Gerri Kasparov vs. Deep Blue

Maskinen produceres som ensartet mytos i populærkulturen, og den kædes almindeligvis sammen med karaktertræk som megalomani, amoral og ambitioner, der er så belejligt abstrakte eller komplekse, at de ligger hinsides grænserne for menneskelig erkendelse. Som sælsom instans er den amorf, forunderligt angstprovokerende og i stigende grad virkelig.

Film- og lit­ter­aturhis­to­rien er fyldt med eksem­pler på, at mask­i­nen er moral­sk fremmed, ufor­standig eller lige­frem ond, mens den på alle andre områder sæt­ter os behørigt til vægs. Det er vores møde med disse over­leg­ne mask­in­er, hvad man kunne kalde en form for mask­in­re­cep­tion, som er modus for denne tekst.

The secret is how to die. Since the begin­ning of time, the secret had always been how to die. Med disse ord indledes den sen­este roman om en af vor tids mest overek­sponerede anti­de­tek­tiv­er, reli­gion­sso­ci­olo­gen Robert Lang­don; en – nu gen­nem adskil­lige bøger – glo­ri­fi­ceret dukse­dreng og sladrehank, som uden et eget pro­jekt mes­ten­dels har til opgave at forhin­dre andre i at gen­nem­føre deres.

Gen­nem en serie af inter­ven­tion­er har Lang­don og hans serielle harem af unge kvin­delige genier regelmæs­sigt held til at afs­pore ethvert antræk til foran­dringer af sta­tus quo. Selvom skurkene (der bedst kan karak­teris­eres som usyn­lige skygge­boere) uden und­tagelse er Lang­don over­leg­ne på samtlige punk­ter, belønnes han i over­flod for sin ihærdighed, sin flid og sin grænseover­skri­dende dydighed. Skurkenes ned­er­lag er tilsvarende kon­sekvent uværdi­ge og degraderende. Nogle bliv­er dræbt ved at få et par glasskår i ansigtet, mens andre må stavre omkring på krykker og fak­tisk kaste sig for fød­derne af den glat­te dengse. Den lykke­lige slut­ning fasthold­er os i uværgelig sta­sis.

På sin vis har disse antag­o­nis­ter mere til fælles med mask­in­er end med men­nesker. Selvom man kunne hævde, at dette forhold gør sig gældende for samtlige fig­ur­er i Dan Browns bib­li­ografi, er antag­o­nis­ternes tilsyneladende alv­i­den­hed, almægtighed og imma­te­ri­alitet langt mere karak­ter­is­tiske for en mod­erne mask­in­forståelse end for automa­to­nen, den demente Robert Lang­don. 

Skakhumanisten

I 1997 led den daværende skakver­dens­mester Gar­ri Kas­parov et sviende og usæd­van­lig omdiskuteret ned­er­lag til skak­com­put­eren Deep Blue. Kas­parov var i god form. Allerede året forinden havde stormesteren mødt com­put­eren og givet den om ikke læsterlige klø så i hvert fald tørt på. Som den højest ran­gerede spiller over­hovedet var han i en årrække en insti­tu­tion i skakver­de­nen, og han var om nogen den spiller, man ønskede at vin­de over. Som de fleste skak­en­tu­si­aster ved, var Deep Blue bygget af IBM med det ene for­mål at slå Kas­parov, og da Deep Blue fak­tisk bese­jrede ham, var et fader­mord af his­toriske dimen­sion­er og med spek­takulære imp­lika­tion­er plud­selig en realitet.

Efter ned­er­laget til Deep Blue var den ellers så usårlige Kas­parovs dage som ver­dens­mester ved at oprinde, og allerede i år 2000 blev han defin­i­tivt detro­n­is­eret, da han måtte over­drage sin titel til lands­man­den Vladimir Kram­nik efter et knebent ned­er­lag til selvsamme spiller. I 2005 ind­stillede Kas­parov sin kar­riere.

For så vidt kunne his­to­rien om Kas­parov være slut­tet her. Han kunne have trukket sig tilbage, nydt sit otium og lev­et af sin for­mue. I de senere år er han dog atter blevet promi­nent, nu som skarp kri­tik­er af det mod­erne Rus­land med en særlig højrøstet, udsøgt for­agt for Vladimir Putin, der af Kas­parov beskrives som “just like Al Capone.” Uan­fægtet det rus­siske stat­sap­pa­rats åbenl­yse man­gel­fuld­hed frem­står Kas­parov erfar­ingsmæs­sigt som en notorisk klynk­ende vat­nisse i skakre­gi.

Straks efter ned­er­laget til Deep Blue insis­terede mesteren nem­lig på, at der var tale om bedrageri. Nogen fra IBM havde fiflet med mask­i­nen mellem partierne, pås­tod Kas­parov. Mask­i­nen var et fal­sum, som en behændig dukke­før­er, sub­sidiært skakvir­tu­os dygtigt manip­ulerede med sine snore. Disse beskyld­ninger blev blankt afvist af IBM, og således var en kold skyt­te­gravskrig etableret. Parterne kunne trygt og lunt sætte sig til rette i hver deres ende af lokalet, pege fin­gre og pure afvise hinan­dens ver­sion af sand­he­den. På besyn­derlig vis er det således lykkedes for Kas­parov at parkere hele mis­èren i remis, hvilket må siges at være det abso­lut bed­ste, han kunne håbe på.

Som den aller­mest lat­terlige ekstrem førte Kas­parovs ned­er­lag direk­te til udviklin­gen af spillet ari­maa, der spilles med samme red­sk­aber som skak, men som er speci­fikt designet til at være svært for mask­in­er at spille. Det lyder ganske rigtigt som enten en par­o­di eller som men­neske­be­gavelsens end­e­gyldige retræte. Grun­den til at spille ari­maa frem for skak er enty­dig, og at spillet over­hovedet eksis­ter­er er om noget et tegn på human­is­mens rådvilde pro­tek­tion­isme.

I for one welcome our new computer overlords”

Uanset denne drejn­ing er der noget ufat­telig besnærende ved his­to­rien om den stakkels stormester. Hvor mange yderligere iter­a­tioner skulle skak­com­put­eren mon igen­nem, før den ubesværet kunne vade hen over Kas­parov? Under hen­vis­ning til den accel­ererende udvikling i com­put­erte­knolo­gi kan det næppe have været mange. Kas­parovs stolte trod­sighed er der­for fuld­stændig arbi­trær, sim­pelthen for­di ned­er­laget slet og ret var uundgåeligt.

Således blev Kas­parovs ned­er­lag et særde­les æreløst af slagsen, og på mange måder udgør hans der­oute en spæn­dende grund­fig­ur for ny human­is­mekri­tik. For vær­di­en af eller skøn­heden i Kas­parovs bedrifter lig­ger ikke i selve hans præs­ta­tion­er, men der­i­mod i hans uundgåelige fald. I hvert fald hvis vi accepter­er den præmis, som ikke blot frem­stilles i pop­ulærkul­turen, men i stadig sti­gende grad i intellek­tuelle, viden­sk­a­belige og akademiske kon­tek­ster – at men­nes­ket inden for en over­skuelig årrække vil blive over­halet af mask­i­nen på samtlige niveauer. Den amerikanske teknolog Ray­mond Kurzweil (hvis mod­eller nøjagtigt forud­så det år, hvor en mask­ine ville bese­jre en skakver­dens­mester), fores­lår år 2029 som det år, hvor men­nes­ket defin­i­tivt ikke læn­gere kan bryste sig af at være evo­lu­tio­nens højdepunkt.

Måske er den apoka­lypse­for­estill­ing, som udgør en fuld­stændig cen­tral del af den men­neske­lige mask­in­re­cep­tion, dybt over­drama­tis­eret. Måske kom­mer der intet flam­me­hav, ingen atom­v­in­ter; måske er det langt mere tænke­ligt, at vi blot vil blive overgået, over­halet og over­flødig­gjort. This is the way the world ends. Not with a bang but a whim­per.

Hvis vi tænker med denne tran­shu­man­is­tiske tele­olo­gi, vil det væsentlige spørgsmål der­for altid være, hvor­dan man taber – eller ret­tere sagt: hvilken slags taber man er. Faldet er uundgåeligt, men den for­fæn­gelige skakhu­man­ist ignor­erer sit ned­er­lag og insis­ter­er på sin egen dydighed, vigtighed og ret. Han hold­er op med at spille skak og lovpris­er i stedet ari­maa. Når tiden er inde springer han videre til et end­nu mere radikalis­eret blænd­værk, hvor human­is­ten er på flugt, i skjul eller totalt eksileret. Han nægter at erk­ende, at han kun kan tabe, aldrig vin­de. Hvor Kas­parov havde alle mulighed­er for en ære­fuld sym­bol­sk død på sit livs tinde, val­gte han i stedet et sym­bol­sk liv, et helt igen­nem værdiløst mar­tyri­um. Heri lig­ger den sande tragedie, for Kas­parov havde al mulig grund til at lide sit ned­er­lag med en umådelig stolthed. Som den måske største stormester ver­den har set, burde hans præs­ta­tion­er tale for sig selv. Alligev­el har han forsøgt at tage ordet fra dem.

Det er et spørgsmål om forskel i skala. Når stormesteren bleg­n­er i mødet med mask­i­nens abso­lutte, uover­skyggelige over­legen­hed bliv­er hans kun­nen ikke betyd­ningsløs. Knaset, der lyder, idet han trædes under fode, bliv­er blot så meget højere, mere klang­fuldt og mere ærværdigt. Den ydmyghed, som Kas­parov ikke mestrede, må vi der­for tage ved lære af.

Da end­nu en mask­ine, AI’en Wat­son, i 2011 udraderede to af de suverænt dygtig­ste delt­agere i viden­spillet Jeop­ardy!, udspillede et helt anderledes sce­nar­ie sig. Ken Jen­nings og Brad Rut­ter, de to men­neske­lige delt­agere, var allerede ved finalen så håbløst langt bagud i spillet, at de reelt ingen chance havde for at ind­hente Wat­son. Jen­nings nøjedes der­for ikke med blot at notere det rigtige svar på sit kort, men skrev kækt herun­der i par­entes: “(I for one wel­come our new com­put­er over­lords)

Omend Jen­nings’ ges­tus givetvis er iklædt tal­rige lag ironi, er den eksplicitte ydmyghed ikke til at tage fejl af. Mod­sat pro­to­hu­man­is­ten Gar­ri Kas­parov gik både Ken Jen­nings og Brad Rut­ter til bunds med et smil på læben. Deres mask­in­re­cep­tion spe­jler en beun­dringsværdig selvin­d­sigt, fuld­stændig blot­tet for illu­sion­er om deres egen sta­tus, men fyldt med varme, selvre­spekt og humor.

Gar­ri Kas­parov er en idiot, Ken Jen­nings er en idiot, jeg er en idiot, og du, kære læs­er, er også en idiot. Uanset hvilket område du mestr­er, det være sig filosofi, dans, psykolo­gi eller ari­maa, kan du være sikker på at blive fuld­stændig deklasseret af mask­i­nen, når det en dag bliv­er din tur. Vi kan der­for kollek­tivt vælge at søge ly i en sanseløs for­fæn­ge­lighed og selvtil­strække­lighed, eller vi kan vælge den bedre strate­gi: at gå til skafot­tet med opre­jst pande.

LÆS OGSÅ: Tran­shu­man­is­mens nye men­neske

Scroll til toppen