Socialister – ud af myten og ind i virkeligheden!

Socialister Karl Marx Socialisme

Slavoj Žižek og gammelmarxisterne forenkler virkeligheden i en ideologisk revolutionsmyte. I stedet burde socialismen genfinde sig selv som videnskab. Kapitalismen er ikke et system – men den blomstrer så længe, vi nægter at tage ansvar i vores direkte materielle forhold til de mennesker, vi ikke kender og aldrig har mødt.

I Slavoj Žižeks artikel i Infor­ma­tion d. 26. okto­ber hed­der det, at ven­stre­flø­jen mist­ede ”momen­tum” i forbindelse med de glob­ale rev­o­lu­tionære opstande i 2011. Der kom lige­som ikke noget ud af det. I stedet for at få blik for kap­i­tal­is­mens ”sys­tem­fe­jl” er vi nu faldet tilbage i det kap­i­tal­is­tiske regime med fornyet styrke, og det lover ikke godt for ver­dens fremtid.

Slavoj Žižek udvis­er et udmær­ket blik for kap­i­tal­is­mens dårlig­domme. Kap­i­tal­is­men kom­mer ganske rigtig til udtryk i ”prof­ithun­grende sel­sk­abers rov­drift på ressourcer og hen­synsløse destruk­tion af miljøværdier”, ”kor­rupte bank­folk der fort­sæt­ter med at inkassere fede bonuss­er, mens deres banker red­des af skat­tey­derne” og i ”sweat­shops i den tred­je ver­den, hvor fat­tige men­neskers børn ned­bry­des på sjæl og leg­eme af slavearbejde”.

Men der­fra abon­ner­er Žižek så vidt jeg kan se på en form for rev­o­lu­tionær social­isme, der er ren ide­olo­gi. I sin tilsyneladende radikale pro­mover­ing af en gam­mel­marx­isi­tisk kri­tik af det kap­i­tal­is­tiske sys­tem er han med til at under­bygge fan­tasien om kap­i­tal­is­men som et stort sys­tem, der i én omfat­tende, rev­o­lu­tionær begiven­hed, i et mytisk momen­tum, skal smides på porten én gang for alle. Žižek tror ikke på, at kap­i­tal­is­men kan reg­uleres og holdes nede gen­nem offentlige insti­tu­tion­er. I stedet forestiller han sig, at vi i form af en ”opvåg­nen” eller et ”selverk­endelsens øje­b­lik” endeligt skulle få øje på kap­i­tal­is­mens ind­byggede ”sys­tem­fe­jl” og drage dens grundlæggende præmiss­er i tvivl.

Indtil da er al dagligda­gens mod­stand forgæves og bliv­er kun en indi­rek­te bekræf­telse af det hersk­ende sys­tem. Vi er med andre ord tilbage i 70’er-marxismens ide om, at vi ikke kan stille noget op med vores rev­o­lu­tionære bev­id­s­thed, før rev­o­lu­tio­nen kom­mer. Hvornår kom­mer rev­o­lu­tio­nen så? Måske aldrig, måske er den lige på trap­perne – lidt lige­som Jesu genkomst.

Humanistisk marxisme

Jeg men­er, at denne fort­sat­te ten­dens i nuti­dens marx­isme er ærg­erlig. Det bane­bry­dende ved Karl Marx’ tænkn­ing er, at han så økonomien som det, den er: nem­lig et forhold mellem men­nesker i deres aktive liv. Det økonomiske gen­nem­syr­er hele vores liv og Marx’ kri­tik påpegede, at en bestemt måde at gestalte dette liv på, nem­lig den kap­i­tal­is­tiske, før­er til en men­neske­lig forarmelse på alle plan­er. Med hen­syn til idéen om, at en indre mod­sæt­ning i kap­i­tal­is­men uundgåeligt ville føre til dens sam­men­brud i en nær fremtid, har det imi­dler­tid vist sig, at han tog fejl. Kap­i­tal­is­men har vist sig yder­st over­levelses­dygtig og omstill­ingsparat – den find­er hele tiden et nyt marked og en ny form, der sniger sig som livs­form stadig ind i de mest intime, men­neske­lige relationer.

Prob­lemet er, at kap­i­tal­is­men ikke er et sys­tem. Žižek hen­vis­er til kap­i­tal­is­mens ”sys­tem­fe­jl” som om, der var tale om en fejl­pro­gram­mer­ing i den com­put­er, der angiveligt styr­er men­neskenes sam­liv. Denne forestill­ing er den pure overtro, og den står for en gam­mel­metafy­sisk over­foren­kling af noget, der er meget mere kom­plekst. Man glem­mer, at der er tale om men­nesker – og det men­neske­lige er netop kende­teg­net ved spon­tan­itet og uforudsigelighed.

Min erfar­ing er, at for­t­alere for en kap­i­tal­is­tisk livs­form argu­menter­er ved at hen­vise til den ”men­neske­lige natur” – vi er angiveligt styrede af vores drift efter konkur­rence og rig­dom og kan der­for lige så godt opgive at prøve at gøre noget andet. Det social­is­tiske sam­fund er umuligt, for­di men­nesker generelt set er nogle dumme svin. Lev med det. Gam­mel­marx­is­terne og de nylib­erale bruger på den måde den samme deter­min­is­tiske argu­men­ta­tions­form. Den frie men­neske­lige økono­mi er styret af fremmede kræfter, som vi (indtil videre) ikke kan stille noget op over for. Både gam­mel­marx­is­ter og nylib­erale sky­der skylden på en metafysik og lås­er på den måde sit­u­a­tio­nen fast.

Hvis vi vil kap­i­tal­is­men til livs, må vi der­for holde fast i, at vi som men­nesker aldrig er ofre for et sys­tems indret­ning, men kan altid bestemme os for at gøre noget andet. Det men­neske­lige tran­scen­der­er systemet.

I dag bliv­er det mere og mere tydeligt, at økono­mi ikke bare han­dler om penge og for­ret­ning, men at den er betinget af kerne­hu­man­is­tiske begre­ber som tillid, frygt og håb. Kap­i­tal­is­men er mulig, for­di den fun­ger­er på bag­grund af et område af men­nes­kets vilkår, vores sam­liv, hvor vi ikke ønsker at lov­give — og som i realiteten ikke kan reg­uleres. Det er for­budt at stjæle, udøve vold og slå ihjel. Men det er ikke for­budt at være et manip­ulerende, løg­nagtigt og dumt svin. I et frit sam­fund kan man ikke smide men­nesker i fængsel for at være usym­pa­tiske, smålige og griske.

Her gælder en anden lov, nem­lig den moralske, som gør sig gældende i det frie forhold mellem men­nesker. Man kan sige: det er kun muligt at han­dle moral­sk, hvis man også frit har mulighe­den for ikke at gøre det. Man kan til en vis grad reg­ulere men­neske­lig adfærd – men den totale reg­u­ler­ing er lig en destruk­tion af det menneskelige.

Ud af mytens mørke!

Det er alt for nemt at skyde skylden på sys­temet. Vi bliv­er nødt til at tage ans­var for vores egen inter­ak­tion med andre men­nesker. I nuti­dens glob­ale økono­mi er det blevet sværere end nogensinde. Ingen men­nesker i ver­den har noget der lign­er et overb­lik over de glob­ale socioøkonomiske rela­tion­er, eller kon­sekvensen af ens egen han­dler og handlinger.

I en glob­al ver­den kan vi der­for ikke læn­gere for­lade os på det, man kunne kalde en kon­ser­v­a­tiv etik, hvor det etiske udelukkende vis­er sig i det umid­del­bare møde mellem men­nesker. Der sker ganske rigtigt noget, når vi står ansigt til ansigt med andre men­nesker – som Løgstrup siger, så ytr­er der sig her spon­tant en etisk for­dring om at tage vare på hinan­den. Den social­is­tiske etik er imi­dler­tid meget mere radikal. Her har vi ikke kun ans­var for de men­nesker, vi møder ansigt til ansigt. I så fald ser vi bort fra, at vi også står i et direk­te om end ansigt­sløst forhold til de men­nesker, der har pro­duc­eret de pro­duk­ter vi går og står i, eller fortær­er. Vi kig­ger i et reklamekat­a­log og ser et bord, en stol og en pakke kød, men vi ser ikke deres materielle oprindelse i et fuld­stændig uover­skueligt netværk af sociale og naturlige processer.

Kap­i­tal­isme blom­str­er, når vi ikke vil gøre de men­nesker, vi ikke kender, til gen­stand for etiske overve­jelser. Vi sværg­er til det bekvem­melige i ikke at vide, hvad det er vi gør, når vi gør det.

Der­for burde social­is­men afsværge sig sine mytol­o­giske og alt for nemme forestill­inger om rev­o­lu­tions­be­given­heden og i stedet gen­finde sig selv som viden­skab. Marx talte om de ”virke­lige materielle rela­tion­er” mellem men­nesker. Det er disse rela­tion­er, som udgør økonomiens reelle grund. Prob­lemet er, at de udspiller sig i totalt mørke. Social­is­men må der­for sigte efter en anden utopi end den om det par­a­di­siske, social­is­tiske samfund.

I stedet gælder det om at trække i arbe­jd­stø­jet og sætte sig ned og gøre det samtid­shis­toriske arbe­jde det er, at afdække de virke­lige, materielle forhold mellem men­nesker. Det gælder om at trænge ind under den løg­nagtige over­flade, som pro­duc­eres af reklamein­dus­trien, der dyrk­er kærligheds­forhold­et mellem indi­vid og vare, i stedet for forplig­telsen men­neske til men­neske. Spørgsmålet er: hvor­dan behan­dler vi nogle helt konkrete men­nesker, når vi køber denne helt konkrete ting og derved gør os til sid­ste led i en lang kæde af sociale og naturlige process­er eller begiven­hed­er? Vi har vores bange anelser, men dybest set aner vi det ikke.

LÆS OGSÅ: Klassekamp eller mod­erne sam­fund­ste­ori? Ja tak!

LÆS OGSÅ: De repræsen­terede

1 kommentar til “Socialister – ud af myten og ind i virkeligheden!”

  1. NAVN Marie Møller Kristensen

    Tak for et tankevækkende essay.
    Det “gælder (…) om at trække i arbe­jd­stø­jet og sætte sig ned og gøre det samtid­shis­toriske arbe­jde det er, at afdække de virke­lige, materielle forhold mellem men­nesker” skriv­er du blandt andet.
    Netop dét prøver kam­pag­nen “Hvor­for rig­dom?” at gøre — på sin egen måde og med fokus på vores eget forhold til penge og rigdom.
    Kam­pag­nen kør­er på bloggen Omkreds. Se “De riges social­is­ters land”, “Hvor­for rig­dom?” og “Hvidt guld daler ned fra him­me­len”. http://omkreds.blogspot.dk/

Der er lukket for kommentarer.

Scroll til toppen