Bras er den nye ideologi

Center for Vild Analyse

Den 17. januar 2013 udgav Forlaget Taschenspiel deres første udgivelse Ideologi er noget bras. Bogen blev på udgivelsesdagen afleveret til dens rette adressat: Danmarks Radio. Ideologi er noget bras undersøger om X Factor, Stjerne for en aften og politikkens spin er ideologi eller bras. Baggrund bringer hermed andet kapitel af bogen.

”Ide­olo­gi er noget bras”, sagde Schlüter. Og med det mente han, at det måtte være slut med utopiske vision­er. Nu måtte det være slut med den pas­sion, der havde drevet det 20. århun­drede, og som altid endte i vold, måtte den være fascis­tisk eller kom­mu­nis­tisk, eller måtte den tilhøre den kun­st­ner­iske avant­garde eller små, rev­o­lu­tionære ter­ror­celler. (Det var som bek­endt også Schlüter, der sagde, at han og hans par­tifæller ikke var så kon­ser­v­a­tive, at det gjorde noget…). Tyve år efter, i 2003, bestiller De Kon­ser­v­a­tive – som det første par­ti – en stor under­søgelse fra et reklame­fir­ma, som skal blotlægge, hvad deres væl­gere og medlem­mer egentlig men­er, og hvor­dan man bedre kan få fat i dem ved at sætte større fokus på stør­relser såsom ”moral” og ”værdier”, og ved at skifte logoet ud med et mere mod­erne. Ide­olo­gi er noget bras, men hvad Schlüter ikke vid­ste var, at der var mere sand­hed i det udtryk, end han måske havde troet. Bras – dvs. brand­ing, reklame, følelser, logo­er og bal­lon­er – er den nye ide­olo­gi.

Schlüter, der selv læste otte avis­er hver dag, og som opfat­tede sig selv som en poli­tisk hånd­værk­er, var blevet over­halet inde­nom af en hær af reklame­folk og poli­tiske råd­gi­vere. Tv-sende­fladen var blevet skiftet ud med Husk lige tand­børsten – og i dag med Stjerne for en aften og X Fac­tor. Er det ikke netop også det, som Claus Hjort Fred­erik­sen godter sig over, som den nye ”ånd” i DR? Det er i dag vilkåret, at der ikke i prime time kør­er analyser af Irak-kri­gen, men at der i stedet er X Fac­tor. Med andre ord: Hvad vi kan få i dag er bras, dvs. under­hold­ning i meter­var­er. Vi kan få ting at for­bruge, men ikke at tænke med. Og hvad mere er: Det kan i dag være virke­lig svært at skære igen­nem, og at forstå, hvad der er bras, og hvad der ikke er. Det er som om, braset væl­ter ind over os fra alle sider, i jour­nal­is­tikken, i kul­turen og i vore hverdags- liv; for­brugsvar­er i en uen­delig strøm.

Soci­ologer som f.eks. Antho­ny Gid­dens og Ulrich Beck taler om, at den æra, som beg­y­n­dte med Murens Fald, kan kaldes ”den reflek­sive tid­salder”. Ver­den i dag kan ikke mere forstås gen­nem en række faste kat­e­gori­er, som f.eks. øst for Muren og vest for Muren. Muren faldt, og i de første år derefter var der for så vidt en fornem­melse af nye mulighed­er og måske end­da en fornem­melse af, at en ny stor æra i den cen­traleu­ropæiske frem­skridts­fortælling efter 2. Ver­den­skrig var påb­eg­y­n­dt. Resul­tatet blev imi­dler­tid forvir­ring, en man­gel på mulighe­den for ”kog­ni­tiv kortlægn­ing”, som kul­tur­an­a­lytik­eren Fredric Jame­son har sagt det. Muren faldt, men noget nyt og flot rejste sig ikke. Vi gik ind i den post-poli­tiske peri­ode, hvor par­tipro­gram­mer, vision­er og ideer lang­somt blev afløst af meningsmålinger, fokus­grup­pe­un­der­søgelser, brand­ing og reklamer. Kap­i­ta­lo-par­la­men­taris­men blev en slags neu­tral grund, som ingen rigtig spurgte til, og heller ingen turde pille ved.

Berlins ”ground-zero” – Pots­damer Platz – blev f.eks. ikke brugt til noget anderledes; en ny måde at tænke byliv, han­del og samek­sis­tens på. Det var ikke sådan, at en ny utænkt kon­stel­la­tion af den stramt­styrede kom­mu­nis­tiske livs­form med den vildt­for­bru­gende vestlige livs­form skabtes. På Pots­damer Platz find­er vi i dag Sony Cen­ter (med et væld af biografer og et indendørs Legoland), vi find­er Daim­ler AG’s domi­cil, og vi find­er Beisheim Cen­ter, der huser en af de største en gros-virk­somhed­er i ver­den, Metro AG. I lang tid vid­ste ingen rigtig, hvad der skulle ske med Pots­damer Platz, indtil én en dag fik en god ide: Vi byg­ger noget af glas og stål, som er meget højt. Og vi fylder det op med det, som bliv­er fremti­den: Under­hold­ning, bil­er, for­brugsvar­er.

Den reflek­sive tid­salder han­dler om, at ingen rigtig ved, hvad der skal ske. Ingen, heller ikke poli­tik­eren, der trods alt bruger det meste af sit vågne liv på at tænke sam­fun­det efter i sømmene, har nogen vision for fremti­den, hvis man ved en vision forstår en ny ide om et mere for­nuftigt og ret­færdigt sam­fund. Imi­dler­tid er kap­i­tal­is­men per­fekt til at udfylde et sådant tom­rum. Der er netop ingen ide med kap­i­tal­is­men. Den han­dler om at pro­duc­ere og for­bruge, og det er det. For­bruget, oprethold­elsen af kap­i­tal­is­men, er blevet det, der trods alt giv­er en vis ”form” til vore liv. Når vi her hævder, at grund­for­men for for­bruget er for­bruget af bras, så er det ikke for at neg­ligere alle de bevægelser mod større kvalitet, bedre ser­vice, mere økolo­gi og ans­varlighed osv., som vi i dag find­er blandt for­bruger­ak­tivis­ter. Så er det for at sige, at alt dette – om det er bil­ligt eller dyrt, om det er stort eller småt, dis­count eller kvalitet – ganske enkelt har den samme form, nem­lig vare­for­men. Vare­for­men er det, som ”formi­dler” braset, kan man sige. For kap­i­tal­is­men gør det ingen forskel, om man køber en oper­abil­let eller en bil­let til Kan­dis – begge dele er lige meget og lige lidt noget bras. Det vigtige er, at man hold­er hju­lene i gang og bidrager til, at der skabes vækst, dvs. prof­it.

En bil­lig banan, pro­duc­eret under kum­merlige forhold for colom­bianske banan­plukkere, har den samme form som øko-fair­trade bana­nen: De er begge en del af det samme sys­tem af var­er. Som for­bruger har jeg selvføl­gelig frit valg. Jeg kan vælge den bil­lige banan, og jeg kan vælge den dyre banan, der i tillæg giv­er mig en følelse af moral og ans­varlighed. Hermed kan man sige, at jeg som for­bruger er blevet spillet kor­tene i hån­den. Det er nu op til mig, hvilken ret­ning ver­den skal gå i: Mod mere prof­it eller mod mere sol­i­daritet. Med mit valg af ”den moralske banan” kan jeg dog netop ikke fravælge – eller man burde snarere sige afvælge – den bil­lige banan. Der er et udbud af var­er, som i sid­ste ende svar­er til den prof­it, der kan skabes af dem, og prof­it opnås bedst ved så bredt et sor­ti­ment som muligt, der hen­ven­der sig til alle købe­si­t­u­a­tion­er og kun­de­grup­per. Det vis­er sig med al tyde­lighed, når en enkelt mælke­pro­du­cent selv har hele sor­ti­mentet fra den ganske dagligdags industrimælk til den økol­o­giske fri­landsmælk. Val­get mellem disse to typer mælk er ikke val­get mellem to forskel­lige sam­fundsmod­eller, eller to forskel­lige ideer om et sam­fund. Det er snarere val­get mellem to forskel­lige ”sub­jek­tive posi­tion­er” inden­for for samme sam­fundsmod­el.

Det kan være svært nok at finde sig til rette med alle de valg, man i dag har som for­bruger, hvilket netop også er en del af tesen om det reflek­sive sam­fund. Det han­dler om måder at for­valte sin integritet på, måder at skabe sig selv og sin iden­titet på – om man er ”spare­typen”, der går efter de gule ”bedst til prisen”-mærker og no non­sense lev­er­postej, eller om man er den moralske-bev­id­ste type, der går efter ”Ø‑mærket” eller ”Svanemær­ket”. Hvad man aldrig når frem til, er at tænke over den logik, som i sid­ste ende bær­er det reflek­sive sam­fund, nem­lig for­brugslogikken. Her har vi det reflek­sive sam­funds kerne af tvang i al sin enkel­hed: Du har frit valg på alle hylder, og du må selv om, hvilken smag du vil have i munden bagefter – men vigtigt er det, at du køber noget.

Kap­i­ta­lo-par­la­men­taris­men er en under­lig sam­funds­form. Marx’ analyse af kap­i­tal­is­men var, at den fak­tisk er et væsentligt skridt fre­mad, i forhold til feu­dal­is­men for eksem­pel; et skridt fre­mad, som blot skal afløs­es af end­nu et skridt fre­mad mod det klas­seløse sam­fund. Marx skrev i en berømt sekvens i Det kom­mu­nis­tiske man­i­fest, at:

Alt fast og solidt for­dufter, alt hel­ligt bliv­er klædt af, og men­neskene bliv­er endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen still­ing i tilværelsen…

Imi­dler­tid var det, som Marx ikke forud­så, at noget ville over­leve, nem­lig vare­for­men. I dag er vi lige­som fanget mellem fornem­melsen af fri­he­den i kap­i­tal­is­men, og så den under­lige tvang, der lig­ger i, at vi for­bruger mere og mere, med større og større omkost­ninger for vores klode. Marx analy­serede selv vare­for­men i sit ligeledes meget berømte kapi­tel om ”Vare­for­mens hem­me­lighed” i Kap­i­tal­en. Det, som vare­for­men ifølge Marx gør, er, at den forsky­der vores opfat­telse af virke­lighe­den: Når vi sam­men­lign­er var­er, så burde vi, siger Marx, sam­men­ligne det arbe­jde, som er ned­lagt i dem. Vi burde med andre ord kigge ”bagom” varen. Det gør vi imi­dler­tid ikke. Vi lad­er var­erne selv om denne sam­men­lign­ing, og sådan går det til, at var­erne plud­selig, idet de alle sam­men ind­tager en plads i deres eget sam­men­lign­ing­shier­ar­ki, ser ud til at have vær­di i sig selv. Med Marx’ analyse burde denne forskyd­ning egentlig være afs­løret, og vi burde beg­y­n­de at kigge på pro­duk­tions­forhold­ene bag var­erne, måske end­da spørge til selve værdibegre­bet osv. Sagen er bare, at det gør vi ikke. Det er som om, vi ikke kan holde ud at skulle forholde os til dette trau­ma­tiske ”bag ved” vare­for­men. Vi gen­find­er her det fan­tasme, som gør, at vi over­hovedet kan bebo en sam­funds­form som den mod­erne kap­i­tal­is­tiske. I kap­i­tal­is­men er alt fast og solidt for­duftet, men i det mind­ste har vi selve for­men tilbage, som kan ”skjule” det, som vi egentlig burde kon­fron­tere.

Vi begraves i bras, så vi ikke når at tænke over, hvor alt det bras egentlig kom fra, og hvad vi skal med det.

For­men skjuler den stadig højere og højere pro­duk­tion­shastighed i den vestlige ver­den. Således er der fak­tisk en sand­hed i den måde, som rap­pere opfør­er sig på i dag, nem­lig i deres exces­sive brug af, hvad man pop­ulært kalder bling-bling. Sta­tussym­bol­er, som nogle gang er ”ægte” (dvs. guld for eksem­pel) andre gang plas­tik-kitsch, men som i alle til­fælde blot sig­nalerer, at ”jeg har styr på for­men”. Der er i den for­stand noget bemærkelsesværdigt i, at den væsentlig­ste mod­kul­tur i dag ikke er punken, men rap­pen. Ifølge psyko­analy­sen er sådanne mod­kul­tur­er netop bestemt ved at være vræn­gende per­ver­t­eringer af den måde, som magten opfattes på. Når en punker ifør­er sig sin krigs­ma­l­ing, kæm­mer håret op i en hanekam og spæn­der nit­te­bæl­tet, så er bud­sk­a­bet ikke bare, at ”jeg er en farlig per­son, kom mig ikke for nær” – og hvor menin­gen skulle være en slags hem­melig iden­ti­fika­tion med magten. Bud­sk­a­bet er snarere, at ”selvom I, jer der sid­der på magten – stat og poli­ti – virk­er så farlige, så er I bare en slags klovne, og I kan ikke gøre mig noget”. På samme måde med rap­peren. Rap­peren siger ikke bare, at ”jeg er en meget vigtig, rig og berømt per­son”, snarere siger han, at ”selvom sam­fun­det svøm­mer over med rige og vigtige per­son­er, der opfor­dr­er os til at spendere og for­bruge, så er der dybest set noget hult i det, det hele i virke­lighe­den en form for skue­spil!” Her ser vi alt­så med al tyde­lighed over­gan­gen fra den ”ide­ol­o­giske sit­u­a­tion”, hvor det gav mening at kon­fron­tere nogle klart iden­ti­fi­cerede repres­sive sys­te­mer (i meget brede ter­mer stat og poli­ti), og hvor man kon­fron­ter­er ved at vise læderets og nit­ternes impotens, til den ”post-ide­ol­o­giske sit­u­a­tion”, hvor kap­i­tal­en hærg­er, og hvor man gør grin med magten gen­nem bling-bling.

Måske kan man sige det mere præ­cist på denne måde: Over­gan­gen til brasets æra er en demokra­tis­er­ing af adgan­gen det bling-bling, som de ned­er­ste klass­er tra­di­tionelt har set som det ulti­ma­tive tegn på magtens exces­sive ødsel­hed og dekadence, kon­gens scepter f.eks. Hvor det i det før-mod­erne var kon­gen, der havde scepteret, er det i dag ulti­ma­tivt alles drøm at få det (eller noget lig­nende – en lyses­tage fra Georg Jensen eller en fed jakke fra Armani). Scepteret blev ikke smeltet om og sol­gt, i stedet blev ”scepter-for­men” den generelle form for de var­er, vi jagter i dag. I det før-mod­erne var gåden, hvor­dan det egentlig kunne være, at de ned­er­ste klass­er accepterede kon­gens autoritet (de opretholdt selv det sys­tem, der gjorde ham mulig), og hvor­dan de således undrende så ham skrabe enorme rig­domme til sig. I dag er gåden, hvor­dan vi alle accepter­er scepterets autoritet, og hvor­dan det lige­som danser videre, selvom det er ude af kon­gens hæn­der.

Bogen Ide­olo­gi er noget bras af Hen­rik Jøk­er Bjerre og Bri­an Ben­jamin Hansen er udgivet på For­laget Taschen­spiel. Det nys­tart­ede for­lag udspringer af Cen­ter for Vild Analyse. Bogen kan down­load­es gratis her.

1 kommentar til “Bras er den nye ideologi”

  1. Hej I to og Bag­grund. Tak for et skide rel­e­vant essay.

    Jeg er helt enig med Hen­rik og Ben­jamin mht. de sub­jek­tive
    posi­tion­er inden for samme sam­fundsmod­el. Noget, jeg savn­er i dag er reflek­sion
    over selve sam­fundsmod­ellen, for som det skrives i essayet, stem­mer vi jo,
    uanset vores dagligdagsvalg, den nuværende sam­fundsmod­el opad, accepter­er og
    støt­ter den, med alt, hvad den inde­bær­er, så længe vi bor inden for sam­fun­det
    og han­dler med sam­fun­dets val­u­ta, så at sige – det værende sam­fun­dets love,
    skikke og kultur(industri). Kul­turindus­trien kan som et billede på en kog­ni­tiv
    udvikling, eller skulle jeg sige en kog­ni­tiv stil­stand, udviklin­gen af
    sam­fun­det har ført med sig, med dens tonsvis af tilbud og nyhed­er og mulighed­er
    for ”selvre­alis­er­ing”. Vi får dén opfat­telse, at med så mange tilbud om ’forbedring
    af leve­s­tandarter”, er sam­fun­det det bedst tænke­lige, og det er der­for ikke
    sam­fun­det, der skal ændres, for­di kun os selv kan gøres ans­varlige for vores
    ulyk­sa­lighed, idet vi væl­ger ikke at gribe de utal­lige mulighed­er for at blive
    lykke­lig (inden for sam­fun­dets ram­mer). Vi tænker ikke læn­gere over, om selve denne
    sam­fundsmod­el er den bed­ste, om selve for­men på mod­ellen kan ændres. Snarere er
    vi reflek­sivt blevet lidt dovne måske; vi gider ikke arbe­jde for et bedre
    sam­fund, for vi har ærlig talt ikke en idé om, hvad det er, og vi gider ikke
    udtænke det. Vi vil gerne fortælle poli­tik­erne, hvad de skal gøre, og hvad de
    gør fork­ert, men selv kan vi kun tænke ”nye” møn­stre i ”gam­le ram­mer”, dvs. vi
    bliv­er inden for sam­fundsmod­ellen. Der­til kom­mer, at disse møn­stre ofte allerede
    er givet gen­nem i forve­jen fast­lagte uddan­nelses- og sam­fundsmæs­sige bidragskri­terier
    (som økonomisk sam­funds­borg­er) og PR fra sam­fun­dets insti­tu­tion­er (regerin­gen,
    skol­er, banker og især større fir­maer). Hvor­dan vi for­bruger kor­rekt, hvor­dan
    vi han­dler etisk kor­rekt, hvor­dan vi træf­fer de rigtige beslut­ninger er mere
    eller min­dre fast­lagte stør­relser gen­nem vores his­to­rieforståelse og Mod­er
    Kul­turs opdragelse af os. Yder­mere er kor­rek­the­den bran­det i forhold til,
    hvorledes der kan tjenes penge på han­dlings- og tankemøn­stre, hvilket gør
    forvir­rin­gen om både ens egen per­son og begær total. Jeg gen­er­alis­er­er
    nød­vendigvis her, men der er jo altid und­tagelser. Men forstå mig ret; hvilken
    dok­trin, der skal have førerban­neret og være den mest karak­ter­is­tiske for sam­fund
    og indi­vid er allerede lagt for os fra det øje­b­lik, vi fødes ind i et sam­fund
    uanset hvilket. Ide­ol­o­gisk dok­trin, etisk dok­trin, religiøs, tra­di­tion­er, det
    gode liv og det rigtige liv, det civilis­erede liv og end­da en moral­sk dok­trin
    om, hvor­dan det er ”mest rigtigt” at tænke om andre og sig selv (jeg nævn­er i
    flæng Jan­teloven som en udpræget kul­turel dok­trin, der stadig sid­der i manges
    tanker og følelser, på trods af, at de fleste nok er enige om, at det er noget
    old­nordisk fis), er alle opbyggede og unaturlige livslove, til fordel for sam­fun­det, hvad det end kræver udbre­delses- og
    kon­stituer­ingsmæs­sigt.

    Med unaturlige livslove men­er jeg love, som skaber den almene
    livs­form. Måske disse i virke­lighe­den inde­bær­er hele sam­fundsstruk­turen, som
    den er bygget op i dag med fængsler og parcel­huse, de nyhed­er, vi bliv­er udsat
    for, vores drømme og inter­ess­er. Disse byg­ger på sam­fun­dets ’interne’
    mulighed­er alene, alt­så inden for bok­sens ram­mer, eller på en pro­jicer­ing af et
    behov, der ikke kan dækkes inden for ram­merne, alt­så en tilpas­ning. De
    unaturlige livslove er bl.a. dem, der skaber fan­tas­met, idet det er disse love,
    som (igen gen­er­alis­erende) den enkelte borg­er oplever som virke­lighe­den. ”Den
    virke­lige ver­den”, siger vi, og men­er i højhel­lig alvorlighed den ver­den,
    men­nes­ket har opbygget. Jeg har hørt det brugt om lands­by-purken, der kom­mer
    til stor­byen og oplever ”den virke­lige ver­den”, eller første gang jeg kom på
    job­markedet og oplevede” den virke­lige ver­den”: stor­byen uden jobs,
    frus­tra­tio­nen, prob­le­merne. Det bliv­er brugt til at hive os ned fra sky­erne,
    når vi drøm­mer om mulighed­er, der lig­ger uden for sam­fun­dets orden, og
    plud­selig skaber denne unaturlige ver­den irra­tionelle begræn­sninger for os. Irra­tionelle
    for­di de opdigt­ede love, der ikke har noget som helst at gøre med, hvad der er muligt i ver­den, sæt­ter begræn­sninger for, hvad vi må i ver­den. Fan­tas­mets ind­hyl­ning kan man med rette give æren for
    opfat­telsen af denne unaturlige, hur­tige pakkeløs­ning, som den ’virke­lige
    ver­den’.

    Her kom­mer indi­videts per­son­lige udfold­elses­mu­lighed­er i
    klemme, for­di det glem­mer eller er uvi­dende om, at sam­fundsstruk­turen tjen­er
    til oprethold­else af sam­fundsstruk­turen for dennes egen skyld, og ikke til fordel
    for indi­videts størst mulige lykke, mulighed for selvre­alis­er­ing eller
    udlevelse af dets fri­hed – det kun, hvis det styrk­er sam­fun­dets kon­stituer­ing.
    Det bety­der, at sam­fun­det har inter­esse i at få borg­erne til at for­bruge, uanset
    om det i sid­ste ende stiller for­brugeren på falit­tens rand. Sam­fun­dets oprethold­else er det primære mål for
    sam­fun­det, og ja, det giv­er da egentlig også meget god mening. Det er blot værd
    at vide og huske på, så vi netop kan få et mere nøgternt syn på for­brug og
    undgå for­brugs­fælder, både for vores egen ego­is­tiske skyld, og for Jord­klo­dens.

    Og her kom­mer jo hele for­bruger­sam­fun­det ind og dan­ner den
    røde tråd, eller i hvert fald et godt eksem­pel på netop dette sam­funds
    cirku­ler­ing: Det civilis­erede men­neske vil gerne have mulighe­den for at vælge. Vi har opfat­telsen, at det er
    vores ret som frie indi­vider (sam­funds­borg­ere)
    at vælge, hvor­dan vi vil leve vores liv (!), og dette inde­bær­er selvføl­gelig
    val­get af, hvad man vil bruge sine penge på – også i super­marked­erne (i det kap­i­talis­erede
    civilis­erede sam­fund). Der­for er der nødt til at være et kæmpe udvalg af stort
    set alle var­er, være det toi­let­pa­pir, slik, vin, svinepålæg, og vi sæt­ter denne
    ret højere end Jor­dens over­levelseskrav. Vi er heldigvis blevet så intel­li­gente
    med denne mod­erne tek­nol­o­giske, biol­o­giske, intel­li­gens­mæs­sige udvikling, at vi
    nu kan se, at vi har et tydeligt poten­tielt prob­lem, at det sandsyn­ligvis er
    os, der har skabt det, og tilmed hvad prob­lemet er. Den glob­ale opvarmn­ing er
    en tydelig kon­sekvens af vores civilis­erede sam­funds­form, og om ikke andet en
    tydelig påmin­delse om, hvor­dan vi betragter, eller ikke betragter, naturens
    orden og over­levelse, hvilket inde­bær­er
    alt biol­o­gisk på jor­den, inklu­sive men­nes­ket selv.

    Vi ved, at men­nes­kets foruren­ing, ikke bare af Ozon­laget, men
    af selve naturens orden, skabes af civil­i­sa­tio­nens tand­hjul, vores sam­funds
    krav om økonomisk og der­for pro­duk­tions- og for­brugsmæs­sige cirku­la­tion. Vi
    ved, at vi ikke er i nærhe­den af at have behov
    for alle disse var­er, vi kon­sumer­er i det civilis­erede sam­fund, især taget i
    betragt­ning af den poten­tielle fare, der kan være i at fort­sætte stor­for­bruget.

    Vi ved, at vi kan over­leve på næsten ingent­ing.

    Vi ved, når vi tænker os om, at vores ide­olo­gi ikke skaber
    mere velfærd på glob­alt plan. Hvis den endelig skaber velfærd her i Dan­mark fx,
    så er det på bekost­ning af miljøet og, med det glob­ale pengesys­tem, desværre
    også andre lan­des velfærd, for­di disse tand­hjul, der får mask­iner­i­et til at
    køre rundt, er i strid med hvad, naturens orden kan håndtere og i strid med,
    hvad men­nes­ket kan håndtere. Dette bliv­er især tydeligt, når man kig­ger nærmere
    i store sel­sk­abers for­ret­ningsme­toder. Coca Cola er oplagt, selvom de har
    anskaf­fet sig en grøn­nere pro­fil, og ellers kan jeg anbe­fale at dykke ned i fir­maet
    Glen­core, som jeg ved, er blevet klan­dret for grov udnyt­telse af
    U‑landsarbejdere samt adskil­lelige skat­tesvigsager, som de gang på gang har
    købt eller PR’et sig ud af. Disse sager er der i øvrigt utal­lige af angående
    mange forskel­lige top­fir­maer.

    Dok­trinerne prædik­er den ’rigtige’ måde at leve på, på hver deres
    facon. De hævder, at dette er den eneste rigtige måde at leve på. Det er nemt
    at se absur­diteten i dette udsagn, når vester­lændinge ser reli­gion­er, der
    udføres fanatisk med metoder, vi ikke selv tager i brug her­hjemme, for­di (vores
    dok­trin har fast­slået, at) det er umen­neske­ligt eller unød­vendigt. Jo mere jeg
    taler med folk om det, jo mere forstår jeg alligev­el, hvor svært det er at
    indse dok­trinernes effekt, når de strid­er imod Mod­er Kul­turs stemme. Så falder
    vi tilbage i, ”det er den eneste rigtige måde, og den rigtige måde er den
    bed­ste.” Men man må spørge sig selv, bed­ste for hvilket mål? Og hvor­dan afgøres
    det, hvad der er bedst for opnåelsen af dette mål, for ikke at sige, hvor­dan
    afgøres målet?

    Se på det på
    denne måde: De kap­i­tal­is­tiske byggesten har været grund­pillen for sam­fun­det i 10.000
    år. Ikke kap­i­tal­is­men som vi kender
    den i dag, men nærmere grund­laget for den kap­i­tal­is­tiske tankegang, som den har
    udviklet sig til i dag. Men­nes­ket har exis­teret i flere mil­lion­er år, og jeg
    vil vove at påstå, at da men­nes­ket 8–9000 år f.Kr. beg­y­n­dte at udbrede land­brugsme­toder
    til større areal­er (som voksede og voksede, da man fandt ud af, at man kunne
    opma­gasinere en masse mad til for­råd), dannedes rød­derne til men­nes­kets
    forståelse af sig selv som over­legen art. Denne udbre­delse af agrikul­turen
    krævede plads, som de andre dyr måtte vige. Blive skudt eller forgiftet, hvis
    de nærmede sig. Livs­for­men tjente dog som en måde at forøge livs­stan­dard­erne på
    for men­nes­ket. De gjorde sig mere hård­føre. Det, disse men­nesker ikke tænk­te
    på, var hvor­dan de forværrede leve­s­tandard­erne for andre arter, der måtte lade
    livet til fordel for vores udbre­delse af agrikul­turens fort­jen­este, og
    men­nes­ket udbyggede således sig selv, både ter­ri­to­ri­um- og befolkn­ingsmæs­sigt.

    Mange vil i
    dag nok hen­vise til denne peri­ode som Men­nes­kets
    egentlige beg­y­n­delse. Her for­van­dledes men­nes­ket fra en vild til­stand til en
    fak­tisk civil­i­sa­tion, bedre over­levelses­mu­lighed­er og inno­v­a­tiv tankegang. Tid­spunk­tet,
    hvor men­nes­ket løs­rev sig fra naturens urimelige ordens krav og blev
    selvstændi­ge. En selvstændig art, om man vil, Men­nes­ket, som værende adskilt
    fra dyr og planter i den for­stand, at vi ikke ville lade os under­kaste de samme
    prim­i­tive love, som disse var. Men­nes­ket blev civilis­eret og fandt med sin
    intel­li­gens sin rette plads som en form for beherskere af naturen, og end­da
    andre men­nesker, hvis disse ikke var civilis­erede end­nu.

    Man kan også
    se det som tid­spunk­tet, hvor disse men­nesker isol­erede sig fra naturens orden, ved
    at danne en ny sam­funds­form, agrikul­turen, og hævd­ede, at denne var den bed­ste.
    At men­nes­ket var en over­legen art, og
    at det der­for var men­nes­kets ret at
    udbrede sig, og at alle andre arter og orden­er måtte under­kaste sig denne, vige
    for men­nes­ket, kan ses som en mis­forståelse, og måske men­nes­kets største
    fejl­t­agelse. For denne forståelse, at vi er alle andre arter over­leg­ne, hænger
    jo ved i dag, 10.000 år senere, og er blevet dyr­ket og styr­ket gen­nem tal­løse gen­er­a­tioner
    af reli­gion­er, ismer og dok­triner, magt­fig­ur­er, krige osv., og billedet er i
    dag så fast­tøm­ret i vores bev­id­s­thed, at vi sim­pelt hen ikke skænker det en
    tanke, at denne idé, indle­jret vi gen­nem vores his­to­rieforståelse har skabt et sam­fund­side­olo­gi, som ikke kan
    trives med Jor­dens orden. Idéen blok­er­er vores forståelse af, hvor­dan man som
    en art, affødt
    [N1] af
    denne ver­den, lever med denne ver­den.

    Hvor­for er det så svært for os at indse, at vi må tænke langt
    læn­gere ud af bok­sen og langt væk fra bok­sens univers, end vi er blevet
    opdraget til, for at kunne find en løs­ning på vores mis­brug af naturens lunger?
    Jeg tror, der er mass­er løs­ninger, men for at kunne finde dem, forstå dem, og
    sværest af alt ind­stille os på at leve efter disse nye, mere virke­lighed­snære
    orden­er, må vi forstå vores plads i ver­den som en art på lin­je med alle andre arter; ikke det mind­ste
    over­leg­ne i forhold til Mod­er Naturs
    livslove. Måske over­leg­ne intel­li­gens­mæs­sigt (måske!), men hvem kan kalde sig intel­li­gens­mæs­sigt
    over­legen, der ikke har over­skud til andre arter eller rac­er, og ikke forstår
    sig på den ver­dens love, fra hvilken alt i denne ver­den er skabt? Hvem kan
    kalde sig over­legen, der udnyt­ter sin over­legen­hed til egne ego­is­tiske inter­ess­er
    på bekost­ning af andres velfærd? Hvem kan kalde sig over­legen, der i sit
    per­fek­te sys­tem ikke vil se sit oprindelsesst­ed i øjnene, men udslet­ter det?
    Hvem kan kalde sig over­legen, der ønsker magt til at dømme andres livs­former og
    leve­s­tandard­er samt intel­li­gens, men ikke vil blive kloge her­på? Og hvem kan
    kalde sig over­legen, der ikke accepter­er disse arters hjem, ter­ri­to­ri­um og
    mulighed for udfold­else, for­di han kalder dem ucivilis­erede, prim­i­tive – som dog
    lever i langt bedre har­moni og forståelse med deres naturlige omgivelser, end
    denne over­leg­ne i sin egen storhed nogensinde kom­mer til?

Der er lukket for kommentarer.

Scroll til toppen