UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Viden og venstrefløj

 

Madrid_October15

Venstrefløjen og højrefløjen fortæller to forskellige historier om, hvilke udfordringer vi står overfor i mødet med videnssamfundet. I går fortalte Rikke Alberg Peters om højrefløjen og i dag fortæller Esben Bøgh Sørensen om, hvordan venstrefløjen analyserer overgangen til videnssamfundet som kapitalismens større udbredelse og indtrængning i alle livets sammenhænge. 


 

Viden er et begreb, der hele tiden optræder i den offentlige debat. Debatten tager ofte udgangspunkt i forestillingen om en overgang til det såkaldte videnssamfund og de udfordringer det stiller os i dag. På den internationale venstrefløj er overgangen til videnssamfundet blevet analyseret på en måde, der selvfølgelig er betinget af venstrefløjens særlige måde at tænke på.

I flere årtier har forskellige fremstillinger forsøgt at pege på, hvordan udviklingen ud af det gamle industrisamfund har medført en overgang til et såkaldt videnssamfund. Overgangen har været fortolket med en række forskellige navne og begreber, som dog alle kan siges at stå i forbindelse med hinanden: overgangen fra modernitet til postmodernitet, fra det industrielle til det postindustrielle samfund og i et bredere sociokulturelt perspektiv, fra samfund baseret på materielle værdier til samfund baseret på post-materielle værdier (se f.eks. Daniel Bell, Ronald Inglehart, Goul Andersen). Således er der i vores samfund i dag etableret en fortælling om, hvordan vi har bevæget os fra nationale centraliserede industrisamfund med overvejende materielle værdier til mere globaliserede, demokratiske og netværksbaserede videnssamfund med overvejende post-materielle værdier. Vi er i dag, ifølge denne fortælling, mere individualiserede end nogensinde før og vi har aldrig haft så meget med- og selvbestemmelse som i dag. Det informationsbaserede netværk er blevet en fremtrædende social form, som indtager en central plads i vores hverdag. Gennem denne sociale form er vi – sådan går fortællingen – i stand til at skabe vores egne identiteter.

Når diskussionen derfor falder på viden i den offentlige debat i dag, handler det om, hvordan vi som stat og samfund bedst kan tilpasse os denne nye ”videns-virkelighed”. Viden, information, uddannelse: det er nøgleordene i dag. De fleste er enige om, at fremover er det viden vi skal leve af.

Hvis ovenstående er den ”normale” fortælling, hvilket alternativ kan venstrefløjen så fremvise? Inden for venstrefløjen forstået i bredeste forstand, som inkluderende en række traditionelle partier, sociale bevægelser og den politiske arbejderbevægelse, har der udviklet sig to tendenser: dem der stort set har overtaget den normale fortælling og dem der forholder sig kritisk til den. Sidstnævnte er de mest interessante. Inden for den kritiske tendens findes selvfølgelig også flere forskellige tilgange. En særlig interessant tilgang har taget forestillingen om ”videnssamfundet” seriøst, men dog ud fra en kritisk vinkel. Denne vil jeg i det følgende kalde ”den kritiske venstrefløj”.

 

Venstrefløjens traditionelle analyse og projekt

Før vi kommer til venstrefløjens reaktion på forestillingen om overgangen til videnssamfundet, vil det være givende for den videre fremstilling at pege på en række elementer i det, vi kan kalde venstrefløjens og arbejderbevægelsens traditionelle analyse og projekt. Her finder vi nemlig grundlaget for venstrefløjens måde at tænke på og dermed også betingelserne for den måde, venstrefløjen har forholdt sig til spørgsmålet om videnssamfundet.

For arbejderbevægelsen og venstrefløjen har det altid været ”arbejdet”, der har stået i centrum. Marx’ analyse af kapitalismen samt arbejdets rolle og funktion har altid været grundlaget for arbejderbevægelsens videre politiske projekt. Arbejdet er ifølge Marx det, der i det hele taget skaber værdi, merværdi og dermed danner grundlaget for profit. Merværdi og profit opstår dog kun fordi den gruppe der faktisk arbejder, dvs. arbejderklassen, ikke selv har kontrol over den tid, som arbejdet udfolder sig inden for, dvs. arbejdsprocessen. Dermed har arbejderklassen i sidste ende heller ikke kontrol over den merværdi og profit, der bliver skabt. I stedet er det borgerskabet eller klassen af kapitalister, dvs. en herskende klasse, der besidder kontrollen over både arbejdet og produktet heraf. Arbejderbevægelsens politiske projekt var ikke en hvilken som helst socialgruppes projekt, men derimod specifikt arbejderklassens politiske projekt. Projektet har som omdrejningspunkt arbejderklassens egen befrielse fra borgerskabets kontrol. Herfra udsprang konkrete kampe for f.eks. mere fritid, dvs. mindre tid hvor arbejderen stod under en andens kontrol, og mere løn, dvs. mere af den værdi, som arbejderen havde skabt, skulle tilfalde arbejderen selv (eller arbejderklassen som helhed).

Til dette formål skabte arbejderklassen store demokratiske masseorganisationer og politiske partier. På fabrikkerne sluttede arbejderne sig sammen i fælles foreninger og i parlamentet blev de repræsenteret af deres forskellige politiske partier. Arbejdets karakter var en ensformig og repetitiv funktion, centraliseret på fabrikker og lignende arbejdspladser. I et bestemt antal timer udførtes det ensformige arbejde under en andens kontrol. Resten af dagen kunne arbejderen holde fri. Gennem arbejderklassens egne organisationer skulle den umiddelbare kamp for mere fritid kombineres med det mere langsigtede mål om arbejderklassens egen kontrol af arbejdstiden. Dvs. afskaffelsen af den kapitalistiske måde at producere på. Enten helt, til dels, pludseligt eller gradvist afhængigt af hvilken tradition inden for arbejderbevægelsen der var tale om. Tidsrummet uden for arbejdstiden skulle udvides, således at arbejderne kunne udvikle sine alsidige menneskelige kulturelle og sociale egenskaber. Tidsrummet inden for arbejdstiden skulle kontrolleres af arbejderne selv. Men hvad sker der med dette projekt, når arbejdet ændrer karakter? Netop det spørgsmål har de nyere kritiske tendenser inden for den internationale venstrefløj stillet sig selv.

 

Vores sjæl går på arbejde

Den kritiske venstrefløjs nye analyse tager udgangspunkt i skiftet fra det industrielle og fabriksbaserede arbejde til det vidensbaserede arbejde. Der er selvfølgelig ikke tale om den påstand, at viden ikke spillede nogen som helst rolle i produktionen førhen. Den helt grundlæggende tese i analysen er, at grundlaget for den kontemporære postfordistiske produktionsmåde – dvs. en måde at producere på, der ikke baserer sig på manuelt masse- og samlebåndsarbejde inden for industrielle fabrikker, men derimod videns- informations og netværksbaseret/decentralt organiseret arbejde – er selve vores kognitive og sproglige færdigheder. Det er ikke specialiserede færdigheder inden for den ene eller den anden branche, der ligger til grund for arbejdet i dag, men derimod det for menneskene mest fælles: vores sproglige/kommunikative og kognitive/tankemæssige færdigheder. Vores evne til at kommunikere, tænke og være sammen med hinanden på er nu blevet både grundlag og genstand for produktionen af merværdi og profit. Idet vores mest generelle menneskelige evner er grundlaget for arbejdet i dag, betyder også, at den såkaldte ”omstillingsparathed” spiller en vigtig rolle i den nye form for arbejde, fordi disse evner hele tiden må bruges på et utal forskellige måder med det formål at skabe stadig mere værdi og profit.

Den kritiske venstrefløjs fremstilling af det skift, der er sket med overgangen til det såkaldte ”videnssamfund”, tager som regel udgangspunkt i den af Marx påpegede overgang fra den formelle til den reelle subsumption eller indordning af arbejdet under kapitalen. Denne overgang betyder ifølge Marx, at kapitalen ikke længere absorberer og tilegner sig tidligere og uden for kapitalen eksisterende arbejdsformer, men derimod skaber egne og helt nye arbejdsformer. Her tænkes f.eks. på overgangen fra traditionelt håndværksarbejde og manufaktur til skabelsen af et reelt kapitalistisk organiseret industrielt arbejde. Arbejdet ændrer både teknisk og organisatorisk karakter. Den kritiske venstrefløj foreslår dog endnu et skridt: en total subsumption af samfundet, det hele sociale liv, under kapitalen og en heraf følgende ændret teknisk og organisatorisk sammensætning af arbejdet (og det videre sociale liv).

Centralt for den kritiske venstrefløj er tesen om, at hvor kapitalistisk produktion tidligere var en produktion af materielle varer, har vi i de seneste årtier set en udvidelse til en produktion af også sociale relationer. I dag er der altså ingenting uden for den merværdiproducerende arbejdsproces. Vores mest fælles menneskelige egenskaber såsom tænkning, omsorg, kærlighed, sprog etc. bliver alt sammen produceret med det formål at akkumulere stadig mere værdi. For den kritiske venstrefløj betyder det, at der i dag ikke findes noget uden for kapitalismen.  Forestillingen om, at kapitalen er mere total end nogensinde, idet den har underlagt sig samtlige menneskelige livssfærer bliver derfor afgørende. Alt er genstand for kapitalistisk akkumulation af merværdi og profit. I denne analyse og fremstilling er fabrikken ikke blot noget, der ligger i industrikvarterer og som producerer materielle varer såsom biler eller møbler. Hele samfundet er blevet en social fabrik, der producerer netop hele det sociale liv. Mange af de nyere kritiske venstreintellektuelle såsom Hardt & Negri, Franco ”Bifo” Berardi og Paolo Virno taler om biopolitisk produktion, dvs. en produktion der ikke blot producerer materielle varer, men som ligeledes har hele det sociale liv som resultat. Selvfølgelig produceres der ifølge denne analyse stadigvæk materielle varer. Faktisk er det netop et gigantisk overskud af materielle varer, der på én gang har tvunget og gjort det muligt for kapitalen at globalisere alle livets områder med henblik på at udpresse merværdi fra vores mest fælles menneskelige egenskaber; selv vores ”sjæl” går på arbejde (titlen på en af Berardis bøger). At det på trods af kapitalismens indtrængning i alle livets områder i høj grad ikke er lykkes at udpresse tilstrækkelig merværdi fra disse områder, vidner den internationale økonomiske krise om.

Kapitalismens indtrængning i alle livets sfærer har haft en række konsekvenser – bl.a. at arbejdsdagens inddeling blevet sløret. Hvor dagen før i tiden var inddelt skarpt i en tid, hvor arbejderen producerede værdi for en anden og en (fri)tid, hvor arbejderen kunne udvikle sine mangeartede menneskelige sider, er denne inddeling i dag blevet udvisket. Godt nok går de fleste af os på arbejde i et bestemt tidsrum hver dag. Men dels er arbejdet blevet mere prekært og tidsmæssigt diffust, dvs. at arbejdsdagen i højere grad kan foregå hvor som helst og når som helst. Og dels står vi i dag konstant til rådighed for udviklingen, produktionen og forbruget af stadig nye produkter. Den kritiske venstrefløjs analyse af arbejderen bliver derfor, at denne i dag vurderes i stadig højere grad ikke efter en specifik tilegnet viden inden for en snæver branche, men derimod ud fra sine mest generelle menneskelige egenskaber: sprog, kommunikation og kognition. Derfor er kravet om fleksibilitet, tilpasningsevne og omstillingsparathed blevet centralt for den nye form for arbejde. I den kritiske venstrefløjs fremstilling er det desuden ikke kun i den officielle arbejdstid, at vi indtager plads som producenter, men også når vi surfer på internettet, deltager i de nye sociale netværk eller sågar bare tager bussen, er vi som forbrugere og deltagere med til at skabe ny merværdi. I den såkaldte biopolitiske kapitalisme er vi altid allerede på arbejde, når vi f.eks. modtager og deler information over vores computere og iPhones.

 

Kultur- og kommunikationsindustrien – videnskapitalismens rollemodeller

Ifølge den kritiske venstrefløjs analyse er det især kommunikations- og kulturindustrien, der fungerer som rollemodel for den nye form for biopolitisk kapitalisme. Kulturindustrien i dag omfatter en hel række brancher. Den inkluderer hele den store underholdningsindustri fra TV til musik, nye sociale netværk, viral marketing og resten af reklameindustrien. I kulturindustrien handler det ikke om at producere materielle produkter, men om at producere billeder og sprog. Nye former for sprog og billeder, der kan indfange og skabe identiteter hos forbrugerne, der nu ikke er passive tilskuere, men oftere aktive deltagere.

På trods af kommunikationsindustriens produktion af materielle varer (selve kommunikationsteknikken- og værktøjerne), er omdrejningspunktet ikke disse varer men derimod produktionen af kommunikation. Den faktiske materielle produktion er som regel blevet udliciteret til østasiatiske kæmpefabrikker. I de mest avancerede dele af den globale kapitalistiske økonomi er det centrale blevet produktionen af nye former for kommunikation og sprog. Nye måder at tale med hinanden på og være sammen på, dvs. produktionen af sociale relationer.

Den italienske venstrefløjsteoretiker Paolo Virno har peget på, hvordan industrier som kultur og kommunikation faktisk er det, som i dag producerer produktivkræfterne og produktionsmidlerne. I kapitalismen er der altid en eller flere industrier, der beskæftiger sig med at producere de fornødne midler til produktionen af varer. Før i tiden var dette hovedsageligt produktionen af industrielle maskiner. I dag er det også produktionen af nye måder at kommunikere, tale og være sammen på. Nye identiteter, billeder og sprog, der kan bruges i andre industrier, der også producerer sociale relationer (f.eks. i call centre eller uddannelsesindustrien). Hardt & Negri peger på, at denne nye form for biopolitisk produktion har givet udslag i en eksplosion af de såkaldte ”service”jobs. I servicesektoren produceres affektion og omsorg, i uddannelses- og forskningssektoren (vidensindustrien) viden og i kultur- og kommunikationsindustrien billeder og sprog. Også inden for de traditionelle materielle vareproducerende koncerner indtager marketing og ”human resources” en stadig større plads. Det er i sammenhæng med materielle varer i stadig højere grad produktionen af identiteter, billeder og sprog der skaber (mer)værdien end de faktiske materielle varer. Samtidig indtager produktionen af immaterielle varer i vidensindustrien og servicesektoren ifølge disse venstrefløjsteoretikere en stadig vigtigere, men måske ikke kvantitativt større rolle i den globale kapitalistiske økonomi.

 

Imperiet

En pointe hos den kritiske venstrefløj er, at denne totale subsumption eller indoptagelse af det hele sociale liv under kapitalen også har betydet, at produktionen er sværere at kontrollere. Hardt & Negri har peget på, at kontrollen med produktionen i dag ikke så meget tilfalder en personificeret kapitalist, men i højere grad er blevet uddelegeret. Når produktionen ikke længere foregår på et samlebånd men i mødet mellem mennesker (f.eks. i omsorgsindustrien), er det svært at bevare en centraliseret kontrol med selve produktionsprocessen. I de mest avancerede dele af den kapitalistiske økonomi, eksisterer der i bunden af produktionsprocessen, ifølge Hardt & Negri, derfor under en vis form for selvbestemmelse. Arbejderne administrerer så at sige deres egen udbytning. Vigtig er dog, at dette kun er karakteristisk for de mest avancerede dele af den globale kapitalisme. I megabyernes kæmpefabrikker antager arbejdet nemlig en langt mere centraliseret og trøstesløs karakter.

Som en effekt af den globaliserede arbejdsdeling, har der dog været behov for en form for politisk magt: imperiet. En form for global magt bestående af kæmpekoncerner og overnationale teknokratisk-politiske institutioner. Det teoretikere som Stephen Gill, Robert Cox og Kees van der Pijl har betegnet som den nye neoliberale transnationale historiske blok. Det er en differentieret form for global magt, der er konstitueret af en blanding af økonomisk, politisk og ideologisk hegemoni, og som derfor sætter rammerne for, hvordan sociale grupper kan handle. Nogle analyser inden for den kritiske venstrefløj lægger vægt på erosionen af nationalstaten mens andre peger på, at nationalstaten blot har indtaget en ny men vigtig funktion i den globale kapitalistiske økonomi. De fleste er dog enige om, at det såkaldte repræsentative system er i krise. Kompromisdemokratiet, som det blev oprettet efter 2. verdenskrig, er ifølge den kritiske venstrefløjs fremstilling eroderet væk, dels fra bunden grundet arbejdets nye mere diffuse og ikke-centraliserede karakter og dels fra oven af magtfulde økonomiske og politiske eliter i globale koncerner og overnationale institutioner. Denne forestilling får selvfølgelig politiske konsekvenser for venstrefløjens politiske projekt.

 

Konsekvenser – Hjemløshed og magtesløshed

Analysen tager sin begyndelse med arbejdets ændrede karakter. Selvfølgelig er der også en analyse af, hvad der gik forud for og resulterede i denne ændring af karakter. Det interessante er dog, hvordan venstrefløjen har opfattet overgangen til det såkaldte videnssamfund. Denne opfattelse begynder med arbejdets ændring fra centraliseret industriel produktion af materielle varer til produktionen af sociale relationer, billeder og kommunikation. Produktionen af materielle varer eksisterer selvfølgelig stadig i denne analyse (som regel udliciteret til megabyernes kæmpefabrikker), men det vigtige er den centrale plads, som den nye og mere immaterielle produktion har indtaget. Denne ændring af arbejdets karakter er ensbetydende med kapitalens globalisering af- og indtrængning i alle livssfærer. Når selv vores ”sjæl” går på arbejde er der altså tale om en helt ny grad af fremmedgørelse. Kapitalen er derfor mere total end nogensinde.

 Flere teoretikere fra den kritiske venstrefløj har i forlængelse heraf peget på det tab af mening og følelsen af hjemløshed, som den nye form fremmedgørelse har medført. Der er ikke længere rum til en anden udvikling af menneskets kulturelle og sociale sider uden for kapitalismens producerende arbejde. Alt er blevet en del af dette system og der er dermed ikke noget, der ikke kan kommercialiseres. Den nye form for arbejde har desuden, ifølge denne fremstilling, medført en form for usikkerhed grundet arbejdets grundlæggende prekære karakter og de medfølgende krav om konstant fleksibilitet og omstillingsparathed. Tilsammen skaber disse nye forhold en for mennesket ustabil og usikker levemåde med deraf følgende psykiske og fysiske konsekvenser. Det er netop opgøret med denne situation, som den kritiske venstrefløj tager udgangspunkt i, når den skal formulere et aktuelt politisk projekt.

Samtidig med den nye globale kapitalistiske økonomi er der opstået en ny global magtstruktur (af Hardt og Negri kaldet imperiet). Sammen underminerer denne nye tilstand de nationalstatslige repræsentative institutioner. Befolkningerne bliver altså i denne analyse på en gang mere fremmedgjorte overfor de mest menneskelige egenskaber (omsorg, kærlig, sprog etc.), og samtidig eroderes mulighederne for bare minimal politisk indflydelse. Hvor den normale fortælling altså mener, at overgangen til videnssamfundet har medført mere medbestemmelse og individualisering, bliver den samme overgang på venstrefløjen analyseret som en overgang til mindre medbestemmelse og mere fremmedgørelse. Hvilken betydning har det for venstrefløjens politiske projekt?

 

Fra arbejde og stat til arbejdets og statens afskaffelse

De fleste inden for det jeg kalder den kritiske venstrefløj er enige om, at venstrefløjens politiske projekt i dag ikke kan handle om at ”tage statsmagten”, som det gør i mange versioner af det mere traditionelle projekt på venstrefløjen. Erosionen af de nationalstatslige repræsentative institutioner og statens nye funktion i den globale kapitalisme betyder, at det ikke er gennem disse institutioner, at venstrefløjens politiske projekt i fremtiden kan og skal udfolde sig. Ydermere betyder arbejdets nye karakter, at arbejderklassen i dens nuværende form ikke kan repræsenteres. Paolo Virno peger f.eks. på, at den gamle forbindelse mellem folk (og dermed også arbejderklasse) og stat ikke længere er gældende. Staten er i krise idet adskillelsen mellem politik og økonomi er i færd med at blive udvisket, med den konsekvens, at der ikke kan etableres en traditionel politisk offentlighed. Det politiske er så at sige også blevet opslugt af den nye globale kapitalistiske økonomi.

Den politiske handling er en uforudsigelig handling uden slutprodukt i modsætning til det traditionelle arbejde, der netop er forudsigeligt og har et slutprodukt. Ifølge Virno er denne form for kreativ, uforudsigelig handling uden slutprodukt i dag også inkorporeret i kapitalismens akkumulationsregime. Det politiske er så at sige blevet subsumeret eller indoptaget under arbejdet, og der kan som konsekvens heraf ikke etableres en traditionel politisk offentlighed. Det politiske projekt bliver derfor ifølge en række venstreintellektuelle at skabe nye ikke-statslige og ikke-repræsentative former for fællesskaber. Det er sådanne fællesskaber, der i den nye situation ifølge den kritiske venstrefløj kan udgøre et alternativ til den globale kapitalisme. Det være sig gennem nye bevægelser som Los Indignados eller Occupy, direkte demokratiske lokale folkeforsamlinger, besatte pladser, bygninger, universiteter og arbejdspladser, større kommunale og kollektivt organiserede fællesskaber som vi ser i f.eks. Marinaleda i Spanien eller hos Zapatisterne i Mexico. I mindre målestok som f.eks. selvorganiseret kritisk undervisning eller i de alternativer der er opstået i kølvandet på modstanden mod gentrificeringen i byerne.

Vigtigt for den kritiske venstrefløjs nye politiske projekt er selve begrebet arbejde. Hvor arbejderbevægelsen og venstrefløjens tidligere projekt havde arbejdet som omdrejningspunkt, har den nye kritiske venstrefløj arbejdets afskaffelse som omdrejningspunkt. Som f.eks. John Holloway i flere af sine bøger pointerer, så gælder det i dag ikke om at kræve mere arbejde. I en situation, hvor hele vores sociale liv er blevet en del af den biopolitiske produktion, ville det være en absurd tanke (men, som den kritiske venstrefløj påpeger, er det alligevel hvad de fleste traditionelle venstrefløjspartier kræver). Ifølge Holloway gælder det i stedet om at erstatte arbejdet med nye former for menneskelig virksomhed inden for ikke-kapitalistiske og ikke-statslige fællesskaber. Ifølge analysen er den kapitalistiske form for arbejde blevet så total og altdominerende, at venstrefløjens politiske projekt nu må handle om at sætte andre former for menneskelig virksomhed og samkvem i stedet for dette arbejde. Det har selvfølgelig skabt en diskussion om, hvad der faktisk gælder som sådanne nye former for fællesskaber.

 

Teori og praksis – en sammenhæng?

Siden 2011 er der sket en interessant international politisk udvikling. En række protester har spredt sig over hele verden. I første omgang i 2011 med det arabiske forår, Indignados i Spanien og Occupy i USA. Protesterne blev skudt i gang december 2010 i Tunesien, hvis daværende præsident blev væltet. Senere i 2011 fulgte besættelsen af Tahrir-pladsen i Egypten og Mubaraks fald. Herefter fulgte voldsomme protester, demonstration og besættelser i Grækenland, Spanien og USA (inklusive mindre protester i en lang række andre lande). Fælles for protesterne var ønsket om mere demokrati, eller endda et rigtig demokrati, sådan som det blev formuleret af den spanske platform Democracia Real YA! Da alle troede at protesterne var gået i sig selv, blussede de pludselig op igen i 2013. Millioner af mennesker gik på gaderne i specielt Tyrkiet, Brasilien, Grækenland, Egypten, Portugal, Bulgarien og Bosnien (samt i mindre omfang i en række andre lande). I særligt Tyrkiet og Brasilien udviklede protesterne sig til regulære opstande og befolkningerne oprettede lokale demokratiske forsamlinger uden om det traditionelle repræsentative politiske system. Det spændende ved denne udvikling siden 2011 er kombinationen af kravet om mere eller rigtigt demokrati og de faktiske forsøg på at eksperimentere med nye former for demokratiske fællesskaber.

Det er selvsagt interessant at betragte den kritiske venstrefløjs analyse i lyset af de seneste års udvikling af globale protester og opstande. Ifølge den kritiske venstrefløj er venstrefløjens nye politiske projekt at udvikle ikke bare ikke-kapitalistiske men også ikke-statslige- og ikke-repræsentative former for modstand og fællesskaber, og netop dette finder en vis genklang i de seneste års protester. De mange nye radikale sociale bevægelser er dog meget brogede. I både Brasilien og Tyrkiet deltog en del mere højreekstreme og højrenationale grupper i protesterne og bevægelserne. Specielt i Brasilien kom det til direkte sammenstød mellem forskellige venstre- og højregrupper under opstandene. Det er måske muligt at konstatere, at venstrefløjens analyse af en ny form for fremmedgørelse under den biopolitiske produktion med tabet og fordrejningen af de mest menneskelige egenskaber til følge, kombineret med den nye globale økonomis prekære arbejdsforhold, har skabt en form for usikkerhed og hjemløshed, som ikke nødvendigvis behøver at give udslag i opbakning til venstrefløjens politiske projekt som skitseret af den kritiske venstrefløj, men som ligeså godt kan give udslag i øget opbakning til højreekstreme og proto-fascistiske partier og bevægelser, som vi ser har set det ikke bare under protesterne i Brasilien og Tyrkiet, men ligeledes i støtte til sådanne partier i f.eks. Grækenland og Ungarn.

Venstrefløjen har altså formået at formulere en ny analyse og et nyt projekt, som står i direkte modsætning til den ”normale” opfattelse af overgangen til det såkaldte videnssamfund. Den normale opfattelse af og dominerende fortælling om denne overgang baserer sig på en forestilling om en øget individualisering og medbestemmelse som følge af videnssamfundets opståen. I denne fortælling er overgangen til videnssamfundet en overgang fra et hierarkisk organiseret industrielt samfund med overvejende materielle værdier til et mere demokratisk og individualiseret samfund med post-materielle værdier. Ifølge den kritiske venstrefløjs analyse er virkeligheden dog helt omvendt. Overgangen til videnssamfundet analyseres som en stadig større udbredelse af kapitalismen samt dennes indtrængning i alle livets sammenhænge. Der er ikke tale om individualisering men fremmedgørelse og i stedet for medbestemmelse er der opstået en helt ny international eller global magtkoncentration.

Der er tale om en ny form for analyse, der ud fra en kritik af den nye tilstand og specielt arbejdets ændrede karakter, har formuleret et nyt politisk projekt. Analysen og projektet udgår selvsagt fra venstrefløjens særlige måde at tænke på. Arbejdet er i centrum og omdrejningen for det politiske projekt er demokrati. I dag har begge dele dog ændret sig, hvilket har medført en anden analyse og et andet politisk projekt. En ny form for arbejde har frembragt et nyt politisk projekt. Alligevel stilles der ingen garantier for en sammenhæng mellem analyse og politisk projekt, mellem teori og praksis. Konsekvensen af analysen behøver derfor ikke at være en opbakning til det nye politiske projekt. I stedet kan konsekvensen f.eks. være en opbakning til nye højrenationale og proto-fascistiske partier og bevægelser. Netop begge dele, opbakningen til mere eller rigtigt demokrati og den samtidige fremvækst af proto-fascistiske bevægelser, har været tilfældet i den politiske udvikling de seneste år.

Esben Bøgh Sørensen er kandidatstuderende ved Idéhistorie, Aarhus Universitet.
Artiklen udkom først i antologien Et stykke Oplysning, udgivet af Baggrund i januar, 2014. Læs mere om Et stykke oplysning her.