Pinligt til døden

Da Nietzsche erklærede Gud for død, gjorde han samtidig opmærksom på den kongetrone, der nu stod tom. Forfatteren Nielsen ser på, hvem der indtager tronen i dag og overvejer om forfatteren måske kan finde en plads her. Om den kraftfulde forbindelse mellem Nietzsches selvophøjelse og Claus Beck-Nielsens Selvudslettelser.

1.

Lad os antage, at da Gud erklæredes død, blev det i den kristne kultur, i den såkaldt civiliserede verden, Vesten, med ét muligt at lovprise sig selv. I mange hundrede år havde enhver, der ikke lige var konge eller helgen, kun via sin lovprisning af Gud, kongen, helten eller helgenen, selv kunnet modtage et genskær, en afglans fra den lovpriste, det genskær, som stadig nu om dage tilfalder den, der lovpriser (1).

I det sekund Nietzsche erklærede Gud død, blev der ikke blot en plads ledig, men også en energi sluppet løs, som i mange hundrede år havde været bundet og bastet. Chokeret som han blev, kunne Nietzsche ikke lige straks sætte sig selv på den ledige plads, og da han, som en effekt af den løsslupne energi, heller ikke kunne komme i tanker om nogen anden levende, der bedre end han selv ville kunne udfylde den tomme plads, så satte han, som en overgangsløsning, en endnu ikke eksisterende: det ude i tidhorisonten netop tilsynekommende Overmenneske i den afdødes sted. Denne handling alene var nok til at gøre ham selv til dette Overmenneske.

Indsættelsen af Overmennesket i Verdenshistorien var skriftlig, og selve denne skrifthandling blev en overmenneskelig bedrift, noget indtil da fuldstændig uhørt, utænkeligt, et mesterværk hinsides enhver sammenligning, den største bedrift i verdenshistorien: “Also sprach Zarathustra”. I den del af Nietzsches skrift(er), som slynger sig omkring og i slipstrømmen på “Also sprach Zarathustra”, i breve og i “Ecce Homo”, lovpriser han sig selv med en i mange hundrede år uhørt og uset kraft, en kraft, som næsten ikke er til at holde ud at se på, en selvlovprisning så pinlig, at intet menneskeligt øje kan bære det uden at briste.

Fra og med Nietzsche blev forfatterens skrift, i en helt anden grad end tidligere, en selvskabelse. Uanset hvor megen tvivl, kritik og opløsning det 20. århundredes mesterværker sætter i værk, så har iværksættelsen en kraft, en uimodsigelighed, der fungerer som en lovprisning, en højhævelse og ophøjelse af forfatteren selv.

Forfatteren som medium for en strømmende kraft (stream of consciousness usw.) indebærer i det 20. århundrede også skriften som en altfortærende og grænseoverskridende virksomhed, der står i gæld til og er muliggjort af Nietzsche. Efter Nietzsche rykker kunsten i enhver forstand uden for verden, også moralsk og etisk: I det 20. århundrede skal kunsten – den radikale, den nyeste – ikke respektere nogen grænser, men tværtimod overskride enhver grænse, tanke og form, den måtte støde på.

2.

Nietzsches kraftfulde, selvlovprisende skrifthandling er enestående. Den kan nemlig ikke gentages. Hvis det forsøges, bliver resultatet kitsch (Hitler usw.) eller middelmådighed. Nietzsches skriftlige efterkommere er sig – nærmest ved en kulturel intuition – det pinlige i en sådan selvlovprisning alt for bevidst til, at de kan gøre det, sådan!

Når the late Claus Beck-Nielsen (1963-2001) mere end hundrede år senere, på den yderste rand af det 20. århundrede, undervejs i arbejdet med sine Beck-Werkverzeichnisse, (et arbejde og en skrift som netop er fremadskridende og i hvert fald ikke opbyggelig), slipper den Nietzscheanske kraft løs, lader den styre skriften og vognen i skriften, dagen og vejene, så er han sig det pinlige i denne kraft pinligt, ja stadig mere smerteligt bevidst. Uden at have læst Nietzsche, men simpelthen fordi den kraft og skrift, han slipper løs, er Nietzscheansk, så mærker han, hvor pinlig denne kraft i sin oprindelige selvlovprisende skikkelse har været og er. Han mærker skriftens forvandlende kraft på sin egen identitet, på sit navn, der fra tekst til tekst muterer og derved fører ham, om ikke fra Beck-Nielsen mod Gud eller Übermensch, så i hvert fald stadig længere væk fra det oprindelige jeg, over Bech Nielsen, Bach Nielsen, Bach Jessen, Buch-Jensen, Buch-Hansen til Birch-Olsen. Men da projektet er det radikale, så skal og må denne kraft i denne skrift føres ud i sin yderste konsekvens. Det kræver den! Og da denne yderste konsekvens i BWV nr. 13, “Metamorfopsi”, nærmer sig, og forfatteren af sin skrift føres stadig nærmere positionen som overmægtigt Overmenneske, så er Beck-Nielsen nødt til at flytte sin tekstlige repræsentation Birch-Olsen fra den med kraften lovpristes plads over i selve kraftens position, fra passagersædet over i Førersædet, som kraftens inkarnation: Den grænseoverskridende, den ustandselige, kræften, Historien, det 20.århundrede, fremskridtet, medievældet.

Hvad bogen, samlingen, kraftpræstationen “BWV bind 1 – Selvudslettelser” i sidste instans gør, er altså at slippe den voldsomme selvfejrende, hæmningsløse, ingen grænser respekterende skrift løs, som havde (for)ført Nietzsche til selvlovprisningerne i Ecce Homo, men som, 100 år efter hans død, af Beck-Nielsen – et barn af sin Tid – med en slags Tidsbunden intuition, en fra det i Tiden kollektives kommende intuition, vendes imod skriveren selv, som fejrer sig i og med sin egen selvudslettelse, (hvilket vel ifølge Nietzsche er heroisk: at være parat til at brænde op i sin dåd). Birch-Olsen flyttes, ein mal für alle, fra passagersædet over i Førersædet. Og idet han lader sin vogn rulle i alle mulige retninger på én gang, ødelægger han alt og alle, inclusive sine nærmeste, og udpeger dermed sig selv som det onde, ødelæggeren. I yderste konsekvens, da alt andet er udslettet, peger kraften helt ud af teksten, ud af det hermetiske, via en fuld-kraft-frem tilbagespolende metamorfose eller mutation fra Birch-Olsen over Buch-Hansen, Buch-Jensen osv. kortsluttes tilbage til Beck-Nielsen, i et sidste stød ud af værket mod forfatteren, repræsenteret ved hans telefonnummer.

Telefonnummeret står tilbage som den sidste og eneste udvej: udløseren, koden, der, i det den af læseren indtastes, vil skabe en direkte forbindelse mellem læser og forfatter, uden om værket, en forbindelse, der én gang for alle vil udslette forfatteren, lade ham gå brændende op i virkelig, og altså ikke bogstavelig, røg.

Den af Nietzsche frisatte kraft, som i hans skrifter blev, om ikke entydig, så dog envejs: ødsel, grænseløst op i sfærerne højende, er i Beck-Nielsens skrift blevet paradoksal: en overmenneskelig selvkritik, en ophøjende selvfornedrelse, et nærmest guddommeligt selvhad.

(1) Se bare de vigtige ansigter hos alverdens biografister af Tidens store sportsstjerner, popstjerner og kunstnere, den vigtighed og autoritet med hvilken disse sekundære mennesker i tv-programmer udtaler sig om Muhammad Ali, Andy Warhol osv. og tilsyneladende, med deres indlevelse, også indskriver sig selv i stjernens historie, med en lille forsinkelse lever stjernens liv.

Nielsen er forfatter.
Artiklen er før blevet bragt i Ildfisken nr. 30.