Blod og ærlighed. En meget kort introduktion til Zakhar Prilepin

Zakhar Prilepin

Den russiske forfatter Zakhar Prilepin er en af den russiske litteraturs kontroversielle figurer. Hans litteratur er blevet kaldt både vulgær og vidunderlig, ægte russiske prosa. Vi har bedt den danske Prilepin-oversætter Helle Dalgaard om at beskrive Prilepins litterære univers, som hun beskriver som både kvalmende og kærligt.


Dmitrij Bykov, en af de skarpe og forskels­gørende rus­siske lit­ter­aturkri­tikere, som for øvrigt også selv er skøn­lit­terær for­fat­ter, udtalte sidst i nullerne: ”Rus­land har i det sid­ste tiår man­glet for­fat­tere, som var engagerede i den sociale foran­dring. – Men så kom Prilepins bøger”.

Zakhar Prilepin (f. 1975) er en kon­tro­ver­siel fig­ur i den rus­siske lit­terære ver­den – og i det hele taget.  Det er blevet sagt, at Prilepin har sprængt det lit­terære rum, at han skriv­er bemærkelsesværdig prosa, at han ved, hvor­dan han skal få de intellek­tuelle lit­ter­aters bløde hjert­er til at smelte, at han er en ung klas­sik­er, at han skriv­er stor prosa, sine sted­er med pub­licis­tiske træk, men: ægte rus­sisk prosa i et vidun­derligt sprog. Han har bragt frisk luft ind i den nyere rus­siske lit­ter­atur, og han pro­vok­er­er og afprøver mulighed­erne i tem­atik og udtryk, hvilket har skabt en meget skarp opdel­ing i for og imod! Og denne opdel­ing kan ikke relateres til kri­tik­ernes poli­tiske ori­en­ter­ing, om den så er af lib­er­al, kon­ser­v­a­tiv eller nation­al­is­tisk obser­vans. Hold­ningerne går på tværs af poli­tiske hold­e­pladser. Prilepins kri­tikere anser hans prosa for at være grov, manip­ulerende, vul­gær, plagierende, mens hans forsvarere fremhæver den tætte og mal­ende prosas per­son- og sit­u­a­tion­sskildringer og den stilis­tiske mang­foldighed.

Par­nas­set forvir­res ved Prilepins tilsyneladende mod­si­gende syn­spunk­ter i forhold til den rus­siske virke­lighed, som går fra kravet om fri presse og til en tilbageven­den til sov­jetiske til­stande. Men når det gælder fik­tio­nen, så er langt de fleste bege­jstrede for hans intenst hudløse og medrivende prosa, som går tæt på tiden og med sine lev­ende dialoger giv­er læserne en meget hånd­gri­belig oplevelse af begiven­hed­erne. Han er blevet kaldt en mod­erne Lev Tol­stoj eller mod­erne Mak­sim Gork­ij. Selv fore­trækker han sam­men­lignin­gen med Tol­soj! “Tol­stoj er gud,” har han skrevet til mig.

Fremad mod SSSR

Prilepin gjorde i sin studi­etid (uddan­net ved Det Filol­o­giske fakul­tet i hjem­byen Nizjnij Nov­gorod) tjen­este ved OMON, en paramil­itær ind­satsstyrke, og han blev som tjen­estegørende ved OMON sendt til Tjet­je­nien i 1996 og i 1999. Oplevelserne fra den peri­ode har han brugt i sin første roman, den barske Pat­a­lo­gi­er fra 2004, som bragte ham på den rus­siske Book­er­pris-short­liste i 2005. Da han var blev hjem­sendt fra Tjet­je­nien, meldte han sig ind i det siden 2007 for­budte Nation­al­bol­sje­vikiske par­ti, NBP, som var ledet af for­fat­teren Eduard Limonov. Et par­ti som ønskede en rena­tion­alis­er­ing af pro­duk­tion­s­mi­dlerne og en omfordel­ing af det rus­siske sam­funds værdier. ”Fre­mad mod SSSR” — skal Prilepin skal have udtalt på et tid­spunkt. I et inter­view til avisen Novye Izves­tia i 2012 erk­lærede han, at han da gerne ville gøre tjen­este ved OMON igen, ”men de vil ikke have mig!” til­fø­jede han.

Selv hævder han, at han ikke er trau­ma­tis­eret af oplevelserne i Tjet­je­nien og at hans poli­tiske stand­punkt skyldes et ønske om at ændre tin­ge­nes til­stand i Rus­land, hvor urkap­i­tal­isme, magt­mis­brug, kor­rup­tion og kynisme dominer­er i hverda­gen. Han tror på nød­vendighe­den af oprør, nation­al­is­tiske utopiske ide­al­er, han tror på den rus­siske mis­sion, det rus­siske folks urkraft, han er i mod mil­i­tarisme og fremmed­had. Men han ønsker først og fremmest Putin­styrets afskaf­felse.

Han har et tæt forhold til den for øje­b­likket nok mest fremtræ­dende rus­siske oppo­si­tion­spoli­tik­er og antiko­r­rup­tions-forkæm­per i dagens Rus­land: Alek­sej Naval’nyj (som i skrivende stund er i husar­rest og har fået to domme for bag­vaskelse). Sam­men med Naval­nyj grund­lagde han i 2007 bevægelsen N.A.R.O.D (Den Nationale Rus­siske Befrielses­bevægelse), som de karak­teris­er­er som en nation­al-demokratisk organ­i­sa­tion. Prilepin er mange gange blevet arresteret for delt­agelse i protes­tak­tion­er mod Putin og hans total­itære magt­struk­tur, som bliv­er stadig mere udtalt. Her og nu – i forhold til Ukraine — så har Prilepin agiteret for dia­log på sin blog, men hans hold­ning er, at den midler­tidi­ge ukrainske regering er ulovlig. Han har udtalt, at han ønsker Ukraine held og lykke i EU, og EU held og lykke med, at få Ukraine inden for dørene! Der er en vis atti­tud­erel­a­tivisme i hans stand­punk­ter.

Prilepin beg­y­n­dte at skrive mål­ret­tet i beg­y­n­delsen af nullerne, både jour­nal­is­tik og fik­tion. Han har i mange år været tilknyt­tet lokalredak­tio­nen på den sys­temkri­tiske avis Nova­ja Gaze­ta i sin hjem­by Nizjnij Nov­gorod. Det var den avis, den myrd­ede jour­nal­ist og men­neskerettigheds­forkæm­per, Anna Politkovska­ja, arbe­jd­ede for. Og Prilepin sæt­ter Politkovska­ja meget højt, til trods hans nation­al­is­tiske ind­faldsvinkel og hen­des inter­na­tionale ori­en­ter­ing. Han arbe­jder for mange forskel­lige medi­er og start­ede i 2012 inter­ne­tavisen Svo­bod­na­ja Pres­sa (Den Fri Presse). Han er aktiv blog­ger, han kom­menter­er poli­tiske begiven­hed­er, delt­ager i hyp­pige møder med sine læsere og kri­tikere, han er ikke bange for kon­fronta­tion­er.

Han har udgivet et dusin titler, heri­b­landt også en enkelt lit­terær mono­grafi og nogle mere pub­licis­tiske værk­er. Det sen­este værk er udkom­met i april 2014, en kæm­per­o­man på godt 700 sider, der får bege­jstret omtale. Klosteret, en his­torisk roman, som udspiller sig i den ræd­sels­fulde fan­gele­jr Solov­ki i 1920’erne. Men indtil april 2014 var roma­nen Sank­ja fra 2006 Prilepins hov­ed­værk.

Den vak­te straks stor opmærk­somhed på grund af sin medlevende og drama­tiske beskriv­else af en anti-putin bevægelses tilværelse og tanker, af den næsten berusende fryd nogle unge russere oplever ved deres hær­gen og af magtens repres­salier, som udstilles. For eksem­pel ved forhør og i form af snig­mord. Som alle Prilepins fik­tionsværk­er tager den afsæt i den omgivende virke­lighed. Den er poli­tisk i sit ind­hold, i skildrin­gen af mil­i­tante unge rus­siske patri­ot­er med fascis­tiske tilbø­je­lighed­er, unge, som kon­stant er på flugt fra poli­ti­et. De unge men­nesker føler sig over­flødi­ge og fremtid­sløse. Nogle er med i fæl­lessk­a­bet på grund af veloverve­jet for­bi­trelse over sam­fun­dets ulighed­er, andre er med for fæl­lessk­a­bets skyld. Roma­nens rækker med sit bud­skab ud over Rus­lands grænser. Den er et billede på en fort­vivlet og der­for aggres­siv ung­dom, som vi ser det over hele Europa. Og den vis­er hvilke fatale kon­sekvenser, den aggres­sivitet kan få.

Mere end ti genud­givelser er det blevet til i Rus­land af roma­nen, som er udkom­met i over­sæt­telse i det meste af Europa. Godt nok med stor forsinkelse. Et fran­sk for­lag var i 2009 det første vestlige for­lag, som tog hul på hans for­fat­ter­skab, og man udgav straks de tre eksis­terende titler  — Synd (som i 2011 fik Den Nationale Best­seller­pris ”Superbest” som det 21. århun­dredes første tiårs hov­ed­værk, som et værk, der giv­er den rus­siske virke­lighed konkret udtryk), Patolo­gi­er og Sank­ja — på en gang. I 2012 udkom roma­nen i tysk over­sæt­telse, så kom den danske og derefter den engelske. Prilepins mil­i­tante hold­ninger har utvivl­somt spillet en rolle i den forsinkede vestlige reak­tion. Og som det også vil fremgå, havde jeg selv haft den samme reser­va­tion.

Roma­nen har for øvrigt to gange været på den Rus­siske Book­er­pris’ short­list. Den nåede dog ’kun’ til anden­plad­sen. Den rus­siske Book­erkomite har naturligvis også en poli­tisk agen­da

Prilepins kvalmende, kærlige, Hieronymus Boschske univers

Da jeg i jan­u­ar 2012 blev kon­tak­tet af for­laget C&K angående over­sæt­telse af roma­nen Sank­ja måtte jeg beskæm­met svare, at jeg ikke havde læst roma­nen og i det hele taget ikke havde noget forhold til Prilepins for­fat­ter­skab. Han var fak­tisk en af de mod­erne rus­siske for­fat­tere jeg havde fraval­gt (jeg prøver at følge med), så jeg havde kun læst lidt rundt i Tjet­je­nien­ro­ma­nen Patolo­gi­er. Årsagen til min afvis­ning af hans for­fat­ter­skab var hans poli­tiske stand­punkt, alt­så medlemssk­a­bet af Det Nation­al­bol­sje­vikiske Par­ti.

Men nu skulle roma­nen læs­es, for at jeg kunne afgøre, om jeg ville over­sætte. For mig er det vigtigt som over­sæt­ter, at jeg sid­der med en tekst, jeg kan gå ind for og acceptere, som jeg kan kom­mu­nikere med men­talt og sprog­ligt.

Ved første gen­nem­læs­ning var jeg ved at brække mig over de meget fysiske scener, og min første reak­tion var, at det ville jeg bare ikke kunne klare at omsætte til dan­sk. Det er for vold­somt! Men ved næste gen­nem­læs­ning oplevede jeg tek­stens spænd­stighed og bal­ance mellem barsk real­isme, blid impres­sion­isme og eksis­ten­tielle prob­lem­still­inger, og den altover­skyggende tragedie drog mig ind i sig. Det er edder­mame god prosa.

Kraft­fuldt og drama­tisk, lyrisk og kærligt — og sidst, men ikke mindst — med en humor, som virk­er befriende i det ind imellem næsten Hierony­mus Boschske univers! Hærværk og gadeop­tø­jer i Mosk­va, smadrede butikker, afbrændte bil­er, flugt fra sikker­hed­spoli­ti­et, mord på en dom­mer i Riga, poli­tivold og forne­drelse, bryd­somme rejs­er gen­nem sne­fog i sand rus­sisk ånd, ud til den evige lands­by, som kun er en skygge af, hvad den var. Og hen mod roma­nens slut­ning udspiller der sig nogle nærmest sur­re­al­is­tiske scener, som tager pusten fra læseren.

Så jeg sagde ja til at over­sætte og kast­ede mig ud i den fysiske og åndelige tor­tur! Alt­så roma­nens.

Roma­nen bær­er hov­ed­per­so­n­ens navn, men i en kærlig vari­ant, som hov­ed­per­so­n­ens bed­ste­mor har givet ham, Sank­ja. Det fulde navn er Alek­sander. Her lig­ger en nøgle til forståelsen af hele roma­nen, hvor barskhed og bølleop­træ­den er dominerende. Ved at bruge bed­ste­morens kæle­navn for barnebar­net under­streger for­fat­teren den blide side af fig­uren, det pos­i­tive og men­neske­lige. Alek­sander, der ender som ter­ror­ist, er inder­st inde en lille blød dreng, som ver­dens uføl­somhed og urime­lighed­er har for­van­dlet til en barsk sys­temned­bry­der. Han er ikke ødelæg­ger af natur, han er ret­færdighedssø­gende og tvinges ud i oprør af omstændighed­erne, og som et resul­tat af sin følelse af afmagt over for sys­temet. Og hans his­to­rie er beretnin­gen om en gruppe util­passede og sys­temkri­tiske unge i nullernes Rus­land. Unge uden faste hold­epunk­ter, og hvis fremtid sam­fun­det over­hovedet ikke inter­esser­er sig for. Mar­gin­alis­erede unge, fader­løse unge – fædrene er døde af druk, fædrenes syn­der nedarves på søn­nerne, som selv kon­sumer­er grænseløse mængder af vod­ka. Rodløse unge, for hvem tilværelsen synes meningsløs, nuti­den er råd­den, og kam­p­en for fremti­den kan kun ske med rå midler. Prilepin lad­er dem næsten nå målet, men de kan ikke bryde cirklen og deres forsøg på oprør mis­lykkes.

Prilepin har sagt i et inter­view, ”at det store prob­lem i Rus­land med de unge mar­gin­alis­erede er, at mag­tap­pa­ratet og der­for medierne karak­teris­er­er dem som fas­cis­ter. Og det kan kun ende galt!”

Med en bismag af blod

Jeg mødte Prilepin i efteråret 2012. Han er et humoris­tisk og meget ven­ligt men­neske. Vi havde e‑mailet en del gen­nem året, om spørgsmål til tek­sten, til virke­lighe­den, til de poli­tiske begiven­hed­er, og han var altid meget imødek­om­mende. Korte men fyldest­gørende svar. Uden omsvøb.

Da vi mødtes på en cafe i Mosk­va (han bor ca. 500 km. fra Mosk­va med sine kone, med hvem han har fire børn) var han sam­men med nogle af sine rap-ven­ner. Han havde givet mig en times audi­ens, men da der var stor sym­pa­ti mellem parterne, endte det med små tre timer, hvor jeg var vidne til, hvor­dan han holdt hof og tog mod forskel­lige kon­tak­ter, hvor der blandt andet blev drøftet fore­drag, filmdelt­agelse og rap­kon­cert­er.

Da vi skulle for­lade caféen efter cir­ka tre timer fik jeg lige serveret et klip fra roma­nen, som sam­tidig var et déjà vu fra mine ophold i Mosk­va i sov­jet­ti­den, idet Prilepin sagde: ”Nå, skal vi gå ud hver for sig eller samlet?”Jeg spurgte, om det var spil for gal­leri­et, alt­så for at gøre indtryk på mig, hvor­til han svarede, at det var ren ruti­ne. En af fyrene gik uden­for, tjekkede ’udsigten’ og kom retur med et: ”Fri bane!” Det var helt klart ikke for at gøre indtryk på mig, jeg var på det tid­spunkt nærmest glemt. Og det var meget tydeligt, at Prilepin og ven­nerne ikke følte sig godt tilpas ude på gaden. De hast­ede afst­ed. Putins fød­sels­dag var lige rundt om hjør­net. Og dermed poli­ti og OMON, Prilepins tidligere kol­leger.

Prilepin er klart et mul­ti­tal­ent, en glim­rende skue­spiller, en god debat­tør, han er studievært, han for­fat­ter tek­ster til en rap-gruppe, Ele­funk, som han selv syn­ger med i, og som sid­ste år udgav sin tred­je CD. Han har for øvrigt en høj mening om rap-gen­rens betyd­ning og vil kæmpe for, at den løfter lyt­terens viden­sniveau og ikke bare bevæger sig på samme niveau. Han siger: ”Unge, der lyt­tede til protest­sange før i tiden, havde et højt intellek­tuelt niveau, som den pågældende musik­er skulle leve op til. Nu er det anderledes, nu skal rap-tek­st­for­fat­teren give lyt­teren den viden, han ikke har.”

Da Sank­ja var udkom­met i 2006 gav den, i artik­lens beg­y­n­delse, omtalte lit­ter­aturkri­tik­er Dmitrij Bykov roma­nen føl­gende omtale:

”Jeg men­er, at årets literære begiven­hed er Zakhar Prilepins roman Sank­ja. Jeg had­er de rus­siske rev­o­lu­tion­er, dem i for­tiden og dem som eksis­ter­er i nye rev­o­lu­tionæres hov­ed­er. Jeg del­er ikke hov­ed­per­so­n­ens anskuelser, ej heller for­fat­terens. Og alligev­el – i den roman er der noget vigtigt. Den rum­mer smerte, tro, liden­skab og uvil­je mod at acceptere den for­dum­mende og søvndyssende løgn. Den her roman råber ”Fald ikke i søvn – for du vågn­er ikke op igen!” Der er meget lidt liden­sk­a­belig lit­ter­atur i vore dage. Den er mere vellystig for at tækkes læseren med lav­pand­ede følelser. Prilepins roman hævder, at det at være et redeligt men­neske er ens­be­ty­dende med at være sul­ten, at være på den fork­erte side af lin­jen. Det er mere end diskutabelt. Men han taler om ærlighe­den og rede­lighe­den som fænomen, og det gør han tal­ent­fuldt, med en bis­mag af blod – og det er altid noget særligt! ”

Helle Dal­gaard er cand.mag. i rus­sisk og bul­gar­sk og har over­sat roman­er, nov­el­ler og digte fra begge sprog. Herun­der Zakhar Prilepins Sank­ja på for­laget C&K. Deru­dover har Helle Dal­gaard været led­er af slavisk afdel­ing i Akademisk Boghan­del, siden­hen Stak­bogladen ved Aarhus Uni­ver­sitet fra 1978  til 2009.

Scroll til toppen