Bras er den nye ideologi

Center for Vild Analyse

Den 17. januar 2013 udgav Forlaget Taschenspiel deres første udgivelse Ideologi er noget bras. Bogen blev på udgivelsesdagen afleveret til dens rette adressat: Danmarks Radio. Ideologi er noget bras undersøger om X Factor, Stjerne for en aften og politikkens spin er ideologi eller bras. Baggrund bringer hermed andet kapitel af bogen.

”Ideologi er noget bras”, sagde Schlüter. Og med det mente han, at det måtte være slut med utopiske visioner. Nu måtte det være slut med den passion, der havde drevet det 20. århundrede, og som altid endte i vold, måtte den være fascistisk eller kommunistisk, eller måtte den tilhøre den kunstneriske avantgarde eller små, revolutionære terrorceller. (Det var som bekendt også Schlüter, der sagde, at han og hans partifæller ikke var så konservative, at det gjorde noget…). Tyve år efter, i 2003, bestiller De Konservative – som det første parti – en stor undersøgelse fra et reklamefirma, som skal blotlægge, hvad deres vælgere og medlemmer egentlig mener, og hvordan man bedre kan få fat i dem ved at sætte større fokus på størrelser såsom ”moral” og ”værdier”, og ved at skifte logoet ud med et mere moderne. Ideologi er noget bras, men hvad Schlüter ikke vidste var, at der var mere sandhed i det udtryk, end han måske havde troet. Bras – dvs. branding, reklame, følelser, logoer og balloner – er den nye ideologi.

Schlüter, der selv læste otte aviser hver dag, og som opfattede sig selv som en politisk håndværker, var blevet overhalet indenom af en hær af reklamefolk og politiske rådgivere. Tv-sendefladen var blevet skiftet ud med Husk lige tandbørsten – og i dag med Stjerne for en aften og X Factor. Er det ikke netop også det, som Claus Hjort Frederiksen godter sig over, som den nye ”ånd” i DR? Det er i dag vilkåret, at der ikke i prime time kører analyser af Irak-krigen, men at der i stedet er X Factor. Med andre ord: Hvad vi kan få i dag er bras, dvs. underholdning i metervarer. Vi kan få ting at forbruge, men ikke at tænke med. Og hvad mere er: Det kan i dag være virkelig svært at skære igennem, og at forstå, hvad der er bras, og hvad der ikke er. Det er som om, braset vælter ind over os fra alle sider, i journalistikken, i kulturen og i vore hverdags- liv; forbrugsvarer i en uendelig strøm.

Sociologer som f.eks. Anthony Giddens og Ulrich Beck taler om, at den æra, som begyndte med Murens Fald, kan kaldes ”den refleksive tidsalder”. Verden i dag kan ikke mere forstås gennem en række faste kategorier, som f.eks. øst for Muren og vest for Muren. Muren faldt, og i de første år derefter var der for så vidt en fornemmelse af nye muligheder og måske endda en fornemmelse af, at en ny stor æra i den centraleuropæiske fremskridtsfortælling efter 2. Verdenskrig var påbegyndt. Resultatet blev imidlertid forvirring, en mangel på muligheden for ”kognitiv kortlægning”, som kulturanalytikeren Fredric Jameson har sagt det. Muren faldt, men noget nyt og flot rejste sig ikke. Vi gik ind i den post-politiske periode, hvor partiprogrammer, visioner og ideer langsomt blev afløst af meningsmålinger, fokusgruppeundersøgelser, branding og reklamer. Kapitalo-parlamentarismen blev en slags neutral grund, som ingen rigtig spurgte til, og heller ingen turde pille ved.

Berlins ”ground-zero” – Potsdamer Platz – blev f.eks. ikke brugt til noget anderledes; en ny måde at tænke byliv, handel og sameksistens på. Det var ikke sådan, at en ny utænkt konstellation af den stramtstyrede kommunistiske livsform med den vildtforbrugende vestlige livsform skabtes. På Potsdamer Platz finder vi i dag Sony Center (med et væld af biografer og et indendørs Legoland), vi finder Daimler AG’s domicil, og vi finder Beisheim Center, der huser en af de største en gros-virksomheder i verden, Metro AG. I lang tid vidste ingen rigtig, hvad der skulle ske med Potsdamer Platz, indtil én en dag fik en god ide: Vi bygger noget af glas og stål, som er meget højt. Og vi fylder det op med det, som bliver fremtiden: Underholdning, biler, forbrugsvarer.

Den refleksive tidsalder handler om, at ingen rigtig ved, hvad der skal ske. Ingen, heller ikke politikeren, der trods alt bruger det meste af sit vågne liv på at tænke samfundet efter i sømmene, har nogen vision for fremtiden, hvis man ved en vision forstår en ny ide om et mere fornuftigt og retfærdigt samfund. Imidlertid er kapitalismen perfekt til at udfylde et sådant tomrum. Der er netop ingen ide med kapitalismen. Den handler om at producere og forbruge, og det er det. Forbruget, opretholdelsen af kapitalismen, er blevet det, der trods alt giver en vis ”form” til vore liv. Når vi her hævder, at grundformen for forbruget er forbruget af bras, så er det ikke for at negligere alle de bevægelser mod større kvalitet, bedre service, mere økologi og ansvarlighed osv., som vi i dag finder blandt forbrugeraktivister. Så er det for at sige, at alt dette – om det er billigt eller dyrt, om det er stort eller småt, discount eller kvalitet – ganske enkelt har den samme form, nemlig vareformen. Vareformen er det, som ”formidler” braset, kan man sige. For kapitalismen gør det ingen forskel, om man køber en operabillet eller en billet til Kandis – begge dele er lige meget og lige lidt noget bras. Det vigtige er, at man holder hjulene i gang og bidrager til, at der skabes vækst, dvs. profit.

En billig banan, produceret under kummerlige forhold for colombianske bananplukkere, har den samme form som øko-fairtrade bananen: De er begge en del af det samme system af varer. Som forbruger har jeg selvfølgelig frit valg. Jeg kan vælge den billige banan, og jeg kan vælge den dyre banan, der i tillæg giver mig en følelse af moral og ansvarlighed. Hermed kan man sige, at jeg som forbruger er blevet spillet kortene i hånden. Det er nu op til mig, hvilken retning verden skal gå i: Mod mere profit eller mod mere solidaritet. Med mit valg af ”den moralske banan” kan jeg dog netop ikke fravælge – eller man burde snarere sige afvælge – den billige banan. Der er et udbud af varer, som i sidste ende svarer til den profit, der kan skabes af dem, og profit opnås bedst ved så bredt et sortiment som muligt, der henvender sig til alle købesituationer og kundegrupper. Det viser sig med al tydelighed, når en enkelt mælkeproducent selv har hele sortimentet fra den ganske dagligdags industrimælk til den økologiske frilandsmælk. Valget mellem disse to typer mælk er ikke valget mellem to forskellige samfundsmodeller, eller to forskellige ideer om et samfund. Det er snarere valget mellem to forskellige ”subjektive positioner” indenfor for samme samfundsmodel.

Det kan være svært nok at finde sig til rette med alle de valg, man i dag har som forbruger, hvilket netop også er en del af tesen om det refleksive samfund. Det handler om måder at forvalte sin integritet på, måder at skabe sig selv og sin identitet på – om man er ”sparetypen”, der går efter de gule ”bedst til prisen”-mærker og no nonsense leverpostej, eller om man er den moralske-bevidste type, der går efter ”Ø-mærket” eller ”Svanemærket”. Hvad man aldrig når frem til, er at tænke over den logik, som i sidste ende bærer det refleksive samfund, nemlig forbrugslogikken. Her har vi det refleksive samfunds kerne af tvang i al sin enkelhed: Du har frit valg på alle hylder, og du må selv om, hvilken smag du vil have i munden bagefter – men vigtigt er det, at du køber noget.

