Lukker Facebook filterboblen tættere om os?

Facebook lukker filterboblen

I forrige uge annoncerede Facebook under en del hype en ny søgefunktion. Graph Search, som den hedder, skal gøre det muligt at lave detaljerede og personlige søgninger i Facebooks dybe base af social data. Er det et skridt nærmere på at udleve internettets potentiale som kommunikationsværktøj, eller bliver vi forseglet endnu tættere i filterbobler, hvor vi kun fodres med indhold, vi allerede kender i forvejen?

I foråret 2011 gik Mark Zucker­berg, Face­books drengedi­rek­tør, en tur med den danske soft­warein­geniør, Lars Ras­mussen, og bad ham stå i spid­sen for en ny søge­mask­ine, der skulle kunne grave resul­tater ud af Face­books enorme data­base af sociale rela­tion­er.

Nogle måned­er senere troppede Ras­mussen op i Zucker­bergs glaskon­tor — det såkaldte Akvar­i­um — med en pro­to­type af en søge­mask­ine, der kunne tage imod detal­jerede og hverdagssprog­lige søgninger à la: “Hvilke af mine ven­ner, der bor i Køben­havn, synes også godt om Cin­e­mateket?”

Det syntes Zucker­berg lød “sweet”, så han knipsede med fin­grene og afsat­te de nød­vendi­ge ressourcer og mand­timer til at pro­gram­mere funk­tio­nen, der alt­så blev præsen­teret for offent­lighe­den for lidt over en uge siden. Graph Search er i første omgang tilgæn­gelig i en engel­sk udgave og kun for få, udval­gte brugere, men pro­duk­tet rulles løbende ud til hele netvær­ket. Når det engang ram­mer det danske marked, får vi adgang til en søge­mask­ine, hvis lige aldrig har eksis­teret. Alle de infor­ma­tion­er vi og vores netværk­er over årene har delt offentligt over Face­book kan bruges som para­me­tre i effek­tive og brede søgninger.

Hvis man føler sig nos­tal­gisk, kan man søge på “billed­er af mig og mine ven­ner fra gym­nasi­et”. Hvis man man­gler et godt grin, kan man skrive “youtube-video­er, jeg har syntes godt om i det sen­este år”. Hvis man man­gler en date, kan man skrive “per­son­er i Køben­havn, som er sin­gler og som synes godt om de samme ting som mig”.

Men søge­funk­tio­nen er ikke nød­vendigvis så rosen­rød en inno­va­tion, som man skulle tro.

Det kræver færre klik at snage

Umid­del­bart efter offentlig­gørelsen af Graph Search fangede jeg Anders Høeg Nis­sen, vært på P1’s Hard­disken, på email. Han del­er den cal­i­for­niske opti­misme omkring det nye pro­dukt:

Graph Search er enormt spæn­dende, når man tænker på, hvor­dan det er lykkedes at lave noget som tilsyneladende fun­ger­er meget mere hverdags-sprog­ligt end nor­male søgninger, og på hvor­dan de måske er i gang med at knække nød­den, der hed­der social search.”

Men han er også hur­tig til at påpege mulige fald­gru­ber:

Jeg kan helt afgjort også se poten­tielle prob­le­mer. Hvad er det Face­book kan søge i, og hvem kan finde ud af hvad om mig, før jeg eventuelt får tjekket mine pri­vatlivsind­still­inger?”

Graph Search gør Face­book end­nu mere trans­par­ent. Funk­tio­nen er en slags lup, der kan vise os alle de per­son­lige infor­ma­tion­er, som brugere ikke manuelt har gjort pri­vate. Før var det måske kun mine nærmeste ven­ner, der vid­ste, hvilke ting jeg syntes godt om. Nu kan mine afviger­tendenser prin­cip­ielt ses af enhver, der laver en søgn­ing. Face­book for­sikr­er, at Graph Search ikke svækker pri­vatlivet. Alt hvad man find­er i søgningerne, kunne man også finde manuelt før. Forskellen er automa­tis­erin­gen. Det kræver færre klik at være stalk­er.

Filterbobler fragmenterer vores information

Præsen­ta­tionsvideoen for Graph Search er en salig omgang med blid New Age-under­lægn­ingsmusik og en per­lerække af entu­si­astiske Face­book-ansat­te. Hvis man bliv­er hæn­gende i et min­uts tid, møder man en engi­neer­ing man­ag­er ved navn Kari Lee: “Når vi søger på Face­book, får vi vidt forskel­lige resul­tater på grund af dyb­den af den per­son­alis­er­ing, som vi arbe­jder med”, siger hun med en sci­en­tologs over­be­vis­ning.

Lees for­mu­ler­ing min­der om et eksem­pel, den amerikanske entre­prenør og debat­tør, Eli Paris­er, har gen­t­aget ved mange lej­lighed­er i de sen­este år. Under den egyp­tiske rev­o­lu­tion i 2011 bad han to bek­endte søge på Google efter “Egypten”. De to — der ellers ikke tilsyneladende var så forskel­lige — fik to vidt forskel­lige resul­tater. Den ene fik links til live-nyhed­er fra Tahrir-plad­sen. Den anden fik links til rejse­bu­reauer.

Hvor Face­books ingeniør­er ser per­son­alis­erin­gen som et poten­tiale til at bygge værk­tø­jer, der gør vores ver­den bedre, ser kri­tikere som Eli Paris­er frag­menter­ing og dan­nelsen af isol­erede par­al­lelvirke­lighed­er, eller fil­ter­bobler:

Face­book er ikke en ensom for­bry­der. Graph Search er nærmere et symp­tom på en større inter­net­ten­dens. De store inter­net­fir­maer byg­ger fil­ter­bobler. Det gør de først og fremmest ved at tilpasse deres pro­duk­ter efter brugernes per­son­lige præfer­encer. Ama­zon vis­er dig pro­duk­ter, du for­mentlig har lyst til at købe baseret på din køb­shis­to­rie, Net­flix fores­lår film, som min­der om dine favorit­ter og din nyhedsstrøm på Face­book fyldes med ind­hold, som Face­books algo­rit­mer men­er er rel­e­vante for dig.

I 2009 beg­y­n­dte Google at skræd­der­sy enhver søgn­ing efter op til 57 forskel­lige para­me­tre: hvor i ver­den, du befind­er dig, dine tidligere søgninger, dit køn, klokkeslæt­tet, om du er på farten med en iPhone eller der­hjemme med en PC osv. Når to forskel­lige per­son­er søger på samme emne på Google, får de sjældent de samme resul­tater. Det bety­der, at vi lever i hver vores egen fil­ter­boble, hvor vi hele tiden kun får de svar, vi allerede kendte og kun opdager de ting, som vores ven­ner siger god for.

Godt for forbrugere, men ikke for borgere

Demokrati kræver, at borg­erne ser tin­gene fra hinan­dens syn­spunk­ter, men i stedet bliv­er vi mere og mere lukkede inde i vores egne bobler”, skriv­er Eli Paris­er i bogen The Fil­ter Bub­ble: What the Inter­net is hid­ing from you.

I fil­ter­boblen støder vi aldrig på de mod­stri­dende syn­spunk­ter, der måske kunne få os til at gen­overve­je vores oprindelige posi­tion. En ret­troende ital­ien­sk kato­lik, der plud­selig kom­mer til at tvivle på Guds eksis­tens, får næppe et “nej” fra Google, hvis han spørg­er søge­mask­i­nen, om Gud find­es. Sim­pelthen for­di Google ved, at han er medlem af den katolske kirke, at han før har søgt på bibel­ci­tater, har læst kirke­lige nyhed­er og på andre måder har sig­naleret, at han var mest inter­esseret i sider, der ikke tvivlede på Gud.

Fil­ter­boblens prob­lem griber om sig i takt med, at tonean­givende inter­net­fir­maer bevæger sig ned ad de samme sti­er:

Alle større inter­net­fir­maer arbe­jder med det på den ene eller anden måde. Mere ‘per­son­lig rel­e­vans’ bety­der flere øjne på reklamer og ind­hold. I mange til­fælde er det ret godt for for­brugere. Men det er ikke nød­vendigvis godt for borg­ere”, siger Paris­er til Cnet.com.

De per­son­alis­erede søgninger skær­p­er søge­processen, så man slip­per for unød­vendig
støj. Hvis man er gad­get­nørd, er der en god sandsyn­lighed for, at man hellere vil have et link til cal­i­for­niske smart­phones end Wikipedia-artik­ler om frugt, når man søger på Apple.

Den sociale søgn­ing kan alt­så vise sig at være et enormt kraft­fuldt værk­tøj, der kan lade os gå på opdagelse og dykke ned i vores netværks erfaringer. Herude i atom­ernes ver­den er det meget nor­malt at spørge vores ven­ner, når vi har brug for hjælp. Ven­ners råd vejer som oftest tun­gere end reklamer og anonyme annon­cer. Det kan Face­book nu klare for dig. Du kan søge på “restau­ran­ter i Køben­havn, som mine veg­e­tar­ven­ner synes godt om” eller “bøger, som mine sport­si­dol­er læs­er” og alle mulige andre tænke­lige kom­bi­na­tion­er. På den måde har du altid dit netværks gode råd ved hån­den, uden at du behøver at ringe til dem, eller sende en email, eller hvad man nu gjorde i gam­le dage.

Dine ven­ners erfaringer bliv­er gen­nem Face­book til dine erfaringer.

Fremtidens opdagelsesværktøjer

Zucker­berg har længe gjort det klart, at Face­books mis­sion er at gøre ver­den mere åben og for­bun­det. Han taler tit om den såkaldte sociale graf, når han skal fork­lare Face­book. Hvis man forestiller sig hver eneste per­son som en prik, og man så trækker streger mellem prikkerne for at repræsen­tere deres rela­tion­er, ender man med et kom­plekst dia­gram, der kortlæg­ger vores sociale forbindelser.

Social Graph

Graph Search er en søgn­ing i grafen og dens mil­liarder af forbindelser. Søgnin­gen åbn­er et over­skueligt vin­due til det enorme og kom­plekse netværk af alver­dens men­nesker med alver­dens erfaringer, præfer­encer og hold­ninger. Det er et opdagelsesværk­tøj, der udvider horison­ter.

Chris­tiane Vejlø, vært på Radio24Syvs Elek­tro­n­ista, forudsiger i en email-kor­re­spon­dance med mig, at den slags værk­tø­jer er fremti­dens red­sk­aber:

Hvor vi tidligere selv skulle trawle os igen­nem store mængder af ind­hold, vil tjen­ester være i stand til at hjælpe os med at finde frem til det, som er mest inter­es­sant.”

De per­son­lige fil­tre er kraft­fulde anbe­fal­ingsal­go­rit­mer, der afkoder vores sociale forbindelser og bliv­er effek­tive værk­tø­jer, som vi komme til at arbe­jde sam­men med. Hvis algo­rit­merne er gode, lær­er de os så godt at kende, at de kan vise os ting, vi ikke engang vid­ste, vi var inter­esserede i.

Vejlø men­er, at vi godt kan pakke boblemetaforen væk, for algo­rit­mernes anbe­falinger kan åbne ver­den for os.

Men som punk­ter i den sociale graf befind­er vi os alle i “klyn­ger”, fortæt­ninger af men­nesker, der del­er mange forbindelser. En klyn­ge kan være en gruppe af kol­le­gaer, skolekam­mer­ater eller lig­nende. Søgere­sul­tater­ne i Graph Search er vægt­ede efter, hvor rel­e­vante de er for dig — og den rel­e­vans er defineret af din klyn­ge. Det vil sige, at når du søger på “nyhedssider, som folk der synes godt om Ven­stre læs­er”, vil de første resul­tater komme fra dine egne ven­ner eller dem der er nærmest på dig i den sociale graf. Graph Search pri­or­iter­er altid din egen klyn­ge over de andre, for­di den sociale graf er søgnin­gens rygrad.

På den anden side kan Graph Search måske ind­sprøjte en smule selvbe­v­id­s­thed i vores måde at søge på. På Google er vi vant til at bruge korte og usam­men­hæn­gende ter­mer, der magisk lås­er en tilsyneladende objek­tiv ver­den af infor­ma­tion op. Graph Search tvinger os til at tænke i netværk­er, for jo mere speci­fik en søgn­ing er, jo bedre bliv­er den. Graph Search min­der os hele tiden om, at det er netvær­ket vi søger i.

Den californiske ideologi

I den sen­este udgave af Wired har Steven Levy skrevet his­to­rien bag Graph Search, og her fornem­mer man klart den eksta­tiske stemn­ing, der omgærder pro­jek­tet og det poten­tielle par­a­digmeskifte, det kan afføde. Men lige­som Zucker­berg, der syntes funk­tio­nen var “sweet”, er udviklerne først og fremmest bege­jstrede over at have lavet et pro­dukt, der virk­er og er brug­bart.

En af udviklerne, Tom Stocky, siger til Wired, at de sim­pelthen bare prøver “at facilitere gode ting.”

I 1995 hånede englæn­derne Richard Bar­brook og Andy Cameron dot­com-entre­prenør­ernes blåø­jede tek­nol­o­giske opti­misme. Den nye klasse af flippede com­put­er­for­ret­ningsmænd drømte om en mere åben, demokratisk ver­den, hjulpet på vej af com­put­ere og inter­net­tet. Bar­brook og Cameron kaldte Sil­i­con Val­ley-drømmene for den cal­i­for­niske ide­olo­gi. Den var ikke meget mere end et skalkeskjul for en ny form for neolib­er­al­isme, hvor det i sid­ste ende var markedet, der skulle bestemme spillere­glerne i det nye, åbne sam­fund.

Prob­lemet med fil­ter­boblen byg­ger på en lig­nende kri­tik. Inter­net­tet har poten­tialet til at blive et demokratisk medie, hvor borg­ere kan ind­sam­le infor­ma­tion, debat­tere, blive klogere og komme frem til beslut­ninger. Men de per­son­alis­erede pro­duk­ter er drevet af prof­it­mo­tiv­er, der reduc­er­er borg­erne til at være for­brugere, der mod­tager de skræd­der­syede infor­ma­tion­er, som junk­food fra et drop.

Den danske inter­ne­tak­tivist, Hen­rik Chu­lu, skriv­er, at “du som bruger er ikke en kunde, der for­bruger et pro­dukt, men pro­duk­tet selv i form af en opmærk­somhed som Face­book kan sælge videre til sine annon­cør­er.”

Drømmer algoritmer om journalistisk etik?

Face­book, Google og de andre store drenge spiller i dag en rolle, som TV-sta­tion­erne og avis­erne før dem har spillet: deres algo­rit­mer er de kri­terier, der styr­er strømmene af infor­ma­tion­er og nyhed­er. Men hvor de gam­le infor­ma­tion­skanaler har indar­be­jdet et borg­erligt ans­var i deres selv­forståelse — først og fremmest i form af jour­nal­is­tiske objek­tivitet­skri­terier — forpligter inter­net­gi­gan­terne sig mere på annon­cør­erne end på det demokratiske sam­fund.

I den danske poli­tiske debat har Chris­t­ian Kock slået på tromme for en kedelig sam­funds­di­ag­nose, hvis fron­ter fil­ter­boblerne kun vil grave dybere. I bogen, De svar­er ikke, skriv­er Kock at poli­tik­erne bestræber sig på at pakke deres udsagn ind i spin og retorik, der altid han­dler om ikke at vise svaghed. I spin­logikken er det altid bedre at und­vige et spørgsmål og angribe mod­standeren, end det er at indrømme de gode modar­gu­menter. Prob­lemet er bare, at der ikke find­es fejl­fri udsagn og at hele den demokratiske debats grund­lag er afve­jnin­gen af pro- og kon­tra-argu­menter.

På den måde find­es der, når det kom­mer til stykket, ingen debat. Der er intet fælles rum — eller en offent­lighed om man vil — hvor parterne kan mødes og udvek­sle argu­menter. I stedet er der en masse isol­erede pup­per, hvor socialdemokrater nikker, når socialdemokrater taler og har ske­malagte frokost­pauser, når de andre hold­er tale.

Spørgsmålet er så, hvor man skal tage fat for at sikre, at inter­net­tets gigan­ter i fremti­den arbe­jder i sam­fun­dets inter­esse. Paris­er men­er, at det skal ind­kodes en form for “civic respon­si­bil­i­ty” i de algo­rit­mer, der styr­er vores liv. Men den vision åbn­er for mange nye spørgsmål. Hvor­dan ser et borg­erligt ans­var ud? Hvem skal definere det?

Hvem ved, hvad en browser er?

Offent­lighed­stænkere har længe svøm­met mod strøm­men. Chris­t­ian Kocks drøm om en afve­jet demokratisk debat har dårlige fremtid­sudsigter. Jür­gen Haber­mas’ drøm om en offentlig sfære af oplyste og ligesind­ede debat­tør­er er mere en ide­al­type end noget, der på nogen måde min­der om virke­lighe­den.

I forbindelse med lancer­ing af Googles brows­er, Chrome, sendte fir­maet en mand på gaden for at spørge folk, om de kunne fork­lare ham forskellen på en brows­er og en søge­mask­ine. I videoen find­er vi ud af, at det fak­tisk er meget almin­deligt at tro, at Google er en brows­er, at Yahoo er en brows­er, at Google måske fak­tisk er inter­net­tet, at Chrome er en søge­mask­ine, eller hvor­dan var det nu lige?

Hvis man ikke kender forskellen på en brows­er, en søge­mask­ine og inter­net­tet i det hele taget, er det klart, at man heller ikke er i stand til at overve­je sådan noget som fil­ter­bobler. Af de fleste almin­delige inter­net­brugere opfattes Google og Face­book som neu­trale vin­duer til hele den objek­tive virke­lighed, der find­es derude på net­tets sider. Det er, for en god ordens skyld, fork­ert. Google og Face­book er fir­maer, der lever af at skræd­der­sy det, du ser.

Det er under aller omstændighed­er godt for os dødelige brugere at huske, at vi ikke bare surfer på en neu­tral strøm af objek­tiv infor­ma­tion. Vi sejler i vores egne bobler på kanaler, der er sys­tem­a­tisk ind­dæmmede at store fir­maer på den amerikanske Stille­havskyst.

Søren Høgh Ipland er adm. direk­tør ved Føl­je­ton

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen