Indiske kvinders kamp om anerkendelse

Pro­test­er i Dehli.

Den bru­tale sek­suelle mis­han­dling af en 23-årig indisk kvin­de i en bus i Del­hi den 16. decem­ber har i Indi­en ført til mas­sive pro­test­er og demon­stra­tioner. Den harme som store dele af befolknin­gen giv­er udtryk for efter voldtægts­dra­bet er til at tage og føle på: Tusin­der – heri­b­landt mange kvin­der – er gået på gaden for at demon­strere mod poli­ti­ets og myn­dighed­ernes svigt i voldtægtssager og for ret­ten til at kunne færdes frit uden at blive chikaneret eller i værste fald forulem­pet. At vre­den er så stor og at hæn­delsen har ført til vold­elige gadekampe hænger naturligt nok sam­men med graden af gru­somhed i over­faldet. Den unge kvin­de var så slemt tilredt, at hun døde af sine kvæs­telser. Men den hænger også sam­men med en dyb frus­tra­tion over den diskrim­i­na­tion af kvin­der i Indi­en, som er en ældgam­mel og kul­turelt indle­jret tra­di­tion.

Spørgsmålet er, om den følelses­mæs­sige reak­tion, som de aktuelle demon­stra­tioner er udtryk for, kan danne bag­grund for en egentlig social kamp om at forbedre kvin­ders vilkår og gøre op med de fast­groede kul­turelle møn­stre? Omfanget af pro­test­erne og den mas­sive kri­tik af den indiske regering kunne tyde på det. Den kamp de indiske kvin­der kæm­per i øje­b­likket kan beskrives som en kamp om anerk­endelse i for­læn­gelse af den tyske moral­filosof Axel Hon­neths teori om dynamikkerne bag sociale foran­dringer.

Voldtægten: Den grusomste form for ringeagt

Selvom det indiske sam­fund de sen­este årti­er har gen­nemgået en kolos­sal udvikling i ret­ning af mere lige­berettigelse mellem kønnene, som blandt andet afspe­jler sig i at flere og flere kvin­der er kom­met ud på arbe­jds­markedet, så er Indi­en stadig et mands­domineret sam­fund. Pige­børn bliv­er i stor stil sorteret fra, gen­nem opvæk­sten bliv­er de udsat for mas­siv forskels­be­han­dling i forhold til jæv­nal­drende drenge og som unge og vok­sne kvin­der oplever de gang på gang at blive chikaneret og udsat for over­greb. Ifølge nyhed­st­jen­esten Trust­Law er Indi­en det værste af alle G20 lan­dene at være kvin­de i og overgår således både Indone­sien og Sau­di-Ara­bi­en. Sta­tis­tikker vis­er, at der i New Del­hi anmeldes en voldtægt hver 18. time og antallet af voldtægter, bort­førelser og forulem­pelser har gen­nem de sen­este 10 år været støt sti­gende. En voldtægt som den der er foregået i Del­hi i decem­ber er ifølge kvin­derettigheds­forkæm­pere udtryk for den abso­lut gru­som­ste form for ringeagt og en grov til­sidesæt­telse af kvin­ders basale ret til at færdes frit i det offentlige rum.

Axel Hon­neth har i flere af sine værk­er beskrevet, hvorledes moralske erfaringer af ure­t­færdighed og under­trykkelse kan føre til poli­tisk mod­stand. I for­læn­gelse af hans analyser kan vi der­for stille spørgsmålet: Hvad er årsagen til – udover den åbenl­yse bru­tal­itet og gru­somhed ved voldtægts­dra­bet som naturligt nok har rys­tet mange – at der netop i disse dage i Indi­en udspiller sig en poli­tisk kamp, som ser ud til at kunne yde reel poli­tisk og kul­turel mod­stand mod det bestående kvin­de­un­dertrykkende sys­tem?

Anerkendelsens betydning for identiteten

Ifølge Hon­neth er indi­videts per­son­lige integritet og jeg-følelse på et helt grundlæggende plan afhængig af andres bil­ligelse og accept. Iden­titeten er med andre ord inter­sub­jek­tivt kon­strueret og må der­for forstås i sam­men­hæng med et begreb om anerk­endelse. I bogen Kamp om anerk­endelse udvikler han på bag­grund af Mead og Hegel en antropol­o­gisk forankret forståelse af anerk­endelsen som en grundlæggende kom­po­nent i ska­belsen af et men­neskes iden­titet. Men Hon­neths egentlige anliggende i bogen er at gå et skridt videre og fork­lare, hvor­dan følelser og energi­er opstået på bag­grund af erfaringer af ure­t­færdighed kan vendes til kon­struk­tiv han­dling i form af social mod­stand. En social mod­stand, der kan danne grund­laget for en kamp om anerk­endelse.

Hans forsøg på at besvare dette spørgsmål går gen­nem fænomenet ringeagt, som han analy­ser­er i dets his­toriske og sociale for­mer. Hon­neth oper­erer med tre for­mer for ringeagt, som alle forhold­er sig kom­ple­men­tært til det pos­i­tive fænomen anerk­endelse. Ringeagt eller ned­værdi­gelse er således udtryk for en man­gel på eller en næg­telse af anerk­endelse, der – i form af en sub­jek­tivt oplevet ringeagts­følelse – giv­er sig udslag i en ændret selvfølelse hos indi­videt med store kon­sekvenser for den per­son­lige iden­titet og jeg-følelse. Når Hon­neth oper­erer med et dif­fer­en­tieret ringeagts­be­greb skyldes det, at der er store kat­e­go­ri­ale forskelle i ned­værdi­gelsen, der spæn­der lige fra grove krænkelser af indi­videt til mere dagligdags for­mer for ydmygelse eller lat­terlig­gørelse.

Ringeagtens former og historiske indlejring

Den groveste type af ringeagt er den, der påvirk­er indi­videts forhold til sin egen krop og erfar­ing af fysisk autono­mi. Her er tale om han­dlinger såsom grov mis­han­dling og tor­tur, der er så destruk­tive, at indi­videt reelt oplever et ind­greb i selv­forhold­et. Voldtægt hør­er ligeledes ind under denne kat­e­gori, idet voldtægten – udover selve den fysisk smerte – led­sages af en erfar­ing af kon­troltab over egen krop, der i vold­shan­dlin­gen er fuld­stændigt under­lagt et andet men­neskes vil­je. En sådan form for fysisk mis­han­dling med­før­er ifølge Hon­neth et tab af den basale tillid til andre men­nesker, som indi­videt oplever gen­nem opvæk­sten og i den tidlige socialis­er­ing – den tillid der er tæt for­bun­det med en følelse af ontol­o­gisk sikker­hed. En under­søgelse af den ontol­o­giske sikker­heds betyd­ning for selv­forhold­et find­er vi bl.a. hos Antho­ny Gid­dens, der beskriv­er den som en basal tiltro til andre men­neskers pålide­lighed og til at ting og per­son­er reelt er det de giv­er sig ud for at være.

Et over­greb som voldtægt og den med­føl­gende skam­følelse gør, at man mis­ter den grundlæggende ontol­o­giske sikker­hed og fornem­melse af den sociale ordens pålide­lighed. Der­for er voldtægt ikke kun den groveste form for ringeagt af et indi­vid, men også en ringeagt, der er his­torisk invari­ant i forhold til den kul­turelle kon­tekst, for­di den til­sidesæt­ter den sociale ordens mest fun­da­men­tale moralske love. Fysisk mis­han­dling med­før­er en destruk­tion af den basale tillid til omver­den og med­men­nes­ket, som er nød­vendig for at prak­tisk samkvem mellem men­nesker over­hovedet kan finde sted. Den indi­vidu­elle ‘psykiske død’ som voldtægts- og tor­tur­ofre lid­er efter­følges således af en ‘social død’, dvs. af en man­glende evne til at agere i både nære og sam­fundsmæs­sige rela­tion­er.

En anden type ringeagt er den ned­værdi­gelse indi­videt udsættes for, når han eller hun fratages de mest basale sam­fundsmæs­sige ret­tighed­er, som andre indi­vider nyder. Denne form for ringeagt består i begræn­sning af den per­son­lige autono­mi, idet indi­videt ikke anerk­endes som en ligeværdig inter­ak­tion­spart­ner i det poli­tiske liv og sam­fun­det som hel­hed. Også dette autonomitab vil være led­saget af en ødelæggelse af indi­videts mulighed for at opnå selvre­spekt og integritet – for­di anerk­endelsen og bil­ligelsen af indi­videt som ligeværdigt indi­vid ude­bliv­er. At blive nægtet socialt gældende ret­skrav er ganske enkelt ens­be­ty­dende med en krænkelse af ens sta­tus som sub­jekt med moral­sk døm­mekraft. Insti­tu­tionelt garan­terede ret­tighed­er har deres rod i en anerk­endelse af indi­videts moralske tilreg­ne­lighed og autono­mi, som under­k­endes, i det øje­b­lik visse indi­vider eller grup­per fratages helt basale ret­tighed­er, som i det pågældende sam­fund eller det pågældende tid­spunkt i his­to­rien ans­es for uni­verselle og prin­cip­ielt gældende for alle.

Den tred­je og sid­ste form for ringeagt er den der knyt­ter sig til de neg­a­tive hold­ninger et indi­vid eller en gruppe kan udsættes for når den sociale værd­sæt­telse ude­bliv­er. Hos den amerikanske moral­filosof Nan­cy Fras­er beskrives denne form for ned­vur­der­ing som en sta­tus­mæs­sig under­ord­ning – hvormed et indi­vid eller en gruppe gøres under­leg­ne og nægtes lige delt­agelse i sam­fund­slivet på lige fod med andre. Den sociale værd­sæt­telse eller man­gel på samme vil typisk være knyt­tet til sam­fun­dets kul­turelle normer og værdier, som på et givent tid­spunkt er blevet insti­tu­tionelt forankrede. Et eksem­pel på en insti­tu­tion­alis­eret kul­turel prak­sis, der fun­ger­er som en hin­dring for lige delt­agelse er en ægtesk­ab­slov­givn­ing, der – i Dan­mark indtil for nylig – diskrim­iner­er homosek­suelle par ved ikke at give dem samme mulighed­er for at opnå ægtesk­a­belig sta­tus som het­erosek­suelle par. En het­ero­nor­ma­tiv præget ægtesk­ab­slov­givn­ing fratager homosek­suelle den form for anerk­endelse, der lig­ger i at kunne delt­age på lige fod i en prak­sis der har stor insti­tu­tionel og kul­turel betyd­ning i sam­fun­det.

Hvor de to sid­ste for­mer for ringeagt ifølge Hon­neth altid vil være indle­jret i en his­torisk og kul­turel foran­dring­spro­ces og dermed være his­torisk vari­able, er der med den første kat­e­gori tale om en ringeagt­ser­far­ing, der er under­lagt en invari­ant logik, idet den ikke ændr­er sig over his­toriske afs­tande eller i forhold til bestemte kul­turelle møn­stre. Direk­te for­muleret, så vil tor­tur eller voldtægt til alle tider og under alle sam­funds­former være et så vold­somt ind­greb i et indi­vids iden­titet og grundlæggende tillid, at det aldrig vil kunne forsvares eller legit­imeres under hen­vis­ning til bestemte kul­turelle og insti­tu­tion­alis­erede normer. Tildel­ing af bestemte ret­tighed­er – som eksem­pelvis stem­meret – vil der­i­mod være his­torisk foran­derlige og dermed også udgøre en del af den kul­turelle ref­er­ence­r­amme som de forskel­lige anerk­endelses­former forhold­er sig til.

Vejen fra passiv liden til aktiv handlen

En krænkelse, som den vi har været vid­ner til i Indi­en er i al sit tragiske omfang kende­teg­net ved at rumme flere ringeagts­former end den form, der helt snævert knyt­ter sig til den fysiske mis­han­dling. Ringeagten er nem­lig både en grov krænkelse af offer­et og sam­tidig også en han­dling, der udspringer af en langt mere omfat­tende til­sidesæt­telse af de indiske kvin­ders basale ret­tighed­er – ret­tighed­er som han­dler om at kunne bevæge sig sikkert og frit uden angst for over­greb i det offentlige rum. De indiske kvin­der er berørt af en han­dling, som med vold­somhed min­der dem om den uaccept­able sociale sit­u­a­tion de befind­er sig i. Og det i et sam­fund, der kon­sti­tu­tionelt set er indret­tet som et demokrati, men som langt fra garan­ter­er sine medlem­mer de basale fri­hed­sret­tighed­er og den der­af føl­gende anerk­endelse som indi­vider de ifølge for­fat­nin­gen er berettiget til. Pro­test­erne og ikke mindst det mas­sive ver­den­som­spæn­dende fokus på mas­sevoldtægten tvinger nu Indi­ens poli­tiske ledere til at tage still­ing til de ube­hagelige sand­hed­er om kvin­ders still­ing i ver­dens største demokrati. Efter kvin­dens død udtalte Indi­ens pre­mier­min­is­ter Man­mo­han Singh: ”Det vil være en sand hyldest til hen­des minde, hvis vi er i stand til at kanalis­ere disse følelser og energi­er til kon­struk­tiv han­dling. Hun har måske tabt kam­p­en om sit liv, men det er op til os alle at sikre, at hen­des død ikke vil være forgæves.” (I Poli­tiken søndag den 30. decem­ber 2012)

Når vi i for­læn­gelse af Hon­neth skal forsøge at lokalis­ere, hvad der skal til for at en prak­tisk erfar­ing af ringeagt kan virke motiv­erende for sub­jek­ter til at gå ind i en egentlig kamp om anerk­endelse, må vi først se på det psykiske mellem­led, som kan fork­lare skridtet fra pas­siv erfar­ing af ringeagt til aktiv han­dlen. Den følelse af skam, krænkelse og for­agt, der knyt­ter sig til selve over­gre­bet mod kvin­den forbinder sig med en række andre neg­a­tive følelses­reak­tion­er hos de mange kvin­der – og mænd – der har været påvir­ket af over­gre­bet og som nu væl­ger at pro­testere mod et urimeligt sam­fundssys­tem og kvin­desyn. De neg­a­tive følelser af krænkelse og indig­na­tion beskriv­er Hon­neth som psykiske symp­tomer der rum­mer et erk­endelsespo­ten­tiale, i det øje­b­lik sub­jek­tet bliv­er bev­idst om selve den moralske uret. Den følelses­mæs­sige og kog­ni­tive spænd­ingstil­stand man befind­er sig i som følge af en oplevet uret­mæs­sig behan­dling kan ganske enkelt kun opløs­es, når man gen­vin­der mulighe­den for at han­dle aktivt og bekæmpe de neg­a­tive følelser ved hjælp af poli­tisk mod­stand. Den grove til­sidesæt­telse af kvin­ders ret­tighed­er, som voldtægts­dra­bet er et meget hånd­fast og tragisk udtryk for, med­før­er så kraftige følelses­reak­tion­er hos de berørte, at den således kom­mer til at udgøre et egentlige motiv for en kamp om anerk­endelse. Den er ganske enkelt dråben, der fik bægeret til at fly­de over og sende tusind­vis af vrede demon­stran­ter på gaden for at pro­testere.

Det, der bliv­er inter­es­sant at følge er, om denne kamp også reelt kan føre til social og poli­tisk foran­dring inden for den allernærmeste fremtid eller om ringeagts­følelserne for­bliv­er på et kog­ni­tivt plan med en mere langstrakt ind­virkn­ing på de kul­turelle og insti­tu­tionelle prak­siss­er. Effek­ten af de aktuelle erfaringer og pro­test­er står og falder med, om der find­es sociale bevægelser, der kan artikulere dem og fort­sætte kam­p­en om kvin­dernes anerk­endelse.

Men omvendt kræver store sociale foran­dringer mere end lov­givn­ing og bedre juridiske forhold. Det kræver en gen­er­a­tion af unge indere som tør at gøre op med de ind­groede normer, der begrænser kvin­ders ret over deres egen krop og per­son­lige autono­mi. Følelserne af vrede, afmagt og krænkelse over den unge kvin­des død og over indiske kvin­ders vilkår i det hele taget må kanalis­eres over i kon­struk­tiv han­dling, der reelt kan foran­dre det indiske sam­fund. Forhåbentlig har vi i de sen­este uger kun set starten på de indiske kvin­ders kamp om anerk­endelse. En kamp der vil fort­sætte så længe følelsen af krænkelse og indig­na­tion dominer­er over følelsen af accept og anerk­endelse.

Artiklen ref­er­erer til føl­gende værk­er: Axel Hon­neth: Kamp om anerk­endelse, Hans Reitzels For­lag 2006, Antho­ny Gid­dens: Moder­nitet og selv­i­den­titet, Hans Reitzels For­lag 1996 samt Nan­cy Fras­er ”At nytænke anerk­endelsen” fra Michael Hvi­id Jacob­sen og Ras­mus Willig (red.): Anerk­endelsespoli­tik, Odense Uni­ver­sitets­for­lag 2008 s. 95–110.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen