Bras er den nye ideologi

Den 17. januar 2013 udgav Forlaget Taschenspiel deres første udgivelse Ideologi er noget bras. Bogen blev på udgivelsesdagen afleveret til dens rette adressat: Danmarks Radio. Ideologi er noget bras undersøger om X Factor, Stjerne for en aften og politikkens spin er ideologi eller bras. Baggrund bringer hermed andet kapitel af bogen.

”Ideologi er noget bras”, sagde Schlüter. Og med det mente han, at det måtte være slut med utopiske visioner. Nu måtte det være slut med den passion, der havde drevet det 20. århundrede, og som altid endte i vold, måtte den være fascistisk eller kommunistisk, eller måtte den tilhøre den kunstneriske avantgarde eller små, revolutionære terrorceller. (Det var som bekendt også Schlüter, der sagde, at han og hans partifæller ikke var så konservative, at det gjorde noget…). Tyve år efter, i 2003, bestiller De Konservative – som det første parti – en stor undersøgelse fra et reklamefirma, som skal blotlægge, hvad deres vælgere og medlemmer egentlig mener, og hvordan man bedre kan få fat i dem ved at sætte større fokus på størrelser såsom ”moral” og ”værdier”, og ved at skifte logoet ud med et mere moderne. Ideologi er noget bras, men hvad Schlüter ikke vidste var, at der var mere sandhed i det udtryk, end han måske havde troet. Bras – dvs. branding, reklame, følelser, logoer og balloner – er den nye ideologi.

Schlüter, der selv læste otte aviser hver dag, og som opfattede sig selv som en politisk håndværker, var blevet overhalet indenom af en hær af reklamefolk og politiske rådgivere. Tv-sendefladen var blevet skiftet ud med Husk lige tandbørsten – og i dag med Stjerne for en aften og X Factor. Er det ikke netop også det, som Claus Hjort Frederiksen godter sig over, som den nye ”ånd” i DR? Det er i dag vilkåret, at der ikke i prime time kører analyser af Irak-krigen, men at der i stedet er X Factor. Med andre ord: Hvad vi kan få i dag er bras, dvs. underholdning i metervarer. Vi kan få ting at forbruge, men ikke at tænke med. Og hvad mere er: Det kan i dag være virkelig svært at skære igennem, og at forstå, hvad der er bras, og hvad der ikke er. Det er som om, braset vælter ind over os fra alle sider, i journalistikken, i kulturen og i vore hverdags- liv; forbrugsvarer i en uendelig strøm.

Sociologer som f.eks. Anthony Giddens og Ulrich Beck taler om, at den æra, som begyndte med Murens Fald, kan kaldes ”den refleksive tidsalder”. Verden i dag kan ikke mere forstås gennem en række faste kategorier, som f.eks. øst for Muren og vest for Muren. Muren faldt, og i de første år derefter var der for så vidt en fornemmelse af nye muligheder og måske endda en fornemmelse af, at en ny stor æra i den centraleuropæiske fremskridtsfortælling efter 2. Verdenskrig var påbegyndt. Resultatet blev imidlertid forvirring, en mangel på muligheden for ”kognitiv kortlægning”, som kulturanalytikeren Fredric Jameson har sagt det. Muren faldt, men noget nyt og flot rejste sig ikke. Vi gik ind i den post-politiske periode, hvor partiprogrammer, visioner og ideer langsomt blev afløst af meningsmålinger, fokusgruppeundersøgelser, branding og reklamer. Kapitalo-parlamentarismen blev en slags neutral grund, som ingen rigtig spurgte til, og heller ingen turde pille ved.

Berlins ”ground-zero” – Potsdamer Platz – blev f.eks. ikke brugt til noget anderledes; en ny måde at tænke byliv, handel og sameksistens på. Det var ikke sådan, at en ny utænkt konstellation af den stramtstyrede kommunistiske livsform med den vildtforbrugende vestlige livsform skabtes. På Potsdamer Platz finder vi i dag Sony Center (med et væld af biografer og et indendørs Legoland), vi finder Daimler AG’s domicil, og vi finder Beisheim Center, der huser en af de største en gros-virksomheder i verden, Metro AG. I lang tid vidste ingen rigtig, hvad der skulle ske med Potsdamer Platz, indtil én en dag fik en god ide: Vi bygger noget af glas og stål, som er meget højt. Og vi fylder det op med det, som bliver fremtiden: Underholdning, biler, forbrugsvarer.

Den refleksive tidsalder handler om, at ingen rigtig ved, hvad der skal ske. Ingen, heller ikke politikeren, der trods alt bruger det meste af sit vågne liv på at tænke samfundet efter i sømmene, har nogen vision for fremtiden, hvis man ved en vision forstår en ny ide om et mere fornuftigt og retfærdigt samfund. Imidlertid er kapitalismen perfekt til at udfylde et sådant tomrum. Der er netop ingen ide med kapitalismen. Den handler om at producere og forbruge, og det er det. Forbruget, opretholdelsen af kapitalismen, er blevet det, der trods alt giver en vis ”form” til vore liv. Når vi her hævder, at grundformen for forbruget er forbruget af bras, så er det ikke for at negligere alle de bevægelser mod større kvalitet, bedre service, mere økologi og ansvarlighed osv., som vi i dag finder blandt forbrugeraktivister. Så er det for at sige, at alt dette – om det er billigt eller dyrt, om det er stort eller småt, discount eller kvalitet – ganske enkelt har den samme form, nemlig vareformen. Vareformen er det, som ”formidler” braset, kan man sige. For kapitalismen gør det ingen forskel, om man køber en operabillet eller en billet til Kandis – begge dele er lige meget og lige lidt noget bras. Det vigtige er, at man holder hjulene i gang og bidrager til, at der skabes vækst, dvs. profit.

En billig banan, produceret under kummerlige forhold for colombianske bananplukkere, har den samme form som øko-fairtrade bananen: De er begge en del af det samme system af varer. Som forbruger har jeg selvfølgelig frit valg. Jeg kan vælge den billige banan, og jeg kan vælge den dyre banan, der i tillæg giver mig en følelse af moral og ansvarlighed. Hermed kan man sige, at jeg som forbruger er blevet spillet kortene i hånden. Det er nu op til mig, hvilken retning verden skal gå i: Mod mere profit eller mod mere solidaritet. Med mit valg af ”den moralske banan” kan jeg dog netop ikke fravælge – eller man burde snarere sige afvælge – den billige banan. Der er et udbud af varer, som i sidste ende svarer til den profit, der kan skabes af dem, og profit opnås bedst ved så bredt et sortiment som muligt, der henvender sig til alle købesituationer og kundegrupper. Det viser sig med al tydelighed, når en enkelt mælkeproducent selv har hele sortimentet fra den ganske dagligdags industrimælk til den økologiske frilandsmælk. Valget mellem disse to typer mælk er ikke valget mellem to forskellige samfundsmodeller, eller to forskellige ideer om et samfund. Det er snarere valget mellem to forskellige ”subjektive positioner” indenfor for samme samfundsmodel.

Det kan være svært nok at finde sig til rette med alle de valg, man i dag har som forbruger, hvilket netop også er en del af tesen om det refleksive samfund. Det handler om måder at forvalte sin integritet på, måder at skabe sig selv og sin identitet på – om man er ”sparetypen”, der går efter de gule ”bedst til prisen”-mærker og no nonsense leverpostej, eller om man er den moralske-bevidste type, der går efter ”Ø-mærket” eller ”Svanemærket”. Hvad man aldrig når frem til, er at tænke over den logik, som i sidste ende bærer det refleksive samfund, nemlig forbrugslogikken. Her har vi det refleksive samfunds kerne af tvang i al sin enkelhed: Du har frit valg på alle hylder, og du må selv om, hvilken smag du vil have i munden bagefter – men vigtigt er det, at du køber noget.

Kapitalo-parlamentarismen er en underlig samfundsform. Marx’ analyse af kapitalismen var, at den faktisk er et væsentligt skridt fremad, i forhold til feudalismen for eksempel; et skridt fremad, som blot skal afløses af endnu et skridt fremad mod det klasseløse samfund. Marx skrev i en berømt sekvens i Det kommunistiske manifest, at:

Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen…

Imidlertid var det, som Marx ikke forudså, at noget ville overleve, nemlig vareformen. I dag er vi ligesom fanget mellem fornemmelsen af friheden i kapitalismen, og så den underlige tvang, der ligger i, at vi forbruger mere og mere, med større og større omkostninger for vores klode. Marx analyserede selv vareformen i sit ligeledes meget berømte kapitel om ”Vareformens hemmelighed” i Kapitalen. Det, som vareformen ifølge Marx gør, er, at den forskyder vores opfattelse af virkeligheden: Når vi sammenligner varer, så burde vi, siger Marx, sammenligne det arbejde, som er nedlagt i dem. Vi burde med andre ord kigge ”bagom” varen. Det gør vi imidlertid ikke. Vi lader varerne selv om denne sammenligning, og sådan går det til, at varerne pludselig, idet de alle sammen indtager en plads i deres eget sammenligningshierarki, ser ud til at have værdi i sig selv. Med Marx’ analyse burde denne forskydning egentlig være afsløret, og vi burde begynde at kigge på produktionsforholdene bag varerne, måske endda spørge til selve værdibegrebet osv. Sagen er bare, at det gør vi ikke. Det er som om, vi ikke kan holde ud at skulle forholde os til dette traumatiske ”bag ved” vareformen. Vi genfinder her det fantasme, som gør, at vi overhovedet kan bebo en samfundsform som den moderne kapitalistiske. I kapitalismen er alt fast og solidt forduftet, men i det mindste har vi selve formen tilbage, som kan ”skjule” det, som vi egentlig burde konfrontere.

Vi begraves i bras, så vi ikke når at tænke over, hvor alt det bras egentlig kom fra, og hvad vi skal med det.

Formen skjuler den stadig højere og højere produktionshastighed i den vestlige verden. Således er der faktisk en sandhed i den måde, som rappere opfører sig på i dag, nemlig i deres excessive brug af, hvad man populært kalder bling-bling. Statussymboler, som nogle gang er ”ægte” (dvs. guld for eksempel) andre gang plastik-kitsch, men som i alle tilfælde blot signalerer, at ”jeg har styr på formen”. Der er i den forstand noget bemærkelsesværdigt i, at den væsentligste modkultur i dag ikke er punken, men rappen. Ifølge psykoanalysen er sådanne modkulturer netop bestemt ved at være vrængende perverteringer af den måde, som magten opfattes på. Når en punker ifører sig sin krigsmaling, kæmmer håret op i en hanekam og spænder nittebæltet, så er budskabet ikke bare, at ”jeg er en farlig person, kom mig ikke for nær” – og hvor meningen skulle være en slags hemmelig identifikation med magten. Budskabet er snarere, at ”selvom I, jer der sidder på magten – stat og politi – virker så farlige, så er I bare en slags klovne, og I kan ikke gøre mig noget”. På samme måde med rapperen. Rapperen siger ikke bare, at ”jeg er en meget vigtig, rig og berømt person”, snarere siger han, at ”selvom samfundet svømmer over med rige og vigtige personer, der opfordrer os til at spendere og forbruge, så er der dybest set noget hult i det, det hele i virkeligheden en form for skuespil!” Her ser vi altså med al tydelighed overgangen fra den ”ideologiske situation”, hvor det gav mening at konfrontere nogle klart identificerede repressive systemer (i meget brede termer stat og politi), og hvor man konfronterer ved at vise læderets og nitternes impotens, til den ”post-ideologiske situation”, hvor kapitalen hærger, og hvor man gør grin med magten gennem bling-bling.

Måske kan man sige det mere præcist på denne måde: Overgangen til brasets æra er en demokratisering af adgangen det bling-bling, som de nederste klasser traditionelt har set som det ultimative tegn på magtens excessive ødselhed og dekadence, kongens scepter f.eks. Hvor det i det før-moderne var kongen, der havde scepteret, er det i dag ultimativt alles drøm at få det (eller noget lignende – en lysestage fra Georg Jensen eller en fed jakke fra Armani). Scepteret blev ikke smeltet om og solgt, i stedet blev ”scepter-formen” den generelle form for de varer, vi jagter i dag. I det før-moderne var gåden, hvordan det egentlig kunne være, at de nederste klasser accepterede kongens autoritet (de opretholdt selv det system, der gjorde ham mulig), og hvordan de således undrende så ham skrabe enorme rigdomme til sig. I dag er gåden, hvordan vi alle accepterer scepterets autoritet, og hvordan det ligesom danser videre, selvom det er ude af kongens hænder.

Bogen Ideologi er noget bras af Henrik Jøker Bjerre og Brian Benjamin Hansen er udgivet på Forlaget Taschenspiel. Det nystartede forlag udspringer af Center for Vild Analyse. Bogen kan downloades gratis her.