Hvorfor er idéhistorie vigtig?

Professor Hans-Jørgen Schanz gør status over idéhistorien som både genre og disciplin. Denne forsvarstale for idéhistorien er den første artikel i serien, Hvad er idéhistorie? Talen blev oprindeligt holdt ved Filosofisk Forening i starten af november 2012.

FOKUS: Hvad er idéhis­to­rie?: Find­es der noget sådant som ’dum his­to­rie’? Det må der vel rimeligvis gøre, hvis der kan find­es noget, man menings­fuldt kan kalde ’intellek­tuel his­to­rie’. Idéhis­to­rie går i dag under navnet intellek­tuel his­to­rie, men det bety­der ikke, at det han­dler om at skrive de kloges his­to­rie. Men hvad er idéhis­to­rie så? Nogle af lan­dets mest promi­nente idéhis­torikere under­søger idéhis­to­riens rai­son d’être og gør sta­tus over den aktuelle udøvelse af idéhis­to­rien og stiller spørgsmål­stegn ved, hvad gen­ren er, kan og bør.


Jeg tror ikke, at ret mange akademikere uden ironi vil hævde, at deres fag ikke er vigtigt, men nærmest lig­e­gyldigt. Det lig­ger lige­som i sagens natur, når man har val­gt at engagere sig – ofte livs­langt – i et fag og bliv­er yder­st spe­cialis­eret, at man må anse dette for vigtigt. At vælge og engagere sig i noget, som er lig­e­gyldigt forekom­mer skævt. Man kan selvføl­gelig som bl.a. Wittgen­stein have et had-kærligheds­forhold til sit fag, men selv dette er alt andet end udtryk for en lig­e­gyldighed. At jeg anser ide­his­to­rie som vigtig kan der­for næppe over­raske nogen i denne for­sam­ling.

Mit fore­drag vil falde i to dele. I første del giv­er jeg nogle træk af ide­his­to­riens his­to­rie, i den anden, meget kor­tere del, fokuser­er jeg på, hvor­for jeg men­er ide­his­to­rie er vigtig.

Men hvad er så ide­his­to­rie? Det er lidt vanske­ligt at bestemme, da der ikke hersker nogen udbredt, tra­di­tions- eller insti­tu­tions­forankret kon­sen­sus herom. Jeg vil frem­lægge mit syn­spunkt. Og det sker bl.a. ved at teg­ne et rids over ide­his­to­riens his­to­rie – alt­så ikke faget ide­his­to­rie ved Aarhus Uni­ver­sitet, heller ikke andre ide­his­toriske fags his­to­rie, men helt generelt. Jeg har læst mange bøger om ide­his­to­rie, men sjovt nok aldrig stødt på en, der sat­te sig som opgave at give et rids over ide­his­to­riens his­to­rie. Det kan der være mange grunde til. En af dem er, at man ikke har skel­net mellem genre og dis­ci­plin.

Del I

Ide­his­to­rie er i dag såv­el en genre som en akademisk dis­ci­plin. Som genre er ide­his­to­rie urgam­mel, som dis­ci­plin ikke engang 100 år, hvis man går ud fra at Arthur Love­joy grund­lagde dis­ci­plinen i 1930’erne. Eller man kunne gå lidt læn­gere tilbage til Dilthey, om end han næppe kan siges at have grund­lagt en dis­ci­plin, men der­i­mod en åndsv­i­den­sk­a­belig metode. Forskellen på gen­ren og dis­ci­plinen er vel grun­den til, at stort set alle bøger om ide­his­to­rie starter med grundlæggelsen af den akademiske dis­ci­plin, og helt overs­er, at den længe forud havde været en genre, hvad den i øvrigt også er fort­sat med efter dis­ci­pliner­ingerne.

Forskellen mellem genre og dis­ci­plin er imi­dler­tid vigtig, bl.a. for­di denne forskel også kaster et lys på dis­ci­plinen ide­his­to­rie. Med genre men­er jeg her et videns­felt, der reflek­terende tem­a­tis­er­er bestemte fænomen­er – nem­lig ideer – i forskel­lige arter af his­torisk til­gang. Med dis­ci­plin men­er jeg her en art viden­sk­a­belig prak­sis, der angår instruk­tion om og formn­ing og formidling af et videns­felt, hvor der gælder bestemte ratio­nalitet­snormer som accept­stan­dard­er. Ordet genre, der er fran­sk, kom­mer af det latinske genus – art. Dis­ci­plin kom­mer ligeledes af det latinske dis­ci­plina, og det bety­der (bl.a.) instruk­tion til en discipel, eller en, der skal lære et emne at kende. Jeg bruger genre og dis­ci­plin lidt i stil med den aris­totelisk-sko­lastiske forskel mellem genus prox­i­mum og dif­fer­en­tia speci­fi­ca. F.eks. pat­tedyr (genus prox­i­mum) i forhold til ele­fant (dif­fer­en­tia speci­fi­ca).

Det forekom­mer mig at være yder­st vigtigt, at vi — bl.a. når vi taler om ide­his­to­rie, men reelt også når vi taler om en række andre humanv­i­den­sk­a­belige områder, som f.eks. filosofi og his­to­ri­ografi – oper­erer med denne skel­nen og i kraft af den får øjnene op for ikke bare at dis­ci­plin­erne altid har en his­to­rie – de er blevet til, blevet insti­tu­tion­alis­eret og i deres insti­tu­tion­alis­er­ing har de gen­nemgået en række foran­dringer og ful­gt vidt forskel­lige spor — ofte sam­tidigt i en geografisk spred­ning — som regel knyt­tet til forskel­lige viden­scen­tre og uni­ver­siteter. Kort sagt: de har gen­nem­lø­bet forskel­lige for­mer for dis­ci­pliner­inger. Her­til kom­mer, at rigtig mange dis­ci­plin­er af human­is­tisk art tillige per­ma­nent har været omgivet af, og videns­mæs­sigt været indle­jret i et langt større felt – nem­lig gen­ren – hvor der ikke direk­te bun­det til de insti­tu­tion­alis­erede dis­ci­pliner­inger og formidlings­former har udviklet sig viden, pås­tande og antagelser om samme tem­atik, som den, der udfold­er sig i dis­ci­plinen. Dette gælder helt åbenlyst både for filosofi og his­to­rie (man kunne også nævne teolo­gi, men det ser jeg bort fra i det føl­gende). Og det gælder også og måske i særde­leshed for ide­his­to­rie. Sagt på en anden måde: hverken fag­filosof­fen, faghis­torik­eren eller fagide­his­torik­eren har noget monopol på det pågældende viden­som­råde. Det har de måske, når det gælder dis­ci­plinen, men ikke når det gælder gen­ren.

Dette forhold mellem genre og dis­ci­plin gælder vel stort set alle humanv­i­den­sk­a­belige områder. Det gælder der­i­mod ikke læn­gere for naturv­i­den­sk­aberne. Ikke læn­gere, for­di oprindeligt eller for måske bare 100 år siden fandt man samme forhold mellem genre og dis­ci­plin som i det humanv­i­den­sk­a­belige felt. I dag er det helt anderledes, hvilket ikke mindst kom­mer af, at naturv­i­den­sk­abernes sprog ganske har fjer­net sig fra hverdagssprog­et, hvilket netop ikke er til­fældet for den humanv­i­den­sk­a­belige viden. Hvad angår sam­fundsv­i­den­sk­aberne er billedet vel mere bro­get: områder lign­er det humanv­i­den­sk­a­belige, andre det naturv­i­den­sk­a­belige i forhold­et mellem genre og dis­ci­plin.

Efter denne lille tur ind omkring dis­tink­tio­nen mellem genre og dis­ci­plin vender vi tilbage til hov­edem­net om, hvad ide­his­to­rie er for noget.

Når jeg siger, at gen­ren ide­his­to­rie er urgam­mel kom­mer det af, at den fak­tisk opstod sam­tidig med filosofi og his­to­ri­ografi i 400-tal­let f.vt. i Græken­land. Og som en del af begge. Kort sagt er ide­his­to­rie afdækn­ing og videre­formidling af ideer, som er værd at erindre. Jeg spiller her helt bev­idst på Herodots indgang til hans His­to­ri­er, det første his­to­ri­ografiske værk, vi kender som er sæku­laris­eret og antropocen­trisk. Her skrev han:

”Herodot fra Halikar­nas­sos frem­læg­ger i det føl­gende sin forskn­ing for at hverken det gen­nem men­neskene skete med tiden skal forsvin­de i glem­sel, eller at store og beun­dringsværdi­ge værk­er – der dels er frem­bragt af grækere, dels af bar­bar­er – skal være uden efter­mæle. Men frem for alt for at man kan forstå, hvor­for de kom i krig med hinan­den og hvor­dan de førte den”.

Han talte ganske vist om begiven­hed­er og værk­er, frem­bragt af bar­bar­er såv­el som grækere. Men nev­er mind. Under værk­er hør­er også ideer artikuleret, diskuteret og udlevet af men­nesker. Yderligere under­streger han, at han vil afdække hvor­for de (alt­så grækere og persere) kom i krig med hinan­den og hvor­dan de førte den – dette sid­ste involver­er jo i højeste grad ideer. Nem­lig bl.a. ideer om organ­i­sa­tion, moral, naturbe­herskelse og teknik, kom­mu­nika­tion og magt. Det skete omkring 450 f.vt. Nogen­lunde sam­tidig opstod filosofi.

Men der var på det tid­spunkt tale om, at his­to­rie og filosofi ikke rigtigt havde noget at gøre med hinan­den. Filosofi skulle han­dle om det almene, his­to­ri­ografi om det speci­fikke, som Aris­tote­les sagde. Hvor­til kom, at his­to­rie havde noget med skæb­nen – moira — at gøre, hvilket lå uden­for filosofiens gebet, men inden­for his­to­ri­ografiens. Der­for var de to gen­r­er, der rel­a­tivt også hur­tigt blev til dis­ci­plin­er (med hen­holdsvis Pla­ton Aris­tote­les og Herodot og Thuky­did som grundlæg­gere) på mange måder hinan­den udelukkende. Lige som filosofi og his­to­rie som gen­r­er er langt bredere end filosofi og his­to­rie som dis­ci­plin gælder det for ide­his­to­rie, men i mod­sæt­ning til både filosofi og his­to­rie blev ide­his­to­rie først meget sent også en dis­ci­plin.

På det kat­e­go­ri­ale niveau stod filosofi og his­to­ri­ografi således i en form for udelukkende mod­sæt­nings­forhold, men ser vi efter, så rummede både his­to­ri­ografien og filosofien ide­his­to­rie som ind­skudt frag­menteret genre. Det er tydeligt hos Aris­tote­les, der ofte, ja selv i Metafysikken, har læn­gere pas­sager, hvor han diskuter­er forgængernes ideer, hvor­dan de opstod, udviklede sig og hvilken gyldighed, de måtte have (det kan vel kaldes ver­dens første filosofi­his­to­rie). Noget lig­nende kan man se hos Herodot og Thuky­did, for når de beretter om krige, så involver­er dette klargøring af forestill­inger og ideer om moral og hæderlighed, om ære og magt samt ret­færdighed bl.a. Og det gen­t­ager sig f.eks. senere hos Cicero og hos de romerske his­to­rieskri­vere. Åben­bart havde man her et fænomen, som på kat­e­go­ri­alt niveau egentlig faldt ud af begge fag som dis­ci­plin­er, men som lev­ede som en isprængt eller ind­skudt gen­rein­spi­ra­tion i begge fag.

Sjovt nok fort­sat­te dette under­lige fænomen også efter at uni­ver­siteterne var blevet etableret i mid­de­lalderen. Her var filosofi hur­tigt blevet en dis­ci­plin, his­to­rie tog det læn­gere tid med at få etableret som dis­ci­plin med lærestole – det skete først efter renæs­san­cen. Grun­den var denne, at uni­ver­siteterne der godt nok var kristne insti­tu­tion­er ikke desto min­dre internt var organ­is­eret efter et aris­totelisk viden­sid­e­al og en aris­totelisk opfat­telse af arbe­jds­delin­gen mellem viden­sk­aber eller kund­sk­ab­som­råder. Og selv om Aris­tote­les havde et stort felt, han kaldte his­to­ria nat­u­ralis, så anså han ikke dette for at kunne være en viden­skab, et epis­teme. His­to­ria var forstudi­et til en viden­skab, nem­lig ind­sam­ling af data, eksem­pler og kat­e­goris­er­ing af mate­ri­alet — i dette til­fælde til viden­sk­aben natur­filosofi, men i sig selv var denne his­to­ria nat­u­ralis ikke nogen viden­skab. I øvrigt havde alle viden­sk­aber en art pro­le­gom­e­nahis­to­ria – bort­set fra metafysikken. Som sagt blev his­to­ri­ografiens sta­tus ved uni­ver­siteterne ændret i 1600-tal­let. Det havde noget at gøre med opbygnin­gen af abso­lutis­tiske staters iden­titet. His­to­riefaget blev nu en meget vigtig del i nation­al­stater­nes mere eller min­dre mytol­o­giske iden­titets­dan­nelser. Og så kom der lærestole og his­toriske dis­ci­plin­er på uni­ver­siteterne. Sverige lå her helt i front. Uni­ver­siteterne havde fra nu af som faglige dis­ci­plin­er filosofi og his­to­ri­ografi, men ikke ide­his­to­rie.

Et vigtigt træk i fortællin­gen om ide­his­to­riens his­to­rie find­es i oplysningsti­den, som vi løst kan sige omfat­ter 1700-tal­let. Her skete noget, som var af den allervigtig­ste betyd­ning. Det er kendt, at oplysnings­filosof­ferne, der i øvrigt for fler­tal­lets ved­k­om­mende i Frankrig, men også andre sted­er, ikke var fagligt uddannede filosof­fer, men som regel havde gået på jesuit­tiske skol­er – eller også var de læger, der havde en med­i­cin­sk-faglig uddan­nelse i baga­gen, udover den katolske skole­gang. De var optaget af at ændre his­to­rien, for nu at sige det kort, at ændre sam­fun­dene i ret­ning af afvikling af vilkårlig mag­tudøvelse. Få, om nogen var demokrater i vores for­stand, men næsten alle var optaget af at bidrage med tanker til reformer i ret­ning af afvikling af ret­sløshed og magtvilkårlighed, til tider var dette for­bun­det med en ide om folke­su­verænitet. Og de var også optaget af at erk­ende, hvor­dan sam­fun­dene og men­neskene var blevet som de var, og hvor­dan de kunne reformeres eller ændres. (Lock­es ide om den men­neske­lige bev­id­s­thed som en tab­u­la rasa fik enorm betyd­ning, for den bidrog til en radikal his­toris­er­ing af opfat­telsen af men­nes­ket; fak­tisk var den afgørende betyd­ning ikke – som det ofte bliv­er i filosofi­his­to­ri­er – det epis­te­mol­o­giske, men netop det his­toriske). Med andre ord – de var inter­esserede i his­to­rien, både som for­tid, samtid og ikke mindst fremtid. I mod­sæt­ning til Herodot var fokus ikke på store og beun­dringsværdi­ge begiven­hed­er og værk­er – men stort set på det mod­sat­te, nem­lig på de elendi­ge til­stande som herskede, men som kunne ændres.

Og selv om nogle var inter­esserede i erk­endelses­te­o­retiske spørgsmål, alt­så: Hvad kan vi vide? — så var fler­tal­let langt mere optaget af: hvad skal vi gøre? Alt­så han­dling. De aller­fleste så også med opti­misme på spørgsmålet: hvad tør vi håbe? (for nu at allud­ere Kant). Og nu beg­y­n­dte his­to­rie og filosofi at rykke tæt­tere på hinan­den. Ja, så tæt blev allian­cen, at de delvist smelt­ede sam­men i his­to­riefilsofien.

His­to­riefilsofi er en bestræ­belse på — ud fra filosofien — at sige noget for­nuftigt om his­to­riens udviklings­gang, der som en præmis nu antages at være for­nuftig (i en eller anden for­stand) og ikke til­fældig, blind eller kao­tisk, som tidligere antaget. Ordet his­to­riefilosofi dukker først op hos Voltaire, der egentlig bare var tra­di­tionel his­to­ri­ograf samt filosof, der — helt utra­di­tionelt — strøg forsynets styrende rolle. His­to­rie han­dlede om men­nesker og kun men­nesker, vi er tilbage ved antikkens antropocen­triske his­to­riesyn. Efter ham dukkede egentlig pro­fan og sæku­laris­eret his­to­riefilsofi op i forskel­lige vari­anter, i beg­y­n­delsen baseret på især på økonomisk tænkn­ing (Tur­got og Smith). Man mente kort sagt at have afdækket his­to­riens hem­me­lighed, da man pegede på arbe­jdet – eller for­men for naturbe­herskelse — som den struk­tur­erende fak­tor i his­to­rien Det endte med – hos Hegel og flere andre af de tyske oplysningstænkere og ide­al­is­ter – at his­to­rien i ekstrem grad blev filosofisk og filosofien his­torisk. Eller sagt på en anden måde den tra­di­tionelle afgræn­sning faldt bort. For­nuften var blevet his­torisk og his­to­rien var struk­tur­eret af for­nuften. Intet kunne være mere i strid med den klas­siske græske op- og ind­del­ing. Her var for­nuften tidløs og her var his­to­rien om ikke ufor­nuftig, så dog egentlig blind og netop ikke et anliggende for filosofien.

Dette gjaldt selvsagt kun for filosofien i ide­al­is­tisk selv­forståelse, ikke for den sam­tidi­ge his­to­ri­ografi. Men for filosofien i den tyske ide­al­isme og specielt Hegel gjaldt dette fuldt ud. Ikke uin­ter­es­sant er det nu, at med denne his­toris­er­ing af for­nuften og for­nuftig­gørelse af his­to­rien fik ide­his­to­rie plud­selig en helt ny og aldrig før set sta­tus. Fra at have været en hele tiden fly­dende og lev­ende bred genre fra antikken og frem uden for og delvist frag­menteret indop­taget i såv­el filosofi som his­to­ri­ografi, blev ide­his­to­rie med Hegel sim­pelthen det afgørende både i filosofi og his­to­ri­ografi. Hegel var den første egentlige filosofiske ide­his­torik­er og han er for mig at se for­blevet den største af dem alle. Hvad Hegel beskæftiger sig med er ideerne i his­to­rien og ideernes udvikling og udfold­else. Han kalder dette studie af ideer, for for­nuftens udfold­else af sig selv — Geist. Aldrig før og aldrig siden har ide­his­to­rie i tænknin­gen his­to­rie spillet så stor en rolle. Her flød genre og dis­ci­plin helt sam­men.

Hegels his­to­riefilosofi byggede på ånds­be­gre­bet. Det var ikke den eneste vari­ant efter Hegel, for den økonomisk ori­en­terede fik atter vind i sej­lene med social­is­men, der på mange måder kom til at præge 1800-tal­let. Forskellen mellem de to arter af his­to­riefilosofi er den, at mens Hegel insis­terede på ånd, insis­terede social­is­terne på arbe­jde. Og mens social­is­terne pegede på arbe­jdet som his­to­riens motor og struk­tur­givende fak­tor, da til­faldt denne rolle hos Hegel (og hegelian­erne) ånden. Ånd vil her sige en kul­turs forhold til sig selv og de udviklingsmo­menter, som en giv­en kul­turs interne mod­sæt­ninger rum­mer. Eller sagt på en anden måde: ånd er kul­tur, der rum­mer bevægelses­former for sine mod­sæt­ninger.

De to his­to­riefilosofisk ori­en­terede ret­ninger havde et forskel­ligt forhold til ide­his­to­rie som genre: mens hegelian­erne i høj grad øsede af gen­ren ide­his­to­rie og ofte gjorde den til noget, der lign­er en dis­ci­plin, da var social­is­ternes forhold et andet, nem­lig langt hen ad vejen (men dog ikke udelukkende) skep­tisk og kri­tisk – som det bl.a. kom­mer til udtryk i Marx’ Feuer­bacht­eser. Begge ret­ninger udfold­ede sig i 1800-tal­let. Og antog hybrid­former mod slut­nin­gen, hvor også for­fald­shis­torisk tænkn­ing nu beg­y­n­dte at melde sig, bl.a. hos Niet­zsche.

Hvor blev his­to­ri­ografien af i dette billede? Sam­tidig med at Hegel docerede på berlineruni­ver­sitetet kom der samme sted en nydan­nelse i his­to­ri­ografien med Leopold Ranke. Han viden­sk­a­belig­gjorte — set i forhold til forgængerne – his­to­ri­ografien ved at dæmpe det über­schwengliche og speku­la­tive, men især ved, at han sys­tem­a­tisk over­førte filolo­giens kildekri­tiske metoder og prak­siss­er på den his­to­ri­ografiske forskn­ing, og vel at bemærke en forskn­ing, som skulle udgøre grund­laget for de his­to­ri­ografiske frem­still­inger. Ide­his­to­rie som genre spillede her ingen rolle.

Hen imod slut­nin­gen af 1800-tal­let og ind i 1900-tal­let beg­y­n­der fag­filosofien at luge his­to­riefilosofi ud af sit cor­pus og sin tænkemåde, det skete bl.a. under påberå­belse af Kant. En pos­i­tivis­tisk og empiris­tisk tænkemåde vin­der frem og bliv­er dominerende. Atter er det især erk­endelses­te­o­retiske spørgsmål, som kom­mer i fokus – i øvrigt side om side med, at filosofi nu rykker tæt­tere på naturv­i­den­sk­aberne, hvis videns­form bliv­er et erk­endelseside­al. Dette havde den kon­sekvens, at ide­his­to­rie som genre kun i megen ringe grad var noget, som spillede ind i fag­filosofien.

Lidt inde i 1900-tal­let har vi således et billede, hvor ide­his­to­rie som genre ikke spiller nogen større rolle for hverken his­to­ri­ografi eller for filosofi. Uden for både faghis­torik­ernes og fag­filosof­fernes kreds var ide­his­to­rie som genre dog så langt fra en tør­lagt kilde, for i en række kul­turhis­toriske arbe­jde – f.eks. hos Spen­gler, Thomas Mann (Betra­ch­tun­gen eines Unpoli­tis­chen), Arthur Moeller van den Bruck, Orte­ga med mange andre – blev gen­ren brugt med appetit, men uden at det førte til noget forsøg på at gøre ide­his­to­rie til en dis­ci­plin.
Det skete i 30’erne med Arthur Love­joy. Han skabte ikke bare beteg­nelsen his­to­ry of ideas, men gav også forskel­lige bud på, hvor­dan den skulle dis­ci­plineres. Senere fik vi – især i Nor­den — ide­his­toriske insti­tut­ter og dis­ci­plin­er. I dag har vi stadig ide­his­toriske dis­ci­plin­er i Nor­den. En række forskel­lige til­gangsin­spi­ra­tioner find­es. For tiden er de mest kendte en Kosel­leck­in­spir­eret begreb­shis­torisk til­gang og Quentin Skin­ners retorisk kon­tek­stuelle til­gang.

Hvad dette rids vis­er er bl.a. at ide­his­to­rie som dis­ci­plin – i mod­sæt­ning til både filosofi og his­to­ri­ografi – er meget ung. Det bety­der så atter, at denne unge dis­ci­plins forhold til gen­ren, den er udsprunget af, er langt mere porøs og åben end til­fældet er for både filosofi og his­to­ri­ografi. Ofte hør­er man, at ide­his­to­rie er meget bredere end både filosofi og his­to­rie, hvilket måske ikke er fork­ert, men det ville vel være mere rigtigt at sige, at ide­his­to­rie er langt mere åben i forhold til sin genre end de to andre. Her­til kom­mer så, at ide­his­to­rie også har et helt åbent forhold til dis­ci­plin­erne filosofi og his­to­rie.

Del II

Vi kan nu stille og måske besvare spørgsmålet: hvor­for er ide­his­to­rie vigtig? – på anden måde end i form af en per­son­lig bek­endelse.

Vigtighe­den kom­mer for mig at se ikke mindst i kraft af det åbne forhold mellem genre og dis­ci­plin. Dette åbne forhold har bl.a den kon­sekvens, at ide­his­to­rie som fag meget let­tere end filosofi og måske også end his­to­rie kan stå i et bredt og åbent forhold til samti­dens brede offent­lighed. Det ses ganske tydeligt i Norge og i Dan­mark, hvor ide­his­to­rie, skønt små fag, spiller en, vil jeg mene, langt større rolle i offent­lighe­den end i hvert fald filosofi. Filosofi er ofte så dis­ci­plineret, at den kan lukke af for gen­ren filosofi, og dermed lukke sig ude af offent­lighe­den. Det kan aldrig ske med ide­his­to­rie som fag.

Men hvor­for er dette vigtigt? Det er det i dag ikke mindst for­di ide­his­to­rie som dis­ci­plin, i høj grad har en mulighed for at bidrage med en dæmp­n­ing af den tilt­a­gende totale his­to­rieløshed, som nu præger sam­fun­dene, der er ved at blive såv­el erindringsløse som helt sam­tidi­ge. Et prob­lem er her, at det ikke bare er for­tiden, der mistes, men – værre – også fremti­den som åben.

Scroll til toppen