Vores tids undergang — Interview med Rikke Louise Peters, del I

Rikke Peters fortæller i dette interview om undergangsmyten som samfundsfænomen

Er vores tid apokalyptisk? Undergangen er overalt: i TV-serier, reklamer, computerspil, bøger og dokumentarprogrammer. Vores tids store politiske kriser — atomkrisen, global opvarmning og den økonomiske krise — er alle en del af en forestilling om, at vores civilisation og vores planet, som vi kender den, snart vil gå under.

I jagten på vores tids under­gang har vi spurgt Ph.d. i Idéhis­to­rie ved Aarhus Uni­ver­sitet Rikke Peters, hvor­dan vi skal forstå vores tids fas­ci­na­tion og besæt­telse af under­gan­gen.


Den 21. decem­ber går jor­den under, hvis vi skal tro mayaerne. Men det er ikke den eneste under­gang i vores tid. Tvær­ti­mod. I TV-serier, reklamer, com­put­er­spil og bøger abon­neres der gang på gang på forskel­lige under­gangss­ce­nar­i­er. På Nation­al Geo­graph­ic Chan­nel opma­gasiner­er “Dooms­day Prep­pers” dåse­mad og patroner. I hit­se­rien “The Walk­ing Dead” slagter amerikanere zom­bier på stribe, mens de forsøger at holde sam­men på fam­i­lieliv­et. I en reklame til sid­ste års Super­bowl for­t­alte Chevro­let, hvor­dan deres pick-up truck ville holde læn­gere i 2012-årets post-apoka­lyp­tiske land­skab end Fords dit­to. Zom­bieapoka­lypsen har end­da sin egen online-encyk­lopæ­di.

Det her er jo selvføl­gelig bare reklamein­dus­trien, new age-hip­pi­er og film. Og vi skal ikke tro på alt, hvad vi ser i fjern­synet. Alligev­el bliv­er der igen og igen for­t­alt his­to­ri­er om, hvor­dan men­neske­he­den og vores civil­i­sa­tion kom­mer til at gå under. Nogle mere eksplo­sive og action­fyldte end andre. Men det er ikke kun i pop­ulærkul­turen, at under­gan­gen find­er sted. Ifølge Ph.d. i Idéhis­to­rie ved Aarhus Uni­ver­sitet, Rikke Peters, lever vi i en tid, hvor vores under­gang hele tiden er tilst­ede­værende: “Men­nes­ket i dag står face-to-face med risi­ci og trusler, som det før­mod­erne men­neske, tidligere tiders men­neske, over­hovedet ikke kendte til … Vi er hele tiden i stand til at forestille os de her vold­somme sce­nar­i­er: En kæmpe omfat­tende økol­o­gisk katas­trofe, en vold­som atom­krig, der udslet­ter store dele af men­neske­he­den, et total­itært regime, der tager over og gør, at vi skal kon­fron­teres med de her trusler, den økonomiske ver­dens totale kol­laps, alle elek­triske sys­te­mers totale kol­laps og så videre.”

Det, der er specielt for vores tid, er under­gangsvi­sion­ernes mang­foldighed. Men er det blot under­gangsvi­sion­ernes omfang, der adskiller sig fra tidligere tider? Ifølge Rikke Peters er under­gangs­forestill­in­gen et kon­sti­tu­tivt træk i men­nes­kets his­to­rie. Under­gan­gen har antaget en række forskel­lige for­mer op igen­nem men­neske­he­dens his­to­rie. Vores tids under­gange har en række fællestræk med tidligere tiders under­gange og for at forstå under­gan­gen, starter Rikke Peters ved de klas­siske, religiøse under­gangs­fortællinger.

Undergang og frelse

Under­gangsmyten spiller selvføl­gelig en grundlæggende rolle i Kris­ten­dom­men. Den find­es i Johannes’ Åben­bar­ing, det sid­ste skrift i Det Nye Tes­ta­mente. Den kristne under­gangs­fortælling er lige så meget åben­barin­gen af noget nyt, som det er en under­gangs­fortælling. Den græske titel på Johannes’ Åben­bar­ing er Apoka­lypsen, og apoka­lypse på græsk bety­der åben­bar­ing. Det er en åben­bar­ing af, hvad der skal ske efter, at Jesus har haft det endelig opgør med Satan, i det slag, der hed­der Armaged­don. Det endelige slag, hvor Jesus får bugt med Satan, hvorefter et nyt Tusindårsrige skal opstå, hvor de frel­ste skal leve videre og de vantro bukker under med Satan. Det er vigtigt at forstå Johannes’ Åben­bar­ing udfra den her dobbelthed mellem under­gang og frelse. Det er lige så meget en fortælling om det endelige slag, som en idé om frelsen i det nye Tusindårsrige.”

Kris­ten­dom­mens under­gangs­fortælling er både en fortælling om men­neske­he­dens under­gang og en fortælling om, hvor­dan et nyt gud­srige skal opstå. Ifølge Rikke Peters gen­find­es denne dobbelthed mellem under­gang og frelse i en af den mod­erne tids største ide­olo­gi­er. Nem­lig i marx­is­mens forestill­ing om kap­i­tal­is­men sam­men­brud og det marx­is­tiske sam­funds fremkomst: “Det ele­ment af, at noget skal forgå og noget skal genop­stå, er helt tydeligt i marx­is­men. Det er selvføl­gelig en sekulær, lineær his­to­riefilosofi, men det er dog stadigvæk en lineær his­to­riefilosofi, der har under­gangsmo­mentet ind­bygget i sig: En idé om, at når det kap­i­tal­is­tiske sam­fund bry­der sam­men, vil det det marx­is­tiske sam­fund opstå. Den fig­ur ser vi helt tydeligt hos [Karl] Marx.“

Undergangen som kritikform

Marx­is­mens dystopiske forestill­ing om det kap­i­tal­is­tiske sys­tems sam­men­brud er, ifølge Rikke Peters, et eksem­pel på, at en under­gangs­fortælling bliv­er ind­skrevet i en poli­tisk kri­tik. Hun peger på den engelske filosof og poli­tik­er, John Stu­art Mill (1806−1873), som den første til at bruge begre­bet dystopi:

Utopi­en var et begreb mange århun­dred­er inden [John Stu­art] Mill, helt tilbage til renæs­san­cen. Utopi­en, idéen om det lykke­lige sam­fund og den mest per­fek­te sociale sam­fund­stil­stand, er dystopi­en mod­billedet til. Dystopi­en er det abso­lut ikke-men­neske­lige sam­fund, hvor men­nes­ket har mindst mulig grad af mulighed for fri­hed, mulighed for at udtrykke sig og udfolde sig. Det er, så vidt jeg har kun­net finde ud af, John Stu­art Mill, der er den første poli­tiske tænker, der bruger begre­bet dystopi. Han bruger det specielt i sine poli­tiske taler, hvor han går i rette med den engelske regerings behan­dling af Irland. I 1840’erne på bag­grund af nogle års meget, meget katas­tro­fale høst i Irland, kom der den store, virke­lig vold­somme hunger­snød og krise i Irland op igen­nem 1840’erne og 50’erne. John Stu­art Mill og andre i den britiske regering så, at en af Irlands mulighed­er, var at få mas­siv hjælp og støtte fra den britiske regering. Det ønskede fler­tal­let i det britiske over­hus sim­pelthen ikke. Det gik blandt andre John Stu­art Mill i rette med og sagde, at det ville føre til dystopiske til­stande i Irland. Dermed mente han til­stande, som fak­tisk ikke engang fort­jente prædikatet men­neske­lige. Til­standen i Irland var så umen­neske­lig, at den fort­jente prædikatet dystopi.”

Karl Marx og John Stu­art Mill er ikke de eneste, der bruger den dystopiske under­gangs­fortælling i et poli­tisk øjemed. Tvær­ti­mod er forestill­in­gen om den værst tænke­lige til­stand blevet et retorisk grund­mo­tiv i poli­tikken: “Vi har set det lige siden. Under­gangsmetafor­er og under­gangsre­torik bliv­er et potent, poli­tisk våben i poli­tikken eller i den poli­tiske diskurs.”

Den selvopfyldende profeti

I Europa i starten af det 20. århun­drede gen­nemgik den klas­sisk-religiøse under­gangsvi­sion en meta­mor­fose. Med skyt­te­gravskri­gen og masse­mor­dene fra Første ver­den­skrig i baghovedet, blev man nu bev­idst om, at det ikke kun var Gud, der var i stand til at lade men­neske­he­den gå under, men at men­nes­ket selv var i stand til udslette men­neske­he­den: “I løbet af det 20. århun­drede, hvor under­gan­gen før har været knyt­tet til ude­frak­om­mende magter eller katas­tro­fer, får man nu klar bev­id­s­thed om, at vi er i stand til, for første gang i ver­den­shis­to­rien, selv at udslette os selv og bevirke vores egen under­gang. Og det gør noget.”

Men hvilken forskel gør men­nes­kets bev­id­s­thed om, at det er i stand til at udslette sig selv? Ifølge Rikke Peters havde civil­i­sa­tio­nen siden Oplysningsti­den været for­bun­det med et enty­digt frem­skridt, men den blev nu for­bun­det med det mod­sat­te — nem­lig et kul­tur­omsv­ing. Efterkrigsårene i Tysk­land i 1920’erne og 30’erne var præget af en grundlæggende kul­turpes­simisme og civil­i­sa­tion­skri­tik inspir­eret af den tyske filosof Friedrich Niet­zsche (1844−1900). Forestill­in­gen om men­neske­he­dens civil­isatoriske frem­gang blev erstat­tet af en forestill­ing om, at civil­i­sa­tio­nen selv havde iboende træk, som ville føre til vores under­gang: “Den mod­erne civil­i­sa­tion er the road to dystopia eller the road to hell.”

I 1918 og 1922 udkom to-bindsvær­ket Der Unter­gang des Abend­lan­des (Vester­lan­dets under­gang), der er skrevet af den tyske his­torik­er og filosof Oswald Spen­gler (1880−1936). Rikke Peters, som har skrevet Ph.d.-afhandling om netop Oswald Spen­glers under­gangs­fortælling i Vester­lan­dets under­gang, peger på Spen­gler som et godt eksem­pel på, hvor­dan under­gan­gen som en retorisk fig­ur, bliv­er brugt som en altom­fat­tende fortælling og kri­tik af dati­dens civil­i­sa­tion. Den grundlæggende kul­turkrise og fortællin­gen om civil­i­sa­tio­nens under­gang, som Niet­zsche og Spen­gler var ekspo­nen­ter for, skabte, ifølge Rikke Peters, en apoka­lyp­tisk for­vent­ning i Tysk­land i 1920’erne og 30’erne. Folk beg­y­n­dte at vente på under­gan­gen:

I 1920’erne og 30’erne i Tysk­land var der en emfatisk stemn­ing, som Spen­gler og andre var med til at frem­bringe. Folk mente, at det mod­erne sam­fund, og ikke mindst det poli­tiske sys­tem, fak­tisk allerede var bukket under. Deres logik blev der­for, at der måtte iværk­sættes radikale midler for at ændre dette. Sådan bliv­er sam­fun­det også masseret hen i ret­ning af at tænke fatal­is­tisk og tænke i store, omsig­gribende red­sk­aber til at håndtere denne udvikling. Det men­er jeg, at man kan se i 20’erne og 30’erne: hvor­dan der kunne være nogle fatale aspek­ter knyt­tet til de her emfatiske under­gangsvi­sion­er. Nem­lig det, at de bliv­er en selvop­fyldende pro­feti, for­di folk til sidst bliv­er spun­det ind i hele denne tankegang.”

Når fascinationen bliver til en besættelse

For at forstå vores egen tids under­gang melder spørgsmålet sig: Er en sådan fas­ci­na­tion en ufarlig tid­strend eller kan den have dybere og mere urovækkende kon­sekvenser?

Potente under­gangsvi­sion­er har en ten­dens til at blive omsig­gribende og ind­fælde alle andre sociale, sam­fundsmæs­sige og kul­turelle fænomen­er i sig. Alle andre sam­fundsmæs­sige fænomen­er bliv­er læst i ret­ning af dem. Under­gangs­fortællin­gen bliv­er til et grundlæggende for­tolkn­ingsske­ma. Når men­nesker beg­y­n­der at bruge under­gangsvi­sion­er til at forstå og tolke ver­den, kan under­gangsvi­sio­nen plud­selig gå hen og blive en selvop­fyldende pro­feti. Jeg men­er, at det his­torisk og poli­tisk var det, der skete i Tysk­land i 20’erne og 30’erne. Store dele af befolknin­gen fik en idé om, at man befandt sig i en under­gangs­fase, og der kom en større åben­hed over­for mere eller min­dre rabi­ate svar på, hvad der skal gøres ved den her under­gang.”

Store spørgsmål kræver store svar. Lige så snart under­gan­gen bliv­er et real­is­tisk fremtidss­ce­nar­ie, som det er nød­vendigt at diskutere poli­tisk, bliv­er det også et sce­nar­ie, der kan bruges i en poli­tisk argu­men­ta­tion. Rikke Peters men­er, at de rabi­ate svar tit har en ten­dens til at få total­itære træk: “Total­itære svar er ofte spun­det ind i en omsig­gribende og over­naturlig tro, der er fuld­stændig immun over­for kri­tik eller en viden­sk­a­belig tilbagevis­ning, som siger: ‘Prøv nu lige og hør her’. En rationel viden­sk­a­belig kri­tik, som går ind og kig­ger på den viden­sk­a­belige hold­barhed, om man så må sige, af vision­erne, er den fuld­stændig immun over­for. For­di den til hver en tid bare vil sige, at det blot er end­nu et eksem­pel på, at ver­den er til­falds for rationelle fork­laringer.”

Ifølge Rikke Peters ind­tager de eska­tol­o­giske vis­mænd, der forstår ‘hvor­dan det virke­ligt hænger sam­men’ en utrolig magt­fuld posi­tion. Lige­som Spen­gler og Niet­zsche gjorde i 20’ernes og 30’ernes Tysk­land. De kom­mer til at få priv­i­legeret og pro­fetisk sta­tus, for­di: “De er i stand til at sige, hvad der skal bukke under, hvem der skal bukke under og ikke mindst, hvem der frelses. Der lig­ger uden tvivl magt­mekanis­mer og total­itære mekanis­mer i de forskel­lige under­gangsvi­sion­er.”

Med Den kolde krig ser vi, hvor­dan den atom­are katas­trofe bliv­er et altom­fat­tende under­gangss­ce­nar­ie, der er spun­det ind i magt­mekanis­mer og poli­tik. Den gen­sidi­ge frygt for en altudslet­tede, atom­ar katas­trofe var paradok­salt nok sta­bilis­erende for poli­tikken og forhin­drede måske end­da under­gan­gen. Atom­bomben førte, ifølge Rikke Peters, til, at men­nes­ket bliv­er endeligt bev­idst om dets evne til at forår­sage dets egen under­gang — i stor grad: “Efter atom­bombens fremkomst bliv­er det for alvor tydeligt for men­neske­he­den: ‘Vi sid­der selv med våbnene i hån­den til at udslette os selv.’”

    ***

Men den atom­are katas­trofe er ikke bare poli­tik. Atom­bomben er blevet et eksis­ten­tielt og psykol­o­gisk vilkår. Det nye vilkår stiller det mod­erne men­neske over­for et valg. Skal vi stuve vores kartof­felkæl­dre med dåse­mad og drikke­vand og vente på under­gan­gen? Eller skal vi han­dle og forsøge at forhin­dre under­gan­gen i at finde sted?

Scroll til toppen