Joseph Kony - Invisible Children

Med Invisible Childrens opmærksomhedskampagne KONY2012 fik verden en ny skurk — Joseph Kony. Eller nærmere kampagnefjenden KONY. For i Invisible Childrens kampagne gennemgik Joseph Kony en transformation, der ikke gjorde det lettere at løse den kritiske situation, men i stedet gravede hullet endnu dybere. Her er et forsøg på at genfortælle historien om KONY.

Der går et spøgelse gen­nem den vestlige ver­den — det spøgelse hed­der KONY.

Joseph Kony is basi­cal­ly Adolf Hitler. He has an army of 30000 mind­less chil­dren who slaugh­ter inno­cent peo­ple in Ugan­da”.

Den slags udmeldinger fyldte de sociale medi­er tidligere i år, da grup­pen Invis­i­ble Chil­dren lancerede sin store opmærk­somhed­skam­pagne KONY2012. Med en af his­to­riens mest virale video­er sørgede kam­pag­nen for, at Joseph Kony — led­eren af den ugan­diske oprør­shær Lord’s Resis­tance Army — gik fra at være fuld­stændig ukendt til at være kendt som hele ver­dens værste for­bry­der. Joseph Kony blev udnævnt som vores tids Hitler. Han var ikke læn­gere bare en særligt grov oprørsled­er og krigsh­erre i Ugan­da, men var nu også blevet skrevet ind i his­to­rien som sym­bol på alver­dens trusler mod men­neske­he­den.

Paradok­salt fik Joseph Konys intro­duk­tion i his­to­rien ham til at forsvin­de, for den konkrete per­son forsvandt nem­lig til fordel for kam­pag­ne­f­jen­den KONY.

KONY blev et billede og et sym­bol på Vestens (læs: USAs) kamp mod den gode gam­le fjende — det onde. Han var ind­be­gre­bet af den ond­skab, som den vestlige ver­den har eksklud­eret fra sit grund­prin­cip, og som vi forstår os selv som mod­sæt­ning til. KONY var kam­pag­nens his­toriske abstrak­tion, der ikke læn­gere havde meget at gøre med per­so­n­en Joseph Kony. Han var ikke så meget en reel poli­tisk trussel som en ond idé.

Bin Laden, KONY og de andre spøgelser

Målet med kam­pag­nen var at gøre Joseph Kony ver­densk­endt. Invis­i­ble Chil­dren arbe­jd­ede ud fra devisen, at for at sikre den poli­tisk-mil­itære ind­sats, der skulle få Joseph Kony stil­let for en inter­na­tion­al dom­stol, var det nød­vendigt, at hans navn var over­alt. Joseph Kony skulle være et house­hold name. Ellers ville vestlige poli­tikere ikke tage KONY-prob­lemet ser­iøst og fastholde den poli­tiske og mil­itære støtte til den ugan­diske regering:

In order for Kony to be arrest­ed this year, the Ugan­dan mil­i­tary has to find him. In order for them to find him, they need the tech­nol­o­gy and train­ing to find him in the vast jun­gle. That’s where the Amer­i­can advi­sors come in. But in order for the Amer­i­can advi­sors to be there, the US gov­ern­ment has to deploy them. They’ve done that, but if the gov­ern­ment doesn’t believe that the peo­ple care about arrest­ing Kony, the mis­sion will be can­celed. In order for peo­ple to care, they have to know, and they will only know if Kony’s name is every­where.”

Strate­gien lykkedes kun delvist. Joseph Kony er ikke blevet anholdt, men Invis­i­ble Chil­dren og KONY blev ver­densk­endte. Over 100 mil­lion­er men­nesker har set og delt KONY-videoen siden den blev offentlig­gjort i marts måned i år. Næste led i kam­pag­nen var det ver­den­som­spæn­dende event, Cov­er the Night, hvor støt­terne i hele ver­den skulle anskaffe sig et action-kit med plakater og så den 20. april dække klo­den til med billed­er af KONYs ansigt.

I action-kit­tet var en særligt fremtræ­dende plakat (se billedet øverst). Den vis­er Joseph Konys ansigt. Bag Konys ansigt er der billed­er af Osama Bin Laden og Adolf Hitler. Sådan skrev Invis­i­ble Chil­dren en ny his­to­rie; de teg­nede en lige lin­je op igen­nem ver­den­shis­to­rien fra Hitler over Bin Laden til Joseph Kony. Hvad end hen­sigten må have været, er det svært at komme uden om effek­ten — Joseph Kony portræt­teres som den ret­mæs­sige arv­tager til rollen som men­neske­he­dens fjende num­mer ét.

Men hvad forbinder så Kony, Bin Laden og Hitler? Ikke meget, udover at vi i Vesten har frem­stil­let dem som fjen­de­billed­er på samme måde. Den Bin Laden, som vi talte om og jagede til døden, var en abstrak­tion fra en reel per­son. På samme måde er Kony blevet en his­torisk abstrak­tion. Manøvren: Vi tog nogle af deres egen­sk­aber, fremhævede dem, og fjernede resten af de konkrete og his­toriske omstændighed­er. Det er opskriften på en døds­f­jende. Den mere fre­delige danske abstrak­tion, Nielsen (fhv. Das Beck­w­erk, fhv. Claus Beck-Nielsen) skrev om manøvren:

Med Osama bin Laden var en dør blevet åbnet til en tred­je ver­den, som hverken var denne eller døden, men en mellemt­ing, et mellem­rum, der lige­som døden kun kunne defineres neg­a­tivt: Osama bin Laden stod for alt det, der ikke var os, han var Vestens abso­lutte Anden.”

KONY er et spøgelse, der hjem­søger os fra samme “tred­je ver­den” som hverken er vores eller de dødes. En ver­den, hvor Joseph Konys oprørskamp ikke adskiller sig væsentligt fra Bin Ladens religiøse ekstrem­isme eller Hitlers holo­caust, for­di alle tre er udtryk for truslen mod selve den humane civil­i­sa­tions prin­cip. Trans­for­ma­tio­nen skete i hæn­derne på Invis­i­ble Chil­dren. Spørgsmålet kunne have lydt: “Hvad kan vi gøre for at afhjælpe den poli­tiske kon­flikt i Ugan­da, der tillad­er Joseph Konys oprør­shær at bort­føre og hjernevaske børn?” Men man spurgte anderledes: “Hvor­dan kan vi tillade, at KONY begår for­bry­delser mod men­neske­he­den?”

Ved den onde ånd KONYs mellemkomst synes den poli­tiske sit­u­a­tion alt­så at glide ud af vores hæn­der. Hvor­dan kom­mer man af med onde ånder? Ved eksor­cisme.

Facts og neo-koloniale fantasier

Efter KONY-kam­pag­nen ret­tede en lang række Afri­ka-kom­men­ta­tor­er en skarp kri­tik mod Invis­i­ble Chil­dren og deres man­glende blik for den ugan­diske sit­u­a­tions kom­plek­sitet. Kri­tikken peger på et grundlæggende mis­forhold mellem den KONY som Invis­i­ble Chil­dren portræt­ter­er og den fak­tiske poli­tiske virke­lighed i og omkring Joseph Kony, LRA og Ugan­da. Mark Ker­sten, der er skribent for bloggen Jus­tice in Con­flict, skriv­er:

But there’s one glar­ing prob­lem: the cam­paign reflects nei­ther the real­i­ties of north­ern Ugan­da nor the atti­tudes of its peo­ple”.

Denne kri­tik går igen. Joshua Keat­ing, der skriv­er for bloggen For­eign Pol­i­cy, point­er­er, at selvom “He [Joseph Kony] and his forces haveleft a path of abduc­tions and mass mur­der in their wake for over 20 years”, så miss­er KONY-kam­pag­nen to grund­præmiss­er. For det første er Joseph Kony ikke læn­gere i Ugan­da — og har ikke været det i seks år. For det andet, består Joseph Konys oprør­shær ikke af flere tusin­der, men nærmere af hun­dred­er af sol­dater.

Invis­i­ble Chil­dren havde alt­så et prob­lem med repræsen­ta­tio­nen. Den Joseph Kony og LRA, som Invis­i­ble Chil­dren beskrev, fandtes ikke i den virke­lige ver­den.

Ved siden af denne kri­tik, var der en kri­tik der pegede på KONY2012 som udtryk for en neo-kolo­nial hold­ning. Kam­pag­nen var udtryk for en bestemt forestill­ing om, at den vestlige, udviklede ver­den har en forplig­telse til at hjælpe den afrikanske, min­dre udviklede ver­den. Ange­lo Iza­ma skriv­er i et blogindlæg:

The sim­plic­i­ty of the “good ver­sus evil”, where good is inevitably white/western and bad is black or African, is also rem­i­nis­cent of some of the worst excess­es of the colo­nial era inter­ven­tions. (…) Many African crit­ics unsur­pris­ing­ly are cry­ing neo-colo­nial­ism. This is because these cam­paigns are dis­em­pow­er­ing of their own voic­es.”

Hvor kam­pag­nen mente at give en stemme til Afrikas usyn­lige børn, så mente en række kri­tikere, at Invis­i­ble Chil­drens kam­pagne gjorde det mod­sat­te, skjult bag et løfte om at blotlægge ukendte ure­t­færdighed­er og at give de ugan­diske ofre en stemme. Invis­i­ble Chil­dren for­t­alte en sim­pel his­to­rie, hvor det var helt tydeligt, hvem der bar skylden og hvem vi burde støtte. Det er en fortælling, hvor slaget sym­metrisk udkæm­pes mellem en legit­im, ter­ror­bekæm­pende ugan­disk regering og en gruppe af sindssyge, børnestjælende og mask­ingeværssky­dende mænd. Vin­deren er, ifølge Mark Ker­sten, den ugan­diske regering med Yow­eri Musev­eni i spid­sen:

The main ben­e­fi­cia­ry of this nar­ra­tive is, once again, the Ugan­dan Gov­ern­ment of Yow­eri Musev­eni, whose legit­i­ma­cy is bol­stered and – if the ‘Kony 2012′ cam­paign is ‘suc­cess­ful’ – will receive more mil­i­tary fund­ing and sup­port from the US”.

Havde man virke­lig ladet de under­tryk­te tale, havde fortællin­gen lydt væsentligt anderledes. Det er tydeligvis ikke dét, der har været kam­pag­nens ambi­tion. Det var i hvert fald ikke resul­tatet. I stedet synes den at afs­løre, at den er bygget på en forestill­ing om den store vestlige fad­er, der er nødt til at tage hånd om de svage afrikanske børn, for­di de ikke kan klare sig selv.

Det er i den for­stand ikke for afrikan­ernes skyld, at kam­pag­nen igangsættes og vokser sig stærk i den vestlige bev­id­s­thed. Kam­pag­nens fortælling fun­ger­er som en kraft­fuld eksor­cisme for en vestlig bev­id­s­thed, der har brug for at se sig selv renset for alle uren­hed­er og skygge­billed­er. Kam­pag­nen frem­man­er et billede af en fjende, som vi kan sam­les om at hade. Det er et fjen­de­billede, der ikke bare kan være med til at bekræfte os i rigtighe­den af vores civil­i­sa­tions grund­prin­cip­per, men også kan fun­gere til at legit­imere vestlig ind­griben i alver­dens kon­flik­ter. Det han­dler egentlig ikke så meget om at dræbe Joseph Kony, som det han­dler om at blive enige om, at han burde dræbes.

Der er to sider af eksor­cis­men. På den ene side opstår spøgelset KONY, for­di den vestlige bev­id­s­thed savn­er et fan­tastisk mod­billede, den kan eksor­cis­ere — en slags ide­ol­o­gisk tarm­skyl­ning. På den anden side udøver de afrikanske kri­tikere og kom­men­ta­tor­er en ædru­elig­gørende eksor­cisme, der gen­er­o­br­er den fak­tiske, his­toriske Joseph Kony og for­driv­er spøgelset KONY.

Nothing is more powerful than an idea”

Hvor­for insis­ter­er vi på at tale om spøgelser og den slags eso­teriske ting, når vi står over for et helt konkret poli­tisk prob­lem i Afri­ka?

Bloggen Wrong­ing Rights ram­mer det meget godt:

And yeah, this may seem like an absurd­ly aca­d­e­m­ic point to raise when talk­ing about a prob­lem that is clear­ly cry­ing out for prag­mat­ic solu­tions, but, uh, the way we define prob­lems is impor­tant. Real­ly, real­ly impor­tant”

Der mark­eres her et prob­lem, der ikke kun er rel­e­vant i forhold til Invis­i­ble Chil­drens KONY-kam­pagne: at den måde, vi taler om prob­le­mer på, påvirk­er måden vi kan løse disse prob­le­mer på.

I Invis­i­ble Chil­drens iver for at få skabt opmærk­somhed omkring KONYs mis­dåd, glem­mer vi fuld­stændigt den konkrete Joseph Kony. De kri­tiske ret­telser prøver at få os tilbage på det rette spor ved at minde os om, at LRA ikke er i Ugan­da, at hæren ikke består af flere tusinde bør­nesol­dater osv. Men for hvert men­neske, der lyt­ter på kri­tikken, er der hun­dred­er, der ser kam­pag­nev­ideoen. Sådan fjern­er vi blikket fra bold­en, så den poli­tiske bev­id­s­thed man i første omgang ville skabe slet ikke læn­gere er ret­tet mod et rigtigt prob­lem. Bev­id­s­the­den får et fal­sk objekt, som ikke er meget mere end en af vores egne fan­tasi­er.

Har vi her gjort andet end at akademis­ere og yderligere kom­plicere spørgsmålet om Joseph Kony? Ja. For pointen er ikke, at Joseph Kony kun er den vestlige civil­i­sa­tions skygge­billede. Tvær­ti­mod. Pointen er netop, at Joseph Kony udgør et reelt poli­tisk prob­lem, der kræver en løs­ning. Ved at gøre Joseph Kony til Hitlers arv­tager, ond­sk­abens inkar­na­tion, skaber man den mis­repræsen­ta­tion af virke­lighe­den, som afrikan­erne og kom­men­ta­tor­erne begræder. Vi kan så blive ved med at skygge­bokse med et poli­tisk spøgelse, et reelt poli­tisk prob­lem, der er blevet sat uden for poli­tisk række­v­id­de.

LÆS OGSÅ: Slum­tur­isme eller social­re­al­isme?

Kasper Mikael Jacek er skribent og Søren Høgh Ipland er adm. direk­tør for Føl­je­ton

2 kommentarer til “Den frie verdens spøgelser”

  1. Der find­es et psykol­o­gisk begreb, der ofte anven­des til at fork­lare stereo­typikon­struk­tion — “dehu­man­is­er­ing”. De per­son­er, som Vesten har kon­strueret som his­toriske abstrak­tion­er — Hitler, Bin Laden, Mao, mv. — har alle været dygtige til denne strate­gi. Men det er netop også strate­gien bag den his­toriske abstrak­tion.

    I forsøget på at definere ond­skab og skabe en rolle­modal etik begår vi alt­så selv syn­den.

  2. Her er et end­nu mere aktuelt eksem­pel på en lig­nende sit­u­a­tion. Den virale his­to­rie om den hjem­løse mand i NYC, som får et par sko af NYPD-bet­jen­ten. En his­to­rie vi alle kan sam­les om, så vi kan huske, at vores civil­i­sa­tion grundlæggende er god. Eneste prob­lem er, at den hjem­løse mand ikke har det meget bedre. Måske end­da tvær­ti­mod: http://www.nytimes.com/2012/12/03/nyregion/barefoot-homeless-man-says-hes-grateful-for-boots.html

Der er lukket for kommentarer.

Scroll til toppen