Om dumhed - interview med Ales Bunta

Den slovenske filosof Aleš Bunta besøgte i oktober 2012 Århus Universitet i forbindelse med konferencen The Other Subject, hvor bl.a. Lillian Munk Rösing og Henrik Jøker Bjerre deltog for at diskutere det filosofiske tema subjektet. Det syntes oplagt at interviewe konferencens keynotespeaker, som samtidig er en af hovedfigurerne i den nye generation af den slovenske skole, hvis mest prominente navn er samtidstænkeren Slavoj Žižek. Men vi skulle hverken tale om slovensk filosofi eller denne Žižek — tværtimod insisterede Bunta på at tale om dumhed.

Titlen på Aleš Bun­tas oplæg var “A/Cogito, Stu­pid­i­ty” og omhan­dlede hans åre­lange pro­jekt; at afdække og ind­kredse fænomenet dumhed og finde ud af, hvor­dan viden­sk­aben skal forholde sig til netop dumhe­den. For at åbne pro­jek­tet stillede vi Bun­ta to spørgsmål: Hvad er dumhed og hvor­dan skal vi kurere den?

Han svarede i omvendt række­følge og skit­serede først sin hov­edtese: “At kurere dumhe­den er en kom­pleks prob­lematik. Jeg tror, det primære prob­lem med dumhed er, at vi ikke erk­ender dets eksis­tens som sådan. På et empirisk niveau kan vi bruge begre­bet dumhed virke­lig sim­pelt. Vi kan tale om, at folk er dumme, vi kan niv­ellere begre­bet med vores egen dumhed uden prob­le­mer, men der er en vis benæg­telse af dumhe­dens eksis­tens.”

Videnskab og dumhed

Bun­tas agen­da var at undgå det oplagte; his­to­ri­erne om Žižek, den slovenske filosofis skoledan­nelse og at bidrage til mere snak om den sag. I stedet drog han opmærk­somhed til begre­bet dumhed. Ifølge Bun­ta er der et filosofisk prob­lem i, at viden­sk­aben enten benægter eller sim­pelthen man­gler et defineret begreb om dumhed. Som en del af sit pro­jekt har Bun­ta samar­be­jdet med en række slovenske neu­rologer med hen­blik på at syn­te­tis­ere human- og naturv­i­den­sk­aberne og derved søge en ny måde, hvor­på man kan forstå, arbe­jde med og begribe dumhed. Modvil­jen mod at anerk­ende dumhe­den vis­er sig, ifølge Bun­ta, i viden­sk­abens man­glende beskæftigelse med begre­bet: “Vi er i Århus og Århus er berømt for sin neu­rov­i­den­skab – men kan viden­skab virke­lig begribe dumhed?”

Der opstår alt­så et paradoks i forhold­et mellem ind­hold­et i begre­bet dumhed og den måde hvor­på begre­bet almin­deligvis anven­des: “Der er to betingelser for at begribe dumhed. Dumhed er en del af sin egen mod­sæt­ning. Begre­bet er svært at forstå, da kun et vist intellekt kan være dumt. En mursten kan f.eks. ikke være dum, ej heller kan man tale om et dyr som værende dumt.”

Ifølge Bun­ta hænger tanke og sprog sam­men; enhver tanke kræver en artiku­ler­ing og med denne artiku­ler­ing kan man enten under­støtte eller modar­be­jde sit intellekt. Man kan alt­så enten sige noget klogt eller noget dumt. Viden­sk­abens begræn­sning i forhold til dumhed vis­er sig ved at den kun kan måle og begreb­slig­gøre det kloge — og ikke dets mod­sæt­ning:

I forhold til intel­li­gens måler viden­sk­aben høje niveauer og lave niveauer og anerk­ender således, at der find­es lave intel­li­gen­sniveauer og at disse er mål­bare. Men på den anden side er det ikke rigtig dumhed, for dumhed er immun over­for IQ. Selv virke­lig intel­li­gente men­nesker kan være dumme. Dét er prob­lemet for viden­sk­aben og for alle pro­jek­ter om kun­stig intel­li­gens; kan vi virke­lig gen­nem­føre dem uden at forstå dette nøgle­be­greb for det men­neske­lige intellekt – dumhe­den, der ikke blot kan reduc­eres til en man­gel på intel­li­gens.”

Filosofi og dumhed

Bun­ta iden­ti­fi­cer­er en af årsagerne til viden­sk­abens neg­liger­ing af dumhe­den som frygt: “Intel­li­gens frygter dumhe­den; der­for må den forsøge at for­drive den. I filosofien fig­ur­erer denne ten­dens ligeledes. Gilles Deleuze, den berømte franske filosof, behan­dler den generelle ten­dens til at neg­ligere dumhe­den til fordel for at begå fejl. Dumhed er en meget mere alvorlig trussel for tanken og en mere alvorlig trussel end fejl, for­di fejl altid er ude­frak­om­mende. Fejl kom­mer ikke fra vores egen hjerne. Fejl er, som Deleuze siger, altid for­bun­det til en speci­fik krop­slig kausalitet. Hvem begår fejl? Bar­net, som siger at to og to er fem eller eksem­pelvis den blinde, som hilser på Anna når Mag­dale­na går for­bi. Fejl er altid ude­frak­om­mende, det er ikke inter­nalis­eret og fak­tisk for tanken.”

Dumhe­dens sta­tus som uøns­ket besø­gende i intellek­tets ver­den afst­ed­kom­mer alt­så at viden­sk­aben slet ikke beskæftiger sig med den. Ikke mindst, for­di den er svær at behan­dle. Bun­ta men­er, at det ville deval­uere prob­lem­still­in­gen om dumhe­dens kon­sekvenser for tænknin­gen at bringe eksem­pler på dumhed i prak­sis, for­di ethvert forsøg på at kalde et andet men­neske for dumt blot ville pro­duc­ere modsvaret: ‘Det kan godt være at du siger at jeg er dum, men det kan du selv være.’

Bun­ta ela­bor­erer: “Man kunne kom­mentere: ‘Jeg forstår, at du synes jeg er dum, men jeg påstår, at du er dum.’ Den dumme per­son foran dig kan sim­pelthen svare det samme igen.” Denne inter­sub­jek­tive rel­a­tivisme, det at kunne diskutere i en uen­de­lighed, hvem der egentlig er dum, er således en uløselig kon­flikt.

Her vis­er dumhe­dens cen­trale prob­lem sig: viden­sk­aben har ikke det kor­rek­te appa­rat til at begribe dumhe­den uden­for denne inter­sub­jek­tive rel­a­tivisme. Her­af kom­mer et andet prob­lem med dumhed: hvor­dan gøres det til et brug­bart begreb? Det han­dler om at opgive det per­spek­tiv, hvor alt er lidt intel­li­gent og lidt dumt, hvor hvad man end kalder dumt kan gen­spe­jles med det samme svar. Spørgsmålet er, hvor­dan man skaber et miljø, hvor man kan adressere dumhed adæk­vat.”

Dumhe­den er alt­så en uad­skil­lelig del af intel­li­gensen og er der­for svært begri­belig for naturv­i­den­sk­aben. Begre­bet må dif­fer­en­tieres og adskilles. Den opgave får filosofien. Vejen til forståelse af dumhe­den falder ifølge Bun­ta i to dele; man må ud af en inter­sub­jek­tiv diskurs og først da bliv­er det muligt at erk­ende dumhe­dens eksis­tens.

Efter denne udlægn­ing af, hvor­dan dumhe­den skal bekæm­pes, vender Aleš Bun­ta tilbage til det første spørgsmål: hvor­dan skal man erk­ende denne dumhed? Udgangspunk­tet find­er han hos den hol­landske ren­næs­sance­hu­man­ist Eras­mus af Rot­ter­dam.

Da Eras­mus af Rot­ter­dam i det 16. århun­drede kon­staterede, at dumhe­den eksis­ter­er, for­mulerede han én af de vigtig­ste filosofiske teser i den men­neske­lige his­to­rie.” Eras­mus tanke har, trods sin filosofiske sig­nifikans, ikke slået rød­der i mod­erne tænkn­ing og naturv­i­den­skab: “Denne tanke skal bryde igen­nem og selvom den eksis­ter­er (som tidligere nævnt eks. hos Deleuze, red.), bør den bryde igen­nem på en mere ser­iøs måde. Fra filosof­fens syn­spunkt må man bekæmpe dumhe­den. Det han­dler ikke om at trylle dumhed til vis­dom, men man kan betragte Pla­tons for­tolkn­ing af dumhed. Han havde ikke en egentlig for­tolkn­ing af den, men hans def­i­n­i­tion af filosofi rummede den. Dio­ti­ma, den eneste kvin­de som taler i Pla­tons dialoger, definer­er dumhed. Hun siger, at filosof­fen ikke er en vis mand, men en mand som man­gler vis­dom og søger den. Filosof­fen posi­tioneres som én, der i beg­y­n­delsen er dum, siden­hen bliv­er vis og sidst spred­er sin vis­dom. Således sam­men­falder den kloge og den dumme!”

Til kamp mod dumheden

Selvom dumhe­den skal erk­endes, skal den ikke anerk­endes. Man må kon­struere et miljø hvori dumhe­den italesættes kor­rekt men sam­tidig betone, at dumhe­den bør modar­be­jdes: “Kam­p­en mod dumhed er flerdi­men­sionel. Vi kan ikke elim­inere alle dumme men­nesker, for­di vi i så fald ville være nød­saget til at elim­inere os selv.”

Ifølge Bun­ta er det særligt i forhold til poli­tik, man må gøre sig bev­idst om dumhe­den og dens posi­tion. Han vender tilbage til Eras­mus af Rot­ter­dam, som i 1511 udgav teater­stykket The Praise of Fol­ly, hvor Eras­mus’ cen­trale point­er om dumhe­den fig­ur­erer: “Vi har ten­dens til at udvikle sym­pa­ti for dumhed og det skal vi undgå. Selvom Eras­mus var bev­idst herom, var han selv offer for det. Hov­ed­per­so­n­en, Fol­ly, er bev­idst om sig selv i forhold til omgivelserne fra det første øje­b­lik hun kom­mer på sce­nen; hun ved, hun tiltrækker beun­dring. Jeg tror, Eras­mus prøver at gøre opmærk­som på, at vi skal kæmpe mod denne mag­net­isme, som dumhe­dens uskyldighed afføder.”

Fol­ly bruger alt­så sin dumhed til at tiltrække sig opmærk­somhe­den, hun er på én gang offer for sin dumhed og helt bev­idst om, hvor­dan hun udnyt­ter den. Dermed bliv­er hun et ekla­tant eksem­pel på, hvor­dan dumhed forud­sæt­ter en vis grad af intellekt – og på, hvor­for dumhed kan være en tænknin­gens trussel.

For nogle år siden var der to virke­lig vigtige poli­tikere – jeg nævn­er ingen navne – som med garan­ti ikke blot ville hade at blive kaldt dumme men som det til trods flirt­ede meget med deres egen dumhed og gjorde det suc­ces­fuldt. Så det er i sådanne til­fælde, jeg men­er, man skal angribe dumhe­dens uskyldighed og charme; det er her, bekæm­pelsen af dumhe­den bør poli­tis­eres”.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *