Blogs skaber træningsbane for cubansk demokrati

Blogs skaber træningsbane for cubansk demokrati

Mens Castrobrødrenes et-parti-system lukker ned for alle partifjendtlige ytringer, spirer demokratiet i Cubas skygge: på internettet. Den cubanske offentlighed er gået online. Men er internettet første skridt på vejen til demokrati, eller er det bare endnu et medie, der skal kontrolleres? “I hjemmet – Alt! På gaden – Intet!” Siden 1961 har det i Castro-brødrenes Cuba været kriminelt at afvige fra den revolutionære diskurs. Med opkoblingen til internettet er den traditionelle opdeling i en offentlig og privat sfære dog brudt sammen. Gennem en række interviews med nøglepersoner i den cubanske blogosfære beretter denne føljeton om blogs, politik og undertrykkelse, alle forskellige aspekter af Cuba: Diktatur 2.0.

Som Cuba-inter­esseret kan man engang imellem være heldig at finde en artikel om den cubanske blo­gos­fære i vestlige medi­er. Så kan man læse om en modig gruppe af blog­gere, der sæt­ter sig op imod den onde cubanske stat med krav om ytrings­fri­hed og marked­søkono­mi. Desværre er dette billede både for­sim­plet og mis­visende, da man fuld­stændig miss­er beskriv­elsen af den vold­somme debat i det kom­plekse blog­ger­miljø, hvor meningerne mildest talt er diverg­erende og langt fra alle ønsker en fremtid med lib­er­al marked­søkono­mi.

Yoani Sánchez er uden sam­men­lign­ing den mest berømte blog­ger fra Cuba — og siden Time i 2008 kårede hende til en af ver­dens 100 vigtig­ste per­son­er, kunne man måske kalde hende den mest berømte blog­ger i ver­den. Udnævnelsen har bety­det, at Yoani kom i søgel­y­set, når ‘fri­hed­selsk­ende’ organ­i­sa­tion­er som f.eks. CEPOS skulle pudse glo­rien ved at sætte sig i forbindelse med ‘modi­ge fri­heds­forkæm­pere’, eller når amerikanske poli­tikere skulle pro­mo­vere deres anti-kom­mu­nis­tiske hold­ninger ved kon­fer­encer om inter­net­te­knolo­gi.

Det betød, at Yoani gen­nem sin vigtige blog — Gen­er­a­tion Y — end­da har fået mulighe­den til at rette spørgsmål direk­te til præsi­dent Barack Oba­ma. Det er godt for Yoa­nis kamp for demokrati og ytrings­fri­hed. Det giv­er hende nem­lig en form for manøvre­rum i forhold til den cubanske regering, der bety­der en større ytrings­fri­hed. På den anden side er det også meget ærg­erligt for Yoa­nis kamp for demokrati og ytrings­fri­hed, for­di det bety­der at al medieom­tale af den cubanske blo­gos­fære udelukkende fokuser­er på hen­des kamp mod sys­temet. Demokratisk uenighed og debat mellem de cubanske blog­gere bliv­er glemt i euforien over hen­des opsæt­sighed.

Cubas bloggere er flere end Yoani Sánchez

Det cubanske blog­miljø er mere end Yoani Sánchez. Der find­es blog­gere, der bruger net­tet til at fremme et poli­tisk stand­punkt, men der er også blog­gere, der blot udnyt­ter den uvante mængde ytrings­fri­hed til at komme i kon­takt med fam­i­lie og ven­ner i eksil, samt blog­gere, der bruger inter­net­tet som en form for offentlig skriftestol, hvor de kan komme af med de frus­tra­tioner der hør­er med til et total­itært regime. Der er hiphop-musikere, der udgiv­er protest­musik online, der er film­pro­du­cen­ter, der bruger gratis pro­gram­mer til at redi­gere og offentlig­gøre deres værk­er. Lar­itza Diversent bruger inter­net­tet til at give ‘advokathjælp’ til cubanere, der som oftest ikke er oplyste om de ret­tighed­er, som deres egne love giv­er dem, og som der­for er lette at narre af kor­rupte bureaukrater og poli­ti­folk. Med Lar­itzas blog på en USB-pen kan borg­erne stå meget bedre imod det udbredte magt­mis­brug.

Lar­itza er uddan­net jurist, men beg­y­n­dte kort efter sin uddan­nelse at samar­be­jde med jour­nal­is­ter, der arbe­jd­ede uden om statens offi­cielle kanaler. I denne forbindelse del­tog hun i et seks måned­ers ‘blog­ger-akade­mi’ hjemme hos Yoani. Her blev hun sam­men med andre cubanere både under­vist i, hvor­dan man som cubaner får adgang til net­tet, men også i hvor­dan en god blog udtænkes, udføres og vedlige­holdes. Yoani har afholdt disse kurs­er i sin stue siden 2010, og har dermed været med til at uddanne en hel skare af blog­gere. Det er dog bemærkelsesværdigt, at Lar­itza ikke  som andre meldte sig ind under Yoa­nis fan­er, og alt­så ikke skriv­er på hjemmes­i­den Voces Cubanas (Cubanske Stem­mer), der redi­geres af netop Yoani. I stedet start­ede Lar­itza sam­men med ligesind­ede blog­gere hjemmes­i­den Des­de La Habana, der har forbindelser til kollek­tivet Blog­gers Cuba.

En anden blog­ger, der heller ikke blog­ger i fæl­lesskab med Yoani er Harold Cár­de­nas Lema. Til dagligt under­vis­er Harold Lema i marx­is­tisk filosofi på uni­ver­sitetet i Matan­zas, Cuba, men siden april 2010 har han været med­for­fat­ter på bloggen La Joven CubaDet Unge Cuba. Harold skriv­er sam­men med to andre ansat­te på Uni­ver­sitetet og bloggen har det erk­lærede for­mål at give en mod­vægt til den overvældende mængde af hjemmesider og blogs, der erk­lær­er deres mod­stand mod den social­is­tiske rev­o­lu­tion i Cuba. Pro­jek­tet går dog ikke kun ud på at forsvare rev­o­lu­tio­nen, som det er til­fældet ved mange af de online tilt­ag, som regerin­gen selv har taget. De unge cubanere er eksem­pelvis mere åbne for foran­dringer i det nuværende sys­tem end for­t­aleren for rev­o­lu­tio­nen, Rosa Baez. La Joven Cuba forsøger at udvikle det rev­o­lu­tionære pro­jekt gen­nem den åbne debat, som inter­net­tet tilby­der.

Er de cubanske blogs vejen til demokrati?

Lar­itzas og Harolds eksem­pler vis­er, at den cubanske blo­gos­fære alt­så er langt fra begrænset til Yoani Sánchez og hen­des lib­erale hold­ninger til Cubas fremtid. Selvom det måske virk­er banalt, er selve det, at der eksis­ter­er flere meninger en af de fremmeste træk ved blo­gos­færen. Gen­nem deres onlin­eak­tiviteter er blog­gerne nød­saget til at vænne sig til at løse uenighed­er gen­nem en ligeværdig debat på noget, der til en forvek­sling kunne ligne en par­tipoli­tisk diskus­sion — et træk der ikke just har været fremtræ­dende ved den cubanske stat i de sid­ste 50 år. Gen­nem bru­gen af inter­net­tet for­bered­er cubanerne sig alt­så på frem­tidi­ge demokratiske foran­dringer. På den lib­erale fløj find­er vi Yoani og hen­des Voces Cubanas, som midter­par­ti ser vi Lar­itza med Des­de la Habana og Blog­gers Cuba og på den social­is­tiske fløj  ser vi Harold med La Joven Cuba. Alle tre ‘parti­er’ har forslag til hvor­dan et frem­tidigt Cuba skal se  ud, og er alle nød­saget til at forholde sig til hinan­dens syn­spunk­ter.

Det er dog alt for tidligt at juble høj­ly­dt og kalde blo­gos­færen for Cubas vej til demokrati, for det er klart, at hverken Lar­itza eller Harold helt og alde­les kan tillade sig at sige, hvad de vil. Harold har på sin side et godt job som under­vis­er på et stat­sligt uni­ver­sitet, som han nødigt vil miste og Lar­itza frygter på sin side at skulle stå mod­el til de repres­salier, som Yoani må leve med. Og med god grund! Mod­standere af regimet kan se frem til både direk­te kon­sekvenser i form af tørre tæsk, men også mere sub­tile kon­sekvenser, såsom fratagelsen af ret­tighe­den til at rejse rundt i lan­det og lange køer til læge­be­han­dling.

Lar­itza ret­ter aldrig en direk­te kri­tik af regerin­gen. Hun nævn­er at den cubanske befolkn­ing ikke kender dets ret­tighed­er og brokker sig desu­den over poli­ti­ets inter­esse for hen­des online aktivitet — men nogen direk­te kri­tik af regerin­gen er svær at spore både i hen­des udtalelser og blogindlæg. Dette er dog ikke ens­be­ty­dende med, at hun ikke har nogen kri­tik. Det skyldes måske nærmere, at hun er bange for at miste de ret­tighed­er, som rev­o­lu­tio­nen trods alt har givet hende. I et total­itært sam­fund, hvor stat­en giv­er én alt, kan den også tage alt fra én. En cuban­sk borg­er, der har ytret kri­tik over­for regerin­gen kan f.eks. ikke reg­ne med den samme behan­dling hos lægen som én, der bare hold­er sin mund.

Harold udtrykker til gengæld sin frus­tra­tion over den forun­dring som en selvstændig blog inden for rev­o­lu­tio­nens ram­mer har vakt. I starten troede obser­vatør­er af Cuba sim­pelthen ikke på, at de fandtes i virke­lighe­den! Der­for gør Harold såv­el i inter­viewet som i cyber­space meget ud af at bedyre sin uafhængighed fra regerin­gen. Dette er dog sværere end som så. Man læg­ger mærke til den afs­tand, som Harold åbenlyst læg­ger til Yoani. Selv om han ikke direk­te anklager hende, er der klare under­ton­er i hans kom­mentar­er, der anty­der, at han men­er at hun må have en eller anden form for støtte fra en ekstern magt. Dette er blot én af mange ‘mærke­sager’, hvor Harolds La Joven Cuba er bemærkelsesværdigt enig med regerin­gen.

Blogparlamentet er stadig undertrykt

Blog­gerne i ‘midter­partierne’ samt ‘på ven­stre­flø­jen’ har en stærk ten­dens til at bukke under for regerin­gens pres.  Enten ganske enkelt stoppe deres fore­ta­gen­der eller udøve en høj grad af selv­cen­sur. Det bety­der for det første, at begge blogs hur­tigt bliv­er kedelige, for­di indlæggene læg­ger sig for meget op ad statens lin­je og på den måde mis­ter den diskus­sion­sevne, som man find­er hos blog­gere  som Yoani, der har smidt for­sigtighed over­bord, og taler lige ud af posen. For det andet bety­der denne udsat­te posi­tion at stat­en ganske enkelt kan gribe ind, og sætte en stop­per for blog­gernes arbe­jde ved at fjerne adgan­gen til inter­net­tet eller true med repres­salier. Kollek­tivet Blog­gers Cuba er f.eks. bukket under for regerin­gens pres, og er holdt op med at opdatere  deres blog. Også på den rev­o­lu­tionære side af spek­tret har Harolds egen gruppe La Joven Cuba været nødt til at droppe skriver­i­et i en peri­ode i efteråret 2012, for­di de øjen­syn­ligt var blevet en tand for diskus­sion­slystne. Den egentlige poli­tiske kri­tik og diskus­sion ude­bliv­er der­for ofte, og tilbage står cubanerne med yder­flø­jene, samt en række blogs med en alter­na­tiv kri­tik, der hverken rigtigt kan eller tør tage del i en reel diskus­sion.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen