UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Walther Rathenau med de mange egenskaber

Walther Rathenau

Walther Rathenau var en af mellemkrigstidens store tyske skikkelser. Som storkøbmand og krigspolitiker var han med til at forme den tyske stormagt, men som jøde og intellektuel var han samtidig kritisk overfor tidens mekanisering af livet. Marie Møller Kristensen introducerer her til manden med de mange egenskaber.


 

I 2014 er det 100 år siden 1. verdenskrig begyndte, og den 1. januar 2014 så jeg tilfældigvis for første gang en drone, der fløj afsted højt over mit hoved. Dronen var bare en civil kameradrone – et af forsvarsindustriens spin-off-produkter, og min malplacerede dronefrygt kanaliserede jeg ind i en interesse for ”dobbelt-anvendelig (militær/civil) teknologi” og forsvarsindustri. Interessen for forsvarsindustri førte mig tilbage til 1. verdenskrig – en krig som fik den europæiske forsvarsindustri til at vokse og producere mere end nogensinde før. Hos en gammel historiker fandt jeg krigen defineret som det moderne industrisamfunds første storkrig. I forbindelse med forsvarsindustriens rolle i krigen, stødte jeg på navnet Walther Rathenau. Denne tyske industrifyrste viste sig at have haft en stor karriere, og et stort kulturkritisk og politisk forfatterskab, først i 1900-tallet. Da 1. verdenskrig brød ud, blev Rathenau ansat i det preussiske krigsministerium. Da sejrherrerne tvang det tabende Tysklands kejser til at gå af, blev han ”genopbygningsminister” i den nye tyske republik i 1921. Derefter blev han udenrigsminister, men terrorister myrdede ham snart efter på åben gade.

Rathenau er blevet denne artikels centrum – ad de nævnte omveje – fordi hans karriere kan belyse nogle af krigens og epokens sider. Hans arbejde i det tyske krigsministerium synliggør nogle af de karakteristiske træk ved 1. verdenskrig. Desuden er hans liv en historisk wundertüte af overraskende blandet indhold. For Rathenau var en alsidig mand: tysk-patriotisk sekulær jøde, elektrokemiker, kunstkender og amatørmaler, (hemmeligt homoseksuel,) koncernarving, forfatter, forretningsmand og erhvervsleder, politiker, med mere.

Rathenaus eftermæle er også modsætningsfyldt. Robert Musil brugte ham i romanen Manden uden egenskaber som model for en tysk ”kongekøbmand”, en sværmerisk kapitalist og intellektuel våbenhandler. Rathenau er desuden blevet kaldt en af de største tyske udenrigspolitikere, ”Det Tredje Riges første offer”, og – af (ex)nazisten Albert Speer – ”den store jødiske organisator af den tyske krigsindustri under 1. verdenskrig”.

 

Walther Rathenau (1867-1922)

Walther Rathenau blev født i Berlin i en jødisk familie. Hans far var Emil Rathenau, en ingeniøruddannet forretningsmand, der i 1880’erne købte de tyske patenter til udvikling af elektriske glødelamper af den amerikanske opfinder og forretningsmand Thomas Edison. Herefter grundlagde Emil Rathenau elektronikkoncernen AEG (Allgemeine Elektricitäts-Gesellschaft, ejes i dag af Electrolux-koncernen), som Siemens og Deutsche Bank også blev aktionærer i. AEG blev hurtigt en verdensomspændende industrikoncern, der producerede alt muligt fra belysning til hårtørrere (opfundet 1900), toge, sporvogne og biler, radioer og hårde hvidevarer, kraftværker til generering af energi – samt ammunition og bombefly. Under 1. verdenskrig blev AEG den andenstørste producent, næst efter Krupp, af krigsmateriel i Tyskland.

I 1890’erne blev Walther Rathenau en del af AEGs ledelse. Da var han omkring 30 år, og havde efter studier i fysik og kemi specialiseret sig i elektrokemi. Rathenau blev med tiden en moderne type virksomhedsleder, en slags koncernarkitekt, der beskæftigede sig med fusioner, trust- og karteldannelser, og med sammenkobling af erhvervsliv og bankvirksomhed. Da 1. verdenskrig brød ud, var han formand for AEG’s bestyrelse og da hans far døde i 1915, blev han ”præsident for AEG”. Omkring 1914 havde Walther Rathenau også mindst 80 andre bestyrelsesposter i erhvervslivet og et godt internationalt netværk.

Walther Rathenaus erhvervskarriere var dog kun en af hans mange karrierer. Rathenau var også forfatter til et hav af kulturkritiske og politiske bøger og artikler, der fandt mange læsere. Han var interesseret i filosofi, litteratur og kunst, tegnede og malede og var kunstsamler og mæcen. I sin ungdom havde han drømt om en militærkarriere, men opstigning ad denne vej var lukket for ham, da han var jøde. I bogen Zur Kritik der Zeit (1912) beskrev han den gamle  ”aristokratisme”, med dens sociale og racistiske hierarkier, der stadig blev dyrket i kejserriget trods den demokratiske overflade. Denne dobbelthed ville ifølge ham undre fremtidens historikere. Men samtidig sværmede han for Preussen og aftenlandet før modernitetens forfald. På aristokratisk vis ejede han et gammelt kongeslot, som nu er Rathenau-museum, men også en helt moderne villa. (Det er den slags modsætninger hos ham, som Robert Musil brugte i Manden uden egenskaber).

Rathenau kritiserede tillige tyske jøder for ikke at integrere sig og omfavne tyskheden, men det siges at han fortrød kritikken, da han vedblivende blev negativt bedømt som jøde, ligegyldigt hvor tysk og patriotisk han (også) var, og selv om han tilhørte den finansielle og intellektuelle elite. Han skrev, at på et tidspunkt i sin ungdom indser enhver tysk jøde, at han er en andenklasses borger og trods dygtighed og fortjenester aldrig kan blive andet.

Et andet angrebspunkt i hans skrifter er den moderne tids ”mekanisering” og ”åndens mekanik” (titel på en bog fra 1913). Mekanisering vil sige: masseproduktion og typedannelse, arbejdsdeling og effektivisering, udvikling af infrastruktur, kolonisation, beherskelse af naturkræfterne, anvendelse af videnskabelige resultater, organisering af arbejdskraften, kapitalisme, real- og erhvervspolitik. Fælles for disse moderne fænomener er: specialisering og abstraktion, en villet tvangsmæssighed, en formålsbestemt og formalistisk tænkning, uden overraskelser og humor – en kompliceret ensformethed. (Definition oversat fra Zur Kritik der Zeit, ”Die Mechanisierung der Welt I”).

Denne ”mekanisering” kendetegner også Rathenaus eget arbejde som erhvervsleder, men i sine politiske skrifter taler han for en reguleret kapitalisme med stats- eller fælleseje (måske i stil med andelsbevægelsen). Han kritiserer fortsat den formålsbestemte tænkning (”intellekt” eller beregnende forstand), der kun satser på egen vinding og dominerer på bekostning af ”sjæl” og etik.

Ved siden af sit arbejde som skribent og forretningsmand lykkedes det efterhånden Rathenau at nærme sig de politiske magtcirkler. Hans forsøg på at blive opstillet til et rigsdagsvalg i 1912 gik i vasken, men da krigen brød ud i 1914, blev han ansat i selve krigsministeriet.

På det tidspunkt var Rathenau som nævnt formand for AEG’s bestyrelse og en magtfuld erhvervsmand med et stort netværk. Han (og andre erhvervsfolk) forudså, at krigen ville ramme den tyske industris svage punkt, som var forsyningen med råstoffer. Han gjorde rigsregeringen opmærksom på problemet, der også snart blev aktuelt, idet Storbritannien foranstaltede en blokade. Da havde krigsminister Erik von Falkenhayn (1861-1922) allerede ansat Rathenau som leder af en ny Afdeling for Krigsråstoffer (Kriegsrohstoffabteilung). Her skulle Rathenau føre sine organisationsplaner ud i livet, dels sammen med indenrigsminister og vicepræsident Clemens von Delbrück (1856-1921), dels og mere usædvanligt sammen med andre erhvervsfolk, som Rathenau hentede ind fra industrien.

Som leder af Afdelingen for krigsråstoffer forsøgte Rathenau at skabe et organisationsnet, der involverede hele den tyske industri og handel; at sikre industriforsyningerne trods importblokade, og at samordne statens krigsøkonomi (de militære behov) og industriens produktion af våben mv. Kort sagt at omdanne hele landets økonomi til en velorganiseret krigsøkonomi.

Rathenaus arbejde lykkedes i nogen grad, men mødte også modstand i både regering og erhvervsliv. Den overordnede regulering af industri og handel kom nemlig især de store industrivirksomheder til gode, fx AEG, så både den kejserlige stat og de mindre virksomheder kunne mene sig overmandet af den magtfulde civilist fra industrien, Rathenau. Men Rathenau arbejdede samtidig netop for staten, dens krigsøkonomi og militære behov, og har formentlig befundet sig mellem to stole som både statsansat og erhvervsleder. Hans arbejde har desuden anskaffet ham et ry som ”opfinder af planøkonomien”, da han indførte brugen af langsigtede planer for forsyning og produktion.

 

Den store industrielle krig i større perspektiv

Faktisk var Rathenau modsat mange andre tyskere ikke begejstret for udbruddet af 1. verdenskrig. Som patriot og erhvervsmand med regeringsambitioner ønskede han dog at ruste staten og industrien til krigen, da den blev uundgåelig.

Hans ansættelse i krigsministeriet placerede ham midt i det, som man med et nyere udtryk kan kalde det militær-industrielle kompleks. Udtrykket betegner, overordnet set, et samarbejde og interessefællesskab mellem det militære og politiske apparat (det militært-statslige bureaukrati og de politiske ledere) og de store forsvarsrelaterede virksomheder.

Under 1. verdenskrig var komplekset den måde, hvorpå de store krigsførende stater samarbejdede med og styrede forsvarsindustrien, så den kunne levere de enorme mængder våben med mere, som skulle bruges. Man kan godt betragte den stærke industri i Tyskland og andre krigsførende industrinationer som medansvarlig for krigens høje tabstal blandt soldater og civile. (Derudover overbelastede krigsproduktionen statsbudgetterne). De nye altfor effektive skydevåben, granater og kemiske våben, var de midler, som regerende og generaler valgte at anvende i kampene. Adam Hochschild, forfatter til bogen Aldrig mere krig om 1. verdenskrig, har sagt, at generalerne havde det mest moderne arsenal til rådighed, men ikke tog i betragtning at det gjaldt begge fronter. De forudså ikke, at den høje teknologiske standard og masseproduktionens våbenmængder kunne føre til enorme tab på begge sider.

De våben og krigsfornødenheder, som industrien leverede, gjorde 1. verdenskrig til industrisamfundenes første storkrig. Hvis man altså ser bort fra den amerikanske borgerkrig 1861-65, der trods alt var en mindre og ikkeglobal krig. Og fra kolonikrige, hvor europæiske nationer også havde brugt moderne våben, men ikke mod jævnbyrdige fjender, og derfor i mindre målestok.

Samarbejdet mellem stat og en stærk industri, og våbenleverancernes konsekvenser på slagmarkerne, er den ”store historie”, som Rathenau blev en del af – gennem sin indsats i krigsministeriet.

 

Politikeren Rathenau

I 1915 forlod Rathenau krigsministeriet, muligvis fordi hans arbejde, eller et ønske om forfremmelse, blev hindret af folk i regeringen, der mente at hans borgerlige og jødiske baggrund ikke var fin nok.

I de sidste tre år af krigen ledte Rathenau organisationen af AEG’s store våben- og industriproduktion. Desuden nedskrev han sine visioner for en form for statssocialistisk ”folkestat” med planøkonomi. Det hævdes, at hans planøkonomiske ideer inspirerede Lenin. De halvsocialistiske ideer om statsstyring holdt Rathenau fast i med svingende styrke helt til sin død, men han var udtalt modstander af den russiske revolution, som han mente satsede alt på at styrte en herskende klasse, ligegyldigt hvor mange liv det skulle koste.

Rathenaus ideer om statsregulering gjorde ham upopulær hos både konservative og venstreliberale, og hans politiske profil er ikke entydig, men sammensat og omskiftelig. Tidligere havde han som nævnt engageret sig i trust- og karteldannelse, altså en ikkestatslig regulering til fordel for de store virksomheder, og i 1913 udkastede han en vision om en centraleuropæisk toldunion, der skulle knytte især de tyske og østrig-ungarske økonomier tættere sammen. Øjensynlig ønskede han et stærkt erhvervsliv, der blev domineret af fusioner og overordnet styring – ikke af private erhvervsdrivendes ønsker og særinteresser. Men han var (efter krigen) også fortaler for erhvervsforbund, hvor arbejderne tog del i virksomhedsledelse og -ejerskab. Man kan måske sige, at det primære for ham var overordnet styring og koordination, og at såvel stat som arbejdere – ikke kun kapitalister på et frit marked – efter hans mening kunne indgå i ledelsen af erhvervslivet, herunder i besiddelsen af ”produktionsmidlerne”. Hans analyse af og idealer for magtfordelingen omarbejdede han igen og igen i mange bøger og artikler, men kort sagt dyrkede han den idé, at kapitalismen skulle underkastes fælles styring, hvis et mere økonomisk lige, stabilt og rigt samfund skulle opnås.

Et blivende træk ved Rathenaus politiske position var hans nationalisme. Hans internationale forbindelser og ideen om en centraleuropæisk union, og hans jødiske baggrund, kombinerede han med en borgerlig-patriotisk holdning, først som nationalliberal og sidenhen som venstreliberal i den tyske Weimarrepublik. For Rathenaus ansættelse i kejserrigets krigsministerium 1914-15 hindrede ham på ingen måde i en karriere som liberal politiker i Weimarrepublikken. Her blev Rathenau medlem af det Tyske Demokratiske Parti (DDP), et venstreliberalt parti, der er forløber for nutidens FDP. I 1921 blev Rathenau genopbygningsminister, hvilket nok skyldtes hans kompetencer inden for erhvervsøkonomi og –politik. I 1922 blev han udenrigsminister, og opnåede dermed et større og fornemmere virkerum. Som udenrigsminister fik Rathenau gennemført en fredsaftale med Sovjetunionen (Rapalloaftalen) og blev i det hele taget kendt som en dygtig og kompromisberedt forhandler. Som en sådan blev han senere fejret i både Øst- og Vesttyskland. Der findes en tysk Wather Rathenau-pris, som siden 2008 er blevet tildelt internationalt kendte politikere for et ”fremragende udenrigspolitisk livsværk”.

Men Rathenaus politiske arbejde i 1921-22 og hans jødiske baggrund provokerede også mange højrenationalister og antisemitter, samt antidemokrater og antibolsjevikker. En dag i juni 1922 blev han angrebet i sin åbne bil på gaden i Berlin. Attentatet blev udført af tre unge medlemmer af den kejservenlige, højreekstremistiske og terroristiske Organisation Consul, der beskød ham med en maskinpistol og kastede en håndgranat ind i bilen. Rathenau overlevede desværre ikke.

 

Udflugt til Wien. Rathenau hos Robert Musil

Det var også i 1920erne, at den østrigske forfatter Robert Musil (1880-1942) gik i gang med den store, aldrig afsluttede, essayistiske roman Manden uden egenskaber. Det er en gængs antagelse, at en af romanens vigtige bipersoner, Dr. Paul Arnheim, er modelleret over Walther Rathenau, som Musil selv havde mødt til et selskab i Berlin i 1914. Nogle af Musils notater efter mødet med Rathenau flød senere ind i romanens beskrivelse af Arnheim, og det samme gjorde citater fra Rathenaus bog Zur Mechanik des Geistes, som Musil havde anmeldt i 1914.

Paul Arnheim er en af romanens mange personligheder, der inkarnerer forskellige tendenser, miljøer og følelser, som cirkulerer i Wien op til 1. verdenskrig. Arnheim, der altså bærer træk fra Rathenau, er ”den store mand” på visit fra Preussen, også kaldet ”kongekøbmanden” og ”storforfatteren”, der bliver skydeskive for satirisk kritik af en særlig form for pengestærk og sværmerisk indbildskhed. Arnheim har både magt og ”sjæl”, og romanens hovedperson Ulrich (og fortælleren) både latterliggør og spejler sig i ham. På den ene side er Arnheim spændende, fordi han forener modsætninger og interesserer sig for ideer, mystik og intuition (ligesom Ulrich og Musil). På den anden side består problemet Arnheim i en utroværdig alliance, fx kaldet ”interessefusionen sjæl-forretning”, der dyrker både anti-intellektualisme (sjælens intuition) og kræmmerånd. Øjensynlig tror Arnheim på at de rigtige og dybe ideer vil sejre i samfundet og historien (promoveret af store mænd), men samtidig bliver han holdt oppe af simpel rigdom, og bag sit ideale engagement er han beskæftiget med at sælge våben til den østrig-ungarske hær og købe olie i Galicien.

I romanen gør Paul Arnheim sin entré som gæst i Ermelinda Tuzzis salon, Wien 1913. Arnheim beskrives som ”umådelig rig” og søn af ”den mægtigste behersker af ”Jerntyskland”” (hvilket passer på Rathenau og hans familiebaggrund). Ermelindas mand, departementschef Tuzzi, anbefaler sin hustru at behandle gæsten med udmærkelse,

”[…] for selvom den slags mennesker endnu ikke var ovenpå i Det Tyske Rige og hvad angik indflydelse ved hoffet ikke kunne sammenlignes med familien Krupp, kunne det efter hans [Tuzzis] opfattelse jo dog være tilfældet i morgen, og han tilføjede indholdet af et intimt rygte, ifølge hvilket denne søn – der i øvrigt var langt over fyrre – absolut ikke bare stræbte efter faderens stilling men støttet til tidens drift og sine internationale forbindelser forberedte sig på en rigsministerpost. Efter departementschef Tuzzis mening var det ganske vist helt og holdent udelukket, medmindre verden gik under forinden.” (Manden uden egenskaber 1).

I denne vurdering af Arnheim har fortælleren blandet mulighed og virkelighed, og tilsat ironi, for set fra en østrig-ungarsk embedsmands synsvinkel gik verden under kort efter. Et år efter 1913 erklærede Østrig-Ungarn Serbien den krig, som voksede og blev til 1. verdenskrig, og fik den gamle europæiske verden og fire imperier til at gå under. Nogle år efter ”verdens undergang”, i 1921, fik den virkelige Rathenau da også en ministerpost i den nye Weimarrepublik, hvor visse af ”den slags mennesker”, altså borgerlige opkomlinge, kom til magten.

En anden af romanens karakteristikker af Arnheim, som formentlig kan overføres på Rathenau, vedrører Arnheims politiker- eller statsmandstalent. Arnheim drømmer om ”[…] en slags weimarsk eller florentinsk tidsalder af industri og handel under førerskab af stærke, velstandsfremmende personligheder, som skulle have evnen til at forene teknikkens, videnskabens og kunstarternes enkeltpræstationer i sig og styre dem fra et højt standpunkt.” Denne vision kan både forstås som et alternativ til den kommende katastrofe, altså 1. verdenskrig; en samfundsvision der kan være inspireret af Rathenaus skrifter, og som en idealiserende beskrivelse af Weimarrepublikken efter krigen. I dette idealsamfund ser Arnheim sig selv som medlem af den regerende elite. Han er nemlig en altomfattende kraft i ”et samfund af specialmennesker” og besidder et ”[…] talent for aldrig at være overlegen i noget bevisligt og isoleret men derimod i kraft af en flydende ligevægt, der hvert øjeblik fornyede sig af sig selv, at komme ovenpå i enhver situation, hvilket måske virkelig er politikerens grundlæggende evne […].”

Overført på Rathenau kan man godt sige, at han besad denne ”politikerens grundlæggende evne til at komme ovenpå” i skiftende situationer. Dermed rummede han, ligesom Musils Arnheim, en vis opportunisme eller trendfølgende fleksibilitet, som fx dyrkede ”sjælen” som kilden til etik og værdier (det skriver Rathenau selv direkte om). Og Rathenau besad også en stormandsagtig indbildskhed og ærgerrighed, der blev næret af hans rigdom og erhvervsforbindelser. Men tillige ”udfordret” af hans jødiske baggrund (der hos Musils Arnheim mest bliver et eksotisk træk) og tidens antisemitisme.

Musils Arnheim er ikke en tro kopi af Rathenau. Efter min opfattelse fokuserer Musil på Arnheims spiritualitet, der er anti-intellektuel og uvidenskabelig, på kombinationen af ideer og magt, ”sjæl og økonomi” eller ”sjæl og kulpris”, og på den sludrevorne opportunisme der tillader Arnheim at være både ”socialist” og ”pacifist”, men samtidig kapitalist og våbenhandler. Dermed udelades egenskaber ved den virkelige Rathenau. Nemlig at han trods alt var ”overlegen i noget bevisligt”, og ikke bare en overfladisk polyhistor, dels som elektrokemiker og nytænkende erhvervsleder, dels som ophav til et stort forfatterskab, der ikke kun handlede om (letkøbt) kulturfilosofi, men med tiden mere om konkret politik og økonomi. Men det sidstnævnte interesserede nok ikke Musil så meget.

 

Rathenau ifølge eftertiden

Selv om det tyske kejserrige i 1919 blev afløst af Weimarrepublikken, hvis udenrigsminister Rathenau blev myrdet i 1922, og selv om nazisterne i 1933 nedlagde republikken, var der andre ting i Tyskland, der ikke ændrede sig helt så drastisk i tiden fra den 1. verdenskrig og til den 2. I industrien producerede mange af de samme virksomheder våben i begge krige. Fx Krupp-koncernen og, i mindre grad under 2. verdenskrig, koncernen AEG. Og i begge krige planlagde stat og industri i fællesskab de militære produkters art og mængde.

Hvis man skal tro (ex)nazisten Albert Speer, tog organiseringen af industrien under 2. verdenskrig ved lære af Rathenaus foregangsarbejde. Arkitekten Speer var nazistisk rustnings- og ammunitionsminister i 1942-45, og beskrev i sine erindringer produktionsprincippet ”industrielt selvansvar”, som blev brugt til at effektivisere krigsproduktionen. Ifølge dette princip får enkelte fabrikker ansvar for bestemte dele af produktionen, som dermed kan fordobles uden stigende udgifter, hvilket ifølge Speer var Rathenaus opdagelse. Dertil kræves en central ledelse, som i Speers tilfælde var hans eget rustningsministerium og i Rathenaus tilfælde krigsministeriets Afdeling for Krigsråstoffer. Om Rathenau skrev Speer således, at ”[d]en egentlige ophavsmand til det ”industrielle selvansvar” var Walther Rathenau, den store jødiske organisator af den tyske krigsindustri og -økonomi under Første Verdenskrig.”

Andre har kaldt Rathenau ”opfinder af planøkonomien”, og hans eftermæle er således mindst lige så sammensat som han selv var. Efter 1945 blev han betegnet som ”Det Tredje Riges første offer”, fordi han var udsat for antisemitisme og blev myrdet. I dag kaldes han i Tyskland blandt andet ”en af det 20. århundredes vigtigste liberale udenrigspolitikere” og lægger navn til en pris, der fx i 2010 blev givet til Hillary Clinton og i 2012 til FN’s flygtningehøjkommissariat. I DDR blev han hyldet for sit samarbejde med Sovjetunionen i 1922. Og hos Robert Musil fremstår han i skikkelse af Paul Arnheim som fantast og købmand under ét, ”den store mand” der vil ”forene sjæl og økonomi” – en ny type politiker, kan man sige.

Walther Rathenau var altså en mand med mange egenskaber. Nogle vil sige en mand uden egenskaber, da han var så kompleks. Her har jeg forsøgt at introducere ham i hans bredde. Når jeg har vægtet hans arbejde omkring 1. verdenskrig mere end hans ministerkarriere i 20erne, skyldes det ønsket om at bidrage til kendskabet til krigen. At Tyskland (med allierede) tabte 1. verdenskrig forklarer nogle sågar med den tyske industris mangel på forsyninger, trods Rathenau og andres indsats på netop det område. Ikke desto mindre bidrog Rathenau til sammensmeltningen af erhvervsliv, militarisme og statsmagt, eller det militær-industrielle kompleks, omkring 1914.

Dette kompleks, samarbejdet stat-forsvarsindustri, har nutiden arvet. Selv om Europa ikke ligger i krig og nu primært eksporterer sine militære varer, og sine militærindsatser.

 

Marie Møller Kristensen er fri skribent og cand.mag. i filosofi. Hun har skrevet ”At opleve krig i Danmark – et essay” i Slagmark nr. 63, og skriver løbende på www.omkreds.blogspot.dk.