Kan cubanerne blogge sig til demokrati?

Kan cubanere blogge sig til demokrati?

Yoani Sánchez blogger om hverdagen og demokratibevægelsen i Cuba og hun er elsket i den vestlige verden. Rosa Baez blogger om Castrobrødrene og Cubas fortræffeligheder og hun hader Yoani Sánchez. De to bloggere udgør to forskellige politiske poler i den cubanske blogosfære. I de følgende to interviews fortæller Sánchez og Baez om strategierne bag deres virken. “I hjemmet — Alt! På gaden — Intet!” Siden 1961 har det i Castro-brødrenes Cuba været kriminelt at afvige fra den revolutionære diskurs. Med opkoblingen til internettet er den traditionelle opdeling i en offentlig og privat sfære dog brudt sammen. Gennem en række interviews med nøglepersoner i den cubanske blogosfære undersøger denne føljeton om blogs, politik og undertrykkelse forskellige aspekter af Cuba: Diktatur 2.0.

For rev­o­lu­tio­nen — Alt! Mod Rev­o­lu­tio­nen — Intet!”

Sådan fork­larede Fidel Cas­tro i 1961, hvor­for den kri­tiske kort­film P.M. ikke kunne vis­es på øen. Siden­hen har dette dic­tum fun­geret som overord­net dekret for cuban­sk kul­tur­poli­tik: hvis man ikke bidrager til rev­o­lu­tio­nen, skal man helst holde kæft. I store træk er det siden lykkedes styret at holde styr på dets kri­tikere gen­nem et decen­tralt overvågn­ingssys­tem, hvor nabo­lagets ‘komité til forsvar af rev­o­lu­tio­nen’ har pligt til at anmelde al kon­trarev­o­lu­tionær brug af den offentlige sfære. Fidels slo­gan er på den måde i folke­mu­nde omfor­muleret til: “I hjem­met — Alt! På gaden — Intet!”, hvilket skal antyde, at cubanerne har lov til at mene, hvad de vil inden­for hjem­mets fire vægge, så længe man accepter­er at gade­billedet og den offentlige sfære tilhør­er Fidel.

Den cubanske filolog og com­put­ernørd Yoani Sánchez har dog føjet et tred­je rum til dekretet: inter­net­tet. I april 2007 lancerede hun bloggen Gen­er­a­tion Y, hvori hun uden omsvøb beretter om sin dagligdags oplevelser i et dys­funk­tionelt total­itært sam­fund. Yoani blev ret hur­tigt beløn­net med store pris­er for sin hverdagsjour­nal­is­tik. I 2008 udråbte mag­a­sinet Time hende til at være én af ver­dens 100 mest ind­fly­delses­rige men­nesker. Mange andre cubanere har gjort hende kun­sten efter og der find­es i dag et bredt spek­trum af blogs, der fordel­er sig på forskel­lige grup­peringer, alt efter hvilken hold­ning, de har til regimet.

Yoa­nis mange umid­del­bare suc­ceser har vakt stor opmærk­somhed, og på trods af den ringe adgang til inter­net­tet i Cuba har hen­des aktiviteter skabt røre i den ellers så lukkede stat. Det er imi­dler­tid for tidligt at antage, at en øget brug af inter­net­tet nød­vendigvis før­er til et mere demokratisk sam­fund. Yoani er ikke blevet fængslet for sine aktiviteter, som det var til­fældet med 75 kri­tiske cubanske jour­nal­is­ter under det såkaldte ‘Sorte forår’ i 2003. Regimet er ikke desto min­dre blevet opmærk­somme på inter­net­tet som et ‘tred­je rum’. En skare af pro-regime blog­gere har der­for plud­seligt ind­taget net­tet med blogs og nyheds­feeds, der pris­er Cas­tro­brø­drene og den cubanske mod­el.

Yoani Sánchez og den alternative blogosfære

Den 17. juni 2010 fore­tog jour­nal­is­ten Tracey Eaton et inter­view med den cubanske oppo­si­tions­blog­ger Yoani Sánchez. I inter­viewet giv­er hun sit bud på, hvor­dan den frem­vok­sende offentlige sfære kan påvirke Cubas udvikling mod demokrati. Tre dage senere inter­viewede Eaton bib­liotekaren Rosa Baez, der før­er en pro-regime blog. Hun står fast på, at Yoani er et amerikan­sk medi­es­tunt, der bliv­er betalt for at miskred­itere rev­o­lu­tio­nen. Yoani Sánchez og Rosa Baez repræsen­ter­er to posi­tion­er i den kamp, der foregår i den cubanske blo­gos­fære.

Eaton møder Yoani i en park i Havana, hvor inter­viewet fore­tages med et kam­era, der er plac­eret skævt på en bænk. Yoani er nem­lig under kon­stant overvågn­ing fra det såkaldte ‘poli­tiske poli­ti’, der hold­er øje med hen­des bevægelser og kon­tak­ter. Disse civilk­lædte agen­ter har flere gange tilbage­holdt hende, og enkelte gange givet hende bank. Sidst tabte hun en tand. Dog er hun ikke så ilde stedt som de 75 kri­tiske jour­nal­is­ter, der under det Sorte Forår i 2003 blev fængslet for deres aktiviteter. Nogle men­er, at det er for­di hen­des aktiviteter først og fremmest foregår i cyber-space og for­di regimet end­nu ikke helt ved, hvor­dan de skal tack­le oppo­si­tion online. Andre hold­er på, at det ville lægge for stort et press på styret at anholde hende pga. hen­des inter­na­tionale berøm­melse.

Umid­del­bart inden inter­viewet blev en stor del af de fængslede jour­nal­is­ter fra det Sorte Forår løs­ladt. Iagt­tagere og ekspert­er kom­menterede, at det måtte være et trick fra regimets side, der skulle få oppo­si­tio­nen til at slække på deres aktiviteter. Siden 2003 havde fængslin­gen nem­lig været et tema, som man kunne sam­le en ellers frag­menteret oppo­si­tion omkring — men hvis ikke man har en sag om nogle poli­tiske fanger, kan man jo heller ikke pro­testere for at få dem løs­ladt. Yoani ser dog her en mulighed for at lægge end­nu mere pres på regerin­gen; det under­trykkende sys­tem skal ophæves, det poli­tiske poli­ti skal opløs­es og man bør ikke blive for­ful­gt for sin poli­tiske over­be­vis­ning. Disse reformer har lange udsigter, og kræver ifølge Yoani meget mere end bare enkelte per­son­ers han­dlinger — det, der skal til, er et øget pres fra befolknin­gen.

Tid­spunk­tet for denne efter­spørgsel efter et øget pres fra befolknin­gen er ikke uvæsentligt; siden Fidel Cas­tro (f. 1926) i 2006 over­lod det poli­tiske ans­var for Cuba til sin lille­bror Raúl (f. 1931), har det flo­r­eret med rygter om alle mulige for­mer for reformer — men hverken de poli­tiske eller de økonomiske reformer lev­ede op til for­vent­ningerne. Raúls tiltræ­den faldt nem­lig nogen­lunde sam­men med beg­y­n­delsen på den ver­den­som­spæn­dende økonomiske krise, som betød at folk i det rige vesten ikke var nær så tilbø­jelige til at investere deres feriepenge i rejs­er til Cari­bi­en. Dette kunne mærkes i et Cuba, der efter at have oplevet et min­dre økonomisk opsv­ing i de tidlige 00’ere, først var beg­y­n­dt at genop­bygge efter den for­færdelige krise, der ful­gte i hælene på USSR’s sam­men­brud i 1991. De ‘Raulis­tiske Reformer’ er alt­så svært nød­vendi­ge og længe vent­ede, men de synes ikke rigtigt at ville træde i kraft.

Ifølge Yoani er det alt­så afgørende, at man udnyt­ter reform­pe­ri­o­den ved at sam­le befolknin­gen omkring enkelt­sager, hvor­fra pro­test­er kan dirigeres hen mod det under­trykkende sys­tem. Eksem­plets magt kan få cubanerne til at vise deres protest. De såkaldte ‘Damer i Hvidt’ er hus­truer, mødre, døtre og søstre til de jour­nal­is­ter, der blev fængslet under Det Sorte Forår, og som siden da har iklædt sig hvidt hver søndag for at gå en protest­march på vej i kirke. Deru­dover nævn­er hun Orlan­do Zap­a­ta Tamayo, der kort inden inter­viewet afgik ved døden efter en 80 dage lang sul­testre­jke. Sager som disse vil næppe vælte det cas­tris­tiske regime, men kan hver især fun­gere som fik­spunk­ter, som oppo­si­tio­nen kan sam­les om.

Det helt cen­trale ele­ment i Yoa­nis strate­gi er alt­så at sam­le til debat omkring fik­spunk­ter som fængsling af jour­nal­is­ter, sul­testre­jk­er og deslige. Der find­es i det poli­tiske ver­dens­billede tusinde teori­er om, hvor­dan det cubanske regime vil falde og hvor­dan man bedst hjælper en cuban­sk oppo­si­tion med at frem­skyn­de et sådant fald. Der spekuleres fra amerikan­sk side meget i den berygt­ede 50 år gam­le han­delsem­bar­go, der har til for­mål at kvæle den cubanske stat økonomisk. For Yoani er den amerikanske stats forhold til den cubanske dog af min­dre betyd­ning. Hun ser det der­i­mod som en fun­da­men­tal nød­vendighed, at den cubanske befolkn­ing lær­er, hvor­dan man opfør­er sig i den borg­erlige sfære, for på den måde at skabe en demokratisk kul­tur i lan­det.

Rosa Baez og regimet

Tre dage efter inter­viewet med Yoani Sánchez møder Tracey Eaton bib­liotekaren Rosa Baez. Denne søde, gam­le dame før­er en blog kaldet ‘La Polil­la Cubana’ (‘Den Cubanske Natsværmer’). Her kan man læse (lange og kedelige) artik­ler, der som oftest omhan­dler cubanske nation­al­helte, samt små anek­dot­er fra hen­des dagligdag som ansat på nation­al­bib­lioteket José Martí. Det særlige ved bloggen er, at den mod­sat Yoa­nis har en klar pro-Cas­tro lin­je, samt at den nyder direk­te støtte af i form af adgang til inter­net­tet på Baez’ arbe­jde. Inter­viewet starter ud med en snak om, hvor­for den almin­delige cubaner ikke har adgang til net­tet. Baez benægter, at det er et spørgsmål om en beslut­ning fra regerin­gens side om at holde den cubanske befolkn­ing fra adgan­gen til den frie infor­ma­tion og mulighe­den for at delt­age i den offentlige sfære. Ifølge hende er det et sim­pelt spørgsmål om penge og magt. Han­delsem­bar­goen fra USA bety­der, at det for Cuba er uhyre vanske­ligt at få fin­gre i inter­ne­tre­lateret teknolo­gi, og opkoblin­gen til net­tet foregår med en satel­lit­forbindelse, der får selv sto­fanet til at virke lyn­hur­tigt. Regerin­gen pri­or­iter­er der­for adgan­gen til f.eks. læger og skolelær­er. Baez nævn­er desu­den med slet skjult bit­ter­hed at den slags pri­or­i­teringer er naturlige, når resten af ver­den har rot­tet sig sam­men om at føre ondsind­ede kam­pag­n­er mod tobak og sukker — Cubas to vigtig­ste eksport­pro­duk­ter.

Rosa Baez er over­be­vist for­t­aler for det cas­tris­tiske sys­tem og der­for drejer inter­viewet sig naturligt ind på Yoani Sánchez og hen­des virken. Her bliv­er det tydeligt, hvilken strate­gi det cubanske regime har lagt i forhold til den alter­na­tive blo­gos­fære. Baez lad­er nem­lig ikke til at tro på Yoani og mor­er sig gevaldigt over, at der er nogle, der tager hende alvorligt. Den fremmeste grund til Baez’ mis­tanke mod Yoani er hen­des ringe CV. Hun har aldrig haft nogen særlig sta­tus inden­for det kom­mu­nis­tiske par­ti og hun har heller ikke delt­aget i en af de mange statsstyrede masse­or­gan­i­sa­tion­er — hun har slet og ret ikke mer­it til at være så kendt, som hun er! Et andet argu­ment mod Yoani skulle være hen­des udu­e­lighed som skribent — Baez forstår ikke, hvor­dan man kan give præmi­er for jour­nal­is­tik til en blog­ger, der skriv­er som hende. Der må være noget lusk ved det hele!

Heldigvis har Baez svaret klar. Alle de mange organ­i­sa­tion­er, der har præmieret Yoani for hen­des virken (inklu­sive CEPOS, der donerede 300.000 kro­ner samt et stykke af Berlin­muren i 2010) må være under én eller anden form for amerikan­sk ind­fly­delse. Amerikan­erne har siden den fejl­slagne Svineb­ugtsin­va­sion gang på gang forsøgt at vælte det cas­tris­tiske styre i Cuba. Yoani Sánchez og hen­des ven­ner må ifølge Baez og hen­des ånds­fæller blot være den nye form for kon­trarev­o­lu­tion, og den skal bekæm­pes på hjem­me­ba­nen: inter­net­tet!

Alle inter­views i serien Cuba: Dik­tatur 2.0 er bragt med tilladelse af Tracey Eaton og over­sat til engel­sk af K. Vestager.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen