Den furiøse prosa. En meget kort introduktion til Thomas Bernhard

Thomas Bernhard
CC BY-SA 3.0

Den østrigske forfatter Thomas Bernhard indtager en stor plads i Danmarks litterære landskab netop nu. Hans vrede prosa, der i disse år flittigt bliver oversat til dansk, går rent ind hos de dekadencekritiske, let kyniske læsere.  Vi har bedt Bernhard-oversætteren Søren R. Fauth om at beskrive den specielle bernhardske tone og at dele ud af sine erfaringer fra nærkontakt med vreden.


Da den østrigske for­fat­ter Thomas Bern­hard (1931−1989) som ung gik på kost­skole i Mozarts føde­by Salzburg, oplevede han med kri­gens afs­lut­ning hvor­dan den nazi­in­fi­cerede rek­tor Grünkranz blev erstat­tet af den katolske fad­er Franz. Svastikaet i fæl­lessalen blev erstat­tet med Kris­tus på korset. En sådan sam­men­lign­ing er karak­ter­is­tisk for Bern­hard. I den til tider amok­løbende over­driv­elseskun­st­ners optik er der nem­lig ingen grundlæggende forskel på katoli­cisme og fas­cisme. Hvis man har mod på at få lutret sit ver­dens­billede i et alto­pløsende syre­bad, kan man bl.a. gøre det i Årsagen. En antyd­ning (første bind af et i alt fem bind store auto­bi­ografiske erindringsværk) der udkom på dan­sk i 2011 på mikro­for­laget Sisy­fos.

Helt i overensstem­melse med Bern­hards øvrige oeu­vre, også det fik­tive, består Årsagen. En antyd­ning stort set af en lang fortløbende tekst uden afs­nit. Enkelte sæt­ninger – de mest grove forsøg på at chikanere læseren – strækker sig over hele sider uden et eneste punk­tum.

Frem­still­in­gen af den nøgne sand­hed om men­neske­he­dens dumhed og elendighed er det mål den bern­hardske vrede sigter efter. Våb­net der sky­des med, det tyske sprog, har med tiden smedet mange smukke stro­fer og frem­bragt den liflig­ste prosa, men i hæn­derne på Thomas Bern­hard muter­er det til et masseødelæggelsesvåben der sættes ind mod, intet min­dre, alle tilværelsens løgne, men­neskenes ego­isme, små­lighed, småborg­erlighed, oppor­tunisme og endeløse selvbedrag. Salzburg og dens ind­byg­gere er ind­be­gre­bet af den tilværelses­løgn der for enhver pris skal afs­løres. Bern­hard er opl­yser! Han opl­yser det men­neske­lige mørke, ikke så det frem­står lyst og ven­ligt, men så vi kan se alt det der gem­mer sig inde bag forstil­lelsen.

Motoren bag det omfat­tende afs­løring­spro­jekt er ikke kun arrigsk­aben. Arrigsk­aben er ibland­et et sprudlende humør, hvilket blot er med til at øge de exces­sive ordek­staser. Stilen hos Østrigs lit­terære enfant ter­ri­ble er enestående i den tysksprog­ede lit­ter­atur. Ofte dri­ves en tek­st­pas­sage frenetisk frem over flere sider uden et eneste punk­tum at hvile sig ved. Man kan ikke undgå at bemærke den særeg­ne dik­tion, man mærk­er den fra første sæt­ning, den kravler ind under huden på sin læs­er og sæt­ter sig fast. De endeløse inkvit-for­mer (”sagte er, dachte ich”; ”sagde han, tænk­te jeg”) som dominer­er og enerver­er i samme grad som en plade der er gået i hak – læs blot Der Unterge­her (Under­gæn­geren) – klæber sig til frontal­lap­pens vin­dinger og fort­sæt­ter med at rum­stere som en pop­melo­di man ikke kan slippe af med igen når først man har fået den på hjer­nen. De pauseløse irati­rad­er hos Bern­hard, den repete­tive vræn­gen og klaus­tro­fo­biske – dog sam­tidig drøn­musikalske – monot­o­ni må naturligvis være klædt i lange, tunge par­ticip­i­alkon­struk­tion­er. Som var der tale om et udfald, ikke bare mod salzburg­erne, østrigerne og deres ned­er­drægtighed­er og gemen­hed­er, men sam­tidig mod enhver køn prosa. En for­fat­ter der har så meget grimt at sige om det hele, kan naturligvis ikke skrive nys­selig knækprosa, hvilket ikke er det samme som at Bern­hard ikke kan skrive, for det skal jeg da lige love for han kan. Mage til dri­ve find­er man ikke mange andre sted­er.

Sam­men­lignet med Thomas Bern­hard frem­står tysk tænkn­ings demasker­ingsp­sykolog par excel­lence, Friedrich Niet­zsche, som en møn­sterelev med top­karak­ter fra flinkeskolen. Hårdest ram­mer vre­den og afs­løringerne Salzburg og dens ind­byg­gere. Hør blot med et eksem­pel fra Årsagen. En antyd­ning:

Salzburg er en per­fid facade hvor­på ver­den uophørligt maler sin løg­nagtighed og bag hvilken det (eller den) skabende må sygne hen, gå til grunde og dø. Min hjem­by er i virke­lighe­den en dødelig syg­dom som dens ind­byg­gere bliv­er født og ind­fanget i, og hvis de ikke for­lad­er den i det afgørende øje­b­lik, begår de før eller siden direk­te eller indi­rek­te under disse afskyelige omstændighed­er enten plud­selig selv­mord eller går direk­te eller indi­rek­te lang­somt og elendigt under i denne i grun­den helt igen­nem men­neske­f­jendtlige arkitek­toniske-ærke­biskoplige-sløvsind­ede-nation­al-social­is­tiske-katolske død­sjord.”

Vi tager lige det sid­ste igen på tysk: ”[…] oder gehen direkt oder indi­rekt langsam und elendig auf diesem im Grunde durch und durch men­schen­feindlichen architek­tonisch-erzbis­chöflich-stumpf­sin­nig-nation­al­sozial­is­tisch-katholis­chen Todes­bo­den zugrunde.”

Kønt er det ikke, det retoriske ide­al om klarhed er erstat­tet af det ind­viklede og idiosynkratiske. Mod­tageren kan den her huserende fortæller rigtig­nok ikke tage hen­syn til. Alligev­el pass­er pen­gene. Form og ind­hold befind­er sig i et vel­pro­por­tioneret, organ­isk forhold til hinan­den. Stil og struk­tur ligeså. Når først den bern­hardske fortæller har lukket op for sluserne, er der hverken plads til afs­nit eller tid til episk frem­drift og gode his­to­ri­er med der­til­hørende lineære nar­ra­tive for­løb, ophold, pauser, pusterum, over­gange, katar­sis, peripeti og kro­nolo­gi, kun til under­gange, stil­stand, stående NU’er, arrig melankoli og løb­skløbende raseri. Bern­hards fortællere står fast, kør­er i ring, som en defekt kar­rusel der for­van­dles til enhver tivoligængers mareridt og fort­sæt­ter sine rota­tion­er i det uen­delige.

Glenn Gould, en af tre hov­ed­per­son­er i Bern­hards førnævnte kun­st­nerro­man Der Unterge­her (Under­gæn­geren), er som bek­endt ophavs­mand til en af de mest berømte ind­spilninger af Bachs Gold­berg-vari­a­tion­er. Det er ikke til­fældigt at Gould, Bach­fa­natik­eren, optræder som fik­tiv hov­ed­per­son i en roman hvis kom­po­si­tion­sprin­cip har sit for­billede i musikken. Der Unterge­her er som Bachs fuga i C‑mol fra Wohltem­periertes Klavier én lang poly­fon vari­a­tion og mod­u­la­tion af de samme hov­edtemaer og motiv­er. Jeg beun­dr­er, som så mange andre, Glenn Goulds karak­ter­is­tiske adstadi­ge og dynamiske Bachtem­po, i hvert fald så længe instru­mentet er klaver og ind­spilnin­gen på vinyl. Er der der­i­mod tale om skriveværk­tø­jet pen og papir og en ’ind­spilning’ af Bach på bog, har jeg svært ved at stå for Bern­hards indædt frenetiske ICE-Zug i en særlig mor­bid tivo­likar­ru­sel­vari­ant med øde­lagte brem­seskiv­er.

Som Bern­hards over­sæt­ter og læs­er lær­er man hur­tigt at for­fat­teren åben­bart find­er en særlig glæde ved at indlede sine bøger med de aller­mest ind­viklede og umulige sæt­ninger. Den der ikke knækker halsen på præludi­et, kom­mer hel­skindet igen­nem hele bogen. Og yder­mere: man erfar­er snart at der i (næsten) alle Bern­hards bøger find­es lange pas­sager hvor hypotag­merne, de mursvære mino­tau­riske irgange, erstattes af ultra­sim­ple paratag­mer. Som udøver af over­sæt­telsens tugth­usar­be­jde er sådanne pas­sager – jo læn­gere jo bedre – oaser i en ørken. Desværre er der netop kun tale om få kølige sted­er i et land­skab dækket af glø­dende kul.

Ti år før udgivelsen af Die Ursache. Eine Andeu­tung, alt­så i 1965, udgav Bern­hard et lille essay under titlen Der Zorn (Vre­den) i en antolo­gi om de syv dødssyn­der. Her kan man bl.a. læse føl­gende om Bern­hards opfat­telse af det furiøs­es natur: ”Der Zorn ist der Aus­tritt des Vulka­nis­chen unter uns”. Jav­el, man tror ham gerne – vre­den er det vulka­nske der bry­der ud iblandt os. Og da den østrigske skribents vrede er så stor at der ikke gives noget ophold i erup­tion­erne, skal læseren selvføl­gelig forhin­dres i at trække vejret. Bern­hards bøger er en vulkan i udbrud, hadti­raderne en alt­fortærende lavas­trøm der ofte sæt­ter ild til læseren, hvis ikke lige­frem, hvilket også kan ske, fut­ter ham eller hende af.

Den implicitte poe­t­olo­gi der ved fortællerens plud­selige kom­menterende tilsynekomst i det for­t­alte kan blive nok så eksplic­it, er en sand­he­dens poe­t­olo­gi. Det kan der­for ikke undre at Karl Ove Knaus­gård flere gange i Min Kamp nævn­er Bern­hard, ikke altid affir­ma­tivt, men med så tilpas stor ven­er­a­tion og høj frekvens at der næppe kan herske tvivl om at Knaus­gårds volu­minøse sand­hed­spro­jekt blandt andet trækker vek­sler på Bern­hards – måske end­nu mere radikale – forsøg på at give en fuld­kom­men usmin­ket frem­still­ing af tilværelsen som den er og ikke som den burde være. Eller neg­a­tivt udtrykt: Bern­hards pro­jekt er at ned­bryde, destruere, ja, elim­inere ethvert forsøg på at bortre­touchere virke­lighe­den gen­nem forskøn­nelse. Midlet er, vi har selv lige fået det at føle i tek­st­pas­sagen fra Årsagen, vre­den, og denne vrede, der kom­mer til udtryk gen­nem en ganske bestemt stil, går hånd i hånd med et andet stort artis­teri: over­driv­elsens kun­st. ’Die Kun­st der Übertrei­bung’ eller som det hed­der i den mon­strøse roman Aus­löschung om den der bedriv­er denne kun­st: ”Übertrei­bungskün­stler”. Bern­hard er mere end noget andet denne ”Übertrei­bungskün­stler”.

Hvis østrigerens vrede altid kun ret­tede sig udad mod næsten, hoben og det øvrige flad­pand­ede fler­tal og aldrig indad mod sel­vet og de i vær­ket omnipræsente spe­jlinger af dette selv, ville vre­den slå om i ressen­ti­ment, selv­forherli­gende mis­antropi og offer­men­tal­itet. Det er så abso­lut en formildende omstændighed at også kun­st­neren – og dermed Bern­hard selv – gøres til offer for mis­antropi­en. Masseødelæggelsesvåb­net knuser netop ALT. Afs­løringerne gælder selve væren­sto­tal­iteten. Og ALT er van­i­tas. Bern­hard er det 20. århun­dredes efter­føl­ger af Thomas Kingo i en ny ateis­tisk og – frem for alt – mere olm udgave. Den for­fæn­gelige, nar­cis­sis­tiske kun­st­ner der ikke kan leve op til sine egne selvin­d­bildte fortræf­fe­lighed­er og går til grunde i sin for­dring om at nå det abso­lutte, går ikke fri. Tag nu frem­still­in­gen af kun­st­neren der plud­selig, som fx i Under­gæn­geren, møder sin over­mand, det virke­lige geni (Glenn Gould), og går til grunde i selvmedli­den­hed og res­ig­na­tion. Her tænkes på jeg­fortælleren og Wertheimer hvis kranke skæb­ne besegles gen­nem mødet med Glenn Gould i klaverun­dervis­nin­gen hos Horowitz på det salzburgske musikakade­mi Mozar­teum. Mødet med Glenn Gould udløs­er Wertheimers og fortællerens ned­tur, en ned­tur der for Wertheimers ved­k­om­mende ender med hængn­ing i et træ i nærhe­den af sin søsters hus. Søsteren som i en men­neskealder har boet med sin bror i en lej­lighed ved Kohlmarkt i Wien, gifter sig i en sen alder med en rig­mand, hr. Dut­tweil­er, fra Chur og lad­er sin bror, Wertheimer, alene tilbage. Som en sid­ste ynke­lig protest mod at være blevet for­ladt, og som den yder­ste kon­sekvens af mødet med Glenn Gould, hænger den selvmedli­dende kun­st­ner­fal­l­ent, under­gæn­geren, sig så tæt på søsterens nye hjem som over­hovedet muligt.

Eller hvad med den hov­edrys­tende for­agt hvormed Bern­hard skil­dr­er sig selv – og alle os andre – i en af de mest opløf­tende bogud­givelser til dato, de posthumt udsendte essays der første gang forelå i trykt form i 2008 under titlen Meine Preise (Mine pris­er)? På bagsi­den af Suhrkamp-Ver­lags Taschen­buchaus­gabe af Meine Preise bringes bogens ind­hold på føl­gende kort­formel: ”Thomas Bern­hards zornig-iro­nis­ch­er Blick auf den Lit­er­aturbe­trieb”. Det er en udmær­ket sam­men­fat­ning, men bogen inde­hold­er andet og mere end Bern­hards ”vrede iro­niske blik på det ’lit­terære cirkus’” og er i virke­lighe­den et godt sted at beg­y­n­de og afs­lutte sine studi­er af vre­den og denne vre­des gen­stand hos den ild­spyende østriger. Det er ikke fal­sk beske­den­hed og pli der trykker mod­tageren af ”Der Grill­parz­er­preis”, ”Die Ehrengabe des Kul­turkreis­es des Bun­desver­ban­des der Deutschen Indus­trie”, ”Der Lit­er­atur­preis der Freien und Hans­es­tadt Bre­men”, ”Der Julius-Campe-Preis”, ”Der Öster­re­ichis­che Staat­spreis für Lit­er­atur”, ”Der Anton Wildgans-Preis”, ”Der Franz-Theodor-Csokor-Preis”, ”Der Lit­er­atur­preis der Bun­deswirtschaft­skam­mer” og sidst, men ikke mindst ”Der Büch­n­er­preis”. Køb bogen og læs den! Hvis nogen led­er efter en vred stemme i lit­ter­a­turen og søger svar på hvor­for Bern­hard i lange peri­oder var per­sona non gra­ta på Østrigs kul­turelle og poli­tiske par­nas, så tag og læs Bern­hards Meine Preise.

Søren R. Fauth er pro­fes­sor i tysk lit­ter­atur ved Aarhus Uni­ver­sitet. Søren er deru­dover også over­sæt­ter af Thomas Bern­hards selvbi­ografiske værk­er. For nylig udgav Søren langdigtet Uni­ver­set er slidt på for­laget Wun­der­buch.
En række af Thomas Bern­hards værk­er er udkom­met på dan­sk på for­laget Basilisk. Thomas Bern­hards selvbi­ografiske værk­er udkom­mer på for­laget Sisy­fos.

Scroll til toppen