Flyt jer, køer, for livet er kort!

gabriel-garcia-marquez

Den colombianske forfatter Gabriel García Márquez gik denne påske bort, 87 år gammel. Inden da vandt han Nobelprisen i litteatur og forfattede blandt andet 100 års ensomhed og Kærlighed i koleraens tid. Rasmus Vangshardt mindes her Márquez mellem begyndelse og begravelse.

Det er ingen hem­me­lighed, at den colom­bianske for­fat­ter Gabriel Gar­cía Márquez var vældig inspir­eret af William Faulkn­er. Faulkn­ers roman The sound and the fury fra 1929 har et velk­endt Mac­beth-citat som bagtæppe, og det kunne Gar­cía Márquez’ 100 års ensomhed fra 1967 lige så godt også have haft:

Tomor­row, and tomor­row, and tomor­row,
Creeps in this pet­ty pace from day to day
To the last syl­la­ble of record­ed time,
And all our yes­ter­days have light­ed fools
The way to dusty death. Out, out, brief can­dle!
Life’s but a walk­ing shad­ow, a poor play­er
That struts and frets his hour upon the stage
And then is heard no more. It is a tale
Told by an idiot, full of sound and fury,
Sig­ni­fy­ing noth­ing.

Og i Lem­bck­es redi­gerede over­sæt­telse:

I mor­gen og i mor­gen og i mor­gen,
det kry­ber lang­somt frem fra dag til dag,
indtil det sid­ste blad i livets bog,
og hvert ’i går’ har lyst så man­gen dåre
på vej til gravens støv. Ud, korte lys!
En skyggevan­dring er vort korte liv;
en stakkels skue­spiller, som en tid
gør støj og spræl på sce­nen, og som så
er glemt; et even­tyr for­t­alt os af
en tåbe, fuldt af larm og bul­der, som
slet ingent­ing bety­der.

”Så man­gen dåre på vej til gravens støv,” sukker Mac­beth, og det er et vilkår for os alle: at vi skal dø. Det gjaldt således også Faulkn­er og Márquez, der nu begge er væk. Faulkn­er for længst død og borte, men denne påske blev det alt­så også Márquez’ tur.

Han mod­tog fort­jent Nobel­prisen i lit­ter­atur i 1982 efter at have trykspar­ket lati­namerikan­sk lit­ter­atur og gen­ren magisk real­isme ind på ver­denslit­ter­a­turens hov­ed­scene. Det skete først og fremmest gen­nem roma­nen 100 års ensomhed, der har sol­gt 30 mil­lion­er eksem­plar­er(!).

Márquez voksede op i Colum­bia blandt endeløse banan­plan­tager og blev opdraget af sine bed­ste­foræl­dre, hvis ind­fly­delse på ham ikke kan under­vur­deres. Bed­ste­mod­eren for­t­alte ham lati­namerikanske myter og sagn, som er med i alle hans bøger. Bed­ste­faderen var krigsvet­er­an fra 1000 dages kri­gen (1899−1902). Det var en borg­erkrig mellem kon­ser­v­a­tive og lib­erale i Colum­bia, og bed­ste­faderen gruopvækkende oplevelser påvirkede den unge Márquez i en ret ven­stre­ori­en­teret ret­ning.

Han læste jura på uni­ver­sitetet, men beg­y­n­dte at ernære sig som jour­nal­ist og blev fuldtids­for­fat­ter efter 100 års ensomheds ekstreme suc­ces. Han skrev derefter flere store bøger, i særde­leshed kan Kærlighed på kol­er­aens tid fremhæves, og brugte blandt andet sit otium på at agere fredsmæ­gler i kon­flik­ter mellem oprørere og regering i Colum­bia. I 2012 for­t­alte hans bror offentligt, at Márquez led af demens. Márquez slagord var, at livets mening ikke er sum­men af det, vi har oplevet, men sum­men af det, vi husker og fortæller. Han endte sine dage med nøjagtigt den syg­dom, der fratager men­nes­ket denne evne.

Døden, glem­slen, ufri­he­den gen­nem­syr­er også det hele i 100 års ensomhed, og en så fatal­is­tisk udlægn­ing af livet, der er resul­tatet af den vældige fam­i­liekrønike, burde egentlig ikke være smuk end­sige opbyggelig. Men det er den.
Roma­nen han­dler om grundlæggelsen af en lands­by i en fik­tiv sydamerikan­sk stat i en ude­finer­bar tidspe­ri­ode, for­mentlig 1800-tal­let. Den unge José Arca­dio Buendía grundlæg­ger lands­byen Macon­do isol­eret fra omver­de­nen, og med den ener­giske Buendiá, der nær­er stor forkærlighed for nye opfind­elser, vokser både Macon­do og Buendía-slægten hur­tigt. Men det går ikke kun fre­mad, for alt­ing har en pris, og 100 års ensomhed er både storhed og fald. Oplysning og opløs­ning.

Da jeg første gang læste roma­nen på en efterårs­ferie i Vestjyl­land, omgivet af klit­ter og grå, silende regn, forstod jeg ikke meget, og jeg var vel også for ung til at kunne værd­sætte dens stemn­ing, men en enkelt scene blev sid­dende i mig.

Da den gam­le sigøjn­er Melchi­ades kom­mer tilbage til lands­byen efter at have været væk længe, kan buendíaen­er i første omgang ikke genk­ende ham, og de troede i øvrigt, at den gam­le mand for længst var blevet til støv i graven, som Mac­beth ville have sagt det. Melchi­ades havde fak­tisk også været død. Men han kunne ikke holde dødens ensomhed ud. Så han var vendt tilbage.

Hak! Som en økse til hjernebarken ramte det billede mig. Selvføl­gelig delvist som en gym­nasieknægts eksis­ten­tial­is­tiske sværmerier om val­gets tri­umf over omstændighed­erne, men ikke kun som det. Også som et langt mere ved­varende billede på, hvad stor lit­ter­atur er. En poe­t­is­er­ing af det eneste sande fak­tum om men­neske­liv­et: at det hele skal forgå.

Døden og i særde­leshed begrav­elsen som lede­mo­tiv i 100 års ensomhed er mig bek­endt ikke udbredt i forsknin­gen, men nu vi skriv­er Gabriel Gar­cía Márquez’ nekrolog, virk­er det oplagt at dvæle en smule ved det. For oven på fortællin­gen om Melchi­ades’ modvil­je ved døden føl­ger døds- og begrav­elsess­cenerne igen og igen. Som Fran­cis­co Men­neske, der hed sådan, for­di han slog Djæve­len i en sangkonkur­rence. Eller eksis­tensen af det bedrøvelig­ste skilt, men­neske­he­den nogensinde havde set. Det hang på en port og var næsten blevet udvisket af reg­nen. Der stod: ”Her sælges begrav­elseskranse”.

Og en af de vigtig­ste: stam­faderen José Arca­dio Buendías død, hvor lands­byen Macon­do, som han selv grund­lagde, gav sig til at sørge over sin grundlæg­gers død, ved at lade det reg­ne. Ikke grå, silende regn som i efterårs­fe­rien i Vestjyl­land, men gule blom­ster, der i en støvregn lagde sig i gaderne og på husene. De faldt hele nat­ten over byen i en ”tyst storm”, og de dækkede vejene, så man måtte rydde dem med skovle og riv­er for at ligføl­get kunne komme frem. I øvrigt kvalte blom­sterne de dyr, der lå og sov under åben him­mel.

Der er meget sværmeri i 100 års ensomhed. Og det er ikke svært at udlægge den som en slags mys­tisk natur­re­li­gion kom­bineret med en dosis æste­tis­erende marx­isme. Márquez selv var også livet igen­nem ven­ner med Fidel Cas­tro, og man kunne sagtens udlægge Macon­dos der­oute som et pro­dukt af Banankom­pag­ni­et og jern­ba­nens komme – det vil sige: blame it on cap­i­tal­ism. For­mentlig var det også Márquez’ inten­tion med roma­nen. Noget så småligt som for­fat­terens inten­tion­er er vi jo heldigvis lykke­ligt befri­et fra, og efter min opfat­telse er begrav­elsen som lede­mo­tiv en langt mere frugt­bar læs­ning. Vi skal naturligvis have en sid­ste begrav­elsess­cene, så vi med fred kan lægge Márquez i hans grav.

Aure­liano den Anden var i den (u)heldige sit­u­a­tion, at gud­erne havde givet ham den gave, at jo større gilder han holdt, jo bedre afgrøder gav hans mark­er, og jo federe blev hans slagt­edyr. Så han gav sig til at holde de mest udske­jende gilder i mands minde.

Ikke så snart var Aure­lia­noernes lig blevet kolde i graven før Aure­liano den Anden atter sat­te huset på den anden ende, fyldte det med drukken­bolte, som spillede har­moni­ka og svømmede i cham­pagne, som om det ikke var kristne men­nesker, men hunde, der var døde, og som om dette gale­hus, som det havde kostet så megen hov­ed­pine og så mange små karameldyr at bygge, var forudbestemt til at blive en fort­a­belsens skarn­dyn­ge.

Og fort­a­belse blev det sandelig til, for på trods af de mange gilder dukkede der ikke mange men­nesker op til Aure­liano den Andens begrav­else. Kun et par af hans sørgelige svir­re­brø­dre og hans tem­melig sner­pede kato­lik af en kone.

Bajad­serne ville lægge et bånd over hans kiste, hvor­på der stor hans mot­to for livet:

Apártense, vacas, que la vida es cor­ta!

Flyt jer, køer, for livet er kort!

Men de gam­le fylde­bøt­ter tog desværre fejl af gravst­ed­erne og lagde således bån­det i en fork­ert grav. Vi er i sand­hed dår­er på vej til gravens støv. Det vid­ste Márquez, og nu lig­ger han der om få dage selv, hans skyggevan­dring er ovre. Ud, korte lys! Æret være hans minde.

Ras­mus Vang­shardt er kan­di­dat­stud­erende ved filosofi på Køben­havns Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen