Venskabets etik – en antik-moderne idéhistorie

Hvad er venskab? I antikken var venskabet en vigtig etisk kategori. Men hvad er der sket med venskabet siden da? Jonas Holsts nye bog Venskabets etik undersøger venskabets etiske betydning ved at genskrive en antik-moderne idehistorie. Venskab er et forholdsvis uudforsket idehistorisk fænomen, hvilket bogen søger at råde bod på igennem en række nedslag i venskabsetikkens antikke og moderne tradition.

I min nye bog Venskabets etik – en antik-moderne idehistorie forfølger jeg den etiske betydningsdannelse, som venskab har affødt fra den antikke græske filosofi til den moderne tænkning i det 20. århundrede. Venskab er et forholdsvis uudforsket idehistorisk fænomen og dets etiske betydning er blevet skænket sparsom opmærksomhed i moderne tænkning, hvilket dog i de seneste årtier er begyndt at ændre sig. Negligeringen af venskab skyldes især, at moderne moralteorier levner meget lidt plads til venskab som etisk grundfænomen samt at det oldgræske venskabsbegreb philia har stået i skyggen af det kristne kærlighedsevangelium med agape i centrum. Ifølge den oprindelige, oldgræske forståelse af etik handler mennesket etisk i fællesskab med andre. Venskabets etik udfolder i overensstemmelse hermed en fællesmenneskelig måde at stræbe hen imod det gode på, hvor mennesket ikke alene gives mulighed for at leve godt, men det indrømmes plads og tid til at leve stadig bedre sammen med andre.

Friedrich Nietzsche er ved siden af Michel de Montaigne den moderne tænker, der mest prægnant genoptager den antikke venskabsetik og reaktualiserer en række af dens væsentligste tanker. Der findes ganske vist ikke nogen klar afgrænsning af dens udspring eller udviklingshistorie hos ham lige så lidt som der gør det hos hans forgænger Montaigne, i hvis store Essay-værk man ligeledes vil kunne finde spor efter den antikke venskabsetik. Nietzsche nøjes med at sige, at ”oldtiden udlevede og udtænkte venskabet dybt og stærkt, og tog det næsten med sig i graven”. Min bog er et forsøg på at genskrive venskabsetikkens antik-moderne idehistorie og at vise dens relevans for visse moderne livsmønstre.

Det oldgræske venskabsbegreb philia

De første antikke filosoffer, der tilskriver venskab en væsentlig etisk og dermed også filosofisk betydning er Platon og Aristoteles. I Homers eposser og de græske tragedier spiller venskab også en fremtrædende rolle, men de indeholder ikke nogen egentlig etik, hvilket det først er Aristoteles, der formulerer. Det skyldes først og fremmest, at etik er og bliver et filosofisk anliggende; men det skyldes også, at den menneskelige karakterdannelse, ēthos, der er det ord, som Aristoteles afleder ’etik’ af, bestandigt gøres labil og undermineres hos Homer og i de græske tragedier. Det antikke epos og drama rummer dog etiske ansatser, som både Platon og Aristoteles hver på deres måde indarbejder i deres refleksioner over, hvori det gode liv består.

Aristoteles er den, der klarest og grundigst fremstiller en venskabets etik og udfolder de væsentligste momenter i den: ”Venskab er det allermest nødvendige i livet. For uden venner ville ingen ønske at leve selv med alle de øvrige goder i behold […] I fattigdom og de øvrige skæbneomslag regnes vennerne for at være eneste tilflugtssted; men de er der også til at hjælpe de unge mod at begå fejltagelser og de ældre for at tage vare på dem og i øvrigt med det, der bliver til overs, på grund af den svækkelse, som kommer med tiden, samt for dem, der er på deres højestemed hensyn til at handle godt: ”Sammen vandrer to”, for ad den vej bliver de bedre i stand til at tænke og at handle”.

Med sin fremhævelse af venskab som et tilflugtssted for nødstedte gengiver Aristoteles den ældgamle forestilling, der går tilbage til Homer, at venskab udspringer af menneskers gæstfrie modtagelse af hinanden. Det finder ikke kun sted, når en eller flere er ilde stedt og ikke har noget sted at høre til. Også de, der lever på et overskud åndeligt og materielt set, har behov for venner, hvilket Aristoteles uddyber ved at sige, at selv de sandt for dyden gode mennesker ledsager hinanden for at blive endnu bedre i stand til at handle og tænke.

Dermed får Aristoteles kort og koncist spidsformuleret venskabsetikkens opdrag i tre momenter: Modtagelsen markerer åbningen ind til det mødested, hvor mennesker kommer i dybere kontakt med og gæster hinanden, for at bruge den franske lingvist Émile Benvensistes term for gæstevenners udveksling. I den oldgræske term for venskab, philotēs eller philia, ligger der en bestemt betydning af dét at modtage og byde gæster indenfor gemt. Det har Benveniste vist med udgangspunkt i Homers beskrivelser af de gæstevenskabsrelationer, som venner og fjender indgår med hinanden, og i hvilke krigen, nøden, frygten og sorgen er sat midlertidigt ud af kraft. Modtagelsen gælder ikke alene ens egne og dem, som man allerede kender. Venskabets første, spæde gestus strækker sig også ud til dem, der ikke allerede hører til inden for rammerne af ens eget, men er fremmede og kommer andetsteds fra.

Denne oldgamle forståelse af venskab som gæstevenskab hører med til den aristoteliske definition af philia, uden at den dog får nogen afgørende betydning for hans udformning af sin etik. Hos Homer forbliver venskab tæt knyttet til ”godset” i betydningen af bo, arv og hjem og den gæstfrie modtagelse kommer følgelig til at spille en altafgørende rolle for mellemmenneskelig udveksling. I det homeriske epos finder Aristoteles dog også en ansats til at overskride ejendommens rammer, nemlig i form af ledsagelse på vej igennem livet, hvilket han sammenfatter med et citat fra Homers Iliade, ”to, der vandrer sammen”. I forlængelse af det citerede tekststed siger Aristoteles, at det er ved at mødes på rejse samt igennem dét at drage omsorg for hinanden og stå hinanden bi med råd, at hvert menneske bliver ven med et andet.

Vi vil kunne finde den samme henvisning til Homers Iliade i begyndelsen af den feststemte dialog, Symposion, af Aristoteles’ læremester, Platon: Sokrates er på vej til fest og bliver ledsaget af Aristodemos, hvilket den evigt omkringvandrende filosof hilser velkomment med de bevingede, homeriske ord, ”to, der vandrer sammen, den ene forud for den anden”. I Platons gengivelse af Iliadens ord er den indbyrdes forskel mellem de to, der går sammen, imidlertid bevaret: De følges ad, men den ene går forud for den anden, hvilket ikke alene i Symposion, men også i andre af Platons dialoger indeholder den pointe, at samtalepartnernes venskab beror på den grad af samhørighed, som de har med hinanden. I det øjeblik, hvor afstanden bliver for stor imellem dem – både i bogstavelig og i overført betydning – ledsager de ikke længere hinanden, og det er givet, at de med tiden vil komme til at stå hinanden stadig fjernere.

I deres refleksioner over venskabets etiske betydning indoptager Platon og Aristoteles sådanne rudimentære former for medmenneskelighed, der ligger gemt i både en homerisk og en tragisk forståelse af venskab, men omarbejder dem og indplacerer dem i en filosofisk kontekst. Hvad modtagelse og ledsagelse skal lede på vej hen imod, ifølge begge filosoffer, er at lære sig selv stadig bedre at kende. Aristoteles antyder det med sætningen, at venner kan ad fælles vej blive endnu bedre i stand til at handle og tænke, og hos Platon hedder det, at dialogen mellem gode venner bliver endnu mere dialektisk, hvilket henviser til den højeste, platoniske måde at nå til selvindsigt på. Hverken i det homeriske epos eller i de græske tragedier var der tale om, at venskab kunne være en vej for mennesket til at opnå større selverkendelse. Det bliver det imidlertid hos Platon og Aristoteles, der uafhængig af deres stridigheder om metafysiske og erkendelsesteoretiske spørgsmål ikke er stort uenige om venskabets betydningsfuldhed for det gode liv.

Venskab og den kristne kærligstanke agape

Venskab er ofte blevet ignoreret af forskere i deres fremstilling af henholdsvis Platons og Aristoteles’ refleksioner over det gode liv og det har i det hele taget stået i skyggen af et andet fænomen, nemlig kærlighed. Idehistorisk sker der ved udgangen af antikken det, at philia med kristendommens indtog forvandles til agape, guds- og næstekærlighed. Venskab har langt fra udspillet sin rolle i det kristne evangelium, men den højeste form for venskab lader sig ikke fuldbyrde uden Jesus Kristus’ og dermed Guds mellemkomst. Jesus siger ved det sidste nadvermåltid til sine disciple, at deres ”venskab” først vil fuldendes i Guds rige; men han forudskikker samtidig, at hvor ”to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem”, hvilket kommer til at stå centralt i de fleste kristne opfattelser af venskab. På den fællesskabstanke, hvor Kristus findes midt iblandt de troende, grundlægges de fleste klostre og kirker op igennem middelalderen, hvilket træder markant frem i begyndelsen af middelalderfilosoffen Aelred af Rievaulxs Åndeligt venskab: ”Her er vi, du og jeg, og jeg håber, at en tredje, Kristus, er iblandt os.”

Det er bemærkelsesværdigt, at venskabsetikkens grundmomenter, modtagelse og ledsagelse, forbliver væsentlige for den kristne kærlighedsopfattelse, som dog ikke længere sigter mod, at menneskene igennem tanke og handling sammen når frem til en større erkendelse af sig selv og hinanden. Mennesket skal snarere frelses fra denne verden og sit eget selv, som er tvesindet og grunder i synd, hvilket kun Jesus kan hjælpe med til. Det kristne bud om at elske sin næste som sig selv kommer mest eksemplarisk til udtryk i hjælpen til den fremmede og lidende, som Jesus selv er et eksempel på, og han anskueliggør den gode gerning med den barmhjertige samaritaner som mønstereksempel. Pointen er ikke, at denne form for ledsagelse skal lede videre ind i noget varigt venskab. Kærlighedens gerninger, der primært udgår fra Kristus’ levned og vidnesbyrd, er efterfølgelsesværdige, hvilket gør etik til et religiøst anliggende, som er begrundet i den åbenbaringshændelse, hvor Gud blev menneske, og hvis sigte er menneskets frelse igennem Gud.

Nietzsche og Montaigne

Op igennem middelalderen overskygger det kristne kærlighedsevangelium den oldgræske venskabsetik, hvilket er en af grundene til, at Nietzsche kan hævde, at oldtiden næsten tog venskabet – eller rettere en bestemt etisk forståelse af venskab – med sig i graven for siden hen at være stort set fraværende fra tænkningens historie. Nietzsche er sammen med Montaigne den skrappeste fornyer af den antikke venskabsetik. Hvad begge kan bruge venskab til i dets antikke udformning, er muligheden for at overskride deres tid og nå til stadig større selvudfoldelse i mødet med en anden, der ikke blot viser én tillid og respekt, men også udfordrer og går til én. Begge bruger særligt ét venskab fra deres eget liv som retningsangivende for en etisk livsførelse og genindsætter det antikke visdomsord, ”Kend dig selv”, som mål for mennesket. Montaigne fremdrager sit venskab til Étienne de la Boétie som eksemplarisk og Nietzsche anvender særligt sit ungdomsvenskab til Erwin Rohde som en vej mod stadig større selvudfoldelse, selvovervindelse og selverkendelse, hvilket han iscenesætter med modtagelsen og ledsagelsen som afgørende medier.

Hos begge tænkere ender venskab dog med at være kondenseret i forholdet til én anden person, mest markant hos Nietzsche, som lader sin Zarathustra-figur gøre vennen til ”en forudfornemmelse af overmennesket”. Hvis det fortsat skal være muligt at bevare og reaktualisere venskabets etiske betydning i moderne tid, så kræver det en udvidelse af venskabets aktionsradius til at kunne gælde alle mennesker i deres mangfoldighed. Det er at gå et skridt videre end de gamle grækere, hvilket Hannah Arendt og Hans-Georg Gadamer er nogle af de første til at gøre i det 20. århundrede.  

Venskab – en moderne etisk kategori

I en dagbogsoptegnelse fra 1953 opsummerer Arendt hovedpunkterne i sin tidlige og senere tænkning: ”Indenfor pluralitetens område, hvilket er politikkens område, skal man stille alle de gamle spørgsmål – hvad er kærlighed, hvad er venskab, hvad er ensomhed, hvad er handlen, tænkning osv. – men ikke filosofiens ene spørgsmål: hvem er mennesket […]” I sin doktordisputats fra 1929 om kærlighedsbegrebet hos Augustin havde Arendt været inde på det første af de såkaldte ”gamle spørgsmål”, hvad er kærlighed, og fra og med anden verdenskrigs afslutning bliver det de andre antikke spørgsmål, der optager hende; særligt bliver hun ved med at vende tilbage til den etiske og politiske betydning, som venskab havde i antikken, i forsøget på at reformulere hvad hun kalder ”en udvidet form for tænkning”, der medtænker, hvad andre mennesker i al deres pluralitet gør og tænker.

Samme år, hvor Arendt får udgivet sin doktordisputats om kærlighedsbegrebet hos Augustin, holder Hans-Georg Gadamer sin tiltrædelsesforelæsning med titlen ”Venskabets rolle i den filosofiske etik”. Først mange år senere skal Gadamer genoptage sine tidlige ansatser til at reaktualisere den antikke venskabsetik, hvilket han gør i en række tekster, der udlægger venskab som selve grundlaget for dét at komme til forståelse med hinanden. I en af disse tekster giver han sin egen version af det aristoteliske udsagn om, at venskab holder fællesskaber og stater sammen: Philia, som Gadamer oversætter med både venskab og solidaritet, ”er den videste dimension af fællesheder, på hvilken socialt liv overhovedet bygger, og uden hvilken ingen institutionel orden for det at leve sammen, hverken forfatning, retsorden og forvaltning ville kunne udøve sine funktioner.”

Venskab vil næppe i dag kunne gives den omfattende politiske betydning, som det havde i antikken, hvilket sandsynligvis er grunden til, at Arendt og Gadamer oversætter det oldgræske philia med henholdsvis respekt og solidaritet. Begge tænkere gør imidlertid opmærksom på, at vi i det senmoderne fortsat behøver en etisk kategori, der formår at skabe forbindelseslinjer mellem mennesket selv og andre, mellem dets indre og ydre, private og offentlige verden, mellem eksistens og socialitet, samvittighed og fællesskab uden at lade dem gå op i en højere enhed. Venskabsetikkens antik-moderne idehistorie giver et bud på, hvordan disse forbindelseslinjer vil kunne knyttes i menneskers modtagelse og ledsagelse af hinanden på vej mod stadig større selverkendelse.

Venskabets etik – en antik-moderne idéhistorie af Jonas Holst udkommer omkring d. 30 januar og kan købes på THP Forlag.