Kritikken indefra. En meget kort introduktion til Mo Yan

Mo Yan
Mo Yan, Ham­borg 2008. Foto: Johannes Kolfhaus.

Jeg stødte på Mo Yans for­fat­ter­skab lidt til­fældigt i 2006, sådan som man ofte støder på ting. Efter at have drukket kaffe med en pro­fes­sor i kine­sisk, Wendy Lars­son, på en amerikan­sk cam­pus, spurgte jeg hende, om der var en nulevende kine­sisk for­fat­ter, hun kunne anbe­fale. I over­sæt­telse, for som de fleste men­nesker i ver­den læs­er jeg ikke kine­sisk, men er som mange andre fascineret af, hvad der foregår i et land, der har været igen­nem enorme omvælt­ninger gen­nem det tyvende århun­drede. Lars­son fores­log Mo Yan, og i boghan­dleren havde de nov­el­le­sam­lin­gen ”Shi­fu, You’ll Do Any­thing for a Laugh”. På bagsi­den citeres Nobel­pristageren Ken­z­aburo Oe for, at hvis han kunne bestemme, så ville han give den høje udmærkelse fra Det svenske Akade­mi til Mo Yan. Meget rosende ord om en for­fat­ter, som på det tid­spunkt bogen udkom på engel­sk, kun var i midten af fyrrerne.

Jeg købte bogen og blev fascineret af Mo Yans måde at skrive om de store emn­er i Kinas nyere his­to­rie. Karak­ter­erne er mang­foldige og vari­erede, men alle af den type, som man hold­er af efter få sider. Kras real­isme bland­er sig med over­naturlige ele­menter. Humoren er hård, og fortællingerne skarpt skåret, ofte med et iro­nisk twist. Sam­lin­gen har også et glim­rende forord, som gør rede for Mo Yans eget syn på sit for­fat­ter­skab. Det beg­y­n­der beske­dent med den fat­tige barn­dom og sul­ten som dri­vkraft for at ville noget mere, mens Mo Yan afs­lut­tende ros­er sig selv for at inte­grere vestlige og kine­siske tra­di­tion­er for fortælling (William Faulkn­er er et for­billede), og for at kunne skrive fæn­gende his­to­ri­er, selvom han ikke måske ikke har den store teo­retiske bag­grund.

Mo Yan er født i 1955 og blev som bek­endt tildelt Nobel­prisen i lit­ter­atur i 2012. Ikke som den første kine­sisk­fødte for­fat­ter, for Gao Xingjian, der nu er fran­sk stats­borg­er, fik den i 2000, men som den første kine­siske stats­borg­er. Selvom tildelin­gen for mange kom som en stor over­raskelse, og som en bekræf­telse af for­dom­men mod Det svenske Akade­mi og dets evne til at finde ukendte for­fat­tere og sætte dem op på den højeste piedestal et for­fat­ter­skab kan plac­eres på, så var Mo Yans kvaliteter langt fra ukendte hverken i eller uden for Kina, som en række over­sæt­telser til engel­sk vid­ner om. Og norsk og sven­sk, men ikke dan­sk.

Det blev sam­tidig også hur­tigt til gen­stand for debat, om han var værdig til at få prisen, og om Det svenske Akade­mi ikke hellere burde have givet prisen til en decideret sys­temkri­tisk for­fat­ter, som den havde gjort det med den eksilerede Gao Xingjian. Her­ta Müller var en blandt flere, som kri­tis­erede tildelin­gen, mens den unge migrant­for­fat­ter Xiaolu Guo i Der Spiegel i decem­ber 2012 pub­licerede et forsvar for Mo Yan og kri­tis­erede forestill­in­gen om, at man ikke kunne skrive kri­tisk og kreativt, selvom man ikke var faldet i unåde hos stat­en. Mo Yan har selv udtalt, at de som kri­tis­er­er ham, for­mentlig ikke har læst ham.

Der er ingen tvivl om, at hans værk­er – ni roman­er, hvo­raf ikke alle er over­sat til vestlige sprog, omkring hun­drede his­to­ri­er – skil­dr­er forhold i det kine­siske sam­fund på en kri­tisk måde. Eksem­pelvis udstiller ”The Gar­lic Bal­lads” kor­rup­tion blandt par­tikom­misær­er, mens de store men­neskesk­abte katas­tro­fer Det Store Spring Fre­mad i slut­nin­gen af 1950’erne, der med­førte sult­edø­den for for­mentlig over 30 mil­lion­er men­nesker, og Kul­tur­rev­o­lu­tio­nen beg­y­n­dende hen­over midten af 1960’erne med for­føl­gelse af især intellek­tuelle, begge er omdrejn­ingspunk­ter for ham. Også nutidi­ge forhold tages under behan­dling, som kap­i­tal­is­mens ind­tog og kon­sekvenserne af et barns-poli­tikken. Men der er forhold, som ikke berøres. For­mand Mao gøres ikke ans­varlig for his­toriske begiven­hed­er, men frem­står, om Mo Yan så men­er det eller ej, som det mod­erne Kinas fad­er. Over­alt i for­fat­ter­sk­a­bet er det dog den lille mand og respek­ten som for de små sam­fund, som Mo Yan selv kom­mer fra, der er hel­ten.

Min egen inter­esse for Mo Yan blev skær­pet af et forskn­ing­spro­jekt om ”det nye men­neske i lit­ter­a­turen”, som analy­ser­er forestill­inger om men­neske­lig foran­dring i det tyvende århun­drede. Inspi­ra­tio­nen til dette udspringer af de tek­nol­o­giske mulighed­er, som bliv­er stadigt mere avancerede og kunne udstyre men­nes­ket med evnen til at foran­dre artens udvikling ganske kraftigt. Men ideen om fornyelse har haft andre for­mer. I beg­y­n­delse af det tyvende århun­drede han­dlede det primært om en bev­id­s­thedsmæs­sig foran­dring og frigørelse fra kul­turens dårlige van­er. Senere blev ideen om det nye men­neske poli­tisk med Rus­land, Cuba og Kina som tre lande, hvor foran­drin­gen af men­nes­ket gen­nem sam­fundsmæs­sige omvælt­ninger eksplic­it var målet, mens man også kan se Kemal Atatürks ambi­tion­er om at skabe en vestlig­gørelse af Tyrki­et som udtryk for et håb om at kunne gen­nem­føre en stor plan om foran­dring.

I forhold til dette svar­er Mo Yan på meget orig­i­nal vis tilbage. Han vis­er ikke blot de katas­tro­fale og dehu­man­is­erende kon­sekvenser af sådanne pro­jek­ter, men skaber også et univers, hvor der midt i al elendighe­den find­es bizarre og fortryl­lende momenter. Dyrenes ver­den er også mere lev­ende og nærværende end nor­malt, måske som en advarsel om, at det er farligt, når men­neskene tror, at de har reg­net den ud. Det er i al fald en uni­versel gyldig lære, som man også vil kunne få på dan­sk, når tre af Mo Yans roman­er udkom­mer i de kom­mende år.

Scroll til toppen