På trods af udsigterne til en lavere levestandard end deres forældre kan nutidens unge se frem til større politisk frihed, hvis de formår at gribe den.

På samme måde som murens fald i 1989 tog Vestens intel­li­gentsia på sen­gen, var de vestlige mellemøstekspert­er ikke intellek­tuelt for­beredt på det ara­biske forår. Da gadekam­p­ene beg­y­n­dte i Cairos gad­er, for­sikrede et nærmest enstem­migt kom­men­tari­at om, at den tune­siske rev­o­lu­tion ikke ville gen­t­age sig i Egypten. Der­til var lan­dene for forskel­lige, og præsi­dent Hos­ni Mubarak, der var Vestens ven i regio­nen, var for magt­fuld. Men 18 dage senere vælt­ede han, og det ara­biske forår var en realitet, hvis kon­sekvenser stadig udspiller sig.

I Vesten ulmer den sociale uro kun lige under over­fladen. De britiske stu­den­ter­demon­stra­tioner, Occu­py Wall Street-besæt­telserne i New York, fag­foren­ing­spro­test­erne i Wis­con­sin, indig­na­dos-bevægelsen i Spanien og optø­jerne i Græken­land er udtryk for de samme under­liggende sociale ulighed­er, som antændte det ara­biske forår.

Klassekamp og generationskonflikt

Efter­hån­den som ulighe­den udvider sig mellem eliten og masserne og mellem en gen­er­a­tion af ældre på vej på pen­sion og en af unge uden udsigt til den samme velfærd, som deres foræl­dre kunne nyde godt af, opstår pro­test­er, optø­jer, oprør og i yder­ste kon­sekvens rev­o­lu­tion.

I sin bog Why It’s Kick­ing Off Every­where argu­menter­er Paul Mason, der til daglig er økonomiredak­tør for BBC News­night, for, at man ikke kan anskue opstandene i Nordafri­ka og Mellemøsten adskilt fra folke­lige pro­test­er i Vesten:

»Græken­land er det mod­erne skoleek­sem­pel på, hvad der sker, når et indus­tri­alis­eret lands poli­tiske elite tillad­er sin poli­tiske legit­imitet at gå op i flam­mer. Det er en udfor­dring for demokrati­et og glob­alis­erin­gen i sig selv.«

I Græken­land – mellem den sviende tåre­gas og de flam­mende molo­tov­cock­tails – er det ikke kun bankers og butikkers rud­er, der er knust, men også unge græk­eres drømme og håb om en lysere fremtid.

Den glob­ale uro, som blandt andet kom­mer udtryk i græske optø­jer, er efter­døn­ninger af finan­skrisen. Mason beskriv­er krisen og dens kon­sekvenser gen­nem en scene fra fil­men Alien. I fil­men forsøger besæt­nin­gen på rum­ski­bet Nos­tro­mo at fjerne et rumvæsen, som klyn­ger sig til et besæt­ningsmedlems ansigt, ved at skære det af. Rumvæs­nets blod er imi­dler­tid en kraftig syre, der æder sig gen­nem dæk efter dæk på vej mod ski­bets skrog.

I Masons billede er rumvæs­net finanssek­toren, og blodet er alle dens fejlvur­derede og giftige gælds­derivater. Det første dæk, som blodet ætser igen­nem, er banksek­toren, som gik i baglås. Det andet dæk er den virke­lige, pro­duk­tive sam­fund­søkono­mi, der tog et drastisk dyk i man­gel på lik­viditet. Det tred­je dæk, hvor syre­blodet indtil videre har stop­pet sin tæren, er stater­ne, der greb mas­sivt ind og stoppede det glob­ale økonomiske sys­tem fra at smelte ned.

Hvad ville der være sket i Alien, hvis rumvæs­nets blod havde ætset sig gen­nem rum­ski­bet Nos­tro­mos skrog? Hvis de stat­slige ind­greb for at dæmme op for krisen vis­er sig ikke at virke i læng­den, og nedsmelt­nin­gen får glob­alis­erin­gen til at bryde sam­men, vil krisen gå ud over forhold­et mellem stater. Den geopoli­tiske konkur­rence vil først udmønte sig i han­delsstridighed­er, efter­hån­den som de enkelte stater forsøger at vare­tage deres eget bed­ste, frem for at opretholde det glob­ale sys­tem. På sigt før­er den slags stridighed­er til krig. Indtil videre er vi ikke nået der­til, da der er en slags inter­na­tion­al sol­i­daritet om at red­de glob­alis­erin­gen fra kol­laps.

Til gengæld kom­mer krisen nu til udtryk i eskalerende interne sociale stridighed­er, efter­hån­den som skat­tey­derne, bankpakke efter bankpakke, betaler for, at stater­ne har afbødet et glob­alt økonomisk sam­men­brud. De efter­føl­gende stat­slige sparekure og velfærd­sned­skæringer bliv­er, når deres kon­sekvenser ram­mer almin­delige men­nesker, omsat til ophedet klassekamp, hvor sociale mod­sæt­ninger kom­mer op til over­fladen, og her er det de yng­ste gen­er­a­tioner, der rammes hårdest af krisen.

Kandidaten uden fremtid

»Jeg husker selv fra 1980’erne, hvor­dan frygten for at fejle fik taget i vores gen­er­a­tion. Vi fik at vide, at vi ikke kunne noget. At der ikke var brug for os. Vi kunne hver aften se på TV, at ung­dom­sar­be­jd­sløshe­den bare voksede og voksede, mens vi fik at vide, at der intet var at gøre. Vi blev kaldt no-future gen­er­a­tio­nen.«

- Helle Thorn­ing-Schmidt, 1. maj 2012.

Da Helle Thorn­ing i sin tale 1. maj advarede mod at skabe en ny no future-gen­er­a­tion, var det blandt andet i lyset af en ung­dom­sar­be­jd­sløshed på skæb­nes­van­gre 13 pro­cent. I 80’erne gav »no future« udtryk for punkens nihilisme, der stod som et forvrænget spe­jl­billede af den speku­la­tive nihilisme blandt Wall Streets jakkesætk­lædte yup­pi­er. Punken gjorde oprør mod sam­fun­det som sådan. Punkerne ville rive det hele ned uden nød­vendigvis at have et alter­na­tiv at bygge op i stedet for.

I slut­nin­gen af 00’erne og starten af 10’erne er no future imi­dler­tid ikke så meget sub­kul­turelt cre­do, som det er en økonomisk fremtid­sudsigt for en overvældende mængde af unge med læn­gere videregående uddan­nelser. Aldrig har så mange unge uddan­net sig til så få arbe­jd­spladser.

Da denne gen­er­a­tion af akademikere start­ede på uni­ver­siteterne i beg­y­n­delsen af 00’erne, blev den lovet en lys fremtid, væsentlig lysere end den tidligere gen­er­a­tions. Den kunne uddanne sig af lyst og til et arbe­jds­marked uden arbe­jd­sløshed. Det var imi­dler­tid et skin­billede.

Mason beteg­n­er kan­di­dat­en uden fremtid som »en ny soci­ol­o­gisk type«. I Nordafri­ka er den en del af en demografisk bule i mod­sæt­ning til her­hjemme, hvor den nuværende ung­doms­gen­er­a­tions ringe stør­relse giv­er udtrykket ældrebyr­den sin betyd­ning.

Udsigten til at skulle arbe­jde læn­gere, til lavere løn og med min­dre sikker­hed end deres foræl­dre er den fremtid, de fleste unge står over­for i dag. Det er det ulti­ma­tive løfte­brud. Hvor gen­er­a­tion efter gen­er­a­tion har kun­net stille sig på skul­drene af den for­rige og således har fået udsigt til en lysere fremtid med mere vel­stand og bedre velfærd, står denne gen­er­a­tion tilbage med et socialt ans­var uden den tilsvarende fri­hed. For at føje spot til skade bliv­er det for­ven­tet af den selv samme gen­er­a­tion, at den skal arbe­jde for velfærd, som den sandsyn­ligvis ikke selv får adgang til i fremti­den. Tidens poli­tiske mantra er reformer; en eufemisme for ned­skæringer og bespar­elser, der bliv­er gen­nem­ført i ans­varlighe­dens navn og itale­sat som poli­tiske nød­vendighed­er.

Der er tale om en gen­er­a­tion, der skal genopfinde sine kampe. Hvor den kolde krigs sort-hvide ver­dens­billede gjorde det let at ori­en­tere sig i forhold til et poli­tisk pro­jekt, er den virke­lighed, som nuti­dens unge står over­for, anderledes kom­pleks. For­dums tids dok­trinære uni­ver­sitets­marx­isme blev gen­nem 90’erne erstat­tet af en post-alt­ings-rel­a­tivisme, der gør det muligt at ind­tage såv­el som und­sige stort set hvilken som helst poli­tisk posi­tion. Og sam­men med et hyper­kom­mer­cialis­eret kul­turliv og et gen­nem­bran­det mediebillede, fremmedgør nød­vendighe­dens poli­tik en hel gen­er­a­tion fra en sag, den burde kæmpe for: et bedre liv for frem­tidi­ge gen­er­a­tioner.

Netværk underminerer hierarkier

Kan­di­dat­en uden fremtid er imi­dler­tid ikke kun en tragisk fig­ur fort­abt i for­tidens fall­erede forlys­telses­park. Nuti­dens arbe­jd­sløse akademik­er har noget, som 80’ernes punkere og BZ’ere ikke havde: inter­net­tet og mobil­tele­fo­nen.

Mason citer­er den franske his­torik­er Hip­poly­te Taine for at have advaret om, at den franske rev­o­lu­tion ikke fandt sted på grund af antallet af fat­tige, men antallet af fat­tige advokater. I dag er der oven i købet en inter­net­forbindelse i enhver arbe­jd­sløs akademik­ers hjem og en mobil­tele­fon i ved­k­om­mendes lomme.

Mulighe­den for nærmest omkost­nings­frit at skabe og vedlige­holde rela­tion­er i sociale netværk er en af de klare kon­sekvenser af inter­net­tet og mobil­tele­foni. Der er blevet sagt meget om sociale mediers rolle i det ara­biske forår, men essensen af diskus­sio­nen er, at det uomgæn­geligt er blevet let­tere for grup­per at organ­is­ere sig uden formelle struk­tur­er ved hjælp af inter­net­tets sociale værk­tø­jer. De poli­tiske kon­sekvenser af denne kends­gern­ing er knap nok beg­y­n­dt at blive udfors­ket.

Da hun­dred­tusind­vis af hov­ed­sageligt unge men­nesker gik på gaden over hele Europa i forsvar for et frit inter­net og i protest mod han­del­saf­tal­en ACTA, med det resul­tat at aftal­en blev forkastet i Europa­parla­mentet, var det udtryk for netop den oven­stående kends­gern­ing.

På samme måde som plade­branchens foræld­ede dis­tri­b­u­tion­shier­arki­er i starten af 00’erne blev under­mineret af nye netværks­baserede fildel­ingst­jen­ester, hvor brugerne omkost­nings­frit kunne udvek­sle musik med hinan­den, bliv­er de tra­di­tionelle poli­tiske organ­i­sa­tion­er i dag udfor­dret af lethe­den, hvormed almin­delige men­nesker kan organ­is­ere sig dig­i­talt uden nød­vendighe­den af en overord­net hier­arkisk struk­tur.

For at per­spek­ti­vere denne udvikling peger Mason på den af ven­stre­flø­jen udskældte marx­ist André Gorz, der skriv­er i Farvel til pro­le­tari­atet:

»At tage magten er at fjerne den fra dem, der udøver den, ikke ved at tage deres plads, men ved for altid at gøre det umuligt for dem at få deres beherskelses-appa­rat til at fun­gere. Rev­o­lu­tio­nen er først og fremmest den uigenkaldelige ødelæggelse af dette appa­rat. Den forud­sæt­ter en kollek­tiv prak­sis, som kobler det ud sam­tidig med, at den udvikler et net af en ny slags rela­tion­er.«

Omstyr­telsen af dik­ta­tor­er i Mellemøsten er ikke den egentlige inter­net­baserede rev­o­lu­tion. Det er blot den netværk­spoli­tiske udviklings lavthæn­gende frugter. Den magt, som inter­net­tet tager fra magth­av­erne, dan­ner ikke grund­lag for en ny form for autoritet eller nye poli­tiske hier­arki­er, men udgør tvær­ti­mod muligheds­betingelsen for en ny form for poli­tisk fri­hed, som det er op til kom­mende gen­er­a­tioner at udvikle.

I dette per­spek­tiv tilhør­er kan­di­dat­en uden fremtid ikke en ny no future gen­er­a­tion. Der­i­mod er fremti­den for poli­tiske organ­i­sa­tion­er og styre­former, der baser­er sig på hier­ar­ki og autoritet, truet. No future 2.0 er ikke udsigten for en gen­er­a­tion af unge, der er vok­set op med inter­net­tet, men for en ældre gen­er­a­tion af poli­tikere, der bilder sig ind, at den kan styre dem oppe­fra og ned.

Essayet er syn­dik­eret fra frikultur.dk og har været bragt i Mag­a­sinet Kol­laps‘ e‑Magasin Europas unge efter fes­ten, i Gejst – en gen­er­a­tionsan­tolo­gi og på denfri.dk.

Scroll til toppen