Madrid_October15

Venstrefløjen og højrefløjen fortæller to forskellige historier om, hvilke udfordringer vi står overfor i mødet med videnssamfundet. I går fortalte Rikke Alberg Peters om højrefløjen og i dag fortæller Esben Bøgh Sørensen om, hvordan venstrefløjen analyserer overgangen til videnssamfundet som kapitalismens større udbredelse og indtrængning i alle livets sammenhænge.

Viden er et begreb, der hele tiden optræder i den offentlige debat. Debat­ten tager ofte udgangspunkt i forestill­in­gen om en over­gang til det såkaldte videnssam­fund og de udfor­dringer det stiller os i dag. På den inter­na­tionale ven­stre­fløj er over­gan­gen til videnssam­fun­det blevet analy­seret på en måde, der selvføl­gelig er betinget af ven­stre­flø­jens særlige måde at tænke på.

I flere årti­er har forskel­lige frem­still­inger forsøgt at pege på, hvor­dan udviklin­gen ud af det gam­le indus­trisam­fund har med­ført en over­gang til et såkaldt videnssam­fund. Over­gan­gen har været for­tolket med en række forskel­lige navne og begre­ber, som dog alle kan siges at stå i forbindelse med hinan­den: over­gan­gen fra moder­nitet til post­moder­nitet, fra det indus­trielle til det postin­dus­trielle sam­fund og i et bredere sociokul­turelt per­spek­tiv, fra sam­fund baseret på materielle værdier til sam­fund baseret på post-materielle værdier (se f.eks. Daniel Bell, Ronald Ingle­hart, Goul Ander­sen). Således er der i vores sam­fund i dag etableret en fortælling om, hvor­dan vi har bevæget os fra nationale cen­tralis­erede indus­trisam­fund med overve­jende materielle værdier til mere glob­alis­erede, demokratiske og netværks­baserede videnssam­fund med overve­jende post-materielle værdier. Vi er i dag, ifølge denne fortælling, mere indi­vid­u­alis­erede end nogensinde før og vi har aldrig haft så meget med- og selvbestem­melse som i dag. Det infor­ma­tions­baserede netværk er blevet en fremtræ­dende social form, som ind­tager en cen­tral plads i vores hverdag. Gen­nem denne sociale form er vi — sådan går fortællin­gen — i stand til at skabe vores egne iden­titeter.

Når diskus­sio­nen der­for falder på viden i den offentlige debat i dag, han­dler det om, hvor­dan vi som stat og sam­fund bedst kan tilpasse os denne nye ”videns-virke­lighed”. Viden, infor­ma­tion, uddan­nelse: det er nøgle­or­dene i dag. De fleste er enige om, at fre­mover er det viden vi skal leve af.

Hvis oven­stående er den ”nor­male” fortælling, hvilket alter­na­tiv kan ven­stre­flø­jen så fremvise? Inden for ven­stre­flø­jen forstået i bre­deste for­stand, som inklud­erende en række tra­di­tionelle parti­er, sociale bevægelser og den poli­tiske arbe­jder­bevægelse, har der udviklet sig to ten­denser: dem der stort set har overtaget den nor­male fortælling og dem der forhold­er sig kri­tisk til den. Sid­st­nævnte er de mest inter­es­sante. Inden for den kri­tiske ten­dens find­es selvføl­gelig også flere forskel­lige til­gange. En særlig inter­es­sant til­gang har taget forestill­in­gen om ”videnssam­fun­det” ser­iøst, men dog ud fra en kri­tisk vinkel. Denne vil jeg i det føl­gende kalde ”den kri­tiske ven­stre­fløj”.

Venstrefløjens traditionelle analyse og projekt

Før vi kom­mer til ven­stre­flø­jens reak­tion på forestill­in­gen om over­gan­gen til videnssam­fun­det, vil det være givende for den videre frem­still­ing at pege på en række ele­menter i det, vi kan kalde ven­stre­flø­jens og arbe­jder­bevægelsens tra­di­tionelle analyse og pro­jekt. Her find­er vi nem­lig grund­laget for ven­stre­flø­jens måde at tænke på og dermed også betingelserne for den måde, ven­stre­flø­jen har forholdt sig til spørgsmålet om videnssam­fun­det.

For arbe­jder­bevægelsen og ven­stre­flø­jen har det altid været ”arbe­jdet”, der har stået i cen­trum. Marx’ analyse af kap­i­tal­is­men samt arbe­jdets rolle og funk­tion har altid været grund­laget for arbe­jder­bevægelsens videre poli­tiske pro­jekt. Arbe­jdet er ifølge Marx det, der i det hele taget skaber vær­di, mervær­di og dermed dan­ner grund­laget for prof­it. Mervær­di og prof­it opstår dog kun for­di den gruppe der fak­tisk arbe­jder, dvs. arbe­jderk­lassen, ikke selv har kon­trol over den tid, som arbe­jdet udfold­er sig inden for, dvs. arbe­jd­sprocessen. Dermed har arbe­jderk­lassen i sid­ste ende heller ikke kon­trol over den mervær­di og prof­it, der bliv­er skabt. I stedet er det borg­er­sk­a­bet eller klassen af kap­i­tal­is­ter, dvs. en hersk­ende klasse, der besid­der kon­trollen over både arbe­jdet og pro­duk­tet her­af. Arbe­jder­bevægelsens poli­tiske pro­jekt var ikke en hvilken som helst social­grup­pes pro­jekt, men der­i­mod speci­fikt arbe­jderk­lassens poli­tiske pro­jekt. Pro­jek­tet har som omdrejn­ingspunkt arbe­jderk­lassens egen befrielse fra borg­er­sk­a­bets kon­trol. Her­fra udsprang konkrete kampe for f.eks. mere fritid, dvs. min­dre tid hvor arbe­jderen stod under en andens kon­trol, og mere løn, dvs. mere af den vær­di, som arbe­jderen havde skabt, skulle til­falde arbe­jderen selv (eller arbe­jderk­lassen som hel­hed).

Til dette for­mål skabte arbe­jderk­lassen store demokratiske masse­or­gan­i­sa­tion­er og poli­tiske parti­er. På fab­rikkerne slut­tede arbe­jderne sig sam­men i fælles foreninger og i par­la­mentet blev de repræsen­teret af deres forskel­lige poli­tiske parti­er. Arbe­jdets karak­ter var en ens­formig og repet­i­tiv funk­tion, cen­tralis­eret på fab­rikker og lig­nende arbe­jd­spladser. I et bestemt antal timer udførtes det ens­formige arbe­jde under en andens kon­trol. Resten af dagen kunne arbe­jderen holde fri. Gen­nem arbe­jderk­lassens egne organ­i­sa­tion­er skulle den umid­del­bare kamp for mere fritid kom­bineres med det mere langsigt­ede mål om arbe­jderk­lassens egen kon­trol af arbe­jd­sti­den. Dvs. afskaf­felsen af den kap­i­tal­is­tiske måde at pro­duc­ere på. Enten helt, til dels, plud­seligt eller grad­vist afhængigt af hvilken tra­di­tion inden for arbe­jder­bevægelsen der var tale om. Tid­srum­met uden for arbe­jd­sti­den skulle udvides, således at arbe­jderne kunne udvikle sine alsidi­ge men­neske­lige kul­turelle og sociale egen­sk­aber. Tid­srum­met inden for arbe­jd­sti­den skulle kon­trolleres af arbe­jderne selv. Men hvad sker der med dette pro­jekt, når arbe­jdet ændr­er karak­ter? Netop det spørgsmål har de nyere kri­tiske ten­denser inden for den inter­na­tionale ven­stre­fløj stil­let sig selv.

Vores sjæl går på arbejde

Den kri­tiske ven­stre­fløjs nye analyse tager udgangspunkt i skiftet fra det indus­trielle og fab­riks­baserede arbe­jde til det videns­baserede arbe­jde. Der er selvføl­gelig ikke tale om den pås­tand, at viden ikke spillede nogen som helst rolle i pro­duk­tio­nen førhen. Den helt grundlæggende tese i analy­sen er, at grund­laget for den kon­tem­porære post­fordis­tiske pro­duk­tion­s­måde — dvs. en måde at pro­duc­ere på, der ikke baser­er sig på manuelt masse- og sam­le­bånd­sar­be­jde inden for indus­trielle fab­rikker, men der­i­mod videns- infor­ma­tions og netværksbaseret/decentralt organ­is­eret arbe­jde — er selve vores kog­ni­tive og sprog­lige færdighed­er. Det er ikke spe­cialis­erede færdighed­er inden for den ene eller den anden branche, der lig­ger til grund for arbe­jdet i dag, men der­i­mod det for men­neskene mest fælles: vores sproglige/kommunikative og kognitive/tankemæssige færdighed­er. Vores evne til at kom­mu­nikere, tænke og være sam­men med hinan­den på er nu blevet både grund­lag og gen­stand for pro­duk­tio­nen af mervær­di og prof­it. Idet vores mest generelle men­neske­lige evn­er er grund­laget for arbe­jdet i dag, bety­der også, at den såkaldte ”omstill­ingsparathed” spiller en vigtig rolle i den nye form for arbe­jde, for­di disse evn­er hele tiden må bruges på et utal forskel­lige måder med det for­mål at skabe stadig mere vær­di og prof­it.

Den kri­tiske ven­stre­fløjs frem­still­ing af det skift, der er sket med over­gan­gen til det såkaldte ”videnssam­fund”, tager som regel udgangspunkt i den af Marx påpegede over­gang fra den formelle til den reelle sub­sump­tion eller indord­ning af arbe­jdet under kap­i­tal­en. Denne over­gang bety­der ifølge Marx, at kap­i­tal­en ikke læn­gere absorber­er og tileg­n­er sig tidligere og uden for kap­i­tal­en eksis­terende arbe­jds­former, men der­i­mod skaber egne og helt nye arbe­jds­former. Her tænkes f.eks. på over­gan­gen fra tra­di­tionelt hånd­værk­sar­be­jde og man­u­fak­tur til ska­belsen af et reelt kap­i­tal­is­tisk organ­is­eret indus­trielt arbe­jde. Arbe­jdet ændr­er både teknisk og organ­isatorisk karak­ter. Den kri­tiske ven­stre­fløj fores­lår dog end­nu et skridt: en total sub­sump­tion af sam­fun­det, det hele sociale liv, under kap­i­tal­en og en her­af føl­gende ændret teknisk og organ­isatorisk sam­men­sæt­ning af arbe­jdet (og det videre sociale liv).

Cen­tralt for den kri­tiske ven­stre­fløj er tesen om, at hvor kap­i­tal­is­tisk pro­duk­tion tidligere var en pro­duk­tion af materielle var­er, har vi i de sen­este årti­er set en udvidelse til en pro­duk­tion af også sociale rela­tion­er. I dag er der alt­så ingent­ing uden for den merværdipro­duc­erende arbe­jd­spro­ces. Vores mest fælles men­neske­lige egen­sk­aber såsom tænkn­ing, omsorg, kærlighed, sprog etc. bliv­er alt sam­men pro­duc­eret med det for­mål at akku­mulere stadig mere vær­di. For den kri­tiske ven­stre­fløj bety­der det, at der i dag ikke find­es noget uden for kap­i­tal­is­men.  Forestill­in­gen om, at kap­i­tal­en er mere total end nogensinde, idet den har under­lagt sig samtlige men­neske­lige livss­fær­er bliv­er der­for afgørende. Alt er gen­stand for kap­i­tal­is­tisk akku­mu­la­tion af mervær­di og prof­it. I denne analyse og frem­still­ing er fab­rikken ikke blot noget, der lig­ger i indus­trik­varter­er og som pro­duc­er­er materielle var­er såsom bil­er eller møbler. Hele sam­fun­det er blevet en social fab­rik, der pro­duc­er­er netop hele det sociale liv. Mange af de nyere kri­tiske ven­strein­tellek­tuelle såsom Hardt & Negri, Fran­co ”Bifo” Berar­di og Pao­lo Virno taler om biopoli­tisk pro­duk­tion, dvs. en pro­duk­tion der ikke blot pro­duc­er­er materielle var­er, men som ligeledes har hele det sociale liv som resul­tat. Selvføl­gelig pro­duc­eres der ifølge denne analyse stadigvæk materielle var­er. Fak­tisk er det netop et gigan­tisk over­skud af materielle var­er, der på én gang har tvunget og gjort det muligt for kap­i­tal­en at glob­alis­ere alle livets områder med hen­blik på at udpresse mervær­di fra vores mest fælles men­neske­lige egen­sk­aber; selv vores ”sjæl” går på arbe­jde (titlen på en af Berardis bøger). At det på trods af kap­i­tal­is­mens indtrængn­ing i alle livets områder i høj grad ikke er lykkes at udpresse tilstrække­lig mervær­di fra disse områder, vid­ner den inter­na­tionale økonomiske krise om.

Kap­i­tal­is­mens indtrængn­ing i alle livets sfær­er har haft en række kon­sekvenser — bl.a. at arbe­jds­da­gens ind­del­ing blevet sløret. Hvor dagen før i tiden var ind­delt skarpt i en tid, hvor arbe­jderen pro­duc­erede vær­di for en anden og en (fri)tid, hvor arbe­jderen kunne udvikle sine mangeart­ede men­neske­lige sider, er denne ind­del­ing i dag blevet udvisket. Godt nok går de fleste af os på arbe­jde i et bestemt tid­srum hver dag. Men dels er arbe­jdet blevet mere prekært og tidsmæs­sigt dif­fust, dvs. at arbe­jds­da­gen i højere grad kan foregå hvor som helst og når som helst. Og dels står vi i dag kon­stant til rådighed for udviklin­gen, pro­duk­tio­nen og for­bruget af stadig nye pro­duk­ter. Den kri­tiske ven­stre­fløjs analyse af arbe­jderen bliv­er der­for, at denne i dag vur­deres i stadig højere grad ikke efter en speci­fik tileg­net viden inden for en snæver branche, men der­i­mod ud fra sine mest generelle men­neske­lige egen­sk­aber: sprog, kom­mu­nika­tion og kog­ni­tion. Der­for er kravet om flek­si­bilitet, tilpas­ning­sevne og omstill­ingsparathed blevet cen­tralt for den nye form for arbe­jde. I den kri­tiske ven­stre­fløjs frem­still­ing er det desu­den ikke kun i den offi­cielle arbe­jd­stid, at vi ind­tager plads som pro­du­cen­ter, men også når vi surfer på inter­net­tet, delt­ager i de nye sociale netværk eller sågar bare tager bussen, er vi som for­brugere og delt­agere med til at skabe ny mervær­di. I den såkaldte biopoli­tiske kap­i­tal­isme er vi altid allerede på arbe­jde, når vi f.eks. mod­tager og del­er infor­ma­tion over vores com­put­ere og iPhones.

Kultur- og kommunikationsindustrien – videnskapitalismens rollemodeller

Ifølge den kri­tiske ven­stre­fløjs analyse er det især kom­mu­nika­tions- og kul­turindus­trien, der fun­ger­er som rolle­mod­el for den nye form for biopoli­tisk kap­i­tal­isme. Kul­turindus­trien i dag omfat­ter en hel række branch­er. Den inklud­er­er hele den store under­hold­ningsin­dus­tri fra TV til musik, nye sociale netværk, viral mar­ket­ing og resten af reklamein­dus­trien. I kul­turindus­trien han­dler det ikke om at pro­duc­ere materielle pro­duk­ter, men om at pro­duc­ere billed­er og sprog. Nye for­mer for sprog og billed­er, der kan ind­fange og skabe iden­titeter hos for­brugerne, der nu ikke er pas­sive tilskuere, men oftere aktive delt­agere.

På trods af kom­mu­nika­tion­sin­dus­triens pro­duk­tion af materielle var­er (selve kom­mu­nika­tion­steknikken- og værk­tø­jerne), er omdrejn­ingspunk­tet ikke disse var­er men der­i­mod pro­duk­tio­nen af kom­mu­nika­tion. Den fak­tiske materielle pro­duk­tion er som regel blevet udliciteret til østasi­atiske kæm­pe­fab­rikker. I de mest avancerede dele af den glob­ale kap­i­tal­is­tiske økono­mi er det cen­trale blevet pro­duk­tio­nen af nye for­mer for kom­mu­nika­tion og sprog. Nye måder at tale med hinan­den på og være sam­men på, dvs. pro­duk­tio­nen af sociale rela­tion­er.

Den ital­ienske ven­stre­fløjs­te­o­retik­er Pao­lo Virno har peget på, hvor­dan indus­tri­er som kul­tur og kom­mu­nika­tion fak­tisk er det, som i dag pro­duc­er­er pro­duk­tivkræfterne og pro­duk­tion­s­mi­dlerne. I kap­i­tal­is­men er der altid en eller flere indus­tri­er, der beskæftiger sig med at pro­duc­ere de fornødne midler til pro­duk­tio­nen af var­er. Før i tiden var dette hov­ed­sageligt pro­duk­tio­nen af indus­trielle mask­in­er. I dag er det også pro­duk­tio­nen af nye måder at kom­mu­nikere, tale og være sam­men på. Nye iden­titeter, billed­er og sprog, der kan bruges i andre indus­tri­er, der også pro­duc­er­er sociale rela­tion­er (f.eks. i call cen­tre eller uddan­nelsesin­dus­trien). Hardt & Negri peger på, at denne nye form for biopoli­tisk pro­duk­tion har givet udslag i en eksplo­sion af de såkaldte ”service”jobs. I ser­vice­sek­toren pro­duc­eres affek­tion og omsorg, i uddan­nelses- og forskn­ingssek­toren (vidensin­dus­trien) viden og i kul­tur- og kom­mu­nika­tion­sin­dus­trien billed­er og sprog. Også inden for de tra­di­tionelle materielle vare­pro­duc­erende kon­cern­er ind­tager mar­ket­ing og ”human resources” en stadig større plads. Det er i sam­men­hæng med materielle var­er i stadig højere grad pro­duk­tio­nen af iden­titeter, billed­er og sprog der skaber (mer)værdien end de fak­tiske materielle var­er. Sam­tidig ind­tager pro­duk­tio­nen af imma­terielle var­er i vidensin­dus­trien og ser­vice­sek­toren ifølge disse ven­stre­fløjs­te­o­retikere en stadig vigtigere, men måske ikke kvan­ti­ta­tivt større rolle i den glob­ale kap­i­tal­is­tiske økono­mi.

Imperiet

En pointe hos den kri­tiske ven­stre­fløj er, at denne totale sub­sump­tion eller indop­tagelse af det hele sociale liv under kap­i­tal­en også har bety­det, at pro­duk­tio­nen er sværere at kon­trollere. Hardt & Negri har peget på, at kon­trollen med pro­duk­tio­nen i dag ikke så meget til­falder en per­son­ifi­ceret kap­i­tal­ist, men i højere grad er blevet uddelegeret. Når pro­duk­tio­nen ikke læn­gere foregår på et sam­le­bånd men i mødet mellem men­nesker (f.eks. i omsorgsin­dus­trien), er det svært at bevare en cen­tralis­eret kon­trol med selve pro­duk­tion­sprocessen. I de mest avancerede dele af den kap­i­tal­is­tiske økono­mi, eksis­ter­er der i bun­den af pro­duk­tion­sprocessen, ifølge Hardt & Negri, der­for under en vis form for selvbestem­melse. Arbe­jderne admin­istr­erer så at sige deres egen udbyt­ning. Vigtig er dog, at dette kun er karak­ter­is­tisk for de mest avancerede dele af den glob­ale kap­i­tal­isme. I megaby­ernes kæm­pe­fab­rikker antager arbe­jdet nem­lig en langt mere cen­tralis­eret og trøstes­løs karak­ter.

Som en effekt af den glob­alis­erede arbe­jds­del­ing, har der dog været behov for en form for poli­tisk magt: imperi­et. En form for glob­al magt bestående af kæm­pekon­cern­er og over­na­tionale teknokratisk-poli­tiske insti­tu­tion­er. Det teo­retikere som Stephen Gill, Robert Cox og Kees van der Pijl har beteg­net som den nye neolib­erale transna­tionale his­toriske blok. Det er en dif­fer­en­tieret form for glob­al magt, der er kon­stitueret af en bland­ing af økonomisk, poli­tisk og ide­ol­o­gisk hege­moni, og som der­for sæt­ter ram­merne for, hvor­dan sociale grup­per kan han­dle. Nogle analyser inden for den kri­tiske ven­stre­fløj læg­ger vægt på ero­sio­nen af nation­al­stat­en mens andre peger på, at nation­al­stat­en blot har ind­taget en ny men vigtig funk­tion i den glob­ale kap­i­tal­is­tiske økono­mi. De fleste er dog enige om, at det såkaldte repræsen­ta­tive sys­tem er i krise. Kom­pro­mis­demokrati­et, som det blev opret­tet efter 2. ver­den­skrig, er ifølge den kri­tiske ven­stre­fløjs frem­still­ing eroderet væk, dels fra bun­den grun­det arbe­jdets nye mere dif­fuse og ikke-cen­tralis­erede karak­ter og dels fra oven af magt­fulde økonomiske og poli­tiske eliter i glob­ale kon­cern­er og over­na­tionale insti­tu­tion­er. Denne forestill­ing får selvføl­gelig poli­tiske kon­sekvenser for ven­stre­flø­jens poli­tiske pro­jekt.

Konsekvenser – Hjemløshed og magtesløshed

Analy­sen tager sin beg­y­n­delse med arbe­jdets ændrede karak­ter. Selvføl­gelig er der også en analyse af, hvad der gik forud for og resul­terede i denne ændring af karak­ter. Det inter­es­sante er dog, hvor­dan ven­stre­flø­jen har opfat­tet over­gan­gen til det såkaldte videnssam­fund. Denne opfat­telse beg­y­n­der med arbe­jdets ændring fra cen­tralis­eret indus­triel pro­duk­tion af materielle var­er til pro­duk­tio­nen af sociale rela­tion­er, billed­er og kom­mu­nika­tion. Pro­duk­tio­nen af materielle var­er eksis­ter­er selvføl­gelig stadig i denne analyse (som regel udliciteret til megaby­ernes kæm­pe­fab­rikker), men det vigtige er den cen­trale plads, som den nye og mere imma­terielle pro­duk­tion har ind­taget. Denne ændring af arbe­jdets karak­ter er ens­be­ty­dende med kap­i­tal­ens glob­alis­er­ing af- og indtrængn­ing i alle livss­fær­er. Når selv vores ”sjæl” går på arbe­jde er der alt­så tale om en helt ny grad af fremmedgørelse. Kap­i­tal­en er der­for mere total end nogensinde.

 Flere teo­retikere fra den kri­tiske ven­stre­fløj har i for­læn­gelse her­af peget på det tab af mening og følelsen af hjem­løshed, som den nye form fremmedgørelse har med­ført. Der er ikke læn­gere rum til en anden udvikling af men­nes­kets kul­turelle og sociale sider uden for kap­i­tal­is­mens pro­duc­erende arbe­jde. Alt er blevet en del af dette sys­tem og der er dermed ikke noget, der ikke kan kom­mer­cialis­eres. Den nye form for arbe­jde har desu­den, ifølge denne frem­still­ing, med­ført en form for usikker­hed grun­det arbe­jdets grundlæggende prekære karak­ter og de med­føl­gende krav om kon­stant flek­si­bilitet og omstill­ingsparathed. Tilsam­men skaber disse nye forhold en for men­nes­ket usta­bil og usikker lev­emåde med der­af føl­gende psykiske og fysiske kon­sekvenser. Det er netop opgøret med denne sit­u­a­tion, som den kri­tiske ven­stre­fløj tager udgangspunkt i, når den skal for­mulere et aktuelt poli­tisk pro­jekt.

Sam­tidig med den nye glob­ale kap­i­tal­is­tiske økono­mi er der opstået en ny glob­al magt­struk­tur (af Hardt og Negri kaldet imperi­et). Sam­men under­miner­er denne nye til­stand de nation­al­stat­slige repræsen­ta­tive insti­tu­tion­er. Befolkningerne bliv­er alt­så i denne analyse på en gang mere fremmedgjorte over­for de mest men­neske­lige egen­sk­aber (omsorg, kærlig, sprog etc.), og sam­tidig eroderes mulighed­erne for bare min­i­mal poli­tisk ind­fly­delse. Hvor den nor­male fortælling alt­så men­er, at over­gan­gen til videnssam­fun­det har med­ført mere medbestem­melse og indi­vid­u­alis­er­ing, bliv­er den samme over­gang på ven­stre­flø­jen analy­seret som en over­gang til min­dre medbestem­melse og mere fremmedgørelse. Hvilken betyd­ning har det for ven­stre­flø­jens poli­tiske pro­jekt?

Fra arbejde og stat til arbejdets og statens afskaffelse

De fleste inden for det jeg kalder den kri­tiske ven­stre­fløj er enige om, at ven­stre­flø­jens poli­tiske pro­jekt i dag ikke kan han­dle om at ”tage stats­magten”, som det gør i mange ver­sion­er af det mere tra­di­tionelle pro­jekt på ven­stre­flø­jen. Ero­sio­nen af de nation­al­stat­slige repræsen­ta­tive insti­tu­tion­er og statens nye funk­tion i den glob­ale kap­i­tal­isme bety­der, at det ikke er gen­nem disse insti­tu­tion­er, at ven­stre­flø­jens poli­tiske pro­jekt i fremti­den kan og skal udfolde sig. Yder­mere bety­der arbe­jdets nye karak­ter, at arbe­jderk­lassen i dens nuværende form ikke kan repræsen­teres. Pao­lo Virno peger f.eks. på, at den gam­le forbindelse mellem folk (og dermed også arbe­jderk­lasse) og stat ikke læn­gere er gældende. Stat­en er i krise idet adskil­lelsen mellem poli­tik og økono­mi er i færd med at blive udvisket, med den kon­sekvens, at der ikke kan etableres en tra­di­tionel poli­tisk offent­lighed. Det poli­tiske er så at sige også blevet opslugt af den nye glob­ale kap­i­tal­is­tiske økono­mi.

Den poli­tiske han­dling er en uforudsigelig han­dling uden slut­pro­dukt i mod­sæt­ning til det tra­di­tionelle arbe­jde, der netop er forudsigeligt og har et slut­pro­dukt. Ifølge Virno er denne form for kreativ, uforudsigelig han­dling uden slut­pro­dukt i dag også inko­r­por­eret i kap­i­tal­is­mens akku­mu­la­tion­sregime. Det poli­tiske er så at sige blevet sub­sumeret eller indop­taget under arbe­jdet, og der kan som kon­sekvens her­af ikke etableres en tra­di­tionel poli­tisk offent­lighed. Det poli­tiske pro­jekt bliv­er der­for ifølge en række ven­strein­tellek­tuelle at skabe nye ikke-stat­slige og ikke-repræsen­ta­tive for­mer for fæl­lessk­aber. Det er sådanne fæl­lessk­aber, der i den nye sit­u­a­tion ifølge den kri­tiske ven­stre­fløj kan udgøre et alter­na­tiv til den glob­ale kap­i­tal­isme. Det være sig gen­nem nye bevægelser som Los Indig­na­dos eller Occu­py, direk­te demokratiske lokale folke­for­sam­linger, besat­te pladser, bygninger, uni­ver­siteter og arbe­jd­spladser, større kom­mu­nale og kollek­tivt organ­is­erede fæl­lessk­aber som vi ser i f.eks. Mari­nale­da i Spanien eller hos Zap­atis­terne i Mex­i­co. I min­dre målestok som f.eks. selvor­gan­is­eret kri­tisk under­vis­ning eller i de alter­na­tiv­er der er opstået i køl­van­det på mod­standen mod gen­tri­fi­cerin­gen i byerne.

Vigtigt for den kri­tiske ven­stre­fløjs nye poli­tiske pro­jekt er selve begre­bet arbe­jde. Hvor arbe­jder­bevægelsen og ven­stre­flø­jens tidligere pro­jekt havde arbe­jdet som omdrejn­ingspunkt, har den nye kri­tiske ven­stre­fløj arbe­jdets afskaf­felse som omdrejn­ingspunkt. Som f.eks. John Hol­loway i flere af sine bøger point­er­er, så gælder det i dag ikke om at kræve mere arbe­jde. I en sit­u­a­tion, hvor hele vores sociale liv er blevet en del af den biopoli­tiske pro­duk­tion, ville det være en absurd tanke (men, som den kri­tiske ven­stre­fløj påpeger, er det alligev­el hvad de fleste tra­di­tionelle ven­stre­fløjs­parti­er kræver). Ifølge Hol­loway gælder det i stedet om at erstat­te arbe­jdet med nye for­mer for men­neske­lig virk­somhed inden for ikke-kap­i­tal­is­tiske og ikke-stat­slige fæl­lessk­aber. Ifølge analy­sen er den kap­i­tal­is­tiske form for arbe­jde blevet så total og alt­dominerende, at ven­stre­flø­jens poli­tiske pro­jekt nu må han­dle om at sætte andre for­mer for men­neske­lig virk­somhed og samkvem i stedet for dette arbe­jde. Det har selvføl­gelig skabt en diskus­sion om, hvad der fak­tisk gælder som sådanne nye for­mer for fæl­lessk­aber.

Teori og praksis – en sammenhæng?

Siden 2011 er der sket en inter­es­sant inter­na­tion­al poli­tisk udvikling. En række pro­test­er har spredt sig over hele ver­den. I første omgang i 2011 med det ara­biske forår, Indig­na­dos i Spanien og Occu­py i USA. Pro­test­erne blev skudt i gang decem­ber 2010 i Tune­sien, hvis daværende præsi­dent blev væl­tet. Senere i 2011 ful­gte besæt­telsen af Tahrir-plad­sen i Egypten og Mubaraks fald. Herefter ful­gte vold­somme pro­test­er, demon­stra­tion og besæt­telser i Græken­land, Spanien og USA (inklu­sive min­dre pro­test­er i en lang række andre lande). Fælles for pro­test­erne var øns­ket om mere demokrati, eller end­da et rigtig demokrati, sådan som det blev for­muleret af den spanske plat­form Democ­ra­cia Real YA! Da alle troede at pro­test­erne var gået i sig selv, blussede de plud­selig op igen i 2013. Mil­lion­er af men­nesker gik på gaderne i specielt Tyrki­et, Brasilien, Græken­land, Egypten, Por­tu­gal, Bul­gar­ien og Bosnien (samt i min­dre omfang i en række andre lande). I særligt Tyrki­et og Brasilien udviklede pro­test­erne sig til reg­ulære opstande og befolkningerne opret­tede lokale demokratiske for­sam­linger uden om det tra­di­tionelle repræsen­ta­tive poli­tiske sys­tem. Det spæn­dende ved denne udvikling siden 2011 er kom­bi­na­tio­nen af kravet om mere eller rigtigt demokrati og de fak­tiske forsøg på at eksper­i­mentere med nye for­mer for demokratiske fæl­lessk­aber.

Det er selvsagt inter­es­sant at betragte den kri­tiske ven­stre­fløjs analyse i lyset af de sen­este års udvikling af glob­ale pro­test­er og opstande. Ifølge den kri­tiske ven­stre­fløj er ven­stre­flø­jens nye poli­tiske pro­jekt at udvikle ikke bare ikke-kap­i­tal­is­tiske men også ikke-stat­slige- og ikke-repræsen­ta­tive for­mer for mod­stand og fæl­lessk­aber, og netop dette find­er en vis gen­klang i de sen­este års pro­test­er. De mange nye radikale sociale bevægelser er dog meget brogede. I både Brasilien og Tyrki­et del­tog en del mere højreek­streme og højre­na­tionale grup­per i pro­test­erne og bevægelserne. Specielt i Brasilien kom det til direk­te sam­men­stød mellem forskel­lige ven­stre- og højre­grup­per under opstandene. Det er måske muligt at kon­statere, at ven­stre­flø­jens analyse af en ny form for fremmedgørelse under den biopoli­tiske pro­duk­tion med tabet og for­drejnin­gen af de mest men­neske­lige egen­sk­aber til følge, kom­bineret med den nye glob­ale økonomis prekære arbe­jds­forhold, har skabt en form for usikker­hed og hjem­løshed, som ikke nød­vendigvis behøver at give udslag i opbakn­ing til ven­stre­flø­jens poli­tiske pro­jekt som skit­seret af den kri­tiske ven­stre­fløj, men som ligeså godt kan give udslag i øget opbakn­ing til højreek­streme og pro­to-fascis­tiske parti­er og bevægelser, som vi ser har set det ikke bare under pro­test­erne i Brasilien og Tyrki­et, men ligeledes i støtte til sådanne parti­er i f.eks. Græken­land og Ungarn.

Ven­stre­flø­jen har alt­så for­mået at for­mulere en ny analyse og et nyt pro­jekt, som står i direk­te mod­sæt­ning til den ”nor­male” opfat­telse af over­gan­gen til det såkaldte videnssam­fund. Den nor­male opfat­telse af og dominerende fortælling om denne over­gang baser­er sig på en forestill­ing om en øget indi­vid­u­alis­er­ing og medbestem­melse som følge af videnssam­fun­dets opståen. I denne fortælling er over­gan­gen til videnssam­fun­det en over­gang fra et hier­arkisk organ­is­eret indus­trielt sam­fund med overve­jende materielle værdier til et mere demokratisk og indi­vid­u­alis­eret sam­fund med post-materielle værdier. Ifølge den kri­tiske ven­stre­fløjs analyse er virke­lighe­den dog helt omvendt. Over­gan­gen til videnssam­fun­det analy­seres som en stadig større udbre­delse af kap­i­tal­is­men samt dennes indtrængn­ing i alle livets sam­men­hænge. Der er ikke tale om indi­vid­u­alis­er­ing men fremmedgørelse og i stedet for medbestem­melse er der opstået en helt ny inter­na­tion­al eller glob­al magtkon­cen­tra­tion.

Der er tale om en ny form for analyse, der ud fra en kri­tik af den nye til­stand og specielt arbe­jdets ændrede karak­ter, har for­muleret et nyt poli­tisk pro­jekt. Analy­sen og pro­jek­tet udgår selvsagt fra ven­stre­flø­jens særlige måde at tænke på. Arbe­jdet er i cen­trum og omdrejnin­gen for det poli­tiske pro­jekt er demokrati. I dag har begge dele dog ændret sig, hvilket har med­ført en anden analyse og et andet poli­tisk pro­jekt. En ny form for arbe­jde har frem­bragt et nyt poli­tisk pro­jekt. Alligev­el stilles der ingen garantier for en sam­men­hæng mellem analyse og poli­tisk pro­jekt, mellem teori og prak­sis. Kon­sekvensen af analy­sen behøver der­for ikke at være en opbakn­ing til det nye poli­tiske pro­jekt. I stedet kan kon­sekvensen f.eks. være en opbakn­ing til nye højre­na­tionale og pro­to-fascis­tiske parti­er og bevægelser. Netop begge dele, opbaknin­gen til mere eller rigtigt demokrati og den sam­tidi­ge fremvækst af pro­to-fascis­tiske bevægelser, har været til­fældet i den poli­tiske udvikling de sen­este år.

Esben Bøgh Sørensen er kan­di­dat­stud­erende ved Idéhis­to­rie, Aarhus Uni­ver­sitet.


Artiklen udkom først i antolo­gien Et stykke Oplysning, udgivet af Bag­grund i jan­u­ar, 2014. Læs mere om Et stykke oplysning her.