Resterne af Sovjetunionens ideologiske drømmelandskab
Efter Sovjetunionens etablering skulle den nye verdensideologi også have sine egne byer, sine egne veje, sine egne kloaker, sine egne huse, sine egne administrationsbygninger og sine egne fabrikker. Kasper Jacek undersøger, hvordan resterne af et af det 20. århundredes mest hensynsløse og storslåede projekter stadig spøger – i Ukraine og i resten af det gamle Sovjetunionen.
FOKUS: MED BYEN SOM VIDNE – Hvad kan byen fortælle os om den verden, som vi lever i? Hvad sker der, hvis vi udspørger den historiske og moderne by? I løbet af hele maj måned sætter vi her på Baggrund fokus på arkitektur, byer og byplanlægning. Vi har spurgt en række forskere og skribenter, hvad den moderne by, byudviklinger og bytendenser kan fortælle os om vores liv, vores samfund, vores politiske og sociale situation og vores verden.
I Tbilisi, Georgiens hovedstad, står række efter række af sovjetiske boligkomplekser foran de gamle bjergkæder, der omfavner den kaukasiske by. I den tjekkiske by, Milovice, 38 kilometer nordøst for Prag står resterne af et sovjetisk militært boligkompleks, der blev bygget i 1968 og forladt efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991. I byen Magnitogorsk ved foden af Magnetbjerget ikke langt fra grænsen til Kasakhstan står det sovjetiske stålværk, Magnitogorsk Metal Kombinat, der sammen med resten af stålbyen blev bygget fra grunden i løbet af 1930’erne.
I Tasjkent, den usbekiske hovedstad, stod det største Lenin-monument, der nogensinde er blevet rejst, indtil 1991, hvor det blev blev det revet ned og erstattet af Uafhængighedsmonumentet – en globus med den Usbekistanske stats grænser klart aftegnet. I Kijev stod det 3,5 meter høje Lenin-monument indtil den 8. december sidste år, hvor medlemmer af det ukrainske, nationalistiske parti Svoboda (Frihed) i forbindelse med Maidan-demonstrationerne væltede monumentet, der havde stået der siden 1946. I løbet af februar i år blev Lenin-monumenter væltet i byer i hele Ukraine.
Det er alle sammen rester fra et af det 20. århundredes mest hensynsløse og storslåede ideologiske visioner – Sovjetunionen. Resterne af den sovjetiske fremtidsvision står endnu spredt udover hele det gamle sovjetiske landskab. Andre er blevet revet ned eller er ved at rådne op.
I Susan Buck-Morss artikel The City as a Dreamworld and Catastrophe parafraserer hun et stykke fra Walter Benjamins Passageværket, hvor Benjamin beskriver hvordan vores samfund – i stadig hurtigere og hurtigere grad – uddaterer sig selv og efterlader stadigt nyere og nyere ruiner, der fremstår som resterne af en stadig frisk drømmeverden. Vi er omgivet af ruinerne af gårsdagens drømme og visioner. Og hvad der i går var visionært, ser vi i dag nostalgisk tilbage på. Min gode vens Nintendo 64, der var et teknologisk vidunder i vores barndom, og sammen med det underdimensionerede fjernsyn udgjorde barndomsværelsets hellige alter, er ikke andet end et stykke nostalgi i dag. I dag troner Playstation 4. Snart 5’eren. Netop sådan kan vi forstå bygningerne, monumenterne og ruinerne, der stadig tårner i hele det gamle sovjetiske landskab – i Tblisi, i Tasjkent, i Milovice, i Kijev, i Moskva, i Magnitogorsk. De er resterne af den sovjetiske forestillingsverden, den ideologiske ekspansion, den ideologiske drømmeverden, der nu er trukket tilbage, uddateret og ersattet af en ny verdensorden – nemlig nationalstatens.
Sovjetunionen er godt nok brudt sammen og dets bygninger og monumenter er uddaterede. Men måske ikke helt. Resterne står der endnu. Og som den russiske forfatter, Vladimir Sorokin, skriver: så er Sovjetunionens monumenter igen blevet vækket til live i det moderne Rusland.
Den nye orden
Efter revolutionen, borgerkrigen, bolsjevikkernes magtovertagelse og etableringen af Sovjetunionen blev de gamle, kapitalistiske byer, der lå spredt udover hele det nu sovjetiske landskab, genstand for massiv opmærksomhed. Hvordan skulle man kunne lave et sundt socialistisk fællesskab i denne bundrådne kapitalistiske rotterede?
Den nye verdensideologi skulle også have sine egne byer, sine egne veje, sine egne kloaker, sine egne huse, sine egne administrationsbygninger og sine egne fabrikker. Kort sagt: Sovjetunionen skulle have sin egen ideologiske infrastruktur. Som den sovjetiske arkitekt Vladimir Semenov skrev i 1935: “Den socialistiske by skal afspejle den socialistiske organisering af samfundet igennem de mest fuldendte arkitektoniske former”. Men der var ikke bare tale om en udsmykning. Der var tale om en grundlæggende ideologisk rekonstruktion af det gamle syge kapitalistiske landskab. I 1935 ved indvielsen til den netop færdigbyggede metro i Moskva, som blev set som en kæmpemæssig teknologisk sejr for det sovjetiske samfund, sagde den sovjetiske politiker Lazar Kaganovitj netop dette: ”Vi kæmper for det nye menneskelige samfund, vi kæmper for en ny lov for mennesket, vi kæmper imod udnyttelse, imod slaveri, for det frivillige og bevidste arbejde til fordel for hele kollektivet, (…) ikke bare for at skabe nye, smukke ting, men også for at skabe et nyt menneske.”
De sovjetiske partipionerer havde ikke bare våben, men også tegneblok og tegnebord med sig. Det gamle imperium, der siden Peter den Store havde importeret alt det værste fra det gamle Europa, skulle redesignes. For som Stephen Kotkin skriver i sin bog Magnetic Mountain, så blev byen ikke bare opfattet som et sted, hvor befolkningen boede, det var også det sted, hvor det sovjetiske menneske skulle fødes. Det gamle territorium stank nemlig af det europæisk-russiske borgerskabs fornemmelse for blomsterdekorationer, franske delikatesser og kapitalistisk udnyttelse. I næsten et årti i 1920’erne i det unge Sovjetunionen var byplanlæggere, arkitekter og politikere i en levende diskussion om, hvordan fremtidens by – den sovjetiske by – skulle se ud.
Modelbyens virkelighed
Ikke længe efter Oktoberrevolutionen blev privat ejendom afskaffet. I 1930’erne udryddede man de sidste rester af kapitalistisk virksomhed med afkulakiseringen og tvangskollektivisering af de sovjetiske landbrug. Dermed var hele det sovjetiske territorium officielt ejet af staten. I 1935 blev der udformet en plan for rekonstruktionen af Moskva – “Om den generelle plan for rekonstruktionen af byen Moskva” – underskrevet af Josef Stalin og Vjatjeslav Molotov. Udarbejdet af den sovjetiske politiker “Lokomotivet” eller “Jern-Lazar” Lazar Kaganovitj. Stalins, Molotovs og Kaganovitjs Moskva blev officielt blåtrykket for konstruktionen og rekonstruktionen af sovjetiske byer i hele det sovjetiske territorium. Dermed blev et årtis levende diskussion om Den sovjetiske by afsluttet.
Stalins vision for fremtiden var et urbaniseret og industrialiseret Sovjetunionen, der endeligt skulle gøre op med det gamle Rusland. Som der også står i “Om den generelle plan for rekonstruktionen af byen Moskva”.
“Moskva, der spontant har udviklet sig over mange århundreder, afspejler selv i de bedste år af dens udvikling den russiske kapitalismes barbariske natur. Smalle og krogede gader, irregulære kvarterer fyldt med sidegader og blindgyder, den ulige konstruktion af centrum og periferi, et centrum fyldt op til randen med lagerrum og små virksomheder, usle etagebyggerier og tætpakkede, faldefærdige huse, den uregelmæssige placering af industrivirksomheder, jernbanetransport og andre sektorer af økonomien og dagligdagen, der alt sammen forstyrrer byens, især bytrafikkens, blomstrende udvikling, og kræver en radikal og systematisk forandring”
Med planen fra 1935 skulle hele det sovjetiske landskab nu rekonstrueres efter samme rationelle principper som Moskvas boulevarder og paradetorve. De gamle kapitalistiske byer skulle rives ned og fremtidens by skulle bygges. Modelbyer blev skabt, kort blev tegnet, planer blev lagt. Denne storslåede vision – det ideologiske drømmelandskab – blev hensynsløst projekteret ud over det gamle landkort.
Den nye ideologis altre
“Entire neighborhoods were razed, churches and palaces blown up. Tens of thousands of people were expelled from beautiful, bourgeois apartments – into tents, into slums. Old Moscow vanished from the face of the earth, and in its place arose heavy and monotonous, although powerful, edifices – symbols of the new authority.”
Sådan skriver den polske journalist, Ryszard Kapuscinski, der beretter om sin rejse rundt i det sovjetiske Imperium, hvor han var vidne til transformationen af hele det gamle landskab. I det her tilfælde Moskva. Men den samme transformation fandt sted over det mest af det sovjetiske territorium, hvor de gamle bygninger blev erstattet af nye, sovjetiske.
Et eksempel er Usbekistans hovedstad i 1924. I Tasjkent, i den nyligt etablerede Usbekiske SSR i 1924, kort efter Lenins død, rejste de lokale sovjetiske ledere et monument for Lenin på en af byens største pladser. Indtil da, det vil sige indtil de sovjetiske partifæller kom til byen, havde den gamle bydel stået næsten uberørt hen. Det imperiale Ruslands kolonistyre i Tasjkent havde opdelt byen – på god kolonial vis – i to dele. Russere for sig og usbekere for sig. Efter sovjetmaskinen var kommet til byen ændrede det sig. Langsomt begyndte man at rejse sovjetiske bygninger og monumenter i den usbekiske del af byen. I slutningen af 1920’erne blev moskeerne lukket og omdannet til ikke-religiøse formål. Det gamle torv, Konstantinovpladsen, blev omdøbt til Revolutionspladsen og et monument til ære for den gamle guvenør-generalen von Kaufmann blev revet ned og erstattet med en obelisk til ære for de bolsjevikker, der var døde under revolutionen.
Det blev en velkendt taktik i Sovjetunionen. Et andet, ofte brugt eksempel er Frelseren Kristus-katedralen i Moskva, der i 1931 under Stalin blev sprunget i luften. På samme sted skulle have været bygget en enorm kongreshal og det sovjetiske administrativt centrum, der skulle gå under navnet Sovjetternes Palads. Andre kirker blev – ligesom de gamle moskeer i Usbekistan – brugt til sekulære formål. Det samme skete i resten af Sovjetunionen. På den måde erstattede man langsomt de gamle politiske, kulturelle og religiøse altre med nye sovjetiske altre og omdøbte dem i socialismens navn.
Opgøret med den nye gamle ideologi
Historien går i det her tilfælde i ring. Efter Ukraines selvstændighed i 1991 blev det gamle Lenin-monument i Kijev beordret revet ned. Sovjetunionens ideologisk projekt var endegyldigt brudt sammen og dets totalitære monumenter havde udlevet deres tid. Efter protester fra ukrainske kommunister blev Lenin-monumentet i Kijev stående. Den 8. december sidste år var et altså et afgørende øjeblik. Det gamle Ukraine smuldrede og for nationalisterne var momentet der til endegyldigt at gøre op med den gamle blodbåndspagt mellem Moskva og Kijev og dens moderne efterkommere Putin og Janukovitj. Kort efter installerede man et guldtoilet på piedestalen, hvor Lenin-monumentet havde stået siden 1946.
Andre steder står resterne af det gamle sovjetiske drømmelandskab endnu. I Tblisi, i Magnitogorsk, i Milovice, i Moskva. Nogle af dem står tomme, andre er blevet gjort til historiske attraktioner og bliver besøgt af turister fra hele verden, mens helt andre er blevet taget i brug igen. Det er ikke så længe siden, at Sovjetunionen brød sammen og resterne af den ideologiske ekspansion – ruinerne, bygningerne, monumenterne – står der endnu og vidner om den gamle fremtidsvision – og dens kollaps.
Vi har set videoer fra Kijev, hvor de gamle sovjetiske monumenter af Lenin rives ned og folk tager hver deres del af det gamle rige med hjem som memorabilia. Ligesom man gjorde det i 1989, da Muren faldt sammen med den gamle verdensorden. Hver tog deres stykke af muren med hjem som et håndgribeligt bevis på, at den gamle orden nu faktisk lå i grus. I dag tager borgerne i Kijev billeder og optager videoer med deres iPhone.
Svoboda-nationalisterne fik godt nok væltet den gamle Lenin i Kijev, men måske er han ikke er helt uddateret i dele af det gamle Sovjetunionen. Situationen i Ukraine har vist os, at resterne af Sovjetunionens ideologiske drømmelandskab ikke bare er historiske kuriosa eller Nintendo-nostalgi. De er stadig potente politiske symboler. For mens det ideologiske landskab bliver gentænkt i Kijev, virker det til at de gamle sovjetmonumenter igen har fået nyt liv på Krimhalvøen i den nu annekterede del af Putins Rusland. Her er forestillingen om det stærke Imperium, hvis kollaps Putin i 2005 kaldte for det 20. århundredes “største geopolitiske katastrofe”, blevet et stærkt symbol i kampen mod de ukrainske nationalister i Kijev.
Kasper Mikael Jacek er redaktør på Baggrund og bachelorstuderende ved Russisk, Københavns Universitet.