Mens vi venter på Project Mayhem

Fight Club - Anonymous Project Mayhem

I dag sker det. Verden, som vi kender den, ophører. Men selvom der ikke er udsigt til meteorregn eller gammaglimt fra det ydre rum, skal vi måske forberede os på en forandring indefra. Anonymous har planlagt en ny fildelingsplatform, der skal give alverdens whistleblowers et sted at lække alle samfundets hemmeligheder. Platformen hedder Tyler, planen hedder Project Mayhem og Anonymous har sat sig for at ændre samfundets spilleregler helt fundamentalt. Men er der grund til at forvente eksplosioner som i slutningen af Fight Club?

De sene halvfem­sere gav os blandt mange andre gode ting drengerøvs­filmenes kul­mi­na­tion, Fight Club. I fil­men plan­læg­ger den anark­istiske Tyler Dur­den at knuse syg­dom­men, der hærg­er det mod­erne sam­fund. Hans plan er at gå til roden af prob­lemet med en stor aktion. I fil­mens slutscene får vi et panoram­ab­lik over eksplo­sion­ssekvenser, der væl­ter alle de amerikanske kred­itko­r­tudst­ed­eres hov­ed­kvarter­er, mens Pix­ies-san­gen Where is My Mind uddy­ber den fede katar­sis. Med de sam­men­styr­tende bygninger slettes hele sam­fun­dets reg­istr­erede økonomiske his­to­rie og ryd­der vejen for en frisk start.

I efteråret 2011 annon­cerede Anony­mous, at decem­ber 2012 skulle skrives ind i his­to­riebøgerne. De offentlig­gjorde et doku­ment med titlen Project May­hem 2012 Tyler, som var en forvir­ret mosaik af erk­lærings­ma­te­ri­ale, citater fra pop­ulærkul­tur, poet­iske refræn­er og meget mere. Tilsam­men udgør brud­stykkerne en pro­gramtekst, der afteg­n­er det ide­ol­o­giske grund­lag for en aktion med et navn lånt fra Tyler Dur­dens store plan, Project May­hem. Det kan være svært at hente et klart bud­skab fra tek­sten – netop for­di den er en ansam­ling af så mange forskel­lige udtryk – men der er bærende temaer.

Først og fremmest han­dler det om, at “infor­ma­tion vil være fri”, som den gam­le mod­kul­turelle cyber­space-pio­ner, Stew­art Brand, sagde det i 1984. Det er hack­ernes mantra. Inter­net­tet forstået som en slags kollek­tiv intel­li­gens opfat­ter prin­cip­ielt cen­sur som en chikane og nav­iger­er automa­tisk ude­nom. Hem­me­lighe­den er inter­net­tets mod­prin­cip. Der­for er inter­net­tet også det ideelle og nød­vendi­ge værk­tøj til at styrke det demokratiske sam­fund. De mang­foldige og decen­tralis­erede infor­ma­tion­sstrømme bety­der, at borg­erne kan blive oplyste, tage ans­varet på sig og bruge infor­ma­tion som våben mod dik­ta­toriske magt­former. Project May­hem-doku­mentet citer­er Niels Bohr, der skal have sagt, at “dik­taturets bed­ste våben er hem­me­lighe­den, mens demokrati­ets bed­ste våben bør være åben­heden.”

Uden Assange, ingen lækager

Wik­ileaks blev berømt for at udleve hack­ernes åben­hed­side­olo­gi med de store læk­ager af diplo­ma­tiske og mil­itære hem­me­lighed­er. Den sen­este oper­a­tive suc­ces så vi i feb­ru­ar i år, da Wik­ileaks lækkede over 5 mil­lion­er e‑mails fra det glob­ale efter­ret­nings­fir­ma Strat­fors kor­re­spon­dance. Det lækkede ind­hold havde Wik­ileaks fået fra Anony­mous, der hackede Strat­for i 2011.

Men 2012 har været et udfor­drende år for Wik­ileaks. Først og fremmest på grund af det øgede juridiske pres på stifteren, Julian Assange, der nu lever i poli­tisk asyl på Ecuadors ambas­sade i Lon­don, mens hans hel­bred angiveligt skran­ter. Ud over den juridiske tumult har Wik­ileaks også haft prob­le­mer med at skaffe økonomiske midler til den fort­sat­te drift, for­di ver­dens førende betal­ingst­jen­ester stadig hånd­hæver den embar­go, der prak­tisk talt gør det umuligt at donere til siden. Der­for rejste Wik­ileaks i okto­ber en betal­ingsmur på hjemmes­i­den, der betød, at man ikke kunne få adgang til lækkede doku­menter, med min­dre man betalte for det.

Det kunne Anony­mous ikke acceptere, og de beklagede Wik­ileaks’ der­oute. Betal­ingsmuren var dråben, der fik bægeret til at fly­de over. De kunne ikke læn­gere stå inde for et pro­jekt, der mere og mere så ud til kun at han­dle om cyber­st­jer­nen Assange og hans tesel­sk­aber med Lady Gaga og Slavoj Žižek.

Anony­mous skrev Project May­hem-erk­lærin­gen før brud­det med Wik­ileaks, men det er ikke så vigtigt, for allerede den­gang for­beredte de sig på at overtage stafet­ten. I en under­over­skrift hed­der det, at Wik­ileaks og Julian Assange er i stor fare. Wik­ileaks’ struk­tur er ikke sikker, for­di den er afhængig af en redak­tør (Assange), der hur­tigt bliv­er kanon­føde for CIA. Desu­den er de lækkede doku­menter lagret på et begrænset antal ser­vere, som koster penge at dri­ve og er lette at over­be­laste.

Den decentraliserede kaosmaskine og farlige virale idéer

Heldigvis har Anony­mous en idé til at løse Wik­ileaks’ prob­le­mer, og her dukker Fight Club-ref­er­en­cen op igen. For de kalder nem­lig løs­nin­gen for Tyler efter hel­tekarak­teren i fil­men, udødelig­gjort af halvfem­sernes mest tilladte man crush, Brad Pitt.

Anony­mous beskriv­er Tyler som “a mas­sive­ly dis­trib­uted and decen­tral­ized Wikipedia-style P2P cipher­space struc­ture impreg­nable to cen­sor­ship”, hvilket er lidt af en mund­fuld. I korte træk kan Tyler fork­lares som et fildel­ing­spro­gram, der skal inde­holde lækkede doku­menter. Men hvor Wik­ileaks var afhængig af cen­trale ser­vere, skal ind­hold­et på Tyler være delt på en masse spredte brugeres com­put­ere. Jo flere brugere, der er med i netvær­ket, jo sværere bliv­er det at fjerne ind­hold­et. Netvær­ket er stærkt, for det er ikke afhængigt af én com­put­er eller redak­tør. Hvis man vil cen­surere ind­hold­et, er man i prin­cip­pet nødt til at få kon­trol over alle com­put­ere i netvær­ket. Wik­ileaks, der­i­mod, kunne prin­cip­ielt ødelægges med en kugle til Assanges tind­ing.

Ét er at bygge plat­for­men. Noget andet er at skaffe læk­agerne. Sam­tidig med Project May­hem-erk­lærin­gen dukkede også en anden Anony­mous-idé op — Dan­ger­ous Idea #1:

Imag­ine we pur­chase a USB dri­ve.
Imag­ine we take it to our work­places.
Imag­ine we pre­tend we have to work late hours.
Imag­ine we accu­mu­late all sort of evi­dences about ille­gal deeds.
Imag­ine Con­sci­en­tious insid­ers world­wide begin to expose all lies.
Imag­ine we code an extreme­ly sim­ple inter­face so that any­one can do it.

iMAG­Ine we all syn­chro­nize our clocks to aCKt at the same Time:

12.21.2012 11:11 A.M. local time: Win­ter Sol­stice 2011.”

Med andre ord: Anony­mous håber på at gøre alle borg­ere til whistle­blow­ers. Hvis vi alle i løbet af decem­ber beg­y­n­dte at stjæle infor­ma­tion­er, som vores samvit­tighed bød os at gøre offentlige, ville der være mass­er af ind­hold at dele på Tyler. D. 21/12/12 skal alver­dens samvit­tigheds­fulde borg­ere gøre op med stater­nes og arbe­jds­givernes hem­me­lighed­er og sim­pelthen lække det hele. Det vil ændre sam­fun­dets fun­da­ment totalt. Pro­gram­met Tyler skal være til ver­dens borg­ere, hvad Tyler Dur­den var til Edward Nor­ton i Fight Club — den farlige indre impuls, der find­er sin kraft i samvit­tighe­den og er vil­lig til at rive sam­fun­det ned for at bygge et bedre op igen.

Den virale virus

Mod slut­nin­gen af videoen fortæller com­put­er­stem­men os, at vi ved at se videoen er blevet infi­ceret med en virus. Det skal nok give et sæt i de fleste gam­le folkeskole-EDB-vejledere. Anony­mous trækker selvbe­v­idst på det væld af asso­ci­a­tion­er, der lig­ger i udtrykket virus. Vores com­put­ere kan få orm, tro­janske heste og alt muligt andet dyrisk mal­ware, der æder sys­temet op inde­fra og spre­des som vira. Det er den slags virus, vi hør­er om i TV-avisen. Det er nok ikke meget fork­ert at sige, at Anony­mous og lig­nende fænomen­er i den almin­delige offentlige bev­id­s­thed er mere eller min­dre ens­be­ty­dende med chips­fedt­ede, virus­pro­duc­erende nihilist-teenagere.

Men virus har også en anden kon­no­ta­tion. At en video kan være viral er inden for de sen­este år blevet en selvfølge. Gang­nam Styles suc­ces er baseret på, at videoen spre­des lige så hur­tigt som en virus over inter­net­tet. Spred­nin­gens styrke lig­ger i, at men­nes­ket der ser den kore­anske danse­helt bliv­er infi­ceret med musikvideoens visuelle og lydlige idé — og det så meget, at hun føler trang til at dele det med sine nærmeste. Sådan for­mer­er idéen sig.

Anony­mous vil på samme måde, at deres bud­skab i Project May­hem-videoen skal blive viralt. Idéen skal infi­cere seerne, lige­som Tyler Dur­den infi­cerede Edward Nor­tons psyke og tvang ham til at slå øjnene op for at komme overens med Project May­hems nød­vendighed. Som videoen siger med en omskrivn­ing af Gand­hi: “Are your pre­pared to become the change you want to see?”

Mens vi venter på TYLER

Det var egentlig pla­nen, at Tyler skulle fri­gives d. 5. novem­ber, på dagen hvor man i Eng­land fejr­er, at Guy Fawkes’ plan om at dræbe James I i 1605 mis­lykkedes. For Anony­mous har dagen også tung sym­bol­vær­di, men med omvendt fortegn. Anony­mous har siden de tidlige demon­stra­tioner båret den smilende maske, der stam­mer fra fil­men V for Vendet­ta og er præget med Guy Fawkes’ ansigt­stræk. For Anony­mous mark­er­er d. 5. novem­ber Guy Fawkes’ mar­tyrdød.

Men på dagen var der intet spor af Tyler. Ingen havde udviklet en soft­ware, der kunne leve op til de krav Project May­hem-erk­lærin­gen havde stil­let til sys­temet. Der havde ellers været lovende idéud­vek­slinger og spredt arbe­jde hen­over som­meren sam­let på et domæne hos aktivis­terne Tele­comix. Domænet er nu nede, og der stop­per mit brød­krumme­s­por. Efter en del gravear­be­jde, hvor jeg blandt andet har spurgt mig frem i Anony­mous IRC-cha­trum, har jeg ikke fun­det nogen tegn på, at Tyler skulle være blevet udviklet. Omkring de vigtige dato­er – d. 511, hvor Tyler skulle have været klar og d. 12/12, hvor læk­agerne skulle beg­y­n­de at tikke ind – har jeg fun­det skuffede ytringer.

Det var et slag til pro­jek­tets selvtil­lid. Når man ser reak­tion­erne er det lidt som at høre luften fise ud af en bal­lon. Og det var vel at mærke en bal­lon, der var spændt til bris­tepunk­tet med den altid stor­ladne Anony­mous-retorik. Sam­tidig med skuf­felserne beg­y­n­dte en anden måde at for­tolke sit­u­a­tio­nen på at dukke op:

Det delvise ned­er­lag indrømmes, men straks spinnes sit­u­a­tio­nen. Måske find­es den egentlige soft­ware-ver­sion af Tyler ikke. Men det gør idéen Tyler. På et forum skriv­er en bruger, at nok er der ikke udsigter til at Tyler møder op d. 21., men til gengæld er der god basis for “imma­nen­tiz­ing the escha­ton” — hvilket i nor­malt sprog bety­der noget i stil med at bringe utopi­en ind i vores virke­lighed. Fokus blev fly­t­tet fra det com­put­ertekniske til den sociale mis­sion og det virale bud­skab.

Men hvad bliv­er der så egentlig tilbage af det store kaospro­jekt?

Anonymous, mellem branding og aktivisme

Den anden aften var Anony­mous på mærk­erne, for­di den rabi­ate menighed, West­boro Bap­tist Church, plan­lagde at demon­strere med deres berømte “God hates fags”-bannere ved begrav­elsen af ofrene fra skole­mas­sakren i New­town, Con­necti­cut. Jeg ful­gte med i IRC-cha­trum­met. Hur­tigt brugte Anony­mous netvær­ket til at skaffe infor­ma­tion­er om, hvor kirkemedlem­merne opholdt sig, deres tele­fon­num­re, far­ven på deres bil­er, num­rene på deres motelværelser og så videre. Og i cha­trum­met foregik en rodet brain­storm-ses­sion med alle mulige forslag til at irritere, forsinke eller stoppe kirken. Der blev videre­givet infor­ma­tion­er til folk i området og plan­lagt mod­demon­stra­tioner. Løbende blev et sæt ram­mer for oper­a­tio­nen for­muleret: “Overview: We are going to build a tar­get list for a mass rape on 1221. We’re going to be thor­ough as fuck. Attacks will include ddos, mail spam, black fax, twit­ter attacks, prank calls and deliv­er­ies. Attacks start at 6PM.”

Enighed er et begreb, der kan grad­bø­jes i en led­er­løs, selvor­gan­is­erende gruppe som Anony­mous, så selvom det var pla­nen at vente til i dag, var der i løbet af ons­dag og tors­dag mass­er af DDoS-angreb, spam og lig­nende. Brugeren X_FFA_X var for eksem­pel ini­tia­tivrig og infi­cerede tors­dag nat flere af kirkemedlem­mernes e‑mailadresser med com­put­erorme: “First thing I’m doing is sign­ing them up to unlim­it­ed mag­a­zine sub­scrip­tions with a pro­gram and then I’m gonna try to bypass secu­ri­ty ques­tions and hook worms.”

Men i cha­trum­mets kaka­foni af vitser, gode forslag og dumme spørgsmål var der af og til kri­tiske røster, der mente, at det ikke gav mening bare at drille kirkemedlem­merne — for hvilken effekt skulle det have?

Det er et godt spørgsmål, og det er ikke første gang, det er blevet stil­let. Tele­comix – cyber­ak­tivis­ter der effek­tivt bis­tod oprørere med at ytre sig under Det Ara­biske Forår – og Anony­mous gik hinan­den på klin­gen i som­mers i forbindelse med kam­p­ene i Syrien. Fra Tele­comix var hold­nin­gen, at “The Syr­i­an bat­tle had already gone from some­thing that can be fought on the inter­net via hacked emails into a gen­er­al civ­il war” og Anony­mous seem to think that we can still always fight all bat­tles on the inter­net some­how.“

Det gode spørgsmål er, om Anony­mous’ aktiviteter er nok rod­fæst­ede i de konkrete poli­tiske sit­u­a­tion­er som de adresser­er til rent fak­tisk at have en effekt i den virke­lige ver­den. Det er værd at huske på, at Anony­mous har rød­der i drilleri­et, ikke i den poli­tiske aktivisme. Tele­comix opstillede det som en forskel mellem at være kreativ eller destruk­tiv, og hvis Anony­mous er drevet af en destruk­tiv impuls, hvor­dan skal vi så jus­tere vores for­vent­ninger til Project May­hem?

Til spørgsmålet om, hvad der blev af Tyler, svarede en arrig kom­men­tar­sporsak­tivist, at der skete det samme med Tyler, som med alle andre Anony­mous-pro­jek­ter: “It failed just like every­thing anony­mous does fails. The only place where these ideas make sense is the drug induced fan­ta­sy land known as anon’s head”. Det polemiske sprog sat til side er der en pointe her. Flere af Anony­mous’ store plan­er i år har slået fejl. På Guy Fawkes-dag skulle Face­book angribes, så siden midler­tidigt ville gå offline. Det skete ikke, og i det hele taget var Guy Fawkes-dag en noget stille affære.

Som reak­tion på den nye optrap­n­ing af Gaza-kon­flik­ten i novem­ber start­ede Anony­mous en række angreb på Israel. I første omgang havde de fak­tisk en del swag­ger. De slet­tede stat­slige data­bas­er, DDoS’ede mere end 600 sider og lækkede en række e‑mailadresser og kode­ord. Men kam­p­en døde lige­som ud, og Anony­mous virkede anæmiske. Det viste sig desu­den, at de 600 sider og 2000 e‑mailadresser næppe havde nogen form for strate­gisk vær­di i forhold til at udfor­dre IDFs angreb mod Gaza.

Det er usikkert, om Anony­mous rent fak­tisk er i stand til at bevirke den foran­dring, Project May­hem læg­ger op til. Antropolo­gen, Gabriel­la Cole­man, har observeret Anony­mous’ gøren og laden på chatkanaler og fora og har skrevet bogen Cod­ing Free­dom om det. Hun hold­er på, at Anony­mous er aktivis­ter, ikke ter­ror­is­ter. Project May­hems retorik er styret af de eksplo­sive billed­er fra Fight Club, men Cole­man siger om Anony­mous, at “de fleste forstår, at de laver aktivisme og ikke et van­vit­tigt dig­i­talt kaos.” Anony­mous skaber idéer, begiven­hed­er og opmærk­somhed — ikke reel ødelæggelse.

I den optik er Anony­mous mere et brand end et hack­erkollek­tiv. Det er et meme eller en idé der skifter hæn­der, infi­cer­er bær­erne og spred­er sig viralt. Men hvis Anony­mous er en idévirus og der ikke find­es nogen til at pro­gram­mere en Tyler, der virk­er, hvem skal så antænde lun­ten i Project May­hem?

Store, impotente brands

I Fight Club siger Tyler Dur­den på et tid­spunkt: “Adver­tis­ing has us chas­ing cars and clothes, work­ing jobs we hate so we can buy shit we don’t need.” Det var fil­mens sys­tem- og kap­i­tal­is­mekri­tik i en nød­deskal.

Men Fight Club var ikke et poli­tisk man­i­fest, der cirkulerede gratis mellem dis­si­den­ter. Fight Club har snup­pet omkring 100 mil­lion­er dol­lars i bil­let­salg. Træk bud­get­tet på 63 mil­lion­er fra og så er der 37 mil­lion­er i rest til at sørge for, at pro­du­cen­ternes læder­sko fort­sat skin­ner under den cal­i­for­niske sol.

Film som Fight Club er en slags paradokser, for­di de siger ét og gør noget andet. De fore­giv­er at have en oprør­sagen­da, der vil af med reklamein­dus­trien, for­brugssam­fun­det og alle de der andre onde ting, sam­tidig med at de selv delt­ager i samme are­na. Når vi som biografgæn­gere ser fil­men, kan vi så tænke for os selv, at vi er enige med Tyler Dur­den og at vi forstår, hvad der er galt med ver­den. Men lige så snart vi skal betale afgiften i P‑kælderen, er oprøret for­duftet, og vi skal for øvrigt huske at køre for­bi tanksta­tio­nen, mens ben­z­in­pris­erne er i bund.

Fil­men er kri­tisk på borg­ernes veg­ne, så borg­erne ikke behøver være det. Den effekt er blevet kaldt reflek­siv impotens, og det begreb har jeg kur­siveret først og fremmest for at fastholde de asso­ci­a­tion­er, der dannes i din fan­tasi lige nu.

Anony­mous er blevet klan­dret for at bidrage til samme reflek­sive impotens. De har ikke noget klart pos­i­tivt pro­jekt, men er som brand en slags state­ment-køb­mænd. Lige­som man kunne udtrykke sin Afri­ka-aktivisme ved at dele Kony-videoen, kan man være sofa­cy­ber­rev­o­lu­tionær ved at dele Anony­mous-video­erne.

Der er ofte et enormt mis­forhold mellem Anony­mous’ stort anlagte pro­jek­ter med deres indle­jring i poli­tisk filosofi og eso­terisk vis­dom, og så de konkrete aktion­ers resul­tater. Men hvis skyld er det egentlig? Af og til log­ger nye medlem­mer ind på en Anony­mous IRC-kanal og spørg­er de andre brugere: “Are you mem­bers of Anony­mous? Who is Anony­mous?” Ofte får de svaret: “You’re Anony­mous”. De er som Edward Nor­ton i Fight Club, der prøver at finde Tyler og ender med at finde ud af, at det er ham selv.

Måske vågn­er vi i mor­gen, opdager at Project May­hem ikke fandt sted og undr­er os over, hvor Tyler er blevet af. Og måske ender vores jagt lige­som Edward Nor­tons — vi find­er ud af, at Tyler altid var en idé, der boede i os selv og som vi selv er nødt til at tage på os. Som en god ven sagde til mig den anden dag: “Anony­mous kan skabe video­erne og idéerne, men det er altid os selv, der skal trykke på aftrækkeren.”

Indtil da:

Søren Høgh Ipland er adm. direk­tør ved Føl­je­ton

LÆS OGSÅ: Bag Anony­mous’ maske

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen