Metropolen

Men metropolen producerer også værktøjer for sin egen undergang”. I 2007 i Frankrig udkom bogen Den kommende opstand, der er underskrevet bogen med det kollektive pseudonym Den usynlige komité, som det franske politi mener er den franske  anarkistiske gruppe Tarnac 9. Bogen er blevet kaldt en terrormanual af den franske regering. Bogen er udgivet på det danske forlag Antipyrine og vi bringer i dag kapitlet “Metropolen”.

FOKUS: MED BYEN SOM VIDNE - Hvad kan byen fortælle os om den ver­den, som vi lever i? Hvad sker der, hvis vi udspørg­er den his­toriske og mod­erne by? I løbet af hele maj måned sæt­ter vi her på Bag­grund fokus på arkitek­tur, byer og byplan­lægn­ing. Vi har spurgt en række forskere og skriben­ter, hvad den mod­erne by, byud­viklinger og byten­denser kan fortælle os om vores liv, vores sam­fund, vores poli­tiske og sociale sit­u­a­tion og vores ver­den.

»MERE SIMPEL, MERE NICE, MERE MOBIL, MERE SIKKER

Vi har hørt nok om “byen” og “lan­det”, og særligt om den antaget urgam­le mod­sæt­ning mellem de to. Det der omgiv­er os ser aldrig ud på dén måde, hverken på afs­tand eller helt tæt på: Der er kun denne ene urbane flade, uden form eller orden, et trøstes­løst område, endeløst og ubestemt, en glob­al udstrækn­ing af muse­um­slig­nende hyper­centre og natur­park­er, af enorme forstad­spro­jek­ter og store land­brugsan­læg, indus­tri­zon­er og fil­ialer, lands­bykroer og trendy bar­er: Metropolen. Der fandtes ganske vist byer i antikken, i mid­de­lalderen og i de mod­erne tider. Der find­es ingen byer i metropolens tid­salder. Al ter­ri­to­ri­um skal indordnes metropolen. Alt find­er sted på samme flade, om ikke geografisk så gen­nem sam­men­flet­nin­gen af dens netværk.

Det er for­di byen endelig er forsvun­det at den nu er blevet feticheret, som his­to­rie. Fab­riks­bygningerne i Lille bliv­er til et kon­certhus. Le Havres beton­cen­trum er nu på Unescos Ver­den­sarvs­liste. I Bei­jing er hutongerne, de snævre stræder der omgav Den For­budte By, blevet revet ned og erstat­tet af falske kopi­er, plac­eret lidt læn­gere væk så tur­is­terne kan se dem. I Troyes klistr­er man bjælke­fa­cad­er på beton­bygninger, en pas­tiche der mere end noget andet lign­er de vic­to­ri­anske butikker i Dis­ney­land. De gam­le his­toriske byk­ern­er, his­torisk set arnest­ed­er for rev­o­lu­tionære optø­jer, er nu smart inte­gr­erede i metropolens organ­isatoriske møn­ster. De er skæn­ket bort til tur­isme og sta­tus­for­brug. De er var­ernes magiske land, holdt oppe af deres udstill­inger og deko­ra­tioner, og af vold, hvis det bliv­er nød­vendigt. Jule­marked­ernes trykkende sen­ti­men­tal­itet vejes op af stadigt flere sikker­hedsvagter og poli­ti­pa­trul­jer. Kon­trollen har en vidun­derlig måde at inte­grere sig selv i vare­land­sk­a­bet, hvor den vis­er sit autoritære ansigt for den der vil se det. Vi lever i en tid­salder af sam­mensmelt­ninger, af ele­va­tor­musik, teleskop­kni­pler og can­dyfloss. Lige dele poli­tiovervågn­ing og fortryl­lelse!

Sma­gen for det aut­en­tiske-i-gåseøjne og den med­føl­gende kon­trol, føl­ger småborg­er­sk­a­bet i dets kolonis­er­ing af arbe­jderk­lassek­varter­er. Skub­bet ud af byk­er­nen, find­er det der en slags “nabofølelse”, som det savnede i de præ­fab­rik­erede forstad­shuse. Ved at jage de fat­tige ud, bil­erne ud, ind­van­dr­erne ud, ved at rense ud i byen, udry­dde alle bak­terier, udslet­ter småborg­er­sk­a­bet det som det kom for at finde. På en kom­mu­nal gade­plakat trykker en bet­jent og en skralde­mand hinan­den i hån­den, og parolen er: “Mon­tauban – ren by”.

Samme anstændigheds­følelse der tvinger byplan­læg­gerne til at holde op med at tale om “byen” (som de har øde­lagt) og i stedet tale om “det urbane”, burde også få dem til at slippe taget om “lan­det” (efter­som det ikke læn­gere eksis­ter­er). De rodløse og stressede mass­er får i stedet lov til at se på en idyl­lisk lands­byegn, et billede af for­tiden som er nemt at sætte i scene, nu hvor der er så få tilbage af egnens beboere. Det er en markeds­føringskam­pagne for en “lands­del” i hvilket alt må værdis­ættes og gen­sk­abes som nation­al arv. Over­alt er det den samme iskolde tomhed der strækker sig ud i selv de mest afsides egne.

Metropolen er byen og lands­byens simul­tane død. Det er vejskel­let hvor småborg­erne sam­les midt i den mid­delk­lasse der strækker sig ud over­alt; den er lige så meget resul­tatet af flugten fra lan­det som af byens udbre­delse. At dække plan­eten med glas ville passe den mod­erne arkitek­turs kynisme per­fekt. Et syge­hus, en skole, en kon­tor­bygn­ing eller et bib­liotek er alle vari­a­tion­er over samme tema: trans­parens, neu­tralitet, ens­formethed. Disse mas­sive, flek­si­ble bygninger er skabt uden noget behov for at vide hvad de skal huse. De ville kunne være her, lige så vel som noget andet sted. Hvad skal man gøre med alle kon­torkom­plek­serne ved La Défense i Paris, ved Lyons La Part Dieu eller ved EuraLille? Udtrykket “flam­bant neuf”(I) fanger udmær­ket deres skæb­ne. En skot­sk rejsende bev­id­ner det enestående skue af magten i flam­mer efter at rebellerne har brændt Paris’ råd­hus ned i maj 1871: “Jeg havde aldrig kun­net forestille mig noget så smukt. Det er storartet. Jeg kan ikke benægte at kom­mu­narderne er frygtelige ban­dit­ter. Men hvilke kun­st­nere! Og de er ikke engang bev­id­ste om deres eget værk! […] Jeg har set Amal­fis ruin­er badet i Mid­del­havets azur­blå vand og set Tung-hoor-tem­plernes ruin­er i Pun­jab. Jeg har set Rom og mange andre ting. Men intet kan sam­men­lignes med det som mine øjne fryd­edes ved i nat.”

Der er stadig nogle frag­menter af byen tilbage og nogle spor af lan­det i metropolens væv. Men livskraften har slået lejr i de såkaldte belast­ede områder. Det er et paradoks, at de pladser der antages at være mest ube­boelige, vis­er sig at være de eneste der på nogen måde stadig er beboede. En gam­mel besat barak føles stadig mere beboet end alle de såkaldte luk­susle­j­lighed­er, hvor det eneste man kan er at placere møblerne og få udsmyknin­gen til at tage sig helt rigtig ud mens man ven­ter på næste fly­t­ning. I mange af dagens megaby­er er slumk­varter­erne de sid­ste lev­ende og beboelige områder, og selvføl­gelig også de mest dødelige. Det er bagsi­den af den glob­ale metropols elek­tro­n­iske facade. Sove­by­erne i Paris’ nordlige forstæder, efter­ladt af et småborg­er­skab der begav sig af sted på jagt efter parcel­huse, er blevet geno­plivet af massear­be­jd­sløshed og udstråler nu mere ener­gi end latin­erk­varter­erne. I tale som i ild.

Flam­merne i novem­ber 2005 opstod ikke ud af en ekstrem forarmelse, som det så ofte er blevet frem­stil­let, men tvær­ti­mod ud af en total besid­delse af et ter­ri­to­ri­um. Man kan altid brænde bil­er af hvis man røvked­er sig, men for at holde optø­jerne i gang en måned, mens man hold­er poli­ti­et i skak, må man vide hvor­dan man organ­is­er­er, man må finde med­sam­mensvorne, man må kende ter­rænet per­fekt og dele et fælles sprog og en fælles fjende. Kilo­me­ter efter kilo­me­ter, uge efter uge, spredte flam­merne sig. Nye bål afløste de oprindelige, på sted­er hvor man mindst for­vent­ede det. Rygtet kan ikke afly­ttes.

Metropolen er et ter­ræn af kon­stant lav­in­ten­siv kon­flikt i hvilket ind­tagnin­gen af Bas­ra, Mogadishu eller Nablus mark­er­er højdepunk­ter. Meget længe var byen en plads som mil­itæret und­veg eller, om noget, bele­jrede; metropolen der­i­mod, den er per­fekt kom­pat­i­bel med krig. En væb­net kon­flikt er bare en del af dens kon­stante omformn­ing. Kam­p­ene der dirigeres af stor­magterne min­der om en uen­delig poli­tikam­pagne i metropolens sorte huller, “uanset om det er Burk­i­na Faso, South Bronx, Kam­a­gasa­ki, Chi­a­pas eller La Courneuve”. De bliv­er ikke læn­gere udført med sejr eller fred for øje, ikke engang en genetab­ler­ing af orden; “inter­ven­tion­erne” er en fort­sæt­telse af en sikker­hed­sop­er­a­tion der altid-allerede er i gang. Krig er ikke læn­gere en dis­tinkt begiven­hed i tiden, men deles snarere op i en serie mikro­op­er­a­tioner, udført af både mil­itær og poli­ti for at garan­tere sikker­he­den.

Poli­ti­et og hæren udvikles par­al­lelt og i takt. En krim­i­nolog efter­spørg­er en omor­gan­is­er­ing af poli­ti­ets nationale uropa­trul­je i små, pro­fes­sionelle enhed­er. Mil­itærakademiet, de dis­ci­plinære metoders vugge, sæt­ter spørgsmål ved sin egen hier­arkiske organ­i­sa­tion. Til sin infan­teri­b­ataljon anven­der nato-offi­cer­er en “delt­a­gende metode der involver­er alle i analyse, for­bere­delse, udførelse og eval­uer­ing af en opgave. Pla­nen testes og gen­testes i flere dage, i træn­ings­fasen og i overensstem­melse med de sen­este efter­ret­ninger […] Der find­es ikke noget som grup­pe­plan­lægn­ing til at opbygge sam­men­hold og grup­pe­moral.”

De væb­nede styrk­er tilpass­er sig ikke bare metropolen, de for­m­giv­er den. Således er israelske sol­dater, siden slaget om Nablus, blevet indret­ningsarkitek­ter. Når de palæsti­nen­siske gueril­la­sol­dater tvang dem til at opgive gaderne, som var blevet for farlige, lærte de sig i stedet at avancere ver­tikalt og horison­talt i hjertet af den urbane arkitek­tur; de sprænger huller i vægge og tag for at kunne bevæge sig gen­nem dem. En offi­cer i den israelske hær, med en eksamen i filosofi, fork­lar­er: “Fjen­den tolk­er rum på tra­di­tionel, klas­sisk manér, men jeg vil ikke adlyde denne tolkn­ing og falde i hans fælder […] Jeg vil over­raske ham! Dette er essensen af krig. Jeg er nødt til at vin­de […] Der­for har jeg val­gt en metode der tillad­er mig at gå igen­nem mure… Som en orm der æder sig fre­mad.” Byrum­met er mere end bare en skue­plads for kon­fronta­tion, det er også et mid­del. Det har sine lighed­er med Blan­quis råd (denne gang til fordel for opstanden), der anbe­falede at de i Paris i fremti­den burde tage kon­trol over de huse der lig­ger ud til de bar­rikaderede gad­er for at kunne forsvare deres posi­tion­er; at de skulle lave huller i væggene for at mulig­gøre forbindelser mellem husene; fjerne trap­perne til stuee­ta­gen og lave hul i taget for at forsvare sig mod eventuelle angreb; fjerne dørene og bruge dem til at bar­rikadere vin­duerne og gøre hver etage til en skyt­terede.

Metropolen er ikke bare denne urbane ophob­n­ing, den endelige kol­li­sion mellem by og land. Den er også et flow af væsen­er og ting, en strøm der løber gen­nem fiberop­tiske netværk med højhastighed­stog, satel­lit­ter og overvågn­ingskam­er­aer, der sørg­er for at den her ver­den aldrig ophør­er med at styrte direk­te mod sin under­gang. Metropolen er en strøm der gerne vil trække alt­ing med sig i sin fort­vivlede mobilitet, der gerne vil mobilis­ere hver og en af os. Hvor infor­ma­tion­er over­falder os som fjendtlige trop­per. Hvor det eneste der er tilbage at gøre er at fly­gte. Hvor det bliv­er svært at vente, selv når metroen afgår hvert øje­b­lik.

Med mang­foldig­gørelsen af trans­port- og kom­mu­nika­tions-midler og med fris­telsen af altid at være et andet sted, rives vi kon­stant væk fra det som er her og nu. Tag et højhastighed­stog, tag metroen, tag din mobil – vær allerede fremme. Sådan en mobilitet bety­der bare opbrud, iso­la­tion, eksil. Det ville være uud­hold­eligt for enhver, hvis det ikke var for­di denne mobilitet bare er en for­fly­t­telse af pri­vats­færen, som et bær­bart hjem. Den pri­vate boble sprækker ikke, den fly­der rundt. Iso­la­tio­nen er ikke i gang med at forsvin­de, den er bare blevet sat i bevægelse. Fra togsta­tion­er til kon­tor­park­er og banker, fra et hotel til et andet, over­alt er det den samme fremmed­hed, en følelse så banal og hverdagsagtig at den bliv­er den sid­ste form for hjem­lighed. Metropolens over­flod er en uforudsigelig sam­men­sæt­ning af omgivelser, der altid kan kom­bineres på nye måder, i det uen­delige. Byk­ern­erne vil nødigt frem­stå som iden­tiske; de tilby­der et sær­præget udvalg af omgivelser, som vi kan glide rundt imellem, vælge én til og en anden fra, som en form for eksis­ten­tiel shop­pin­grunde mellem forskel­lige slags bar­er, men­nesker, design og playlists. “Med min mp3-afspiller er jeg kon­gen af min ver­den.” For at håndtere ens­formighe­den der omgiv­er os er vores eneste udvej at kon­stant forny vores egen indre ver­den, som et barn der byg­ger det samme sand­slot om og om igen, eller som Robin­son Cru­soe der gen­sk­aber sit eget køb­mand­sunivers på den øde ø – dog er vores øde ø civil­i­sa­tio­nen selv, og vi er mil­liarder der kon­stant skyller i land.

Det er netop for­di dens arkitek­tur er baseret på strømme, at metropolen er en af de mest sår­bare men­neske­lige anord­ninger der nogensinde har eksis­teret. Smidig og sub­til, men sår­bar. En hen­synsløs lukn­ing af grænser for at kon­trollere en heftig epi­de­mi, en plud­selig afbry­delse i logis­tikkæderne af en afgørende forsyn­ingslin­je, en organ­is­eret blokade af kom­mu­nika­tion­sknud­erne – og hele faca­den falder sam­men, en facade der ikke læn­gere kan skjule slag­teri­et der hjem­søger den fra mor­gen til aften. Ver­den ville ikke bevæge sig så hur­tigt, hvis ikke den kon­stant var nødt til at fly­gte fra sit eget sam­men­brud.

Metropolen forsøger at beskytte sig selv mod sin uundgåelige katas­trofe via netværksstruk­turen, via hele den tek­nol­o­giske infra­struk­tur af knudepunk­ter og tilslut­ninger, via sin decen­tralis­erede arkitek­tur. Inter­net­tet siges at kunne over­leve atom­an­greb. Total kon­trol med infor­ma­tion­sstrømme, men­nesker og pro­duk­ter gør metropolens bevæge­lighed sikker, mens dets sporsys­tem for­sikr­er at der aldrig forsvin­der var­er fra lageret, at ikke en eneste dol­lar bliv­er stjålet i transak­tion­erne og at ingen ter­ror­is­ter går ombord på fly­et. Ved hjælp af af rfid-chip, bio­metrisk pas og en dna-pro­fil.

Men metropolen pro­duc­er­er også værk­tø­jer for sin egen under­gang. En amerikan­sk sikker­hed­sekspert fork­lar­er ned­er­laget i Irak som resul­tatet af gueril­laens evne til at udnytte nye kom­mu­nika­tion­s­mi­dler. Den amerikanske inva­sion importerede ikke først og fremmest demokrati til Irak, men kyber­netiske netværk. Med sig tog den et af de våben som den skulle bese­jres med. Spred­nin­gen af mobil­tele­fon­er og inter­ne­tadgang gav gueril­laen hidtil ukendte måder at organ­is­ere sig på og tillod dem at blive så svært angri­belige mål.

Hvert netværk har sine svage punk­ter, de knudepunk­ter der må sættes ud af spil for at forhin­dre cirku­la­tio­nen, for at få net­tet til at falde sam­men. Den sen­este store europæiske elaf­bry­delse beviste det: en enkelt ulykke med en højspænd­ingsled­ning, og en stor del af kon­ti­nen­tet blev mørk­lagt. For at noget skal kunne rejse sig fra metropolen, for at andre mulighed­er skal åbne sig, må den første han­dling være at afbryde dens evin­delige bevægelser. Det var dét, de thai­landske rebeller forstod da de slog elforsynin­gen ud. Det var dét, de franske anti-cpe demon­stran­ter forstod da de blok­erede alle uni­ver­siteterne med sigte på at lukke hele økonomien ned(II). Det var dét, de amerikanske havn­ear­be­jdere forstod da de i okto­ber 2002 stre­jkede for at forsvare tre hun­drede job og blok­erede de største havne på Vestkys­ten i ti dage. Den amerikanske økono­mi er så afhængig af var­er importeret fra Asien at omkost­ningerne for blokaden var over en mil­liard euro om dagen. Med titusinde per­son­er kan den største økono­mi i ver­den tvinges i knæ. Ifølge visse “ekspert­er” ville aktio­nen, hvis den havde varet en måned til, have pro­duc­eret “en lavkon­junk­tur i usa og et økonomisk mareridt i Sydøs­tasien”

Den usyn­lige komités Den kom­mende opstand er udgivet på for­laget Antipyrine. Antipyrine er et uafhængigt for­lag ind­s­tiftet af redaktør/kurator Math­ias Kokholm i 2013. For­laget udgiv­er titler inden­for kun­st, lit­ter­atur, teori; økono­mi, teknolo­gi, van­dal­isme, pub­licer­ing som medi­um og prak­sis, ski­zofreni, sci­ence fic­tion og poe­si. Bogen kan købes her


I: Flam­bant neuf, bogstavelig talt “bræn­dende nyt”; fran­sk udtryk ens­be­ty­dende med “splin­terny”.

II: Bevægelsen mod cpe opstod i løbet af foråret 2006 som reak­tion på et arbe­jds­marked­stil­t­ag, der skulle gøre det let­tere for arbe­jd­skøbere at fyre ansat­te.

Scroll til toppen