sige def­i­n­i­tion­sprocess­er. Beck skriv­er:

[Risi­ci] eksis­ter­er således først og fremmest i den (viden­sk­a­belige eller alter­na­tiv viden­sk­a­belige) viden, man har om dem. Man kan foran­dre, mindske, øge, drama­tis­ere eller bagatel­lis­ere dem inden for ram­merne af den viden, man har om dem, dvs. de er åbne for sam­fundsmæs­sige def­i­n­i­tion­sprocess­er. Det bety­der, at de medi­er og pro­fes­sion­er, hvor man beskæftiger sig med risikode­f­i­n­i­tion­er, sam­fundsmæs­sigt og poli­tisk bliv­er helt afgørende.”

Det er inter­es­sant, at Beck her peger på, at drama­tis­er­ing og bagatel­lis­er­ing af risi­ci kun kan finde sted inden for ram­merne af viden. Her kom­mer Beck til kort i forhold til Trump, for som det har vist sig med diskus­sion­erne af det post-fak­tuelle sam­fund, så er det lykkedes Trump at tage bagatel­lis­eringerne hin­sides viden og at tale imod den forskn­ing, der påvis­er men­neskesk­abte kli­maforan­dringer. Det skete eksem­pelvis i et inter­view han gav til Mia­mi Her­ald under val­gkam­p­en, hvor han sagde, at man i 1920erne talte om glob­al afkøling, og at man i dag taler om glob­al opvarmn­ing og Trump kon­klud­er­er, at ”ingen ved det med sikker­hed”.

Ifølge Beck for­dr­er risikosam­fun­det øget poli­tisk samar­be­jde mellem nation­erne, for­di alle nation­er indgår i et skæb­ne­fæl­lesskab. Meget af den mod­stand, som Trump har mødt, har bund i en frygt for, hvilke kon­sekvenser Trumps forestill­ing om ’Amer­i­ca First!’ kan have for dette skæb­ne­fæl­lesskab inden­for alle de tre fared­i­men­sion­er, som Beck nævn­er: økono­mi, kli­ma og ter­ror. For selvom Trump i sin ind­sæt­telses­tale sagde, at han ville forene den civilis­erede ver­den mod radikal islamisk ter­ror­isme, så lad­er Trump til at være den første præsi­dent i nyere tid, der sender sig­naler om at have til hen­sigt at ignorere det cre­do, der lyder hos Beck: at indre sikker­hed, ikke bare når det drejer sig om ter­ror­bekæm­pende sikker­hed, men også når det drejer sig om økonomisk og kli­mamæs­sig sikker­hed, kun kan sikres gen­nem glob­ale alliancer og at ver­den­srisikosam­fun­det gen­nemtvinger en mul­ti­lat­er­al­isme.

Trumps mål er: ”make Amer­i­ca great again” og med det men­er Trump, at han vil sikre, at Ameri­ka kan stå alene og være uafhængigt af andre nation­er. Uni­lat­er­al­isme lad­er alt­så til at være endemålet for Trumps poli­tik, hvis man tager ham på ordet. Og skal dette mål nås, må det fak­tum, at vi lever i et ver­den­srisikosam­fund, ignor­eres. For som Trump sagde i sin ind­sæt­telses­tale, så anser han det for alle nation­ers ret at sætte egne inter­ess­er før andres.

Amer­i­ca First! — Ulrich Beck læs­er Trump” er skrevet af Stine Slot Grum­sen til bogen ”UHØRT! – idéhis­to­rien læs­er Don­ald Trump”. Tekst: Stine Slot Grum­sen. Tilret­telæggelse, klip­n­ing og inter­view: Kasper Mikael Jacek. Oplæs­ning: Marie Weis. Musik: Ed Askew. Illus­tra­tion: Naima Cal­len­berg.

Scroll til toppen