Resterne af Sovjetunionens ideologiske drømmelandskab

Plantegning
Det lign­er en by. Men det er det ikke. Det er en sov­jetisk mod­el over den usbekiske hov­ed­stad Tasjkent fra 1966.

Efter Sovjetunionens etablering skulle den nye verdensideologi også have sine egne byer, sine egne veje, sine egne kloaker, sine egne huse, sine egne administrationsbygninger og sine egne fabrikker. Kasper Jacek undersøger, hvordan resterne af et af det 20. århundredes mest hensynsløse og storslåede projekter stadig spøger — i Ukraine og i resten af det gamle Sovjetunionen.

FOKUS: MED BYEN SOM VIDNE - Hvad kan byen fortælle os om den ver­den, som vi lever i? Hvad sker der, hvis vi udspørg­er den his­toriske og mod­erne by? I løbet af hele maj måned sæt­ter vi her på Bag­grund fokus på arkitek­tur, byer og byplan­lægn­ing. Vi har spurgt en række forskere og skriben­ter, hvad den mod­erne by, byud­viklinger og byten­denser kan fortælle os om vores liv, vores sam­fund, vores poli­tiske og sociale sit­u­a­tion og vores ver­den.

I Tbil­isi, Georgiens hov­ed­stad, står række efter række af sov­jetiske boligkom­plekser foran de gam­le bjergkæder, der omfavn­er den kauka­siske by. I den tjekkiske by, Milovice, 38 kilo­me­ter nordøst for Prag står resterne af et sov­jetisk mil­itært boligkom­pleks, der blev bygget i 1968 og for­ladt efter Sov­je­tu­nio­nens sam­men­brud i 1991. I byen Mag­ni­to­gorsk ved foden af Mag­net­b­jer­get ikke langt fra grænsen til Kasakhstan står det sov­jetiske stålværk, Mag­ni­to­gorsk Met­al Kom­bi­nat, der sam­men med resten af stål­byen blev bygget fra grun­den i løbet af 1930’erne.

I Tasjkent, den usbekiske hov­ed­stad, stod det største Lenin-mon­u­ment, der nogensinde er blevet rejst, indtil 1991, hvor det blev blev det revet ned og erstat­tet af Uafhængighedsmon­u­mentet — en globus med den Usbek­istanske stats grænser klart afteg­net. I Kijev stod det 3,5 meter høje Lenin-mon­u­ment indtil den 8. decem­ber sid­ste år, hvor medlem­mer af det ukrainske, nation­al­is­tiske par­ti Svo­bo­da (Fri­hed) i forbindelse med Maid­an-demon­stra­tionerne vælt­ede mon­u­mentet, der havde stået der siden 1946. I løbet af feb­ru­ar i år blev Lenin-mon­u­menter væl­tet i byer i hele Ukraine.

Det er alle sam­men rester fra et af det 20. århun­dredes mest hen­synsløse og storslåede ide­ol­o­giske vision­er – Sov­je­tu­nio­nen. Resterne af den sov­jetiske fremtidsvi­sion står end­nu spredt udover hele det gam­le sov­jetiske land­skab. Andre er blevet revet ned eller er ved at rådne op.

I Susan Buck-Morss artikel The City as a Dream­world and Cat­a­stro­phe parafraser­er hun et stykke fra Wal­ter Ben­jamins Pas­sagevær­ket, hvor Ben­jamin beskriv­er hvor­dan vores sam­fund — i stadig hur­tigere og hur­tigere grad — uddater­er sig selv og efter­lad­er stadigt nyere og nyere ruin­er, der frem­står som resterne af en stadig frisk drøm­mever­den. Vi er omgivet af ruin­erne af gårs­da­gens drømme og vision­er. Og hvad der i går var visionært, ser vi i dag nos­tal­gisk tilbage på. Min gode vens Nin­ten­do 64, der var et tek­nol­o­gisk vidun­der i vores barn­dom, og sam­men med det under­di­men­sionerede fjern­syn udgjorde barn­domsværelsets hel­lige alter, er ikke andet end et stykke nos­tal­gi i dag. I dag troner Playsta­tion 4.  Snart 5’eren. Netop sådan kan vi forstå bygningerne, mon­u­menterne og ruin­erne, der stadig tårn­er i hele det gam­le sov­jetiske land­skab — i Tblisi, i Tasjkent, i Milovice, i Kijev, i Mosk­va, i Mag­ni­to­gorsk. De er resterne af den sov­jetiske forestill­ingsver­den, den ide­ol­o­giske ekspan­sion, den ide­ol­o­giske drøm­mever­den, der nu er trukket tilbage, uddateret og ersat­tet af en ny ver­den­sor­den – nem­lig nation­al­statens.

Sov­je­tu­nio­nen er godt nok brudt sam­men og dets bygninger og mon­u­menter er uddaterede. Men måske ikke helt. Resterne står der end­nu. Og som den rus­siske for­fat­ter, Vladimir Sorokin, skriv­er: så er Sov­je­tu­nio­nens mon­u­menter igen blevet vækket til live i det mod­erne Rus­land.

Den nye orden

Efter rev­o­lu­tio­nen, borg­erkri­gen, bol­sje­vikkernes mag­tovertagelse og etab­lerin­gen af  Sov­je­tu­nio­nen blev de gam­le, kap­i­tal­is­tiske byer, der lå spredt udover hele det nu sov­jetiske land­skab, gen­stand for mas­siv opmærk­somhed. Hvor­dan skulle man kunne lave et sundt social­is­tisk fæl­lesskab i denne bun­drådne kap­i­tal­is­tiske rot­terede?

Den nye ver­den­sid­e­olo­gi skulle også have sine egne byer, sine egne veje, sine egne kloak­er, sine egne huse, sine egne admin­is­tra­tions­bygninger og sine egne fab­rikker. Kort sagt: Sov­je­tu­nio­nen skulle have sin egen ide­ol­o­giske infra­struk­tur. Som den sov­jetiske arkitekt Vladimir Semen­ov skrev i 1935: “Den social­is­tiske by skal afspe­jle den social­is­tiske organ­is­er­ing af sam­fun­det igen­nem de mest fuldendte arkitek­toniske for­mer”. Men der var ikke bare tale om en udsmykn­ing. Der var tale om en grundlæggende ide­ol­o­gisk rekon­struk­tion af det gam­le syge kap­i­tal­is­tiske land­skab. I 1935 ved ind­vielsen til den netop færdig­byggede metro i Mosk­va, som blev set som en kæm­pemæs­sig tek­nol­o­gisk sejr for det sov­jetiske sam­fund, sagde den sov­jetiske poli­tik­er Lazar Kaganovitj netop dette: ”Vi kæm­per for det nye men­neske­lige sam­fund, vi kæm­per for en ny lov for men­nes­ket, vi kæm­per imod udnyt­telse, imod slaveri, for det friv­il­lige og bev­id­ste arbe­jde til fordel for hele kollek­tivet, (…) ikke bare for at skabe nye, smukke ting, men også for at skabe et nyt men­neske.”

De sov­jetiske par­ti­p­i­oner­er havde ikke bare våben, men også teg­neblok og teg­nebord med sig. Det gam­le imperi­um, der siden Peter den Store havde importeret alt det værste fra det gam­le Europa, skulle redesignes. For  som Stephen Kotkin skriv­er i sin bog Mag­net­ic Moun­tain, så blev byen ikke bare opfat­tet som et sted, hvor befolknin­gen boede, det var også det sted, hvor det sov­jetiske men­neske skulle fødes. Det gam­le ter­ri­to­ri­um stank nem­lig af det europæisk-rus­siske borg­er­sk­abs fornem­melse for blom­s­ter­deko­ra­tioner, franske delikatess­er og kap­i­tal­is­tisk udnyt­telse. I næsten et årti i 1920’erne i det unge Sov­je­tu­nio­nen var byplan­læg­gere, arkitek­ter og poli­tikere i en lev­ende diskus­sion om, hvor­dan fremti­dens by — den sov­jetiske by — skulle se ud.

Modelbyens virkelighed

Ikke længe efter Okto­ber­rev­o­lu­tio­nen blev pri­vat ejen­dom afskaf­fet. I 1930’erne udry­ddede man de sid­ste rester af kap­i­tal­is­tisk virk­somhed med afku­lakiserin­gen og tvangskollek­tivis­er­ing af de sov­jetiske land­brug. Dermed var hele det sov­jetiske ter­ri­to­ri­um offi­cielt ejet af stat­en. I 1935 blev der udformet en plan for rekon­struk­tio­nen af Mosk­va — “Om den generelle plan for rekon­struk­tio­nen af byen Mosk­va” — under­skrevet af Josef Stal­in og Vjat­jeslav Molo­tov. Udar­be­jdet af den sov­jetiske poli­tik­er “Loko­mo­tivet” eller “Jern-Lazar” Lazar Kaganovitj. Stal­ins, Molo­tovs og Kaganovitjs Mosk­va blev offi­cielt blåtrykket for kon­struk­tio­nen og rekon­struk­tio­nen af sov­jetiske byer i hele det sov­jetiske ter­ri­to­ri­um. Dermed blev et årtis lev­ende diskus­sion om Den sov­jetiske by afs­lut­tet.

Stal­ins vision for fremti­den var et urbanis­eret og indus­tri­alis­eret Sov­je­tu­nio­nen, der endeligt skulle gøre op med det gam­le Rus­land. Som der også står i “Om den generelle plan for rekon­struk­tio­nen af byen Mosk­va”.

Mosk­va, der spon­tant har udviklet sig over mange århun­dred­er, afspe­jler selv i de bed­ste år af dens udvikling den rus­siske kap­i­tal­ismes bar­bariske natur. Smalle og krogede gad­er, irreg­ulære kvarter­er fyldt med side­gad­er og blindgy­der, den ulige kon­struk­tion af cen­trum og per­iferi, et cen­trum fyldt op til ran­den med lager­rum og små virk­somhed­er, usle etage­byg­gerier og tæt­pakkede, falde­færdi­ge huse, den ure­gelmæs­sige plac­er­ing af indus­trivirk­somhed­er, jern­bane­trans­port og andre sek­tor­er af økonomien og dagligda­gen, der alt sam­men forstyrrer byens, især bytrafikkens, blom­strende udvikling, og kræver en radikal og sys­tem­a­tisk foran­dring”

Med pla­nen fra 1935 skulle hele det sov­jetiske land­skab nu rekon­strueres efter samme rationelle prin­cip­per som Moskvas boule­varder og paradetorve. De gam­le kap­i­tal­is­tiske byer skulle rives ned og fremti­dens by skulle bygges. Mod­el­by­er blev skabt, kort blev teg­net, plan­er blev lagt. Denne storslåede vision — det ide­ol­o­giske drøm­me­land­skab — blev hen­synsløst pro­jek­teret ud over det gam­le land­ko­rt.

Den nye ideologis altre

Entire neigh­bor­hoods were razed, church­es and palaces blown up. Tens of thou­sands of peo­ple were expelled from beau­ti­ful, bour­geois apart­ments — into tents, into slums. Old Moscow van­ished from the face of the earth, and in its place arose heavy and monot­o­nous, although pow­er­ful, edi­fices — sym­bols of the new author­i­ty.”

Sådan skriv­er den polske jour­nal­ist, Ryszard Kapus­cin­s­ki, der beretter om sin rejse rundt i det sov­jetiske Imperi­um, hvor han var vidne til trans­for­ma­tio­nen af hele det gam­le land­skab. I det her til­fælde Mosk­va. Men den samme trans­for­ma­tion fandt sted over det mest af det sov­jetiske ter­ri­to­ri­um, hvor de gam­le bygninger blev erstat­tet af nye, sov­jetiske.

Et eksem­pel er Usbek­istans hov­ed­stad i 1924. I Tasjkent, i den nyligt etablerede Usbekiske SSR i 1924, kort efter Lenins død, rejste de lokale sov­jetiske ledere et mon­u­ment for Lenin på en af byens største pladser. Indtil da, det vil sige indtil de sov­jetiske par­tifæller kom til byen, havde den gam­le bydel stået næsten uberørt hen. Det impe­ri­ale Rus­lands kolonistyre i Tasjkent havde opdelt byen – på god kolo­nial vis – i to dele. Russere for sig og usbekere for sig. Efter sov­jet­mask­i­nen var kom­met til byen ændrede det sig. Lang­somt beg­y­n­dte man at rejse sov­jetiske bygninger og mon­u­menter i den usbekiske del af byen. I slut­nin­gen af 1920’erne blev moskeerne lukket og omdan­net til ikke-religiøse for­mål. Det gam­le torv, Kon­stan­ti­nov­plad­sen, blev omdøbt til Rev­o­lu­tion­splad­sen og et mon­u­ment til ære for den gam­le guvenør-gen­eralen von Kauf­mann blev revet ned og erstat­tet med en obelisk til ære for de bol­sje­vikker, der var døde under rev­o­lu­tio­nen.

Christ_saviour_explosion

Det blev en velk­endt tak­tik i Sov­je­tu­nio­nen. Et andet, ofte brugt eksem­pel er Frelseren Kris­tus-kat­e­dralen i Mosk­va, der i 1931 under Stal­in blev sprunget i luften. På samme sted skulle have været bygget en enorm kon­gre­shal og det sov­jetiske admin­is­tra­tivt cen­trum, der skulle gå under navnet Sov­jet­ternes Pal­ads. Andre kirk­er blev — lige­som de gam­le moskeer i Usbek­istan — brugt til sekulære for­mål. Det samme skete i resten af Sov­je­tu­nio­nen. På den måde erstat­tede man lang­somt de gam­le poli­tiske, kul­turelle og religiøse altre med nye sov­jetiske altre og omdøbte dem i social­is­mens navn.

Opgøret med den nye gamle ideologi

His­to­rien går i det her til­fælde i ring. Efter Ukraines selvstændighed i 1991 blev det gam­le Lenin-mon­u­ment i Kijev beor­dret revet ned. Sov­je­tu­nio­nens ide­ol­o­gisk pro­jekt var end­e­gyldigt brudt sam­men og dets total­itære mon­u­menter havde udlevet deres tid. Efter pro­test­er fra ukrainske kom­mu­nis­ter blev Lenin-mon­u­mentet i Kijev stående. Den 8. decem­ber sid­ste år var et alt­så et afgørende øje­b­lik. Det gam­le Ukraine smul­drede og for nation­al­is­terne var momentet der til end­e­gyldigt at gøre op med den gam­le blod­båndspagt mellem Mosk­va og Kijev og dens mod­erne efterkom­mere Putin og Janukovitj. Kort efter installerede man et guld­toi­let på piedestal­en, hvor Lenin-mon­u­mentet havde stået siden 1946.

Andre sted­er står resterne af det gam­le sov­jetiske drøm­me­land­skab end­nu. I Tblisi, i Mag­ni­to­gorsk, i Milovice, i Mosk­va. Nogle af dem står tomme, andre er blevet gjort til his­toriske attrak­tion­er og bliv­er besøgt af tur­is­ter fra hele ver­den, mens helt andre er blevet taget i brug igen. Det er ikke så længe siden, at Sov­je­tu­nio­nen brød sam­men og resterne af den ide­ol­o­giske ekspan­sion – ruin­erne, bygningerne, mon­u­menterne – står der end­nu og vid­ner om den gam­le fremtidsvi­sion — og dens kol­laps.

Vi har set video­er fra Kijev, hvor de gam­le sov­jetiske mon­u­menter af Lenin rives ned og folk tager hver deres del af det gam­le rige med hjem som mem­o­ra­bil­ia. Lige­som man gjorde det i 1989, da Muren faldt sam­men med den gam­le ver­den­sor­den. Hver tog deres stykke af muren med hjem som et hånd­gri­beligt bevis på, at den gam­le orden nu fak­tisk lå i grus. I dag tager borg­erne i Kijev billed­er og optager video­er med deres iPhone.

Svo­bo­da-nation­al­is­terne fik godt nok væl­tet den gam­le Lenin i Kijev, men måske er han ikke er helt uddateret i dele af det gam­le Sov­je­tu­nio­nen. Sit­u­a­tio­nen i Ukraine har vist os, at resterne af Sov­je­tu­nio­nens ide­ol­o­giske drøm­me­land­skab ikke bare er his­toriske kuriosa eller Nin­ten­do-nos­tal­gi. De er stadig potente poli­tiske sym­bol­er. For mens det ide­ol­o­giske land­skab bliv­er gen­tænkt i Kijev, virk­er det til at de gam­le sov­jet­mon­u­menter igen har fået nyt liv på Krimhalvøen i den nu annek­terede del af Putins Rus­land. Her er forestill­in­gen om det stærke Imperi­um, hvis kol­laps Putin i 2005 kaldte for  det 20. århun­dredes “største geopoli­tiske katas­trofe”, blevet et stærkt sym­bol i kam­p­en mod de ukrainske nation­al­is­ter i Kijev.

Kasper Mikael Jacek er redak­tør på Bag­grund og bach­e­lorstud­erende ved Rus­sisk, Køben­havns Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen