Vores tids undergang – Interview med Rikke Louise Peters, del II
Er vores tid apokalyptisk? Undergangen er overalt: i TV-serier, reklamer, computerspil, bøger og dokumentarprogrammer. Vores tids store politiske kriser – atomkrisen, global opvarmning og den økonomiske krise – er alle en del af en forestilling om, at vores civilisation og vores planet, som vi kender den, snart vil gå under. Er vores tid apokalyptisk? Undergangen er overalt: i TV-serier, reklamer, computerspil, bøger og dokumentarprogrammer. Vores tids store politiske kriser – atomkrisen, global opvarmning og den økonomiske krise – er alle en del af en forestilling om, at vores civilisation og vores planet, som vi kender den, snart vil gå under.
Atombomben gjorde os, menneskene, endeligt bevidste om, at vi selv sidder med våbnene til at udslette os selv. Vi har fået en stor, rød knap, der, hvis vi trykker på den, kan efterlade vores civilisation og vores planet i ruiner. Men hvad så post-atombomben?
Harold Camping, en mand der fortolker biblen ved hjælp af numerologi, forudsagde i 2011 jordens undergang. For anden gang. En stor mængde amerikanere sagde derfor farvel til job og hjem for at hellige sig forkyndelsen. Armageddon kom som bekendt ikke og de sande troende for ikke til himmels. De klassiske religiøse og naturlige katastrofer lever stadig videre side om side med de nye menneskeskabte undergange. Rikke Peters, som har skrevet Ph.d.-afhandling om kulturbegrebet i mellemkrigstidens Tyskland og moderne tid, peger dog på, at de nye selvskabte undergange ikke indeholder en forestilling om et nyt Tusindårsrige: “De senmoderne, atomare undergangsvisioner er langt mere voldsomme og langt mere definitive end de klassiske undergangsforestillinger har været”.
Atombomben satte ikke et punktum. Nye undergange bliver stadig fundet, opfundet og fundet på: Sorte huller, EMP og zombieapokalypsen. Ifølge Rikke Peters er det kendetegnende for det 20. århundrede, at der bliver stadig flere og flere undergange: “Vi har stadigvæk de udefrakommende, store katastrofer, samtidig har vi de selvforskyldte katastrofer, som de atomare eller økologiske. Undergangsvisionerne er blevet mere mangfoldige, mere talrige og differentierede i det 20. århundrede. Det gør en forskel. Der er noget, der tyder på, at bevidstheden om, at vi selv kan bevirke vores egen undergang, gør noget fundamentalt ved undergangsvisionerne.”
Undergangen finder stadig flere og flere former i vores tid. Vi kan se længere og længere ud i verdensrummet, vi har udviklet atomare, biologiske og kemiske våben og i reklame- og filmindustrien er det helt klart, at undergangen sælger.
Undergangsindustrien
Sæsonpremieren af tredje sæson af zombieserien “The Walking Dead” blev set af næsten 11 millioner seere i USA. Undergangen er ikke bare et kulturelt fortolkningsskema, som vi så det i 20’erne og 20’ernes Tyskland, den er også en yderst rentabel plotstruktur. Når vi ser efter, dukker undergangen op uventede steder. Spørgsmålet rejser sig: Vores tids vestlige kultur siger en masse om undergangen, men hvad kan det sige om os? Er undergangen mere end bare en god anledning til at lave special effects? Svaret er både ja og nej. Ifølge Rikke Peters har undergangsvision altid fundet en narrativ eller æstetisk form at blive formidlet i. Hvad der kendetegner vores tid er en overflod af medier, hvor forskellige former for undergangsscenarier kan blive gjort offentlige og rentable:
“Der går et skridt fra, at forestillingerne og tankerne og visionerne er der til, at de her scenarier skal finde en æstetisk eller religiøs eller narrativ form, hvor de kan blive bearbejdet. Derudover skal de også have en medial form, hvad enten det så bare er den mest primitive form såsom stemmens medium til at viderefortælle, eller skriftens medium til at nedfælde det i evangelier og i hellige skrifter, eller den moderne medialitet i film, populærkultur og så videre. Der ligger helt klart også et vigtigt medialt aspekt i de her visioner. De bliver naturligvis også indfældet i underholdningsindustriens store apparat.”
Ifølge Rikke Peters skal vi ikke afvise populærkulturen som bare populærkultur. Fascinationen af vores egen undergang er et generelt træk ved mennesket: “Jeg tror ikke, at man hverken skal grine af eller undervurdere, at undergangen har narrativ eller æstetisk værdi, for det har det også haft tilbage fra tidernes morgen, hvor vi rundt om lejrbålet eller i templet har fortalt eller genfortalt og leget med de her scenarier.”
Den apokalyptiske tid
Når man leder efter noget, er der en tendens til, at man ser det alle vegne. Som den dehydrerede og solstiksramte kamelrytter, der ser en oase i horisonten. Men undergangen har bredt sig, den findes flere og flere steder. Både i politik og film. Der er ikke bare tale om et kulturelt fatamorgana. Spørgsmålet er, om der er en særlig forbindelse mellem vores tid og undergangen?
“Det tror jeg. Det er der! Jeg er stødt på den her sammenhæng et sted, jeg ikke lige havde forestillet mig det. I Modernitet og Selvidentitet kalder Anthony Giddens den moderne, globaliserede tidsalder for en apokalyptisk tidsalder. Det studser man først over, fordi man tænker, at det kan ikke passe, at Anthony Giddens af alle, i al hans rationelle, sociologiske saglighed, er indspundet i sådan en dekadence- og forfaldsfortælling. Det er selvfølgelig heller ikke det, han mener. Lidt i tråd med Ulrich Beck, mener han, at vi lever i en grundlæggende risikofyldt tidsalder. En oplevelse af risici, der er forbundet med, at vi nu er i stand til at udslette os selv. Mennesket i dag står face-to-face med risici og trusler, som det førmoderne menneske, tidligere tiders menneske, overhovedet ikke kendte til. Giddens siger, at vi altid har haft en angst for vores egen død. Tænk bare på de her tider, hvor Den sorte død hærgede og krige hærgede. Det er sandt, men vi har ikke haft det i så emfatisk forstand, hvor vi hele tiden er i stand til at forestille os de her voldsomme scenarier: en kæmpe omfattende økologisk katastrofe, en voldsom atomkrig, der udsletter store dele af menneskeheden, et totalitært regime, den økonomiske verdens totalte kollaps, alle elektriske systemers totalte kollaps og så videre. De er jo sådan nogle dag til dag, face-to-face-risici, vi hele tiden står overfor i vores moderne verden. Ifølge Giddens, så gør det noget i forhold til hele den her over-refleksive bevidsthed, som den senmoderne bevidsthed er.”
Under pesten og i krigsperioder har angsten for ens egen død og ens lokale samfunds udslettelse altid været et vilkår, men den moderne undergang og undergangsfrygt er anderledes. Den er altomfattende og emfatisk. Ifølge Anthony Giddens er det kendetegnende for vores tid, at vi er bevidste omkring en en række, mulige undergangsscenarier, som vores samfund står over for. Rikke Peters mener, at man kan forstå den populærkulturelle overflod af undergangsfilm som et resultat af den senmoderne tids apokalyptiske selvbevidsthed: “Jeg tror godt, at det kan aflæses populærkulturelt og i medierne, når de her scenarier popper op med jævne mellemrum. Grunden til, at de hele tiden popper op, er jo også, at der er et publikum til dem. Katastrofefilm og medierne koger jo der her historier op, fordi de mener, der er et publikum til dem. Og det bliver der jo, sjovt nok, ved med at være. Det tror jeg helt klart er fordi, at de taler til en grundlæggende risikobetonende angst, vi hele tiden står overfor.”
Fløjenes undergang
Politiseringen af undergangen, som vi kender fra 20’erne og 30’ernes Tyskland, finder stadig sted i vores tid. Rikke Peters peger på venstre- og højrefløjens annektering af undergangsretorikken som et eksempel på, hvordan undergangsfiguren fortsætter med at blive brugt:
“Parallellen i dag [til mellemkrigstidens Tyskland] er den nykonservative eller nationalkonservative opblomstring og bølge, der har været efter Murens fald. Den gør det samme, ikke? Ifølge disse konservative er den moderne skilsmisserate, ungdomskriminaliteten, antallet af vanrøgte børn, antallet af selvmord, ulykkelige mennesker og depressive mennesker i vores tilværelse, udelukkende et tegn på, at det moderne samfund er fluks på vej mod sin egen udslettelse. Dette er en figur, som vi ser dukke op igen og igen. Det er derfor, at det er spændende at se på undergangsvisionen som en retorisk og tankemæssig figur, der kan dukke op på mange forskellige måder og ytre sig på utroligt mange forskellige planer, end bare som denne snævre idé om, at verden går under i bulder og brag.”
Undergangen er anvendelig i en lang række projekter med stor ideologisk spredning. Således mener Rikke Peters også, at venstrefløjens klima- og socialretorik er fyldt med dystopiske og undergangsvisionære metaforer. En undergangsretorik som videnskaben også har taget til sig. I Global Risk-rapporten, der udkommer hvert år, udregnes globale risici som “Extreme volatility in energy and agricultural prices”, “Water supply crises”, “Major systemic financial failure”, “Terrorism” og “Chronic fiscal imbalances”: “Prøv at slå op i Global Risk-rapporten fra 2012. Det er en årlig rapport, hvor en masse økonomer og samfundsforskere fra hele verden sætter sig ned og prøver at beskrive de største trusler mod verden og menneskeheden. Den er sprængfyldt med undergangsmetaforer; at verden i den grad styrer lige fluks ned mod det sorte intet, hvis vi ikke handler og gør noget nu og her. Der er udtryk for nogle meget brede samfundsmæssige tendenser.”
Kritikken af undergangen
I USA er prepping blevet et udbredt fænomen. Almindelige amerikanere forbereder sig på den specifikke type af apokalypse, de tror vil ramme verden. De klargør flugtkøretøjer, laver sikre tilflugtssteder, træner overlevelse og går rundt med en “bug-out-bag” med de mest nødvendige redskaber til at overleve apokalysen. Det er ikke kun film og serier, der handles med i undergangsindustrien. På nettets prepperfora står reklamer for automatrifler side om side med reklamer for økologiske frø. For prepperne er det ikke et spørgsmål om apokalypsen rammer, men hvor, hvornår og hvordan den rammer. De lever som om undergangen er et faktum. Hvordan skal vi forstå prepper-kulturen?
“Ja, de er jo dybt interessante, de fænomener. De er mangfoldige og de dukker op med jævne mellemrum. Nogle gange har man jo ikke andet tilovers end skuldertræk, vel? Men der er det vigtigt at bevare et sagligt, kritisk perspektiv på den slags fænomener og øve en samfundsmæssig kritik af de her tendenser. Det mener jeg er vigtigt, fordi udover de totalitære tendenser eller aspekter som ligger i undergangstænkningen, ligger der også et fatalistisk aspekt. Det samme element af fatalisme, som vi så hos Spengler. Deres logik er, at undergangen er noget, der uundværligt vil ske, så derfor kan vi lige så godt indrette hele livet efter det. Det betyder, at vi fuldstændig mister blikket og interessen for de vigtige, samfundsmæssige forhold, som vi faktisk kan gøre noget ved nu og her. For det siger sig selv, hvis man tror, at undergangen og dommedag er nær, så er der jo ingen grund til at bekymre sig CO2-udslip og pesticider i drikkevandet, vel? Fordi, herregud, vi skal alligevel gå under. Det, mener jeg, er en farlig tendens. Jeg mener, at det er vigtigt, at filosoffer, tænkere, videnskabsfolk taler de her tendenser midt imod. Og siger: Ved I hvad, kære venner, det er simpelthen overtro og nonsens. Vi er nødt til at analysere disse totalitære og fatalistiske aspekter, der ligger i undergangsvisionerne.”
Vores tid er ligesom alle andre tider apokalyptisk. Ifølge Rikke Peters er der dog en særlig sammenhæng mellem vores tid og undergangen. Vi lever side om side med en overflod af undergangsscenarier – i politikken, i populærkulturen og i hverdagen. Hvordan skal vi forholde os til undergangen? Vi skal kritisere de undergangsvisioner, der kræver totalitære løsninger. Rikke Peters mener, at vores evne til at forestille os vores egen undergang kan forstås som en evolutionær fordel, der muliggør politisk kritik og handling: “Der er nogen, der opererer med en meget interessant tese, som jeg er lidt tilbøjelig til at tilslutte mig og som min forskning indenfor det her felt skal bevæge sig i retning af. Deres tese er, at man kan anskue det som en evolutionær fordel, at vi netop kan forestille os vores egen død og har evnen til at opstille worst case scenarios. Som vi så, i det øjeblik, hvor vi har opstillet worst case scenarios, kan vi rent faktisk også handle på det og arbejde sig ud af disse scenarier og forestillede situationer.”
***
Skal vi så grave os ned eller handle i mod undergangen? Spørgsmålet er ikke så simpelt. Undergangensscenarier kan fungere som orienteringspunkter for politisk handling, men det betyder ikke, at vi skal begynde at leve, som om vi allerede er post apokalypsen.