Kan en blog gå på gaden?

Porno para Ricardo - Claudia Cadelo
Ban­det Porno para Ricar­do under en kon­cert i decem­ber 2010 i en forstad til Havana. I for­grun­den er det Ciro Diaz, blog­geren Clau­dia Cade­los kæreste.

Ved du, hvordan man fucker med en kommunist?” Den slags må man helst ikke sige på Cubas gader. Og man må slet ikke synge det. I det følgende interview fortæller Claudia Cadelo en historie om kærlighed, angst og dårlig internetforbindelse. “I hjemmet – Alt! På gaden – Intet!” Siden 1961 har det i Castro-brødrenes Cuba været kriminelt at afvige fra den revolutionære diskurs. Med opkoblingen til internettet er den traditionelle opdeling i en offentlig og privat sfære dog brudt sammen. Gennem en række interviews med nøglepersoner i den cubanske blogosfære undersøger denne føljeton om blogs, politik og undertrykkelse forskellige aspekter af Cuba: Diktatur 2.0.

Én af de blog­gere, der tog skridtet ud i cyber­space med inspi­ra­tion fra Yoani Sánchez, er den 29-årige fran­sklær­er Clau­dia Cade­lo. I et inter­view med Tracey Eaton, den 20. juli 2010, fork­lar­er hun, hvor­dan hun tog dette spring efter næsten at være blevet skub­bet i armene på Yoani Sánchez’ stille oppo­si­tion. Men livet som kri­tisk blog­ger i Cuba han­dler ikke kun om at risikere fængsel, for­føl­gelse og bank, det han­dler også om over­hovedet at komme online. Adgang til inter­net­tet er nem­lig begrænset af statssikker­hed­st­jen­esten, inter­ne­tra­tioner­ing og tårn­hø­je pris­er.

I fængsel for prækriminel farlighed

Det var aldrig en del af Clau­dias plan, at hun som blog­ger skulle udfor­dre det cubanske regime. Dette ændrede sig dog i juli 2008. Hen­des mand, Ciro Diaz, blev arresteret af poli­ti­et under anklage for (hold nu fast) ‘præ-krim­inel farlighed’. Den cubanske lov­givn­ing tillad­er nem­lig poli­ti­et at fore­tage arresta­tion­er, hvis det skønnes, at ved­k­om­mende kan ans­es for ‘poten­tielt sam­fundsskadelig’. Kort sagt: Man behøver kun at ligne én, der skal i spjældet, for at komme i spjældet. Diaz ‘poten­tielt sam­fundsskadelige virken’ bestod i, at han var gui­tarist for punk/rock-ban­det Porno Para Ricar­do (Porno til Ricar­do). Ban­det har trods alt også frem­ført sange som Como Joder a Un Comu­nista (Hvor­dan man fuck­er med en kom­mu­nist), Comu­nista Chi­vatón [Kom­mu­nis­tisk Stikker] og Pio­neros Dis­si­dentes (Bane­bry­dende Dis­si­den­ter).

Af frygt for at miste sin mand i de fire år, som er den mak­si­male straf for en præ-krim­inel dom, tog Clau­dia kon­takt til den allerede den­gang berømte Yoani Sanchéz og men­neskerettigheds­forkæm­peren Elizar­do Sanchéz. Sam­men tog de kon­takt til alle, som kunne hjælpe deres sag, hvilket førte til at Diaz blev løs­ladt efter kun fire dage i arresten. Kun med en bøde i lom­men. Dette var indtil da helt uset i sager, der omhan­dlede den såkaldte ‘prækrim­inelle farlighed’. Sager som denne ender ellers typisk i åre­lange fængsels­domme. Clau­dia skrev efter­føl­gende et indlæg på Yoa­nis blog, hvor hun takkede det ver­denssam­fund, der havde lagt det nød­vendi­ge pres på den cubanske stat, der førte til Diaz’ løs­ladelse. Dette indlæg blev mod­taget usæd­van­ligt godt blandt Yoa­nis læsere, og Clau­dia beslut­tede umid­del­bart herefter at lancere sin egen blog - Octa­vo Cer­co (Den ottende Cirkel).

Clau­dias blog var oppe indtil som­meren 2011. I Clau­dias sid­ste indlæg på bloggen skriv­er hun, at hun vil tage en pause fra sine skriver­ier, for­di hun sim­pelthen er træt af at sætte sig ugentlige dead­lines. Mellem lin­jerne kan man dog fornemme noget mere. I inter­viewet med Tracey Eaton fortæller hun om de mere barske oplevelser ved at være blog­ger i et land, hvor alt der går mod rev­o­lu­tio­nen er dømt ude. Hun er sim­pelthen bange. Ikke for at skrive, men for at bevæge sig fra bloggen i cyber­space og ud i gadens offent­lighed.

Gaden tilhør­er Fidel!” Sådan lød råbet fra de sejr­rige trop­per, der ind­tog Havana den første jan­u­ar 1959. Og ekkoet kan stadig høres. I sep­tem­ber 2009 blev Clau­dia sam­men med Yoani og en tred­je blog­ger opsnap­pet af civi­la­gen­ter. Clau­dia blev løs­ladt kort tid herefter, men de to andre var ikke så heldige. Et doku­ment fra Wik­ileaks afs­lør­er, hvor­dan de fik tæsk under anhold­elsen. Clau­dia har ikke rigtig lagt flere indlæg ud på bloggen siden den som­mer.

Cubas opkobling til internettet

Ud over den altid nærværende angst for at blive opsnap­pet af en agent i civ­il, nævn­er Clau­dia et andet ele­ment, der kan have været med til at få hende til at for­lade sin blog. Det er nem­lig en evig kamp for en cuban­sk blog­ger at finde adgang til inter­net­tet. His­torisk set har Cuba egentlig været fremme i skoene, når det gjaldt com­put­erte­knolo­gi. Siden de tidlige 80’ere havde Cuba via satel­li­tadgang til sov­jetiske data­bas­er og stod i peri­o­den før inter­net­tet for mere end 32 % af udvek­slin­gen af nyhed­er og emails i Cari­bi­en. Denne ten­dens blev dog en anden i de tidlige 90’ere. Efter USSRs kol­laps optrappede USA nem­lig både han­delsem­bar­goen og deres bestræ­belser på at nå Cuba med pro­pa­gan­dami­dler. Den cubanske regering blev på sin side mere bange for fri infor­ma­tion — både for­di USA aktivt brugte det som våben, men også for­di man mente, at det var den øgede åben­hed under glas­nost-poli­tikken, der gjorde det af med den sov­jetiske store­bror.

Den cubanske regering kom dog i midten af 90’erne i et dilem­ma: På den ene side var man bange for at give slip på den frie infor­ma­tion, men på den anden side ville man gerne bruge inter­net­tet til at skabe økonomisk vækst. I 1996 koblede man sig på inter­net­tet via en canadisk satel­lit. Siden har regimet gjort alle tænke­lige krum­spring for at forhin­dre den almin­delige cubanske befolkn­ing at logge på net­tet. Fra reelle for­bud mod inter­ne­top­kobling og mobil­tele­foni til opret­telsen af et nation­alt intranet, der skulle til­fredsstille cubanernes behov for netadgang. Det mest suc­ces­fulde tilt­ag har dog været at ty til et af de æld­ste tricks i caribisk poli­tik: Skyd skylden på Uncle Sam. Det cubanske regime fasthold­er en skarp krigs­diskurs, når det drejer sig om forhold­et til USA, og lige­som det er til­fældet med andre man­gel­var­er i krig, kan de tillade sig at ‘rationere’ inter­ne­top­kobling. Så længe forbindelsen er dårlig, er det kun ‘sam­fund­snød­vendi­ge’ per­son­er, der kan koble sig til. Måske er det der­for, at det ikke har været muligt at finde infor­ma­tion­er om det fiberop­tiske kabel, der efter sigende skulle have nået Cuba sid­ste år og som spås at gøre forbindelsen til øen 3000 gange hur­tigere.

Cubanerens opkobling til internettet

Regerin­gen fasthold­er, at udval­gte per­son­er, forskn­ingsin­sti­tu­tion­er og frem for alt tur­is­ter har førsteret til bru­gen af inter­net­tet. Dette bety­der, at den almin­delige cubaner er hen­sat til at benytte den adgang, han kan snyde sig til på tur­is­ternes hoteller — vel og mærke til en pris pr. time, der oftest svar­er til mere end halvde­len af en almin­delig cubaners måned­sløn! Der er andre mulighed­er. Clau­dia fork­lar­er, at for hver enkelt per­son, der har for­mået at få tilladelse til at få installeret inter­ne­tadgang, er der min­i­mum 15 brugere af inter­net­tet. Disse per­son­er kan enten købe sig til at få lov til at bruge net­tet i et kort stykke tid eller låne sig adgang på ven­sk­a­belig vis.

Det er dog langt fra alle cubanere, der kender én med adgang til net­tet og der er end­nu færre, der er vil­lige til at risikere at blive snup­pet med fin­grene i deres inbox. Til disse per­son­er find­es der dog en alter­na­tiv løs­ning. Det cubanske sorte marked byder nem­lig på andet end tilbud om at låne andre folks inter­net­forbindelse. Ganske sim­ple USB-stik er et tilbud, der vin­der stadig større ind­pas. Piratver­sion­er af de nyeste afs­nit af amerikanske tv-serier, film og musik har man længe kunne få fat i på Havanas gade­hjørn­er. Med pirater­nes opgrader­ing til USB og CD-ROM har dis­si­den­terne fået et red­skab til at dele deres kri­tik. I de stadigt større hukom­melser på de eksterne drev er der nem­lig plads til en del blogindlæg mellem afs­nit­tene af Lost og Des­per­ate House­wives.

Udviklin­gen af det prim­i­tive netværk af USB-drev har bety­det, at cubanerne i højere grad har adgang til infor­ma­tion — men der er stadig langt til den direk­te forbindelse, der karak­teris­er­er web 2.0. Af denne grund er det utroligt fris­tende for cubanere med inter­esse i inter­net­tet at tage imod tilbud­det fra den amerikanske inter­ess­esek­tion i Havana, der siden brud­det med Wash­ing­ton har fun­geret som en slags ambas­sade. Her kan alle cubanere nem­lig frit troppe op og benytte de com­put­ere, der er stil­let op til for­målet. Det er dog den abso­lut sid­ste val­gmu­lighed for cubanske blog­gere, der læg­ger sig ud med regimet, for når bloggen spred­er sig til gaden kan blog­gernes integritet ikke holde til de smædekam­pag­n­er, der er for­bun­det med at tage imod amerikan­sk hjælp.

Indtil videre er blog­gerne fort­sat fanget mellem nød­vendighe­den for at komme online, øns­ket om at beholde integriteten og frygten for kon­sekvenserne ved at lade deres blog gå på gaden.

Alle inter­views i serien Cuba: Dik­tatur 2.0 er bragt med tilladelse af Tracey Eaton og over­sat til engel­sk af K. Vestager.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen