Tilbage til krisen

Skriget af Edward Munch. Foto: Wiki­me­dia Com­mons

Kriserne er overalt: økonomiske, politiske, økologiske kriser og boligkriser. Kriser, som efter sigende kan ramme os alle. Tilsvarende er forsøgene på at undslippe kriserne; bankpakker, CO2-kvoter og lån. Men ifølge Andreas Vinther Jensen findes der en krise, ingen kan undslippe: den eksistentielle krise. Krisen at være et menneske.

Når verden skælver

I 1755 skælvede ver­den. En seis­misk forstyrrelse omkring 200 kilo­me­ter syd­vest for Kap Sankt Vin­cent ved Algarve forår­sagede det store jord­skælv i Liss­abon, der angiveligt dræbte op mod 100.000 men­nesker. Katas­tro­fen var indtruf­fet. Ver­den var i krise. Men det skulle ikke blive sid­ste gang eller fra den eneste front, krisen lurede. I 1929 krakkede Børsen på Wall Street, og op mod en fjerd­edel af USA’s ind­byg­gere stod uden arbe­jde. Depres­sio­nen hærgede og sit­u­a­tio­nen blev ikke bedre de næste fire år. Anden juledag 2004 vælt­ede en tsuna­mi ind over lan­dene ved det Indiske Ocean og dræbte over 230.000 men­nesker i 14 lande. Hele klo­dens opmærk­somhed blev ret­tet imod naturens uen­delige ødelæggelseskraft og men­nes­kets magtes­løshed i kam­p­en mod katas­tro­ferne. Sen­est har vi siden 2008 oplevet ver­den­som­spæn­dende pengeprob­le­mer og bal­lade med boligsi­t­u­a­tio­nen. Men­nesker i u‑landene dør af sult på daglig basis og mis­troen til den kap­i­tal­is­tiske marked­søkono­mi er stadigt vok­sende. Ver­den er i krise.

Krisen er alt­så ganske reel, nærværende og faretru­ende. Der er ingen grund til ikke at tage den ser­iøst og sætte alle midler ind på at forstå og overvin­de den. Men i en ver­den med økonomiske kris­er og naturkatas­tro­fer kan det synes triv­ielt, vel nærmest småborg­erligt at tale om den eksis­ten­tielle krise – denne er trods alt for­be­holdt rige mænds ked­somhed­splagede trofækon­er eller teenagere efter det ugentlige brud med kæresten. Der­for vil man muligvis, allerede før man beg­y­n­der at læse dette essay, finde det tåbe­ligt, lig­e­gyldigt eller i værste fald unyt­tigt at beskæftige sig med de fænomen­er, jeg skriv­er om her. Men krisen er reel og den er faretru­ende, og det er ikke nød­vendigvis de økol­o­giske og økonomiske, naturelle og finan­sielle katas­tro­fer, der er de unægtelige far­er i vores sam­fundsmæs­sige liv. Krisen er ikke nød­vendigvis en ude­frak­om­mende trussel, men kan også ulme i de dybeste, mest skjulte sted­er i et men­neskes væsen.

Og netop dette, at den eksis­ten­tielle krise har sit hus i men­nes­kets væsen (hvad det så end er), gør den inter­es­sant at under­søge nærmere. At krisen hør­er men­nes­ket væsentligt til vil sige: vi er alle i krise, det er vores natur, en grund­stemn­ing. Men alt dette virk­er kom­plet kon­train­tu­itivt: krisen er jo en und­tagelses­til­stand, en peri­ode, der kende­teg­nes ved at være anderledes end det nor­male; vi gør, hvad vi kan for at geno­prette det nor­male, når vi er i en kri­tisk til­stand. Men måske er krisens natur mere kom­pliceret end som så: hvis vi kig­ger nærmere – med eksis­ten­tielle briller – kan en ny måde at forstå eksis­tensens jord­skælv måske vise sig.

Under evighedens synsvinkel

Vi kender nem­lig krisen: alle og enhver af os, har stået over for sig selv, kon­fron­teret med en plud­selig, ubærlig følelse af meningsløshed. Hvilket for­mål tjen­er det at leve livet, når livet i det store og hele sandsyn­ligvis blot glem­mer os? Vi ender ikke som his­toriske per­son­lighed­er: ingen af os er en Ram­ses II, en Alexan­der den Store eller en Julius Cæsar. Forhold­et mellem alle men­nesker, der nogensinde har lev­et og de men­nesker, vi husker i dag, er knusende for enhver, der gør sig håb om at udrette noget stort under evighe­dens synsvinkel. Vi kan spille vores sange, gifte os og få vores børn, tjene penge i hobe og tænke dybe tanker; men det er alt sam­men tomhed, endeløs tomhed.

Plud­selig giv­er livet ikke læn­gere giv­er samme mening som det gjorde før. Eller ret­tere: at det plud­selig slet ingen mening giv­er over­hovedet. Din dat­ter dør, din kone går fra dig. Hvor­dan kan resten af ver­den fort­sætte som den gjorde før? Efter sådan en opdagelse, hvor­dan kan de andre så ikke indse, at alt de gør, er uden nogen vær­di? Lars von Tri­ers film Antichrist (2009) vis­er på for­trin­ligt de følelser, der er en del af den eksis­ten­tielle krise – sorg, fort­vivlelse, smerte – og som begge karak­ter­er gen­nem­lever som følge af deres barns død. Her skil­dres en tilværelse i for­fald for begge foræl­dre, der end ikke kan finde en fælles grund i deres sorg, men blot glid­er læn­gere og læn­gere væk fra hinan­den. Char­lotte Gains­bourgs karak­ter (den navn­løse Hun) trækker sig ind i sig selv i en satanisk bland­ing af sorg og selvhad, mens Willem Dafoes karak­ter (Han) gør det til sit ter­apeutiske pro­jekt (sandsyn­ligvis lige så meget for ham selv som for hende) at hjælpe sin dys­funk­tionelle kone igen­nem krisen via eksposer­ing­ster­api i deres hytte, Eden.

Men fortællin­gen ender som bek­endt ikke videre lykke­ligt. Da par­ret ankom­mer til hyt­ten Eden, sker det uundgåelige, at et dra­ma udspiller sig mellem den oprindelige enhed og syn­de­faldets split­telse af men­nes­ket, mellem tiden før og efter søn­nens død. Den eneste måde at undgå fort­vivlelsen på er ved at frasige sig at være et men­neske, der er i stand til at reflek­tere og dømme – om godt og ondt. Men syn­de­faldets uigenkaldelige fak­tum er, at vi ikke kan vende tilbage til Eden som Eden, for den er for­van­dlet for os, som vi er foran­dret for den. På et tid­spunkt bek­ender Hun, at alt, der engang var smukt ved Eden, nu er blevet gru­fuldt, hvor­til Han fork­lar­er, at dette er frygtens natur: at tankerne forvrid­er virke­lighe­den. Her kom­mer Freuds begreb om das Unheim­liche for alvor til sin ret, for dét, der før var det oprindelige hjem­lige, Edens Have, er blevet uhyggeligt i sin fremmed­hed i forhold til den tabte hjem­lighed. Den fred­fyldte natur er nu fjendtlig, den er blevet til Satans kirke og vrim­ler med dæmoniske dyr. Forsøget på at gen­forene det opdelte fun­ger­er som katalysator for Hen­des fatale for­van­dling, for på en per­vert­eret måde virk­er ter­api­en: efter­hån­den som han­dlin­gen skrid­er frem mis­ter hun det, der gjorde hende i stand til at fort­vivle, nem­lig sin reflek­terede bev­id­s­thed. Fortællin­gen ender i kas­tra­tion og død, der ikke er et til­fældigt billede på, hvad jagten på en vej ud af krisen før­er til. Utåle­lighe­den af bar­nets død i pro­lo­gen før­er til den eneste logiske kon­sekvens, nem­lig den anden død: reflek­sio­nens ophævelse i ingent­ing.

Den eksis­ten­tielle krise behøver dog ikke at ramme os i en katas­tro­fal begiven­hed – lige så ofte, hvis ikke oftere, ram­mer den os i den evige ked­somhed, vi kender til ugide­lighed. Den anden film i von Tri­ers depres­sion­strilo­gi, Melan­cho­lia (2011), kan bel­yse dette. Selv om der find­es en umid­del­bar anled­ning til den generelle kri­tiske stemn­ing i fil­mens univers (plan­eten Melan­cho­lias forestående ødelæggelse af jor­den), så vis­er hov­ed­per­so­n­en i første del, Jus­tine, særlig godt, hvor­dan en katas­tro­feløs krise ser ud, da hun allerede før him­mel­legemets komme er ind­hyl­let i en særlig melankoli. Hen­des forhold til ver­den er lig­e­gyldigt – hun magter ikke at stå ud af sen­gen, at bade eller klæde sig på. Nyhe­den om plan­eten Melan­cho­lia er hende et glædeligt bud­skab: ver­den går under uden at for­dre hen­des aktivitet.

Ganske vist eskalerer Justines krise efter hen­des bryllup, der må siges at være præget af en række uheldige episoder, men hen­des grund­stemn­ing er allerede kende­teg­net ved en vis melankoli, en apatisk til­gang til alt, der kom­mer imod hende. Hun gider ikke bryllup­pet, sin søsters plan­lægn­ingsmæs­sige anstren­gelser, sin mors bitre og inde­brændte tale eller sin mand, for den sags skyld. Det eskalerer til en affære med en kol­le­ga og en af ver­dens hur­tig­ste skilsmiss­er, men når alt kom­mer til alt, betød intet af det rigtig noget for hende. Før alt­ing sker, sker der ingent­ing, og det er dén erfar­ing, der dri­ver Jus­tine ud i ked­somhe­den.

Hvis vi bevæger os væk fra denne film­for­tolk­ende ekskurs til en mere abstrakt idé om den eksis­ten­tielle krise, bliv­er det klart, at krisen antager forskel­lige for­mer. Den kan komme som følge af en trau­ma­tisk begiven­hed, som var til­fældet med Antichrist, og den kan komme sim­pelthen for­di der ingen begiven­hed er. Med Melan­cho­lia som eksem­pel bliv­er det nem­lig klart, hvad vi allerede ved: at ked­somhed også er en fremtrædelses­form for krisen i et men­neskes liv. Ikke den ked­somhed, der plager os, når vi ven­ter på en bus eller sid­der til en kedelig forelæs­ning eller spis­er nogle kedelige havre­gryn; men den omsig­gribende ked­somhed, vi oplever når vi ven­ter på en bus, der kør­er os hen til en forelæs­ning, vi alligev­el ikke gider at høre, blot for at vi bagefter kan tage hjem og lave mad, vi ikke rigtig gider at spise (for noget skal jo ned).

Men hvor meget vi end forsøger at udtale os strengt teo­retisk, måske end­da filosofisk, om disse kri­tiske til­stande, så kan den gen­nemgående rastløse, ked­som­melige omgang med livet, vi kender som mod­erne, vestlige men­nesker bedst udtrykkes poet­isk, for­di den er så und­slip­pende i sin natur.

Temaet find­es over­alt i lit­ter­a­turen: i Kierkegaards essay om Vex­eldriften i Enten–Eller, i Fer­nan­do Pes­soas Livro do Desas­sossego, selv i mod­erne rock­musik bliv­er den udtalt således, at dens sand­hed langt overgår den, der kom­mer for dagen i pro­saiske tek­st­stykker. En 1000-siders afhan­dling om de skønneste og mest inter­es­sante emn­er kan, paradok­salt nok, sætte læseren i en ked­som­melig grund­stemn­ing, men ikke fork­lare den. Der­for vil jeg slutte dette afs­nit med et vers fra CV Jør­gensens sang Ingent­ing og fes­t­fyld:

De er første par på plet­ten
til hver eneste recep­tion
hvor men­nesker mest af alt lign­er
forsteninger i stand-by posi­tion
og den eneste form for turn-on
de i virke­lighe­den har
er ked­somhe­den selv
og den er fan­dens svær at eskapere fra

Krisens oprindelse?

Indtil videre er beskriv­elsen gået på den eksis­ten­tielle kris­es for­mer, der er skit­seret en slags krisens fænomen: Under hvilke kat­e­gori­er kan man ind­dele den generelle oplevelse men­nes­ket har af, at der er noget galt med tilværelsen? Intet er udtømt, men oplevelsen er så gener­el og almen­men­neske­lig, at det gerne skulle være klart, hvilken slags kval­mende fornem­melse, der tales om.

Hvad der imi­dler­tid end­nu ikke er klart, er krisens oprindelse. Hvor­fra kom­mer denne følelse af uhjem­lighed i ver­den? Den franske for­fat­ter og filosof Albert Camus skriv­er på et tid­spunkt i sit essay om den absurde følelse, Sisy­fos-Myten, at det kri­tiske øje­b­lik fremkom­mer, når vi hen­ven­der os til ver­den, men ver­den svar­er med tavshed. Der er alt­så sket en split­telse, som vi allerede har været inde på. Mellem sub­jekt og objekt, bev­id­s­the­den og ver­den. Den tyske filosof G. W. F. Hegel har udtrykt bevægelsen fra det før-opdelte til det opdelte. I sin Åndens Fænom­e­nolo­gi (1807) beskrives åndens udvikling fra den sanselige vished til selvbe­v­id­s­thed (og videre), hvor bev­id­s­the­den beg­y­n­der som ren umid­del­barhed, der dog hur­tigt vis­er sig at blive til reflek­sion: vores sanselige vished, dvs. erfar­ing som den rene recep­tion, er et vir­var af san­seindtryk, der ikke stem­mer over ens med, hvor­dan vi oplever ver­den: vi dif­fer­en­tier­er og reflek­ter­er over, hvad der kom­mer til os, og således bry­der vi med den oprindelige umid­del­barhed. Så snart jeg ser en kop foran mig, døm­mer jeg, at dette er en kop, og ikke alt muligt andet, og at alt muligt andet ikke er kop­pen. Det er dette jeg, der døm­mer om kop­pen, der er så besværligt: ikke blot i filosofi­his­to­rien, men også i vores hverdag. Hver gang vi siger jeg, siger vi det i mod­sæt­ning til ver­den. Jeg er den, der døm­mer om ver­den.

Og hvad så? Hvad er prob­lemet i, at jeg døm­mer om ver­den? Det kan jo ikke være anderledes! Dette er i sig selv et klas­sisk filosofisk prob­lem, men lad os sætte det i par­entes som tanke­spind – lad os tage det alvorligt, at der er en uigenkaldelig split­telse mellem sub­jekt og objekt, og at det ikke kan afhjælpes, uanset hvilke (dialek­tiske) manøvr­er man benyt­ter sig af. Prob­lemet er fremmedgørelsen. Men­nes­ket bliv­er fremmed for ver­den i vores adskil­lelse fra den. Det er ikke uprob­lema­tisk at stå som den døm­mende instans, for plud­selig giv­er ver­den ikke mening, vi råber til den, og den svar­er ikke. Ver­den går fra ikke at give mening til at blive meningsløs.

Krisens oprindelse rum­mer mange dybe prob­le­mer for tænknin­gen. Split­telsen er blevet tænkt som en his­to­riefilosofisk begiven­hed, der er indtrådt på et tid­spunkt i mytol­o­gisk tid, den er tænkt dan­nelses­filosofisk som indtræ­dende i over­gan­gen mellem barn og vok­sen, og den er blevet tænkt teol­o­gisk-filosofisk som en beskriv­else af syn­de­faldet. Hvad vi her find­er inter­es­sant, er ikke tænknin­gens prob­le­mer; det er den kri­tiske oplevelse, der er blevet beskrevet her. Den eksis­ten­tielle krise, hvis den over­hovedet skal forstås, skal forstås som en oplevelse, ikke som en filosofi om bev­id­s­the­dens forhold til ver­den.

Hinsides krisen og tilbage igen

Der lur­er end­nu et paradoks. Vores essen­tielle krise virk­er som en und­tagelses­til­stand, og vi behan­dler den som sådan. Flere fænomen­er (depres­sion, angst) opfattes i folke­lig bev­id­s­thed som alle­mandssyg­domme, der heldigvis kan behan­dles med piller og hel­bre­des med snak. Men hvor­dan det, hvis krisen er en del af vores væsen? Hvor­dan vil vi behan­dle krisen?

Eksis­tens­filosofien fasthold­er, at der find­es en krise, en syg­dom. Men den fasthold­er den på en sådan måde, at syg­dom­men ikke kan lin­dres. Hvis kuren er lykkepiller eller kog­ni­tiv ter­api eller hvad end, der skulle hjælpe til at kurere syg­dom­men, så er denne lige så meget en del af syg­dom­mens væsen som symp­tomerne. Men­nes­ket er fort­vivlet, angst og ked­er sig i ver­den, og ethvert forsøg på at ændre det er en foran­dring af men­nes­kets væsen – en foran­dring, der uundgåeligt før­er til mere fort­vivlelse. Ved at insis­tere på det har­moniske i det dishar­moniske, ved at kræve hel­hed i det split­tede men­neske, for­dr­er man det umulige: det er ikke i men­nes­ket selv, prob­lemet lig­ger, det er ikke i hjer­nens kemiske ubal­ance. Ubal­an­cen er i forhold­et til ver­den, og den er, hvad der mulig­gør vores men­neske­lige selv­forståelse – selve det, at vi kan dømme om os selv, at vi er men­nesker, kræver en split­telse mellem sub­jekt og objekt, jeg er mig. Kan det undre, at denne for­dring blot før­er til øget fort­vivlelse? Hvis vi udtaler det, lyder det har­moniske imper­a­tiv: hvis du ønsker et godt liv, skal du stoppe med at være men­neske. Det logiske skridt efter lykkepiller bliv­er selv­mordet.

Men før det kom­mer så vidt, er det måske værd at overve­je, om vi har trådt fork­ert et sted på vejen? Måske gik vi fejl, da vi troede, at har­monien var værd at stræbe efter? Vi er kom­met til et tid­spunkt, hvor det er særligt vigtigt at holde fast på den dishar­moniske natur, at insis­tere på, at vi er split­tede væs­ner. Vi skal tilbage til krisen og fastholde den, ikke søge dens opløs­ning.

Andreas Vinther Jensen er kan­di­dat­stud­erende i filosofi ved Aarhus Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen