Socialister – ud af myten og ind i virkeligheden!

Slavoj Žižek og gammelmarxisterne forenkler virkeligheden i en ideologisk revolutionsmyte. I stedet burde socialismen genfinde sig selv som videnskab. Kapitalismen er ikke et system – men den blomstrer så længe, vi nægter at tage ansvar i vores direkte materielle forhold til de mennesker, vi ikke kender og aldrig har mødt.

I Slavoj Žižeks artikel i Information d. 26. oktober hedder det, at venstrefløjen mistede ”momentum” i forbindelse med de globale revolutionære opstande i 2011. Der kom ligesom ikke noget ud af det. I stedet for at få blik for kapitalismens ”systemfejl” er vi nu faldet tilbage i det kapitalistiske regime med fornyet styrke, og det lover ikke godt for verdens fremtid.

Slavoj Žižek udviser et udmærket blik for kapitalismens dårligdomme. Kapitalismen kommer ganske rigtig til udtryk i ”profithungrende selskabers rovdrift på ressourcer og hensynsløse destruktion af miljøværdier”, ”korrupte bankfolk der fortsætter med at inkassere fede bonusser, mens deres banker reddes af skatteyderne” og i ”sweatshops i den tredje verden, hvor fattige menneskers børn nedbrydes på sjæl og legeme af slavearbejde”.

Men derfra abonnerer Žižek så vidt jeg kan se på en form for revolutionær socialisme, der er ren ideologi. I sin tilsyneladende radikale promovering af en gammelmarxisitisk kritik af det kapitalistiske system er han med til at underbygge fantasien om kapitalismen som et stort system, der i én omfattende, revolutionær begivenhed, i et mytisk momentum, skal smides på porten én gang for alle. Žižek tror ikke på, at kapitalismen kan reguleres og holdes nede gennem offentlige institutioner. I stedet forestiller han sig, at vi i form af en ”opvågnen” eller et ”selverkendelsens øjeblik” endeligt skulle få øje på kapitalismens indbyggede ”systemfejl” og drage dens grundlæggende præmisser i tvivl.

Indtil da er al dagligdagens modstand forgæves og bliver kun en indirekte bekræftelse af det herskende system. Vi er med andre ord tilbage i 70’er-marxismens ide om, at vi ikke kan stille noget op med vores revolutionære bevidsthed, før revolutionen kommer. Hvornår kommer revolutionen så? Måske aldrig, måske er den lige på trapperne – lidt ligesom Jesu genkomst.

Humanistisk marxisme

Jeg mener, at denne fortsatte tendens i nutidens marxisme er ærgerlig. Det banebrydende ved Karl Marx’ tænkning er, at han så økonomien som det, den er: nemlig et forhold mellem mennesker i deres aktive liv. Det økonomiske gennemsyrer hele vores liv og Marx’ kritik påpegede, at en bestemt måde at gestalte dette liv på, nemlig den kapitalistiske, fører til en menneskelig forarmelse på alle planer. Med hensyn til idéen om, at en indre modsætning i kapitalismen uundgåeligt ville føre til dens sammenbrud i en nær fremtid, har det imidlertid vist sig, at han tog fejl. Kapitalismen har vist sig yderst overlevelsesdygtig og omstillingsparat – den finder hele tiden et nyt marked og en ny form, der sniger sig som livsform stadig ind i de mest intime, menneskelige relationer.

Problemet er, at kapitalismen ikke er et system. Žižek henviser til kapitalismens ”systemfejl” som om, der var tale om en fejlprogrammering i den computer, der angiveligt styrer menneskenes samliv. Denne forestilling er den pure overtro, og den står for en gammelmetafysisk overforenkling af noget, der er meget mere komplekst. Man glemmer, at der er tale om mennesker – og det menneskelige er netop kendetegnet ved spontanitet og uforudsigelighed.

Min erfaring er, at fortalere for en kapitalistisk livsform argumenterer ved at henvise til den ”menneskelige natur” – vi er angiveligt styrede af vores drift efter konkurrence og rigdom og kan derfor lige så godt opgive at prøve at gøre noget andet. Det socialistiske samfund er umuligt, fordi mennesker generelt set er nogle dumme svin. Lev med det. Gammelmarxisterne og de nyliberale bruger på den måde den samme deterministiske argumentationsform. Den frie menneskelige økonomi er styret af fremmede kræfter, som vi (indtil videre) ikke kan stille noget op over for. Både gammelmarxister og nyliberale skyder skylden på en metafysik og låser på den måde situationen fast.

Hvis vi vil kapitalismen til livs, må vi derfor holde fast i, at vi som mennesker aldrig er ofre for et systems indretning, men kan altid bestemme os for at gøre noget andet. Det menneskelige transcenderer systemet.

I dag bliver det mere og mere tydeligt, at økonomi ikke bare handler om penge og forretning, men at den er betinget af kernehumanistiske begreber som tillid, frygt og håb. Kapitalismen er mulig, fordi den fungerer på baggrund af et område af menneskets vilkår, vores samliv, hvor vi ikke ønsker at lovgive – og som i realiteten ikke kan reguleres. Det er forbudt at stjæle, udøve vold og slå ihjel. Men det er ikke forbudt at være et manipulerende, løgnagtigt og dumt svin. I et frit samfund kan man ikke smide mennesker i fængsel for at være usympatiske, smålige og griske.

Her gælder en anden lov, nemlig den moralske, som gør sig gældende i det frie forhold mellem mennesker. Man kan sige: det er kun muligt at handle moralsk, hvis man også frit har muligheden for ikke at gøre det. Man kan til en vis grad regulere menneskelig adfærd – men den totale regulering er lig en destruktion af det menneskelige.

Ud af mytens mørke!

Det er alt for nemt at skyde skylden på systemet. Vi bliver nødt til at tage ansvar for vores egen interaktion med andre mennesker. I nutidens globale økonomi er det blevet sværere end nogensinde. Ingen mennesker i verden har noget der ligner et overblik over de globale socioøkonomiske relationer, eller konsekvensen af ens egen handler og handlinger.

I en global verden kan vi derfor ikke længere forlade os på det, man kunne kalde en konservativ etik, hvor det etiske udelukkende viser sig i det umiddelbare møde mellem mennesker. Der sker ganske rigtigt noget, når vi står ansigt til ansigt med andre mennesker – som Løgstrup siger, så ytrer der sig her spontant en etisk fordring om at tage vare på hinanden. Den socialistiske etik er imidlertid meget mere radikal. Her har vi ikke kun ansvar for de mennesker, vi møder ansigt til ansigt. I så fald ser vi bort fra, at vi også står i et direkte om end ansigtsløst forhold til de mennesker, der har produceret de produkter vi går og står i, eller fortærer. Vi kigger i et reklamekatalog og ser et bord, en stol og en pakke kød, men vi ser ikke deres materielle oprindelse i et fuldstændig uoverskueligt netværk af sociale og naturlige processer.

Kapitalisme blomstrer, når vi ikke vil gøre de mennesker, vi ikke kender, til genstand for etiske overvejelser. Vi sværger til det bekvemmelige i ikke at vide, hvad det er vi gør, når vi gør det.

Derfor burde socialismen afsværge sig sine mytologiske og alt for nemme forestillinger om revolutionsbegivenheden og i stedet genfinde sig selv som videnskab. Marx talte om de ”virkelige materielle relationer” mellem mennesker. Det er disse relationer, som udgør økonomiens reelle grund. Problemet er, at de udspiller sig i totalt mørke. Socialismen må derfor sigte efter en anden utopi end den om det paradisiske, socialistiske samfund.

I stedet gælder det om at trække i arbejdstøjet og sætte sig ned og gøre det samtidshistoriske arbejde det er, at afdække de virkelige, materielle forhold mellem mennesker. Det gælder om at trænge ind under den løgnagtige overflade, som produceres af reklameindustrien, der dyrker kærlighedsforholdet mellem individ og vare, i stedet for forpligtelsen menneske til menneske. Spørgsmålet er: hvordan behandler vi nogle helt konkrete mennesker, når vi køber denne helt konkrete ting og derved gør os til sidste led i en lang kæde af sociale og naturlige processer eller begivenheder? Vi har vores bange anelser, men dybest set aner vi det ikke.