Gerri Kasparov vs. Deep Blue

Maskinen produceres som ensartet mytos i populærkulturen, og den kædes almindeligvis sammen med karaktertræk som megalomani, amoral og ambitioner, der er så belejligt abstrakte eller komplekse, at de ligger hinsides grænserne for menneskelig erkendelse. Som sælsom instans er den amorf, forunderligt angstprovokerende og i stigende grad virkelig.

Film- og lit­ter­aturhis­to­rien er fyldt med eksem­pler på, at mask­i­nen er moral­sk fremmed, ufor­standig eller lige­frem ond, mens den på alle andre områder sæt­ter os behørigt til vægs. Det er vores møde med disse over­leg­ne mask­in­er, hvad man kunne kalde en form for mask­in­re­cep­tion, som er modus for denne tekst.

The secret is how to die. Since the begin­ning of time, the secret had always been how to die. Med disse ord indledes den sen­este roman om en af vor tids mest overek­sponerede anti­de­tek­tiv­er, reli­gion­sso­ci­olo­gen Robert Lang­don; en – nu gen­nem adskil­lige bøger – glo­ri­fi­ceret dukse­dreng og sladrehank, som uden et eget pro­jekt mes­ten­dels har til opgave at forhin­dre andre i at gen­nem­føre deres.

Gen­nem en serie af inter­ven­tion­er har Lang­don og hans serielle harem af unge kvin­delige genier regelmæs­sigt held til at afs­pore ethvert antræk til foran­dringer af sta­tus quo. Selvom skurkene (der bedst kan karak­teris­eres som usyn­lige skygge­boere) uden und­tagelse er Lang­don over­leg­ne på samtlige punk­ter, belønnes han i over­flod for sin ihærdighed, sin flid og sin grænseover­skri­dende dydighed. Skurkenes ned­er­lag er tilsvarende kon­sekvent uværdi­ge og degraderende. Nogle bliv­er dræbt ved at få et par glasskår i ansigtet, mens andre må stavre omkring på krykker og fak­tisk kaste sig for fød­derne af den glat­te dengse. Den lykke­lige slut­ning fasthold­er os i uværgelig sta­sis.

På sin vis har disse antag­o­nis­ter mere til fælles med mask­in­er end med men­nesker. Selvom man kunne hævde, at dette forhold gør sig gældende for samtlige fig­ur­er i Dan Browns bib­li­ografi, er antag­o­nis­ternes tilsyneladende alv­i­den­hed, almægtighed og imma­te­ri­alitet langt mere karak­ter­is­tiske for en mod­erne mask­in­forståelse end for automa­to­nen, den demente Robert Lang­don. 

Skakhumanisten

I 1997 led den daværende skakver­dens­mester Gar­ri Kas­parov et sviende og usæd­van­lig omdiskuteret ned­er­lag til skak­com­put­eren Deep Blue. Kas­parov var i god form. Allerede året forinden havde stormesteren mødt com­put­eren og givet den om ikke læsterlige klø så i hvert fald tørt på. Som den højest ran­gerede spiller over­hovedet var han i en årrække en insti­tu­tion i skakver­de­nen, og han var om nogen den spiller, man ønskede at vin­de over. Som de fleste skak­en­tu­si­aster ved, var Deep Blue bygget af IBM med det ene for­mål at slå Kas­parov, og da Deep Blue fak­tisk bese­jrede ham, var et fader­mord af his­toriske dimen­sion­er og med spek­takulære imp­lika­tion­er plud­selig en realitet.

Efter ned­er­laget til Deep Blue var den ellers så usårlige Kas­parovs dage som ver­dens­mester ved at oprinde, og allerede i år 2000 blev han defin­i­tivt detro­n­is­eret, da han måtte over­drage sin titel til lands­man­den Vladimir Kram­nik efter et knebent ned­er­lag til selvsamme spiller. I 2005 ind­stillede Kas­parov sin kar­riere.

For så vidt kunne his­to­rien om Kas­parov være slut­tet her. Han kunne have trukket sig tilbage, nydt sit otium og lev­et af sin for­mue. I de senere år er han dog atter blevet promi­nent, nu som skarp kri­tik­er af det mod­erne Rus­land med en særlig højrøstet, udsøgt for­agt for Vladimir Putin, der af Kas­parov beskrives som “just like Al Capone.” Uan­fægtet det rus­siske stat­sap­pa­rats åbenl­yse man­gel­fuld­hed frem­står Kas­parov erfar­ingsmæs­sigt som en notorisk klynk­ende vat­nisse i skakre­gi.

Straks efter ned­er­laget til Deep Blue insis­terede mesteren nem­lig på, at der var tale om bedrageri. Nogen fra IBM havde fiflet med mask­i­nen mellem partierne, pås­tod Kas­parov. Mask­i­nen var et fal­sum, som en behændig dukke­før­er, sub­sidiært skakvir­tu­os dygtigt manip­ulerede med sine snore. Disse beskyld­ninger blev blankt afvist af IBM, og således var en kold skyt­te­gravskrig etableret. Parterne kunne trygt og lunt sætte sig til rette i hver deres ende af lokalet, pege fin­gre og pure afvise hinan­dens ver­sion af sand­he­den. På besyn­derlig vis er det således lykkedes for Kas­parov at parkere hele mis­èren i remis, hvilket må siges at være det abso­lut bed­ste, han kunne håbe på.

Som den aller­mest lat­terlige ekstrem førte Kas­parovs ned­er­lag direk­te til udviklin­gen af spillet ari­maa, der spilles med samme red­sk­aber som skak, men som er speci­fikt designet til at være svært for mask­in­er at spille. Det lyder ganske rigtigt som enten en par­o­di eller som men­neske­be­gavelsens end­e­gyldige retræte. Grun­den til at spille ari­maa frem for skak er enty­dig, og at spillet over­hovedet eksis­ter­er er om noget et tegn på human­is­mens rådvilde pro­tek­tion­isme.

I for one welcome our new computer overlords”

Uanset denne drejn­ing er der noget ufat­telig besnærende ved his­to­rien om den stakkels stormester. Hvor mange yderligere iter­a­tioner skulle skak­com­put­eren mon igen­nem, før den ubesværet kunne vade hen over Kas­parov? Under hen­vis­ning til den accel­ererende udvikling i com­put­erte­knolo­gi kan det næppe have været mange. Kas­parovs stolte trod­sighed er der­for fuld­stændig arbi­trær, sim­pelthen for­di ned­er­laget slet og ret var uundgåeligt.

Således blev Kas­parovs ned­er­lag et særde­les æreløst af slagsen, og på mange måder udgør hans der­oute en spæn­dende grund­fig­ur for ny human­is­mekri­tik. For vær­di­en af eller skøn­heden i Kas­parovs bedrifter lig­ger ikke i selve hans præs­ta­tion­er, men der­i­mod i hans uundgåelige fald. I hvert fald hvis vi accepter­er den præmis, som ikke blot frem­stilles i pop­ulærkul­turen, men i stadig sti­gende grad i intellek­tuelle, viden­sk­a­belige og akademiske kon­tek­ster – at men­nes­ket inden for en over­skuelig årrække vil blive over­halet af mask­i­nen på samtlige niveauer. Den amerikanske teknolog Ray­mond Kurzweil (hvis mod­eller nøjagtigt forud­så det år, hvor en mask­ine ville bese­jre en skakver­dens­mester), fores­lår år 2029 som det år, hvor men­nes­ket defin­i­tivt ikke læn­gere kan bryste sig af at være evo­lu­tio­nens højdepunkt.

Måske er den apoka­lypse­for­estill­ing, som udgør en fuld­stændig cen­tral del af den men­neske­lige mask­in­re­cep­tion, dybt over­drama­tis­eret. Måske kom­mer der intet flam­me­hav, ingen atom­v­in­ter; måske er det langt mere tænke­ligt, at vi blot vil blive overgået, over­halet og over­flødig­gjort. This is the way the world ends. Not with a bang but a whim­per.

Hvis vi tænker med denne tran­shu­man­is­tiske tele­olo­gi, vil det væsentlige spørgsmål der­for altid være, hvor­dan man taber – eller ret­tere sagt: hvilken slags taber man er. Faldet er uundgåeligt, men den for­fæn­gelige skakhu­man­ist ignor­erer sit ned­er­lag og insis­ter­er på sin egen dydighed, vigtighed og ret. Han hold­er op med at spille skak og lovpris­er i stedet ari­maa. Når tiden er inde springer han videre til et end­nu mere radikalis­eret blænd­værk, hvor human­is­ten er på flugt, i skjul eller totalt eksileret. Han nægter at erk­ende, at han kun kan tabe, aldrig vin­de. Hvor Kas­parov havde alle mulighed­er for en ære­fuld sym­bol­sk død på sit livs tinde, val­gte han i stedet et sym­bol­sk liv, et helt igen­nem værdiløst mar­tyri­um. Heri lig­ger den sande tragedie, for Kas­parov havde al mulig grund til at lide sit ned­er­lag med en umådelig stolthed. Som den måske største stormester ver­den har set, burde hans præs­ta­tion­er tale for sig selv. Alligev­el har han forsøgt at tage ordet fra dem.

Det er et spørgsmål om forskel i skala. Når stormesteren bleg­n­er i mødet med mask­i­nens abso­lutte, uover­skyggelige over­legen­hed bliv­er hans kun­nen ikke betyd­ningsløs. Knaset, der lyder, idet han trædes under fode, bliv­er blot så meget højere, mere klang­fuldt og mere ærværdigt. Den ydmyghed, som Kas­parov ikke mestrede, må vi der­for tage ved lære af.

Da end­nu en mask­ine, AI’en Wat­son, i 2011 udraderede to af de suverænt dygtig­ste delt­agere i viden­spillet Jeop­ardy!, udspillede et helt anderledes sce­nar­ie sig. Ken Jen­nings og Brad Rut­ter, de to men­neske­lige delt­agere, var allerede ved finalen så håbløst langt bagud i spillet, at de reelt ingen chance havde for at ind­hente Wat­son. Jen­nings nøjedes der­for ikke med blot at notere det rigtige svar på sit kort, men skrev kækt herun­der i par­entes: “(I for one wel­come our new com­put­er over­lords)

Omend Jen­nings’ ges­tus givetvis er iklædt tal­rige lag ironi, er den eksplicitte ydmyghed ikke til at tage fejl af. Mod­sat pro­to­hu­man­is­ten Gar­ri Kas­parov gik både Ken Jen­nings og Brad Rut­ter til bunds med et smil på læben. Deres mask­in­re­cep­tion spe­jler en beun­dringsværdig selvin­d­sigt, fuld­stændig blot­tet for illu­sion­er om deres egen sta­tus, men fyldt med varme, selvre­spekt og humor.

Gar­ri Kas­parov er en idiot, Ken Jen­nings er en idiot, jeg er en idiot, og du, kære læs­er, er også en idiot. Uanset hvilket område du mestr­er, det være sig filosofi, dans, psykolo­gi eller ari­maa, kan du være sikker på at blive fuld­stændig deklasseret af mask­i­nen, når det en dag bliv­er din tur. Vi kan der­for kollek­tivt vælge at søge ly i en sanseløs for­fæn­ge­lighed og selvtil­strække­lighed, eller vi kan vælge den bedre strate­gi: at gå til skafot­tet med opre­jst pande.

LÆS OGSÅ: Tran­shu­man­is­mens nye men­neske

4 kommentarer til “Ånden og maskinen – Skakcomputere, stormestre og ny humanismekritik”

  1. Emil Begtrup-Bright

    Du bliv­er nødt til at give mig et over­be­visende argu­ment for hvor­dan com­put­ere kan lære at blive klogere end os inden­for kom­plekse kog­ni­tive process­er såsom filosofi, digt­ning, etc. Jeg køber at i logiske process­er har vi allerede \“tabt\”, men du springer for let hen­over de kog­ni­tive process­er. Man kunne sige at du måske selv overvur­der­er men­nes­ket, hvis du virke­lig tror at vi er kloge nok til at skabe noget klogere end os selv på det jeg synes gør os mest men­neske­lige — vores sociale og følelses­mæs­sigt kog­ni­tive egen­sk­aber. En mask­ine kan jo ikke \“tænke\”, kun bruge logik, der har sine klare grænser.

  2. Jeg er helt enig med Emil Bergtrup-Bright. Deru­dover synes artiklen at bær­er præg af at du har et per­son­ligt ufork­laret “had” til kas­parov som fylder alt for meget. Der er da i den grad mere grund til at hylde kas­parov end at håne ham. Det VAR i øvrigt “mask­i­nen” som ikke turde give Kas­parov en remach, som han bad om, du nævn­er du sjovt nok ikke noget om i artiklen. Du får det også til at lyde neg­a­tivt at Kas­parov ikke har trukket sig tilbage og fedet den med sine mil­lion­er, men der­i­mod stadig har ambi­tion­er for sit liv og andres liv, det er da sært at håne en mand for det, men hver sine mål med livet, det anerk­ender jeg. Du får det nærmest til at lyde som om, at efter hans tabte kamp mod en com­put­er gik det ned af bakke for ham, alt­så han tabte ganske vist sit ver­dens­mester­skab (men hvem gør ikke det), men han var bredt anerk­endt som ver­dens­bed­ste spiller lige indtil han trak sig tilbage. Slet ikke nogen uspæn­dende artikel, men dit per­son­lige korstog mod Kas­parov hør­er mere til på et værtshus end her, synes jeg.

  3. @google-a17868bdedfe86111c0ad8b47d5d3688:disqus
    Bevis­byr­den lig­ger ikke hos mig, og lad mig fork­lare hvor­for. Du skriv­er, at der er forskel på mask­i­nen og men­nes­ket. Deri er jeg kun delvist enig; vi består ikke af met­aller og plas­tik, men af kød, blod og knogler. Det bety­der ikke, at der er nogen prin­cip­iel ontol­o­gisk forskel på os og mask­in­er (eller dyr), som human­is­mens dok­triner ellers foreskriv­er. (Eksem­pelvis kunne vi for så vidt godt kon­struere en mask­ine bestående af samme organ­iske mate­ri­aler som os)

    Når du siger, at mask­i­nen kun kan tænke logisk og ikke kan udvise kog­ni­tiv kom­plek­sitet, er jeg fuld­stændig enig. Dog igen med den til­fø­jelse, at det kan men­nes­ket heller ikke. Der find­es kun logiske process­er, stof og kausaliteter, intet andet: Der find­es kun det, som find­es. Hvis du vil pos­tulere andet, eller fastholde men­nes­ket som en særlig ophø­jet klasse af intel­li­genser, skal du være mere end velkom­men! Men så lig­ger bevis­byr­den hos dig, og du må vise, hvad det er, men­nes­ket besid­der, som aldrig nogensinde kan eksis­tere isol­eret. Når du ønsker at installere men­nes­ket som en særlig priv­i­legeret intel­li­gens, er der tale om et teol­o­gisk besjæling­spro­jekt; et pro­jekt som sæt­ter dig i samme bås som man­den (m/k), der står hver søndag og taler i kirken.

    Det er rigtigt, at mask­in­er ikke skriv­er de mest anerk­endte digte, men det er der over­hovedet ingen evi­dens for, at de ikke skulle kunne gøre… Med min­dre, selvføl­gelig, at man (så vidt vides) fejlagtigt insis­ter­er på en metafy­sisk man­i­fes­ta­tion i men­nes­kets intellekt, som tran­scen­der­er resten af den materielle virke­lighed… Og så ender man som en human­ist, der afsøger stadig mere mar­gin­alis­erede luft­lom­mer, hvori man kan dyrke sin egen ’kog­ni­tive’ over­legen­hed. Fred være med det, jeg tillad­er mig blot at synes, at det er fuld­stændig ekla­tant spild af tid at forsøge at und­drage sig tab­ser­farin­gen.

    @63224dff27adcc2e8a9ef42617c7586b:disqus
    Som jeg skriv­er oven­for, så er Kas­parovs – og dit, og mit, og min og din mors – ned­er­lag uundgåeligt. Den mask­inelle reg­nekraft stiger ekspo­nen­tielt hver 18. måned, hvilket næppe kan siges om den men­neske­lige. Det er et særde­les nyt­tigt karak­tertræk for en skak­spiller. Og det er dét, der er prob­lemet; Kas­parov kan aldrig vin­de over Deep Blue, aller­hø­jest udsætte det uundgåelige ned­er­lag for en stund. Han må selvføl­gelig bekæmpe det rus­siske stat­sap­pa­rat så meget, han vil – et ædelt mål –, men hans mask­in­re­cep­tion demon­str­erer, at der er nogle helt grundlæggende ting omkring sin egen men­neske­lighed, han sim­pelthen ikke har fat­tet.

Der er lukket for kommentarer.

Scroll til toppen