Retten til at regere sig selv: Revolutionært anti-slaveri i Den Franske og Haitianske Revolution

Afbild­ning af de slaveg­jortes opstand i Le Cap 1791, som start­ede den haitianske rev­o­lu­tion. Kilde: Wiki­me­dia Com­mons

Spørgsmål om kolonialisme og slaveri fyldte meget lidt i Oplysningen. Først med Den Haitianske Revolution kom de for alvor på dagsordenen og en radikal antislaveri-position voksede frem. Her kritiserede man ikke længere blot de moralske og økonomiske konsekvenser for slaveriet, men argumenterede – i tale og handling – for de slavegjortes ret til at regere sig selv. Denne artikel følger slaveri-debatten fra oplysningens arv i Den Franske Revolution til Haitis og de slavegjortes uafhængighed i 1804.


FOKUS: SLAVERI Slaveri er et kraft­fuldt begreb, som de fleste forbinder med den transat­lantiske slave­han­del. Men slaver­i­et var et kom­pleks fænomen, som tog mange for­mer. I denne fokusserie vil Bag­grund rette per­spek­tivet mod nogle af de min­dre kendte aspek­ter af slaver­i­ets his­to­rie.

”Når det kom­mer til at smadre det gru­somme åg, som de [slaveg­jorte] lid­er under, så har de ret til at tage et hvilket som helst mid­del i brug, selv døden, om så de er nød­saget til at mas­sakrere samtlige af deres under­trykkere”- Jean Paul Marat, L’ami du peu­ple, 12. decem­ber 1791

Den rev­o­lu­tionære jour­nal­ist Jean-Paul Marats radikale udmeld­ing var kul­mi­na­tio­nen på en debat om kolo­nial­isme og slaveri, der så småt var krø­bet ind i den franske offent­lighed med Den Franske Rev­o­lu­tion i 1789. Marats posi­tion var prin­cip­iel: Så længe de ikke under­trykker andre, har enhver gruppe og ethvert folk ret­ten til at bestemme over sig selv, og til at bestemme hvor­dan de vil regere sig selv. Enhver, der forhin­dr­er dette, er ifølge Marat en ille­git­im under­trykker og må bekæm­pes med de midler, der nu engang er nød­vendi­ge.

Tanken var som sådan ikke fremmed i den franske offent­lighed efter Rev­o­lu­tio­nen. Det var trods alt et af de abso­lut mest grundlæggende argu­menter i den rev­o­lu­tionære selv­forståelse – og et som blev delt på tværs af det poli­tiske spek­trum. Men når det kom til spørgsmålet om de slaveg­jorte i de franske kolonier, var der ingen, der var vil­lige til at bringe argu­mentet i spil. Først med rev­o­lu­tio­nen i Haiti i august 1791 og med de slaveg­jortes krav på ret­ten til at regere sig selv blev der for alvor åbnet op for de radikale imp­lika­tion­er, som teorien om den abso­lutte ret til nation­al selvbestem­melse og kam­p­en for slaver­i­ets afskaf­felse med­førte.

Oplysning og slaveri

Før Den Franske Rev­o­lu­tion havde der nærmest været lar­mende stil­hed om emnet. Kolo­nial­isme- og slaverikri­tikken var aldrig en inte­gr­eret del af Oplysnin­gen, men mod slut­nin­gen af 1700-tal­let beg­y­n­dte enkelte spredte stem­mer at melde sig. Nogle rejsende var ryst­ede over forhold­ene i kolonierne og for slav­erne, og slave­han­dlen, som den tog til, blev i sti­gende grad gen­stand for moral­sk og især økonomisk kri­tik: Pro­duk­tio­nen kunne indrettes mere effek­tivt ved at erstat­te slaveøkonomien med selve­jende småbrugere, mente man. Men bort­set fra enkelte lit­terære fremtidss­ce­nar­i­er hos Jean de Pech­mé­ja i Ray­nals His­toire des deux Indes og Louis-Sébastien Merciers L’An 2440, hvor en sort Spar­takus har frigjort slav­erne og straf­fet europæerne for deres moralske fordærv, var koloni- og slavespørgsmålets plads i den oplyste franske offent­lighed yder­st begrænset.

I 1788, året før Rev­o­lu­tio­nen i Frankrig blev en realitet, opret­tede man i Paris et abo­li­tion­is­tisk sel­skab: Sel­sk­a­bet for de sortes ven­ner. På bag­grund af moralske og økonomiske argu­menter gik sel­sk­a­bet ind for en grad­vis afskaf­felse af slaveri; en idé, som for­blev dominerende gen­nem den rev­o­lu­tionære peri­ode og i slaveri-debat­terne gen­nem hele 1800-tal­let. Sel­sk­a­bet tiltrak sig promi­nente medlem­mer som Mirabeau, Lafayette og Loménie de Bri­enne, såv­el som St. John de Crèvecœur, en af USA’s rigeste jordbesid­dere og for­fat­ter til Breve fra en amerikan­sk farmer. Hen­ri Gré­goire, der senere mark­erede sig som den største kri­tik­er af slaver­i­et i Par­la­mentet, var også medlem, og det samme var Olympe de Gouges og Max­im­i­lien Robe­spierre, der snart skulle blive fremtræ­dende fig­ur­er i Den Franske Rev­o­lu­tion.

Sel­sk­a­bets lin­je blev dog først og fremmest defineret af oplysnings­filosof­fen Con­dorcet og for­man­den for sel­sk­a­bet Jacques Pierre Bris­sot, som lå i kor­re­spon­dance med Thomas Clark­son, en af Eng­lands førende abo­li­tion­is­ter og i 1787 stif­tende medlem af det engelske Soci­ety for the Abo­li­tion of the Slave Trade. Ifølge Bris­sot var slave­han­del og slaveri moral­sk uhold­bart. Men begge dele måtte afskaffes grad­vist og via reformer. Gik man for hur­tigt frem, ville man skade lan­dets økono­mi og risikere, at oprørere over­tog de kolonier, som var så afgørende for økonomien i Europa.

Med Den Franske Rev­o­lu­tion antog slavespørgsmålet straks en mere prin­cip­iel og juridisk karak­ter. Efter Stor­men på Bastillen den 14. juli 1789 havde det franske par­la­ment erstat­tet kon­gen som lan­dets ledende organ. Den 4. august afviklede par­la­mentet mere eller min­dre aris­tokrati­et og feu­dal­is­men ved at afskaffe de såkaldte ’priv­i­legi­er’, dvs. lovmæs­sig særsta­tus. Og senere samme måned ved­tog par­la­mentet sin Erk­læring om men­nes­kets og borg­erens ret­tighed­er, der erk­lærede, at ”men­neskene fødes og for­bliv­er frie og lige i ret­tighed­er”. Det var således svært at se, hvor­dan der skulle være moral­sk og juridisk basis for at fastholde slaver­i­et.

Ikke desto min­dre var det præ­cis, hvad der skete. Frankrigs nationale økono­mi var bun­det op på kolo­nial­han­dlen, og Saint-Domingue (Haiti) var ver­dens suverænt vigtig­ste sukker­pro­du­cent i en tid, hvor sukker­han­dlen boomede. Mange par­la­mentsmedlem­mer ejede selv jord eller havde akti­er i han­dlen med slaveg­jorte og kolo­nial­var­er, og plan­tagee­jerenes lob­by, Club Mas­si­ac, gjorde sit for at imødegå kri­tik. I par­la­mentet blev talere, der rejste kolonis­pørgsmålet, ignor­eret – der var vigtigere ting på pro­gram­met – eller de blev buhet ned fra taler­stolen af util­fredse par­la­mentsmedlem­mer. Kolonierne blev der­for fort­sat admin­istr­eret efter særlove efter rev­o­lu­tio­nen (især i hen­hold til koloniernes ’grundlov’, den såkaldte Code Noir).

Talsmænd for Sel­sk­a­bet for de sortes ven­ner blev end­da mere defen­sive og reak­tionære i deres retorik. Som de for­mulerede det i en tale til par­la­mentet af 4. feb­ru­ar 1790: ”Straks at give de sorte borg­er­ret­tighed­er vil ikke bare være fatalt for kolonierne; det ville også for de sorte være en ond­sk­ab­s­fuld gave deres nuværende til­stand taget i betragt­ning”. Denne posi­tion og retoriske strate­gi var allerede opteg­net af Con­dorcet i ”Reflek­sion­er over negrenes slaveri” (1781). Her argu­menterede Con­dorcet for nød­vendighe­den af, at de sorte grad­vist tileg­nede sig borg­erlige dyder som arbe­jd­somhed og ans­varlighed, før de ville være i stand til at vare­tage deres fri­hed.

Kolonis­pørgsmålet var dog langt fra begrænset til den oplyste debat, men udspillede sig primært i prak­tiske sociale og poli­tiske kampe. Spændingerne i kolonierne havde været intense i årti­er og med nyhe­den om Den Franske Rev­o­lu­tion eksploderede de – særligt i Saint-Domingue, som udover sin sta­tus som ver­dens vigtig­ste koloni også havde en af de mest kom­plekse befolkn­ingssam­men­sæt­ninger: Foru­den den enorme slaveg­jorte befolkn­ing og hvide ejen­doms­besid­dere var der også store grup­per af fat­tige hvide, mulat­te ejen­doms­besid­dere og frie sorte. Kun vel­havende, hvide mænd var juridisk set borg­ere og særligt mulat­ternes kamp for fuld­byrdet borg­er­skab ledte til blodi­ge sam­men­stød mellem 1789 og 1791. I Frankrig beslut­tede Sel­sk­a­bet for de sortes ven­ner desu­den at gøre de mulat­te – der efter deres mening, og i mod­sæt­ning til deres sorte brø­dre, var civilis­erede og som der­for ene og alene og var eksklud­eret på grund af deres farve – til det primære og stort set eneste ind­sat­som­råde i kam­p­en for grad­vis udbre­delse af borg­er­ret­tighed­er til den sam­lede befolkn­ing. Denne idé var udbredt i den europæiske offent­lighed på tværs af det poli­tiske spek­trum og udgjorde også Marats posi­tion helt frem til som­meren 1791.

Den Haitianske Revolution i Paris

I august 1791 starter de slaveg­jorte imi­dler­tid det oprør i den nordlige del af Saint-Domingue, som med tiden bliv­er til Den Haitianske Rev­o­lu­tion. Uden udsigt til nogen som helst forbedring af deres sit­u­a­tion og uden en stemme i de rev­o­lu­tionære debat­ter og reformer, griber de til våben, udvan­dr­er fra plan­tagerne og op i bjer­gene, hvor­fra de påb­eg­y­n­der en gueril­lakrig.

Nyhed­erne om oprøret når Paris omkring to måned­er senere, og fra slut­nin­gen af okto­ber 1791 er præmis­sen for anti-slaveri-debat­ten fuld­stændig foran­dret. Fan­tasien om en grad­vis afskaf­felse er for­duftet, oprøret er en realitet, og den franske koloni-økono­mi lig­ger i ruin­er. Dette giv­er anled­ning til en række gen­overve­jelser af slavespørgsmålet i den franske offent­lighed. Nogle går fra mod­er­ate til reak­tionære posi­tion­er, andre fra mod­er­ate til radikale posi­tion­er og atter andre forsøger at genopfinde en mod­er­at posi­tion under radikale omstændighed­er.

Olympe de Gouges er et eksem­pel på det første. I 1792 skriv­er hun et nyt forord til sit skue­spil Zamore og Mirza, et dra­ma om to elsk­ende slaver på flugt. 1788-forordet var en sen­ti­men­tal hyldest til alle men­neskers lighed og en kri­tik af eksis­terende poli­tikker og for­domme. I 1792 er en god bid af det nye forord der­i­mod hen­vendt til ”jer, slaver, farvede men­nesker”, som har ”bevist”, at omend men­nes­ket ikke er født i lænker, så er lænkerne nød­vendi­ge.

Et mere mod­er­at svar på den radikale sit­u­a­tion find­er vis hos Jacques-Pierre Bris­sot, som går på taler­stolen i par­la­mentet den 30. okto­ber 1791. Her­fra argu­menter­er han for, at de sortes oprør er resul­tatet af en for­fe­jlet koloni-poli­tik, hvor man har neg­ligeret mulat­ternes sag, ikke gjort nok for at give dem lige ret­tighed­er og gøre dem til fuld­byrd­ede borg­ere og dermed har mis­set den alliance, som kunne have sta­bilis­eret kolonien i disse krise­tider. Bris­sot nævn­er ikke de slaveg­jorte sorte med et ord, og hans tale er i stedet et forsøg på at accel­erere det abo­li­tion­is­tiske pro­gram. Bris­sots forslag bliv­er i store træk den førte poli­tik, og kon­sekvensen (i de dele af Haiti hvor poli­tikken gen­nem­føres) bliv­er en hær bestående af hvide og mulat­ter, der sam­men kæm­per en blodig krig mod de sorte oprørere.

Radikale som Pierre-Gas­pard Chaumette ser imi­dler­tid de slaveg­jortes oprør i Saint-Domingue som en anled­ning til at gå i offen­siv­en. I en anonym artikel i avisen Révo­lu­tions de Paris, udgivet 5. novem­ber 1791, argu­menter­er Chaumette for, at de slaveg­jorte har startet ”en rev­o­lu­tion magen til vores”: ”De hvides frastø­dende aris­tokrati har langt om længe frem­pro­vok­eret mulat­ternes og de sortes hævn”, og det er føl­geligt de farvede og ikke de hvide plan­tagee­jere, som det franske folk og den franske stat bør alliere sig med. I et sce­nar­ie, der er et sen­ti­men­talt skue­spil værdigt, forestiller Chaumette sig, hvorledes kom­mandør­erne i den franske hær kan imple­mentere denne poli­tik:

”Gå ind i negrenes lejr: ’Brø­dre!’, vil vore kom­mis­sær­er sige, mens de rækker hån­den frem, ’vi er hvide lige­som jeres under­trykkere. Men vi pris­er os af ikke at have noget til­fælles med dem bort­set fra far­ven. Lige­som jer her i Saint-Domingue, så er vi også i oprør i Frankrig, og det er fra os, man har kun­net høre fri­he­dens første skrig, og som har fun­det vej til disse kys­ter dækket af jeres sved og farvet af jeres blod. I har måske bemær­ket, at vi kom­mer til jer med kanon­er, bajonet­ter og sol­dater. Men disse kanon­er og sol­dater er til jer i det til­fælde, at det kre­olske artilleri skulle være imod jer. I har krævet at blive fri. Det er kun ret­færdigt. Men vær lige så gen­erøse, som vi har været det i Frankrig. Hvad kan 25.000 hvide, som nok har hæn­der men ikke ved, hvor­dan man bruger dem, gøre imod 500.000 negre, som er vant til hårdt arbe­jde? Lad jeres fjen­der bevare livet, så snart I har bragt dem i en sit­u­a­tion, hvor de ikke læn­gere kan gøre jer noget.’”

På trods af det radikale forslag og den radikale posi­tion, som i høj grad iden­ti­fi­cer­er sig med de sorte oprørere, er Chaumette dog stadig i tråd med den abo­li­tion­is­tiske main­stream på ét afgørende punkt: Chaumette ser de mulat­te ejen­doms­besid­dere som de naturlige ledere af de sorte, både før og efter rev­o­lu­tio­nen. Chaumette mark­er­er således ikke et egentligt brud med den abo­li­tion­is­tiske poli­tik, men snarere en yder­st radikal vari­ant af denne, der dog lig­ger meget langt fra både de Gouges’ reak­tionære og Bris­sots mod­er­ate ver­sion­er af samme. Det er en rev­o­lu­tionær snarere end en reformistisk abo­li­tion­isme, der sol­i­daris­er­er med den slaveg­jorte sorte befolkn­ing.

Først med Marats artikel fra decem­ber 1791, som vi indledte med, ser vi et egentligt kval­i­ta­tivt brud med den abo­li­tion­is­tiske slaveri-opfat­telse. Her er grund­laget for slaver­i­ets afskaf­felse hverken ’civilis­er­ing’ af de sorte eller udviklin­gen af den franske nation­aløkono­mi. Det er i stedet nation­al selvbestem­melse. Som Marat skriv­er i artiklen fra 12. decem­ber 1791:

”Fun­da­mentet for enhver fri regering er, at intet folk er under­lagt et andet folks lov, at det ikke bør have andre love end dem, det har givet sig selv, at det er suverænt hos sig selv, og at suveræ­nen er fri fra enhver men­neske­lig over­magt. Og almin­delig sund for­nuft, som anerk­ender disse prin­cip­per, vil til­fø­je, at det er absurd og direk­te tåbe­ligt, at et folk bliv­er regeret efter love, som udgår fra en lov­giv­er, der lever otte­tusinde kilo­me­ter væk. […] Desu­den har enhver ret til at frigøre sig fra metropolens åg, selv at vælge sig en anden hersker eller oprette en repub­lik. Og hvor­for ikke?”

Som Marat påpeger, er dette prin­cip ikke udtryk for en fremmed logik. Tvær­ti­mod er det netop det prin­cip, hvormed franske rev­o­lu­tionære fra hele det poli­tiske spek­trum, fra Chaumette til Con­dorcet og Bris­sot, legit­imerede Den Franske Rev­o­lu­tion, og hvormed de hyld­ede de amerikanske rev­o­lu­tionære, som deres forgæn­gere. Det er der­for, hævder Marat, hyk­lerisk at nægte de sorte ret­ten til at regere sig selv: ”[H]vis vi antager, at vores kolonier erk­lær­er sig frie, fra hvilken posi­tion skulle vi så kunne sige, at de har han­dlet ilde i at følge de engelske koloniers [USA’s] eksem­pel? Med hvilken bizar man­gel på kon­sis­tens vil vi anklage dem for at gøre netop dét, som vi i så høj grad bifaldt [de amerikanske] oprørere for at gøre?”

Marat var udmær­ket klar over, hvor­for det var prob­lema­tisk at argu­mentere ud fra prin­cip­pet om nation­al selvbestem­melse, når det kom til kolonierne og særligt Saint-Domingue. Det skyldtes ikke kun de racis­tiske og nation­aløkonomiske for­be­hold, som Marat ikke gav meget for. Det skyldtes også, at der fak­tisk allerede fandtes en bevægelse, som i sti­gende grad agiterede åbent for nation­al selvbestem­melse: hvide plan­tagee­jere, som blev mere og mere nervøse for imp­lika­tion­erne af Den Franske Rev­o­lu­tion med dens ide­al­er om lighed og medbestem­melse. De kæm­pede i stedet for en fremtid à la den amerikanske, hvor de selv kunne admin­istrere området og fastholde slaver­i­et, eller som koloni under et Storbri­tan­nien, der ikke havde betænkninger ved slaver­i­et. Sid­st­nævnte virkede mest real­is­tisk, og ledende plan­tagee­jere og poli­tikere holdt da også tal­rige hem­melige møder med repræsen­tan­ter for den britiske stat, lige­som størst­ede­len af plan­tagee­jerne tog vel imod den britiske hær, da den invaderede Saint-Domingue i 1793. (Først i 1798 lykkedes det endelige den sorte, rev­o­lu­tionære hær at for­drive de sid­ste britiske sol­dater.)

Marats løs­ning på prob­lemet var ganske enkel. Man kan ikke gå på kom­pro­mis med prin­cip­pet om nation­al selvbestem­melse. Hvis et folk har ret til selv at bestemme over sin egen regering, så må det gælde alle folk uanset bag­grund, hud­farve, kul­tur osv. Der­for kunne Marat argu­mentere for, at ”[b]lot for­di vores kolonier er i deres fulde ret til at frigøre sig fra metropolen, bety­der det ikke, at jeg kunne drømme om at støtte de hvide kolo­nial­is­ters sag. […] Hvis naturens love går forud for sam­fun­denes, og hvis men­nes­kets ret­tighed­er er umis­telige, så har de hvide kolo­nial­is­ter disse ret­tighed­er over­for Frankrig, og de mulat­te og de sorte har dem over­for de hvide kolo­nial­is­ter.”

Marats argu­ment var, at når nation­al selvbestem­melse over­hovedet blev anset for at være et prob­lem i den franske debat, var det for­di Marats med­borg­ere ikke var klar til at tage kon­sekvensen af deres egne prin­cip­per. Alle, sorte såv­el som hvide, uddannede såv­el som slaveg­jorte, har ret til at delt­age i de process­er, som bestem­mer den kollek­tive regering af dem selv. Og enhver som aktivt kæm­per imod dette må ans­es som værende en under­trykker, som man må bekæmpe med de midler, der nu engang er nød­vendi­ge.

Den Haitianske Revolution i Haiti

Idéen om nation­al selvbestem­melse for beboerne i Saint-Domingue var ikke kun afgørende for Marat, men blev det også i sti­gende grad for de haitianske rev­o­lu­tionære.

Oprøret var startet som en kamp for bedre forhold og i nogle til­fælde for afskaf­felsen af slaveri. Den 4. feb­ru­ar 1794 opnåede de rev­o­lu­tionære til dels dette mål, da det franske par­la­ment gjorde alle lan­dets ind­byg­gere – også i kolonierne – til borg­ere i stat­en. Dekretet til afskaf­felsen af slaveri var i realiteten en rat­i­fi­cer­ing af den afskaf­felse af slaveri, som Saint-Domingues ledende kom­mis­sær, Son­thonax, havde ind­ført i som­meren 1793 i et forsøg på at vin­de de sorte rev­o­lu­tionære over på fran­sk side i kri­gen mod både spaniere, englæn­dere og grup­pen af hvide ejen­doms­besid­dere.

Enkelte grup­per skift­ede til fran­sk side allerede i som­meren 1793, mens den mest berømte haitianske rev­o­lu­tionære, Tou­s­saint Lou­ver­ture, kæm­pede under span­sk flag indtil han fik bekræftet slaver­i­ets afskaf­felse i maj 1794. Lou­ver­ture blev først gen­er­al og siden ledende gen­er­al i den franske hær i Saint-Domingue, og da spanierne og englæn­derne var bese­jret i 1798, var slaver­i­ets afskaf­felse såv­el som nation­al selvbestem­melse blevet inte­gr­erede dele af den rev­o­lu­tionære selv­forståelse. Den autonomt ved­tagne for­fat­ning for Saint-Domingue i 1801 gav således kolonien sin egen regering (med Tou­s­saint Lou­ver­ture som mil­itærdik­ta­tor på livstid) sam­tidig med, at slaveri og juridiske forskels­be­han­dling baseret på farve blev afskaf­fet per­ma­nent. Som det hed­der i for­fat­nin­gens §3, så kan der ”ikke eksis­tere slaver på dette ter­ri­to­rie, hvor træl­dom er for­budt i al evighed, og hvor alle mænd fødes, lever og dør frie og franske”. Og §4 til­fø­jer, at ”alle mænd, uanset farve, kan besid­de hvilket som helst erhverv [og embe­de]”.

Idéen om nation­al selvbestem­melse, som var direk­te bun­det til afskaf­felsen af slaveri, har­monerede dog dårligt med Frankrigs krav om suverænitet. Der­for sendte Napoleon allerede i 1802 en hær til Saint-Domingue for at bringe kolonien under mere direk­te fran­sk kon­trol og for at genind­føre slaver­i­et. Uafhængighed­skri­gen 1802–1803 blev kæm­pet som en udry­d­delseskrig og hør­er til de blodig­ste kapitler i ver­den­shis­to­rien. Men den 1. jan­u­ar 1804 kunne den ledende gen­er­al, Jean-Jacques Dessalines, udråbe Haitis uafhængighed og gøre lan­det til det eneste (post-)koloniserede område på den vestlige halvku­gle uden slaveri.

Både i Haitis uafhængighed­serk­læring (1804) og igen i den nye nations for­fat­ning fra året efter bliv­er anti­slaver­i­et og den nationale selvbestem­melse vævet tæt sam­men. Kam­p­en mod slaver­i­et fremhæves som den sam­lende sag og afskaf­felse af slaveri gøres atter til en grund­pille i for­fat­nin­gen (§2).

Den haitianske nation

Som en kon­sekvens af idéen om nation­al selvbestem­melse blev et af de cen­trale spørgsmål i den nye sam­fund­sor­den var, hvad man skulle forstå ved begre­bet ’nation’. Hvem er det, der bestem­mer over sig selv?

I den offi­cielle ide­olo­gi efter uafhængighe­den bindes anti­slaveri og selvbestem­melse sam­men i et forsøg på at skabe en ny nation­al iden­titet og et nyt sam­fund, der ikke læn­gere – som under Lou­ver­ture – var en for­læn­gelse af det franske. Dette dekolo­niale pro­jekt skit­seres eksplic­it i Uafhængighed­serk­lærin­gen: ”Det franske navn hjem­søger stadig vore lande. Alt her bær­er min­der om dette bar­bariske folks gru­somhed­er; vores love, vores skikke, vores byer, alt dette bær­er fran­skmæn­denes aftryk”. Reli­gion er et af de bed­ste eksem­pler på den nye dekolo­niale strate­gi. Hvor Lou­ver­ture havde gjort katoli­cisme til stat­sre­li­gion, havde det nye regime reli­gions­fri­hed, hvilket tillod prak­tis­erin­gen af voodoo, den langt mest udbredte reli­gion blandt sorte haitianere. Der er dog særligt to ele­menter, som definer­er den post-kolo­niale haitianske nation: ’sorthed’ og ’Haiti’.

For det første defineres det haitianske folk i For­fat­nin­gen som værende ’sort’. Dette er til dels et opgør med den hvid­hed, som havde været den dominerende ide­altil­stand i kolonien. Det haitianske flag er rødt og blåt og blev skabt af Cather­ine Flon, der flåede den hvide midter­stribe – sym­bol på roy­al­is­men og den hvide hud – ud af den franske tri­col­ore og syede de to øvrige farv­er sam­men (et motiv man ofte find­er i haitian­sk kun­st). Elim­iner­in­gen af hvid­hed tog også form af omdiskuterede mas­sakr­er på hvide i Uafhængighed­skri­gens efter­spil. Det var dog langt fra alle hvide, som blev udry­d­det eller eksklud­eret, og for­fat­nin­gen inklud­er­er eksplic­it polske og tyske sol­dater, som skift­ede fra fran­sk til haitian­sk side under kri­gen, blandt de sorte stats­borg­ere. Sorthed synes alt­så snarere end hud­farve at være beteg­nelsen for dem, som har kæm­pet for den nye orden: for afskaf­felsen af slaveri og for Haitis selvstændighed.

For det andet gav man den nye nation navnet Haiti og dets beboere blev haitianere. ”Haiti” stam­mer hverken fra fran­sk, kre­ol­sk eller de mange afrikanske sprog, som de sorte rev­o­lu­tionære talte. Det var i stedet den oprindelige men udry­ddede befolkn­ing, Taí­no­ernes, navn for området. Det er således ikke folkets iden­titet men snarere stedet, som binder natio­nen sam­men. Befolknin­gen tilhørte et væld af kul­tur­er, spro­gom­råder og hud­farv­er, men fælles for dem var, at de var endt på dette sted, og at de havde kæm­pet imod slaver­i­et og for ret­ten til at regere sig selv. I god repub­likan­sk ånd betød nation­al selvbestem­melse, at de bosid­dende uanset iden­titets­betingede træk var borg­ere så længe de kæm­pede for stat­en og det fælles bed­ste. Dette adskilte sig fra repub­likanis­men i det ligeledes postkolo­niale USA, hvor slaver­i­et bestod, og der der­for var en stor gruppe (de slaveg­jorte), som uafhængigt af adfærd ikke blev reg­net som borg­ere.

Retten til at regere sig selv

Den borg­erlige og abo­li­tion­is­tiske kri­tik af slaver­i­et, som hvilede på økonomiske og moralske argu­menter, havde yder­st begrænset – hvis over­hovedet nogen – ind­virkn­ing på de slaveg­jortes forhold. Først da det beg­y­n­dte at blive en god økonomisk og stor­poli­tisk for­ret­ning for Storbri­tan­nien og USA, fik den abo­li­tion­is­tiske idé om grad­vis afvikling af først slave­han­dlen og siden slaver­i­et øget ind­fly­delse. Og selv da havde afviklin­gen af slaver­i­et lange udsigter. Efter den haitianske og franske afskaf­felse skulle der gå 40 år, før den næste caribiske koloni, Jamaica, i 1834 afskaffede slaver­i­et (med afsæt i den britiske Slav­ery Abo­li­tion Act af 1833). I USA gik der yderligere tre årti­er inden slaver­i­et blev afskaf­fet efter borg­erkri­gen i 1865, og på Haitis naboø, Cuba, måtte de slaveg­jorte vente end­nu en min­dre evighed, inden slaver­i­et endelig blev ulovlig­gjort i 1886.

Anderledes effek­tivt gik det til i Haiti, hvor idéen om nation­al selvbestem­melse var mindst lige så stærk som i USA. Forskellen mellem de to var, at natio­nen i Haiti blev forstået som alle dem, der af forskel­lige årsager var endt i denne region af ver­den. Dette sted, som et for­tidigt folk havde kaldt Haiti og på vis jord alle blev haitianere.

Idéen om nation­al selvbestem­melse har siden været en stærk kraft i diverse frigørelses­bevægelser. Fra Marat og de franske rev­o­lu­tionære til Dessalines og de haitianske rev­o­lu­tionære har idéen om nation­al befrielse og en der­til­hørende nation­al befrielses­front haft ind­fly­delse på samtlige region­er i ver­den: fra rev­o­lu­tio­nen i Algeri­et og viet­con­gerne i Viet­namkri­gen til san­din­istaerne i Nicaragua og mod­standen mod nazis­terne på Balkan og i Græken­land, fra Indi­en, Nepal og Fil­ip­pin­erne til Etiopi­en, Guinea-Bis­sau og de igangværende kampe i Chi­a­pas og Kur­dis­tan.

Som Frantz Fanon påpeger i kapi­tel 3 af De fordømte her på jor­den er idéen om nation­al selvbe­v­id­s­thed ikke uden prob­le­mer. Der er en ten­dens til, at det lokale borg­er­skab – eller som i Haitis til­fælde et nyt mil­itært aris­tokrati – erstat­ter den kolo­niale for­valt­ning og langt henad vejen videre­før­er de eksis­terende sociale og poli­tiske struk­tur­er. Men sam­tidig er der en radikal impuls i idéen om nation­al selvbestem­melse, som aldrig helt forsvin­der. Hvis natio­nen bestem­mer over sig selv, og hvis natio­nen udgøres af alle, som er dér, så har alle, som er dér, ret til ind­fly­delse på regerin­gen af dem selv. ”De, som er her, er her­fra, og den eneste lov, vi anerk­ender, er ret­ten til at delt­age og kæmpe sam­men”, som det hed­der i en kendt pam­flet fra den franske immi­grant­bevægelse fra 1996. Denne idé går tilbage til anti­slaver­i­et i Den Franske og Den Haitianske Rev­o­lu­tion, og med den idé afskaffede de haitianske rev­o­lu­tionære som de første på den vestlige halvku­gle slaver­i­et.

Nico­lai von Eggers Mar­ie­gaard er post­doc ved Det Danske Insti­tut i Athen og PhD i idéhis­to­rie fra Aarhus Uni­ver­sitet. Han er sam­men med Jonas Ross Kjærgård igang med at redi­gere en bog om Den Haitianske Rev­o­lu­tion, som udkom­mer i vin­teren 2018/2019. Bogen er en udgivelse i Slag­marks Rev­o­lu­tion­sserie. Alle tek­ster og per­son­er, som optræder i artiklen, er enten at finde i den kom­mende bog om Den Haitianske Rev­o­lu­tion eller i den allerede udkomne Den Franske Rev­o­lu­tion (2015).

Scroll til toppen