Ruinerne af en by, der aldrig blev færdig

Ordos

Ordos blev kaldt det “kinesiske Dubai”, men bag plakaterne af de luksuriøse byggerier med Hugo Boss-butikkerne og Gucci-butikkerne ligger ruinerne af en by, der aldrig blev færdig. Michael Alexander Ulftstjerne har været i Ordos og skriver om det kinesiske byggeboom og disse utidige ruiner, der i Ordos bliver kaldt lan wei — aborterede bygninger.

FOKUS: MED BYEN SOM VIDNE - Hvad kan byen fortælle os om den ver­den, som vi lever i? Hvad sker der, hvis vi udspørg­er den his­toriske og mod­erne by? I løbet af hele maj måned sæt­ter vi her på Bag­grund fokus på arkitek­tur, byer og byplan­lægn­ing. Vi har spurgt en række forskere og skriben­ter, hvad den mod­erne by, byud­viklinger og byten­denser kan fortælle os om vores liv, vores sam­fund, vores poli­tiske og sociale sit­u­a­tion og vores ver­den.

Ordos by, 2012

Nye, men allerede slidte reklamer for luk­suse­jen­dom ton­er frem som et indeks over byens fly­gtige him­melkurs og efter­føl­gende for­fald. De hen­sygnede farv­er og over­flad­er vid­ner ikke kun om Ordos-plateauets hårde og omskiftelige vejr. For kaster vi et blik bag kulis­serne mødes man af ruin­erne af et af Kinas mest omstridte eksem­pler på byud­vikling: mil­lion­er af ubrugte kvadrat­meter i form af halvfærdi­ge højhuse, øde ind­køb­s­cen­tre, og tomme beboelses­dis­trik­ter, der i krisens mal­strøm nu afs­lør­er et debris af nærmest episke dimen­sion­er.

Ordos er et eksem­pel på en kine­sisk væk­st­by, der rejs­er spørgsmålet om hvorvidt fast ejen­dom, i en sådan kon­tekst, i virke­lighe­den bedre ville kunne forstås med begre­bet fly­dende ejen­dom – om real estate her snarere er en slags un-real estate. Essayet udspringer af læn­gere­varende felt­studi­er fore­taget blandt beboere i Ordos, en væk­stre­gion i Indre Mon­goli­et, der ved slut­nin­gen af 2011 faldt ned i en dyb afgrund af gæld, materiel og social ruin.

Da kine­siske lokalregeringers skat­tek­ister er stærkt afhængige af et omfat­tende leje­marked for jord­lod­der er de umisk­endeligt tæt for­bun­det til bygge­sek­toren. Dette har været en af hov­edår­sagerne til ejen­doms­boomet i Kina. Uaf­s­lut­tede bygninger hør­er til et af boomets bivirkninger og er et fænomen der, i stadig sti­gende grad, præger Kinas bymiljøer. En kri­tisk beteg­nelse der er dukket op er lan wei lou eller bare lan wei: over­sat som ”aborterede bygninger” eller ”rådne slut­ninger”. Beteg­nelsen, der med sine dys­tre asso­ci­a­tion­er om for­fald og råd­den­skab, kaster lys over nogle af de skyg­gesider der kende­teg­n­er den kine­siske byggein­dus­tri: ofte for­bun­det med kor­rup­tion af embedsmænd, kort­sigtet speku­la­tion og uhold­bar finan­sier­ing.

Det uaf­s­lut­tede byg­geri ind­skriv­er sig i den bølge af speku­la­tiv ejen­dom­sud­vikling som også man­i­festerede sig i Spaniens bygge­sek­tor-drevne økonomis brat­te ned­tur samt i de irske ”spøgelses ejen­domme” (ghost estates). Alle eksem­pler vid­ner om hvilke føl­ger det kan få når overophed­ede ejen­doms­marked­er bliv­er intimt for­bun­det med mere pop­ulære forestill­inger om det gode liv. Der­til kom­mer overtrædelser af lokale byg­gereg­u­leringer, skrø­be­lige finan­sier­ings­former, og, særligt karak­ter­is­tisk for Kina, den udbredte form for prof­ita­belt sam­tykke der kan find­es mellem magt­fulde udviklere i ejen­domssek­toren og højer­estående kadr­er i kine­siske lokalregeringer.

Uaf­s­lut­tet byg­geri bliv­er i dette lys, et billede på materielt såv­el som moral­sk for­fald. Ofte bliv­er ejen­dom­skol­laps side­s­til­let med ideer om speku­la­tion, grådighed, man­glende moral. I den bredere optik bliv­er fall­erede stats pro­jek­ter fork­laret ud fra en lig­nende uni­ver­sal­is­tisk logik om dårlig plan­lægn­ing og kort­sigt­ede mål.

Men tager vi os tid til at dvæle læn­gere ved disse uaf­s­lut­tede byg­gerier rejs­er der sig nye spørgsmål, der ikke bare udlæg­ger Ordos som den sid­ste i rækken af kap­i­tal­is­tiske fal­literk­læringer.

Ordos-modellen

I 2008 blev Ordos offi­cielt udnævnt som en økonomisk suc­ceshis­to­rie fra Kinas tilbagestående region­er. ”Ordos-mod­ellen” vandt ind­pas som en mod­el der skulle for­dre hur­tigere vækst og urbanis­er­ing ved at fordele prof­itten fra regio­nens inten­sive ressour­cein­dus­tri. Det skete gen­nem gen­erøse kom­pen­sa­tion­er for gen­hus­ning til de bøn­der, hvis jord skulle bruges til nye bymiljøer eller ressourceud­vin­d­ing. Ligeledes blev allerede eksis­terende bymiljøer også mod­erniseret, hvilket betød, at beboere oftest både blev kom­penseret økonomisk og gen­huset i mod­erne lej­lighed­skom­plekser.

”Ordos-mod­ellen” affødte efter­føl­gende udtrykket ”Ordos hastighed”, der hen­vis­er til den fart hvormed en by kunne springe fra at være en ube­ty­delig udørk til på få år at fremvise Kinas højeste væk­strater og boltre sig i mod­ernistiske bydis­trik­ter. Et stort urbant spring fre­mad. Foru­den de gen­erøse kom­pen­sa­tion­er skabte den omfat­tende og hastige mod­erniser­ing af de fysiske omgivelser en forestill­ing om at væk­sten ville fort­sætte og at penge investeret i fast ejen­dom aldrig ville miste deres vær­di.

Alex Pics 188

Jernboblen

”Det kan da godt være det lign­er en boble. Men i så fald, ja, så er det en jern­boble. Én der umuligt kan briste” –

Sådan udtalte en lokal regeringsansat i som­meren 2011. Ifølge den lokale udlægn­ing, var det tvær­ti­mod omver­de­nen og de besø­gende horder af foto­jour­nal­is­ter, der med deres over­fladiske og tarvelige dækn­ing for­drejede den lokale udvikling med beskyld­ninger om ”mod­erne spøgelses­by­er” og ”speku­la­tive bobler”. Udtalelsen kan end­da betragtes som mod­er­at i forhold til hvor­dan den bredere befolkn­ing blankt afviste ethvert rygte om at udviklin­gen var en boble; men den vis­er hvor­dan lokale forestill­inger om fast ejen­dom kom­bineret med en fejende mod­erniser­ing og udvidelse af byrum­met, skabte grobund for hvad der kun ét år senere skulle vise sig at være et skrækek­sem­pel på krise og urbant for­fald i Kinas ressources­tærke ran­dom­råder.

Ejen­doms­markedet i Ordos bejlede til to cen­trale forestill­inger om ejen­dom: dels skrev mulighe­den for luk­sus­livet sig ind i drømme om social opstign­ing; og dels blev ejen­dom betragtet som en langsigtet invester­ing, af mange oplevet som en opspar­ingskon­to støbt i cement. Reklame­fa­caderne opstillede hypotetiske spørgsmål som: ”hvor vil du investere dine penge – akti­er, oblig­a­tion­er, lån, en bankopspar­ing? I dit hjerte står det allerede klart – i ejen­dom her”. En anden spurgte: ”hvor skulle du ikke delt­age i overk­lassens luk­sus­liv? Kon­takt os på VIP nr. …”. Med få und­tagelser kunne alle plud­selig blive en VIP. De gen­erøse kom­pen­sa­tion­er for land­brugsjord og gen­hus­ning, havde gjort en stor del af de nu jordløse bøn­der til nyrige. Der­til berigede mange sig ved at give højrente lån til lokale ejen­dom­sud­viklere og var der­for ikke afhængige af at udføre dårlig betalt og stig­ma­tis­erende arbe­jde i byen som at sam­le affald, feje gad­er, eller køre taxi – oftest de eneste jobs der er til rådighed for den lavt uddannede gruppe af gen­husede bøn­der. Men nu kunne selv de ringe VIP num­re og delt­age i overk­lassens luk­sus­liv.

Sådanne påmin­delser var ofte pry­det med billed­er af de daværende frem­tidi­ge luk­sus ejen­domme, gerne fif­fet op med illus­tra­tioner af penge, i over­flod. På én facade strak­te et kæmpe dol­lar tegn sig op fra hjertet af et amerikan­sk finans­dis­trikt. En anden facade viste et hav af guld­møn­ter i en tor­nadolig­nende for­ma­tion der flåede igen­nem et bydis­trikt, hvormed den materielle by i guld­tor­na­doens destruk­tive køl­vand omdannede sig til en flod af rent guld.

I tiden op til krisen blev uaf­s­lut­tet byg­geri opfat­tet som et løfte der snart ville blive ind­fri­et. Ét, der gav grobund for en ondartet opti­misme, der forhin­drede de fleste i at gardere sig imod krisen. Eller ret­tere, på en måde var byens fremtid opskrevet så stærkt at men­nesker ikke kunne eller ville se det dér ikke var, nem­lig beboere. Med andre ord, folk lod ikke til at bide mærke i hvad der var der, i over­flod. Nem­lig tomhe­den.

Hvis man­glen på folk ellers blev bemær­ket i sam­taler blev den enten fork­laret som et sim­pelt spørgsmål om tid før de ville komme. Ellers blev tomhe­den udlagt som ”god plads”, og hur­tigt side­s­til­let med en luk­sus der til­falder få i Kina. End­nu ikke beboet luk­sus ejen­dom indgød deru­dover lokale med en følelse af mulighed­er – man­glende beboere var et tegn på at man kunne besid­de dette rum. Det igangværende byg­geri der omgav folk på alle sider skabte grobund for en udbredt forestill­ing om at fremti­den endelig var på vej til et sted der havde stået stille længe nok: en følelse der gjorde at folk oftest så igen­nem fin­grene med over­skridelser af byg­gereg­u­ler­ing, ulovligt byg­geri på land­brugsjord, kor­rup­tion iblandt kadr­er på alle niveauer, foru­den den lokale låneøkono­mi, der for uden­forstående i stadig større grad tog sig ud som et stort pyra­midespil. 

’Når enden er rådden’ — Ordos 2012

Ifølge lokale kilder stoppede 80% af byg­geri­et da krisen ind­traf. Aborterede bygninger og de rådne slut­ninger blev byens nye varetegn. Selv regerin­gens hastige mod­erniser­ing og byud­videlses­til­t­ag måtte slække på farten. Der­til måtte en stor del af de migranter der var nyligt ankomne for at tage del i hvad der efter­hån­den var kendt som ”Kinas Dubai” atter se sig om efter arbe­jde andet­st­eds. I takt med at byg­geri­et stoppede, ind­traf en under­lig stil­hed i byen. Hastighe­den lod til være slået bak. Da langt de fleste lokale fam­i­li­er havde investeret i fast ejen­dom eller investeret alt i de pri­vate højrente lån der under­støt­tede bygge­boomet, stod de tomme bygge­pladser ikke blot som materielt for­fald eller kort­sigtet plan­lægn­ing, men mere som ufor­løste drømme; et kollek­tivt sort hul der havde opslugt deres liv­sopsparinger.

DSCF2465

Flere sted­er i Ordos var det svært at afgøre hvad enten bygninger aldrig blev helt færdig­gjort eller blot for­faldt så hur­tigt at de tog sig ud som om byg­geri­et aldrig blev ført til ende. Selv i de bygninger der var blevet færdig­gjort i tide til, om end kort­varigt, at kunne huse beboere og spirende virk­somhed­er, resul­terede man­glende vedlige­hold­else og dårlig byggek­valitet i at for­faldet hastigt tog om sig. Land­sk­a­bet af for­ladte bygge­pladser og ubevægelige kran­er blev ful­gt af en radikal ændring i hvor­dan uaf­s­lut­tet byg­geri ind­skrev sig i de lokales livsver­den. De selvsamme bygninger skift­ede fra at være et sym­bol på frem­drift, per­son­lig vin­d­ing og mod­erne byliv, til plud­selig at være ruin­er i udtrykkets bre­deste for­stand.

Utidige ruiner

I starten af de 20 århun­drede for­mulerede Georg Sim­mel sin klas­siske teori om ruin­er. I denne ses arkitek­turen som en slags bal­ance og sam­spil imellem naturens kræfter og men­nes­kets stræben (Geist). Ruin­er vid­ner der­for både om for­faldets æstetik og om men­nes­kets forestill­ing­sevne og udfold­elses­rig­dom. Sim­mel betragt­ede denne bal­ance som den udfold­er sig forskel­ligt igen­nem en bygn­ings liv. Som bygnin­gen står færdig er naturen kuet men latent til stede, hvo­rimod når bygnin­gen endelig giv­er under for for­faldet, vil naturen igen brede sig over mate­ri­alet som en pati­na og i sid­ste ende lang­somt opsluge den.

Ruinen kon­denser­er dermed en slags rejse igen­nem en bygn­ings lev­etid der ender med en ”tilbageven­den”, hvor ånden efter at have holdt stand imod naturen tyn­gde, igen indfind­er sig side om side med naturen. Implic­it i Sim­mels idé om ruinen er forestill­in­gen om en bygn­ings naturlige livs­cyk­lus. Hvor­dan ville denne tage sig ud hvis bygnin­gen blev ruin før dens afs­lut­ning? Hvis ånden blev aborteret før den havde udfold­et sig? Hvilke inten­tion­er lig­ger der i arkitek­tur der ikke færdig­gøres?

Det kine­siske udtryk lan wei ind­fanger netop forestill­in­gen om at bygninger aborteres, bliv­er ruin­er før tid. Lan wei står i kon­trast til antikkens ruin­er og for­ladte sted­er der emmer af his­to­rie, aura, pati­na og imperiers for­fald; de nye ruin­er er mere kende­teg­net ved deres man­gel på spor. Man­gel på storhed. His­to­rieløse og banale. ”Rådne slut­ninger” huser sjældent de spøgelser eller stemninger som ruin­er og for­ladte sted­er ofte kan tilbyde beskueren.

Den klas­siske ruin vid­ner om naturens sejr over ånden. Ordos ruin­er — eller “rådne slut­ninger” — fortæller en anden his­to­rie.

Flydende ejendom

Tager vi et skridt ind i hjertet på den kine­siske bygge­sek­tor vil vi se hvor­dan en strate­gisk omskifte­lighed fra de kine­siske bygher­rers side kan være med til at fork­lare fænomenet ”rådne slut­ninger”.

Omskifte­lighe­den vis­er sig ikke blot i den måde hvor­på man mål­ret­ter arkitek­tonisk design, mate­ri­aler eller byg­geri i forhold til en bestemt tid­sånd, men nærmere ved at byg­geri­et, uden omfat­tende ændringer, kan tilpass­es nye krav i det fly­gtige land­skab af byg­gereg­u­leringer og lov­givninger, der karak­teris­er­er bygge­sek­toren i Kina. En ændrings-kalkule er således ofte ind­be­fat­tet i pla­nen for speci­fikke bygge­pro­jek­ter. Udover det skif­tende land­skab af reg­u­leringer, policer og love, er disse iboende ændrings kalkuler en strate­gi for at kunne tilpasse sig nye buzz­words i et omskifteligt marked. En arkitekt der igen­nem mere end et årti har arbe­jdet i den kine­siske byggein­dus­tri beskriv­er det således: ”nu han­dler det mest om at bygge tomme beholdere som en inte­gr­eret del af den kine­siske mod­el. I fremti­den kan de blive til hvad som helst”. Andre beskriv­er hvor­dan markedet nu ofte han­dler om at bygge i små mod­uler (af bolige­jen­dom, kon­tor­bygninger etc.) som man hur­tigt vil kunne ændre og slå sam­men for at udvide markedet til en bredere skare af købere og inve­stor­er.

Ser vi nærmere på bygge­processerne vis­er det sig yder­mere hvor­dan en stor del af de plan­er der bliv­er udviklet ikke alene ændres, men aldrig bliv­er til noget. Alt­så at ”aborten” find­er sted helt tilbage ved tid­spunk­tet for und­fan­gelsen eller inspi­ra­tio­nen.

Alex Pics 179

Adskil­lige kilder inden­for den kine­siske byggein­dus­tri men­er at det mas­sive antal af pro­jek­ter der ikke bliv­er realis­eret, ikke nød­vendigvis må opfattes som fejl­slagne. Sagt med andre ord er det en ind­brin­gende for­ret­ning at udfærdi­ge plan­er, der ikke bliv­er ført ud i livet. Ofte er de snarere at opfat­te som en ref­er­ence til frem­tidig vær­di der kan omsættes til adgang til jord­lod­der. Når først man har fået licens til at bygge væl­ger mange at videresælge jord­lod­ders brugsret­tighed­er. Som en kon­sekvens af cen­tral­statens forsøg på at holde ejen­dom på kollek­tivets hæn­der og kun grad­vist lib­er­alis­ere markedet, har de begrænsede tid­sram­mer på brugsret (alt efter for­mål mellem 40 og 70 år) skabt inci­ta­menter til at skrue hastighe­den op hvormed jord­lod­der skifter hæn­der i jagten på hur­tig prof­it. Hvor­for over­hovedet gå igen­nem den omstæn­delige bygge­pro­ces, når man blot kan sælge jor­den til en anden udvikler med en god fort­jen­este. I sid­ste instans, kan det siges at det bed­ste alter­na­tiv for byggeen­tre­prenør­erne er slet ikke at bygge.

Prob­lemet med ”rådne slut­ninger” er jo selvsagt at de råd­ner, for­falder, og kræver omfat­tende vedlige­hold­else. Den inten­sive kine­siske bygge­sek­tor tillad­er dog sjældent ejen­dom stå til læn­gere­varende for­fald. En ny økono­mi er spiret frem i køl­van­det på det store antal af ”rådne slut­ninger”; én der ibereg­n­er for­faldets fre­mad­skri­den, mate­ri­alernes til­stand, og jor­dens vær­di – minus den årrække der allerede er gået siden brugsret­ten blev udst­edt. I en sådan økono­mi er det således ikke meget pati­na der gives selv utidi­ge ruin­er. Dette tilskriv­er ejen­dom en mere fly­dende og forgæn­gelige kvalitet. Lan wei, Kinas ”aborterede bygninger” og ”rådne slut­ninger”, vid­ner måske mest af alt om det intime forhold mellem byen som det mest hånd­gri­belige udtryk for en mod­erne fan­tasi og den mere uhånd­gri­belige kine­siske ejen­dom­sin­dus­tri.

I Ordos afven­ter de ufærdi­ge byg­gerier, samt beboerne der lever imellem dem, stadig deres dom. Hober af de nu jordløse bøn­der, der i et øje­b­lik øjnede livet som VIP i en lovende væk­stre­gion, har med boblens brist bit­tert måtte vende tilbage til at feje gad­er og udføre dårligt betalt arbe­jde. Alt imens de som oftest forgæves ven­ter på at forliste ejen­dom­sud­viklere tilbage­be­taler deres gæld. I ven­te­ti­den kunne noget tyde på at ”rådne slut­ningers” vær­di tager sig forskel­ligt ud alt efter hvor man befind­er sig. Og meget peger på at Ordos, det tidligere selvproklamerede ”kine­siske Dubai”, atter må finde sig i at blive per­iferi.

Lad os for en kort bemærkn­ing vende tilbage til Sim­mel: Hvis klas­siske ruin­er hvisker ”husk, du skal dø”, råber lan wei uaf­s­lut­tede færd mod himlen om en ”utidig bygn­ings abort”. Nærmere beteg­net er lan wei en slags bagvendt ruin hvor byg­geri­et vokser direk­te ind i ruin­til­standen, allerede før de er færdi­ge.

Scroll til toppen