Er Occupybevægelsen den nye normal?

Er Occupybevægelsen den nye normal?

Danske Banks nye reklamekampagne ”A New Normal demands New Standards” er blevet mødt af heftig kritik. Kampagnen er blevet kritiseret for at være hyklerisk, at ‘redwashe’ Danske Bank i profittens navn og at udnytte Occupy bevægelsen til egne økonomiske formål. Det er imidlertid muligt at forstå kampagnen på en anden måde end som et dårligt forsøg på at fremstille Danske Bank som en social ansvarlig bank. Kampagnen kan i stedet forstås som et opråb til venstrefløjen generelt, og de nye radikale bevægelser specielt, om at forny sig. Occupybevægelsen står ved en skillevej, hvor den kan vælge enten at udvikle sig eller at blive en del af normalen.

Danske Banks nye reklamekam­pagne ”A New Nor­mal demands New Stan­dards” er blevet mødt af heftig kri­tik. Kam­pag­nen er blevet kri­tis­eret for at være hyk­lerisk, at ‘red­washe’ Danske Bank i prof­ittens navn og at udnytte Occu­py bevægelsen til egne økonomiske for­mål. Det er imi­dler­tid muligt at forstå kam­pag­nen på en anden måde end som et dårligt forsøg på at frem­stille Danske Bank som en social ans­varlig bank. Kam­pag­nen kan i stedet forstås som et opråb til ven­stre­flø­jen generelt, og de nye radikale bevægelser specielt, om at forny sig. Occu­py­bevægelsen står ved en skillevej, hvor den kan vælge enten at udvikle sig eller at blive en del af nor­malen.

Kapitalismens globalisering af samtlige livssfærer

Kam­pag­nen frem­stiller Danske Bank som en social ans­varlig virk­somhed, der tager kap­i­tal­is­mens prob­le­mer ser­iøst og lyt­ter til kri­tikken. Ikke bare lyt­ter banken til kri­tikken, de gør sig selv til en del af den. Kam­pag­nen tager udgangspunkt i en form for nød­vendighed­stænkn­ing, hvor vi allerede befind­er os i en ny nor­mal, som for­langer en ny stan­dard. Selve rekla­men vis­er en række mere eller min­dre arbi­trære klip af et isb­jerg, der smelter, en Occu­py­demon­strant, et les­bisk par, nogle børn, som spiller playsta­tion og en løber med mekaniske ben­proteser. For­målet er at vise, hvorledes Danske Bank står i spid­sen for tilpas­nin­gen til den nye nor­mal. På deres hjemme­side skriv­er de:

”Ver­den har foran­dret sig. Uforudsige­lighe­den på de finan­sielle marked­er, den øgede glob­alis­er­ing og øget fokus på ener­gi og bæredygtighed inde­hold­er udfor­dringer som ingen kan ignorere. Sam­tidig har den tek­nol­o­giske udvikling forenet ver­den i et netværk, hvor vores økono­mi kan admin­istr­eres med vores fin­ger­spidser. Dette er ikke bare en midler­tidig udvikling. Det er en ny nor­mal.”

Danske Bank har en hel række nye metoder klar, som er specielt vel­genede til denne nye nor­mal. Af de bed­ste metoder er en ”kom­pe­tent råd­givn­ing i en kom­pleks ver­den”, som giv­er kun­derne mulighed for ”at træffe de rigtige finan­sielle beslut­ninger”, samt at en ”mod­erne bank i et dig­i­talis­eret sam­fund” sæt­ter nye og ”høje stan­dard­er for, hvor og hvor­dan vi møder vores kun­der på de dig­i­tale og mobile plat­forme.”

Hyk­leri­et er selvføl­gelig åbenlyst. Det er åbenlyst at Danske Bank ikke med­virk­er til en mere social ret­færdig fordel­ing af goderne. Det er åbenlyst, at de er de sid­ste, som gør noget for miljøet. Hvor der førhen er blevet talt om virk­somhed­ers ‘green­wash­ing’ – dvs. det at virk­somhed­er frem­stiller sig selv som gode for miljøet for derved at kunne øge prof­itten – så kan man i nærværende til­fælde tale om ‘red­wash­ing’.

Der har ikke været man­gel på kom­men­ta­tor­er, jour­nal­is­ter og poli­tikere, som har været ude og kri­tis­ere Danske Banks kam­pagne, og netop udpege banken selv som en del af prob­lemet. Banken har følt sig pres­set, og har der­for beslut­tet at fjerne billedet af Occu­pyak­tivis­ten. Som plas­ter på såret har banken nu inviteret repræsen­tan­ter fra Occu­py til dialog­møde.

Men er det muligt at forstå kam­pag­nen i en større sam­men­hæng? Karl Marx skriv­er i Det kom­mu­nis­tiske man­i­fest:

”Bour­geoisi­et kan ikke eksis­tere uden uafladelig at rev­o­lu­tionere pro­duk­tion­s­mi­dlerne og alt­så også pro­duk­tions­forhold­ene, det vil igen sige samtlige sociale forhold… De stadi­ge omvælt­ninger i pro­duk­tio­nen, de uaf­brudte rys­telser af alle sociale til­stande, den evige usikker­hed og bevægelse udmærk­er bour­geoisi­ets tid­salder frem for alle andre. Alle faste, ind­groede forhold med tilhørende ærværdi­ge forestill­inger og meninger bliv­er opløst, og de nye, der dannes, bliv­er foræld­ede, inden de kan nå at stivne. Alt fast og solidt for­dufter, alt hel­ligt bliv­er klædt af, og men­neskene bliv­er endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen still­ing i tilværelsen, på deres ind­byrdes forhold.”

Er Danske Banks kam­pagne ikke et frem­ra­gende eksem­pel på netop det forhold, at over­alt hvor kap­i­tal­is­men trænger frem, under­læg­ger den sig samtlige sociale forhold, foran­dr­er dem og tvinger dem ind under prof­ittens iskolde bereg­n­ing? Kap­i­tal­is­men er ikke bare geografisk glob­alis­erende, men glob­alis­er­er ligeledes samtlige livs­former og sociale forhold. Det er ikke kun arbe­jdet, som sub­sumeres under kap­i­tal­en, men alle livs­forhold, som oven­nævnte citat gør opmærk­som på. I dag er nation­al­stat­en f.eks. fuld­stændig sub­sumeret under den glob­ale kap­i­tal, og kan der­for ikke læn­gere udgøre bare et lille bolværk mod dennes ‘nød­vendighed’. Den nationale repræsen­ta­tive mask­ine (demokrati­et) er ikke læn­gere kon­trolleret af befolkningerne, men der­i­mod af glob­ale økonomiske, poli­tiske og teknokratiske magt­struk­tur­er. Flere europæiske lande har været eller er direk­te ledet af tidligere Gold­man Sachs ansat­te.

Hvad med kri­tikken? Er den også blevet sub­sumeret under kap­i­tal­en? Inden jeg kom­mer til Occu­py, vil jeg gerne påpege et eksem­pel på en kri­tik, som allerede er en del af nor­malen.

Nødvendigheden af at kunne tænke radikalt nyt

Emi­lie Turunen (medlem af Europa­parla­mentet for SF) skriv­er i en kro­nik i Poli­tiken den 3. decem­ber, at finan­skrisen blev skabt af en uans­varlig og grådig banksek­tor, som lånte og investerede for penge, de ikke havde, spekulerede i stor stil med alt for risiko­fyldte finan­sielle pro­duk­ter, og gam­blede med almin­delige men­neskers penge. Denne form for moralis­erende fork­lar­ing, hvor årsager find­es i syn­der som griskhed eller uans­varlighed er dybt prob­lema­tisk. Krisen er ingen moral­sk krise. Den er dog heller ikke ”blot” en finan­skrise, og årsagen skal ikke kun find­es i finan­sielle fork­laringer. Det er der­i­mod nød­vendigt at se på det inter­na­tionale sys­tems læn­gere his­to­rie og udvikling.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at den neolib­erale offen­siv fra 1970’erne og frem til i dag, selv var et svar på deres tiders kris­er. Mens efterkrigsårene var karak­teris­erede ved mere sta­bile økonomi­er, så ind­traf der med kris­erne i 70’erne en hel række prob­le­mer, som resul­terede i, at man for­lod Bret­ton Woods-sys­temet. Den engelske ven­stre­ori­en­terede økonom David Har­vey peger på, at årsagen til kris­erne hov­ed­sageligt var et afsæt­nings- og rein­vester­ing­sprob­lem, som resul­terede i hen­holdsvis pri­va­tis­eringer og en udvidelse af det finan­sielle marked, hvor de store mængder over­skuds-kap­i­tal kunne kanalis­eres hen. Kort sagt skyldtes den ekstreme udvidelse af finan­siel speku­la­tion, at det siden kris­erne i 70’erne til i dag er blevet generelt min­dre prof­ita­belt at investere i pro­duk­tion. Den sen­este krise er alt­så blot end­nu en ”omgang” i den nu 40-årige prob­lem­fyldte udvikling i den Vestlige økono­mi. Mere reg­u­ler­ing kunne næppe have forhin­dret sit­u­a­tion i dag. På lin­je med Turunen har flere inter­na­tionale og mere eller min­dre kri­tisk ori­en­terede økonomer været ude og tale for en ny New Deal.

New Deal var kort sagt et svar på Den store depres­sion i 1930’erne, og inde­bar en adskil­lelse af almin­delig bankvirk­somhed fra speku­la­tiv bankvirk­somhed, en stærkere reg­u­ler­ing fra statens side, et forsøg på at forhin­dre såkaldte ”too big to fail”-banker og en hel række andre tilt­ag (kendt under den såkaldte Glass-Stea­gall Act). Lige­som neolib­er­al­is­men var et svar på kris­erne i 70’erne, så var New Deal et svar på Den store depres­sion. Begge var forsøg på at løse bestemte mod­sigelser inden­for det inter­na­tionale økonomiske sys­tem på et bestemt tid­spunkt i his­to­rien. De løs­nings­for­lag, Turunen peger på, min­der alle mere eller min­dre om en tilbageven­den til New Deal-poli­tikken. Det inde­bær­er en roman­tis­eret forestill­ing om en eller anden form for ”realka­p­i­tal­isme”, hvor der kun find­es ”sunde banker, som for­brugerne kan stole på”, og som ”dri­ver ans­varlig for­ret­ning”. Alt sam­men inden­for en nation­al­stat­slig, demokratisk ramme. Men his­to­rien går fre­mad, og aldrig tilbage. For­t­alerne for en tilbageven­den til New Deal-poli­tikken glem­mer desu­den, at der skulle en ver­den­skrig til for at få den inter­na­tionale økono­mi tilbage på fode igen. Hvis vi skal udover neolib­er­al­is­men, så må vi tænke nyt — radikalt nyt.

Oven­nævnte form for social­lib­er­al eller ven­stre-lib­er­al kri­tik udgør langt fra en egentlig kri­tik. Danske Banks kam­pagne er end­da mere pro­gres­siv end forestill­in­gen om en tilbageven­den til New Deal, idet den fak­tisk oper­erer med en forståelse af, at vi befind­er os i en radikalt ny sit­u­a­tion, en ny nor­mal. På trods af at Danske Bank selvk­lart ikke kan udgøre et alter­na­tiv til den neolib­erale dag­sor­den, så er selve tanken dog mere pro­gres­siv end hos den typiske socialt bev­id­ste ven­stre-lib­erale EU-opti­mist. Er Danske Banks kam­pagne mere hyk­lerisk end at slutte op om finanspagten, sam­tidig med at man for­langer en ny New Deal?

Occupy som begivenhed

Occu­py- og Los Indig­na­dos-bevægelserne er de egentlige pro­gres­sive bevægelser. Her oper­eres med en tanke om, at vi befind­er os i en radikalt ny sit­u­a­tion i dag, en sit­u­a­tion som er forår­saget af kap­i­tal­is­men og dens poli­tiske sys­tem selv. 2011 var således en begiven­hed (forstået i for­læn­gelse af Alain Badiou), som disse bevægelser stadig er tro over­for. En begiven­hed i denne for­stand er noget, som ind­før­er et brud med tin­ge­nes nor­male gang, den nor­male admin­is­tra­tion af den sociale orden, eller hvad Ran­ciére kalder Poli­ti­et. Ran­ciére iden­ti­fi­cer­er to logikker: På den ene side er der ”the log­ic that sim­ply counts the lots of  the par­ties, that dis­trib­utes bod­ies with­in the space of their vis­i­bil­i­ty or their invis­i­bil­i­ty and aligns ways of being, ways of doing, and ways of say­ing appro­pri­ate to each.” Det vil sige den måde, hvor­på magten er organ­is­eret og den måde, hvor­på dette bliv­er legit­imeret. Kort sagt: Poli­ti­et.

På den anden side find­es der en logik, som netop afbry­der den første. En logik, som giv­er sig til udtryk i en begiven­hed.  Inden­for den nor­male ver­den eller Poli­ti­et, befind­er både Danske Bank samt de ven­stre-lib­erale kri­tikere sig. Her kan man diskutere, hvor­dan man bedst admin­istr­erer sys­temet: Skal vi have lavere løn­ninger? Mere uddan­nelse? Mere effek­tiv offentlig sek­tor? Hvilke dele af økonomien skal vi satse på? Hvor­dan skaber vi bal­ance i de offentlige bud­get­ter?

Occu­py var som en begiven­hed et generelt brud med denne ver­den, et brud som åbnede mulighe­den for at tænke udover det nor­male igen. Occu­py­bevægelsen oper­erer ikke inden­for den tra­di­tionelle nation­al­stat­slige, demokratiske ramme, og dens kap­i­tal­is­mekri­tik peger alt­så radikalt udover nor­malen.

Det er i dag ikke muligt at gå tilbage før denne begiven­hed, og det er alt­så ikke muligt at tænke pro­gres­siv poli­tik uden at tage den i betragt­ning. Men hvor befind­er den pro­gres­sive kri­tik sig i dag?

Occupy: Dialogmøde eller radikal kritik?

Danske Banks kam­pagne kan fortælle os rigtig meget om, hvor Occu­py­bevægelsen befind­er sig i dag: Nem­lig som en del af den nye nor­mal. Eller ret­tere sagt, så befind­er Occu­py sig på kan­ten til at blive en del af den nye nor­mal. Som Marx-citatet gør opmærk­som på, så har kap­i­tal­is­men en enestående evne til at glob­alis­ere samtlige livss­fær­er, men også til at indop­tage og vende enhver kri­tik og mod­kul­tur til gavn for sig selv. Occu­pykri­tikken beg­y­n­der nu at blive indop­taget i kap­i­tal­is­men selv, hvor de førende kap­i­tal­is­tiske kon­cern­er frem­stiller sig selv som socialt ans­varlige, og enkelte poli­tikere og regeringer beg­y­n­der at lytte til kri­tikken. Måske bliv­er enkelte af dem fak­tisk også en smule mere socialt ans­varlige, men den grundlæggende kri­tik af kap­i­tal­is­men bliv­er demon­teret, og tin­gene fort­sæt­ter som de altid har gjort. Alt­ing må foran­dre sig, for så altid at for­blive det samme.

Danske Banks kam­pagne står ikke alene. Los Ange­les’ byråd har således erk­læret deres støtte til Occu­py. I okto­ber i år erk­lærede ‘the exec­u­tive direc­tor’ for Storbri­tan­niens cen­tral­bank ligeledes sin støtte. Oftest er sådanne støt­ter koblet sam­men med en opfor­dring til at opsætte mere speci­fikke mål, som kan hjælpe økonomien tilbage på fode, som Bill Clin­ton udtalte det. Men hvis kri­tikken bliv­er nor­malis­eret, så forsvin­der hele det aktuelle momen­tum for en fak­tisk foran­dring. Hvis Occu­py ikke skal forsvin­de, så må bevægelsen udvikle sig, og det må ske hur­tigere end at kap­i­tal­is­men kan sub­sumere kri­tikken under sig. Hvis dette ikke sker, så vil bevægelsen for­blive blot end­nu en protest­bevægelse i rækken, som de store kon­cern­er, virk­somhed­er og regeringer kan lytte til, og dermed legit­imere sig selv igen­nem. Kort sagt, så vil Occu­py blive en del af Poli­ti­et, dvs. en del af det net, som binder tin­gene sam­men og forhin­dr­er enhver reel foran­dring.

På trods af Occu­pys evne til at besætte, demon­strere, stre­jke og igangsætte en række andre sociale kampe, så har den haft en række prob­le­mer. Occu­py har åbnet et rum for en ny poli­tisk tænkn­ing. Engage­mentet i bevægelsen er dog beg­y­n­dt at aftage, og kan ikke blive ved med at ride på bøl­gen af begiven­heden i 2011. Hvis Occu­py skal fort­sætte, så må der en organ­is­er­ing til, som kan fastholde folk i en kollek­tivitet; eller ret­tere et kollek­tivt poli­tisk sub­jekt. Slavoj Žižek skriv­er i sin nye bog Less Than Noth­ing: ”When peo­ple try to ”orga­nize them­selves” direct­ly in move­ments, the most they can cre­ate is an egal­i­tar­i­an space for debates where speak­ers are cho­sen by lot­tery and every­one is giv­en the same (short) time to speak, etc. But such protest move­ments prove inad­e­quate the moment one has to act, to impose a new order – at this point, some­thing like a Par­ty is need­ed”.

Par­ti­et skal her på ingen made forstås som den tra­di­tionelle væl­ger­foren­ing, men heller ikke som et elitært ”sub­ject-sup­posed-to-know”. Der er brug for, at samti­dens mest radikale bevægelser beg­y­n­der at organ­is­ere sig fra protest­bevægelser til et kollek­tivt poli­tisk sub­jekt. Uden denne udvikling vil Occu­py ikke kunne han­dle poli­tisk, dvs. foran­dre tin­ge­nes til­stand. Danske Banks kam­pagne er netop et sådan opråb til bevægelserne. Occu­py (og andre radikale bevægelser) står alt­så ved en skillevej, hvor man kan vælge at fort­sætte i samme spor (og delt­age i dialog­møde med Danske Bank), eller hvor man kan udvikle et egentligt kollek­tivt poli­tisk sub­jekt. Hvis ikke kri­tikken skal blive en del af den ”nye nor­mal”, så er det ikke læn­gere nok blot at besætte, hvad det kom­mer an på, er at foran­dre.

5 kommentarer til “Er Occupybevægelsen den nye normal?”

  1. Hej Esben,

    Du gør dig nogle inter­es­sante tanker i oven­stående, men jeg har vanske­ligt ved at se anven­de­lighe­den i flere dele i den, i mine øjne, alt for akademiske tekst du har skrevet. Det er generelt prob­lema­tisk, når folk skriv­er i en meget teo­riladet stil, som lad­er til primært at hen­vende sig til human­is­tiske akademikere. Det virk­er lidt som om du gerne vil imponere læseren med hvor meget du har læst og kan citere fra.

    Den del af tek­sten som omhan­dler Badious og Rancieres tænkn­ing giv­er mig ingen klarhed, men for­dun­kler snarere dit bud­skab. Det virk­er som en banal pointe Ranciere kom­mer med, som så udtrykkes i den dun­kle sæt­ning du citer­er, hvilket i øvrigt ofte er karak­ter­is­tisk for franske intellek­tuelle (dvs. banale point­er pakket ind i ord­flom). Selvføl­gelig var Occu­py Wall Street en udfor­dring af sta­tus quo (dvs. finan­skap­i­tal­is­men og pengenes/lobbyismens ind­fly­delse på den elitestyrede amerikanske poli­tiske virke­lighed på), og ja, Occu­pys horison­tale basis­demokratiske struk­tur var et opgør med den repræsen­ta­tive “demokratiske” stats hier­arkiske struk­tur, men det er jo en ret banal pointe, hvis det alt­så er det der er pointen, og noget som sagtens kan udtrykkes i et almin­deligt sprog, så hvad skal vi bruge begre­ber som ‘Poli­ti­et’ til, som i øvrigt lad­er til at være en dårlig over­sæt­telse af ‘the poli­ty’? Det står alt­så ikke klart. Skriv hellere i et sprog der er forståeligt for folk som ikke har gået på human­io­ra. Det er trods alt arbe­jdernes kri­tiske bev­id­s­thed der skal vækkes.

  2. Hej Thomas,
    Jeg ved ikke helt hvad du men­er med ”anven­de­lighed”, men jeg synes nu, at jeg peger på en meget konkret prob­lem­still­ing, radikale bevægelser som Occu­py må tage still­ing til. Pointen er på ingen måde at imponere nogen som helst, men der­i­mod at bruge de teo­retiske begre­ber jeg kender til, for bedre at forstå det fænomen jeg analy­ser­er. Nogle får så mere ud af det end andre. Men alle kan blive inspir­eret til selv at beg­y­n­de at læse radikale kri­tiske tænkere, såsom Ranciere, Badiou og Zizek. Der er nem­lig meget at hente her. Meget som ikke bare er ”ord­flom”. Jeg men­er at alle er i stand til at lære også svær teori, og det ville være ærg­erligt hvis ven­stre­flø­jen ikke kan få lov at tænke. Tænk hvis Marx havde pålagt sig den begræn­sning, at han aldrig måtte skrive og udgive noget på et lidt højere teo­retisk niveau? At det også gælder om at fork­lare og kom­mu­nikere, har du ret i. Jeg synes dog artiklen inde­hold­er begge dele, og det ene skal ikke udelukke det andet.

    Hej Lars,
    Mange tak. Jeg er glad for at artiklen sæt­ter tanker i gang 🙂

    Mvh. Esben

  3. Nå ja, og “Poli­ti” er ikke en dårlig over­sæt­telse af “the Poli­ty”, men en over­sæt­telse af “Police”. Et godt eksem­pel på hvor­dan, at radikale tænkere som Ranciere kan åbne nye horison­ter, som rækker udover den almin­delige poli­tol­o­giske sprog­brug, eller hvad Althuss­er kaldte “de ide­ol­o­giske stat­sap­pa­rater”.

    Mvh Esben

  4. Hej Esben,

    Jeg vil helt klart mene, at det er fremmedgørende og eksklud­erende, at der så kon­sekvent opfind­es og/eller gøres brug af et hav at begre­ber som menig­mand ikke forstår og ikke kan for­ventes at sætte sig ind i. Jeg nævn­er i flæng: biopoli­tik, bio­magt, jouis­sance, hege­moni, den store Anden, nega­tion af nega­tio­nen, mul­ti­tu­den, inter­sub­jek­tivitet, objet a, dis­posi­tif, Leitkul­tur, plus-de-jouir, Police. Vi har i mine øjne brug for en langt mere empirisk til­gang til kap­i­tal­is­men, som beskriv­er den i et sprog der kan forståes af enhver der behersker den nor­male begreb­sver­den, end en hyper­te­o­retisk og fork­larende til­gang (ofte uden skyggen af empiri), som for­muleres i et sprog der lig­ger langt væk fra den nor­male sprog­lige univers. Post-marx­is­tiske akademikere er kon­trarev­o­lu­tionære i deres elitære sprog­lige prak­sis. Folk som Chom­sky og Sub­com­man­dante Mar­cos har gjort ver­den en langt større tjen­este qua deres forståe­lighed, end nogen højrøvet pari­sisk café-intellek­tuel nogensinde kom­mer til.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *