Hvorfor er idéhistorie vigtig?

Professor Hans-Jørgen Schanz gør status over idéhistorien som både genre og disciplin. Denne forsvarstale for idéhistorien er den første artikel i serien, Hvad er idéhistorie? Talen blev oprindeligt holdt ved Filosofisk Forening i starten af november 2012.

FOKUS: Hvad er idéhistorie?: Findes der noget sådant som ’dum historie’? Det må der vel rimeligvis gøre, hvis der kan findes noget, man meningsfuldt kan kalde ’intellektuel historie’. Idéhistorie går i dag under navnet intellektuel historie, men det betyder ikke, at det handler om at skrive de kloges historie. Men hvad er idéhistorie så? Nogle af landets mest prominente idéhistorikere undersøger idéhistoriens raison d’être og gør status over den aktuelle udøvelse af idéhistorien og stiller spørgsmålstegn ved, hvad genren er, kan og bør.


Jeg tror ikke, at ret mange akademikere uden ironi vil hævde, at deres fag ikke er vigtigt, men nærmest ligegyldigt. Det ligger ligesom i sagens natur, når man har valgt at engagere sig – ofte livslangt – i et fag og bliver yderst specialiseret, at man må anse dette for vigtigt. At vælge og engagere sig i noget, som er ligegyldigt forekommer skævt. Man kan selvfølgelig som bl.a. Wittgenstein have et had-kærlighedsforhold til sit fag, men selv dette er alt andet end udtryk for en ligegyldighed. At jeg anser idehistorie som vigtig kan derfor næppe overraske nogen i denne forsamling.

Mit foredrag vil falde i to dele. I første del giver jeg nogle træk af idehistoriens historie, i den anden, meget kortere del, fokuserer jeg på, hvorfor jeg mener idehistorie er vigtig.

Men hvad er så idehistorie? Det er lidt vanskeligt at bestemme, da der ikke hersker nogen udbredt, traditions- eller institutionsforankret konsensus herom. Jeg vil fremlægge mit synspunkt. Og det sker bl.a. ved at tegne et rids over idehistoriens historie – altså ikke faget idehistorie ved Aarhus Universitet, heller ikke andre idehistoriske fags historie, men helt generelt. Jeg har læst mange bøger om idehistorie, men sjovt nok aldrig stødt på en, der satte sig som opgave at give et rids over idehistoriens historie. Det kan der være mange grunde til. En af dem er, at man ikke har skelnet mellem genre og disciplin.

Del I

Idehistorie er i dag såvel en genre som en akademisk disciplin. Som genre er idehistorie urgammel, som disciplin ikke engang 100 år, hvis man går ud fra at Arthur Lovejoy grundlagde disciplinen i 1930’erne. Eller man kunne gå lidt længere tilbage til Dilthey, om end han næppe kan siges at have grundlagt en disciplin, men derimod en åndsvidenskabelig metode. Forskellen på genren og disciplinen er vel grunden til, at stort set alle bøger om idehistorie starter med grundlæggelsen af den akademiske disciplin, og helt overser, at den længe forud havde været en genre, hvad den i øvrigt også er fortsat med efter disciplineringerne.

Forskellen mellem genre og disciplin er imidlertid vigtig, bl.a. fordi denne forskel også kaster et lys på disciplinen idehistorie. Med genre mener jeg her et vidensfelt, der reflekterende tematiserer bestemte fænomener – nemlig ideer – i forskellige arter af historisk tilgang. Med disciplin mener jeg her en art videnskabelig praksis, der angår instruktion om og formning og formidling af et vidensfelt, hvor der gælder bestemte rationalitetsnormer som acceptstandarder. Ordet genre, der er fransk, kommer af det latinske genus – art. Disciplin kommer ligeledes af det latinske disciplina, og det betyder (bl.a.) instruktion til en discipel, eller en, der skal lære et emne at kende. Jeg bruger genre og disciplin lidt i stil med den aristotelisk-skolastiske forskel mellem genus proximum og differentia specifica. F.eks. pattedyr (genus proximum) i forhold til elefant (differentia specifica).

Det forekommer mig at være yderst vigtigt, at vi – bl.a. når vi taler om idehistorie, men reelt også når vi taler om en række andre humanvidenskabelige områder, som f.eks. filosofi og historiografi – opererer med denne skelnen og i kraft af den får øjnene op for ikke bare at disciplinerne altid har en historie – de er blevet til, blevet institutionaliseret og i deres institutionalisering har de gennemgået en række forandringer og fulgt vidt forskellige spor – ofte samtidigt i en geografisk spredning – som regel knyttet til forskellige videnscentre og universiteter. Kort sagt: de har gennemløbet forskellige former for disciplineringer. Hertil kommer, at rigtig mange discipliner af humanistisk art tillige permanent har været omgivet af, og vidensmæssigt været indlejret i et langt større felt – nemlig genren – hvor der ikke direkte bundet til de institutionaliserede disciplineringer og formidlingsformer har udviklet sig viden, påstande og antagelser om samme tematik, som den, der udfolder sig i disciplinen. Dette gælder helt åbenlyst både for filosofi og historie (man kunne også nævne teologi, men det ser jeg bort fra i det følgende). Og det gælder også og måske i særdeleshed for idehistorie. Sagt på en anden måde: hverken fagfilosoffen, faghistorikeren eller fagidehistorikeren har noget monopol på det pågældende vidensområde. Det har de måske, når det gælder disciplinen, men ikke når det gælder genren.

Dette forhold mellem genre og disciplin gælder vel stort set alle humanvidenskabelige områder. Det gælder derimod ikke længere for naturvidenskaberne. Ikke længere, fordi oprindeligt eller for måske bare 100 år siden fandt man samme forhold mellem genre og disciplin som i det humanvidenskabelige felt. I dag er det helt anderledes, hvilket ikke mindst kommer af, at naturvidenskabernes sprog ganske har fjernet sig fra hverdagssproget, hvilket netop ikke er tilfældet for den humanvidenskabelige viden. Hvad angår samfundsvidenskaberne er billedet vel mere broget: områder ligner det humanvidenskabelige, andre det naturvidenskabelige i forholdet mellem genre og disciplin.

Efter denne lille tur ind omkring distinktionen mellem genre og disciplin vender vi tilbage til hovedemnet om, hvad idehistorie er for noget.

Når jeg siger, at genren idehistorie er urgammel kommer det af, at den faktisk opstod samtidig med filosofi og historiografi i 400-tallet f.vt. i Grækenland. Og som en del af begge. Kort sagt er idehistorie afdækning og videreformidling af ideer, som er værd at erindre. Jeg spiller her helt bevidst på Herodots indgang til hans Historier, det første historiografiske værk, vi kender som er sækulariseret og antropocentrisk. Her skrev han:

”Herodot fra Halikarnassos fremlægger i det følgende sin forskning for at hverken det gennem menneskene skete med tiden skal forsvinde i glemsel, eller at store og beundringsværdige værker – der dels er frembragt af grækere, dels af barbarer – skal være uden eftermæle. Men frem for alt for at man kan forstå, hvorfor de kom i krig med hinanden og hvordan de førte den”.

Han talte ganske vist om begivenheder og værker, frembragt af barbarer såvel som grækere. Men never mind. Under værker hører også ideer artikuleret, diskuteret og udlevet af mennesker. Yderligere understreger han, at han vil afdække hvorfor de (altså grækere og persere) kom i krig med hinanden og hvordan de førte den – dette sidste involverer jo i højeste grad ideer. Nemlig bl.a. ideer om organisation, moral, naturbeherskelse og teknik, kommunikation og magt. Det skete omkring 450 f.vt. Nogenlunde samtidig opstod filosofi.

Men der var på det tidspunkt tale om, at historie og filosofi ikke rigtigt havde noget at gøre med hinanden. Filosofi skulle handle om det almene, historiografi om det specifikke, som Aristoteles sagde. Hvortil kom, at historie havde noget med skæbnen – moira – at gøre, hvilket lå udenfor filosofiens gebet, men indenfor historiografiens. Derfor var de to genrer, der relativt også hurtigt blev til discipliner (med henholdsvis Platon Aristoteles og Herodot og Thukydid som grundlæggere) på mange måder hinanden udelukkende. Lige som filosofi og historie som genrer er langt bredere end filosofi og historie som disciplin gælder det for idehistorie, men i modsætning til både filosofi og historie blev idehistorie først meget sent også en disciplin.

På det kategoriale niveau stod filosofi og historiografi således i en form for udelukkende modsætningsforhold, men ser vi efter, så rummede både historiografien og filosofien idehistorie som indskudt fragmenteret genre. Det er tydeligt hos Aristoteles, der ofte, ja selv i Metafysikken, har længere passager, hvor han diskuterer forgængernes ideer, hvordan de opstod, udviklede sig og hvilken gyldighed, de måtte have (det kan vel kaldes verdens første filosofihistorie). Noget lignende kan man se hos Herodot og Thukydid, for når de beretter om krige, så involverer dette klargøring af forestillinger og ideer om moral og hæderlighed, om ære og magt samt retfærdighed bl.a. Og det gentager sig f.eks. senere hos Cicero og hos de romerske historieskrivere. Åbenbart havde man her et fænomen, som på kategorialt niveau egentlig faldt ud af begge fag som discipliner, men som levede som en isprængt eller indskudt genreinspiration i begge fag.

Sjovt nok fortsatte dette underlige fænomen også efter at universiteterne var blevet etableret i middelalderen. Her var filosofi hurtigt blevet en disciplin, historie tog det længere tid med at få etableret som disciplin med lærestole – det skete først efter renæssancen. Grunden var denne, at universiteterne der godt nok var kristne institutioner ikke desto mindre internt var organiseret efter et aristotelisk vidensideal og en aristotelisk opfattelse af arbejdsdelingen mellem videnskaber eller kundskabsområder. Og selv om Aristoteles havde et stort felt, han kaldte historia naturalis, så anså han ikke dette for at kunne være en videnskab, et episteme. Historia var forstudiet til en videnskab, nemlig indsamling af data, eksempler og kategorisering af materialet – i dette tilfælde til videnskaben naturfilosofi, men i sig selv var denne historia naturalis ikke nogen videnskab. I øvrigt havde alle videnskaber en art prolegomenahistoria – bortset fra metafysikken. Som sagt blev historiografiens status ved universiteterne ændret i 1600-tallet. Det havde noget at gøre med opbygningen af absolutistiske staters identitet. Historiefaget blev nu en meget vigtig del i nationalstaternes mere eller mindre mytologiske identitetsdannelser. Og så kom der lærestole og historiske discipliner på universiteterne. Sverige lå her helt i front. Universiteterne havde fra nu af som faglige discipliner filosofi og historiografi, men ikke idehistorie.

Et vigtigt træk i fortællingen om idehistoriens historie findes i oplysningstiden, som vi løst kan sige omfatter 1700-tallet. Her skete noget, som var af den allervigtigste betydning. Det er kendt, at oplysningsfilosofferne, der i øvrigt for flertallets vedkommende i Frankrig, men også andre steder, ikke var fagligt uddannede filosoffer, men som regel havde gået på jesuittiske skoler – eller også var de læger, der havde en medicinsk-faglig uddannelse i bagagen, udover den katolske skolegang. De var optaget af at ændre historien, for nu at sige det kort, at ændre samfundene i retning af afvikling af vilkårlig magtudøvelse. Få, om nogen var demokrater i vores forstand, men næsten alle var optaget af at bidrage med tanker til reformer i retning af afvikling af retsløshed og magtvilkårlighed, til tider var dette forbundet med en ide om folkesuverænitet. Og de var også optaget af at erkende, hvordan samfundene og menneskene var blevet som de var, og hvordan de kunne reformeres eller ændres. (Lockes ide om den menneskelige bevidsthed som en tabula rasa fik enorm betydning, for den bidrog til en radikal historisering af opfattelsen af mennesket; faktisk var den afgørende betydning ikke – som det ofte bliver i filosofihistorier – det epistemologiske, men netop det historiske). Med andre ord – de var interesserede i historien, både som fortid, samtid og ikke mindst fremtid. I modsætning til Herodot var fokus ikke på store og beundringsværdige begivenheder og værker – men stort set på det modsatte, nemlig på de elendige tilstande som herskede, men som kunne ændres.

Og selv om nogle var interesserede i erkendelsesteoretiske spørgsmål, altså: Hvad kan vi vide? – så var flertallet langt mere optaget af: hvad skal vi gøre? Altså handling. De allerfleste så også med optimisme på spørgsmålet: hvad tør vi håbe? (for nu at alludere Kant). Og nu begyndte historie og filosofi at rykke tættere på hinanden. Ja, så tæt blev alliancen, at de delvist smeltede sammen i historiefilsofien.

Historiefilsofi er en bestræbelse på – ud fra filosofien – at sige noget fornuftigt om historiens udviklingsgang, der som en præmis nu antages at være fornuftig (i en eller anden forstand) og ikke tilfældig, blind eller kaotisk, som tidligere antaget. Ordet historiefilosofi dukker først op hos Voltaire, der egentlig bare var traditionel historiograf samt filosof, der – helt utraditionelt – strøg forsynets styrende rolle. Historie handlede om mennesker og kun mennesker, vi er tilbage ved antikkens antropocentriske historiesyn. Efter ham dukkede egentlig profan og sækulariseret historiefilsofi op i forskellige varianter, i begyndelsen baseret på især på økonomisk tænkning (Turgot og Smith). Man mente kort sagt at have afdækket historiens hemmelighed, da man pegede på arbejdet – eller formen for naturbeherskelse – som den strukturerende faktor i historien Det endte med – hos Hegel og flere andre af de tyske oplysningstænkere og idealister – at historien i ekstrem grad blev filosofisk og filosofien historisk. Eller sagt på en anden måde den traditionelle afgrænsning faldt bort. Fornuften var blevet historisk og historien var struktureret af fornuften. Intet kunne være mere i strid med den klassiske græske op- og inddeling. Her var fornuften tidløs og her var historien om ikke ufornuftig, så dog egentlig blind og netop ikke et anliggende for filosofien.

Dette gjaldt selvsagt kun for filosofien i idealistisk selvforståelse, ikke for den samtidige historiografi. Men for filosofien i den tyske idealisme og specielt Hegel gjaldt dette fuldt ud. Ikke uinteressant er det nu, at med denne historisering af fornuften og fornuftiggørelse af historien fik idehistorie pludselig en helt ny og aldrig før set status. Fra at have været en hele tiden flydende og levende bred genre fra antikken og frem uden for og delvist fragmenteret indoptaget i såvel filosofi som historiografi, blev idehistorie med Hegel simpelthen det afgørende både i filosofi og historiografi. Hegel var den første egentlige filosofiske idehistoriker og han er for mig at se forblevet den største af dem alle. Hvad Hegel beskæftiger sig med er ideerne i historien og ideernes udvikling og udfoldelse. Han kalder dette studie af ideer, for fornuftens udfoldelse af sig selv – Geist. Aldrig før og aldrig siden har idehistorie i tænkningen historie spillet så stor en rolle. Her flød genre og disciplin helt sammen.

Hegels historiefilosofi byggede på åndsbegrebet. Det var ikke den eneste variant efter Hegel, for den økonomisk orienterede fik atter vind i sejlene med socialismen, der på mange måder kom til at præge 1800-tallet. Forskellen mellem de to arter af historiefilosofi er den, at mens Hegel insisterede på ånd, insisterede socialisterne på arbejde. Og mens socialisterne pegede på arbejdet som historiens motor og strukturgivende faktor, da tilfaldt denne rolle hos Hegel (og hegelianerne) ånden. Ånd vil her sige en kulturs forhold til sig selv og de udviklingsmomenter, som en given kulturs interne modsætninger rummer. Eller sagt på en anden måde: ånd er kultur, der rummer bevægelsesformer for sine modsætninger.

De to historiefilosofisk orienterede retninger havde et forskelligt forhold til idehistorie som genre: mens hegelianerne i høj grad øsede af genren idehistorie og ofte gjorde den til noget, der ligner en disciplin, da var socialisternes forhold et andet, nemlig langt hen ad vejen (men dog ikke udelukkende) skeptisk og kritisk – som det bl.a. kommer til udtryk i Marx’ Feuerbachteser. Begge retninger udfoldede sig i 1800-tallet. Og antog hybridformer mod slutningen, hvor også forfaldshistorisk tænkning nu begyndte at melde sig, bl.a. hos Nietzsche.

Hvor blev historiografien af i dette billede? Samtidig med at Hegel docerede på berlineruniversitetet kom der samme sted en nydannelse i historiografien med Leopold Ranke. Han videnskabeliggjorte – set i forhold til forgængerne – historiografien ved at dæmpe det überschwengliche og spekulative, men især ved, at han systematisk overførte filologiens kildekritiske metoder og praksisser på den historiografiske forskning, og vel at bemærke en forskning, som skulle udgøre grundlaget for de historiografiske fremstillinger. Idehistorie som genre spillede her ingen rolle.

Hen imod slutningen af 1800-tallet og ind i 1900-tallet begynder fagfilosofien at luge historiefilosofi ud af sit corpus og sin tænkemåde, det skete bl.a. under påberåbelse af Kant. En positivistisk og empiristisk tænkemåde vinder frem og bliver dominerende. Atter er det især erkendelsesteoretiske spørgsmål, som kommer i fokus – i øvrigt side om side med, at filosofi nu rykker tættere på naturvidenskaberne, hvis vidensform bliver et erkendelsesideal. Dette havde den konsekvens, at idehistorie som genre kun i megen ringe grad var noget, som spillede ind i fagfilosofien.

Lidt inde i 1900-tallet har vi således et billede, hvor idehistorie som genre ikke spiller nogen større rolle for hverken historiografi eller for filosofi. Uden for både faghistorikernes og fagfilosoffernes kreds var idehistorie som genre dog så langt fra en tørlagt kilde, for i en række kulturhistoriske arbejde – f.eks. hos Spengler, Thomas Mann (Betrachtungen eines Unpolitischen), Arthur Moeller van den Bruck, Ortega med mange andre – blev genren brugt med appetit, men uden at det førte til noget forsøg på at gøre idehistorie til en disciplin.
Det skete i 30’erne med Arthur Lovejoy. Han skabte ikke bare betegnelsen history of ideas, men gav også forskellige bud på, hvordan den skulle disciplineres. Senere fik vi – især i Norden – idehistoriske institutter og discipliner. I dag har vi stadig idehistoriske discipliner i Norden. En række forskellige tilgangsinspirationer findes. For tiden er de mest kendte en Koselleckinspireret begrebshistorisk tilgang og Quentin Skinners retorisk kontekstuelle tilgang.

Hvad dette rids viser er bl.a. at idehistorie som disciplin – i modsætning til både filosofi og historiografi – er meget ung. Det betyder så atter, at denne unge disciplins forhold til genren, den er udsprunget af, er langt mere porøs og åben end tilfældet er for både filosofi og historiografi. Ofte hører man, at idehistorie er meget bredere end både filosofi og historie, hvilket måske ikke er forkert, men det ville vel være mere rigtigt at sige, at idehistorie er langt mere åben i forhold til sin genre end de to andre. Hertil kommer så, at idehistorie også har et helt åbent forhold til disciplinerne filosofi og historie.

Del II

Vi kan nu stille og måske besvare spørgsmålet: hvorfor er idehistorie vigtig? – på anden måde end i form af en personlig bekendelse.

Vigtigheden kommer for mig at se ikke mindst i kraft af det åbne forhold mellem genre og disciplin. Dette åbne forhold har bl.a den konsekvens, at idehistorie som fag meget lettere end filosofi og måske også end historie kan stå i et bredt og åbent forhold til samtidens brede offentlighed. Det ses ganske tydeligt i Norge og i Danmark, hvor idehistorie, skønt små fag, spiller en, vil jeg mene, langt større rolle i offentligheden end i hvert fald filosofi. Filosofi er ofte så disciplineret, at den kan lukke af for genren filosofi, og dermed lukke sig ude af offentligheden. Det kan aldrig ske med idehistorie som fag.

Men hvorfor er dette vigtigt? Det er det i dag ikke mindst fordi idehistorie som disciplin, i høj grad har en mulighed for at bidrage med en dæmpning af den tiltagende totale historieløshed, som nu præger samfundene, der er ved at blive såvel erindringsløse som helt samtidige. Et problem er her, at det ikke bare er fortiden, der mistes, men – værre – også fremtiden som åben.

Scroll til toppen