Kapitalo-parlamentarismen er en underlig samfundsform. Marx’ analyse af kapitalismen var, at den faktisk er et væsentligt skridt fremad, i forhold til feudalismen for eksempel; et skridt fremad, som blot skal afløses af endnu et skridt fremad mod det klasseløse samfund. Marx skrev i en berømt sekvens i Det kommunistiske manifest, at:

Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen…

Imidlertid var det, som Marx ikke forudså, at noget ville overleve, nemlig vareformen. I dag er vi ligesom fanget mellem fornemmelsen af friheden i kapitalismen, og så den underlige tvang, der ligger i, at vi forbruger mere og mere, med større og større omkostninger for vores klode. Marx analyserede selv vareformen i sit ligeledes meget berømte kapitel om ”Vareformens hemmelighed” i Kapitalen. Det, som vareformen ifølge Marx gør, er, at den forskyder vores opfattelse af virkeligheden: Når vi sammenligner varer, så burde vi, siger Marx, sammenligne det arbejde, som er nedlagt i dem. Vi burde med andre ord kigge ”bagom” varen. Det gør vi imidlertid ikke. Vi lader varerne selv om denne sammenligning, og sådan går det til, at varerne pludselig, idet de alle sammen indtager en plads i deres eget sammenligningshierarki, ser ud til at have værdi i sig selv. Med Marx’ analyse burde denne forskydning egentlig være afsløret, og vi burde begynde at kigge på produktionsforholdene bag varerne, måske endda spørge til selve værdibegrebet osv. Sagen er bare, at det gør vi ikke. Det er som om, vi ikke kan holde ud at skulle forholde os til dette traumatiske ”bag ved” vareformen. Vi genfinder her det fantasme, som gør, at vi overhovedet kan bebo en samfundsform som den moderne kapitalistiske. I kapitalismen er alt fast og solidt forduftet, men i det mindste har vi selve formen tilbage, som kan ”skjule” det, som vi egentlig burde konfrontere.

Vi begraves i bras, så vi ikke når at tænke over, hvor alt det bras egentlig kom fra, og hvad vi skal med det.

Formen skjuler den stadig højere og højere produktionshastighed i den vestlige verden. Således er der faktisk en sandhed i den måde, som rappere opfører sig på i dag, nemlig i deres excessive brug af, hvad man populært kalder bling-bling. Statussymboler, som nogle gang er ”ægte” (dvs. guld for eksempel) andre gang plastik-kitsch, men som i alle tilfælde blot signalerer, at ”jeg har styr på formen”. Der er i den forstand noget bemærkelsesværdigt i, at den væsentligste modkultur i dag ikke er punken, men rappen. Ifølge psykoanalysen er sådanne modkulturer netop bestemt ved at være vrængende perverteringer af den måde, som magten opfattes på. Når en punker ifører sig sin krigsmaling, kæmmer håret op i en hanekam og spænder nittebæltet, så er budskabet ikke bare, at ”jeg er en farlig person, kom mig ikke for nær” – og hvor meningen skulle være en slags hemmelig identifikation med magten. Budskabet er snarere, at ”selvom I, jer der sidder på magten – stat og politi – virker så farlige, så er I bare en slags klovne, og I kan ikke gøre mig noget”. På samme måde med rapperen. Rapperen siger ikke bare, at ”jeg er en meget vigtig, rig og berømt person”, snarere siger han, at ”selvom samfundet svømmer over med rige og vigtige personer, der opfordrer os til at spendere og forbruge, så er der dybest set noget hult i det, det hele i virkeligheden en form for skuespil!” Her ser vi altså med al tydelighed overgangen fra den ”ideologiske situation”, hvor det gav mening at konfrontere nogle klart identificerede repressive systemer (i meget brede termer stat og politi), og hvor man konfronterer ved at vise læderets og nitternes impotens, til den ”post-ideologiske situation”, hvor kapitalen hærger, og hvor man gør grin med magten gennem bling-bling.

Måske kan man sige det mere præcist på denne måde: Overgangen til brasets æra er en demokratisering af adgangen det bling-bling, som de nederste klasser traditionelt har set som det ultimative tegn på magtens excessive ødselhed og dekadence, kongens scepter f.eks. Hvor det i det før-moderne var kongen, der havde scepteret, er det i dag ultimativt alles drøm at få det (eller noget lignende – en lysestage fra Georg Jensen eller en fed jakke fra Armani). Scepteret blev ikke smeltet om og solgt, i stedet blev ”scepter-formen” den generelle form for de varer, vi jagter i dag. I det før-moderne var gåden, hvordan det egentlig kunne være, at de nederste klasser accepterede kongens autoritet (de opretholdt selv det system, der gjorde ham mulig), og hvordan de således undrende så ham skrabe enorme rigdomme til sig. I dag er gåden, hvordan vi alle accepterer scepterets autoritet, og hvordan det ligesom danser videre, selvom det er ude af kongens hænder.

Bogen Ideologi er noget bras af Henrik Jøker Bjerre og Brian Benjamin Hansen er udgivet på Forlaget Taschenspiel. Det nystartede forlag udspringer af Center for Vild Analyse. Bogen kan downloades gratis her.

1 kommentar til “Bras er den nye ideologi”

  1. Hej I to og Baggrund. Tak for et skide relevant essay.

    Jeg er helt enig med Henrik og Benjamin mht. de subjektive
    positioner inden for samme samfundsmodel. Noget, jeg savner i dag er refleksion
    over selve samfundsmodellen, for som det skrives i essayet, stemmer vi jo,
    uanset vores dagligdagsvalg, den nuværende samfundsmodel opad, accepterer og
    støtter den, med alt, hvad den indebærer, så længe vi bor inden for samfundet
    og handler med samfundets valuta, så at sige – det værende samfundets love,
    skikke og kultur(industri). Kulturindustrien kan som et billede på en kognitiv
    udvikling, eller skulle jeg sige en kognitiv stilstand, udviklingen af
    samfundet har ført med sig, med dens tonsvis af tilbud og nyheder og muligheder
    for ”selvrealisering”. Vi får dén opfattelse, at med så mange tilbud om ’forbedring
    af levestandarter”, er samfundet det bedst tænkelige, og det er derfor ikke
    samfundet, der skal ændres, fordi kun os selv kan gøres ansvarlige for vores
    ulyksalighed, idet vi vælger ikke at gribe de utallige muligheder for at blive
    lykkelig (inden for samfundets rammer). Vi tænker ikke længere over, om selve denne
    samfundsmodel er den bedste, om selve formen på modellen kan ændres. Snarere er
    vi refleksivt blevet lidt dovne måske; vi gider ikke arbejde for et bedre
    samfund, for vi har ærlig talt ikke en idé om, hvad det er, og vi gider ikke
    udtænke det. Vi vil gerne fortælle politikerne, hvad de skal gøre, og hvad de
    gør forkert, men selv kan vi kun tænke ”nye” mønstre i ”gamle rammer”, dvs. vi
    bliver inden for samfundsmodellen. Dertil kommer, at disse mønstre ofte allerede
    er givet gennem i forvejen fastlagte uddannelses- og samfundsmæssige bidragskriterier
    (som økonomisk samfundsborger) og PR fra samfundets institutioner (regeringen,
    skoler, banker og især større firmaer). Hvordan vi forbruger korrekt, hvordan
    vi handler etisk korrekt, hvordan vi træffer de rigtige beslutninger er mere
    eller mindre fastlagte størrelser gennem vores historieforståelse og Moder
    Kulturs opdragelse af os. Ydermere er korrektheden brandet i forhold til,
    hvorledes der kan tjenes penge på handlings- og tankemønstre, hvilket gør
    forvirringen om både ens egen person og begær total. Jeg generaliserer
    nødvendigvis her, men der er jo altid undtagelser. Men forstå mig ret; hvilken
    doktrin, der skal have førerbanneret og være den mest karakteristiske for samfund
    og individ er allerede lagt for os fra det øjeblik, vi fødes ind i et samfund
    uanset hvilket. Ideologisk doktrin, etisk doktrin, religiøs, traditioner, det
    gode liv og det rigtige liv, det civiliserede liv og endda en moralsk doktrin
    om, hvordan det er ”mest rigtigt” at tænke om andre og sig selv (jeg nævner i
    flæng Janteloven som en udpræget kulturel doktrin, der stadig sidder i manges
    tanker og følelser, på trods af, at de fleste nok er enige om, at det er noget
    oldnordisk fis), er alle opbyggede og unaturlige livslove, til fordel for samfundet, hvad det end kræver udbredelses- og
    konstitueringsmæssigt.

    Med unaturlige livslove mener jeg love, som skaber den almene
    livsform. Måske disse i virkeligheden indebærer hele samfundsstrukturen, som
    den er bygget op i dag med fængsler og parcelhuse, de nyheder, vi bliver udsat
    for, vores drømme og interesser. Disse bygger på samfundets ’interne’
    muligheder alene, altså inden for boksens rammer, eller på en projicering af et
    behov, der ikke kan dækkes inden for rammerne, altså en tilpasning. De
    unaturlige livslove er bl.a. dem, der skaber fantasmet, idet det er disse love,
    som (igen generaliserende) den enkelte borger oplever som virkeligheden. ”Den
    virkelige verden”, siger vi, og mener i højhellig alvorlighed den verden,
    mennesket har opbygget. Jeg har hørt det brugt om landsby-purken, der kommer
    til storbyen og oplever ”den virkelige verden”, eller første gang jeg kom på
    jobmarkedet og oplevede” den virkelige verden”: storbyen uden jobs,
    frustrationen, problemerne. Det bliver brugt til at hive os ned fra skyerne,
    når vi drømmer om muligheder, der ligger uden for samfundets orden, og
    pludselig skaber denne unaturlige verden irrationelle begrænsninger for os. Irrationelle
    fordi de opdigtede love, der ikke har noget som helst at gøre med, hvad der er muligt i verden, sætter begrænsninger for, hvad vi må i verden. Fantasmets indhylning kan man med rette give æren for
    opfattelsen af denne unaturlige, hurtige pakkeløsning, som den ’virkelige
    verden’.

    Her kommer individets personlige udfoldelsesmuligheder i
    klemme, fordi det glemmer eller er uvidende om, at samfundsstrukturen tjener
    til opretholdelse af samfundsstrukturen for dennes egen skyld, og ikke til fordel
    for individets størst mulige lykke, mulighed for selvrealisering eller
    udlevelse af dets frihed – det kun, hvis det styrker samfundets konstituering.
    Det betyder, at samfundet har interesse i at få borgerne til at forbruge, uanset
    om det i sidste ende stiller forbrugeren på falittens rand. Samfundets opretholdelse er det primære mål for
    samfundet, og ja, det giver da egentlig også meget god mening. Det er blot værd
    at vide og huske på, så vi netop kan få et mere nøgternt syn på forbrug og
    undgå forbrugsfælder, både for vores egen egoistiske skyld, og for Jordklodens.

    Og her kommer jo hele forbrugersamfundet ind og danner den
    røde tråd, eller i hvert fald et godt eksempel på netop dette samfunds
    cirkulering: Det civiliserede menneske vil gerne have muligheden for at vælge. Vi har opfattelsen, at det er
    vores ret som frie individer (samfundsborgere)
    at vælge, hvordan vi vil leve vores liv (!), og dette indebærer selvfølgelig
    valget af, hvad man vil bruge sine penge på – også i supermarkederne (i det kapitaliserede
    civiliserede samfund). Derfor er der nødt til at være et kæmpe udvalg af stort
    set alle varer, være det toiletpapir, slik, vin, svinepålæg, og vi sætter denne
    ret højere end Jordens overlevelseskrav. Vi er heldigvis blevet så intelligente
    med denne moderne teknologiske, biologiske, intelligensmæssige udvikling, at vi
    nu kan se, at vi har et tydeligt potentielt problem, at det sandsynligvis er
    os, der har skabt det, og tilmed hvad problemet er. Den globale opvarmning er
    en tydelig konsekvens af vores civiliserede samfundsform, og om ikke andet en
    tydelig påmindelse om, hvordan vi betragter, eller ikke betragter, naturens
    orden og overlevelse, hvilket indebærer
    alt biologisk på jorden, inklusive mennesket selv.

    Vi ved, at menneskets forurening, ikke bare af Ozonlaget, men
    af selve naturens orden, skabes af civilisationens tandhjul, vores samfunds
    krav om økonomisk og derfor produktions- og forbrugsmæssige cirkulation. Vi
    ved, at vi ikke er i nærheden af at have behov
    for alle disse varer, vi konsumerer i det civiliserede samfund, især taget i
    betragtning af den potentielle fare, der kan være i at fortsætte storforbruget.

    Vi ved, at vi kan overleve på næsten ingenting.

    Vi ved, når vi tænker os om, at vores ideologi ikke skaber
    mere velfærd på globalt plan. Hvis den endelig skaber velfærd her i Danmark fx,
    så er det på bekostning af miljøet og, med det globale pengesystem, desværre
    også andre landes velfærd, fordi disse tandhjul, der får maskineriet til at
    køre rundt, er i strid med hvad, naturens orden kan håndtere og i strid med,
    hvad mennesket kan håndtere. Dette bliver især tydeligt, når man kigger nærmere
    i store selskabers forretningsmetoder. Coca Cola er oplagt, selvom de har
    anskaffet sig en grønnere profil, og ellers kan jeg anbefale at dykke ned i firmaet
    Glencore, som jeg ved, er blevet klandret for grov udnyttelse af
    U-landsarbejdere samt adskillelige skattesvigsager, som de gang på gang har
    købt eller PR’et sig ud af. Disse sager er der i øvrigt utallige af angående
    mange forskellige topfirmaer.

    Doktrinerne prædiker den ’rigtige’ måde at leve på, på hver deres
    facon. De hævder, at dette er den eneste rigtige måde at leve på. Det er nemt
    at se absurditeten i dette udsagn, når vesterlændinge ser religioner, der
    udføres fanatisk med metoder, vi ikke selv tager i brug herhjemme, fordi (vores
    doktrin har fastslået, at) det er umenneskeligt eller unødvendigt. Jo mere jeg
    taler med folk om det, jo mere forstår jeg alligevel, hvor svært det er at
    indse doktrinernes effekt, når de strider imod Moder Kulturs stemme. Så falder
    vi tilbage i, ”det er den eneste rigtige måde, og den rigtige måde er den
    bedste.” Men man må spørge sig selv, bedste for hvilket mål? Og hvordan afgøres
    det, hvad der er bedst for opnåelsen af dette mål, for ikke at sige, hvordan
    afgøres målet?

    Se på det på
    denne måde: De kapitalistiske byggesten har været grundpillen for samfundet i 10.000
    år. Ikke kapitalismen som vi kender
    den i dag, men nærmere grundlaget for den kapitalistiske tankegang, som den har
    udviklet sig til i dag. Mennesket har existeret i flere millioner år, og jeg
    vil vove at påstå, at da mennesket 8-9000 år f.Kr. begyndte at udbrede landbrugsmetoder
    til større arealer (som voksede og voksede, da man fandt ud af, at man kunne
    opmagasinere en masse mad til forråd), dannedes rødderne til menneskets
    forståelse af sig selv som overlegen art. Denne udbredelse af agrikulturen
    krævede plads, som de andre dyr måtte vige. Blive skudt eller forgiftet, hvis
    de nærmede sig. Livsformen tjente dog som en måde at forøge livsstandarderne på
    for mennesket. De gjorde sig mere hårdføre. Det, disse mennesker ikke tænkte
    på, var hvordan de forværrede levestandarderne for andre arter, der måtte lade
    livet til fordel for vores udbredelse af agrikulturens fortjeneste, og
    mennesket udbyggede således sig selv, både territorium- og befolkningsmæssigt.

    Mange vil i
    dag nok henvise til denne periode som Menneskets
    egentlige begyndelse. Her forvandledes mennesket fra en vild tilstand til en
    faktisk civilisation, bedre overlevelsesmuligheder og innovativ tankegang. Tidspunktet,
    hvor mennesket løsrev sig fra naturens urimelige ordens krav og blev
    selvstændige. En selvstændig art, om man vil, Mennesket, som værende adskilt
    fra dyr og planter i den forstand, at vi ikke ville lade os underkaste de samme
    primitive love, som disse var. Mennesket blev civiliseret og fandt med sin
    intelligens sin rette plads som en form for beherskere af naturen, og endda
    andre mennesker, hvis disse ikke var civiliserede endnu.

    Man kan også
    se det som tidspunktet, hvor disse mennesker isolerede sig fra naturens orden, ved
    at danne en ny samfundsform, agrikulturen, og hævdede, at denne var den bedste.
    At mennesket var en overlegen art, og
    at det derfor var menneskets ret at
    udbrede sig, og at alle andre arter og ordener måtte underkaste sig denne, vige
    for mennesket, kan ses som en misforståelse, og måske menneskets største
    fejltagelse. For denne forståelse, at vi er alle andre arter overlegne, hænger
    jo ved i dag, 10.000 år senere, og er blevet dyrket og styrket gennem talløse generationer
    af religioner, ismer og doktriner, magtfigurer, krige osv., og billedet er i
    dag så fasttømret i vores bevidsthed, at vi simpelt hen ikke skænker det en
    tanke, at denne idé, indlejret vi gennem vores historieforståelse har skabt et samfundsideologi, som ikke kan
    trives med Jordens orden. Idéen blokerer vores forståelse af, hvordan man som
    en art, affødt
    [N1] af
    denne verden, lever med denne verden.

    Hvorfor er det så svært for os at indse, at vi må tænke langt
    længere ud af boksen og langt væk fra boksens univers, end vi er blevet
    opdraget til, for at kunne find en løsning på vores misbrug af naturens lunger?
    Jeg tror, der er masser løsninger, men for at kunne finde dem, forstå dem, og
    sværest af alt indstille os på at leve efter disse nye, mere virkelighedsnære
    ordener, må vi forstå vores plads i verden som en art på linje med alle andre arter; ikke det mindste
    overlegne i forhold til Moder Naturs
    livslove. Måske overlegne intelligensmæssigt (måske!), men hvem kan kalde sig intelligensmæssigt
    overlegen, der ikke har overskud til andre arter eller racer, og ikke forstår
    sig på den verdens love, fra hvilken alt i denne verden er skabt? Hvem kan
    kalde sig overlegen, der udnytter sin overlegenhed til egne egoistiske interesser
    på bekostning af andres velfærd? Hvem kan kalde sig overlegen, der i sit
    perfekte system ikke vil se sit oprindelsessted i øjnene, men udsletter det?
    Hvem kan kalde sig overlegen, der ønsker magt til at dømme andres livsformer og
    levestandarder samt intelligens, men ikke vil blive kloge herpå? Og hvem kan
    kalde sig overlegen, der ikke accepterer disse arters hjem, territorium og
    mulighed for udfoldelse, fordi han kalder dem uciviliserede, primitive – som dog
    lever i langt bedre harmoni og forståelse med deres naturlige omgivelser, end
    denne overlegne i sin egen storhed nogensinde kommer til?

Der er lukket for kommentarer.

Scroll til toppen