Prognosens virkelighed

Margrethe Vestager
Mar­grethe Vestager — Radikale Ven­stre / Udgivet under CC BY-NC 2.0

I sommers regnede regeringen med at 2012 skulle blive året, hvor økonomien endelig voksede. Det skete ikke, og Margrethe Vestager måtte erkende et fejlskøn. Økonomiske prognoser nedjusteres, opjusteres og erstattes hele tiden af nyere, opdaterede prognoser. I økonomipolitik har man altid blikket rettet mod en forestillet fremtid. Det har man, fordi den politiske diskurs altid indeholder et påtrængende behov for handling. Handlinger som vurderes ud fra deres forventede fremtidige konsekvenser. Det får os ofte til at glemme, at konsekvenserne ikke er uformidlet virkelighed, men indlejret i forestillingens konstruerede virkelighedsscenarier. Scenarier, der aldrig undslipper sig politisering.

For nylig blev regerin­gen kri­tis­eret, for­di økono­mi- og inden­rigsmin­is­ter Mar­grethe Vestager i som­meren 2012 hævd­ede, at Dan­mark skulle fejre indgan­gen til 2013 med en væk­st­pro­cent på 0,9 %. Hen­des fork­lar­ing var, at en ans­varlig og sta­bilis­erende økonomisk poli­tik fra skif­tende regeringer havde givet råderum til en økonomisk kick­start. Uheldigvis måtte hun i midten af decem­ber ned­jus­tere den kun få måned­er gam­le prog­nose til — 0,4 %. Røde tal over­tog de sorte, og tørt måtte hun kon­statere, at 2012 ikke blev det år, hun havde troet på. Eksem­plet står ikke alene. For også Dan­marks stat­sun­der­skud i det offentlige bud­get er i flere år blevet for­ven­tet langt større end man mod slut­nin­gen af året kunne kon­statere, at det var. Forhen­værende finans­min­is­ter Claus Hjort Fred­erik­sen bebud­ede allerede i 2009, at stat­sun­der­skud­det i 2010 og flere år frem ville over­stige EU’s krav om højst tre pro­cents under­skud, på det givne tid­spunkt 53 mil­liarder kro­ner. Finans­min­is­teri­et skønnede også i feb­ru­ar 2010, at når året var omme ville under­skud­det løbe op i 94,4 mil­liarder kro­ner, hvilket svarede til 5,4 pro­cent af BNP. Det for­vent­ede stat­sun­der­skud gav anled­ning til en række reformer, f.eks. Geno­pret­ningsaf­tal­en, som inklud­erede offentlige bespar­elser, herun­der dag­pen­ge­ord­nin­gen. Dens primære for­mål var at bringe under­skud­det ned under tre pro­cent. Refor­men blev iværk­sat på grund af pres fra EU, men baserede sig i sid­ste ende på fork­erte esti­mater. For da Dan­marks Sta­tis­tik frem­lagde stat­sreg­n­sk­a­bet for 2010, viste det, at stat­sun­der­skud­det, blandt andet på grund af bety­deligt flere indtægter fra pen­sion­safkast­skat­ten, kun var på 2,7 pro­cent. EU’s krav var dermed ikke overtrådt.

His­to­rien gen­tog sig året efter, hvor Finans­min­is­teri­et igen vent­ede et stat­sun­der­skud på fire pro­cent. Ved regeringsskiftet over­tog SRSF, trods et kasseefter­syn, for­vent­ningerne om stat­sun­der­skud­det samt VK-regerin­gens prog­nose af økonomien for 2011. Men da året var omme, kunne Dan­marks Sta­tis­tik igen kon­statere, at under­skud­det på 1,9 pro­cent end­nu en gang ikke over­skred EU’s krav. Et stat­sun­der­skud er dårligt uanset om det over­skrid­er tre pro­cent. Men det er klart, at udsigten til fem pro­cents under­skud mulig­gør radikalt anderledes poli­tik end udsigten til en pro­cent. For en for­ven­tet bevægelse mod større under­skud kalder på forbe­drende foran­dring. Hvilken forbedring, der skal iværk­sættes, afhænger alt­så af, hvilken fremtid man tror på.

Videns trosartikel

Han­dlinger er nem­lig bestemt af, hvad det er muligt at legit­imere. Hvad hen­vis­er vi til, når vi skal ret­færdig­gøre en bestemt han­dling? En højesterets­dom­mers dom legit­imeres i forhold til loven, mens embedsmænd adly­der en admin­is­tra­tiv, bureaukratisk logik. Biolo­gens kon­klu­sion­er hen­ter sit belæg i naturv­i­den­sk­aben, mens præsten ref­er­erer tilbage til bibel­tolknin­gen. Men hvad gælder for poli­tikken?

Poli­tikere er folke­val­gte repræsen­tan­ter med for­mål at vare­tage fæl­lessk­a­bets inter­ess­er. Han­dlingskom­pe­ten­cen gør dem poli­tisk ans­varlige over for væl­gerne. Det ans­var er, hvad der afføder legit­imer­ings­be­hovet. En begrun­delse for hvilken poli­tik man før­er. Loven indram­mer poli­tikkens faste legalitets­grænser. Mere fly­dende indram­mer normer, viden­skab, etik og tra­di­tion­er poli­tikkens legit­imitets­grænser. Nogle ting, der bliv­er sagt, er bare mere legit­ime end andre. En ref­er­ence til reli­gio­nen bør ideelt set ikke legit­imere han­dlinger i en sekulær diskurs. Forestill­in­gen er, at reli­gio­nen byg­ger på en sand­heds­dok­trin, som ikke altid kan begrun­des (natur)videnskabeligt. Reli­gio­nen byg­ger nem­lig i sid­ste ende på tro. Over for troen, lev­er­er viden­sk­aben der­i­mod fak­ta. Ting som vi ved. Viden­sk­aben sam­men­sæt­ter stil­lad­set til den objek­tive virke­lighed. Med troen til­før­er vi virke­lighe­den vores sub­jek­tive mening. Vi skræmmes af poli­tiske aktør­er, der han­dler ud fra ref­er­encer til reli­gio­nen. En beslut­ning på fæl­lessk­a­bets veg­ne bør der­for så vidt muligt tage udgangspunkt i den mest objek­tive virke­ligheds­forståelse. En viden­sk­a­belig erk­endelse kan hentes direk­te fra viden­sk­aben og ind i en poli­tisk diskurs for at under­støtte begrun­delsen. Ind imellem er den viden­sk­a­belige i sig selv fak­tisk en begrun­delse. Men kan dis­tink­tio­nen skæres så skarpt? Det kan den selvføl­gelig ikke. Ethvert viden­sk­a­beligt fak­tums fork­lar­ingskraft og sand­hedsvær­di over­skrid­er aldrig helt dets ide­ol­o­giske, kul­turelle, his­toriske og sociale betingelser. Det er et fun­da­men­talt vilkår. Men det ville være meningsløst, omstæn­deligt og irriterende altid at skulle eksplicitere dette forhold. Nogle uomtvis­telige viden­sk­a­belige erfaringer behøver ikke kri­tis­eres. Andre gange behøver de. Poli­tikere fremhæver ikke altid legit­i­ma­tio­nens aksioma­tiske grund­lag. Selvom den ind imellem trænger til det.

Dis­tink­tio­nen tro og viden kan der­for ikke skelnes sort på hvidt, som det gøres her, men det inter­es­sante er, at troen kan fork­læde sig som viden. For ret beset ved vi ikke en brik om fremti­den. Det her er så banalt, at man ind imellem overs­er det. Vi kan finde for­tidi­ge og nutidi­ge ten­denser og danne os billed­er af plau­si­ble frem­tidi­ge forhold. Vi kan — med udgangspunkt i natur‑, økonomi‑, poli­tisk- og social­his­toriske erfaringer — antage iden­tiske over­lap mellem for­tid og fremtid. Men fremti­den er kende­teg­net ved åben­hed og uforudsige­lighed. Han­dlinger, hvis legit­imitet afgøres af deres mulige kon­sekvenser, kan der­for aldrig fuldt ud basere sig på viden. Ratio­nalet inde­hold­er altid ele­menter af tro eller skøn. Ikke tro som religiøs tro, men tro som for­vent­ning (eller forhåb­n­ing).

Kan man forudsige?

Tid eksis­ter­er således som et grundlæggende omdrejn­ingspunkt for en han­dlings legit­imitet. Blikket vendes bagud, når Anders Fogh hen­vis­er til dan­sk poli­tik under besæt­telsen for at legit­imere dan­sk delt­agelse i Irak. Her vækkes et cen­tralt his­to­riepoli­tisk spørgsmål: hvem har ret til at udlægge for­tiden? Blikket vendes ud i samti­den, når den kul­turelle fællesnævn­er dan­skhe­den synes så syn­lig, at afvigere skal oplæres i den. Så hvem definer­er nuti­den? Blikket vendes fre­mad, når for­vent­nin­gen om kom­mende trusler under­streger påtræn­gende behov for nutidig han­dling. Her kunne man spørge: hvem har ret til at udlægge fremti­den?

Mod­sat for­tiden har ingen end­nu oplevet fremti­den. Dog opfattes nogle som kyn­di­gere til at definere fremti­den end andre. Mayaernes fremtids­dystopi om jor­dens under­gang den 21. decem­ber fik en oblig­a­torisk gruppe cam­ou­flagek­lædte red­necks til at gemme sig i kæl­dre med uforholdsmæs­sigt store mængder dåse­mad, patroner og gas­masker. Men de fleste tog det ikke rigtig alvorligt og kunne i lænestolen blot kon­statere, at under­gangsvi­sio­nen mes­ten­dels frem­pro­vok­erede utal­lige ‘sjove’ Face­bookop­da­teringer på dagen. Men da meterologerne forud­så orka­nen Sandy søgte tusind­vis af New Yorkere med god grund i ly vest­på.

Viden­sk­aber tilby­der fremtid­sho­rison­ter, et ind­b­lik i en mulig fremtid. Prog­nosens realis­er­barhed afhænger af hvilken viden­skab, der pro­duc­er­er den. Et ven­tet reg­n­skyl tilhør­er naturen og naturv­i­den­sk­aben, men en udsigt til kon­junk­tursv­ingninger tilhør­er sam­fun­det og sam­fundsv­i­den­sk­aben. Det inter­es­sante er den korte dis­tance, der i den poli­tiske legit­imer­ing find­es mellem for­vent­ning og han­dling. Når uhyre kom­plekse sam­fund­san­liggen­der reduc­eres til konkrete, poli­tiske han­dlingsmu­lighed­er. Det forekom­mer over­alt i forskel­lige ressor­tom­råder. På ældreom­rådet, hvor for­vent­nin­gen om min­dre befolkn­ingstil­vækst kalder på omor­gan­is­erin­gen af efter­løn­sor­d­nin­gen eller i miljøpoli­tik, hvor udsigten til men­neskesk­abt, glob­al opvarmn­ing under­streger behovet for CO2-neu­trale højhuse. Det samme sker inden for økonomisk poli­tik. Der hentes alt­så belæg fra forskel­lige viden­sk­aber i den poli­tiske legit­imer­ing­spro­ces. Med udgangspunkt i erfaringer fra et nation­aløkonomisk sys­tem og his­to­rie over­sættes tidligere, nuværende og for­vent­ede frem­tidi­ge erfaringer til et kvan­tifi­cer­bart fremtids­billede, som anty­der, hvor­dan Dan­marks økonomiske fremtid kan se ud. Det er med andre ord ikke blot et skud i tågen, men et styringsred­skab, som man økonomipoli­tisk ori­en­ter­er sig efter. En for­vent­ning om frem­tidig lavkon­junk­tur kan under­støtte økonomiske reformer nu og her.

Et matchende vilkår

Finans- og gæld­skrisens ind­tog har resul­teret i prog­nosers sti­gende usikker­hed og fremkaldt øget mediebevå­gen­hed. Prog­noser kri­tis­eres for man­glende eksak­thed, prog­nosemagerne kri­tis­eres for at være ide­ol­o­giske og økonomiv­i­den­sk­aben sables ned fra højre og ven­stre for at basere sig på fejlagtige, reduk­tion­is­tiske aksiomer. Men selvom økonomer muligvis hævder, at antagelsen om homo eco­nom­i­cus giv­er den bedst mulige fork­lar­ingsme­tode, opfattes det ikke nød­vendigvis som en almen­men­neske­lig psykol­o­gisk sand­hed. Måske skal kri­tikken rettes mod brugerne af viden­sk­aben. Dem som kun bruger frem­skrivnin­gen foreskrivende; som ser en lige lin­je mellem teori og prak­sis. Dem som afvis­er kri­tikken med prag­matik­erko­rtet: nogen skal jo gøre noget. Men det er jo rigtigt. Nogen skal gøre noget. Det, vi gør, er ikke så mærke­ligt. For det match­er et men­neske­ligt vilkår, hvor vi, helt ned i pri­vate, konkrete, moralske sit­u­a­tion­er, han­dler ud fra forestillede fremtidss­ce­nar­i­er. Prog­nosen er nød­vendig for proak­tiv, poli­tisk foran­dring, men rum­mer risikoen for fejl­t­agelser. Et nød­vendigt onde, som gør, at den indimellem tager fejl, men alligev­el virk­er legit­imerende for poli­tisk prak­sis. Diskus­sio­nen kræver en blik­forskyd­ning. At man bruger prog­noser skal i højere grad opfattes som et vilkår end et prob­lem. Men et vilkår, der ikke altid er prob­lem­frit.

Politikkens behov for ikke-ideologisk rådgivning

Ind­skrevet i Finanslovens ret­ningslin­jer er der­for for­vent­nin­gen om den nation­aløkonomiske fremtid. Prog­nosen dannes på bag­grund af sys­tem­a­tisk obser­va­tion af his­toriske og nutidi­ge økonomiske struk­tur­er. Den økonomiske til­stand diag­nos­ticeres med hen­blik på at forudse udviklin­gen.  Men prog­nosens bereg­ninger baseres på utal­lige kom­plekse forhold. Forhold som i sid­ste ende opretholdes og udgøres af men­nesker kende­teg­net ved uforudsige­lighed. Poli­tik­erens nav­i­ga­tion, i en så dynamisk horisont, kræver der­for omfat­tende analyser. Stat­en har der­for interne og eksterne vur­der­ingsin­stanser. Udover det ‘uafhængige’ Økonomiske Råd har Finans­min­is­teri­et en afgørende poli­tisk rolle, som overord­net for­val­ter af statens udgifter. Det lev­er­er økonomiske frem­skrivninger, som klar­læg­ger og syn­lig­gør “kon­sekvenserne ved de opstillede [poli­tiske] ini­tia­tiv­er, og [forbedr­er] dermed … beslut­nings­grund­laget”. De omfat­tende rap­porter dan­ner bag­grund for omfat­tende økonomipoli­tiske reformer. Prog­noserne er ikke fac­itlis­ter, der skal erstat­te poli­tiske beslut­ninger, men indgår som en del af den poli­tiske magts beslut­nings­grund­lag. Et ori­en­ter­ings­grund­lag. De poli­tiske beslut­ninger træffes i en fly­dende bal­ance mellem poli­tiske værdier, økonomiske prog­noser, juridiske bud­getre­strik­tion­er og etiske overve­jelser. Denne insti­tu­tionelle opbygn­ing afspe­jler førnævnte pointe: Poli­tikken har behov for viden­sk­a­belig råd­givn­ing, der står hin­sides poli­tisk-ide­ol­o­giske kon­flik­ter.

His­to­rien om stat­sun­der­skud­det og væk­st­prog­noserne illus­tr­erer, hvor­dan prog­nosen ind imellem tager fejl. Fejl­t­agelsen til trods har prog­nosen, i det øje­b­lik den bruges, en legit­imerende effekt på poli­tik­erens argu­ment. Det inter­es­sante er der­for ikke det fak­tiske, men hvor­dan for­vent­ningerne til det fak­tiske bruges.

Fremskrivningerne foreskriver

Den anven­des som et økonomisk fremtidss­ce­nar­i­um, hvis udviklin­gen fort­sæt­ter med den nuværende økonomisk struk­tur. Den ori­en­ter­er om mulige fremtidss­ce­nar­i­er. Men i den poli­tiske diskurs fly­ttes synsvin­klen. Vi står ikke i nuti­den med flere fremtider foran os, men poli­tik­eren ser på nuti­den fra prog­nosens fremtid og siger, at vi ender her, hvis vi (ikke) gør det her. Diskur­sivt reduc­eres en kom­pleks sam­fund­sprob­lematik til at have en eller få nød­vendi­ge han­dlingsmu­lighed­er. Det kvan­tifi­cer­bare fremtids­billede giv­er han­dlingsra­tionaler i nuti­den. Bjarne Cory­don og Helle Thorn­ing må over­be­vise offent­lighe­den om, at de han­dler økonomisk-strate­gisk på lan­dets veg­ne. Folk må forstå, at der ikke kan “tages chancer på den økonomiske poli­tik”. Fremtids­billedet frem­sættes som fak­tum. Den poli­tiske dag­sor­den indrammes af økonomien, når Thorn­ing i en artikel i Fyens Stift­sti­dende d. 14/3 2012 siger, at “når pen­gene er små, er vi nødt til at tage en pri­or­i­ter­ings­diskus­sion”. Det er en diskur­siv strate­gi ikke at bet­vivle prog­nosen, men fly­tte den ide­ol­o­giske diskus­sion ind i prog­nosens virke­lighed. Pri­or­i­terin­gen af det poli­tisk mulige skal finde sted inden for den sejrende fremtid­sho­risont. Når vi har viden om fremti­den, kan vi tage pri­or­i­ter­ings­diskus­sio­nen. Her kan vi finde et kom­pro­mis mellem de forskel­lige ide­ol­o­giske designs, vi tror på. Men den lige så reelle ide­ol­o­giske kon­flikt om, hvilken fremtid vi over­hovedet skal tro på, er lukket inden den starter. Stil­lad­set er bygget på forhånd af vis­mæn­dene, af viden­sk­aben. De ved. Poli­tik­erne må tage udgangspunkt i den fremtid, de efter­lades med.

Økonomiens beskriv­elser bruges foreskrivende. Poli­tik bliv­er der­for i højere grad et spørgsmål om nød­vendig admin­is­tra­tion af ressourcer inden­for en accepteret virke­lighed end en def­i­n­i­tion­skamp mellem flere diverg­erende ide­ol­o­giske forståelses­ram­mer. Synsvin­klens for­fly­t­telse får os til at glemme prog­nosens poten­tielle poli­tis­er­ing. Økonomiv­i­den­sk­abens selv­forståelse som deskrip­tiv og vær­diløs, kolonis­eres og ind­drages i poli­tikken. Ikke-kvan­tifi­cer­bare fremtider afvis­es som bløde værdier ved siden af økonomiens ben­hårde fak­ta. Den neg­a­tive prog­nose ind­virk­er på argu­mentet, ikke blot som en virke­ligheds­de­f­i­n­i­tion blandt andre, men et reelt fremtidss­ce­nar­ie, hvis vi ikke gør noget nu. Vi gøre noget, ellers står det skidt til — og ikke: kan fremti­den se anderledes ud?

Når kri­tikken hagler ind over de nød­vendi­ge velfærds­be­spar­elser med for­mål at bringe stat­sun­der­skud­det ned, kan Thorn­ing i samme artikel fra Fyens Stift­sti­dende svare: ”når nogen synes, at det går hårdt for sig, så er det for at bevare et sol­i­darisk sam­fund”. Reformer laves nu for at sikre velfærdsstat­en på lang sigt. Hvor­dan kan et så filosofisk tungt begreb som sol­i­daritet så let knyttes an til en bestemt poli­tik? Ingen har patent på sol­i­daritet, lighed og ans­varlighed, men alle vil besid­de dem. For begre­ber er ord, hvis ind­hold der er kamp om. En stol er en stol, græs er græs, men ans­varlighed find­es der direk­te mod­satret­tede def­i­n­i­tion­er på. Spørgsmålet er, om ans­varlighe­den er at være mest ans­varlig inden for prog­nosens stillede virke­lighed? Lig­ger ans­varet i virke­lighe­den i ikke kun at lade prog­nosen definere vores virke­lighed? Den virke­lighed, hvor bestemte poli­tiske han­dlinger er nød­vendi­ge. I den virke­lighed over­lades det poli­tiske ans­var til viden­sk­abens sand­færdighed, som i selve legit­imerin­gen ikke ekspliciteres. Legit­imiteten er næsten ikke til diskus­sion. Prog­nosen giv­er et påtræn­gende behov for at gøre noget nu, ikke fifle med EU-hen­still­in­gen og sol­i­darisk pri­or­itere blandt fore­liggende mulighed­er. Det bekræfter blot tesen om, at prog­nosen bliv­er poli­tik­erens poli­tiske måde at bruge økonomien som en objek­tiv virke­ligheds­beskriv­else, der i diskursen und­drager sig ethvert spørgsmål om poli­tis­er­ing. For prog­nosen får økonomipoli­tik til at han­dle om at gøre nuti­den til den rigtige for­tid for den for­vent­ede fremtid.

Det her er alt­så ikke en kri­tik af økono­mi, men af bru­gen af økonomien. Når fremtids­for­vent­nin­gen kolonis­er­er vores bev­id­s­thed og reduc­er­er en række økonomipoli­tiske val­gmu­lighed­er til ét nød­vendigt, konkret tilt­ag, som knæsæt­ter alle andre alter­na­tiv­er. Det er en poli­tisk strate­gi, når fremtids­billedet, alt­så det vi væl­ger at tro på, frem­sættes som viden.

Jonas Krogh Mad­sen er Ph.D‑studerende ved Roskilde Uni­ver­sitets­cen­ter (RUC)

LÆS OGSÅ: Filantro­pisk kap­i­tal­isme — når penge og moral mødes?

LÆS OGSÅ: Langt fra virke­lighe­dens ørken

1 kommentar til “Prognosens virkelighed”

Der er lukket for kommentarer.

Scroll til toppen