Vores tids undergang – Interview med Rikke Louise Peters, del I

Er vores tid apokalyptisk? Undergangen er overalt: i TV-serier, reklamer, computerspil, bøger og dokumentarprogrammer. Vores tids store politiske kriser – atomkrisen, global opvarmning og den økonomiske krise – er alle en del af en forestilling om, at vores civilisation og vores planet, som vi kender den, snart vil gå under.

I jagten på vores tids undergang har vi spurgt Ph.d. i Idéhistorie ved Aarhus Universitet Rikke Peters, hvordan vi skal forstå vores tids fascination og besættelse af undergangen.

Den 21. december går jorden under, hvis vi skal tro mayaerne. Men det er ikke den eneste undergang i vores tid. Tværtimod. I TV-serier, reklamer, computerspil og bøger abonneres der gang på gang på forskellige undergangsscenarier. På National Geographic Channel opmagasinerer “Doomsday Preppers” dåsemad og patroner. I hitserien “The Walking Dead” slagter amerikanere zombier på stribe, mens de forsøger at holde sammen på familielivet. I en reklame til sidste års Superbowl fortalte Chevrolet, hvordan deres pick-up truck ville holde længere i 2012-årets post-apokalyptiske landskab end Fords ditto. Zombieapokalypsen har endda sin egen online-encyklopædi.

Det her er jo selvfølgelig bare reklameindustrien, new age-hippier og film. Og vi skal ikke tro på alt, hvad vi ser i fjernsynet. Alligevel bliver der igen og igen fortalt historier om, hvordan menneskeheden og vores civilisation kommer til at gå under. Nogle mere eksplosive og actionfyldte end andre. Men det er ikke kun i populærkulturen, at undergangen finder sted. Ifølge Ph.d. i Idéhistorie ved Aarhus Universitet, Rikke Peters, lever vi i en tid, hvor vores undergang hele tiden er tilstedeværende: “Mennesket i dag står face-to-face med risici og trusler, som det førmoderne menneske, tidligere tiders menneske, overhovedet ikke kendte til … Vi er hele tiden i stand til at forestille os de her voldsomme scenarier: En kæmpe omfattende økologisk katastrofe, en voldsom atomkrig, der udsletter store dele af menneskeheden, et totalitært regime, der tager over og gør, at vi skal konfronteres med de her trusler, den økonomiske verdens totale kollaps, alle elektriske systemers totale kollaps og så videre.”

Det, der er specielt for vores tid, er undergangsvisionernes mangfoldighed. Men er det blot undergangsvisionernes omfang, der adskiller sig fra tidligere tider? Ifølge Rikke Peters er undergangsforestillingen et konstitutivt træk i menneskets historie. Undergangen har antaget en række forskellige former op igennem menneskehedens historie. Vores tids undergange har en række fællestræk med tidligere tiders undergange og for at forstå undergangen, starter Rikke Peters ved de klassiske, religiøse undergangsfortællinger.

Undergang og frelse

“Undergangsmyten spiller selvfølgelig en grundlæggende rolle i Kristendommen. Den findes i Johannes’ Åbenbaring, det sidste skrift i Det Nye Testamente. Den kristne undergangsfortælling er lige så meget åbenbaringen af noget nyt, som det er en undergangsfortælling. Den græske titel på Johannes’ Åbenbaring er Apokalypsen, og apokalypse på græsk betyder åbenbaring. Det er en åbenbaring af, hvad der skal ske efter, at Jesus har haft det endelig opgør med Satan, i det slag, der hedder Armageddon. Det endelige slag, hvor Jesus får bugt med Satan, hvorefter et nyt Tusindårsrige skal opstå, hvor de frelste skal leve videre og de vantro bukker under med Satan. Det er vigtigt at forstå Johannes’ Åbenbaring udfra den her dobbelthed mellem undergang og frelse. Det er lige så meget en fortælling om det endelige slag, som en idé om frelsen i det nye Tusindårsrige.”

Kristendommens undergangsfortælling er både en fortælling om menneskehedens undergang og en fortælling om, hvordan et nyt gudsrige skal opstå. Ifølge Rikke Peters genfindes denne dobbelthed mellem undergang og frelse i en af den moderne tids største ideologier. Nemlig i marxismens forestilling om kapitalismen sammenbrud og det marxistiske samfunds fremkomst: “Det element af, at noget skal forgå og noget skal genopstå, er helt tydeligt i marxismen. Det er selvfølgelig en sekulær, lineær historiefilosofi, men det er dog stadigvæk en lineær historiefilosofi, der har undergangsmomentet indbygget i sig: En idé om, at når det kapitalistiske samfund bryder sammen, vil det det marxistiske samfund opstå. Den figur ser vi helt tydeligt hos [Karl] Marx.“

Undergangen som kritikform

Marxismens dystopiske forestilling om det kapitalistiske systems sammenbrud er, ifølge Rikke Peters, et eksempel på, at en undergangsfortælling bliver indskrevet i en politisk kritik. Hun peger på den engelske filosof og politiker, John Stuart Mill (1806-1873), som den første til at bruge begrebet dystopi:

“Utopien var et begreb mange århundreder inden [John Stuart] Mill, helt tilbage til renæssancen. Utopien, idéen om det lykkelige samfund og den mest perfekte sociale samfundstilstand, er dystopien modbilledet til. Dystopien er det absolut ikke-menneskelige samfund, hvor mennesket har mindst mulig grad af mulighed for frihed, mulighed for at udtrykke sig og udfolde sig. Det er, så vidt jeg har kunnet finde ud af, John Stuart Mill, der er den første politiske tænker, der bruger begrebet dystopi. Han bruger det specielt i sine politiske taler, hvor han går i rette med den engelske regerings behandling af Irland. I 1840’erne på baggrund af nogle års meget, meget katastrofale høst i Irland, kom der den store, virkelig voldsomme hungersnød og krise i Irland op igennem 1840’erne og 50’erne. John Stuart Mill og andre i den britiske regering så, at en af Irlands muligheder, var at få massiv hjælp og støtte fra den britiske regering. Det ønskede flertallet i det britiske overhus simpelthen ikke. Det gik blandt andre John Stuart Mill i rette med og sagde, at det ville føre til dystopiske tilstande i Irland. Dermed mente han tilstande, som faktisk ikke engang fortjente prædikatet menneskelige. Tilstanden i Irland var så umenneskelig, at den fortjente prædikatet dystopi.”

Karl Marx og John Stuart Mill er ikke de eneste, der bruger den dystopiske undergangsfortælling i et politisk øjemed. Tværtimod er forestillingen om den værst tænkelige tilstand blevet et retorisk grundmotiv i politikken: “Vi har set det lige siden. Undergangsmetaforer og undergangsretorik bliver et potent, politisk våben i politikken eller i den politiske diskurs.”

Den selvopfyldende profeti

I Europa i starten af det 20. århundrede gennemgik den klassisk-religiøse undergangsvision en metamorfose. Med skyttegravskrigen og massemordene fra Første verdenskrig i baghovedet, blev man nu bevidst om, at det ikke kun var Gud, der var i stand til at lade menneskeheden gå under, men at mennesket selv var i stand til udslette menneskeheden: “I løbet af det 20. århundrede, hvor undergangen før har været knyttet til udefrakommende magter eller katastrofer, får man nu klar bevidsthed om, at vi er i stand til, for første gang i verdenshistorien, selv at udslette os selv og bevirke vores egen undergang. Og det gør noget.”

Men hvilken forskel gør menneskets bevidsthed om, at det er i stand til at udslette sig selv? Ifølge Rikke Peters havde civilisationen siden Oplysningstiden været forbundet med et entydigt fremskridt, men den blev nu forbundet med det modsatte – nemlig et kulturomsving. Efterkrigsårene i Tyskland i 1920’erne og 30’erne var præget af en grundlæggende kulturpessimisme og civilisationskritik inspireret af den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900). Forestillingen om menneskehedens civilisatoriske fremgang blev erstattet af en forestilling om, at civilisationen selv havde iboende træk, som ville føre til vores undergang: “Den moderne civilisation er the road to dystopia eller the road to hell.”

I 1918 og 1922 udkom to-bindsværket Der Untergang des Abendlandes (Vesterlandets undergang), der er skrevet af den tyske historiker og filosof Oswald Spengler (1880-1936). Rikke Peters, som har skrevet Ph.d.-afhandling om netop Oswald Spenglers undergangsfortælling i Vesterlandets undergang, peger på Spengler som et godt eksempel på, hvordan undergangen som en retorisk figur, bliver brugt som en altomfattende fortælling og kritik af datidens civilisation. Den grundlæggende kulturkrise og fortællingen om civilisationens undergang, som Nietzsche og Spengler var eksponenter for, skabte, ifølge Rikke Peters, en apokalyptisk forventning i Tyskland i 1920’erne og 30’erne. Folk begyndte at vente på undergangen:

“I 1920’erne og 30’erne i Tyskland var der en emfatisk stemning, som Spengler og andre var med til at frembringe. Folk mente, at det moderne samfund, og ikke mindst det politiske system, faktisk allerede var bukket under. Deres logik blev derfor, at der måtte iværksættes radikale midler for at ændre dette. Sådan bliver samfundet også masseret hen i retning af at tænke fatalistisk og tænke i store, omsiggribende redskaber til at håndtere denne udvikling. Det mener jeg, at man kan se i 20’erne og 30’erne: hvordan der kunne være nogle fatale aspekter knyttet til de her emfatiske undergangsvisioner. Nemlig det, at de bliver en selvopfyldende profeti, fordi folk til sidst bliver spundet ind i hele denne tankegang.”

Når fascinationen bliver til en besættelse

For at forstå vores egen tids undergang melder spørgsmålet sig: Er en sådan fascination en ufarlig tidstrend eller kan den have dybere og mere urovækkende konsekvenser?

“Potente undergangsvisioner har en tendens til at blive omsiggribende og indfælde alle andre sociale, samfundsmæssige og kulturelle fænomener i sig. Alle andre samfundsmæssige fænomener bliver læst i retning af dem. Undergangsfortællingen bliver til et grundlæggende fortolkningsskema. Når mennesker begynder at bruge undergangsvisioner til at forstå og tolke verden, kan undergangsvisionen pludselig gå hen og blive en selvopfyldende profeti. Jeg mener, at det historisk og politisk var det, der skete i Tyskland i 20’erne og 30’erne. Store dele af befolkningen fik en idé om, at man befandt sig i en undergangsfase, og der kom en større åbenhed overfor mere eller mindre rabiate svar på, hvad der skal gøres ved den her undergang.”

Store spørgsmål kræver store svar. Lige så snart undergangen bliver et realistisk fremtidsscenarie, som det er nødvendigt at diskutere politisk, bliver det også et scenarie, der kan bruges i en politisk argumentation. Rikke Peters mener, at de rabiate svar tit har en tendens til at få totalitære træk: “Totalitære svar er ofte spundet ind i en omsiggribende og overnaturlig tro, der er fuldstændig immun overfor kritik eller en videnskabelig tilbagevisning, som siger: ‘Prøv nu lige og hør her’. En rationel videnskabelig kritik, som går ind og kigger på den videnskabelige holdbarhed, om man så må sige, af visionerne, er den fuldstændig immun overfor. Fordi den til hver en tid bare vil sige, at det blot er endnu et eksempel på, at verden er tilfalds for rationelle forklaringer.”

Ifølge Rikke Peters indtager de eskatologiske vismænd, der forstår ‘hvordan det virkeligt hænger sammen’ en utrolig magtfuld position. Ligesom Spengler og Nietzsche gjorde i 20’ernes og 30’ernes Tyskland. De kommer til at få privilegeret og profetisk status, fordi: “De er i stand til at sige, hvad der skal bukke under, hvem der skal bukke under og ikke mindst, hvem der frelses. Der ligger uden tvivl magtmekanismer og totalitære mekanismer i de forskellige undergangsvisioner.”

Med Den kolde krig ser vi, hvordan den atomare katastrofe bliver et altomfattende undergangsscenarie, der er spundet ind i magtmekanismer og politik. Den gensidige frygt for en altudslettede, atomar katastrofe var paradoksalt nok stabiliserende for politikken og forhindrede måske endda undergangen. Atombomben førte, ifølge Rikke Peters, til, at mennesket bliver endeligt bevidst om dets evne til at forårsage dets egen undergang – i stor grad: “Efter atombombens fremkomst bliver det for alvor tydeligt for menneskeheden: ‘Vi sidder selv med våbnene i hånden til at udslette os selv.’”

    ***

Men den atomare katastrofe er ikke bare politik. Atombomben er blevet et eksistentielt og psykologisk vilkår. Det nye vilkår stiller det moderne menneske overfor et valg. Skal vi stuve vores kartoffelkældre med dåsemad og drikkevand og vente på undergangen? Eller skal vi handle og forsøge at forhindre undergangen i at finde sted?