Da projektpolitiet blev synligt

Masseanholdelserne ved klimatopmødet i København 2009 var i konflikt med vores grundlovssikrede rettigheder. Til gengæld var de fuldt ud i overensstemmelse med de nye dyder for politiet. Det danske politi skal være effektivt, specialiseret og projektorienteret. Spørgsmålet er, om det sikrer borgernes rettigheder, eller om det modarbejder dem?

Ind­sat­sen under kli­matop­mødet i Køben­havn i de kolde vin­ter­dage i decem­ber 2009 var den største i dan­sk poli­tis his­to­rie. Mere end 7.000 af lan­dets 11.000 bet­jente skulle sørge for at holde ro og orden i hov­ed­stadens gad­er, mens stat­sledere, forhan­dlere og inter­esse­or­gan­i­sa­tion­er fra hele ver­den forsøgte at få en COP15-aftale i stand. Omdrejn­ingspunk­tet for ind­sat­sen var at undgå et top­møde præget af omfat­tende uro­lighed­er som i Seat­tle i 1999 og Gen­o­va og Göte­borg i 2001.

Selvom ind­sat­sen internt i poli­ti­et blev betragtet som en suc­ces netop på grund af fraværet af større uro­lighed­er, fik ordens­magtens hånd­ter­ing af top­mødet et markant retligt efter­spil. Den admin­is­tra­tive fri­heds­berøvelse af mere end 900 men­nesker i forbindelse med en demon­stra­tion resul­terede i 250 søgsmål mod poli­ti­et. Land­sret­ten gav i jan­u­ar 2012 sagsøgerne med­hold, og pålagde poli­ti­et at udbe­tale mellem 5.000 og 9.000 kro­ner i indi­vidu­elle erstat­ninger. Udover disse mas­setil­bage­hold­elser fore­tog poli­ti­et, for­mod­entlig som en del af antiter­rorind­sat­sen, fejlagtige og meget omtalte anhold­elser af fem indi­vider, der blev forvek­slet med en efter­søgt ter­ror­ist og dennes omgangskreds.

COP15 får her en betyd­ning, der rækker langt ud over at være den største poli­ti­ak­tion nogensinde. Ind­sat­sen bliv­er et eksem­pel på fremkom­sten af en helt ny form for pro­jek­t­baseret poli­tiar­be­jde. For at kunne forstå hvor­dan denne form for poli­tiar­be­jde er blevet den fremhersk­ende norm i det danske poli­ti, vil jeg kigge nærmere på poli­ti­ets oprindelse og udvikling i forestill­ingerne om poli­ti­ets arbe­jde gen­nem tiden. Under­søgelsen må bevæge sig bagom de konkrete hæn­delser i decem­ber 2009 for at analy­sere de his­toriske og soci­ol­o­giske trans­for­ma­tion­er, der har etableret et nyt felt af transna­tion­alt poli­ti og skabt nye normer for godt poli­tiar­be­jde.

Politiet som kongens højre hånd

Den første danske poli­tilov­givn­ing opstod omkring refor­ma­tion­sti­den. Især med Chris­t­ian III kom der gang i en poli­tilov­givn­ing, der reg­ulerede en yder­st het­ero­gen sam­ling af meget forskel­lige domæn­er. Inspi­ra­tio­nen til poli­tilov­givnin­gen kom i høj grad fra de tyske riger, hvor­fra kon­gen også importerede de fleste af sine råd­gi­vere. ”At holde god poli­ti” var et pos­i­tivt og nor­ma­tivt begreb for at skabe og fastholde borg­ernes åndelige og fysiske velfærd og dermed sikre statens hier­arkiske bal­ance og sam­men­hæng. I tråd med dette brede begreb havde poli­tilov­givnin­gen dels et moral­sk og religiøst sigte og adskil­lige mere prak­tiske stip­u­la­tion­er. Lov­givnin­gen reg­ulerede så forskel­lige områder som han­del i køb­stæderne, standsmæs­sig afhold­else af bryllup­per, festdage, vagabondage, færd­sel, hold af gede­bukke og meget, meget mere.

Det var imi­dler­tid først i den tidlige enevælde, at en decideret poli­tistyrke opstod. I Køben­havn ansat­te kon­gen i 1682 en politimester til opsyn med den stadig yder­st het­ero­gene poli­tilov­givn­ing. Den konkrete anled­ning til etab­lerin­gen af et nyt embe­de, sandsyn­ligvis inspir­eret af Frankrig, synes dog at have været en beg­y­n­dende merkan­tilis­tisk stat­sræ­son. Kongemagten så sig selv som en delt­ager i et inter­na­tion­alt kapløb om rig­dom og pres­tige og forsøgte der­for at opti­mere sin egen stat blandt andet ved at oprette kon­gelige pro­duk­tionsvirk­somhed­er og internere krim­inelle og løs­gæn­gere i samme. Kon­gen skulle helst kon­trollere økonomien, så vel­standen kunne strømme direk­te i statskassen. Som en del af denne logik var de rel­a­tivt autonome lav poten­tielt prob­lema­tiske. De skævvred konkur­ren­cen, eksem­pelvis ved at sid­de på den jyske hede og strikke hoser, der gen­nem spe­cialis­erede og omre­jsende kræm­mere kunne nå vidt omkring i kon­geriget og uden­for. Politimesterens primære opgaver var der­for knyt­tet til opsyn med lavene, og poli­ti­ets befø­jelser til at fore­tage husun­der­søgelser og anhold­elser opstod netop i forbindelse med forsøget på at skabe et rentabelt økonomisk domæne styret af stat­en.

I den sene enevælde var poli­ti­et blevet en fast og veletableret del af den stat­slige og kom­mu­nale for­valt­ning. Afviklin­gen af stavns­bån­det i 1788 havde givet anled­ning til en styrkelse af det offentlige poli­tiop­syn og hele lan­det var prin­cip­ielt spun­det ind i et tyn­dt lag poli­ti. I 1830erne og 1840erne kom netop poli­ti­et dog i sti­gende grad i mod­vind. I takt med at de lib­erale bevægelsers oppo­si­tion mod kongemagten blev stadig stærkere, blev kon­fronta­tio­nen mellem disse grup­per og kon­gens poli­ti stadig hyp­pigere. De lib­erale så poli­ti­et som en del af kon­gens ”stokkereg­i­mente” og kri­tis­erede deres meget aktivis­tiske brug af deres had­ede bam­buskæppe og prak­sis med at spi­onere mod oppo­si­tio­nen.

Et borgerligt og effektivt politi

Efter enevældens fald og under­skriv­elsen af den nye Grundlov i 1849 stod en reform af poli­ti­et højt på dag­sor­de­nen. Reformerne i 1863 og 1871 har siden fået nærmest mytol­o­gisk vær­di som arnest­edet for et demokratisk poli­ti i Dan­mark. En nærmere soci­ol­o­gisk betragt­ning afs­lør­er dog, at det er en sand­hed med mod­i­fika­tion­er.

Selvom reformerne efter Grundloven blev legit­imeret med hyp­pige hen­vis­ninger til det nye kon­sti­tu­tionelle monar­ki og dets for­dring om en borg­erlig ret­sprak­sis og en for­valt­ning baseret på borg­ernes ret­tighed­er. I kam­p­en om at definere det nye danske poli­ti blev det engelske Met­ro­pol­i­tan Police fremhævet som et eksem­pel til efter­føl­gelse. Det er inter­es­sant, især for­di sam­tidi­ge diskus­sion­er af poli­ti­et i Eng­land netop var præget af kri­tik af dette poli­ti og dets anslag mod borg­ernes ret­tighed­er. Importen af det engelske poli­ti tjente dels et poli­tisk og et prak­tisk for­mål. Importen tillod en sym­bol­sk afs­tand­ta­gen fra det enevældige poli­ti og sam­tidig en fak­tisk styrkelse af dette poli­ti.

Reformernes kom­pro­mis var i høj grad teg­net af det poli­tiske felt af inter­ess­er i Dan­mark i årtierne efter Grundloven, en peri­ode der blandt andet var kende­teg­net af den omfat­tende for­fat­ningskamp og alt­så kam­p­en mellem lib­erale og kon­ser­v­a­tive grup­peringer. Den danske enevælde var ikke blevet væl­tet ved et vold­somt kup, men havde selv med­vir­ket til at definere det efter­føl­gende styre. Det kon­sti­tu­tionelle monar­ki gav plads til både de nye nation­al-lib­erale og de gam­le mere kon­ser­v­a­tive kræfter, typisk knyt­tet tæt­tere til kongemagten.

Denne magt­bal­ance afspe­jler sig også tydeligt i poli­tire­formerne, hvor den gam­le poli­tidi­rek­tør i Køben­havn, Cos­mus Bræstrup, nærmest prob­lem­frit indgår i en alliance med en af sine tidligere største kri­tikere, tals­mand for de nation­al-lib­erale, Carl Steen Ander­sen Bille. Føl­gelig bliv­er poli­tire­formerne ikke bare baseret på den yder­st selek­tive sym­bol­ske import af engel­sk poli­ti, men også af en repro­duk­tion af en stor del af poli­ti­ets het­ero­gene arbe­jd­som­råder, der dog nu bliv­er flet­tet ind i et langt mere hier­arkisk og dis­ci­plinært poli­tisys­tem inspir­eret af Eng­land. Poli­ti­et skal nu ikke alene være borg­erligt. Det skal især være effek­tivt og hov­ed­staden bliv­er ind­delt i dis­trik­ter, der igen bliv­er ind­delt i patrul­jeom­råder af hver 1.200 alen, eller omkring 750 meter, som den enkelte bet­jent skal patrul­jere efter en streng tid­splan. Sam­tidig opret­tedes formelt et opdagelsespoli­ti, det senere krim­i­nalpoli­ti, der beg­y­n­dte en lang­som spe­cialis­er­ing og udvikling af nye metoder til det detek­tive arbe­jde. Men par­al­lelt med disse inno­va­tion­er videre­førtes eksem­pelvis sund­hed­spoli­ti­et under sit eget inspek­torat og herun­der en lang række opgaver. Også på per­son­ales­i­den er denne repro­duk­tion tydelig. Der opsattes nye krav for rekrut­ter­ing af politi­bet­jente. 77 af de nyansat­te 281 ansat­te i Køben­havns poli­ti havde tidligere været en del af den udskældte enevældige insti­tu­tion.

 Omkring århun­dredeskiftet spredte dette poli­ti sig til lan­dets større køb­stæder og igangsat­te en decen­tral homol­o­gis­er­ing­spro­ces. Poli­ti­et var baseret på en funk­tionel adskil­lelse af orden­spoli­ti­et og et spe­cialis­eret opdagelsespoli­ti samt et dis­ci­plinært hier­ar­ki med en stærk ledelse. Det var på bag­grund af denne pro­ces, det tyvende århun­dredes def­i­n­i­tion­skampe om poli­ti­et udspillede sig, i en kon­stant bal­ance mellem orden­spoli­ti­et, krim­i­nalpoli­ti­et og poli­ti­ets juridisk uddannede ledelse.

I det tyvende århun­drede skulle poli­ti­et først og fremmest være én ting. Effek­tivt. Reformerne af poli­ti­et og kam­p­en mellem poli­ti­ets aktør­er havde i hele århun­dredet effek­tivitet som grund­norm. Det var den politimæs­sige effek­tivitet, der blev set som et cen­tral gode, og som man der­for kæm­pede om at definere. Men hvor før- og mellemkrigsti­dens reformer især drejede sig om opbygnin­gen af et slagkraftigt bered­skab og etab­lerin­gen af en stærk spe­cialis­eret efter­forskn­ingsen­hed, havde velfærdsstatens effek­tivitet helt andre træk.

Med den vok­sende velfærds­stat kom der i løbet af 1970erne sti­gende fokus på poli­ti­ets ser­vicey­delser. De skulle være lev­er­ings­dygtige i patrul­jer­ing, udrykn­ing og efter­forskn­ing, stør­relser det stadig i det væsentlig­ste var op til poli­ti­et selv at definere bud på at løse. Men fra 1990erne blev især Finans­min­is­teri­et og en hær af pri­vate kon­sulent­fir­maer, der kom til at sætte ram­merne for den politimæs­sige effek­tivitet. Lige­som andre min­is­terier blev også Justitsmin­is­teri­ets ressort nu under­lagt dette eksterne blik på for­ret­nings­gange, out­puts, man­age­ment og ikke mindst ressource­for­brug.

Det nye projektpoliti

Par­al­lelt med at der er opstået et ved­blivende eksternt pres på poli­ti­ets effek­tivitet og en stadig udvidelse af de para­me­tre, hvor­på den måles og eval­ueres, er en ny form for poli­tiar­be­jde blevet fremhersk­ende. Selvom effek­tivitet stadig spiller en stor rolle, er det gen­nem de sen­este årti­er i sti­gende grad blevet andre for­mer for poli­tiar­be­jde, der er blevet fremhævet som efter­stræ­belsesværdigt. Det drejer sig i høj grad om kom­pliceret efter­forskn­ing af store inter­na­tionale sagskom­plekser især inden­for organ­is­eret krim­i­nalitet og ter­ror­isme. De kom­plicerede opgaver er ind­flet­tet i et transna­tion­alt felt af poli­tieliter, hvis rolle i deres nationale organ­i­sa­tion er langt mere flek­si­bel og autonom end den lokalbundne og patrul­jerende poli­tit­jen­este, der stadig er under­lagt effek­tivitetens åg. Organ­is­erin­gen af disse poli­tistyrk­er er præ­cist fun­deret i en kri­tik af det gam­le poli­ti, der bliv­er set som alt for rigidt og tungt til at kunne tack­le den glob­alis­erede ver­dens fluk­tuerende krim­i­nalitet­sprob­le­mer. Løs­nin­gen af disse kræver en spe­cialis­eret gruppe af bet­jente, der har en lang række mere akademiske og ana­lytiske kom­pe­tencer, som tillad­er dem at indgå i det transna­tionale netværk af spe­cialis­erede poli­tien­hed­er. For disse bet­jente må det ikke være den daglige effek­tive trum­merum, der definer­er arbe­jdet. Bet­jente må stå frit til at træde ind i pro­jek­ter efter­hån­den, som de opstår.

Dette pro­jek­t­poli­ti er på sin vis en lokal afart af de normer for arbe­jd­slivet, der er skyl­let ind over den vestlige ver­den de sen­este årti­er. Ord som net­work­ing, livs­lang læring, flek­si­bilitet, engage­ment og omstill­ingsparathed gik igen i poli­ti­et som på de fleste andre arbe­jd­spladser og blev især syn­lige med den store poli­tire­form i 2007. For poli­ti­et har denne pro­ces været styret af en afs­tand­ta­gen til det effek­tive og borg­er­vendte poli­tiar­be­jde, der i sti­gende grad bliv­er betragtet som lavs­ta­tus. Sam­tidig opbyg­ger man et transna­tion­alt netværk af poli­tiof­fi­cer­er, der har med­vir­ket til at iden­ti­fi­cere og definere tidens nye trusler par excel­lence: Organ­is­eret krim­i­nalitet og ter­ror­isme. Disse er blevet gjort til omdrejn­ingspunk­tet for det gode poli­tiar­be­jde. Det er engage­mentet i løs­nin­gen af disse prob­le­mer, der giv­er pres­tige i nuti­dens poli­ti.

COP15 revisited

Trans­for­ma­tio­nen af den politimæs­sige pres­tige bety­der også, at nye grup­per præger poli­tiar­be­jdet og ikke mindst forestill­in­gen om det gode poli­tiar­be­jde. Eller snarere at gam­le eliter engageret i efter­forskn­ing har kun­net styrke deres posi­tion ved at hen­vise til de nye fremhersk­ende normer for arbe­jd­slivet. Dermed udbyg­ger de skel­let mellem den pres­tige­givende og den ruti­neprægede poli­tiprak­sis. I dagens poli­tistyrke er det reelt set kun denne elite, der rent prak­tisk har mulighed for at leve op til nogle af tidens normer om flek­si­bilitet, omstill­ingsparathed og engage­ment. For resten af etat­en er der tale om nominelle værdier, hvilket ikke fratager dem en reel betyd­ning for bet­jentenes til­fred­shed og eventuelle stress­niveau i forsøget på at leve op til tidens normer.

COP15 var en konkret prøve af den nye poli­tilov fra 2004 og refor­men fra 2007. Men i et lidt bredere his­torisk og soci­ol­o­gisk per­spek­tiv var ind­sat­sen også en fremvis­ning af poli­ti­ets forestill­ing om det gode poli­tiar­be­jde. Selvom poli­ti­ets aktiviteter omkring top­mødet også inklud­erede en lang række for­valt­ning­sop­gaver, som poli­ti­et har haft siden sin aller­tidlig­ste his­to­rie — f.eks. tilladelser til demon­stra­tioner — var det ind­dæmnin­gen og kon­trollen af de inter­na­tionale sub­ver­sive grup­peringer, der definerede poli­ti­ets sam­lede strate­gi. Den præven­tive tilbage­hold­else af de 900 men­nesker, der blev sat i ”fut­tog” på Amager­bro­gade og senere trans­porteret til det såkaldte kli­mafængsel på Retortvej i Val­by og anhold­elsen af de fem uskyldige i en antiter­rorind­sats er de mest kendte eksem­pler. Men også en række ransagninger og udvis­ninger vis­er poli­ti­ets fokus på den ”sorte blok” af inter­na­tionale bal­lademagere, for nu at bruge et poli­tisk ladet udtryk, der gik igen i forbindelse med ind­sat­sen. Den sam­lede ind­sats under COP15 var defineret af frygten for optø­jer startet af disse grup­per og poli­ti­et var – og er – i kon­stant kom­mu­nika­tion med kol­leger i udlan­det hvad angår disse og andre inter­na­tionale krim­inelle.

Den største danske poli­ti­ak­tion nogensinde afs­lørede ikke alene poli­ti­ets man­glende forståelse for dele af den poli­tilov­givn­ing, og de borg­erlige prin­cip­per ind­s­tiftet med Grundloven, de arbe­jder under, som det konkret kom til udtryk i Land­sret­tens dom. Den afs­lørede også, hvor­dan poli­ti­ets trussels­billede er styret af de nye normer for pro­jek­t­baseret arbe­jde. Arbe­jde der for poli­ti­ets ved­k­om­mende er organ­is­eret i spe­cialen­hed­er, der er ind­flet­tet i langt større transna­tionale lav af poli­ti og sikker­heds­branchen. Reelt udgør disse netværk en skjult elite, der definer­er meget af ind­sat­sen mod krim­i­nalitet i udlan­det som her­hjemme.

Mikkel Jar­le Chris­tensen er aktuel med bogen Fra det evige poli­ti til pro­jek­t­poli­ti­et udgivet på Djøf For­lag i 2012.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen