Særklasse, eller at gentænke revolution og fællesskaber

Baggrund har i anledning af Center for Vild Analyses anden bog, Særklasse – den tøvende revolution, sat to vilde analytikere i stævne på Aarhus Universitet til en snak om det teoretiske univers, bogen er opstået ud fra. Bogens titel dækker over et begreb, som centret har udviklet i et forsøg på at gentænke revolution og fællesskaber.

Bag­grund: Før vi går til selve bogen, så kunne I måske fortælle lidt om hvad Cen­ter for Vild Analyse over­hovedet er?

Ras­mus Ugilt: CVA er det, vi kalder for et kollek­tivt sub­jekt. Der er en for­mu­ler­ing vi ple­jer at bruge…

Kasper Pors­gaard: … som tænker og taler i den offentlige debat

I kor: Ofte under påvirkn­ing af psyko­analy­sen.

KP: Og under mot­toet: Hvis du vil vide det mod­sat­te.

RU: Ideen med CVA er hvad? At vi gerne vil arbe­jde kollek­tivt med filosofien og offent­lighe­den.

Bag­grund: Hvor­dan repræsen­ter­er man et kollek­tivt sub­jekt og i den forbindelse: Hvor­dan skriv­er man en bog som et kollek­tivt sub­jekt?

KP: Hvis vi tager det første først: Hvor­dan repræsen­ter­er man et kollek­tivt sub­jekt, det synes jeg egentlig er nemt nok. Det gør man bare ved at antage og acceptere, at de ideer man frem­stiller er opstået i kollek­tivet, og at man der­for heller ikke er fuldt ans­varlig for dem, eller fuldt herre over dem.

RU: Ja, hvis man som enkelt­per­son skal sige noget om CVA, så er det lidt som at sige noget om en bog, man ikke selv har skrevet. Det kan man sådan set godt. Men selve CVA er kun til stede, når vi er to eller flere, og så er det ikke læn­gere repræsen­ta­tion. Så er der snarere tale om en eller anden form for iden­titet.

KP: Det var det første. Det næste: hvor­dan man skriv­er en bog — det er mere prak­tisk.

RU: Vi skriv­er oveni hinan­dens tek­ster så meget som muligt, så der er ikke nogen, der ejer noget. Det skal helst ikke være sådan, at læsere bagefter kan gætte ”Det der, det har Kasper nok skrevet, og det der, det lign­er noget Ras­mus ville have skrevet.”

KP: Nogle gange er der to eller flere, som sid­der omkring en tekst, hvor en så skriv­er det, der bliv­er fun­det på. Og andre gange sid­der vi og skriv­er på hver vores frag­menter, og så bliv­er de cirkuleret, så byt­ter vi com­put­ere; nogle skriv­er videre eller skriv­er om. På et tid­spunkt, når vi har været i gang længe nok, som vi var med bogen her, så kom­mer der sådan nogle tid­spunk­ter, hvor man sid­der og tænker: ‘Hvem har egentlig skrevet det her? Det kunne fak­tisk godt være mig.’

Bag­grund: Hvad er det så for en bog, I har skrevet, og hvad er for­målet med den?

RU: Det han­dler jo om at tænke rev­o­lu­tion og fæl­lessk­aber… igen. Det er et forsøg på at tænke nysk­a­belsen og tænke det som noget, der opstår i fæl­lessk­aber.

KP: At tænke nysk­a­belsen som mere end bare brud. Pro­jek­tet består på en måde i at sige: Der find­es den nor­male til­stand, og der find­es brud­dene, eller der find­es det særlige. Men det særlige sker. Så det er noget med at udvikle en kat­e­gori for noget, som er ud over det sæd­van­lige, og så dernæst pos­tulere at det rent fak­tisk sker og vise, hvor­dan det rent fak­tisk sker og foregår.

RU: Det er i den for­stand en meget opti­mistisk bog. Det er i hvert fald forsøget på at skrive en opti­mistisk bog, som lidt hen­ven­der sig til dem, der bliv­er mere og mere deprimerede over, hvor­dan ver­den går sin gang. Vi siger: der sker fak­tisk, trods alt, ting som man kan være både opti­mistisk over og bege­jstret for. Der er god grund til at holde fast i tanken om, at vi rent fak­tisk kan skabe små mirak­ler – både poli­tisk, men også i alle mulige andre dele af men­neske­liv­et, alt­så kul­turelt og viden­sk­a­beligt.

RU: Det er i den for­stand en meget opti­mistisk bog. Det er i hvert fald forsøget på at skrive en opti­mistisk bog, som lidt hen­ven­der sig til dem, der bliv­er mere og mere deprimerede over, hvor­dan ver­den går sin gang. Vi siger: der sker fak­tisk, trods alt, ting som man kan være både opti­mistisk over og bege­jstret for. Der er god grund til at holde fast i tanken om, at vi rent fak­tisk kan skabe små mirak­ler – både poli­tisk, men også i alle mulige andre dele af men­neske­liv­et, alt­så kul­turelt og viden­sk­a­beligt.

Sartre — Serien og gruppen

Bag­grund: I har ladet jer inspirere af en række tænkere, som har forskel­lige bud på, hvor­dan det umulige rent fak­tisk er muligt på den ene eller anden måde. Det er her særligt Sartre, Badiou og Ran­cière. Hvad ind­fanger særk­lasse-begre­bet, som de ikke gør? Hvor­for er begre­bet så at sige nød­vendigt?

RU: Der er for det første Sartre, der har et ske­ma i Kri­tik af den dialek­tiske for­nuft, som vi til dels føl­ger med de tre kat­e­gori­er: serien, grup­pen og organ­i­sa­tio­nen. Så han er naturligvis vigtig, og der er meget, som vi føl­ger fra Sartre, men der er bestemt også nogle sted­er, hvor vi synes man skal gå en anden vej teo­retisk eller filosofisk. Det han­dler om forståelsen af fremmedgørelsen og frigørelsen. Vi del­er Sartres analyse af det moderne/postmoderne netværkssam­fund som grundlæggende bestående af serier. En måde at sige det på er, at det mod­erne hier­ar­ki er en kø. Der er sim­pelthen forskel­lige køer, som vi er plac­eret i, og det er både på per­son­ligt og offentligt plan. Sartres for­mu­lar for det er, at de andre i køen bare er noget, som skal over­stås, så forhold­et mellem men­nesker er her fuld­stændig fremmedgjort. Enhver er den samme som de andre, for så vidt han er en anden end sig selv, som Sartre siger. Vi er alle sam­men både på afs­tand af os selv og de andre, og som sådan pass­er vi ind i køer. Sartres ide er nu, at når serierne bry­der sam­men, når vi for eksem­pel står og ven­ter på bussen, og den så ikke kom­mer, så kan der opstå en gruppe, for­di folk beg­y­n­der at brokke sig. Eller på en lidt større skala: Hvis kap­i­tal­is­men bry­der sam­men som sys­tem eller beg­y­n­der at vise sprækker, så kan der opstå grup­per, som siger ‘det er også noget lort med kap­i­tal­is­men; vi må gøre noget, finde på noget andet.’ Som mod­reak­tion til seriens sam­men­brud find­er Sartre mulighed for, at der kan opstå gen­uine fæl­lessk­aber. Her er vi uenige med Sartre på to punk­ter: For det første men­er vi ikke, at det er nød­vendigt at serien bry­der sam­men, for at der kan opstå grup­per.

KP: Der skal ikke ske en katas­trofe, før der kan komme en særk­lasse.

RU: Særk­lassen kan sådan set opstå over­alt – bare men­nesker mødes i en eller anden form for fæl­lesskab. Det andet sted, hvor vi er uenige med Sartre han­dler om, hvad der sker i grup­pen. For Sartre ender det med, at man i grup­pen på en eller anden måde bliv­er mere aut­en­tisk sig selv, at man bliv­er fri. Eksis­ten­tial­is­mens parole om, at man er fordømt til fri­hed, bliv­er på en eller anden måde ind­fri­et i grup­pen hos Sartre. Dette kan man se som et udtryk for den human­isme der er at finde i Sartres filosofi, og den er vi også uenige i. Så vores ide er ikke, at man kom­mer ud over fremmedgørelsen i særk­lassen, man bliv­er blot fremmedgjort på en anden måde. Sagt på en anden måde: Det er ikke for­di man bliv­er mere hel og fuldt ud sig selv, man bliv­er bare fremmed for sig selv på en anden måde, som er mere frugt­bar. Det er psyko­analy­sens begreb­sunivers, vi fort­sæt­ter her. Vi opfat­ter men­nes­ket som et spær­ret sub­jekt, dvs. som noget der aldrig kom­mer fuldt og helt i overensstem­melse med sig selv. Der er altid det ube­v­id­ste, der er altid noget som skur­rer under­ne­den. Og det er der også i en særk­lasse. Særk­lassen bliv­er en anden måde at forholde sig til den måde, vi er mis­lykkedes på.

”Bruddet” – Et teoretisk felt mellem venner og fjender

KP: Man kan måske sige, at der har været en ten­dens i de sid­ste 10–20 år til at forsøge at tænke de nye ting [red. at der opstår grup­per inden­for det serielle]. De største inden­for vores ramme er nok Žižek på den ene side, Badiou og Ran­cière på den anden side og så sådan nogen som Hardt og Negri på den tred­je side. Žižek er enormt god til at beskrive ide­olo­gien, og hvad der sker lige her og nu i den sociale orden, og hvor­for man ikke kan komme ud af det. Han fokuser­er på brud­det. Hvor­dan kan man få sys­temet til at bryde sam­men for en kort stund? Badiou tænker Begiven­hed som noget, som man på en måde næsten er nødt til at forud­sætte. Der sker noget særligt, og så er man i det, og så kan man forsøge at være tro mod det og prak­tis­ere sin troskab.

RU: Som vi ofte stiller det op: Man kan sige at Žižek tænker hele vejen indtil brud­det; Badiou tænker hvad der skal ske efter…

KP: … fra brud­det og frem. På den tred­je side har vi så nogen, som vi tager som en slags mod­pol, men som vi måske ikke er så meget inde i — det er typisk, at man ikke får læst sine fjen­der, så godt som man læs­er sine ven­ner. Men der er den der Hardt/Ne­gri-tankegang om mul­ti­tu­den, som jeg opfat­ter som et mere fly­dende netværk af socialitet, hvor der hele tiden kan prak­tis­eres nye ting, og hvor man ikke er forpligtet på ideen om noget skjult, eller ideen om et brud, eller ideen om et sub­jekt, som er fremmedgjort. Det hele tænkes på et imma­nent plan. Hvor man mod­sat kan sige, at Žižek og Badiou har en slags dual­isme ind­bygget i deres teori.

RU: Ja, en eller anden form for tran­scen­dens.

KP: Ja, der er forskel på ting. Der er forskel på almin­delige hæn­delser og Begiven­hed­er. Der er forskel på almin­delig, tan­dløs mod­stand og ægte han­dlinger.

RU: Ja, der­i­mod er den fornem­melse man får fra mul­ti­tude-tænknin­gen, at alle oprør for så vidt er gode. Mot­toet for Hardt og Negris Empire er: ‘Every tool is a weapon if you hold it right.’ Man kunne måske fristes til at tænke, at det var der, vi var på vej hen. Vores ide er jo virke­ligt at tænke et eller andet, som næsten kan beg­y­n­de at virke som bege­jstrin­gen over oprøret. Vores pås­tand er, at særk­lasserne find­er sted, og at de sker over­alt, men vi har bestemt også ambi­tion­er om at tænke, hvad der er særk­lasse, og hvad der ikke er særk­lasse. Desu­den så adskiller vi os fra Hardt og Negri på det mere fun­da­men­tale ontol­o­giske plan. Hvor de plac­er­er sig i for­læn­gelse af en tra­di­tion, der går over Deleuze og Niet­zsche til Spin­oza, og som insis­ter­er på at tænke ren affir­ma­tion, så er vi som nævnt mere i den lejr, hvor man anser neg­a­tiviteten for at være uomgæn­gelig. Eksem­pelvis i forhold til fremmedgørelsen, som man alt­så aldrig slip­per af med.

Den sid­ste skal vi måske også lige nævne, for han er egentlig ret vigtig. Det er Ran­cière. Det, der især er vigtigt for os at tage med fra ham, er forestill­in­gen om lighed som et nød­vendigt aksiom for det poli­tiske. Ikke som noget man lang­somt skal slås sig frem til, men der­i­mod, at for så vidt du over­hovedet kan tale om poli­tik, så må du have sat lighe­den som et prin­cip. Og det er væsentligt i vores forståelse af, hvad en særk­lasse er: I en særk­lasse kan man ikke operere med hier­arki­er. Det der sker i en særk­lasse — og det skal altid være på den måde — er, at man ser på den anden som sin lige­mand. Det har vi nogle teo­retiske overve­jelser omkring. Der er eksem­plet med fangerne i går­den fra Lacans Artikel om ”Logisk tid” [og forud­sæt­nin­gen af en for­ven­tet vished, red.]. Det prøver vi at give en ny læs­ning, der går imod de for­tolkninger, som påstår, at prob­lemet for Lacans løs­ning er, at man altid kunne blive foran­ledi­get til at tænke at den anden er dum. Kort for­t­alt så han­dler artiklen om en lille gåde, som bliv­er stil­let til nogle fanger. Den af dem, som kan løse gåden, slip­per fri. Løs­nin­gen på gåden forud­sæt­ter nu, at man ibereg­n­er de andres bereg­ninger af, hvor­dan gåden skal løs­es. Man forud­sæt­ter, at de andre kan tænke med. Dér er der nogle for­tolkninger, der siger, at der altid er en mulighed for, at den anden er dum – og at man der­for ikke kan reg­ne med, at han tænker sådan som man forud­sæt­ter, at han gør i løs­nin­gen. Vores pointe er så at sige, at det er selve spørgsmålet ‘måske den anden kunne være dum,’ der er prob­lemet. Så længe det spørgsmål over­hovedet er en mulighed, så kan du aldrig finde en særk­lasse. Det han­dler om at finde en måde at møde de andre på, hvor man gør spørgsmålet om dumhed irrel­e­vant.

KP: Så på den måde forsøger vi at placere os i det felt.

En afsluttende detour

Bag­grund: I har i Særk­lasse en lille detour omkring Mar­shall McLuhans bog The medi­um is the mes­sage, der hos jer bliv­er læst som det, at medi­et seri­alis­er­er men­nesker. Et pos­i­tivt bipro­dukt af den sti­gende seri­alis­er­ing igen­nem medi­er kunne måske være sådan noget som blogs, pod­casts, inter­net­fo­ra osv. Kunne man forestille sig, at der her er et særk­lasse­po­ten­tiale tilst­ede?

KP: Det er et specielt spørgsmål, for­di det han­dler om det materielle. Det vi tager udgangspunkt i er en ide om en social-sym­bol­sk orden af tegn. Vi spørg­er, hvor­dan der kan ske noget inden for den orden, som rækker ud over og ødelæg­ger orde­nen. I det lys er det svært at sige, at en bestemt materiel tek­nol­o­gisk land­vin­d­ing i sig selv giv­er mulighed for særk­lasse. Det kan man nok ikke med udgangspunkt i vores analyse. Det han­dler om at sige, at det prin­cip­ielt kan ske over­alt, for­di det sker intet­st­eds eller kom­mer intet­st­eds fra. Så kat­e­gori­erne for særk­lassen und­drager sig umid­del­bart en materiel fork­lar­ingsramme.

Kunne man ikke sige noget i ret­ning af, at det ikke så meget han­dler om at få særk­lassen til at opstå, men at opdage at den er der, og hvor­dan man skal agere på den? Det han­dler ikke om at for­mulere et prob­lem, en løs­ning og en agent til løs­nin­gen. Især en agent som ikke er en selv! Poli­tik­erne eller de unge eller den rev­o­lu­tionære eller pro­le­tari­atet.

RU: Og det er virke­lig bogens pointe. Særk­lass­er find­er sted, og det han­dler om at være opmærk­som på dem og finde ud af, hvad man skal stille op med dem.

For mere af samme slags se Knold­espark­eren, Flot­ten­heimeren og Glat­nakken og Særk­lasse. Begge er udgivet på Infor­ma­tions For­lag.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *