Metropolen

“Men metropolen producerer også værktøjer for sin egen undergang”. I 2007 i Frankrig udkom bogen Den kommende opstand, der er underskrevet bogen med det kollektive pseudonym Den usynlige komité, som det franske politi mener er den franske  anarkistiske gruppe Tarnac 9. Bogen er blevet kaldt en terrormanual af den franske regering. Bogen er udgivet på det danske forlag Antipyrine og vi bringer i dag kapitlet “Metropolen”.

FOKUS: MED BYEN SOM VIDNE – Hvad kan byen fortælle os om den verden, som vi lever i? Hvad sker der, hvis vi udspørger den historiske og moderne by? I løbet af hele maj måned sætter vi her på Baggrund fokus på arkitektur, byer og byplanlægning. Vi har spurgt en række forskere og skribenter, hvad den moderne by, byudviklinger og bytendenser kan fortælle os om vores liv, vores samfund, vores politiske og sociale situation og vores verden.

»MERE SIMPEL, MERE NICE, MERE MOBIL, MERE SIKKER!«

Vi har hørt nok om “byen” og “landet”, og særligt om den antaget urgamle modsætning mellem de to. Det der omgiver os ser aldrig ud på dén måde, hverken på afstand eller helt tæt på: Der er kun denne ene urbane flade, uden form eller orden, et trøstesløst område, endeløst og ubestemt, en global udstrækning af museumslignende hypercentre og naturparker, af enorme forstadsprojekter og store landbrugsanlæg, industrizoner og filialer, landsbykroer og trendy barer: Metropolen. Der fandtes ganske vist byer i antikken, i middelalderen og i de moderne tider. Der findes ingen byer i metropolens tidsalder. Al territorium skal indordnes metropolen. Alt finder sted på samme flade, om ikke geografisk så gennem sammenfletningen af dens netværk.

Det er fordi byen endelig er forsvundet at den nu er blevet feticheret, som historie. Fabriksbygningerne i Lille bliver til et koncerthus. Le Havres betoncentrum er nu på Unescos Verdensarvsliste. I Beijing er hutongerne, de snævre stræder der omgav Den Forbudte By, blevet revet ned og erstattet af falske kopier, placeret lidt længere væk så turisterne kan se dem. I Troyes klistrer man bjælkefacader på betonbygninger, en pastiche der mere end noget andet ligner de victorianske butikker i Disneyland. De gamle historiske bykerner, historisk set arnesteder for revolutionære optøjer, er nu smart integrerede i metropolens organisatoriske mønster. De er skænket bort til turisme og statusforbrug. De er varernes magiske land, holdt oppe af deres udstillinger og dekorationer, og af vold, hvis det bliver nødvendigt. Julemarkedernes trykkende sentimentalitet vejes op af stadigt flere sikkerhedsvagter og politipatruljer. Kontrollen har en vidunderlig måde at integrere sig selv i varelandskabet, hvor den viser sit autoritære ansigt for den der vil se det. Vi lever i en tidsalder af sammensmeltninger, af elevatormusik, teleskopknipler og candyfloss. Lige dele politiovervågning og fortryllelse!

Smagen for det autentiske-i-gåseøjne og den medfølgende kontrol, følger småborgerskabet i dets kolonisering af arbejderklassekvarterer. Skubbet ud af bykernen, finder det der en slags “nabofølelse”, som det savnede i de præfabrikerede forstadshuse. Ved at jage de fattige ud, bilerne ud, indvandrerne ud, ved at rense ud i byen, udrydde alle bakterier, udsletter småborgerskabet det som det kom for at finde. På en kommunal gadeplakat trykker en betjent og en skraldemand hinanden i hånden, og parolen er: “Montauban – ren by”.

Samme anstændighedsfølelse der tvinger byplanlæggerne til at holde op med at tale om “byen” (som de har ødelagt) og i stedet tale om “det urbane”, burde også få dem til at slippe taget om “landet” (eftersom det ikke længere eksisterer). De rodløse og stressede masser får i stedet lov til at se på en idyllisk landsbyegn, et billede af fortiden som er nemt at sætte i scene, nu hvor der er så få tilbage af egnens beboere. Det er en markedsføringskampagne for en “landsdel” i hvilket alt må værdisættes og genskabes som national arv. Overalt er det den samme iskolde tomhed der strækker sig ud i selv de mest afsides egne.

Metropolen er byen og landsbyens simultane død. Det er vejskellet hvor småborgerne samles midt i den middelklasse der strækker sig ud overalt; den er lige så meget resultatet af flugten fra landet som af byens udbredelse. At dække planeten med glas ville passe den moderne arkitekturs kynisme perfekt. Et sygehus, en skole, en kontorbygning eller et bibliotek er alle variationer over samme tema: transparens, neutralitet, ensformethed. Disse massive, fleksible bygninger er skabt uden noget behov for at vide hvad de skal huse. De ville kunne være her, lige så vel som noget andet sted. Hvad skal man gøre med alle kontorkomplekserne ved La Défense i Paris, ved Lyons La Part Dieu eller ved EuraLille? Udtrykket “flambant neuf”(I) fanger udmærket deres skæbne. En skotsk rejsende bevidner det enestående skue af magten i flammer efter at rebellerne har brændt Paris’ rådhus ned i maj 1871: “Jeg havde aldrig kunnet forestille mig noget så smukt. Det er storartet. Jeg kan ikke benægte at kommunarderne er frygtelige banditter. Men hvilke kunstnere! Og de er ikke engang bevidste om deres eget værk! […] Jeg har set Amalfis ruiner badet i Middelhavets azurblå vand og set Tung-hoor-templernes ruiner i Punjab. Jeg har set Rom og mange andre ting. Men intet kan sammenlignes med det som mine øjne frydedes ved i nat.”

Der er stadig nogle fragmenter af byen tilbage og nogle spor af landet i metropolens væv. Men livskraften har slået lejr i de såkaldte belastede områder. Det er et paradoks, at de pladser der antages at være mest ubeboelige, viser sig at være de eneste der på nogen måde stadig er beboede. En gammel besat barak føles stadig mere beboet end alle de såkaldte luksuslejligheder, hvor det eneste man kan er at placere møblerne og få udsmykningen til at tage sig helt rigtig ud mens man venter på næste flytning. I mange af dagens megabyer er slumkvartererne de sidste levende og beboelige områder, og selvfølgelig også de mest dødelige. Det er bagsiden af den globale metropols elektroniske facade. Sovebyerne i Paris’ nordlige forstæder, efterladt af et småborgerskab der begav sig af sted på jagt efter parcelhuse, er blevet genoplivet af massearbejdsløshed og udstråler nu mere energi end latinerkvartererne. I tale som i ild.

Flammerne i november 2005 opstod ikke ud af en ekstrem forarmelse, som det så ofte er blevet fremstillet, men tværtimod ud af en total besiddelse af et territorium. Man kan altid brænde biler af hvis man røvkeder sig, men for at holde optøjerne i gang en måned, mens man holder politiet i skak, må man vide hvordan man organiserer, man må finde medsammensvorne, man må kende terrænet perfekt og dele et fælles sprog og en fælles fjende. Kilometer efter kilometer, uge efter uge, spredte flammerne sig. Nye bål afløste de oprindelige, på steder hvor man mindst forventede det. Rygtet kan ikke aflyttes.

Metropolen er et terræn af konstant lavintensiv konflikt i hvilket indtagningen af Basra, Mogadishu eller Nablus markerer højdepunkter. Meget længe var byen en plads som militæret undveg eller, om noget, belejrede; metropolen derimod, den er perfekt kompatibel med krig. En væbnet konflikt er bare en del af dens konstante omformning. Kampene der dirigeres af stormagterne minder om en uendelig politikampagne i metropolens sorte huller, “uanset om det er Burkina Faso, South Bronx, Kamagasaki, Chiapas eller La Courneuve”. De bliver ikke længere udført med sejr eller fred for øje, ikke engang en genetablering af orden; “interventionerne” er en fortsættelse af en sikkerhedsoperation der altid-allerede er i gang. Krig er ikke længere en distinkt begivenhed i tiden, men deles snarere op i en serie mikrooperationer, udført af både militær og politi for at garantere sikkerheden.

Politiet og hæren udvikles parallelt og i takt. En kriminolog efterspørger en omorganisering af politiets nationale uropatrulje i små, professionelle enheder. Militærakademiet, de disciplinære metoders vugge, sætter spørgsmål ved sin egen hierarkiske organisation. Til sin infanteribataljon anvender nato-officerer en “deltagende metode der involverer alle i analyse, forberedelse, udførelse og evaluering af en opgave. Planen testes og gentestes i flere dage, i træningsfasen og i overensstemmelse med de seneste efterretninger […] Der findes ikke noget som gruppeplanlægning til at opbygge sammenhold og gruppemoral.”

De væbnede styrker tilpasser sig ikke bare metropolen, de formgiver den. Således er israelske soldater, siden slaget om Nablus, blevet indretningsarkitekter. Når de palæstinensiske guerillasoldater tvang dem til at opgive gaderne, som var blevet for farlige, lærte de sig i stedet at avancere vertikalt og horisontalt i hjertet af den urbane arkitektur; de sprænger huller i vægge og tag for at kunne bevæge sig gennem dem. En officer i den israelske hær, med en eksamen i filosofi, forklarer: “Fjenden tolker rum på traditionel, klassisk manér, men jeg vil ikke adlyde denne tolkning og falde i hans fælder […] Jeg vil overraske ham! Dette er essensen af krig. Jeg er nødt til at vinde […] Derfor har jeg valgt en metode der tillader mig at gå igennem mure… Som en orm der æder sig fremad.” Byrummet er mere end bare en skueplads for konfrontation, det er også et middel. Det har sine ligheder med Blanquis råd (denne gang til fordel for opstanden), der anbefalede at de i Paris i fremtiden burde tage kontrol over de huse der ligger ud til de barrikaderede gader for at kunne forsvare deres positioner; at de skulle lave huller i væggene for at muliggøre forbindelser mellem husene; fjerne trapperne til stueetagen og lave hul i taget for at forsvare sig mod eventuelle angreb; fjerne dørene og bruge dem til at barrikadere vinduerne og gøre hver etage til en skytterede.

Metropolen er ikke bare denne urbane ophobning, den endelige kollision mellem by og land. Den er også et flow af væsener og ting, en strøm der løber gennem fiberoptiske netværk med højhastighedstog, satellitter og overvågningskameraer, der sørger for at den her verden aldrig ophører med at styrte direkte mod sin undergang. Metropolen er en strøm der gerne vil trække alting med sig i sin fortvivlede mobilitet, der gerne vil mobilisere hver og en af os. Hvor informationer overfalder os som fjendtlige tropper. Hvor det eneste der er tilbage at gøre er at flygte. Hvor det bliver svært at vente, selv når metroen afgår hvert øjeblik.

Med mangfoldiggørelsen af transport- og kommunikations-midler og med fristelsen af altid at være et andet sted, rives vi konstant væk fra det som er her og nu. Tag et højhastighedstog, tag metroen, tag din mobil – vær allerede fremme. Sådan en mobilitet betyder bare opbrud, isolation, eksil. Det ville være uudholdeligt for enhver, hvis det ikke var fordi denne mobilitet bare er en forflyttelse af privatsfæren, som et bærbart hjem. Den private boble sprækker ikke, den flyder rundt. Isolationen er ikke i gang med at forsvinde, den er bare blevet sat i bevægelse. Fra togstationer til kontorparker og banker, fra et hotel til et andet, overalt er det den samme fremmedhed, en følelse så banal og hverdagsagtig at den bliver den sidste form for hjemlighed. Metropolens overflod er en uforudsigelig sammensætning af omgivelser, der altid kan kombineres på nye måder, i det uendelige. Bykernerne vil nødigt fremstå som identiske; de tilbyder et særpræget udvalg af omgivelser, som vi kan glide rundt imellem, vælge én til og en anden fra, som en form for eksistentiel shoppingrunde mellem forskellige slags barer, mennesker, design og playlists. “Med min mp3-afspiller er jeg kongen af min verden.” For at håndtere ensformigheden der omgiver os er vores eneste udvej at konstant forny vores egen indre verden, som et barn der bygger det samme sandslot om og om igen, eller som Robinson Crusoe der genskaber sit eget købmandsunivers på den øde ø – dog er vores øde ø civilisationen selv, og vi er milliarder der konstant skyller i land.

Det er netop fordi dens arkitektur er baseret på strømme, at metropolen er en af de mest sårbare menneskelige anordninger der nogensinde har eksisteret. Smidig og subtil, men sårbar. En hensynsløs lukning af grænser for at kontrollere en heftig epidemi, en pludselig afbrydelse i logistikkæderne af en afgørende forsyningslinje, en organiseret blokade af kommunikationsknuderne – og hele facaden falder sammen, en facade der ikke længere kan skjule slagteriet der hjemsøger den fra morgen til aften. Verden ville ikke bevæge sig så hurtigt, hvis ikke den konstant var nødt til at flygte fra sit eget sammenbrud.

Metropolen forsøger at beskytte sig selv mod sin uundgåelige katastrofe via netværksstrukturen, via hele den teknologiske infrastruktur af knudepunkter og tilslutninger, via sin decentraliserede arkitektur. Internettet siges at kunne overleve atomangreb. Total kontrol med informationsstrømme, mennesker og produkter gør metropolens bevægelighed sikker, mens dets sporsystem forsikrer at der aldrig forsvinder varer fra lageret, at ikke en eneste dollar bliver stjålet i transaktionerne og at ingen terrorister går ombord på flyet. Ved hjælp af af rfid-chip, biometrisk pas og en dna-profil.

Men metropolen producerer også værktøjer for sin egen undergang. En amerikansk sikkerhedsekspert forklarer nederlaget i Irak som resultatet af guerillaens evne til at udnytte nye kommunikationsmidler. Den amerikanske invasion importerede ikke først og fremmest demokrati til Irak, men kybernetiske netværk. Med sig tog den et af de våben som den skulle besejres med. Spredningen af mobiltelefoner og internetadgang gav guerillaen hidtil ukendte måder at organisere sig på og tillod dem at blive så svært angribelige mål.

Hvert netværk har sine svage punkter, de knudepunkter der må sættes ud af spil for at forhindre cirkulationen, for at få nettet til at falde sammen. Den seneste store europæiske elafbrydelse beviste det: en enkelt ulykke med en højspændingsledning, og en stor del af kontinentet blev mørklagt. For at noget skal kunne rejse sig fra metropolen, for at andre muligheder skal åbne sig, må den første handling være at afbryde dens evindelige bevægelser. Det var dét, de thailandske rebeller forstod da de slog elforsyningen ud. Det var dét, de franske anti-cpe demonstranter forstod da de blokerede alle universiteterne med sigte på at lukke hele økonomien ned(II). Det var dét, de amerikanske havnearbejdere forstod da de i oktober 2002 strejkede for at forsvare tre hundrede job og blokerede de største havne på Vestkysten i ti dage. Den amerikanske økonomi er så afhængig af varer importeret fra Asien at omkostningerne for blokaden var over en milliard euro om dagen. Med titusinde personer kan den største økonomi i verden tvinges i knæ. Ifølge visse “eksperter” ville aktionen, hvis den havde varet en måned til, have produceret “en lavkonjunktur i usa og et økonomisk mareridt i Sydøstasien”

Den usynlige komités Den kommende opstand er udgivet på forlaget Antipyrine. Antipyrine er et uafhængigt forlag indstiftet af redaktør/kurator Mathias Kokholm i 2013. Forlaget udgiver titler indenfor kunst, litteratur, teori; økonomi, teknologi, vandalisme, publicering som medium og praksis, skizofreni, science fiction og poesi. Bogen kan købes her


I: Flambant neuf, bogstavelig talt “brændende nyt”; fransk udtryk ensbetydende med “splinterny”.

II: Bevægelsen mod cpe opstod i løbet af foråret 2006 som reaktion på et arbejdsmarkedstiltag, der skulle gøre det lettere for arbejdskøbere at fyre ansatte.

Scroll til toppen