Da projektpolitiet blev synligt
Masseanholdelserne ved klimatopmødet i København 2009 var i konflikt med vores grundlovssikrede rettigheder. Til gengæld var de fuldt ud i overensstemmelse med de nye dyder for politiet. Det danske politi skal være effektivt, specialiseret og projektorienteret. Spørgsmålet er, om det sikrer borgernes rettigheder, eller om det modarbejder dem?
Indsatsen under klimatopmødet i København i de kolde vinterdage i december 2009 var den største i dansk politis historie. Mere end 7.000 af landets 11.000 betjente skulle sørge for at holde ro og orden i hovedstadens gader, mens statsledere, forhandlere og interesseorganisationer fra hele verden forsøgte at få en COP15-aftale i stand. Omdrejningspunktet for indsatsen var at undgå et topmøde præget af omfattende uroligheder som i Seattle i 1999 og Genova og Göteborg i 2001.
Selvom indsatsen internt i politiet blev betragtet som en succes netop på grund af fraværet af større uroligheder, fik ordensmagtens håndtering af topmødet et markant retligt efterspil. Den administrative frihedsberøvelse af mere end 900 mennesker i forbindelse med en demonstration resulterede i 250 søgsmål mod politiet. Landsretten gav i januar 2012 sagsøgerne medhold, og pålagde politiet at udbetale mellem 5.000 og 9.000 kroner i individuelle erstatninger. Udover disse massetilbageholdelser foretog politiet, formodentlig som en del af antiterrorindsatsen, fejlagtige og meget omtalte anholdelser af fem individer, der blev forvekslet med en eftersøgt terrorist og dennes omgangskreds.
COP15 får her en betydning, der rækker langt ud over at være den største politiaktion nogensinde. Indsatsen bliver et eksempel på fremkomsten af en helt ny form for projektbaseret politiarbejde. For at kunne forstå hvordan denne form for politiarbejde er blevet den fremherskende norm i det danske politi, vil jeg kigge nærmere på politiets oprindelse og udvikling i forestillingerne om politiets arbejde gennem tiden. Undersøgelsen må bevæge sig bagom de konkrete hændelser i december 2009 for at analysere de historiske og sociologiske transformationer, der har etableret et nyt felt af transnationalt politi og skabt nye normer for godt politiarbejde.
Politiet som kongens højre hånd
Den første danske politilovgivning opstod omkring reformationstiden. Især med Christian III kom der gang i en politilovgivning, der regulerede en yderst heterogen samling af meget forskellige domæner. Inspirationen til politilovgivningen kom i høj grad fra de tyske riger, hvorfra kongen også importerede de fleste af sine rådgivere. ”At holde god politi” var et positivt og normativt begreb for at skabe og fastholde borgernes åndelige og fysiske velfærd og dermed sikre statens hierarkiske balance og sammenhæng. I tråd med dette brede begreb havde politilovgivningen dels et moralsk og religiøst sigte og adskillige mere praktiske stipulationer. Lovgivningen regulerede så forskellige områder som handel i købstæderne, standsmæssig afholdelse af bryllupper, festdage, vagabondage, færdsel, hold af gedebukke og meget, meget mere.
Det var imidlertid først i den tidlige enevælde, at en decideret politistyrke opstod. I København ansatte kongen i 1682 en politimester til opsyn med den stadig yderst heterogene politilovgivning. Den konkrete anledning til etableringen af et nyt embede, sandsynligvis inspireret af Frankrig, synes dog at have været en begyndende merkantilistisk statsræson. Kongemagten så sig selv som en deltager i et internationalt kapløb om rigdom og prestige og forsøgte derfor at optimere sin egen stat blandt andet ved at oprette kongelige produktionsvirksomheder og internere kriminelle og løsgængere i samme. Kongen skulle helst kontrollere økonomien, så velstanden kunne strømme direkte i statskassen. Som en del af denne logik var de relativt autonome lav potentielt problematiske. De skævvred konkurrencen, eksempelvis ved at sidde på den jyske hede og strikke hoser, der gennem specialiserede og omrejsende kræmmere kunne nå vidt omkring i kongeriget og udenfor. Politimesterens primære opgaver var derfor knyttet til opsyn med lavene, og politiets beføjelser til at foretage husundersøgelser og anholdelser opstod netop i forbindelse med forsøget på at skabe et rentabelt økonomisk domæne styret af staten.
I den sene enevælde var politiet blevet en fast og veletableret del af den statslige og kommunale forvaltning. Afviklingen af stavnsbåndet i 1788 havde givet anledning til en styrkelse af det offentlige politiopsyn og hele landet var principielt spundet ind i et tyndt lag politi. I 1830erne og 1840erne kom netop politiet dog i stigende grad i modvind. I takt med at de liberale bevægelsers opposition mod kongemagten blev stadig stærkere, blev konfrontationen mellem disse grupper og kongens politi stadig hyppigere. De liberale så politiet som en del af kongens ”stokkeregimente” og kritiserede deres meget aktivistiske brug af deres hadede bambuskæppe og praksis med at spionere mod oppositionen.
Et borgerligt og effektivt politi
Efter enevældens fald og underskrivelsen af den nye Grundlov i 1849 stod en reform af politiet højt på dagsordenen. Reformerne i 1863 og 1871 har siden fået nærmest mytologisk værdi som arnestedet for et demokratisk politi i Danmark. En nærmere sociologisk betragtning afslører dog, at det er en sandhed med modifikationer.
Selvom reformerne efter Grundloven blev legitimeret med hyppige henvisninger til det nye konstitutionelle monarki og dets fordring om en borgerlig retspraksis og en forvaltning baseret på borgernes rettigheder. I kampen om at definere det nye danske politi blev det engelske Metropolitan Police fremhævet som et eksempel til efterfølgelse. Det er interessant, især fordi samtidige diskussioner af politiet i England netop var præget af kritik af dette politi og dets anslag mod borgernes rettigheder. Importen af det engelske politi tjente dels et politisk og et praktisk formål. Importen tillod en symbolsk afstandtagen fra det enevældige politi og samtidig en faktisk styrkelse af dette politi.
Reformernes kompromis var i høj grad tegnet af det politiske felt af interesser i Danmark i årtierne efter Grundloven, en periode der blandt andet var kendetegnet af den omfattende forfatningskamp og altså kampen mellem liberale og konservative grupperinger. Den danske enevælde var ikke blevet væltet ved et voldsomt kup, men havde selv medvirket til at definere det efterfølgende styre. Det konstitutionelle monarki gav plads til både de nye national-liberale og de gamle mere konservative kræfter, typisk knyttet tættere til kongemagten.
Denne magtbalance afspejler sig også tydeligt i politireformerne, hvor den gamle politidirektør i København, Cosmus Bræstrup, nærmest problemfrit indgår i en alliance med en af sine tidligere største kritikere, talsmand for de national-liberale, Carl Steen Andersen Bille. Følgelig bliver politireformerne ikke bare baseret på den yderst selektive symbolske import af engelsk politi, men også af en reproduktion af en stor del af politiets heterogene arbejdsområder, der dog nu bliver flettet ind i et langt mere hierarkisk og disciplinært politisystem inspireret af England. Politiet skal nu ikke alene være borgerligt. Det skal især være effektivt og hovedstaden bliver inddelt i distrikter, der igen bliver inddelt i patruljeområder af hver 1.200 alen, eller omkring 750 meter, som den enkelte betjent skal patruljere efter en streng tidsplan. Samtidig oprettedes formelt et opdagelsespoliti, det senere kriminalpoliti, der begyndte en langsom specialisering og udvikling af nye metoder til det detektive arbejde. Men parallelt med disse innovationer videreførtes eksempelvis sundhedspolitiet under sit eget inspektorat og herunder en lang række opgaver. Også på personalesiden er denne reproduktion tydelig. Der opsattes nye krav for rekruttering af politibetjente. 77 af de nyansatte 281 ansatte i Københavns politi havde tidligere været en del af den udskældte enevældige institution.
Omkring århundredeskiftet spredte dette politi sig til landets større købstæder og igangsatte en decentral homologiseringsproces. Politiet var baseret på en funktionel adskillelse af ordenspolitiet og et specialiseret opdagelsespoliti samt et disciplinært hierarki med en stærk ledelse. Det var på baggrund af denne proces, det tyvende århundredes definitionskampe om politiet udspillede sig, i en konstant balance mellem ordenspolitiet, kriminalpolitiet og politiets juridisk uddannede ledelse.
I det tyvende århundrede skulle politiet først og fremmest være én ting. Effektivt. Reformerne af politiet og kampen mellem politiets aktører havde i hele århundredet effektivitet som grundnorm. Det var den politimæssige effektivitet, der blev set som et central gode, og som man derfor kæmpede om at definere. Men hvor før- og mellemkrigstidens reformer især drejede sig om opbygningen af et slagkraftigt beredskab og etableringen af en stærk specialiseret efterforskningsenhed, havde velfærdsstatens effektivitet helt andre træk.
Med den voksende velfærdsstat kom der i løbet af 1970erne stigende fokus på politiets serviceydelser. De skulle være leveringsdygtige i patruljering, udrykning og efterforskning, størrelser det stadig i det væsentligste var op til politiet selv at definere bud på at løse. Men fra 1990erne blev især Finansministeriet og en hær af private konsulentfirmaer, der kom til at sætte rammerne for den politimæssige effektivitet. Ligesom andre ministerier blev også Justitsministeriets ressort nu underlagt dette eksterne blik på forretningsgange, outputs, management og ikke mindst ressourceforbrug.
Det nye projektpoliti
Parallelt med at der er opstået et vedblivende eksternt pres på politiets effektivitet og en stadig udvidelse af de parametre, hvorpå den måles og evalueres, er en ny form for politiarbejde blevet fremherskende. Selvom effektivitet stadig spiller en stor rolle, er det gennem de seneste årtier i stigende grad blevet andre former for politiarbejde, der er blevet fremhævet som efterstræbelsesværdigt. Det drejer sig i høj grad om kompliceret efterforskning af store internationale sagskomplekser især indenfor organiseret kriminalitet og terrorisme. De komplicerede opgaver er indflettet i et transnationalt felt af politieliter, hvis rolle i deres nationale organisation er langt mere fleksibel og autonom end den lokalbundne og patruljerende polititjeneste, der stadig er underlagt effektivitetens åg. Organiseringen af disse politistyrker er præcist funderet i en kritik af det gamle politi, der bliver set som alt for rigidt og tungt til at kunne tackle den globaliserede verdens fluktuerende kriminalitetsproblemer. Løsningen af disse kræver en specialiseret gruppe af betjente, der har en lang række mere akademiske og analytiske kompetencer, som tillader dem at indgå i det transnationale netværk af specialiserede politienheder. For disse betjente må det ikke være den daglige effektive trummerum, der definerer arbejdet. Betjente må stå frit til at træde ind i projekter efterhånden, som de opstår.
Dette projektpoliti er på sin vis en lokal afart af de normer for arbejdslivet, der er skyllet ind over den vestlige verden de seneste årtier. Ord som networking, livslang læring, fleksibilitet, engagement og omstillingsparathed gik igen i politiet som på de fleste andre arbejdspladser og blev især synlige med den store politireform i 2007. For politiet har denne proces været styret af en afstandtagen til det effektive og borgervendte politiarbejde, der i stigende grad bliver betragtet som lavstatus. Samtidig opbygger man et transnationalt netværk af politiofficerer, der har medvirket til at identificere og definere tidens nye trusler par excellence: Organiseret kriminalitet og terrorisme. Disse er blevet gjort til omdrejningspunktet for det gode politiarbejde. Det er engagementet i løsningen af disse problemer, der giver prestige i nutidens politi.
COP15 revisited
Transformationen af den politimæssige prestige betyder også, at nye grupper præger politiarbejdet og ikke mindst forestillingen om det gode politiarbejde. Eller snarere at gamle eliter engageret i efterforskning har kunnet styrke deres position ved at henvise til de nye fremherskende normer for arbejdslivet. Dermed udbygger de skellet mellem den prestigegivende og den rutineprægede politipraksis. I dagens politistyrke er det reelt set kun denne elite, der rent praktisk har mulighed for at leve op til nogle af tidens normer om fleksibilitet, omstillingsparathed og engagement. For resten af etaten er der tale om nominelle værdier, hvilket ikke fratager dem en reel betydning for betjentenes tilfredshed og eventuelle stressniveau i forsøget på at leve op til tidens normer.
COP15 var en konkret prøve af den nye politilov fra 2004 og reformen fra 2007. Men i et lidt bredere historisk og sociologisk perspektiv var indsatsen også en fremvisning af politiets forestilling om det gode politiarbejde. Selvom politiets aktiviteter omkring topmødet også inkluderede en lang række forvaltningsopgaver, som politiet har haft siden sin allertidligste historie – f.eks. tilladelser til demonstrationer – var det inddæmningen og kontrollen af de internationale subversive grupperinger, der definerede politiets samlede strategi. Den præventive tilbageholdelse af de 900 mennesker, der blev sat i ”futtog” på Amagerbrogade og senere transporteret til det såkaldte klimafængsel på Retortvej i Valby og anholdelsen af de fem uskyldige i en antiterrorindsats er de mest kendte eksempler. Men også en række ransagninger og udvisninger viser politiets fokus på den ”sorte blok” af internationale ballademagere, for nu at bruge et politisk ladet udtryk, der gik igen i forbindelse med indsatsen. Den samlede indsats under COP15 var defineret af frygten for optøjer startet af disse grupper og politiet var – og er – i konstant kommunikation med kolleger i udlandet hvad angår disse og andre internationale kriminelle.
Den største danske politiaktion nogensinde afslørede ikke alene politiets manglende forståelse for dele af den politilovgivning, og de borgerlige principper indstiftet med Grundloven, de arbejder under, som det konkret kom til udtryk i Landsrettens dom. Den afslørede også, hvordan politiets trusselsbillede er styret af de nye normer for projektbaseret arbejde. Arbejde der for politiets vedkommende er organiseret i specialenheder, der er indflettet i langt større transnationale lav af politi og sikkerhedsbranchen. Reelt udgør disse netværk en skjult elite, der definerer meget af indsatsen mod kriminalitet i udlandet som herhjemme.
Mikkel Jarle Christensen er aktuel med bogen Fra det evige politi til projektpolitiet udgivet på Djøf Forlag i 2012.