Intellektuel historie — idéhistorien i dag

Intellectual history

Idéhistorie går i dag under navnet intellektuel historie, men det betyder ikke, at det handler om at skrive de kloges historie. Lektor i Idéhistorie Mikkel Thorup gør status over den aktuelle udøvelse af idéhistorie i den tredje artikel i serien Hvad er idéhistorie?

FOKUS: Hvad er idéhis­to­rie?: Find­es der noget sådant som ’dum his­to­rie’? Det må der vel rimeligvis gøre, hvis der kan find­es noget, man menings­fuldt kan kalde ’intellek­tuel his­to­rie’. Idéhis­to­rie går i dag under navnet intellek­tuel his­to­rie, men det bety­der ikke, at det han­dler om at skrive de kloges his­to­rie. Men hvad er idéhis­to­rie så? Nogle af lan­dets mest promi­nente idéhis­torikere under­søger idéhis­to­riens rai­son d’être og gør sta­tus over den aktuelle udøvelse af idéhis­to­rien og stiller spørgsmål­stegn ved, hvad gen­ren er, kan og bør.


Find­es der noget sådant som ’dum his­to­rie’? Det må der vel rimeligvis gøre, hvis der kan find­es noget, man menings­fuldt kan kalde ’intellek­tuel his­to­rie’. Eller er det sådan, at der er his­to­rie – og men­nesker i his­to­rien – der bare går rundt og gør, hvad de nu gør, og så er der en lille gruppe af folk, de intellek­tuelle, der fore­tager al den egentlige tænkn­ing, og hvis his­to­rie, de intellek­tuelle his­torikere skriv­er? Det indtryk kunne man godt få af den fort­sat­te og til tider mas­sive kri­tik, der har været af den intellek­tuelle his­to­rie for at være et elitært (samt hvidt og man­dligt) pro­jekt for de uddannedes selv­forherligelse. Men med ganske få, mes­ten­dels for­tidi­ge und­tagelser har det aldrig været, hvad intellek­tuel his­to­rie han­dler om.

I.

Denne artikel er en sta­tu­sopgørelse over den aktuelle udøvelse af intellek­tuel his­to­rie. Den slags er altid en slags over­greb på kol­leger, der ufor­varende kan se sig beskrevet eller afskrevet på en måde, de ikke kan genk­ende eller god­k­ende. Der er der­for et klart per­son­ligt og biografisk ele­ment i dette ved siden af det mere his­to­ri­ografiske. Den per­son­lige ’rest’ bilder jeg mig ind angiv­er mere end den biografiske til­fældighed, nem­lig at min per­son­lig-faglige his­to­rie på en vis måde er flet­tet ind i mit fags his­to­rie, og at den bevægelse, der fremtræder i dem begge, er en per­spek­tiv­forskyd­ning fra filosofien til his­to­rien. Denne artikels argu­ment er, at selv om intellek­tuel his­to­rie altid vil have et intimt mellemværende med filosofien, da en ”tænknin­gens his­to­rie ikke kan undgå at være tænk­som – eller lad os sige filosofisk”, så har dens dynamik og udvikling de sid­ste efter­hån­den mange årti­er kom­met fra dens tilnærmelse til his­to­riev­i­den­sk­aberne.

Det føl­gende er der­for ikke en biografisk beretning, men det er heller ikke et man­i­fest for, hvorledes alle andre bør bedrive intellek­tuel his­to­rie. På godt og ondt er intellek­tuelle his­torikere altid man­isk optaget af, hvem de egentlig er, hvad de gør eller burde gøre, men det befriende er, at disse overve­jelser næsten altid gøres, mens der sam­tidig bedrives reel og inter­es­sant forskn­ing.

II.

Om end der ofte, men noget min­dre i dag end tidligere, er et priv­i­legeret fokus på ’de store idéer’ og ’de store tænkere’, så er den dominerende ten­dens i intellek­tuel his­to­rie i dag, som præsi­den­ten for det nyligt stift­ede Soci­ety for US Intel­lec­tu­al His­to­ry, Andrew Hart­man, sagde i et inter­view for nylig: “Vi ønsker stadig at tale om idéer, men vi ser nu idéer over­alt.” Og det bety­der også en klar plu­ralis­er­ing, måske end­da demokra­tis­er­ing af, hvad der tæller som intellek­tuel pro­duk­tion, hvem der kan kval­i­fi­ceres som ’intellek­tuel’ og dermed også hvad der er den intellek­tuelle his­to­ries kilder, temaer og aktør­er.

I gam­le dage hed faget ofte ’idéhis­to­rie’. Det er en beteg­nelse, der stadig bruges mange sted­er i tidsskrift­sti­tler og insti­tut­navne, men ten­densen er helt klart at sam­les om beteg­nelsen ’intellek­tuel his­to­rie’. Beteg­nelsen idéhis­to­rie synes at antyde, at man beskæftiger sig med autonome abstrak­ter, der af sig selv van­dr­er rundt og man­i­fester­er sig i his­to­rien. Om end det er en karikatur af, hvad fagets ophavs­mænd fore­tog sig, så er der det sande i det, at idéhis­to­rie oprindelig, hos folk som amerikaneren Arthur O. Love­joy, englæn­deren Isa­iah Berlin og den danske grundlæg­ger Johannes Sløk, var at beskæftige sig med idéen uden for dens konkrete kon­tekst. Store epokale pås­tande tjente som eneste kon­tek­stu­alis­er­ing, mens det man var mest inter­esserede i var at efter­spore idéen gen­nem his­to­rien eller gen­nem videns­formerne snarere end at indle­jre den i sin konkrete samtid. Beteg­nelsen intellek­tuel his­to­rie fores­lår i mod­sæt­ning her­til, at gen­stands­fel­tet er tænknin­gens his­to­rie og dermed men­nes­kets sprog­lige omgang med ver­den og sig selv. Det beteg­n­er også, at tænkn­ing er en social prak­sis, en måde ikke bare at begribe, men også han­dle i ver­den på. Der­for ser man i dag ofte intellek­tuelle his­torikere undgå ordet ’idé’ og i stedet bruge andre beteg­nelser såsom tankesys­te­mer, diskurs­er, par­a­dig­mer, dis­pos­i­tiv­er, betyd­ning, kul­turel repræsen­ta­tion, sprog­lige tra­di­tion­er, begre­ber eller som min­i­mum ’idéer i brug’.

III.

Den intellek­tuelle his­to­ries kerneak­tivitet er, som den engelske intellek­tuelle his­torik­er Ste­fan Colli­ni skriv­er, ”det tætte studie af skrevne udtryk for tænkn­ing, særligt de der for­muleres på et rimeligt sofistik­eret eller reflek­sivt niveau. En kon­sti­tu­tiv del af et sådant studi­um er forsøget på at rekon­struere de forud­sæt­ninger og sam­men­hænge, der bidrog til den menings­dybde, som sådanne skri­vere besad for deres oprindeligt tiltænk­te pub­likum.” Intellek­tuel his­to­rie afgrænser der­for sit gen­stands­felt til tænknin­gens his­to­rie og til den del af, ikke men­neske­he­den, men men­neske­liv­et, der har idéer og tænkn­ing som sin primære aktivitet, enten som egentlig tænkn­ing eller som prak­sis informeret, mulig­gjort og begrænset af tænkn­ing.

Den intellek­tuelle his­to­ries anliggende er den del af livet, hvor men­nesker tænker over, udkaster svar på, begrun­der, kri­tis­er­er, forsvar­er, argu­menter­er for, hvad de på dette konkrete his­toriske tid­spunkt anser for sandt og fal­sk, godt og ondt, ude og inde, mand og kvin­de, his­torisk og evigt, krig og fred og alle andre sys­tem­a­tis­eringer af selv- og omver­dens­forståelsen.

IV.

Meget ske­ma­tisk kan man iden­ti­fi­cere mindst seks aktuelle til­gange til intellek­tuel his­to­rie. De tre første er selvstændigt udviklede tra­di­tion­er, hvo­rimod de tre sid­ste er bear­be­jd­ninger af tra­di­tion­er og udfor­dringer fra his­to­riefaget:

Geneal­o­gisk intellek­tuel his­to­rie inspir­eret af Michel Fou­cault. Hans his­toriske nom­i­nal­isme giv­er ”his­toriske beskriv­elser af, hvor­dan teo­retiske og insti­tu­tionelle prak­siss­er bidrager til opkom­sten af særlige fænomen­er såsom økono­mi, gal­skab, sek­su­alitet og stat­en.” Om end Fou­cault med god ret kan kaldes for intellek­tuel his­torik­er, så har de sen­este årti­er været domineret af soci­olo­giens læs­ning og anven­delse af Fou­cault. Det er blevet bemær­ket med beklagelse af flere intellek­tuelle his­torikere, bl.a. af Jens Erik Kris­tensen, der er den fremmeste Fou­cault-inspir­erede intellek­tuelle his­torik­er her­hjemme. Der ser dog ud til at være lidt opbrud både inter­na­tion­alt og her­hjemme; sen­est har tidsskriftet Slag­mark annon­ceret et temanum­mer om ’Fou­cault som idéhis­torik­er’, og hans bidrag kan også spores i den stadigt vok­sende optageth­ed af his­toriske studi­er af prak­s­is­former og vidensin­sti­tu­tion­alis­eringer og af nye tem­atikker såsom krop­pen, sek­su­aliteten, med­i­ci­nen, afs­traf­felsen etc. i intellek­tuel his­to­rie-forskn­ing.

Begreb­shis­to­rie som udviklet først og fremmest af Rein­hart Kosel­leck og kanon­is­eret i otte­bindsvær­ket Geschichtliche Grund­be­griffe. Begreb­shis­to­rien under­søger poli­tiske og sociale ’grund­be­gre­bers’ his­toriske seman­tik og har udviklet en ganske sofistik­eret teori om begreb­s­foran­dringer. Begreb­shis­to­riens vigtig­ste bidrag har været en stærk tem­po­ralis­er­ing af begre­berne, der dels har analy­seret, hvorledes begreb­s­be­tyd­ninger skifter over tid, men også hvorledes præg­nante, såkaldt grund­be­gre­ber er bun­det op på en særlig tid­s­lighed, der i over­gan­gen fra det før­mod­erne til det mod­erne er et grundlæggende skifte fra en sam­mensmelt­ning af erfar­ingsrum og for­vent­ning­sho­risont til stadigt mere dynamiske, fremtid­sret­tede begre­ber, efter­hån­den som men­nes­kets erfar­ingsrum og dets for­vent­ning­sho­risont i det mod­erne glid­er stadigt læn­gere fra hinan­den. Begreb­shis­to­rien er der­for også den til­gang, der mest åbent har arbe­jdet med og på en egentlig moder­nitet­ste­ori. Begreb­shis­to­rien er den af til­gan­gene, der har været mest optaget af at insti­tu­tion­alis­ere sig, fx i Con­cep­ta samt His­to­ry of Polit­i­cal and Social Con­cepts Group, og den synes at sam­le og inspirere stadig flere forskere med vægtige grup­peringer i særligt Fin­land, Tysk­land, Hol­land og Spanien, fx Kari Palo­nen, Jörn Leon­hard og her­hjemme Jan Ifversen.

His­torisk kon­tek­stu­al­isme eller ’Cam­bridge-skolen’ som udviklet af John Pocock og Quentin Skin­ner, hvis hov­edan­liggende er at insis­tere på, at der kun kan skrives his­to­ri­er om ’idéer i brug’ af konkrete aktør­er i speci­fikke, ofte polemiske kon­tek­ster, og at den intellek­tuelle his­torik­ers ærinde er at forstå og frem­stille den kon­tekst, den hen­sigt og den mulige forståelse af egen ind­sats, der var tek­st­pro­du­cen­tens: ”Det spørgsmål, man er nødt til at forholde sig til under studi­et af sådanne tek­ster, lyder der­for, hvad deres for­fat­tere – som skrev på et bestemt tid­spunkt med et bestemt pub­likum for øje – i prak­sis kunne have haft til hen­sigt at kom­mu­nikere ved at ytre de givne udsagn.” Der er ingen tvivl om, at ’Cam­bridge-skolen’ har været den vigtig­ste strømn­ing inden for intellek­tuel his­to­rie de sid­ste mere end 30 år og vil fort­sætte med at være en afgørende ref­er­ence i spørgsmålet om, hvad intellek­tuel his­to­rie kan, skal og bør. Men det ser også sam­tidig ud til, at til­gan­gen selv er ved at sande lidt til i stadigt mere spe­cialis­erede detail­studi­er. Det grundi­ge arbe­jde i dyb­den synes ikke for inde­værende at blive tilsvaret af et lige så hårdt arbe­jde med at udbrede til­gan­gen til andre tidspe­ri­oder end det, man kunne kalde det klas­sisk mod­erne (1400−1800), til andre emneom­råder end det poli­tiske eller med at udvikle den ana­lytiske til­gang. Meget kunne vin­des ved at fort­sætte i det spor som bl.a. Kari Palo­nen, Melvin Richter og Helge Jord­heim har indledt med at kom­binere til­gan­gen med begreb­shis­to­rien og genealo­gien; at udvikle videre på tale­han­dling­ste­orien, særligt måske i ret­ning af Jacques Ran­cières arbe­jde; og endelig med at brede per­spek­tivet ud i såv­el tid frem mod nuti­den og i at reflek­tere over til­gan­gens bidrag til studi­et af andet og mere end den poli­tiske tænkn­ing. I alle disse til­gange synes end­nu at være uindløste poten­tialer for intellek­tuel his­to­rie.

Dekonstruktivistisk/litteraturteoretisk intellek­tuel his­to­rie inspir­eret af først og fremmest Jacques Der­ri­da og bragt til anven­delse i intellek­tuel his­to­rie af amerikan­erne Hay­den White og Dominick LaCapra, der på yder­st sofistik­eret, nogle ville sige eso­terisk, vis har udfor­dret den kon­tek­stu­al­is­tiske for­dring i intellek­tuel his­to­rie. De insis­ter­er på, at sprog og tek­ster har en fler­hed af meninger, hvor­for kon­tek­stu­alis­er­ing fre­delig­gør og fat­tig­gør en tekst ved at fik­sere og begrænse dens mulige mening. For­fat­teren er ikke i kon­trol over sin tekst eller sin inten­tion og enhver tek­sts mange kon­tek­ster inter­ager­er og kon­flik­tuer­er med hinan­den. Der­for und­slip­per tek­sten såv­el sin for­fat­ter som den intellek­tuelle his­torik­er. Opgaven bliv­er i stedet at frem­skrive så mange mulige betyd­ningslag og intertek­stuelle sam­taler mellem lag i tek­sten og mellem tek­ster som over­hovedet mulig. Dette har ikke været en ind­fly­delses­rig til­gang, men det er den for­mod­entlig mest radikale udfor­dring inde­fra af, hvad intellek­tuel his­to­ries nære forhold til tek­ster og sprog­lig kon­tekst egentlig inde­bær­er af for­tolkn­ingsmu­lighed­er.

Kul­turhis­torisk intellek­tuel his­to­rie udøvet af folk som Car­lo Ginzburg, Robert Darn­ton, Lynn Hunt og Roger Charti­er. Denne til­gang plac­er­er sig mellem ’ren’ intellek­tuel his­to­rie og social­his­to­rie. Men hvor social­his­to­rie kan siges at være optaget af han­dling, for­bliv­er intellek­tuel his­to­rie inter­esseret i mening. I 1970’erne og 80’erne var kri­tikken fra social­his­to­rien én af de væsentlig­ste udfor­dringer af intellek­tuel his­to­rie, og resul­tatet af udfor­drin­gen synes at være en markant større kul­turel sen­si­tivitet blandt intellek­tuelle his­torikere samt en stadigt vok­sende inter­esse i ikke bare idéerne, men også deres mangeart­ede bærere samt i den vigtige ind­sigt, at alle doku­menter kan være en valid kilde for intellek­tuel his­to­rie. Denne til­gang har mest offen­sivt udvidet den intellek­tuelle his­to­ries per­songal­leri med sin afdækn­ing af, hvorledes alle men­nesker pro­duc­er­er mening og bear­be­jder deres kul­turelle sam­men­hænge. I denne del af den intellek­tuelle his­to­rie er der ofte større fokus end ellers på idéernes cirku­la­tion frem for kun deres for­mu­ler­ing. Her find­er vi der­for også en end­nu svag, men vok­sende kobling mellem intellek­tuel his­to­rie og boghis­to­rie, læs­nin­gens his­to­rie samt recep­tion­shis­to­rie, der synes at være lovende til­gange til at analy­sere såv­el idéers opkomst som deres udbre­delses­møn­stre.

Ånds- eller men­tal­his­torisk intellek­tuel his­to­rie, som oprindelig blev udviklet af den franske Annales-skole (Phillipe Ariès, Fer­nand Braudel, Jacques Le Goff), men som også i en metode­te­o­retisk svækket form synes at knytte godt an til en stærk tra­di­tion i intellek­tuel his­to­rie for at skrive ’epokal intellek­tuel his­to­rie’. Denne til­gang er ofte blevet associeret med en forkastet ånd­shis­to­rie à la Hegels tanke om åndens van­dring gen­nem his­to­rien, dvs. en his­to­rieskrivn­ing, hvor idéerne udvikler sig af sig selv og virk­er restløst på sages­løse men­nesker gen­nem his­to­rien. Der find­es dog nye spæn­dende bud på gen­ren, fx amerikaneren Gor­don Wood, der i flere værk­er har frem­lagt en dynamisk men­tal­itet­shis­to­rie for den tidlige amerikanske repub­lik, hvor en overord­net social- og begiven­hed­shis­to­rie på sam­fund­sniveau kom­bineres med det, man kunne kalde for en konkret prob­lem­løs­ning­shis­to­rie på aktør­niveau.

V.

Intellek­tuel his­to­rie oplever for tiden en markant ekspan­sion, der ikke mindst afspe­jles i en stadigt vok­sende række af tidsskrifter. Ved siden af de klas­siske Jour­nal of the His­to­ry of Ideas (194o), His­to­ry of Euro­pean Ideas (1980), samt det danske Slag­mark — tidsskrift for idéhis­to­rie (1983) er der i de sen­este år dukket en række nye op: Redescrip­tions (1997), Mod­ern Intel­lec­tu­al His­to­ry (2004), Con­tri­bu­tions (2005), Ideas in His­to­ry (2006), Zeitschrift für Ideengeschichte (2007), Lapham’s Quar­ter­ly (2007) og Intel­lec­tu­al His­to­ry Review (2007), hvor det sid­st­nævnte udgives af Inter­na­tion­al Soci­ety for Intel­lec­tu­al His­to­ry, som blev stiftet i 1994. Der er kom­met en afløs­er for 1973-opslagsvær­ket Dic­tio­nary of the His­to­ry of Ideas, nem­lig seks­bind-vær­ket New Dic­tio­nary of the His­to­ry in Ideas, der udkom i 2005. Der er kom­met en række sam­leværk­er, der forsøger at skit­sere mang­foldighe­den af og ret­nin­gen i intellek­tuel his­to­rie: I 2006 kom Intel­lec­tu­al His­to­ry fra Pal­grave Advances-serien, og om kort tid kom­mer Intel­lec­tu­al His­to­ry: 5 Ques­tions, der udspørg­er en lang række forskere om deres faglige og per­son­lige virke som intellek­tuelle his­torikere, samt Rethink­ing Mod­ern Euro­pean Intel­lec­tu­al His­to­ry for the Twen­ty-First Cen­tu­ry.

Denne ekspan­sion afspe­jles også insti­tu­tionelt. Med und­tagelse af Nor­den har det ikke været kutyme, at der var egentlige afdelinger, insti­tut­ter eller cen­tre for intellek­tuel his­to­rie, men i de senere år er faget blevet insti­tu­tion­alis­eret på forskel­lig vis på uni­ver­siteterne i bl.a. Sus­sex, Lon­don, Firen­ze, Sankt Peters­borg, Har­vard, Oxford, Cam­bridge og Jyväskylä. I mod­sæt­ning til Norge og Sverige, der har mange sådanne afdelinger og cen­tre, har der i Dan­mark kun været ét insti­tu­tion­alis­eret sted for intellek­tuel his­to­rie, nem­lig det i 1967 opret­tede Insti­tut for Idéhis­to­rie på Aarhus Uni­ver­sitet, der i 2004 blev fusioneret til Insti­tut for Filosofi og Idéhis­to­rie for så i 2012 at indgå i et kæm­pe­in­sti­tut med det noget intet­si­gende navn Insti­tut for Kul­tur og Sam­fund. I 2009 opret­tede man Forskn­ings­grup­pen for Intellek­tuel His­to­rie, der sam­ler særligt de yngre forskere og PhD-stud­erende ved afdelin­gen. Men der er også blevet bedrevet intellek­tuel his­to­rie uden for Idéhis­torisk Institut/Afdeling/Fagklynge, særligt sid­der der en række idéhis­torisk uddannede forskere på det tidligere DPU (hvis første rek­tor var idéhis­torik­eren Lars-Hen­rik Schmidt) på pro­gram­met for Pæd­a­gogisk Samtids­di­ag­nos­tik (Jens Erik Kris­tensen, Søren Chris­tensen, Kirsten Hyldgaard). Og i de sen­este år er en række, særligt yngre his­torikere beg­y­n­dt at arbe­jde inden­for det, jeg (men måske ikke de) vil kalde for intellek­tuel his­to­rie, fx Bertel Nygaard (His­to­rie, AU), Jeppe Nev­ers (His­to­rie, SDU), Niklas Olsen (Saxo, KU) samt Leo Catana (Medi­er, Erk­endelse og Formidling, KU). Sid­st­nævnte står bl.a. bag Copen­hagen Intel­lec­tu­al His­to­ry Sem­i­nar.

VI.

Intellek­tuelle his­torikere udvider aktuelt grænserne for deres arbe­jde: Geografisk er intellek­tuel his­to­rie dels ved virke­lig at etablere sig uden­for Vesten, f.eks. i Sydameri­ka og Kina, lige som man med lidt forsinkelse har omfavnet den såkaldte ’transna­tionale vend­ing’, der er optaget af forbindelser og udvek­slinger frem for kul­turel autono­mi. Peri­odemæs­sigt bliv­er intellek­tuel for inde­værende bragt i anven­delse som samtids­di­ag­nos­tik og dermed ført frem til nuti­den på en helt anden måde end tidligere. Kildemæs­sigt arbe­jdes der på at inklud­ere en stadig mængde af forskel­lige doku­menter fx ret­spro­tokoller, par­la­mentet­staler, musik, skøn­lit­ter­atur, selvhjælps­bøger, man­age­ment­tek­ster, billed­er og så videre. Emnemæs­sigt sup­pleres den klas­siske kanon af filosofiske emn­er nu med en hastigt vok­sende gruppe af emn­er fra det mest ophø­jede til det mest almin­delige, fx kan­ni­baler. På Afdel­ing for Idéhis­to­rie kan man symp­to­ma­tisk de sen­este år finde emn­er som kul­turbe­gre­bet, reklamer, højreek­strem­isme, jern­baner, viden­sk­a­belige netværk, sub­jek­t­be­gre­bet, det danske bureaukrati, suverænitets­be­gre­bet, oprør, metafor­er, oplysningsti­dens Kina-recep­tion, amerikan­sk kap­i­tal­ismede­bat, steds- og byte­ori, anger­poli­tik mm. Aktør­mæs­sigt udvides fel­tet til nu også at inklud­ere de mar­gin­alis­erede, de kolonis­erede, de fat­tige, kvin­der, men særligt det, jeg neden­for skal udlægge som ’mellem-fig­ur­er’, dvs. his­toriske aktør­er, hvis rolle ikke er at udtænke de store idéer men at udbrede og oper­a­tionalis­ere dem i prak­sis; og endelig, som vist oven­for, metodisk, hvor sam­talepart­nerne i sti­gende grad er his­to­rie- og lit­ter­aturv­i­den­sk­aberne men også soci­olo­gien, materiel kul­tur, æstetik m.fl.

Lad mig afs­lut­ningsvis illus­trere intellek­tuel his­to­ries aktuelle arbe­jde med to markante og lovende eksem­pler på, hvor­dan intellek­tuelle his­torikere i dag arbe­jder og forsøger at respon­dere på de seks prob­lematikker rejst i første afs­nit, nem­lig Jan-Wern­er Müller: Con­test­ing Democ­ra­cy: Polit­i­cal Ideas in Twen­ti­eth-Cen­tu­ry Europe samt Jonathan Israels mon­u­men­tale tre­bindsværk om Oplysningsti­den, påb­eg­y­n­dt med vær­ket Rad­i­cal Enlight­en­ment.

Müller frem­læg­ger i sin bog, der han­dler om den europæiske diskus­sion om og udvikling af demokrati­et i det tyvende århun­drede, en til­gang der fokuser­er på ’mellem-fig­ur­er’, dvs. ”statsmænd-filosof­fer, offentlige advokater, for­fat­ningsråd­gi­vere, det ved første øjekast under­lige fænomen ’visionære bureaukrater’, filosof­fer tæt på de poli­tiske parti­er og bevægelser såv­el som det Friedrich von Hayek engang ref­er­erede til som ’brugt­forhan­dlere af idéer’ [sec­ond­hand deal­ers in ideas].” Disse fig­ur­er, der ikke nød­vendigvis er store tænkere, oper­erer i mellem­rum­met mellem tænkn­ing og han­dling, eller snarere: deres tænkn­ing såv­el som han­dling er his­torisk situerede prob­lem­løs­ninger. Denne form for intellek­tuel his­to­rie anlæg­ger der­for to analy­seniveauer. På den ene side er der en overord­net tem­atik, der for­følges i det lange stræk, her demokrati­et i det tyvende århun­dredes Europa, og for det andet tætte, his­torisk speci­fikke læs­ninger af aktør­er i gang med dels at forholde sig til demokrati­et men også og deri­gen­nem at løse det, de i deres konkrete samtid så som de presserende prob­le­mer. Vi er der­for med på de store diplo­ma­tiske kon­fer­encer, i skyt­te­gravene, på bar­rikaderne, i tæn­ke­tankene, hos dis­si­den­terne og bureaukrater­ne, poli­tik­erne og ter­ror­is­terne. Opmærk­somhe­den på prob­lem­løs­ning før­er direk­te til et bredere udvalg af tænkere, ’intellek­tuelle’, nem­lig som alle dem, der for­mulerer tanker, mens de han­dler, og om det at de han­dler.

Israels bog har et noget andet sigte, om end også hans ambi­tion er at frem­drage et langt større (og andet) per­songal­leri, end man oftest ser, her i et nærstudi­um af den europæiske oplysningstid. Israels overordnede pointe og snit er at frem­skrive en radikal oplysning fra Spin­oza og frem, der er i oppo­si­tion til både det gam­le regime og den mod­er­ate oplysning, som er en slags halveret oplysning­spro­jekt. Israels til­gang har en række prob­le­mer – der dog ikke fratager hans værk sta­tus som det vigtig­ste enkelt­bidrag til udforsknin­gen af oplysningstænknin­gen i meget lang tid – men her er det afgørende hans metodiske til­gang, som han i andet bind, Enlight­en­ment Con­test­ed, definer­er som en ”kon­tro­ver­sial­is­tisk til­gang til intellek­tuel his­to­rie”. Israel udlæg­ger det som:

en metodolo­gi, der tænker inter­ak­tio­nen mellem sam­fun­det og idéer som en række sam­men­stød, hvori begre­ber – til dels fælles, til dels omstridte – ikke betragtes som den eneste kilde til social og poli­tisk foran­dring, da materielle skift for­bliv­er væsentlige fak­tor­er, men som den primære kanalis­erende og dirigerende kraft. En sådan restruk­turering af his­toriske studi­er omkring en ’ny intellek­tuel his­to­rie’ i direk­te rivalis­er­ing med ’ny social­his­to­rie’ ville tænke sam­fun­dets sys­tem af poli­tiske, økonomiske og kul­turelle rela­tion­er som værende under kon­stant geneval­uer­ing, formn­ing og omform­ing af kon­tro­vers­er over basale begre­ber om autoritet, tra­di­tion, reli­gion, viden­skab og magt […] Ved at fokusere på kon­tro­vers­er vil man hur­tigt kunne vise, at sam­fund myl­dr­er med men­nesker, der har stærke syn­spunk­ter (ganske som de har i dag) om tanker, der er kom­met til udtryk i bøger, som de ikke har læst, og som de ved meget lidt om, skønt de måske har hørt om dem.”

Denne ”rekon­struk­tion af polemiske, ofte uløste argu­menter” stiller han i eksplic­it mod­sæt­ning til social- og kul­turhis­to­rien for derved at frem­sætte en offen­siv pås­tand om idéernes pri­mat til fork­lar­ing af social foran­dring og han afvis­er, at det skulle diskval­i­fi­cere en idéstrømn­ings påvirkn­ingskraft, at den kun var delt af få, her oplysnings­filosof­ferne ver­sus den brede befolkn­ing. Det kan der­for synes som en tilbageven­den til en klas­sisk idéhis­to­rie, der priv­i­legerer de lærde og ignor­erer resten, men styrken ved Israels metodolo­gi er, at den kan anven­des til analy­sen af mange andre for­mer for social foran­dring, der ikke er den ’lærde repub­liks’ kamp mod ’det gam­le regime’ men som er alle de kon­fronta­tion­er og dis­put­ter, der udgør og for­van­dler sam­fund, idet der fore­tages ”en drama­tisk udvidelse af forståelsen af ’argu­ment’ til at inklud­ere ikke bare poli­tiske, ret­slige og kirke­lige inter­ven­tion­er i polemiske debat­ter men også, og måske især, folke­lige pro­test­er og inter­ven­tion­er.”

VII.

Der er stadig grund til at rejse tvivl om elit­isme og idé-snob­beri hos dele af den intellek­tuelle his­to­rie, men faget selv har taget vejen fra at hoppe mellem åndens tin­der til også og i sti­gende grad at bevæge sig ned i dalene, hvor men­nesker lever, kæm­per, byg­ger, elsker, tænker og skriv­er. Intellek­tuelle his­torikere stiller i dag bedre og mere speci­fikke spørgsmål end tidligere, deres kilde­ma­te­ri­ale er større og mere mang­foldigt, deres metoder er mere reflek­sive, og deres svar er – forhåbentlig – mere ved­k­om­mende end den­gang, da intellek­tuel betød kun ’de intellek­tuelle’ og his­to­rie ikke betød andet end de store tænkeres omgang med det evige.

Mikkel Tho­rup er pro­fes­sor ved idéhis­to­rie på Aarhus Uni­ver­sitet. Artiklen er en redi­geret udgave af “Intellek­tuel his­to­rie”, der første gang blev bragt i Temp — tidsskrift for his­to­rie.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen