Er Occupybevægelsen den nye normal?

Er Occupybevægelsen den nye normal?

Danske Banks nye reklamekampagne ”A New Normal demands New Standards” er blevet mødt af heftig kritik. Kampagnen er blevet kritiseret for at være hyklerisk, at ‘redwashe’ Danske Bank i profittens navn og at udnytte Occupy bevægelsen til egne økonomiske formål. Det er imidlertid muligt at forstå kampagnen på en anden måde end som et dårligt forsøg på at fremstille Danske Bank som en social ansvarlig bank. Kampagnen kan i stedet forstås som et opråb til venstrefløjen generelt, og de nye radikale bevægelser specielt, om at forny sig. Occupybevægelsen står ved en skillevej, hvor den kan vælge enten at udvikle sig eller at blive en del af normalen.

Danske Banks nye reklamekampagne ”A New Normal demands New Standards” er blevet mødt af heftig kritik. Kampagnen er blevet kritiseret for at være hyklerisk, at ‘redwashe’ Danske Bank i profittens navn og at udnytte Occupy bevægelsen til egne økonomiske formål. Det er imidlertid muligt at forstå kampagnen på en anden måde end som et dårligt forsøg på at fremstille Danske Bank som en social ansvarlig bank. Kampagnen kan i stedet forstås som et opråb til venstrefløjen generelt, og de nye radikale bevægelser specielt, om at forny sig. Occupybevægelsen står ved en skillevej, hvor den kan vælge enten at udvikle sig eller at blive en del af normalen.

Kapitalismens globalisering af samtlige livssfærer

Kampagnen fremstiller Danske Bank som en social ansvarlig virksomhed, der tager kapitalismens problemer seriøst og lytter til kritikken. Ikke bare lytter banken til kritikken, de gør sig selv til en del af den. Kampagnen tager udgangspunkt i en form for nødvendighedstænkning, hvor vi allerede befinder os i en ny normal, som forlanger en ny standard. Selve reklamen viser en række mere eller mindre arbitrære klip af et isbjerg, der smelter, en Occupydemonstrant, et lesbisk par, nogle børn, som spiller playstation og en løber med mekaniske benproteser. Formålet er at vise, hvorledes Danske Bank står i spidsen for tilpasningen til den nye normal. På deres hjemmeside skriver de:

”Verden har forandret sig. Uforudsigeligheden på de finansielle markeder, den øgede globalisering og øget fokus på energi og bæredygtighed indeholder udfordringer som ingen kan ignorere. Samtidig har den teknologiske udvikling forenet verden i et netværk, hvor vores økonomi kan administreres med vores fingerspidser. Dette er ikke bare en midlertidig udvikling. Det er en ny normal.”

Danske Bank har en hel række nye metoder klar, som er specielt velgenede til denne nye normal. Af de bedste metoder er en ”kompetent rådgivning i en kompleks verden”, som giver kunderne mulighed for ”at træffe de rigtige finansielle beslutninger”, samt at en ”moderne bank i et digitaliseret samfund” sætter nye og ”høje standarder for, hvor og hvordan vi møder vores kunder på de digitale og mobile platforme.”

Hykleriet er selvfølgelig åbenlyst. Det er åbenlyst at Danske Bank ikke medvirker til en mere social retfærdig fordeling af goderne. Det er åbenlyst, at de er de sidste, som gør noget for miljøet. Hvor der førhen er blevet talt om virksomheders ‘greenwashing’ – dvs. det at virksomheder fremstiller sig selv som gode for miljøet for derved at kunne øge profitten – så kan man i nærværende tilfælde tale om ‘redwashing’.

Der har ikke været mangel på kommentatorer, journalister og politikere, som har været ude og kritisere Danske Banks kampagne, og netop udpege banken selv som en del af problemet. Banken har følt sig presset, og har derfor besluttet at fjerne billedet af Occupyaktivisten. Som plaster på såret har banken nu inviteret repræsentanter fra Occupy til dialogmøde.

Men er det muligt at forstå kampagnen i en større sammenhæng? Karl Marx skriver i Det kommunistiske manifest:

”Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden uafladelig at revolutionere produktionsmidlerne og altså også produktionsforholdene, det vil igen sige samtlige sociale forhold… De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre. Alle faste, indgroede forhold med tilhørende ærværdige forestillinger og meninger bliver opløst, og de nye, der dannes, bliver forældede, inden de kan nå at stivne. Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold.”

Er Danske Banks kampagne ikke et fremragende eksempel på netop det forhold, at overalt hvor kapitalismen trænger frem, underlægger den sig samtlige sociale forhold, forandrer dem og tvinger dem ind under profittens iskolde beregning? Kapitalismen er ikke bare geografisk globaliserende, men globaliserer ligeledes samtlige livsformer og sociale forhold. Det er ikke kun arbejdet, som subsumeres under kapitalen, men alle livsforhold, som ovennævnte citat gør opmærksom på. I dag er nationalstaten f.eks. fuldstændig subsumeret under den globale kapital, og kan derfor ikke længere udgøre bare et lille bolværk mod dennes ‘nødvendighed’. Den nationale repræsentative maskine (demokratiet) er ikke længere kontrolleret af befolkningerne, men derimod af globale økonomiske, politiske og teknokratiske magtstrukturer. Flere europæiske lande har været eller er direkte ledet af tidligere Goldman Sachs ansatte.

Hvad med kritikken? Er den også blevet subsumeret under kapitalen? Inden jeg kommer til Occupy, vil jeg gerne påpege et eksempel på en kritik, som allerede er en del af normalen.

Nødvendigheden af at kunne tænke radikalt nyt

Emilie Turunen (medlem af Europaparlamentet for SF) skriver i en kronik i Politiken den 3. december, at finanskrisen blev skabt af en uansvarlig og grådig banksektor, som lånte og investerede for penge, de ikke havde, spekulerede i stor stil med alt for risikofyldte finansielle produkter, og gamblede med almindelige menneskers penge. Denne form for moraliserende forklaring, hvor årsager findes i synder som griskhed eller uansvarlighed er dybt problematisk. Krisen er ingen moralsk krise. Den er dog heller ikke ”blot” en finanskrise, og årsagen skal ikke kun findes i finansielle forklaringer. Det er derimod nødvendigt at se på det internationale systems længere historie og udvikling.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at den neoliberale offensiv fra 1970’erne og frem til i dag, selv var et svar på deres tiders kriser. Mens efterkrigsårene var karakteriserede ved mere stabile økonomier, så indtraf der med kriserne i 70’erne en hel række problemer, som resulterede i, at man forlod Bretton Woods-systemet. Den engelske venstreorienterede økonom David Harvey peger på, at årsagen til kriserne hovedsageligt var et afsætnings- og reinvesteringsproblem, som resulterede i henholdsvis privatiseringer og en udvidelse af det finansielle marked, hvor de store mængder overskuds-kapital kunne kanaliseres hen. Kort sagt skyldtes den ekstreme udvidelse af finansiel spekulation, at det siden kriserne i 70’erne til i dag er blevet generelt mindre profitabelt at investere i produktion. Den seneste krise er altså blot endnu en ”omgang” i den nu 40-årige problemfyldte udvikling i den Vestlige økonomi. Mere regulering kunne næppe have forhindret situation i dag. På linje med Turunen har flere internationale og mere eller mindre kritisk orienterede økonomer været ude og tale for en ny New Deal.

New Deal var kort sagt et svar på Den store depression i 1930’erne, og indebar en adskillelse af almindelig bankvirksomhed fra spekulativ bankvirksomhed, en stærkere regulering fra statens side, et forsøg på at forhindre såkaldte ”too big to fail”-banker og en hel række andre tiltag (kendt under den såkaldte Glass-Steagall Act). Ligesom neoliberalismen var et svar på kriserne i 70’erne, så var New Deal et svar på Den store depression. Begge var forsøg på at løse bestemte modsigelser indenfor det internationale økonomiske system på et bestemt tidspunkt i historien. De løsningsforlag, Turunen peger på, minder alle mere eller mindre om en tilbagevenden til New Deal-politikken. Det indebærer en romantiseret forestilling om en eller anden form for ”realkapitalisme”, hvor der kun findes ”sunde banker, som forbrugerne kan stole på”, og som ”driver ansvarlig forretning”. Alt sammen indenfor en nationalstatslig, demokratisk ramme. Men historien går fremad, og aldrig tilbage. Fortalerne for en tilbagevenden til New Deal-politikken glemmer desuden, at der skulle en verdenskrig til for at få den internationale økonomi tilbage på fode igen. Hvis vi skal udover neoliberalismen, så må vi tænke nyt – radikalt nyt.

Ovennævnte form for socialliberal eller venstre-liberal kritik udgør langt fra en egentlig kritik. Danske Banks kampagne er endda mere progressiv end forestillingen om en tilbagevenden til New Deal, idet den faktisk opererer med en forståelse af, at vi befinder os i en radikalt ny situation, en ny normal. På trods af at Danske Bank selvklart ikke kan udgøre et alternativ til den neoliberale dagsorden, så er selve tanken dog mere progressiv end hos den typiske socialt bevidste venstre-liberale EU-optimist. Er Danske Banks kampagne mere hyklerisk end at slutte op om finanspagten, samtidig med at man forlanger en ny New Deal?

Occupy som begivenhed

Occupy- og Los Indignados-bevægelserne er de egentlige progressive bevægelser. Her opereres med en tanke om, at vi befinder os i en radikalt ny situation i dag, en situation som er forårsaget af kapitalismen og dens politiske system selv. 2011 var således en begivenhed (forstået i forlængelse af Alain Badiou), som disse bevægelser stadig er tro overfor. En begivenhed i denne forstand er noget, som indfører et brud med tingenes normale gang, den normale administration af den sociale orden, eller hvad Ranciére kalder Politiet. Ranciére identificerer to logikker: På den ene side er der ”the logic that simply counts the lots of  the parties, that distributes bodies within the space of their visibility or their invisibility and aligns ways of being, ways of doing, and ways of saying appropriate to each.” Det vil sige den måde, hvorpå magten er organiseret og den måde, hvorpå dette bliver legitimeret. Kort sagt: Politiet.

På den anden side findes der en logik, som netop afbryder den første. En logik, som giver sig til udtryk i en begivenhed.  Indenfor den normale verden eller Politiet, befinder både Danske Bank samt de venstre-liberale kritikere sig. Her kan man diskutere, hvordan man bedst administrerer systemet: Skal vi have lavere lønninger? Mere uddannelse? Mere effektiv offentlig sektor? Hvilke dele af økonomien skal vi satse på? Hvordan skaber vi balance i de offentlige budgetter?

Occupy var som en begivenhed et generelt brud med denne verden, et brud som åbnede muligheden for at tænke udover det normale igen. Occupybevægelsen opererer ikke indenfor den traditionelle nationalstatslige, demokratiske ramme, og dens kapitalismekritik peger altså radikalt udover normalen.

Det er i dag ikke muligt at gå tilbage før denne begivenhed, og det er altså ikke muligt at tænke progressiv politik uden at tage den i betragtning. Men hvor befinder den progressive kritik sig i dag?

Occupy: Dialogmøde eller radikal kritik?

Danske Banks kampagne kan fortælle os rigtig meget om, hvor Occupybevægelsen befinder sig i dag: Nemlig som en del af den nye normal. Eller rettere sagt, så befinder Occupy sig på kanten til at blive en del af den nye normal. Som Marx-citatet gør opmærksom på, så har kapitalismen en enestående evne til at globalisere samtlige livssfærer, men også til at indoptage og vende enhver kritik og modkultur til gavn for sig selv. Occupykritikken begynder nu at blive indoptaget i kapitalismen selv, hvor de førende kapitalistiske koncerner fremstiller sig selv som socialt ansvarlige, og enkelte politikere og regeringer begynder at lytte til kritikken. Måske bliver enkelte af dem faktisk også en smule mere socialt ansvarlige, men den grundlæggende kritik af kapitalismen bliver demonteret, og tingene fortsætter som de altid har gjort. Alting må forandre sig, for så altid at forblive det samme.

Danske Banks kampagne står ikke alene. Los Angeles’ byråd har således erklæret deres støtte til Occupy. I oktober i år erklærede ‘the executive director’ for Storbritanniens centralbank ligeledes sin støtte. Oftest er sådanne støtter koblet sammen med en opfordring til at opsætte mere specifikke mål, som kan hjælpe økonomien tilbage på fode, som Bill Clinton udtalte det. Men hvis kritikken bliver normaliseret, så forsvinder hele det aktuelle momentum for en faktisk forandring. Hvis Occupy ikke skal forsvinde, så må bevægelsen udvikle sig, og det må ske hurtigere end at kapitalismen kan subsumere kritikken under sig. Hvis dette ikke sker, så vil bevægelsen forblive blot endnu en protestbevægelse i rækken, som de store koncerner, virksomheder og regeringer kan lytte til, og dermed legitimere sig selv igennem. Kort sagt, så vil Occupy blive en del af Politiet, dvs. en del af det net, som binder tingene sammen og forhindrer enhver reel forandring.

På trods af Occupys evne til at besætte, demonstrere, strejke og igangsætte en række andre sociale kampe, så har den haft en række problemer. Occupy har åbnet et rum for en ny politisk tænkning. Engagementet i bevægelsen er dog begyndt at aftage, og kan ikke blive ved med at ride på bølgen af begivenheden i 2011. Hvis Occupy skal fortsætte, så må der en organisering til, som kan fastholde folk i en kollektivitet; eller rettere et kollektivt politisk subjekt. Slavoj Žižek skriver i sin nye bog Less Than Nothing: ”When people try to ”organize themselves” directly in movements, the most they can create is an egalitarian space for debates where speakers are chosen by lottery and everyone is given the same (short) time to speak, etc. But such protest movements prove inadequate the moment one has to act, to impose a new order – at this point, something like a Party is needed”.

Partiet skal her på ingen made forstås som den traditionelle vælgerforening, men heller ikke som et elitært ”subject-supposed-to-know”. Der er brug for, at samtidens mest radikale bevægelser begynder at organisere sig fra protestbevægelser til et kollektivt politisk subjekt. Uden denne udvikling vil Occupy ikke kunne handle politisk, dvs. forandre tingenes tilstand. Danske Banks kampagne er netop et sådan opråb til bevægelserne. Occupy (og andre radikale bevægelser) står altså ved en skillevej, hvor man kan vælge at fortsætte i samme spor (og deltage i dialogmøde med Danske Bank), eller hvor man kan udvikle et egentligt kollektivt politisk subjekt. Hvis ikke kritikken skal blive en del af den ”nye normal”, så er det ikke længere nok blot at besætte, hvad det kommer an på, er at forandre.

5 kommentarer til “Er Occupybevægelsen den nye normal?”

  1. Hej Esben,

    Du gør dig nogle interessante tanker i ovenstående, men jeg har vanskeligt ved at se anvendeligheden i flere dele i den, i mine øjne, alt for akademiske tekst du har skrevet. Det er generelt problematisk, når folk skriver i en meget teoriladet stil, som lader til primært at henvende sig til humanistiske akademikere. Det virker lidt som om du gerne vil imponere læseren med hvor meget du har læst og kan citere fra.

    Den del af teksten som omhandler Badious og Rancieres tænkning giver mig ingen klarhed, men fordunkler snarere dit budskab. Det virker som en banal pointe Ranciere kommer med, som så udtrykkes i den dunkle sætning du citerer, hvilket i øvrigt ofte er karakteristisk for franske intellektuelle (dvs. banale pointer pakket ind i ordflom). Selvfølgelig var Occupy Wall Street en udfordring af status quo (dvs. finanskapitalismen og pengenes/lobbyismens indflydelse på den elitestyrede amerikanske politiske virkelighed på), og ja, Occupys horisontale basisdemokratiske struktur var et opgør med den repræsentative “demokratiske” stats hierarkiske struktur, men det er jo en ret banal pointe, hvis det altså er det der er pointen, og noget som sagtens kan udtrykkes i et almindeligt sprog, så hvad skal vi bruge begreber som ‘Politiet’ til, som i øvrigt lader til at være en dårlig oversættelse af ‘the polity’? Det står altså ikke klart. Skriv hellere i et sprog der er forståeligt for folk som ikke har gået på humaniora. Det er trods alt arbejdernes kritiske bevidsthed der skal vækkes.

  2. Hej Thomas,
    Jeg ved ikke helt hvad du mener med ”anvendelighed”, men jeg synes nu, at jeg peger på en meget konkret problemstilling, radikale bevægelser som Occupy må tage stilling til. Pointen er på ingen måde at imponere nogen som helst, men derimod at bruge de teoretiske begreber jeg kender til, for bedre at forstå det fænomen jeg analyserer. Nogle får så mere ud af det end andre. Men alle kan blive inspireret til selv at begynde at læse radikale kritiske tænkere, såsom Ranciere, Badiou og Zizek. Der er nemlig meget at hente her. Meget som ikke bare er ”ordflom”. Jeg mener at alle er i stand til at lære også svær teori, og det ville være ærgerligt hvis venstrefløjen ikke kan få lov at tænke. Tænk hvis Marx havde pålagt sig den begrænsning, at han aldrig måtte skrive og udgive noget på et lidt højere teoretisk niveau? At det også gælder om at forklare og kommunikere, har du ret i. Jeg synes dog artiklen indeholder begge dele, og det ene skal ikke udelukke det andet.

    Hej Lars,
    Mange tak. Jeg er glad for at artiklen sætter tanker i gang 🙂

    Mvh. Esben

  3. Nå ja, og “Politi” er ikke en dårlig oversættelse af “the Polity”, men en oversættelse af “Police”. Et godt eksempel på hvordan, at radikale tænkere som Ranciere kan åbne nye horisonter, som rækker udover den almindelige politologiske sprogbrug, eller hvad Althusser kaldte “de ideologiske statsapparater”.

    Mvh Esben

  4. Hej Esben,

    Jeg vil helt klart mene, at det er fremmedgørende og ekskluderende, at der så konsekvent opfindes og/eller gøres brug af et hav at begreber som menigmand ikke forstår og ikke kan forventes at sætte sig ind i. Jeg nævner i flæng: biopolitik, biomagt, jouissance, hegemoni, den store Anden, negation af negationen, multituden, intersubjektivitet, objet a, dispositif, Leitkultur, plus-de-jouir, Police. Vi har i mine øjne brug for en langt mere empirisk tilgang til kapitalismen, som beskriver den i et sprog der kan forståes af enhver der behersker den normale begrebsverden, end en hyperteoretisk og forklarende tilgang (ofte uden skyggen af empiri), som formuleres i et sprog der ligger langt væk fra den normale sproglige univers. Post-marxistiske akademikere er kontrarevolutionære i deres elitære sproglige praksis. Folk som Chomsky og Subcommandante Marcos har gjort verden en langt større tjeneste qua deres forståelighed, end nogen højrøvet parisisk café-intellektuel nogensinde kommer til.

Der er lukket for kommentarer.

Scroll til toppen