Videnssamfundet og højrefløjens nye fremtrædelsesformer

DieUnsterblichen2011

Venstrefløjen og højrefløjen fortæller to forskellige historier om, hvilke udfordringer vi står overfor i mødet med videnssamfundet. I dag og i morgen bringer Baggrund to artikler fra hver sin side af det politiske spektrum. I dag skriver Rikke Alberg Peters om, hvordan den yderste højrefløj har erstattet fortidens racistiske paroler med identitetspolitiske argumenter for bevarelsen af den nationale og etniske egenart.

Bautzen, Tysk­land, den 1. maj 2011.

Grup­per af unge marcher­er i mør­ket med fak­ler, der opl­yser gadernes brostens­belægn­ing. Deres ansigter er dækket af hvide masker og idet pro­ces­sio­nen lang­somt skrid­er frem råbes slagord, mens der af og til kastes flasker på jor­den. Optrin­net lign­er ved første øjekast et mid­de­lalderligt fakkelop­tog eller en Ku Klux Klan-march – hvis det da ikke lige var for de mange frem­strak­te mobil­tele­fon­er, der afs­lør­er at vi befind­er os i en infor­ma­tion­ste­k­nol­o­gisk tid­salder. Hele sean­cen blev fil­met og lagt på YouTube med titlen ”Werde Unsterblich!” (”Bliv udødelig!”). Efter ganske få dage havde mere end 20.000 per­son­er klikket sig ind på opto­get. Tilsvarende pro­ces­sion­er i andre tyske byer blev fil­met og cirkulerede viralt.  (De Udødelige), en tysk højr­eradikal gruppe, lagde navn til klip­pet, der også går under navnet ”Kam­pag­nen mod folkedø­den”. Kam­pag­nen er udformet som en protest mod udslet­telsen af det tyske folk og lanceres på hjemmes­i­den som et opgør med den lib­er­aldemokratiske sam­funds­form.

Det nye identitetsvakuum

Denne artikel søger at vise, hvorledes kri­tikken af videnssam­fun­det har med­ført en fornyelse af den radikale højre­fløj i form af en relancer­ing af nation­al­is­men – vel at mærke en nation­al­isme der optræder i nye etno-nation­al­is­tiske gevandter: Væk er tidligere tiders støvle­tramp og det glat­bar­berede nynazis­tiske skin­head look. Væk er de racis­tiske parol­er, som er erstat­tet af iden­titet­spoli­tiske argu­menter for bevarelsen af den etniske og nationale ege­nart. Argu­menter om folkets råderet over og ret til at forsvare deres eget ter­ri­to­ri­um. Forsvaret for et mere ret­færdigt og ægte demokrati er rykket i cen­trum og forbinder tilsyneladende uenige højre­fløjs­grup­peringer og parti­er.

Der er her tale om sociale bevægelser og parti­er, som lever af det poli­tiske sys­tems aktuelle legit­imitet­skrise og det iden­titetsvaku­um som de glob­ale udvek­slinger af kul­tur, infor­ma­tion og penge har skabt. Men vi har sam­tidig at gøre med bevægelser, hvis rel­a­tive suc­ces paradok­salt nok er afhængig af netop de uni­verselle inter­ak­tive kom­mu­nika­tion­ssys­te­mer, som i dag for­mer vort liv og sæt­ter nye ram­mer for den demokratiske offent­lighed.

At den yder­ste højre­fløj for alvor har meldt sig på banen og efter­hån­den udgør en mere og mere markant stemme i koret af kri­tiske røster vendt mod videnssam­fun­dets udvikling er forholdsvis under­belyst både i sam­funds­forsknin­gen og i den offentlige debat.

En del af årsagen skyldes de højr­eradikales mar­gin­alis­erede sta­tus i den offentlige menings­dan­nelse. Højr­eradikale syn­spunk­ter betragtes som værende ikke-stuerene, for ikke at sige decideret sus­pek­te, en ten­dens der for­mentlig er blevet forstær­ket af de sen­este års højreek­strem­istiske ter­rorhan­dlinger med Breivik i Norge og ter­ror­tri­oen Nation­al­sozial­is­tis­che Unter­grund (NSU) i Tysk­land. Men spiller højre­flø­jens anti-glob­alis­er­ings­diskurs over­hovedet nogen rolle for sam­fun­dets viden­spro­duk­tion og forståelse af sig selv som videnssam­fund? Man kunne også spørge: Er der nogle ten­denser der peger i ret­ning af at den radikale højre­fløjs mar­gin­alis­erede sta­tus er ved at ændre sig i takt med at kri­tikken frem­står mere demokratisk legit­im og i takt med at flere højre­fløjs­grup­per søger poli­tisk ind­fly­delse?

Den eklektiske ideologi

Siden 1990’erne har der glob­alt set fun­det en vold­som tek­nol­o­gisk foran­dring­spro­ces sted, som efter alt at dømme foregår med en større hast og med større kon­sekvenser for det sociale end hvad der hidtil har kende­teg­net den tek­nol­o­giske udvikling. Denne udvikling er båret af især to fænomen­er: en ny økono­mi, eller hvad der efter­hån­den går under beteg­nelsen en ny kap­i­tal­isme, og det som den spanske sam­fund­ste­o­retik­er Manuel Castells i bogen Netværkssam­fun­det og dets opståen har beteg­net som ”den infor­ma­tion­ste­k­nol­o­giske rev­o­lu­tion”.

Videnssam­fun­det er således et kap­i­tal­is­tisk og et infor­ma­tions­baseret sam­fund, hvis yderligere kende­tegn det er at udfolde sig glob­alt, om end med store forskelle klo­den over. I denne pro­ces har inter­net­tets udbre­delse spillet en fuld­stændig afgørende rolle. Den infor­ma­tion­ste­k­nol­o­giske rev­o­lu­tion har frisat infor­ma­tion­er og kom­mu­nika­tion­sstrømme – og har som bek­endt sen­est for­mået om ikke at igangsætte, så i det mind­ste at virke som katalysator for den omfat­tende demokra­tis­er­ing­spro­ces, der i øje­b­likket foregår i de ara­biske lande — på godt og ondt.

Det der på over­fladen lign­er den fagre nye, infor­ma­tion­ste­k­nol­o­giske ver­den er imi­dler­tid sam­tidig en kilde til dyb frus­tra­tion. For med til fortællin­gen om videnssam­fun­det og den glob­ale viden­søkonomis udbre­delse hør­er en bit­ter erfar­ing af disse processers sam­fund­sned­bry­dende effek­ter, herun­der ikke mindst den uhæmmede glob­alis­er­ing af finans­marked­erne og Casi­no-kap­i­tal­is­mens ødelæggende kon­sekvenser — både kul­turelt, socialt og miljømæs­sigt set.

Udviklin­gen mod videnssam­fun­det og de store sociale, tek­nol­o­giske og økonomiske foran­dringer har vir­ket som en pro­duk­tiv katalysator for både en neo­marx­is­tisk og en neokon­ser­v­a­tiv, anti-kap­i­tal­is­mekri­tik.  En helt ny type kri­tik er ligeledes opstået, som er båret af mere ukon­ven­tionelle og udog­ma­tiske poli­tiske ideer. Det er en kri­tik, der oper­erer hin­sides en tra­di­tionel højre-/ven­streskala, og for­mår at påvirke mere main­stream poli­tiske grup­per. Under­tiden er den lanceret i form af en skræm­mere­torik, hvor de sam­fund­sned­bry­dende ten­denser udfoldes med apoka­lyp­tisk og kon­spir­a­torisk skråsikker­hed. Det er en fortælling, som det yder­ste højre i løbet af de sen­este årti­er har forsøgt at skabe ved at udvikle en eklek­tisk ide­olo­gi, der tager afs­tand fra den nynazis­tiske arv, lån­er fra forskel­lige social­is­tiske og anark­istiske teori­dan­nelser og som forstår at benytte sig af det affek­tive poten­tiale som de nye sociale medi­er rum­mer.

Denne kri­tik er vanske­lig at have med at gøre ud fra et ana­lytisk, socialv­i­den­sk­a­belig ståst­ed, idet den hvil­er på en diskur­siv mod­sæt­ning: På den ene side må den betragtes som demokratisk set legit­im, idet den – i lighed med andre sam­fund­skri­tikker – forhold­er sig oppo­si­tionelt til det aktuelle sam­funds poli­tiske og kul­turelle ten­denser. På den anden side kan den ans­es som værende i kon­flikt med demokrati­et, for­di den forhold­er sig afvisende til en lib­er­al-demokratisk sam­fund­sor­den og til demokrati­ets grundlæggende lighed­sprin­cip­per, der hvil­er på en idé om indi­viders grundlæggende ret­tighed­er og ligeværd, uanset køn, hud­farve, etnicitet, sek­su­alitet, religiøs over­be­vis­ning. Prin­cip­per, som er ind­skrevet i for­fat­ning­stek­sterne i de vestlige demokrati­er.

Ker­nen i højre­flø­jens fortælling om videnssam­fun­det kan sam­men­fattes således: Hvor glob­alis­erin­gens strømme af kap­i­tal og men­nesker for nogle – for en ganske lille, tilpas­nings­dygtig glob­al elite – er en frigørende pro­ces med et demokra­tis­erende poten­tiale, forekom­mer denne udvikling for de fleste men­nesker forvir­rende og ukon­trolleret, ja decideret ødelæggende for sam­fun­det, idet den hin­dr­er den kollek­tive iden­titets beståen. Det vil sige den iden­titet der lig­ger til grund for en vel­lykket stat og et har­monisk sam­fund, samt udgør en forud­sæt­ning for det lev­ede liv. Hvor­dan denne kri­tik aktuelt tager sig ud, er temaet i det føl­gende.

Ideen om folkedød

Selve bud­sk­a­bet i De Udødeliges såkaldte Folkedød-kam­pagne fra 2011 er klart: Det tyske folk er ved at uddø som følge af den tyske ind­van­dringspoli­tik og som følge af den over­drevne ind­van­dring af folk fra ikke-vestlige lande. Her­til kom­mer den lave fød­sel­srate blandt etniske tyskere – en udvikling som er særlig tydelig i de tidligere øst­tyske for­bund­s­lande, som i disse år gen­nemgår en brain-drain af hidtil uset omfang. Den tyske sam­men­hængskraft er svækket som følge af de utal­lige kul­turkampe og kon­flik­ter mellem forskel­lige etniske grup­per – en udvikling som ifølge De Udødelige skyldes, at Tysk­land har udviklet sig til et mul­ti­kul­turelt sam­fund, der tol­ererer ikke-vestlige værdier. Endeligt har EU og store multi­na­tionale kon­cern­er svækket Tysk­lands nationale selvbestem­melse på det socialpoli­tiske og økonomiske område.

Årsagen til hele mis­eren frem­stilles lige så tydeligt: De tyske poli­tikere og den lib­er­aldemokratiske tyske stat har spillet fal­lit og svigtet sine borg­ere. Denne mist­il­lid til myn­dighed­erne legit­imer­er således, ifølge De Udødelige, en anti-demokratisk protest med hen­blik på at sikre demokrati­ets over­levelse. Hvor­dan kan den tyske folkedød stoppes? Grup­pens man­i­fest taler her sit tydelige sprog: Enhver genetisk sam­men­bland­ing mellem etniske og ikke-etniske tyskere må undgås. Løs­nin­gen på sam­fun­dets sociale ulighed skal løs­es gen­nem en nation­al-demokratisk poli­tik, der for­fordel­er etniske tyskere. Sam­tidig frem­sættes ideen om et etnisk rent Tysk­land – en poli­tisk vision som kan realis­eres i prak­sis gen­nem en aktiv hjem­sendelsespoli­tik og en anti-inte­gra­tionspoli­tik.

Med denne agen­da lig­ger bevægelsen ganske tæt op ad det tyske højr­eradikale par­ti, Nation­aldemokratis­che Partei Deutsch­lands (NPD) prin­cip­pro­gram og anti-islamistiske grup­per såsom SIOE (Stop Islami­sa­tion of Europe). I mod­sæt­ning til de etablerede højrepartiers mere tra­di­tionelle lin­je er der med De Udødelige tale om en højr­eradikal protest­bevægelse som har forstået, at de sociale medi­er, især YouTube, Face­book og Twit­ter, skaber nye emo­tions- og fas­ci­na­tions­baserede delt­agelses­former — og på den bag­grund udgør et nyt og effek­tivt poli­tisk mobilis­er­ingspo­ten­tiale.

De Udødelige er et eksem­pel på en gruppe som for­mår at adaptere den type kreative aktivisme, som tra­di­tionelt har været for­bun­det med ven­stre­flø­jen og inter­net­bevægelser som eksem­pelvis Anony­mous, til en højre­fløjs­dik­surs. Og endelig er det en gruppe som for­mår at fravriste ven­stre­flø­jen de marx­is­tiske sym­bol­er – her den inter­na­tionale arbe­jderdag 1. maj – og relancere en tra­di­tionel ven­stre­ori­en­teret fremmedgørelses­tese i en ny ultra-nation­al­is­tisk aftap­n­ing, som ved første øjekast ikke adskiller sig syn­derligt fra andre protest­bevægelsers selvisce­nesæt­telsesstrate­gi­er. Resul­tatet er en eklek­tisk do-it-your­self-aktivisme, som ikke nød­vendigvis byg­ger på delt­agernes loyale troskab til højre­flø­jens ide­ol­o­giske pro­jekt, men som for­dr­er deres afvis­ning af det bestående sam­funds nationale ero­sion, forår­saget af de process­er, der siden 1960’erne har ført til store demografiske ændringer i befolkn­ingssam­men­sæt­nin­gen i de fleste europæiske lande.

Etno-nationalismen og bestræbelsen på at opnå politisk indflydelse

De udødelige er et løst højr­eradikalt netværk hvis mobilis­er­ing i høj grad er båret af den kort­varende flash-mob effekt som aktiviteterne i 2011 igangsat­te. Der er tale om et frag­menteret og rel­a­tivt fly­gtig netværk med forholdsvis ringe gen­nem­slagskraft i den mediebårede poli­tiske offent­lighed. En sådan karak­ter­is­tik kunne bruges om mange af den radikale højre­fløjs grup­peringer: forholdsvis spek­takulær syn­lighed og mediebevå­gen­hed i korte peri­oder, men ellers en mar­gin­al stemme, der drukn­er i infor­ma­tionsover­flo­dens og de sociale bevægelsers tid. Men er der alligev­el noget der forbinder de enkelte grup­peringer, så vi kan tale om en mere ensly­dende mod­stand?

Der er noget der tyder på, at den etno-nation­aliske tankegang udgør hjørneste­nen i den anti-glob­alis­er­ings­diskurs, som De Udødelige er en tydelig ekspo­nent for, og hvis mest åbenl­yse kende­tegn det er at være renset for den vold­elige udtryks­form og sym­bo­l­ik som nor­malt forbindes med nynazis­men.

Etno-nation­al­isme er ideen om, at alle etniske grup­per har ret til deres eget ter­ri­to­ri­um, som bør holdes etnisk rent; enhver kul­turel, religiøs og etnisk sam­men­bland­ing uundgåeligt vil føre til par­al­lel­sam­fund og kon­flik­ter mellem de enkelte grup­per. Den rum­mer i korte træk forestill­in­gen om, at ver­den består af en række udadtil het­ero­gene kul­tur­er og nation­er, der til gengæld indadtil er homo­gene og der­for bør bevares som sådanne ensart­ede fæl­lessk­aber. Ifølge de højre­fløjs­bevægelser, som abon­ner­er på denne tankegang, har glob­alis­erin­gens kul­turelle udvek­slinger været årsag til mang­foldige etniske og kul­turelle sam­men­bland­ings­former, hvilket således er fork­larin­gen på den nuværende sam­fundsmæs­sige krise og split­telse af befolknin­gen. En udvikling som dels kom­mer til udtryk i form af kul­turkampe og vold­elige sam­men­stød mellem forskel­lige grup­per, særligt mellem mus­limske og ikke-mus­limske grup­per, dels giv­er sig udslag i en mere gener­el iden­titet­skrise blandt befolknin­gen.

Når radikale højre­fløjs­grup­peringer tager etno-nation­al­is­men til sig, er det for­di den tilby­der et iden­titet­spoli­tisk fun­da­ment, hvormed grup­pernes kerneprin­cip­per og kri­tik kan italesættes inden for en på over­fladen set legit­im demokratisk ramme. Den etno-nation­al­is­tiske tankegang legit­imer­er en skarp etnisk adskil­lelse, men på en måde som gør det muligt helt at undgå racis­tiske og xeno­fo­biske udsagn. Det vil sige, at den kan frem­stå demokratisk accept­abel – ja end­da som mere demokratisk — og sam­tidig anven­des til at lancere et ganske bestemt værdis­æt, nem­lig en folke­lig og etnisk nation­al­isme, som forhold­er sig radikalt afvisende til den lib­er­al demokratiske sam­funds­form. Etno-nation­al­is­men gør det for eksem­pel muligt at argu­mentere for en aktiv hjem­sendelsespoli­tik eller for en anti-inte­gra­tionskurs, sådan som det danske højreek­streme par­ti Danskernes Par­ti fores­lår det i deres prin­cip- og val­gpro­gram op til det danske kom­mu­nal- og region­srådsvalg i novem­ber 2013.

Danskernes par­ti er imod inte­gra­tion, for­di inte­gra­tion ans­es som et over­greb mod det danske sam­funds homogen­itet; en vel­lykket inte­gra­tion ville netop betyde, at en kul­turel udvek­sling havde fun­det sted. Hvor racis­tiske parol­er såsom ”Dan­mark for danskere” og udsagn om ”et rent Dan­mark” tra­di­tionelt har fyldt meget i den radikale højre­fløjs retorik, så ser vi alt­så i øje­b­likket, at etno-nation­al­is­tiske og iden­titet­spoli­tiske argu­menter udfoldes på en måde, som må beteg­nes som legal. Argu­men­ta­tio­nen er ikke ulovlig i juridisk for­stand, om end der er tale om en radikal afvis­ning af de demokratiske ret­tighed­er og normer, der kon­stituer­er en sam­funds­form baseret på ideen om poli­tisk og juridisk lighed. Højre­flø­jens bestræ­belse på at opnå poli­tisk ind­fly­delse sker i disse år gen­nem udformnin­gen af en xeno­fo­bisk nation­al­isme, der lanceres som værende demokratisk legit­im, i det den øjen­syn­ligt er et udtryk for befolknin­gens mod­stand mod de process­er, der udfor­dr­er nation­al­stat­en og forestill­in­gen om et kul­turelt og etnisk homogent sam­fund.

Det nye transnationale netværk af nationalister

Den radikale højre­fløjs afvis­ning af glob­alis­erin­gen og viden­skap­i­tal­is­mens sam­funds­foran­drende og ned­bry­dende process­er hvil­er et langt stykke ad vejen på samme fremmedgørelses­tese, som tra­di­tionelt har udgjort ram­men om ven­stre­flø­jens viden­spro­duk­tion, og som i korte træk omhan­dler de insti­tu­tionelle, glob­ale og tek­nol­o­giske foran­dringers neg­a­tive ind­fly­delse på en aut­en­tisk kul­tur, hvori den end består.

Men ven­stre­flø­jen angriber ikke de uni­ver­sal­is­tiske og netværksmæs­sige kon­sekvenser af disse foran­dringer som sådan, selvom den naturligvis påpeger den sociale ubal­ance og den ure­t­færdi­ge ressource­fordel­ing, der knyt­ter sig til disse trans­for­ma­tion­er såv­el indi­vidu­elt, region­alt, nation­alt som glob­alt set. Hvor ven­stre­flø­jen alt­så i et vist omfang forhold­er sig og — tra­di­tionelt set — har forholdt sig åbent til videnssam­fun­dets eman­ci­pa­toriske poten­tiale – så er de aktuelle racis­tiske og nation­al­is­tiske strømninger i Europa udtryk for en mere markant afvis­ning af de tek­nol­o­giske, kap­i­tal­is­tiske og glob­ale process­er, som de sen­este årti­er har forår­saget store poli­tiske og demografiske ændringer i de europæiske stater.

Ændringer, som giv­er sig udslag i kul­turelle abstrak­tion­er (europæer, ver­dens­borg­er) samt kul­turelt set bland­ede — mul­tiet­niske og mul­ti­kul­turelle — sam­fund, der udvan­der ethvert nation­alt sær­præg og enhver nation­al selvbestem­melse. Alt sam­men ændringer som har fjer­net eller besværlig­gjort den mulighed for iden­titets­dan­nelse, som tra­di­tionelt var givet i de forholdsvist fast­tøm­rede nationale og kul­turelle entiteter, der i nation­al­is­mens epoke — fra starten af 1800-tal­let til dens opbrud i 1960’erne — har udgjort ram­merne om enhver poli­tisk betyd­nings­dan­nelse.

Nation­al­isme og fremmed­f­jend­skhed er en reak­tion på infor­ma­tion­ssam­fun­dets og glob­alis­erin­gens sam­funds­foran­drende process­er og et forsøg på at kon­struere en iden­titet, der byg­ger på en tilbageven­den til en oprindelig, his­torisk og kul­turelt fun­deret – og konciperet – iden­titet, som kilde til mening og sam­men­hæng indi­vidu­elt og socialt set. Tilslut­nin­gen til religiøs fun­da­men­tal­isme byg­ger på lig­nende iden­titet­skon­flik­ter skabt af den glob­ale udvikling. Såv­el religiøs som poli­tisk fun­da­men­tal­isme vokser frem og fænger, når oplevelsen af at være socialt afkoblet og udstødt af det glob­ale sys­tem bliv­er alt­dominerende.

Det inter­es­sante – og nye – aspekt ved højre­flø­jen, som bør gøres til gen­stand for en udfold­et analyse er føl­gende: Alle større nation­al­is­tiske eller anti-islamistiske bevægelser eller organ­i­sa­tion­er har i dag omfat­tende transna­tionale netværk og samar­be­jder med ligesind­ede uden­landske organ­i­sa­tion­er på kryds og tværs af lan­de­grænser, der med­virk­er til den ned­bryd­ning af nation­al­stat­slige grænser, de ellers aktivt bekæm­per. Sam­tidig udnyt­ter den nation­al­is­tiske højre­fløj til fulde delt­agelsespo­ten­tialet i de nye sociale medi­er, som er kende­teg­net ved åbne og ikke-hier­arkiske inter­ak­tions­former. Det vil med andre ord sige, at selvom de nye kul­turelle sam­men­bland­ings­former, herun­der netværkssam­fun­dets nye betingelser for social inter­ak­tion, både afvis­es af den nation­al­is­tiske højre­fløj, så omfavnes disse nye kul­turelle udvek­slings­former tilsyneladende også, idet de udnyttes kreativt i den poli­tiske fornyelsespro­ces, som den radikale højre­fløj gen­nemgår i disse år.

Endelig må det for­modes – eller i det mind­ste frem­sættes som et håb – at den yder­ste højre­fløjs forsøg på at indgå i en demokra­tidiskurs om demokrati­ets frem­tidi­ge mulighed­er i det glob­ale videns- og netværkssam­fund, hvor nation­al­stat­slige grænser i sti­gende grad ned­bry­des, rent fak­tisk kan med­virke til at kval­i­fi­cere debat­ten om demokrati­ets væsen — og hvilke demokratiske ’min­i­mum­betingelser’, der skal være til stede for at der er tale om en legit­im demokratisk debat. I en sådan analyse må også indgå kri­tiske under­søgelser af hvornår retoriske, tak­tiske og pop­ulis­tiske forsøg på at lancere — demokratisk set — ille­git­ime poli­tiske pro­gram­mer som ’mere demokratiske’ snarere hin­dr­er end frem­mer det ide­al om lige(værdig) delt­agelse som – i det mind­ste i udgangspunk­tet – er demokrati­ets væsen og muligheds­betingelse.

Rikke Alberg Peters er Post­doc ved Insti­tut for Æstetik og Kom­mu­nika­tion, Aarhus Uni­ver­sitet.

Artiklen udkom først i antolo­gien Et stykke Oplysning, udgivet af Bag­grund i jan­u­ar, 2014. Læs mere om Et stykke oplysning her.


I
Artik­lens fokus er på     højre­flø­jens viden­spro­duk­tion, dvs. højr­eradikale syn­spunk­ter,     hold­ninger og argu­menter og den der­af udviklede højre­fløjsak­tivisme.     Der fore­tages således på bag­grund af Det Nationale     Forskn­ings­cen­ter for Velfærd – SFI’s sen­este rap­port om     Anti-demokratiske     og ekstrem­istiske miljøer i Midt- og Vestjyl­land     en oper­a­tionalis­er­ing mellem legale anti­demokratiske,     højre­ori­en­terede hold­ninger     på den ene side og krim­inelle højreek­streme han­dlinger     på     den anden. Sid­st­nævnte opfattes i denne sam­men­hæng primært som et     krim­i­nal­is­tisk og juridisk prob­lem og tages der­for ikke op til     behan­dling.

Scroll til toppen