Prævention og præformation, eller: Kondomer i Oplysningstiden

“I 1760 bandt abbed Lazzaro Spallanzani nogle små, hjemmelavede kondomer på en række frøer”. Og sådan fandt Spallanzani den videnskabelige forklaring på kondomets virkning. Christoffer Basse Eriksen opruller historien.

I 1777 trådte doktor Guilbert de Préval op på en lille scene. Han bukkede for forsamlingen af præster og videnskabsmænd, måske specielt til hertugen af Orléans, som også var til stede, og tog al sit tøj af bortset fra, selvfølgelig, sin natskjorte og sin pudrede paryk.

Der har han stået i al sin pragt og vælde og, forestiller jeg mig, sagt et par ord om, hvad der nu skulle ske. Op på scenen kom derefter to ludere, som også tog deres tøj af, hvorpå de alle tre påbegyndte et godt gammeldags samleje.

Lad os forlade scenen her og for et kort øjeblik overveje den gode doktor de Prévals situation. Som sådan gør de Préval alt, hvad der forventes af en god videnskabsmand i Oplysningstiden: Han fremviser sit eksperiment i offentlighed så alle kan se hans videnskabelige praksis. Han udfører det endda selv, hvilket højner hans troværdighed. Alt i alt laver doktoren ordentlig videnskab. Men der er alligevel et par problemer.

For det første dyrker han sex foran en forsamling af gode kristne. For det andet gør han det med to prostituerede. For det tredje, og det har jeg glemt at fortælle, bruger han et kondom.

Kondomer i Oplysningstiden

Kondomet blev ikke opfundet i Oplysningstiden, det er langt ældre. Man har beskyttet sig med lærred, papir og behandlet horn og det har sikkert ikke været en udelukkende behagelig oplevelse. I 1700-tallet var den mest eftertragtede model lavet af svinetarm. Kondomet er altså ikke nyt, men det er den medicinske beskrivelse af det til gengæld.

I 1706 bliver kondomet beskrevet som middel mod sygdom og smitte. Det var vældig smart, for hvor idéen om det strikt monogame ægteskab var slået an blandt kvinderne, haltede mændene lidt efter. Det romantiske, evige ægteskab eksisterede derhjemme, men Londons gader var fulde af ludere. Og London var beskidt. Så med et kondom i lommen blev det meget nemmere og mere impulsivt at tage på kroen med vennerne uden at skulle være bange for efterfølgende at smitte konen derhjemme.

Problemet kom i 1720erne, da kondomet også medicinsk blev anerkendt som et præventionsmiddel, der kunne forhindre svangerskab. Før da havde medicinen kun beskrevet kondomet som sikkerhed mod smitte. Det var et problem, for den katolske kirke brød sig ikke om idéen om prævention. Og det til trods for at kondomet var lidt af et vidundermiddel. Det sikrede borgerne fra at blive smittet med seksuelt overførte sygdomme og det gav dem en mulighed for ikke at få flere børn end de kunne forsørge. To ting, der kunne højne menighedens velfærd betragteligt.

Kirkens modstand kan selvfølgelig forklares ud fra en moderat kropsforskrækkelse, et misbilligende syn på sex generelt og sex udenfor ægteskabet specielt. Heri ligger en stor del af forklaringen selvfølgelig. Men jeg vil her foreslå en anden forståelse, der ikke bare handler om kirken og køn, men om hele Oplysningstiden og selve Oplysningsprojektet.

Lazzaro Spallanzanis frøshorts og Hartsoekers homunculus

I 1760 bandt abbed Lazzaro Spallanzani nogle små, hjemmelavede kondomer på en række frøer. Sådan set var der mere tale om nogle små frøshorts, som han havde strammet meget tæt til. Han tog nu disse han-frøer og satte dem ned i et vandbad sammen med nogle hun-frøer. Så var det bare at vente på at frøerne ville “søge hunnen med stor iver og gennemføre forplantningsakten så godt som de kan”.

Forsøget var succesfuldt, for der kom ingen haletudser ud af det. Derfor kunne Spallanzani konkludere, at spermen var årsagen til, at ægget begyndte at udvikle sig. Han modbeviste altså den tidligere forestilling om, at det var en immateriel aura ved samlejet, der forårsagede svangerskabet. Samtidig havde han givet en videnskabelig forklaring på kondomets virkning.

Det var dog egentlig ikke det, han ville undersøge. Eksperimentet med frøshortsene var en del af hans undersøgelser af forplantningen. Forplantningsdiskussionen var et centralt stridspunkt i Oplysningstidens naturhistorie, dvs. den biologiske videnskab. Spallanzani ville ikke demonstrere kondomet, eller frøshortsenes, virkning, han var mere koncentreret om selve sæden.

I 1694 havde Nicolaas Hartsoeker gjort en stor opdagelse. Som den første havde han lagt sædvæske under et mikroskop og han blev forundret, da han så, at den var levende. I mikroskopet så han en masse små væsner, som han kaldte homunculus eller animalcules. Hartsoekers byggede en teori på, hvad han så. Han mente nemlig, at forplantningen udelukkende skyldtes disse små homunculusser, sædceller, og at kvindens liv kun var det sted, hvor de små væsner voksede indtil de var klar til at blive født.

Spallanzani var af en anden opfattelse. Han mente ikke, at livets kerne var i sæden som Hartsoeker, men i stedet i livmoderen. Spallanzani konkluderer hårdnakket, at sædvæsken, på trods af at den var nødvendig for at sætte udviklingen af ægget i gang, ikke bidrog til barnet med nogle essentielle dele. Fælles for de to naturforskere var dog, at de begge støttede op omkring den teori, der kaldes præformation. Teorien om præformation går kort fortalt ud på, at alle naturens væsner blev skabt på én gang, nemlig dengang Gud skabte verden på seks dage og en hviledag. I Adam, det første menneske, ligger alle verdens mennesker som i en russisk dukke.

Præformation, epigenese og det at ændre verden

I 1769 bliver vaccinen mod skoldkopper opfundet. Denne teknik, vaccinationsteknikken, er et meget godt billede på den slags videnskab, man var begyndt at udføre. Videnskab var ikke længere observationer, der skulle bekræfte den antikke viden eller Guds mirakler, men i stedet undersøgelser af naturen gennem apparater og ændringer gennem teknik. Vaccination, hvor man sprøjter en smule sygdom ind i sig selv for at undgå en sygdom, man ikke har fået endnu, er sindbilledet på denne snyden med naturen. At både vaccinationens problem og løsning er usynlig for det menneskelige øje forstærker bare billedet.

Mange af den slags manipulerende undersøgelser blev foretaget. I midten af 1700-tallet udgav Albrecht von Haller, en anden tilhænger af teorien om præformation, sine observationer af ubefrugtede hønseæg. Haller ville bevise, at rygraden allerede var til stede i ægget før det blev befrugtet, for det ville, ifølge ham, endegyldigt bevise præformationsteorien. I praksis betød det at han smadrede et utal af hønseæg. Der er noget utroligt dekadent over denne scene. Universalgeniet Albrecht von Haller, Tysklands sidste Aufklärer, står pudret og med hvid paryk og smadrer æg efter æg nede i sin kæmpe kælder. Han lægger æggeblommen under mikroskopet og sprøjter alkohol ind i den, for Albrecht ved godt, at det han leder efter er usynligt. Men det skal være der. For Gud findes.

Modstanderne af præformationsteorien, for sådan nogle var der også, var generelt lidt vildere, lidt mindre gudfrygtige og lidt mere franske. Den mest kendte er Oplysningsfilosoffen Denis Diderot, som stod for udgivelsen af Encyklopædien, den største metafor for Oplysningstiden, vi har. Diderot var tilhænger af den epigenetiske teori og han havde et langt mere dynamisk syn på naturen. Ifølge epigenetikerne blev verden skabt igen og igen og ved menneskene, dyrene og planternes hjælp, ikke ved Guds. De forestillede sig altså ikke én metafysisk skabelse, men i stedet en masse løbende og udelukkende fysiske skabelser. Den epigenetiske teori lukker op for, at mennesket selv kan skabe verden, og derved også ved hjælp af et kondom ikke skabe den.

Diderots tanker om naturen var i høj grad politisk informerede. Han var modstander af metafysik, abstraktion, skel og grænser. Naturen var for ham et sammenhængende hele uden opdelinger. Samtidig var naturen også selvregulerende. Lovene for naturen blev ikke skrevet af en ubevægelig Gud, men var i stedet indskrevne i væsenerne selv. Diderot anså desuden mennesket for at være et avanceret dyr, så den politiske læsning ligger lige for: Ethvert menneske skaber sin egen lov. Diderots tænkning smed traditionen, teologien og monarkiet på porten.

Kondomer skaber mennesker

Spallanzani, Hartsoeker, von Haller. De var alle tilhængere af præformationsteorien, en teori der i dag synes absurd. Men de var ikke dårlige videnskabsmænd, tværtimod var de nogle af de største udforskere af naturen i Oplysningstiden. Fælles var dog, at de var mekanister og kristne. Deres verdensbilleder var byggede op omkring en uforanderlig natur, der i sidste ende var skabt af Gud. De undersøgte naturen på måder, som verden aldrig havde set før, men samtidig havde de en barriere: Hertil, men ikke længere. Grænsen gik i manges tilfælde ved Guds ord og Guds lov.

Vi tænker almindeligvis kondomet som en mulighed for at sige fra. Derfor tænker vi også, at modstanden mod kondomet må skyldes, at den katolske kirke ikke ønsker, at vi mennesker kan sige fra. Men hvad nu, hvis det er omvendt? Hvad nu, hvis den katolske kirke omvendt ikke ønsker, at vi kan sige til? I 1700-tallet beviste kondomet, at mennesket har en mulighed for selv at skabe noget nyt. Med den videnskabelige beskrivelse af kondomet som et præventiv blev verden en smule mere fysisk og materiel. Verden var ikke længere et metafysisk mirakel, men et produkt af fysiske processer.

Og hvordan gik det så doktor de Préval og hans fremvisning af kondomets fortræffeligheder? Kirken fratog ham hans ret til at udføre medicin. Og de to prostituerede? Det fortæller historien ikke noget om.

Christoffer Basse Eriksen er Research Fellow ved Cambridge Universitet