Åndshistoriens udstillingsvinduer og historiens mødding – om Johannes Jørgensen

Georg Brandes’ forelæsninger introducerede Nietzsches filosofi i Danmark og satte for første gang Nietzsche på det filosofiske verdenskort. Men ikke alle så lige så positivt på denne nye filosofi, som Brandes gjorde. Den danske forfatter Johannes Jørgensen startede som Brandes’ lærling, men vendte senere både Nietzsche og Brandes ryggen. Johan Nord undersøger, hvordan Jørgensen blev en af Danmarks første Nietzsche-kritikere.

Det er som bekendt ikke alle tænkere og forfattere forundt at få en plads i det grublernes raritetskabinet, efterslægten kalder åndshistorien. Nogle får foretræde, andre forsvinder. Sådan er det bare. Én af dem, der må siges at være kommet med, er Friedrich Nietzsche. Ja, hvis man bad en gruppe danske gymnasiaster om at nævne blot en enkelt vigtig filosof fra 1800-tallet, skulle det ikke undre mig, hvis en betydelig del af disse bragte navnet Nietzsche over deres unge læber. Vi kender alle sammen de smarte replikker om den døde Gud og manden, der ville være dynamit. Blandt vore egne landsmænd er der en anden af århundredeskiftets figurer, der som det såkaldte moderne gennembruds førstemand også har haft held til at tilkæmpe sig en ganske særlig plads i den danske åndshistories udstillingsvinduer, og det er Georg Brandes.

I det følgende vil disse to blive tilkendt en del mindre opmærksomhed end vanligt. Eller anderledes formuleret; opmærksomheden vil ikke blive rettet direkte mod dem, men derimod mod to af deres mere eller mindre samtidige åndelige modstykker, nemlig Nietzsches første læremester Arthur Schopenhauer og Georg Brandes’ bortløbne discipel Johannes Jørgensen.

FOKUS: NIETZSCHES AFTRYK For 125 år siden trådte Georg Brandes op på en talerstol i København og holdt den femte af sine fem ugentlige forelæsninger om den tyske filosof Friedrich Nietzsche. På den måde kickstartede Brandes en virkningshistorie, som kun få moderne tænkere kan måle sig med. Alle ved, at “Gud er død”. Baggrund markerer Brandes’ fem forelæsninger med fem artikler – én artikel for hver af de oprindelige forelæsningsdatoer – der alle belyser, hvordan Nietzsches filosofi satte et aftryk på den moderne verden.

Nærmere bestemt skal det dreje sig om forholdet mellem Johannes Jørgensen og Arthur Schopenhauer. For sagen er nemlig, at den danske forfatter Johannes Jørgensen i 1890’erne blev en af Schopenhauers ivrigste danske læsere. Det er denne forbindelse, jeg skal gøre mit for at opridse i det følgende.

En litterær paria

Johannes Jørgensen er ikke en del af det danske litteraturhistoriske parnas, han er ikke en højtskattet klassiker. Nej, han er faktisk – for nu at anvende et nietzscheansk konnoteret ad-ord – en paria, en udstødt.

Historien om Johannes Jørgensen og Arthur Schopenhauer er derfor også historien om historiens mødding – og om de stier, der fører ind i stanken. For selvfølgelig er det ikke en tilfældighed, at Jørgensen og for den sags skyld Schopenhauer længe har fristet skyggetilværelser.

I bund og grund er der to mulige årsager, som man alt efter sindelag vil være tilbøjelig til at hælde imod: Enten er d’herrer blevet udgrænset på baggrund af deres åndelige lidenhed, altså simpelthen, fordi deres åndsprodukter ikke kunne måle sig med den altid fremadskridende og skånselsløst bortfiltrerende tidsånd. Altså en art progressiv, immanent metafysisk, kvalitetsorienteret tydning. Sådan taler den såkaldt progressive, der ækles ved kritik af rationalismen og emancipationen. Men der er jo også en anden måde at anskue historien, hvor det ikke drejer det sig om noget så simpelt som kvalitet, sådan som denne forstås af etablissementet, men hvor det derimod drejer sig om magt og kamp, om bevidst udgrænsning af det, der opfattes som kætterske og uvedkommende tanker.

Ud fra et sådant perspektiv kan der være vældig god grund til at få fingrene i møddingen og tage historiens efterladenskaber i nærmere øjesyn. Betragt det følgende som et forsøg udi et sådant idéhistoriske gravearbejde.

En ungbrandesianer

I 1882 forlod Johannes Jørgensen fødebyen Svendborg og indfandt sig i kongens København. Hans forældre havde under stærk indflydelse af morbror Jørgen besluttet sig for, at deres pode skulle gå latinskolevejen. Det drejede sig ikke om et overgreb på drengen, men om en udviklingsbane, der i må siges at have ligget i ret direkte forlængelse af den læseglade drengs allerede trådte stier. Forældrene nærede endvidere det mere specifikke håb, at der på sigt kunne komme en præst ud af deres lyse hoved, hvilket jo også kunne indebære en forestående tilbagevenden til det fynske. Så langt så godt. Men i København gik det – som det jo ofte gør, når læselystne drenge kommer til byen – noget anderledes, end familien Jørgensen havde forestillet sig; det viste sig meget hurtigt, at der ikke skulle blive nogen præst ud af Johannes.

I hovedstaden gjorde han således ganske hurtigt en række åndelige bekendtskaber, der ikke just var af den art, man forbandt noget positivt med i hjemmet. Mange var de nye ånder, men der var dog én titanisk figur, der i særlig grad ragede op over de andre; her traf han nemlig – først i skriften og sidenhen ansigt til ansigt forstand – ungdommens fører, storstadens æstetiske tugtemester: doktor Georg Brandes himself.

Mødet med Brandes blev mildt sagt afgørende for Johannes Jørgensen. En tid lang stod han i lighed med så mange af sine samtidige i lærlingen og disciplens forhold til Brandes. Han kastede sin kristelige børnelærdom på – ja – møddingen og forsøgte i stedet at tænke brandesiansk, at leve brandesiansk og at digte brandesiansk. Han dyrkede det nye og det frie, men vedblev dog at føle sig noget så fremmed i verden.

Men Johannes Jørgensen blev ikke hængende ved Brandes. Tværtimod.

Jørgensen endte nemlig med noget så eftertrykkeligt at vende Brandes ryggen, idet han blev en af de mest vedholdende og ihærdige kritikkere af den livanskuelse, eller den ideologi, Brandes havde stået fadder til på dansk jord.

Opgøret havde mange facetter, men jeg tror godt, vi kan tage den modnere Jørgensen på ordet, når han i 1916 i andet bind af sin selvbiografi Mit Livs Legende skriver sådan her: »vi gjorde paa egen Haand vore Erfaringer og fandt, at Virkeligheden ikke stemte med Doktrinerne. Som de Egoister vi var, vilde vi være lykkelige – og vi konstaterede, at vi ikke var det«. De havde lært, at det brandesianske frigørelsesevangelium ville gøre dem lykkelige, men måtte med tiden indse, at dette ikke havde været tilfældet, ja måske endda, at den gode nyhed om den menneskelige friheds komme havde båret en ny og endnu ledere ufrihed i sit skød.

Herefter gik det, som det går, når vrangvilligheden over for det førhen forgudede begynder at spjætte; man søger andre steder hen, og særligt til sådanne steder, hvor der lyder et kritisk ord om det ståsted, man har forladt.

Metafysisk reaktion

I sin søgen efter nye svar, eller i hvert fald efter nye måder at stille spørgsmålet om det menneskelige, stødte Jørgensen på viljesmetafysikeren.

Det første klare vidnesbyrd om det nystiftede filosofiske bekendtskab står at læse i et brev til digteren Sophus Clausen, med hvem Jørgensen tilbragte en stor del af sine vågne timer. I et brev til Clausen fra d. 26. august 1892 meddeler Jørgensen vennen om en henrykkelse, der er overgået ham ved sommerens læsning af Arthur Schopenhauer. For at sige det kort: Jørgensen er fuldstændig på halen over Schopenhauers metafysiske modsvar til den moderne dyrkelse af det egenmægtige menneske, han går endda så langt at omtale filosoffen Schopenhauer som »En Poet og en Religionsstifter, med hvem jeg er enig i næsten alle Ting«.

Denne benævnelse antyder en del om Jørgensens betagelse af Schopenhauer. Noget af det særlige ved Jørgensens forhold til Schopenhauer var nemlig, at han helt fra første færd sammenknyttede de tre område filosofi, kunst og religion. Han anerkendte simpelthen ikke opdelingen og følte sig derfor ikke for fin til indtage sine åndelige måltider på umiddelbart forskelligartede beværtninger.

Hvis man med et enkelt ord skal udpege Jørgensens anknytningspunkt i mødet med Schopenhauer, må det blive dette: metafysik. Fra første færd var Jørgensen grebet af Schopenhauers stålsatte vilje til metafysik og den hermed forbundne afsløring af den ikke-metafysiske tænknings forlorenhed. I Schopenhauer mente han således at finde et hårdtslående modsvar til den ideologiske dyrkelse af egenmægtigheden og fremskridtet, han havde fået fyldt hjernekisten med hos doktor Brandes.

Mellem Schopenhauer og Kristus

Som sagt var Johannes Jørgensen ikke udstyret med en så udpræget æstetisk eller for den sags skyld filosofisk feinschmecker-attitude, at han ikke kiggede andre dele af åndens armé i bedene. Da han i sensommeren 1893 grundlagde tidsskriftet Taarnet sammen med blandt andet vennerne Viggo Stuckenberg og bemeldte Sophus Clausen, drejede det sig således fra første færd om et livtag med livet, striden og døden, der ikke var af strengt æstetisk eller for den sags skyld sekulær art.

Den flittigste bidragyder i Taarnet var Jørgensen, og en stor del af hans tekster bærer vidnesbyrd om den vakte interesse for Schopenhauers filosofi, kristendommen og en mulige forbindelse mellem disse to tilværelsestydninger.

I Taarnets spalter udviklede Jørgensen nemlig en egensindig forståelse af forholdet mellem Schopenhauers immanente viljesmetafysik og kristendommen, hvor den afgørende og måske overraskende vurdering lyder sådan her: »Slægtskabet mellem Schopenhauers Filosofi og Kristi Religion […] er saa inderligt, at den ydre dogmatiske Forskel bliver ligegyldig«. Forskellen er ligegyldig – doktrinerne er simpelthen lige gyldige!

Det vender vi tilbage til nedenfor, men først må vi en tur omkring tidens anden modetysker for derved at komme til større klarhed over, hvad det var Jørgensen ikke ville.

“Verden er dyb”

I Taarnet kunne man fra tid til anden også se Nietzsche nævnt, men faktisk ikke meget mere end det. Modsat Schopenhauer spillede Nietzsche nemlig en aldeles begrænset rolle for den nye anskuelse, Johannes Jørgensen i begyndelsen af 1890’erne tilkæmpede sig.

Et enkelt eksempel på inddragelse af Nietzsche finder man i det lille essay, eller programskrift, Symbolisme, der nok er den mest kendte tekst fra Taarnet. I denne tekst drejer det sig først og fremmest om Schopenhauer og kristendommen, men et enkelt, meget vigtigt sted vælger Jørgensen også at indrullere Nietzsche i sin lille hær af hjemmelsmænd. I slutningen af artiklen, hvor Jørgensen bekender sig til det, han kalder en mystisk verdensanskuelse, lader således Nietzsche få det sidste ord: »Verden er dyb, og kun de flade Aander fatter det ikke«.

En sådan inddragelse af Nietzsche er meget sigende, både for Johannes Jørgensens brug af tænkere til understøttelse af sit eget projekt, men også for tidens forhold til Nietzsche. I al korthed: Det drejer sig – i det mindste for Jørgensen – ikke om en positiv vurdering af Nietzsche, men om hvad Nietzsche lejlighedsvist kan bruges til. For Jørgensen var netop vældig kritisk over for Nietzsches magtkultiske erstatningsmetafysik – så kritisk, at han senere i sit liv i essayet Romantikken i den nyere danske Litteratur udviklede et erklæret anti-nietzscheansk ståsted, hvor denne og Brandes anskues som hjemmehørende i samme ugudelige egoistisk romantiske tradition, hvis kerne er en drømmelysten hævdelse af den stærkes ret og lovløse udfoldelse.

Fra Schopenhauer til Kristus?

Nej, Jørgensen ville noget helt andet; han ville netop bryde med den adling af det løsslupne menneskedyr, han havde set hos både Brandes og Nietzsche. Og Schopenhauer blev et væsentligt pejlemærke for dette brud.

Selv ville Schopenhauer nok ikke have været helt enig i den sammenstilling mellem hans filosofi og kristendommen, Jørgensen gjorde sig til fortaler for. Men lad os alligevel ganske kort prøve at forstå denne egensindige læsning af Schopenhauer: Kernepunktet i Schopenhauers viljesmetafysik er bestemmelsen af verden som vilje og forestilling med de følger dette har for forståelsen af hele det menneskelige roderi – lidelsen, den egoistiske grunddrift, udvejsløsheden. Men Schopenhauer taler ikke kun om elendigheden; han tillader sig faktisk også at tale om den udvej, der gives, men som aldrig kan vælges – forløsningen, viljesfornægtelsen, salighedens intethed, der af Schopenhauer omtales som en nådevirkning.

Og hvilket ord er det, der lyder i den kristne forkyndelse? Jo, det er netop ordet om syndens almægtighed i det menneskelige hurlumhej, menneskets evige indkrogethed i sig selv – som Luther formulerer det – og den lidelse, der følger af, at mennesket har valgt sit eget i stedet for at vælge Guds og dermed Næstens. Men kristendommens ord er mere end denne Dom over det menneskelige. I kernen af kristendommen står netop ordet om Guds søn, Gud selv, som mennesket aldrig kan nå, men som i sin egen suveræne afgørelse kommer til mennesket og aftvinger det dets afgørelse og derved giver det livet tilbage under dom og nåde, i ansvar og i tro. Sådan taler kristendommen.

Johannes Jørgensen endte foran korset, konkret manifesteret ved hans indtræden i den romersk-katolske kirke i 1896, men han forlod ikke Schopenhauer – eller det mente han i hvert fald ikke selv, han gjorde. Jørgensens endte nemlig med at opfatte Schopenhauer som et »Stadie paa Omvendelsens Vej«, som en vejviser og hjemmelsmand – eller med det katolske udtryk; en preparatio evangelica – der pegede frem mod stedet, hvor et sønderbrudt menneske finder sin oprejsning.

Dømt til tavshed

Han blev altså kristen. Men ikke kun det – han blev også glemt, eller mere præcist; tiet ihjel, bortretoucheret. Konkret skete dette blandt andet ved, at Brandes i forbindelse med udgivelsen af sine samlede værker bortredigerede alle de pæne ting, han tidligere havde ytret om Jørgensens digteriske arbejder.

I al sin enkelhed kan man fastslå, at Jørgensens tilbageskudte plads i åndshistoriens montre – eller hans forekomst i historiens mødding – må ses i forbindelse med det opgør, han i sin tid tog med de tankegange, der både dengang og sidenhen har vist sig at være de sejrende. Måske er det faktisk så simpelt, at sejrherrernes forgodtbefindende fører historieskrivningens pen?

Opgør med humanismen

Jørgensens anliggende bestod, som jeg har forsøgt at antyde, i et opgør med den moderne autonomikult. Denne dyrkelse af den menneskelige selvmægtighed mente han både at finde hos den tidlige Brandes i dennes påberåbelse af den frie tanke og fremskridtets nødvendighed, men også i den mere modne – og Nietzsche-begejstrede – Brandes. For Jørgensen var hovedsagen netop, at der slet ikke er nogen forskel på dyrkelsen af fremskridtet og fornuften og den senere dyrkelse af den store, hensynsløse ener. For Jørgensen markerede Brandes’ titaniske ny-orientering omkring begyndelsen af 1890’erne ikke et brud, men derimod den logiske fortsættelse af en tænkning, der havde sat mennesket i centrum: Humanismens endepunkt og tro følgesvend er brutaliteten; dyrkelsen af mennesket ender altid i foragten for mennesket, og kun gudstroen kan afholde mennesket fra dette humankultiske barbari. Sådan så Johannes Jørgensen på forholdet mellem kristendommen og humanismen og han opfattede derfor både Brandes og Nietzsche som to alen af samme stykke, to repræsentanter for humanistisk hedenskab.

Og det er jo ikke ligefrem en tale vores tid ønsker at høre; hvem har lyst til at få underkendt sin søde egenmægtighed? Ganske få, lader det til. Et højst subjektivt svar på hvorfor Schopenhauer, Jørgensen – og frem for alt kristendommen – ikke er åndeligt allemandseje i dag kunne altså være følgende: Det såkaldt moderne menneske ønsker simpelthen ikke at høre om sin egen lidenhed og blive draget til ansvar for den; det vil – eller vi vil – langt hellere vedblive i troen – eller vantroen – at være vores egen herre, og det har åndshistorieskrivningen fået noget så eftertrykkeligt at føle.

Johan Christian Nord er Ph.D.-studerende ved Tysk på Aarhus Universitet