For en uge siden døde Margaret Thatcher. På onsdag lægges hun i graven. Men arven efter Thatcher er langt fra død og begravet. Thatcherismens stramme konservatisme slog igennem som en af de allervigtigste ideologiske strømninger i det 20. århundrede – så vigtig at nutidens politiske spil stadig spilles på det bræt, som thatcherismen optegnede.

Den nyligt afdøde Margaret Thatcher var det 20. århundredes længst siddende britiske premierminister, hvis politiske arv består i en række store reformer i årene 1979-1990. Ikke alle har været enige i hendes kurs, som de seneste dages anarkistoptøjer i Storbritannien har understreget. Når hun deler vandene skyldes det, at hendes indflydelse egentlig rækker ud over hendes konkrete politiske resultater. Hun forandrede ikke bare samfundet, men selve vores måde at tænke samfundet på. Hun ændrede også i høj grad vores måde at forstå konservatismen på, og da denne ideologi er det 20. århundredes måske væsentligste – om end forholdsvis upåagtede – ideologiske position, er netop dette forhold værd at hæfte sig ved. Fordi konservatismen redefineredes, udvidedes grænserne for, hvad der rimeligvis kunne siges og menes i den offentlige debat.

Konservatismen blev influeret af det, som med et ikke helt klart udtryk er blevet kaldt neoliberalisme, og samfundet blev snart præget af denne ideologiske vending i en sådan grad, at De Konservative først kunne fravristes magten i 1997, da Tony Blairs New Labour havde accepteret at spille det politiske spil på et bræt, hvor Thatcher – eller rettere thatcherismen, som den nye ideologiske strømning sigende kaldtes – havde tegnet felterne. I sidste ende forandredes opfattelsen af ikke alene, hvad det var muligt at gøre politisk, men hvad der var den politiske nødvendighed.

One nation conservatism

Den definerende tradition i britisk konservatisme havde indtil thatcherismens frembrud været en relativt blød og pragmatisk socialkonservatisme, der havde rod i den industrielle revolution og den generelle moderniserings omkalfatring af det britiske samfund, som i det 19. århundrede skabte en ny type fattigdom og en klassestrid, der truede samfundet. Benjamin Disraeli, der i år 1868 og igen fra 1874-1880 var konservativ premierminister, havde i bogen Sybil and the two Nations problematiseret denne udvikling. Nationen var blevet splittet i to – de rige og de fattige – der var så fremmede for hinanden, som boede de på forskellige planeter.

Den politiske konservatismes mål var at svejse samfundet sammen til én nation, hvorfor traditionen også kaldes one nation conservatism. Midlet var kort sagt en betoning af staten og de traditionelle institutioners forpligtelse på at skabe og opretholde det, man i dag ville kalde sammenhængskraft. One nation conservatism var fortfarende båret af et ønske om samfundsmæssig stabilitet, og i høj grad lykkedes den med det. Den blev en slags politisk pragmatisme eller moderatisme, hvis højeste dyd var at finde og blive på den gyldne middelvej. Konservatisme blev et spørgsmål mere om udviklingens tempo end dens retning.

Europas syge mand

I 1970’erne blev Storbritannien betragtet som et land på vej ned, og blev uden blusel betegnet Europas syge mand. Mange mente, at man havde valgt en forkert retning. Efterkrigstidens Labour-regeringer havde nationaliseret store dele af industrien, der nu var ineffektiv og i vidt omfang baseret på et forældet produktionsapparat. Den britiske historiker Niall Ferguson har formuleret det sådan:

“Nothing worked. The trains were always late. The pay phones were always broken (where I lived, they were mainly used as urinals). The first letter I ever wrote to a newspaper was to complain about the exploding price of school shoes. And worst of all were the recurrent strikes. Strikes by coal miners. Strikes by dockers. Strikes by printers. Strikes by refuse collectors. Strikes even by gravediggers.”

De Konservative havde ofte haft regeringsmagten, men deres moderatisme havde tilsyneladende spillet fallit. Nogle spurgte nu, hvad stabilitet og kontinuitet hjalp, hvis man alligevel gik i den forkerte retning? Partiet var splittet mellem to fløje: wet og dry conservatives hhv. socialkonservative ”slappere” og ”strammere” på den konservative højrefløj; Thatcher, der blev partiformand i 1975, tilhørte sidstnævnte.

Moralen og markedet

Den konservative højrefløjs alternativt blev ikke så meget formuleret i partiet, men i markedsliberale tænketanke som Institute of Economic Affairs, der efter amerikansk forbillede var opstået som partiuafhængige dele af en bredere konservativ offentlighed. Tænketanksbevægelsen skabte gennem en policy-orienteret, men også stærkt ideologisk indsats fundamentet for det ideologiske paradigmeskifte, som Thatcher blev eksponent for. De var ideologiske fabrikker, hvor det hidtil utænkelige kunne tænkes, destilleres til offentligheden og pakkes til politisk brug.

Tænketankene var et afgørende institutionelt fundament for udviklingen, men man kan også pege på en tilgrundliggende begrebsforskydning i forhold til selve konservatismebegrebet. Hvor begrebet i Europa (i det omfang det ikke var blevet fortrængt af kristendemokratiet) betegnede socialkonservative positioner i lighed med den britiske, havde begrebet i USA fået en noget anden betydning i tiden efter 2. Verdenskrig. Her kom det i kraft af den såkaldte new conservatism i højere grad til at designere en mere højreorienteret position personificeret ved en skikkelse som Arizona-senatoren Barry Goldwater, der i 1964 havde erklæret:  ”extremism in the defense of liberty is no vice… moderation in the pursuit of justice is no virtue”. En formulering, der henviste pragmatisme fra ideologiens vokabularium. Det drejede sig ikke længere om den gyldne middelvej, men om det principielt rigtige i forhold til det principielt forkerte. Dette var i netop denne forstand, Thatcher var konservativ.

Politisk og økonomisk frihed

Thatcherismens standpunkt er af en af dens konservative kritikere blevet kaldt marked plus moralisme. På den ene side hævdelsen af en traditionel sædelighed, en i sidste ende kristeligt funderet, borgerlig middelklassemoral, der viste hen til individets ansvar for sig og sine. På den anden side en fri (eller i hvert fald friere) markedsøkonomi. Særligt dette har fået nogen til at beskylde Thatcher for mere at være liberalist end konservativ. Fra thatcherismens eget udgangspunkt er der imidlertid kongruens mellem marked og moral (og dermed mellem det konservative og det markedsliberale), idet det frie marked blot er en afspejling på makro-niveau af den individualistiske moral, ligesom markedsøkonomien på den anden side hævdes at være det frie samfunds nødvendige fundament.

Denne tanke fik sin mest prægnante formulering af økonomen og filosoffen Friedrich von Hayek, der kaldte den ”frihedens udelelighed”. Politisk frihed var – ifølge denne doktrin, der udsprang af erfaringerne fra mellemkrigstidens totalitarisme – ikke mulig uden økonomisk frihed. Det gjaldt også omvendt, men i praksis var doktrinen en polemik mod statens voksende rolle i det økonomiske og sociale liv i mellem- og efterkrigstiden.

Thatcher vedkendte sig åbent gælden til Hayek. På et møde i Det Konservative Partis centrale idéforum havde Thatcher i 1975 afbrudt en taler, der havde defineret konservatismen som den gyldne middelvej, idet hun slog Hayeks bog The constitution of liberty ned i bordet og udbrød: ”Dette er, hvad vi tror på”. Hayek selv var en tænker, der stod i grænselandet mellem liberalisme og konservatisme. Selv afviste han at være konservativ, men hans tænkning indeholdt klare konservative træk, og han forstod sig selv som stående i traditionen efter Edmund Burke, den liberale britiske statsmand, der i kraft af sit velartikulerede opgør med den Franske Revolution i 1789, opfattes som konservatismens fader. 1980’ernes thatcherister var relativt liberale, men forstod deres projekt som en tilbageføring af konservatismen til et mere oprindeligt grundlag, snarere end en udvanding af ideologien; ”Back to Burke” var et slagord i tiden.

Arven og kritikken

Thatcher var i kraft af sin radikale reformvilje og sine konkrete resultater sammen med den amerikanske præsident Ronald Reagan med til at omkalfatre det ideologiske landskab og influerede flere generationer af efterfølgende konservative. Alligevel har hun og thatcherismen bestemt ikke været ukontroversiel i den efterfølgende konservatisme. I 1990 blev hun kuppet af partiets venstrefløj og en række parlamentarikere, der frygtede et dårligt valg for partiet med hende ved roret. Uden at gå i dybden med den politiske historie, kan man hurtigt slå fast, at partiet efterfølgende har haft vanskeligt ved at forvalte arven. Det har været uklart om man ville fortsætte hendes projekt eller gøre op med det.

Vender man sig til den politiske filosofi, kan man notere sig, at en væsentlig del af de senere konservative ideologer og politiske filosoffer meget eksplicit har bevæget sig i retning af et opgør med thatcherismen i et forsøg på at finde ”tilbage” til en konservatisme hinsides neoliberalismens dogmatik.

Filosoffen Roger Scruton, der igennem en generation har været en af de mest markante konservative ideologier, har problematiseret thatcherismens vægtning af frihedsbegrebet på bekostning af andre elementer i konservatismen. I traditionalisten Scrutons øjne handler konservatismen også om autoritet og forpligtende fællesskaber og om en æstetik, som ikke nødvendigvis er sikret gennem markedet. Ligeledes har markedskritikken har også stået centralt i filosoffen John Grays forfatterskab. Gray, der regnes for en af de mest indflydelsesrige nulevende politiske filosoffer i Storbritannien, var i sin ungdom overbevist thatcherist, men har siden i en lang række bøger angrebet den blinde markedstro. Thatchers arv er her blevet opfattet som en kapitulation, der har banet vejen for en globalisering, der opløser konkrete og nationale fællesskaber.

Særlig interesse har den lidt yngre Phillip Blond påkaldt sig. Blonds kritik retter sig mod thatcherismens medansvar i skabelsen af det, som man kalder ”Broken Britain”, et omsiggribende kulturelt og socialt sammenbrud for den britiske arbejderklasse. Ifølge Blond er Thatchers arv en monopol- og franchisekapitalisme, der har afmægtiggjort lokalsamfundene og dermed umuliggjort de kollektiver, der tidligere normerede samfundet.

Når Blond er særlig værd at fremhæve skyldes det den ideologiske indflydelse, han udøvede på formuleringen af den socialkonservative ”Big Society”-dagsorden, der var med til at bringe David Cameron til magten. Big Society var det klareste brud med thatcherismens rammesætning af konservatismen og pegede i retning af en revitalisering af one nation conservatism gennem en moderne konservativ kommunitarisme.

Med finanskrisen og den britiske regerings svar herpå, som har bestået i en ret entydig nedskæringspolitik, kan man imidlertid stille spørgsmålstegn ved sådanne analysers egentlige indflydelse. Krisen synes for indeværende at have styrket thatcherismen og understreget, at selvom Thatcher nu lægges i jorden, lever konservatismen – og samfundet – fortsat videre på hendes arv.

Christian Egander Skov er Ph.D-studerende ved Historie på Aarhus Universitet