Krise!

FOTO: Den store depres­sion. Chica­go, 1931.

Man skal aldrig lade en god krise gå til spilde,” skal Winston Churchill have sagt. Men hvad kan krisen egentlig bruges til — og hvilken slags krise er der tale om? Christian Olaf Christiansen undersøger, hvorfor der er blevet skabt myriader af kriseteorier med helt forskellige forklaringer på, hvorfor det går galt og hvorfor der ivrigt kæmpes om, hvilken krise der er den største.

”Jeg er over­be­vist om, at de sam­fund, der kom­mer bedst gen­nem krisen, netop er de sam­fund, der han­dler. De sam­fund, der for­mår at træffe de rigtige beslut­ninger. Og de ret­tidi­ge beslut­ninger. Men ikke nød­vendigvis de pop­ulære beslut­ninger.” Således udtalte den danske socialdemokratiske statsmin­is­ter Helle Thorn­ing-Schmidt sig ved Folketingets åbn­ingstale den 2. okto­ber 2012. Thorn­ing-Schmidt anvendte krise­be­gre­bet til at markere at der er tale om en over­gangspe­ri­ode. En krise inde­bær­er, at det enten kan gå den ene eller den anden vej. En krise kan afværges eller inten­siveres. Den kalder på han­dling, valg, og beslut­ninger. Thorn­ing-Schmidt anvendte også et meget alment begreb om krise, idet hun talte om krisen, og ikke ref­er­erede mere speci­fikt til om der er tale om en finan­skrise, en økonomisk krise, eller en beskæftigelseskrise.

Krise­be­gre­bet anven­des i dag i et væld af sam­funds- og kul­turlivets områder: fra viden­sk­abernes krise og filosofiens krise til kul­turens krise og kun­stens krise, til enkel­tor­gan­i­sa­tion­ers og enkelt­per­son­ers kris­er. Krise­be­gre­bet anven­des også psykol­o­gisk og eksis­ten­tielt, og man taler end­da om f.eks. midtve­jskris­er eller om kris­er i par­forhold. I poli­tik er krise­be­gre­bet særde­les udbredt, og kan bruges til at beskrive alt fra enkelt­partiers kris­er, kris­er i inden­rigs­forhold, til kris­er i inter­na­tionale rela­tion­er. I de senere årti­er har sam­men­sat­te begre­ber som kli­makrise, miljøkrise, energikrise og føde­varekrise været cen­trale poli­tiske ter­mer. Kris­er er alt­så her, der, og alleveg­ne.

For­føl­ger man krise­be­gre­bets his­to­rie, vil man se at der tilbage i antikken var en langt mere dis­ci­plinært opdelt brug af begre­bet inden­for hhv. med­i­cin, jura, og teolo­gi. Det oprindelige krise­be­greb ref­er­erede ikke til økonomiske kris­er. Den med­i­cinske betyd­ning, hvor krise hen­vis­er til den syges alvorlige til­stand, der kræver han­dling, og hvor krise mark­er­er et midt­punkt mellem liv og død, har over­levet lige siden. Der­i­mod er en anden af de oprindelige græske betyd­ninger af ordet krise, nem­lig som doms­fældelse eller beslut­ning, gledet ud af sprog­bru­gen. ’Krise’ bety­der ikke læn­gere beslut­ning, men noget der kræver en beslut­ning. Allerede i 1600-tal­let bliv­er den med­i­cinske betyd­ning brugt metaforisk, som f.eks. i forhold til at beskrive sam­fund­slegemets til­stand som værende syg eller sund. Denne med­i­cinske brug af begre­bet var klart fremhersk­ende helt op til et godt stykke inde i 1700-tal­let. I dag bruges denne med­i­cinske metafor om krise samt begre­ber som sund­hed, syg­dom, diag­nose og kur stadig meget hyp­pigt i den økonomiske debat. Det er f.eks. til­fældet når man taler om en ’sund økono­mi’, om ’kartof­felkuren’, eller – netop – om at der er økonomisk ’krise’.

Omkring slut­nin­gen af 1700-tal­let får krise­be­gre­bet his­to­riefilosofisk betyd­ning. ’Krise’ bliv­er udtryk for en tids­forståelse, der kan beskrive en hel tid som en ’krisetid’, eller et helt sam­fund som værende i en ’krisetil­stand’. F.eks. skrev den franske filosof Jean-Jacques Rousseau i sin Émile fra 1762, at krisetil­standen og rev­o­lu­tio­nens århun­drede var nært forestående. Under den Amerikanske Uafhængighed­skrig (1775−83) mod kolonimagten Eng­land skrev den rev­o­lu­tionære skribent Thomas Paine i et tidsskrift som han kaldte for The Cri­sis. Uafhængighed­skri­gen blev set som en uni­versel, ver­den­shis­torisk pro­ces hvori demokrati­et ville vin­de over tyran­ni­et. Krise­be­gre­bet vandt selvstændighed som his­torisk kat­e­gori. Denne afkobling af krise­be­gre­bet fra dets mere snævre med­i­cinske, juridiske og teol­o­giske kon­tek­ster, til et abstrakt his­to­riefilosofisk og samtids­di­ag­nos­tisk begreb, bliv­er cen­tral for senere tiders brug af krise­be­gre­bet.

I 1800-tal­let udviklede og raf­finerede man egentlige teori­er om økonomiske kris­er og om finan­sielle bobler. Man skrev om økonomiske kris­er som tilbageven­dende fænomen­er, og beskrev kris­ernes his­to­rie, årsager, og mulige løs­ninger.

En tidlig teori om at økonomiske kris­er har peri­odisk karak­ter find­es hos den schweizisk-fødte Jean Charles Léonard de Sis­mon­di, som bidrog til udviklin­gen af dét der den­gang hed poli­tisk økono­mi. I vær­ket Den poli­tiske økonomis nye prin­cip­per fra 1819 beskrev han hvor­dan økonomisk ligevægt nok kunne etableres i det lange løb, men ikke uden megen nød til følge. De økonomiske kris­er ville være tilbageven­dende.

Nogle gange sat­te krise­te­ori­erne tyk streg under hvor­dan kris­er skyldtes irra­tionel massead­færd og men­nes­kets last­fulde natur. I 1841 udkom den skotske jour­nal­ist og for­fat­ter Charles MacKay’s Erindringer om ekstra­ordinære offentlige vrang­forestill­inger og massers gal­skab. Mack­ay beskrev de ’moralske epi­demier’, som han så i massers man­iske opførsel og vild­farelser i den ene speku­la­tions­boble efter den anden, såsom Syd­havs-boblen og Mis­sis­sip­pi-boblen i 1720. MacK­ay side­s­tillede massens irra­tionelle vild­farelser og jagt på hur­tige fort­jen­ester med f.eks. hek­se­jagt – lidt som senere krise­di­ag­nos­tikere som f.eks. John May­nard Keynes skrev om men­neskers ’dyriske ånd’, eller som vor tids forskn­ing i adfærd på finans­marked­er stærkt har bet­vivlet at men­nes­ket ager­er strengt rationelt og kalkulerende.

Flere af 1800-tal­lets teori­er om økonomiske kris­er lagde vægt på, at de økonomiske kris­er skyldes men­nes­kets natur. Som den franske poli­tik­er og poli­tiske tænker Alex­is de Toc­queville tørt bemærkede det i sit andet bind af Demokrati i Ameri­ka: ”Jeg tror, at de tilbageven­dende kris­er i fore­tag­somhe­den er en endemisk syg­dom hos vore dages demokratiske nation­er. Man kan gøre den min­dre farlig, men ikke hel­brede den, for­di den ikke skyldes nogen til­fældighed, men selve disse folks [amerikan­ernes] tem­pera­ment”. Den engelske filosof John Stu­art Mill skrev i sin Den poli­tiske økonomis prin­cip­per fra 1848, der var den fore­trukne lære­bog i økono­mi frem til slut­nin­gen af 1800-tal­let, at ’kom­mer­cielle kris­er’ grundlæggende var forår­saget af speku­la­tion.

I en udgave af det engelske økonomiske tidsskrift The Econ­o­mist fra 1857 kan man læse en led­er der omhan­dlede den daværende økonomiske krise i USA ud fra et engel­sk per­spek­tiv. Krisen er blevet set som den første glob­ale økonomiske krise, og vis­er dermed også at man nu må tænke på økonomiske kris­er som nogen der kan sprede sig mellem nation­er. Led­eren ret­ter en skarp kri­tik af amerikan­ernes udnyt­telse af englæn­derne, og der argu­menteres for at krisen skyldes ”rådne speku­la­tion­er kon­strueret som kæmpe motor­er for at trække kap­i­tal ud af andre lande”. Der­i­mod afviste led­eren, at krisen skyldes udbre­delsen af papir­penge.

I krisediskus­sion­erne blev der således etableret et skel mellem på den ene side men­nes­kets natur og speku­la­tion som kriseår­sag, og på den anden side opkom­sten af bestemte finan­sielle insti­tu­tion­er og inno­va­tion­er, såsom papir­penge, som kriseår­sag. I dati­dens hidtil måske mest udførlige værk om økonomiske kris­er, Han­del­skris­ernes his­to­rie af den tyske jour­nal­ist Max Wirth (1822−1900) fra 1858, beskrev Wirth en række his­toriske han­dels- og finan­skris­er, afs­lut­tende med en ’krise­di­ag­nose’ samt med nogle afs­nit om krise-forhin­dring og krise-reak­tion­er. En anden, senere obser­vatør af økonomiske kris­er gav – hvad der virk­er ganske typisk for mange af denne tids teori­er om økonomiske kris­er – også udtryk for at kris­er i sid­ste ende skyldes den men­neske­lige naturs begær efter hur­tig rig­dom. I en amerikan­sk encyk­lopæ­di find­er man et opslag med titlen ”kom­mer­ciel krise”, for­fat­tet i 1881 af den amerikanske jour­nal­ist og finansekspert Horace White (1834−1916). Ifølge White er kris­er forår­saget af speku­la­tion, som skyldes men­nes­kets begær efter at blive rig uden at arbe­jde. Han kon­klud­er­er at der ikke er nogen anden måde at undgå kris­er på end at sørge for at men­neske­he­den holdes ude af gæld­sæt­telse, og sim­pelthen undgår fris­telsen til at blive rig uden at arbe­jde.

I løbet af 1800-tal­let vin­der det økonomiske krise­be­greb mere teo­retisk rig­orisme sam­men­lignet med det poli­tiske og det his­toriske krise­be­greb. Et godt eksem­pel er den tyske økonom og filosof Karl Marx.Hos Marx find­er man et dif­fer­en­tieret krise­be­greb, idet der skelnes mellem forskel­lige for­mer for økonomiske kris­er. I marx­is­tiske krise­te­ori­er fremtræder såv­el cyk­liske kris­er (sys­tem-imma­nente kris­er), såv­el som en tese om at den kap­i­tal­is­tiske marked­søkonomis kris­er er udtryk for så store mod­sæt­nings­forhold, at sys­temet kol­lapser (sys­tem-eksploderende kris­er). Især marx­is­tiske og social­is­tiske analyser har klas­si­fi­ceret økonomiske kris­er som pro­duk­tions- eller over­pro­duk­tion­skris­er, til forskel fra f.eks. at være finan­sielle kris­er eller lik­viditet­skris­er, for at pege på mere dyb­degående mod­sæt­nings­forhold i det økonomiske sys­tem. Her­til kom­mer så, at disse har kun­net trække på den førom­talte his­to­riefilosofiske omde­finer­ing af krise-begre­bet, der fandt sted i slut­nin­gen af 1700-tal­let. I den marx­is­tiske krisetænkn­ing er krise et iboende væsen­stræk ved kap­i­tal­is­men og moder­niteten. Krisen bliv­er på en måde total.

Begre­ber om økonomiske kris­er var cen­trale kamp­be­gre­ber i 1800-tal­let. Hver gang der siden­hen har været økonomiske kris­er, som f.eks. den store depres­sion i 1930erne efter børskrakket på Wall Street i 1929, har der været en for­tolkn­ingskamp. Der foregår en kamp om at definere årsager til økonomiske kris­er, og om at definere løs­ninger på dem, som når man f.eks. diskuter­er offentlige ned­skæringer og bal­ance på de offentlige finanser over­for offentlige investeringer. Men der foregår også en kamp over­hovedet at definere hvad der skal iden­ti­fi­ceres som den (poli­tisk) rel­e­vante krise, som når man antager at ’bankkrisen’ er mere presserende end den ’glob­ale føde­varekrise’. Det han­dler også om hvad man over­hovedet skal kalde en bestemt krise, som når man taler om ’finan­skrise’ i stedet for f.eks. ’beskæftigelseskrise’. Og det kan end­da han­dle om at over­be­vise om, at der over­hovedet er en krise, som når det gælder f.eks. ’kli­makrisen’.

En krise er således ikke til på nogen umid­del­bar måde. Kriseop­fat­telser er fil­tr­eret og påvir­ket gen­nem def­i­n­i­tion­skampe om krisen. Kris­er kon­strueres ikke ud af det rene ingent­ing, men de i aller­hø­jeste grad for­tolkede snarere end bare naturlige. Sat på spid­sen kan man måske sige, at sprog­et er poli­tisk. Det gør hvert fald en tem­melig stor poli­tisk forskel hvad der for borg­ere og poli­tikere gælder som tidens rel­e­vante kris­er. Man kan da også være helt sikker på, at kris­er, forstået helt generelt, aldrig forsvin­der, for kris­er har vist sig at være nød­vendi­ge for at legit­imere upop­ulære poli­tiske beslut­ninger. Som den engelske pre­mier­min­is­ter Win­ston Churchill skulle have sagt, skal man aldrig lade en god krise gå til spilde. Der er en enorm magt for­bun­det med at kunne præge befolkningernes kriseop­fat­telser.

I køl­van­det på den sen­este finan­sielle krise kan man igen obser­vere en kamp om at definere krisens ind­hold, årsager, og løs­ninger. Posi­tion­erne i denne debat har bl.a. været en genkomst af en marx­is­tisk kri­tik, der først og fremmest peger på mere omfat­tende sys­temiske træk, og som man måske som krise­te­ori kunne sam­men­fat­te under beteg­nelsen kap­i­tal­is­me­te­orien. En anden fork­lar­ing er over­reg­u­ler­ing­ste­orien. Specielt i USA har en kon­ser­v­a­tiv og økonomisk lib­er­al­is­tisk posi­tion hævdet, at krisen skyldes for meget reg­u­ler­ing, og her har man bl.a. hen­vist til at banker har kun­net spekulere i at de ville få stat­shjælp. En tred­je posi­tion, ofte socialdemokratisk eller social­lib­er­al, har først og fremmest hævdet, at der er behov for en ny og mere effek­tiv reg­u­ler­ing af specielt den finan­sielle sek­tor, samt key­ne­sian­isme, hvad man kunne kalde for under­reg­u­ler­ing­ste­orien. En fjerde posi­tion, grådighed­ste­orien, har hævdet at krisen først og fremmest skyldes grådighed blandt bank­folk, og at en ny og bedre moral vil forhin­dre kris­er af samme omfang i fremti­den. Dens pen­dant er på en måde at lande hårdest ramt af krisen er det pga. ringe arbe­jdsmoral, for i denne krise­te­ori han­dler det først og fremmest om per­son­ligt ans­var, hvad end det er den grådi­ge speku­lant eller den dovne græk­er, der selv er skyld i at krisen ram­mer ekstra hårdt.

Denne form for kriseanalyse er blevet stærkt kri­tis­eret af f.eks. europæiske tænkere som Jür­gen Haber­mas og Slavoj Zizek for at se bort fra forskel­lige sys­temiske og insti­tu­tionelle krise­fork­laringer. Og endelig har der været en posi­tion som har påpeget at andre kris­er – sul­tekrise, føde­varekrise, energikrise, kli­makrise – tilsyneladende glemmes og ned­pri­or­iteres, alt imens skat­tey­der­penge har holdt hån­den under bankerne. Der foregår alt­så genk­endelig kamp om at definere årsager til krisen, om at definere hvori krisen over­hovedet består, og hvad man skal gøre ved krisen.

Chris­t­ian Olaf Chris­tiansen er lek­tor ved Aarhus Uni­ver­sitet. En illus­tr­eret udgave af denne artikel vil være at finde i bogen 50 Ideer, som udkom­mer til efteråret på Aarhus Uni­ver­sitets­for­lag. Bogen er redi­geret af Hans-Jør­gen Schanz.

Scroll til toppen