Indiske kvinders kamp om anerkendelse

Protester i Dehli.

Den brutale seksuelle mishandling af en 23-årig indisk kvinde i en bus i Delhi den 16. december har i Indien ført til massive protester og demonstrationer. Den harme som store dele af befolkningen giver udtryk for efter voldtægtsdrabet er til at tage og føle på: Tusinder – heriblandt mange kvinder – er gået på gaden for at demonstrere mod politiets og myndighedernes svigt i voldtægtssager og for retten til at kunne færdes frit uden at blive chikaneret eller i værste fald forulempet. At vreden er så stor og at hændelsen har ført til voldelige gadekampe hænger naturligt nok sammen med graden af grusomhed i overfaldet. Den unge kvinde var så slemt tilredt, at hun døde af sine kvæstelser. Men den hænger også sammen med en dyb frustration over den diskrimination af kvinder i Indien, som er en ældgammel og kulturelt indlejret tradition.

Spørgsmålet er, om den følelsesmæssige reaktion, som de aktuelle demonstrationer er udtryk for, kan danne baggrund for en egentlig social kamp om at forbedre kvinders vilkår og gøre op med de fastgroede kulturelle mønstre? Omfanget af protesterne og den massive kritik af den indiske regering kunne tyde på det. Den kamp de indiske kvinder kæmper i øjeblikket kan beskrives som en kamp om anerkendelse i forlængelse af den tyske moralfilosof Axel Honneths teori om dynamikkerne bag sociale forandringer.

Voldtægten: Den grusomste form for ringeagt

Selvom det indiske samfund de seneste årtier har gennemgået en kolossal udvikling i retning af mere ligeberettigelse mellem kønnene, som blandt andet afspejler sig i at flere og flere kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet, så er Indien stadig et mandsdomineret samfund. Pigebørn bliver i stor stil sorteret fra, gennem opvæksten bliver de udsat for massiv forskelsbehandling i forhold til jævnaldrende drenge og som unge og voksne kvinder oplever de gang på gang at blive chikaneret og udsat for overgreb. Ifølge nyhedstjenesten TrustLaw er Indien det værste af alle G20 landene at være kvinde i og overgår således både Indonesien og Saudi-Arabien. Statistikker viser, at der i New Delhi anmeldes en voldtægt hver 18. time og antallet af voldtægter, bortførelser og forulempelser har gennem de seneste 10 år været støt stigende. En voldtægt som den der er foregået i Delhi i december er ifølge kvinderettighedsforkæmpere udtryk for den absolut grusomste form for ringeagt og en grov tilsidesættelse af kvinders basale ret til at færdes frit i det offentlige rum.

Axel Honneth har i flere af sine værker beskrevet, hvorledes moralske erfaringer af uretfærdighed og undertrykkelse kan føre til politisk modstand. I forlængelse af hans analyser kan vi derfor stille spørgsmålet: Hvad er årsagen til – udover den åbenlyse brutalitet og grusomhed ved voldtægtsdrabet som naturligt nok har rystet mange – at der netop i disse dage i Indien udspiller sig en politisk kamp, som ser ud til at kunne yde reel politisk og kulturel modstand mod det bestående kvindeundertrykkende system?

Anerkendelsens betydning for identiteten

Ifølge Honneth er individets personlige integritet og jeg-følelse på et helt grundlæggende plan afhængig af andres billigelse og accept. Identiteten er med andre ord intersubjektivt konstrueret og må derfor forstås i sammenhæng med et begreb om anerkendelse. I bogen Kamp om anerkendelse udvikler han på baggrund af Mead og Hegel en antropologisk forankret forståelse af anerkendelsen som en grundlæggende komponent i skabelsen af et menneskes identitet. Men Honneths egentlige anliggende i bogen er at gå et skridt videre og forklare, hvordan følelser og energier opstået på baggrund af erfaringer af uretfærdighed kan vendes til konstruktiv handling i form af social modstand. En social modstand, der kan danne grundlaget for en kamp om anerkendelse.

Hans forsøg på at besvare dette spørgsmål går gennem fænomenet ringeagt, som han analyserer i dets historiske og sociale former. Honneth opererer med tre former for ringeagt, som alle forholder sig komplementært til det positive fænomen anerkendelse. Ringeagt eller nedværdigelse er således udtryk for en mangel på eller en nægtelse af anerkendelse, der – i form af en subjektivt oplevet ringeagtsfølelse – giver sig udslag i en ændret selvfølelse hos individet med store konsekvenser for den personlige identitet og jeg-følelse. Når Honneth opererer med et differentieret ringeagtsbegreb skyldes det, at der er store kategoriale forskelle i nedværdigelsen, der spænder lige fra grove krænkelser af individet til mere dagligdags former for ydmygelse eller latterliggørelse.

Ringeagtens former og historiske indlejring

Den groveste type af ringeagt er den, der påvirker individets forhold til sin egen krop og erfaring af fysisk autonomi. Her er tale om handlinger såsom grov mishandling og tortur, der er så destruktive, at individet reelt oplever et indgreb i selvforholdet. Voldtægt hører ligeledes ind under denne kategori, idet voldtægten – udover selve den fysisk smerte – ledsages af en erfaring af kontroltab over egen krop, der i voldshandlingen er fuldstændigt underlagt et andet menneskes vilje. En sådan form for fysisk mishandling medfører ifølge Honneth et tab af den basale tillid til andre mennesker, som individet oplever gennem opvæksten og i den tidlige socialisering – den tillid der er tæt forbundet med en følelse af ontologisk sikkerhed. En undersøgelse af den ontologiske sikkerheds betydning for selvforholdet finder vi bl.a. hos Anthony Giddens, der beskriver den som en basal tiltro til andre menneskers pålidelighed og til at ting og personer reelt er det de giver sig ud for at være.

Et overgreb som voldtægt og den medfølgende skamfølelse gør, at man mister den grundlæggende ontologiske sikkerhed og fornemmelse af den sociale ordens pålidelighed. Derfor er voldtægt ikke kun den groveste form for ringeagt af et individ, men også en ringeagt, der er historisk invariant i forhold til den kulturelle kontekst, fordi den tilsidesætter den sociale ordens mest fundamentale moralske love. Fysisk mishandling medfører en destruktion af den basale tillid til omverden og medmennesket, som er nødvendig for at praktisk samkvem mellem mennesker overhovedet kan finde sted. Den individuelle ‘psykiske død’ som voldtægts- og torturofre lider efterfølges således af en ‘social død’, dvs. af en manglende evne til at agere i både nære og samfundsmæssige relationer.

En anden type ringeagt er den nedværdigelse individet udsættes for, når han eller hun fratages de mest basale samfundsmæssige rettigheder, som andre individer nyder. Denne form for ringeagt består i begrænsning af den personlige autonomi, idet individet ikke anerkendes som en ligeværdig interaktionspartner i det politiske liv og samfundet som helhed. Også dette autonomitab vil være ledsaget af en ødelæggelse af individets mulighed for at opnå selvrespekt og integritet – fordi anerkendelsen og billigelsen af individet som ligeværdigt individ udebliver. At blive nægtet socialt gældende retskrav er ganske enkelt ensbetydende med en krænkelse af ens status som subjekt med moralsk dømmekraft. Institutionelt garanterede rettigheder har deres rod i en anerkendelse af individets moralske tilregnelighed og autonomi, som underkendes, i det øjeblik visse individer eller grupper fratages helt basale rettigheder, som i det pågældende samfund eller det pågældende tidspunkt i historien anses for universelle og principielt gældende for alle.

Den tredje og sidste form for ringeagt er den der knytter sig til de negative holdninger et individ eller en gruppe kan udsættes for når den sociale værdsættelse udebliver. Hos den amerikanske moralfilosof Nancy Fraser beskrives denne form for nedvurdering som en statusmæssig underordning – hvormed et individ eller en gruppe gøres underlegne og nægtes lige deltagelse i samfundslivet på lige fod med andre. Den sociale værdsættelse eller mangel på samme vil typisk være knyttet til samfundets kulturelle normer og værdier, som på et givent tidspunkt er blevet institutionelt forankrede. Et eksempel på en institutionaliseret kulturel praksis, der fungerer som en hindring for lige deltagelse er en ægteskabslovgivning, der – i Danmark indtil for nylig – diskriminerer homoseksuelle par ved ikke at give dem samme muligheder for at opnå ægteskabelig status som heteroseksuelle par. En heteronormativ præget ægteskabslovgivning fratager homoseksuelle den form for anerkendelse, der ligger i at kunne deltage på lige fod i en praksis der har stor institutionel og kulturel betydning i samfundet.

Hvor de to sidste former for ringeagt ifølge Honneth altid vil være indlejret i en historisk og kulturel forandringsproces og dermed være historisk variable, er der med den første kategori tale om en ringeagtserfaring, der er underlagt en invariant logik, idet den ikke ændrer sig over historiske afstande eller i forhold til bestemte kulturelle mønstre. Direkte formuleret, så vil tortur eller voldtægt til alle tider og under alle samfundsformer være et så voldsomt indgreb i et individs identitet og grundlæggende tillid, at det aldrig vil kunne forsvares eller legitimeres under henvisning til bestemte kulturelle og institutionaliserede normer. Tildeling af bestemte rettigheder – som eksempelvis stemmeret – vil derimod være historisk foranderlige og dermed også udgøre en del af den kulturelle referenceramme som de forskellige anerkendelsesformer forholder sig til.

Vejen fra passiv liden til aktiv handlen

En krænkelse, som den vi har været vidner til i Indien er i al sit tragiske omfang kendetegnet ved at rumme flere ringeagtsformer end den form, der helt snævert knytter sig til den fysiske mishandling. Ringeagten er nemlig både en grov krænkelse af offeret og samtidig også en handling, der udspringer af en langt mere omfattende tilsidesættelse af de indiske kvinders basale rettigheder – rettigheder som handler om at kunne bevæge sig sikkert og frit uden angst for overgreb i det offentlige rum. De indiske kvinder er berørt af en handling, som med voldsomhed minder dem om den uacceptable sociale situation de befinder sig i. Og det i et samfund, der konstitutionelt set er indrettet som et demokrati, men som langt fra garanterer sine medlemmer de basale frihedsrettigheder og den deraf følgende anerkendelse som individer de ifølge forfatningen er berettiget til. Protesterne og ikke mindst det massive verdensomspændende fokus på massevoldtægten tvinger nu Indiens politiske ledere til at tage stilling til de ubehagelige sandheder om kvinders stilling i verdens største demokrati. Efter kvindens død udtalte Indiens premierminister Manmohan Singh: ”Det vil være en sand hyldest til hendes minde, hvis vi er i stand til at kanalisere disse følelser og energier til konstruktiv handling. Hun har måske tabt kampen om sit liv, men det er op til os alle at sikre, at hendes død ikke vil være forgæves.” (I Politiken søndag den 30. december 2012)

Når vi i forlængelse af Honneth skal forsøge at lokalisere, hvad der skal til for at en praktisk erfaring af ringeagt kan virke motiverende for subjekter til at gå ind i en egentlig kamp om anerkendelse, må vi først se på det psykiske mellemled, som kan forklare skridtet fra passiv erfaring af ringeagt til aktiv handlen. Den følelse af skam, krænkelse og foragt, der knytter sig til selve overgrebet mod kvinden forbinder sig med en række andre negative følelsesreaktioner hos de mange kvinder – og mænd – der har været påvirket af overgrebet og som nu vælger at protestere mod et urimeligt samfundssystem og kvindesyn. De negative følelser af krænkelse og indignation beskriver Honneth som psykiske symptomer der rummer et erkendelsespotentiale, i det øjeblik subjektet bliver bevidst om selve den moralske uret. Den følelsesmæssige og kognitive spændingstilstand man befinder sig i som følge af en oplevet uretmæssig behandling kan ganske enkelt kun opløses, når man genvinder muligheden for at handle aktivt og bekæmpe de negative følelser ved hjælp af politisk modstand. Den grove tilsidesættelse af kvinders rettigheder, som voldtægtsdrabet er et meget håndfast og tragisk udtryk for, medfører så kraftige følelsesreaktioner hos de berørte, at den således kommer til at udgøre et egentlige motiv for en kamp om anerkendelse. Den er ganske enkelt dråben, der fik bægeret til at flyde over og sende tusindvis af vrede demonstranter på gaden for at protestere.

Det, der bliver interessant at følge er, om denne kamp også reelt kan føre til social og politisk forandring inden for den allernærmeste fremtid eller om ringeagtsfølelserne forbliver på et kognitivt plan med en mere langstrakt indvirkning på de kulturelle og institutionelle praksisser. Effekten af de aktuelle erfaringer og protester står og falder med, om der findes sociale bevægelser, der kan artikulere dem og fortsætte kampen om kvindernes anerkendelse.

Men omvendt kræver store sociale forandringer mere end lovgivning og bedre juridiske forhold. Det kræver en generation af unge indere som tør at gøre op med de indgroede normer, der begrænser kvinders ret over deres egen krop og personlige autonomi. Følelserne af vrede, afmagt og krænkelse over den unge kvindes død og over indiske kvinders vilkår i det hele taget må kanaliseres over i konstruktiv handling, der reelt kan forandre det indiske samfund. Forhåbentlig har vi i de seneste uger kun set starten på de indiske kvinders kamp om anerkendelse. En kamp der vil fortsætte så længe følelsen af krænkelse og indignation dominerer over følelsen af accept og anerkendelse.

Artiklen refererer til følgende værker: Axel Honneth: Kamp om anerkendelse, Hans Reitzels Forlag 2006, Anthony Giddens: Modernitet og selvidentitet, Hans Reitzels Forlag 1996 samt Nancy Fraser ”At nytænke anerkendelsen” fra Michael Hviid Jacobsen og Rasmus Willig (red.): Anerkendelsespolitik, Odense Universitetsforlag 2008 s. 95-110.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

thirteen − eight =

Scroll til toppen