Janitsharkorpset: Fra slavehær til politisk interessegruppe

Ottoman Mil­i­tary Illus­tra­tions from Hans Weigel’s Habi­tus Prae­cipuo­rum Pop­u­lo­rum (Tra­cht­en­buch), 1577. Cre­ative Com­mons

Et centralt element i det osmanniske riges ekspansion var slavehæren Janitsharkorpset. Men hæren var langt fra en ensidig størrelse, og gennem sin historie både styrkede og eroderede den imperiets magt. I dag fortæller lektor Mogens Pelt om sultanens elitesoldater.


FOKUS: SLAVERI Slaveri er et kraft­fuldt begreb, som de fleste forbinder med den transat­lantiske slave­han­del. Men slaver­i­et var et kom­plekst fænomen, som tog mange for­mer. I denne fokusserie vil Bag­grund rette per­spek­tivet mod nogle af de min­dre kendte aspek­ter af slaver­i­ets his­to­rie.

Der find­es næppe nogen anden osman­nisk insti­tu­tion, som har sat sig dybere spor i de kristnes erindring end Jan­it­sharko­rpset — sul­ta­ne­ns elitesol­dater. Med de kristne menes primært de ortodokse kristne. De lev­ede i dagens Alban­ien Bosnien, Bul­gar­ien, Græken­land, Make­donien Mon­tene­gro, Ser­bi­en, og Tyrki­et. Dette må først og fremmest fork­lares med den måde, man oprindeligt rekrut­terede sol­dater til korpset på — gen­nem devşirme — ofte omtalt som ’drengeskat’.

Drengeskat’

Devşirme betød i prak­sis, at de osman­niske myn­dighed­er med jævne mellem­rum tog drenge­børn fra kristne fam­i­li­er som en form for skat. Nobel­pris­mod­tageren i lit­ter­atur Ivo Andrić har sin bog Broen over Dri­na fra 1945 fore­viget, hvor­dan de kristne i Det Osman­niske Rige oplevede dette. I den pågældende scene føl­ger vi drengeskat-opkræv­erens ankomst til en lands­by i det østlige Bosnien. Vi erfar­er, hvor­dan han nøje udvæl­ger et antal kristne drenge i ti-årsalderen, og tager dem fra deres fam­i­li­er. Mødre og søstre løber græ­dende efter skat­teop­kræv­erens kar­a­vane, som lang­somt forsvin­der i det fjerne sam­men med de drenge­børn, der nu er på vej til et liv, der vil blive helt anderledes, end hvis de var blevet i lands­byen. I kris­ten erindring står han­dlin­gens bru­tal­itet i cen­trum, og er over­lev­eret til efter­tiden med ord som f.eks. det græske paido­ma­so­ma — barnerov eller kid­nap­n­ing — samt uvishe­den om, hvorvidt deres fam­i­li­er nogensinde ville få dem at se igen — og i givet fald som hvem. Andrić demon­str­erer et klart blik for disse forhold. Men han gør også et andet aspekt tydeligt.

En genvej til magtens tinder

Vi får at vide, at ét af drenge­børnene er den senere osman­niske storvisir, Sokol­lu Mehmed Pasha (hos Andrić Mehmed Pasha Sokoli). Hvad Andrić med andre ord fortæller, er, at den osman­niske drengeskat-opkræver — som ofte var en offi­cer i Jan­it­sharko­rpset — tog børnene med sig til Istan­bul eller et andet vigtigt cen­ter i Det Osman­niske Rige; at dren­gene blev gjort til sul­ta­ne­ns ejen­dom, dvs. slaver, blev omvendt til mus­limer, og opdragedes og uddannedes til at gøre tjen­este i hæren — som medlem­mer af Jan­it­sharko­rpset — eller i admin­is­tra­tio­nen. Nogle blev offi­cer­er i Jan­it­sharko­rpset, andre vendte fak­tisk tilbage til deres hjem­st­ed­er som guvernør­er; og der var også til­fælde, som eksem­plet med Sokol­lu Mehmed Pasha vis­er, hvor de kunne avancere højt — til storvisir. Endelig find­er vi lokale hersker­dy­nas­ti­er med Jan­it­shar-bag­grund som det såkaldte Kara­man­li dynas­ti i Tripoli på Babareskkys­ten i det nuværende Libyen. Det blev grund­lagt af Kara­man­li Ahmed i 1686 og bestod indtil 1835. Ahmed og hans efter­føl­gere tog sågar titlen De Troen­des Behersker, en titel, der i denne kon­tekst ellers var reserveret for sul­ta­nen i hans egen­skab af kalif.

Slavehærens idé

Opret­telsen af Jan­it­sharko­rpset dateres nor­malt til 1370’erne, dvs. til den tidlige peri­ode af Det Osman­niske Riges ekspan­sion. Oprindeligt bestod korpset af krigs­fanger, men devşirme blev hur­tigt den almin­delige måde at rekrut­tere på. Det skete i en tid, hvor hersker­huset var i fuld gang med at udvikle stat­en og dens insti­tu­tion­er til at vare­tage admin­is­tra­tio­nen af det, der nu var ved at blive til et stor­rige. Dette aktu­alis­erede også et behov for at sikre dynas­ti­et mod anslag inde­fra. Jan­it­sharko­rpset var designet til at opfylde to for­mål: At sikre en stående hær af vel­trænede sol­dater på den ene side og på den anden, qua dens sta­tus som en ’slave­hær’, at sikre en bevæb­n­ing, der var fuld­stændig afhængig af sul­ta­nen. Dette skulle forhin­dre særin­ter­ess­er i at overtage styrin­gen af korpset og gøre det til en uafhængig magt­fak­tor. Det var med en tilsvarende hen­sigt, at Det Impe­ri­ale Harem udvikledes. Det bestod af et utal af kvin­der, nogle slaver, andre gaver, men alle med sta­tus af konku­bin­er, som skulle sikre sul­ta­nen søn­ner og sam­tidigt afkoble mod­ernes fam­i­lie fra ind­fly­delse over den kom­mende sul­tan. Arve­føl­gens prak­sis var formet af samme hen­sigt: Den udvikledes over tid til en kamp mellem sul­ta­ne­ns søn­ner, indtil der kun var én tilbage. På den måde kunne man sikre, at riget ikke split­tedes gen­nem eventuelle aftaler mellem arvin­gene.

På mange måder havde sul­ta­nen held til at opfylde disse mål­sæt­ninger, i hvert fald hvis vi ser på Jan­it­sharko­rpset og de første knap 300 år af dets eksis­tens. Det fun­gerede som et effek­tivt eliteko­rps, og spillede en hov­e­drolle i Det Osman­niske Riges ekspan­sion­spe­ri­ode, som f.eks. i forbindelse med ero­brin­gen af Kon­stan­tinopel i 1453. Jan­it­shar­erne spredte skræk og ræd­sel hos rigets fjen­der, så det sat­te sine spor, ikke mindst i Europa. En indika­tion på dette var, at korpsets march­musik fandt vej ind i europæisk klas­sisk musik, der beg­y­n­dte at ind­drage sla­gin­stru­menter, som var så karak­ter­is­tisk for jan­it­shar­musikken. Men det er vigtigt at bemærke, at dette først skete med de østrigske kom­pon­is­ter Joseph Haydn (1732−1809) og Wolf­gang Amadeus Mozart (1756−1791). Begge tilhørte en tid, hvor der på den ene side fandtes en lev­ende erindring om ’Tyrkens’ bele­jring af Wien i 1683 og på den anden side om Prins Eugens (1663−1736) store sejre over sul­ta­nen i beg­y­n­delsen af 1700-tal­let. På den måde tilhørte kom­pon­is­terne også en gen­er­a­tion, der var klart bev­idst om, at der var indtruf­fet et vendepunkt i styrke­forhold­et mellem Det Hab­s­burgske og Osman­niske Rige i hab­s­burgsk favør. Det har sikkert ikke blot gjort det pir­rende, men også accept­abelt at lege med lyde, der repræsen­ter­er ’gyset’ over for­dums uovervin­delige ’Tyrk’ – måske som en form for nos­tal­gi efter den ’trygge tid’, hvor man kendte sin fjende — nem­lig ’Tyrken’, som nu var blevet tæm­met.

Janitsharkorpset som magtfaktor i osmannisk samfund og politik

For Det Osman­niske Rige fik vendepunk­tet andre kon­sekvenser: Sul­ta­nen måtte afstå land til sine fjen­der, og kri­gene krævede mere mand­skab. Det sat­te også sine spor på jan­it­sharko­rpset. I slut­nin­gen af 1600-tal­let beg­y­n­dte devşirme at træde i bag­grun­den som rekrut­ter­ingsme­tode. Dette skyldtes, at den ikke kunne levere nok mænd, og for­di medlem­skab af korpset var blevet så attrak­tivt, at også mus­limske fam­i­li­er ønskede at få deres drenge indrulleret i korpset. Men hermed beg­y­n­dte korpsets karak­ter at ændres. Lykke­jægere og folk, som var motiveret med andet end blot at gøre sig fort­jent til mil­itær hæder, beg­y­n­dte at finde vej ind i korpsets rækker. De beg­y­n­dte at stifte fam­i­lie og dri­ve forskel­lige pri­vate erhverv. Deres inter­ess­er blev nu også bun­det op på for­ret­ning eller på beskyt­telse af de priv­i­legi­er, de laug de tilhørte havde. På den måde antog korpset også rollen som en autonom og magt­fuld orden med særin­ter­ess­er, der skulle forsvares. Det blev en bety­delig aktør i osman­nisk poli­tik, og for­måede i samar­be­jde med de ledende gejstlige — de såkaldte ule­ma — sågar at vælte den sid­dende sul­tan. Jan­ishar­erne ville typisk tage sig at det beskidte arbe­jde, som ofte bestod i at ombringe sul­ta­nen, mens Istan­buls ledende gejstlige, Sheik ül-Islam, ville legit­imere han­dlin­gen over for offent­lighe­den. Allian­cen mellem jan­ishar­erne og ule­maen viste sig at kunne fun­gere som en mod­vægt til sul­ta­nen i et sådant omfang, at det poli­tiske spil i rigets cen­ter ofte ville udspille sig langs en front med jan­ishar­erne og de ledende gejstlige på den ene side og sul­ta­nen og hans folk på den anden. Sul­tan Osman II sad således kun på magten i fire år før han blev væl­tet ved en pal­ad­srev­o­lu­tion i 1622 og hen­ret­tet af jan­it­shar­erne. Dette står i skarp mod­sæt­ning til peri­o­den i de foregående 100 år, hvor alle sad deres tid ud. Og set fra sul­ta­ne­ns syn­spunkt blev det kun værre, for­di denne form for usta­bilitet fort­sat­te de næste 200 år, hvor syv ud af 14 sul­tan­er blev afsat af jan­ishar­erne og ule­maen.

Janitsharkorpset som et sikkerhedspolitisk problem

Men kon­sekvenserne af denne nye de fac­to magt­del­ing var ikke begrænset til det poli­tiske spil i hov­ed­staden. Det fik også betyd­ning for rigets sikker­hed­spoli­tik. Selvom jan­it­sharko­rpset ikke læn­gere udgjorde det ide­al på en velsmurt og slagkraftig mil­itær enhed, som engang havde været dets adelsmærke, var korpsets inter­ess­er fort­sat bun­det op på forhold, der havde med mil­itære anliggen­der at gøre. En del af dets indtægter var stadig begrun­det med, at det var en mil­itær enhed, mens dets magt i høj grad var baseret på det monopol, korpset havde som sul­ta­ne­ns hær. Korpset ønskede ikke rivaler til disse priv­i­legi­er. De forholdt sig der­for særde­les mis­tænk­somme over­for ethvert tilt­ag til mil­itære reformer, for­di de frygt­ede, at det kunne svække deres posi­tion — og i værste fald føre til dan­nelsen af nye mil­itære korps, som ville gøre jan­ishar­erne rangen stridig eller lige­frem over­flødig. Dette påvirkede osman­nernes præs­ta­tion­er på slag­marken, for­di forsøg på at forbedre lan­dets mil­itære slagkraft krævede støtte fra ule­maen og jan­ishar­erne. Behovet for at reformere mil­itærvæs­net blev stadigt mere påtræn­gende i løbet af 1700-tal­let, hvor rigets fjen­der skridt for skridt for­måede at fravriste land fra Det Osman­niske Rige.

Det Osman­niske Rige havde oplevet tilbage­gang på slag­marken siden bele­jrin­gen af Wien i 1683. I første omgang især i kam­p­ene med Det Hab­s­burgske Rige. Fra anden halvdel af 1700-tal­let var hov­ed­f­jen­den Rus­land, der viste sig ikke blot at kunne true riget ude­fra — gen­nem frem­gang på slag­marken — men også inde­fra, for­di zaren forsøgte at mobilis­ere rigets ortodokse kristne befolkn­ing. I løbet af 1800-tal­let blev dette en med­virk­ende dri­vkraft i den udvikling, der førte til ortodoks sep­a­ratisme og opret­telsen af nation­al­stater i tidligere osman­niske områder.

Ned­er­la­gene på slag­marken tvang sul­ta­nen til at betragte rigets fjen­der som sine læremestre i krigskun­st. Hvor­dan f.eks. Rus­land organ­is­erede sine mil­itære styrk­er og hvilke tak­tikker og strate­gi­er, det ful­gte, blev vigtige spørgsmål blandt folkene omkring sul­ta­nen. Efterlign­ing og inspi­ra­tion blev nøgle­ord. I 1789 lancerede sul­tan Selim III omfat­tende reformer af hæren, og skabte efter europæisk for­billede, hvad der i samti­den blev kendt som ’Den Nye Ordens Trop­per.’ Den udløsende anled­ning var et forsmædeligt ned­er­lag til Rus­land langs Donaus bred­der, hvor 120.000 jan­it­shar­er var blevet løbet over ende af blot 8.000 rus­siske trop­per. Men jan­it­sharko­rpset slog igen: I 1807 revolterede de, og med ule­maens hjælp sat­te de Selim III fra tro­nen. Det udløste en kædereak­tion. I 1808 kom magt­fulde provins­mag­nater sul­ta­nen til hjælp. Under ledelse af Alem­dar Mustafa (1755−1808) ind­tog de Istan­bul med en hær på 30.000 mand; hen­ret­tede de ledende jan­it­shar­er, men nåede ikke at red­de Selim, som blev ombragt i sit fan­gen­skab. I stedet over­tog Mah­mud II tro­nen. Han indgik en aftale med provins­mag­nater­ne, som på papiret sikrede en magt­del­ing mellem sul­ta­nen og provin­serne. Men lokalmata­dor­ernes tri­umf skulle vise sig at blive kort­varig. Snart lancerede Mah­mud en kam­pagne, der skulle rulle pro­vis­ernes magt tilbage og sam­le den omkring sul­ta­nen. Der var tale om et pro­gram, der udviklede sig i ujævne ryt­mer, og kom til at strække sig over årti­er.

Sam­tidigt beg­y­n­dte sul­ta­nen på ny at rette sin ener­gi mod reformer til at strøm­ligne statens insti­tu­tion­er i stil med, hvad de europæiske magter havde gjort. Dette bragte atter jan­it­sharko­rpset i fokus – en pro­ces der for alvor tog fart efter udbrud­det af Den Græske Rev­o­lu­tion (1821−27). Jan­it­sharko­rpset viste sig tydeligvis mere inter­esserede i at beskytte dets særin­ter­ess­er end at gå i krig for sul­ta­nen. Det han­dlede som en kor­po­ra­tion, der først og fremmest havde dens medlem­mers liv og indtægter på sinde. Mens de kun meget modvil­ligt, sjældent uden lange forhan­dlinger — og kun få i antal marcherede mod de græske områder på Pelo­ponnes, hvor oprøret rasede, viste de stor inter­esse i mulighed­erne for per­son­lig berigelse, oprøret skabte. De var blandt de ledende i mas­sakr­erne mod rigets ortodokse under­såt­ter i Istan­bul og Izmir — og meldte sig i hobe­tal til straf­feak­tio­nen mod de ortodokse på den rige ø Chios. Her kunne de opfylde deres ønske om rov uden nævneværdig fare for eget hel­bred og liv. På den måde viste de sig også i nødens stund uden vil­je til at opfylde sul­ta­ne­ns behov for en hær af selv­mo­bilis­erende under­såt­ter, der var rede til at ofre sig for sul­ta­nen og Det Osman­niske Rige. Men det under­gravede sam­tidig korpsets anseelse i offent­lighe­den i et sådant omfang, at det mist­ede opbaknin­gen hos de øver­ste ule­ma. På den måde gav det også sul­ta­nen en sjælden mulighed for at slå ned på jan­it­shar­erne og reformere mil­itæret. I 1826 lod Mah­mud korpset udradere, og fjernede fra jor­dens over­flade alt, der kunne støtte korpset både materielt og sym­bol­sk. Med erindringspoli­tikken for øje blev begiven­heden offi­cielt hus­ket som Vaka‑i Hayriye, ’Den gun­stige begiven­hed’ for at markere sul­ta­ne­ns end­e­gyldige tri­umf i en århun­dred­er lang kamp mod jan­it­sharko­rpset og ule­ma­nen.

Mogens Pelt er lek­tor ved his­to­rie på Køben­havns Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen