Vores tids undergang — Interview med Rikke Louise Peters, del II

Rikke Peters fortæller i dette interview om undergangsmyten som samfundsfænomen
Bertrand Rus­sell. Foto

Er vores tid apokalyptisk? Undergangen er overalt: i TV-serier, reklamer, computerspil, bøger og dokumentarprogrammer. Vores tids store politiske kriser — atomkrisen, global opvarmning og den økonomiske krise — er alle en del af en forestilling om, at vores civilisation og vores planet, som vi kender den, snart vil gå under. Er vores tid apokalyptisk? Undergangen er overalt: i TV-serier, reklamer, computerspil, bøger og dokumentarprogrammer. Vores tids store politiske kriser — atomkrisen, global opvarmning og den økonomiske krise — er alle en del af en forestilling om, at vores civilisation og vores planet, som vi kender den, snart vil gå under.


Atom­bomben gjorde os, men­neskene, endeligt bev­id­ste om, at vi selv sid­der med våbnene til at udslette os selv. Vi har fået en stor, rød knap, der, hvis vi trykker på den, kan efter­lade vores civil­i­sa­tion og vores plan­et i ruin­er. Men hvad så post-atom­bomben?

Harold Camp­ing, en mand der for­tolk­er biblen ved hjælp af numerolo­gi, forud­sagde i 2011 jor­dens under­gang. For anden gang. En stor mængde amerikanere sagde der­for farvel til job og hjem for at hel­lige sig forkyn­delsen. Armaged­don kom som bek­endt ikke og de sande troende for ikke til him­mels. De klas­siske religiøse og naturlige katas­tro­fer lever stadig videre side om side med de nye men­neskesk­abte under­gange. Rikke Peters, som har skrevet Ph.d.-afhandling om kul­turbe­gre­bet i mellemkrigsti­dens Tysk­land og mod­erne tid, peger dog på, at de nye selvsk­abte under­gange ikke inde­hold­er en forestill­ing om et nyt Tusindårsrige: “De sen­mod­erne, atom­are under­gangsvi­sion­er er langt mere vold­somme og langt mere defin­i­tive end de klas­siske under­gangs­forestill­inger har været”.

Atom­bomben sat­te ikke et punk­tum. Nye under­gange bliv­er stadig fun­det, opfun­det og fun­det på: Sorte huller, EMP og zom­bieapoka­lypsen. Ifølge Rikke Peters er det kende­teg­nende for det 20. århun­drede, at der bliv­er stadig flere og flere under­gange: “Vi har stadigvæk de ude­frak­om­mende, store katas­tro­fer, sam­tidig har vi de selv­forskyldte katas­tro­fer, som de atom­are eller økol­o­giske. Under­gangsvi­sion­erne er blevet mere mang­foldige, mere tal­rige og dif­fer­en­tierede i det 20. århun­drede. Det gør en forskel. Der er noget, der tyder på, at bev­id­s­the­den om, at vi selv kan bevirke vores egen under­gang, gør noget fun­da­men­talt ved under­gangsvi­sion­erne.”

Under­gan­gen find­er stadig flere og flere for­mer i vores tid. Vi kan se læn­gere og læn­gere ud i ver­den­srum­met, vi har udviklet atom­are, biol­o­giske og kemiske våben og i reklame- og fil­min­dus­trien er det helt klart, at under­gan­gen sæl­ger.

Undergangsindustrien

Sæson­premieren af tred­je sæson af zom­biese­rien “The Walk­ing Dead” blev set af næsten 11 mil­lion­er seere i USA. Under­gan­gen er ikke bare et kul­turelt for­tolkn­ingsske­ma, som vi så det i 20’erne og 20’ernes Tysk­land, den er også en yder­st rentabel plot­struk­tur. Når vi ser efter, dukker under­gan­gen op uvent­ede sted­er. Spørgsmålet rejs­er sig: Vores tids vestlige kul­tur siger en masse om under­gan­gen, men hvad kan det sige om os? Er under­gan­gen mere end bare en god anled­ning til at lave spe­cial effects? Svaret er både ja og nej. Ifølge Rikke Peters har under­gangsvi­sion altid fun­det en nar­ra­tiv eller æstetisk form at blive formi­dlet i. Hvad der kende­teg­n­er vores tid er en over­flod af medi­er, hvor forskel­lige for­mer for under­gangss­ce­nar­i­er kan blive gjort offentlige og rentable:

Der går et skridt fra, at forestill­ingerne og tankerne og vision­erne er der til, at de her sce­nar­i­er skal finde en æstetisk eller religiøs eller nar­ra­tiv form, hvor de kan blive bear­be­jdet. Deru­dover skal de også have en medi­al form, hvad enten det så bare er den mest prim­i­tive form såsom stem­mens medi­um til at videre­fortælle, eller skriftens medi­um til at ned­fælde det i evan­ge­li­er og i hel­lige skrifter, eller den mod­erne medi­alitet i film, pop­ulærkul­tur og så videre. Der lig­ger helt klart også et vigtigt medi­alt aspekt i de her vision­er. De bliv­er naturligvis også ind­fældet i under­hold­ningsin­dus­triens store appa­rat.”

Ifølge Rikke Peters skal vi ikke afvise pop­ulærkul­turen som bare pop­ulærkul­tur. Fas­ci­na­tio­nen af vores egen under­gang er et generelt træk ved men­nes­ket: “Jeg tror ikke, at man hverken skal grine af eller under­vur­dere, at under­gan­gen  har nar­ra­tiv eller æstetisk vær­di, for det har det også haft tilbage fra tidernes mor­gen, hvor vi rundt om lejr­bålet eller i tem­plet har for­t­alt eller gen­for­t­alt og leg­et med de her sce­nar­i­er.”

Den apokalyptiske tid

Når man led­er efter noget, er der en ten­dens til, at man ser det alle veg­ne. Som den dehy­dr­erede og sol­stik­sramte kamel­ryt­ter, der ser en oase i horison­ten. Men under­gan­gen har bredt sig, den find­es flere og flere sted­er. Både i poli­tik og film. Der er ikke bare tale om et kul­turelt fata­mor­gana. Spørgsmålet er, om der er en særlig forbindelse mellem vores tid og under­gan­gen?

Det tror jeg. Det er der! Jeg er stødt på den her sam­men­hæng et sted, jeg ikke lige havde forestil­let mig det. I Moder­nitet og Selv­i­den­titet kalder Antho­ny Gid­dens den mod­erne, glob­alis­erede tid­salder for en apoka­lyp­tisk tid­salder. Det studser man først over, for­di man tænker, at det kan ikke passe, at Antho­ny Gid­dens af alle, i al hans rationelle, soci­ol­o­giske saglighed, er ind­spun­det i sådan en dekadence- og for­falds­fortælling. Det er selvføl­gelig heller ikke det, han men­er. Lidt i tråd med Ulrich Beck, men­er han, at vi lever i en grundlæggende risiko­fyldt tid­salder. En oplevelse af risi­ci, der er for­bun­det med, at vi nu er i stand til at udslette os selv. Men­nes­ket i dag står face-to-face med risi­ci og trusler, som det før­mod­erne men­neske, tidligere tiders men­neske, over­hovedet ikke kendte til. Gid­dens siger, at vi altid har haft en angst for vores egen død. Tænk bare på de her tider, hvor Den sorte død hærgede og krige hærgede. Det er sandt, men vi har ikke haft det i så emfatisk for­stand, hvor vi hele tiden er i stand til at forestille os de her vold­somme sce­nar­i­er: en kæmpe omfat­tende økol­o­gisk katas­trofe, en vold­som atom­krig, der udslet­ter store dele af men­neske­he­den, et total­itært regime, den økonomiske ver­dens totalte kol­laps, alle elek­triske sys­te­mers totalte kol­laps og så videre. De er jo sådan nogle dag til dag, face-to-face-risi­ci, vi hele tiden står over­for i vores mod­erne ver­den. Ifølge Gid­dens, så gør det noget i forhold til hele den her over-reflek­sive bev­id­s­thed, som den sen­mod­erne bev­id­s­thed er.”

Under pesten og i krigspe­ri­oder har ang­sten for ens egen død og ens lokale sam­funds udslet­telse altid været et vilkår, men den mod­erne under­gang og under­gangs­frygt er anderledes. Den er altom­fat­tende og emfatisk. Ifølge Antho­ny Gid­dens er det kende­teg­nende for vores tid, at vi er bev­id­ste omkring en en række, mulige under­gangss­ce­nar­i­er, som vores sam­fund står over for. Rikke Peters men­er, at man kan forstå den pop­ulærkul­turelle over­flod af under­gangs­film som et resul­tat af den sen­mod­erne tids apoka­lyp­tiske selvbe­v­id­s­thed: “Jeg tror godt, at det kan aflæs­es pop­ulærkul­turelt og i medierne, når de her sce­nar­i­er pop­per op med jævne mellem­rum. Grun­den til, at de hele tiden pop­per op, er jo også, at der er et pub­likum til dem. Katas­tro­fe­film og medierne koger jo der her his­to­ri­er op, for­di de men­er, der er et pub­likum til dem. Og det bliv­er der jo, sjovt nok, ved med at være. Det tror jeg helt klart er for­di, at de taler til en grundlæggende risiko­be­to­nende angst, vi hele tiden står over­for.”

Fløjenes undergang

Poli­tis­erin­gen af under­gan­gen, som vi kender fra 20’erne og 30’ernes Tysk­land, find­er stadig sted i vores tid. Rikke Peters peger på ven­stre- og højre­flø­jens annek­ter­ing af under­gangsre­torikken som et eksem­pel på, hvor­dan under­gangs­fig­uren fort­sæt­ter med at blive brugt:

Par­al­lellen i dag [til mellemkrigsti­dens Tysk­land] er den nykon­ser­v­a­tive eller nation­alkon­ser­v­a­tive opblom­string og bølge, der har været efter Murens fald. Den gør det samme, ikke? Ifølge disse kon­ser­v­a­tive er den mod­erne skilsmis­ser­ate, ung­dom­skrim­i­naliteten, antallet af van­røgte børn, antallet af selv­mord, ulykke­lige men­nesker og depres­sive men­nesker i vores tilværelse, udelukkende et tegn på, at det mod­erne sam­fund er fluks på vej mod sin egen udslet­telse. Dette er en fig­ur, som vi ser dukke op igen og igen. Det er der­for, at det er spæn­dende at se på under­gangsvi­sio­nen som en retorisk og tankemæs­sig fig­ur, der kan dukke op på mange forskel­lige måder og ytre sig på utroligt mange forskel­lige plan­er, end bare som denne snævre idé om, at ver­den går under i bul­der og brag.”

Under­gan­gen er anven­delig i en lang række pro­jek­ter med stor ide­ol­o­gisk spred­ning. Således men­er Rikke Peters også, at ven­stre­flø­jens kli­ma- og social­re­torik er fyldt med dystopiske og under­gangsvi­sionære metafor­er. En under­gangsre­torik som viden­sk­aben også har taget til sig. I Glob­al Risk-rap­porten, der udkom­mer hvert år, udreg­nes glob­ale risi­ci som “Extreme volatil­i­ty in ener­gy and agri­cul­tur­al prices”, “Water sup­ply crises”, “Major sys­temic finan­cial fail­ure”, “Ter­ror­ism” og “Chron­ic fis­cal imbal­ances”: “Prøv at slå op i Glob­al Risk-rap­porten fra 2012. Det er en årlig rap­port, hvor en masse økonomer og sam­funds­forskere fra hele ver­den sæt­ter sig ned og prøver at beskrive de største trusler mod ver­den og men­neske­he­den. Den er spræng­fyldt med under­gangsmetafor­er; at ver­den i den grad styr­er lige fluks ned mod det sorte intet, hvis vi ikke han­dler og gør noget nu og her. Der er udtryk for nogle meget brede sam­fundsmæs­sige ten­denser.”

Kritikken af undergangen

I USA er prep­ping blevet et udbredt fænomen. Almin­delige amerikanere for­bered­er sig på den speci­fikke type af apoka­lypse, de tror vil ramme ver­den. De klargør flugtkøretø­jer, laver sikre til­flugtsst­ed­er, træn­er over­levelse og går rundt med en “bug-out-bag” med de mest nød­vendi­ge red­sk­aber til at over­leve apokal­y­sen. Det er ikke kun film og serier, der han­dles med i under­gangsin­dus­trien. På net­tets prep­per­fo­ra står reklamer for automa­tri­fler side om side med reklamer for økol­o­giske frø. For prep­perne er det ikke et spørgsmål om apoka­lypsen ram­mer, men hvor, hvornår og hvor­dan den ram­mer. De lever som om under­gan­gen er et fak­tum. Hvor­dan skal vi forstå prep­per-kul­turen?

Ja, de er jo dybt inter­es­sante, de fænomen­er. De er mang­foldige og de dukker op med jævne mellem­rum. Nogle gange har man jo ikke andet tilovers end skul­dertræk, vel? Men der er det vigtigt at bevare et sagligt, kri­tisk per­spek­tiv på den slags fænomen­er og øve en sam­fundsmæs­sig kri­tik af de her ten­denser. Det men­er jeg er vigtigt, for­di udover de total­itære ten­denser eller aspek­ter som lig­ger i under­gangstænknin­gen, lig­ger der også et fatal­is­tisk aspekt. Det samme ele­ment af fatal­isme, som vi så hos Spen­gler. Deres logik er, at under­gan­gen er noget, der uund­værligt vil ske, så der­for kan vi lige så godt indrette hele livet efter det. Det bety­der, at vi fuld­stændig mis­ter blikket og inter­essen for de vigtige, sam­fundsmæs­sige forhold, som vi fak­tisk kan gøre noget ved nu og her. For det siger sig selv, hvis man tror, at under­gan­gen og dommedag er nær, så er der jo ingen grund til at bekym­re sig CO2-udslip og pes­ti­cider i drikke­van­det, vel? For­di, her­regud, vi skal alligev­el gå under. Det, men­er jeg, er en farlig ten­dens. Jeg men­er, at det er vigtigt, at filosof­fer, tænkere, viden­sk­ab­s­folk taler de her ten­denser midt imod. Og siger: Ved I hvad, kære ven­ner, det er sim­pelthen overtro og non­sens. Vi er nødt til at analy­sere disse total­itære og fatal­is­tiske aspek­ter, der lig­ger i under­gangsvi­sion­erne.”

Vores tid er lige­som alle andre tider apoka­lyp­tisk. Ifølge Rikke Peters er der dog en særlig sam­men­hæng mellem vores tid og under­gan­gen. Vi lever side om side med en over­flod af under­gangss­ce­nar­i­er — i poli­tikken, i pop­ulærkul­turen og i hverda­gen. Hvor­dan skal vi forholde os til under­gan­gen? Vi skal kri­tis­ere de under­gangsvi­sion­er, der kræver total­itære løs­ninger. Rikke Peters men­er, at vores evne til at forestille os vores egen under­gang kan forstås som en evo­lu­tionær fordel, der mulig­gør poli­tisk kri­tik og han­dling: “Der er nogen, der oper­erer med en meget inter­es­sant tese, som jeg er lidt tilbø­jelig til at tilslutte mig og som min forskn­ing inden­for det her felt skal bevæge sig i ret­ning af. Deres tese er, at man kan anskue det som en evo­lu­tionær fordel, at vi netop kan forestille os vores egen død og har evnen til at opstille worst case sce­nar­ios. Som vi så, i det øje­b­lik, hvor vi har opstil­let worst case sce­nar­ios, kan vi rent fak­tisk også han­dle på det og arbe­jde sig ud af disse sce­nar­i­er og forestillede sit­u­a­tion­er.”

***

Skal vi så grave os ned eller han­dle i mod under­gan­gen? Spørgsmålet er ikke så sim­pelt. Under­gan­genss­ce­nar­i­er kan fun­gere som ori­en­ter­ingspunk­ter for poli­tisk han­dling, men det bety­der ikke, at vi skal beg­y­n­de at leve, som om vi allerede er post apoka­lypsen.

Scroll til toppen