Transhumanisme

Ifølge den amerikanske professor og forfatter Francis Fukuyama, er transhumanismen en forestilling om, at den den evolutionære udvikling endnu ikke afsluttet og i fremtiden vil være styret af menneskelig teknologi. Drevet frem af forkærlighed for teknologi og angst for døden, forsøger transhumanisterne at ændre ved de grundlæggende menneskelige vilkår. Baggrund bringer her et interview med Francis Fukuyama, der mener, at en sådan udvikling både rejser en række demokratiske problemer og betyder, at vi igen må stille spørgsmålet: Hvad er et menneske?

Lad os beg­y­n­de ved at stille det indl­y­sende spørgsmål: Hvad er tran­shu­man­isme?

Jeg tror, at ideen bag tran­shu­man­isme er, at den evo­lu­tionære udvikling ikke er kom­met til en ende og at men­nesker er forskel­lige fra, hvor­dan de så ud i for­tiden og sandsyn­ligvis også vil være det i fremti­den, men at men­neskene nu i sti­gende grad er i stand til at kon­trollere måden, de udvikles på, hvo­rimod det tidligere blot var et spørgsmål om til­fældig muta­tion og tilpas­ning. Nu kan men­nesker plan­lægge, hvad de gerne vil være. Det, tror jeg egentlig, er, hvad dag­sor­de­nen går ud på. Jeg tror ikke, at vi tek­nol­o­gisk set er nået til et punkt, hvor det for alvor er muligt, men alle tegn peger i ret­ning af, at dette meget vel kunne blive en mulighed inden alt for længe.

Og hvor er det så man ser de filosofiske rød­der bag denne bevægelse?

Tja, jeg er jo ikke en ekspert i tran­shu­man­isme som sådan. Min opfat­telse af disse folk, i USA i hvert fald, er at, det er en mærke­lig for­sam­ling. Mange af de men­nesker, der er inter­esseret i det her, er, hvad man kunne kalde ’tech­no-lib­er­tar­i­anere’. Det vil sige, de elsker virke­lig teknolo­gi. De gør sig store forhåb­ninger om at gøre brug af den på en yder­st per­son­lig måde, og de bry­der sig ikke om, at andre skal fortælle dem, hvad de må og ikke må gøre med teknolo­gi. Og så er de bange for at dø. Jeg synes Ray Kurzweil er et eksem­pel på det. Han har arbe­jdet meget inden for IT-området, men er også ret så inter­esseret i hele spørgsmålet om for­læn­gelse af liv.

Som sagt er jeg ikke nogen ekspert ud i tran­shu­man­isme, men jeg er egentlig ikke så sikker på, at den er baseret på nogen dyb filosofisk reflek­sion over, hvad men­nes­ket er eller bør være. Fak­tisk er det et af de prob­le­mer, jeg har med bevægelsen, at den i bund og grund ser ud til at være motiveret af en ikke særlig ærværdig frygt for døden. Den byg­ger ikke på noget pos­i­tivt bud­skab om, hvor­for vi skulle ønske at leve til, vi var 500 år gam­le. Den byg­ger bare på ikke at ville dø og forsøger at udsætte det så længe som muligt.

Det klogere, sundere, bedre og smukkere menneske

Men når man læs­er tran­shu­man­is­ter forekom­mer det, at de knyt­ter an til det særde­les udbredte og vel også meget forståelige ønske om et liv der er sun­dere, klogere, læn­gere, bedre, smukkere…

Jav­ist, men for at det skal være uma­gen værd, forekom­mer det mig, at man bliv­er nødt til at have en mere velud­viklet forståelse af men­neske­lige goder. Og her kom­mer vi til en af mine helt store ind­vendinger mod det her. Hvis vi går i den her ret­ning, bliv­er vi virke­lig nødt til at overve­je, hvad det er, der gør et men­neske bedre. Jeg tror desværre, at mange af de, der ønsker genetisk mod­i­fika­tion af men­nesker, enten reg­n­er det for uprob­lema­tisk eller også bare vil over­lade det til markedet at bestemme hvad der er et bedre men­neske. Det må være op til et indi­vidu­elt valg. Det, tror jeg alt­så ikke, er et tilstrække­ligt svar.

Så måske man kunne sige, at de har et tomt begreb om det men­neske­lige?

Ja det synes jeg. Meget af det her, hvad end det nu er de vil have og vil have mere af, byg­ger ikke på nogen dybere forståelse af, hvad det vil sige at være men­neske, og hvilke karak­ter­is­ti­ka der der­for er de vigtig­ste. Nogle af dem kan godt lide intel­li­gens, og det er nok rigtigt, at de fleste men­nesker godt kunne bruge en højere intel­li­gens, og det er da heller ikke et for­færdeligt prob­lema­tisk gode, men på den anden side er der højest sandsyn­ligt en god evo­lu­tionær grund, til at vi ikke alle er genier, og at der forekom­mer en slags fordel­ing af intel­li­gens. Selv hvis man indrøm­mer, at intel­li­gens muligvis udgør et gode for indi­vider, er det sam­tidig muligt, at det ikke udgør et gode for sam­fun­det i sin hel­hed, hvis alle påb­eg­y­n­der et kapløb for at forbedre intel­li­gensen for deres børn. Jeg har en mis­tanke om, at de men­nesker, der vin­der det kapløb, er tilbø­jelige til at være de samme, der allerede er eliter, og som allerede har ret mange fordele. Hvorvidt vi ønsker, at de genetisk kan videre­give dette til deres børn er… Ja, jeg men­er, det er prob­lema­tisk.

Homo Economicus

Men så må spørgsmålet vel være: Hvis vi nu fore­tog os dette som et demokratisk sam­fund ville det vel elim­inere en del af de prob­lema­tiske sider ved denne idé. Hvis vi nu udpegede en række fælles goder, vi som sam­fund ønskede at fremme gen­nem manip­u­ler­ing af …

Ja, men prob­lemet er, at når man taler om reg­u­ler­ing, må vi som demokratisk sam­fund selvføl­gelig tage still­ing til, om der skal være grænser for og hvor­dan vi i det hele taget ønsker at anvende denne teknolo­gi. Det går jeg alt sam­men ind for. Prob­lemet er, at hvis man gør det her på en helt ure­g­uleret måde, så kom­mer markedet til at beslutte, hvad der som regel bliv­er gjort, og det er ikke nød­vendigvis en måde, der vil mak­simere goderne for sam­fun­det i sin hel­hed. Markeds­drevet konkur­rence er godt for den økonomiske pro­duk­tivitet og en række andre stør­relser, men på en række områder tillad­er vi ikke frie marked­er, og de fleste af de områder, hvor vi for­by­der det, har at gøre med de føl­somme sider af vores men­neske­lighed. Vi tillad­er ikke et frit marked for sek­suelle ydelser, vi tillad­er ikke et frit marked for organ­er, vi tillad­er ikke et frit marked for børn, og en række andre ting, og jeg synes, vi kom­mer ret så tæt på sådan noget med denne type genetisk manip­u­la­tion.

Du beskriv­er tran­shu­man­is­men som en slags vold­eligt ønske om at frigøre os fra biol­o­giske bindinger eller ram­mer, som vi må begå os inden for. Vi ved godt, du har fået dette spørgsmål før, men er men­neske­he­dens his­to­rie ikke netop his­to­rien om denne frigørelse – at sam­le ste­nen eller grenen op for at opnå en større række­v­id­de. Er det ikke, hvad vi altid har gjort og er dette ikke blot det næste skridt? Det er muligvis et mere tek­nol­o­gisk inspir­eret, et mere avanceret skridt, men ikke desto min­dre blot end­nu et skridt?

I visse henseen­der tror jeg blot, der er tale om en for­læn­gelse af det. Vi kan løbe hur­tigere, vi er højere og stærkere. Som det er nu er vi afhængige af mask­in­er for at kunne forsørge os selv. Det bekym­r­er mig dog, når man beg­y­n­der at manip­ulere med ting, der mere hør­er til ker­nen af, hvad jeg ville kalde en men­neske­lig essens, der har at gøre med vore følelser og følelses­fuld­hed og med måden, hvor­på erindring fun­ger­er for os. Disse er langt mere afgørende for måden, vi for eksem­pel definer­er poli­tiske ret­tighed­er, og de har alt­så ikke ændret sig over tid. Lad os bare tage et par eksem­pler. I det bioetiske råd, som jeg var medlem af, havde vi en læn­gere diskus­sion om et stof, der er på skrive­bor­det, men end­nu ikke er til rådighed, med hvilken man på selek­tiv basis kan slette hukom­melsen. Til at beg­y­n­de med blev dette taget op af ter­apeutiske grunde i forhold til per­son­er udsat for en trau­ma­tis­erende oplevelse eller skade hvor ideen er, at hvis man kan slette erindrin­gen om dette traume, så kan folk komme til at fun­gere igen.

Men hvis man tænker efter, ønsker vi så denne evne til fuld­stændigt at kunne udry­dde den men­neske­lige hukom­melse? Hvis du begik en for­færdelig for­bry­delse og der­på følte skyld, så er det i en vis for­stand en kon­sekvens af din hukom­melse. Hvis men­nesker føler skyld på grund af en for­færdelig han­dling, ønsker vi så et stof, de kan tage den ene dag hvorefter erindrin­gen om han­dlin­gen er borte den næste, og de står tilbage uden moralske hæmninger? Jeg er ikke sikker på, det er noget åbenlyst gode.

En ny samfundsmæssig ulighed

Du har en inter­es­sant idé om, at det vigtig­ste, i hvert fald poli­tiske, prob­lem med tran­shu­man­is­men og en række beslægt­ede udviklinger er spørgsmålet om lighed og den mulige genkomst af et sys­tem, der baser­er sig på ulighed. Hvor­dan ser du denne genkomst?

Selvføl­gelig eksis­ter­er der allerede genetiske ulighed­er. Vort sys­tem af ret­tighed­er er dog ikke baseret på særlige ret­tighed­er til de der er bedre udstyret rent genetisk, er stærkere, mere intel­li­gente osv. Vi går ud fra, at der find­es en grundlæggende men­neske­lig essens der ikke er afhængig af det, men mere har at gøre med, skal vi kalde det for evnen til at fore­tage et moral­sk valg og en sam­ling af følelses­mæs­sige reak­tion­er der er med til at definere os som men­nesker. Jeg tror, at mulighe­den for opti­mer­ing helt grundlæggende under­graver ideen om ret­tighed­er. For det første men­er jeg, at det nærmest uundgåeligt vil føre til en yderligere skævvrid­ning af de genetiske forskelle, der allerede eksis­ter­er, for hvem vil være de første til at benytte sig af disse teknolo­gi­er? Det bliv­er ikke de fat­tig­ste, og de der har det sværest. Det bliv­er men­nesker, der i forve­jen besid­der betragtelige naturlige fordele. Det er allerede sådan, mere i USA end i Dan­mark, at vi har store socialt betingede ulighed­er, og jeg kan sim­pelthen ikke se, hvor­for vi skulle ønske at sup­plere dem med genetisk forstærkede ulighed­er.

Men gør det ikke tran­shu­man­is­men til et ’afledt’ prob­lem så at sige. Det virke­lige prob­lem er den eksis­terende ulighed, og tran­shu­man­is­men føjer sig blot til den?

Det kan i en vis for­stand være rigtigt nok, men hvis du rent fak­tisk ændr­er genetisk på noget, du betragter som afgørende for men­neske­lighe­den, så men­er jeg, at du også har ændret på grund­laget for men­neskerettighed­erne, og det vil føre til det her vældigt kom­plicerede spørgsmål om, hvad det men­neske­lige er, men jeg vil mene, at vi på et eller andet tid­spunkt vil nå frem til det, og så er det ikke blot et prag­ma­tisk spørgsmål om, hvor megen ulighed vi kan rumme, men også om vi udvikler men­nesker, der over­hovedet del­er de følelses­mæs­sige reak­tion­er, som vi men­er karak­teris­er­er, hvad det vil sige at være et men­neske.

Hvad er et menneske?

I din artikel i For­eign Pol­i­cy skriv­er du ”Under denne ide om ret­tighed­ernes lige­lighed lig­ger der en forestill­ing om, at vi alle besid­der en men­neske­lig essens, der udjævn­er etablerede forskelle af hud­farv­er, skøn­hed og end­da intel­li­gens”, og vi tænker, om det stadig er sandt? Vi har for eksem­pel under men­neskerettighed­sregimet set et skift væk fra ideen om naturlige ret­tighed­er eller human­is­mer til fordel for hvad Richard Rorty kaldte en god idé. Hvis det er sandt, at det er en gener­el ten­dens i legit­imerin­gen af poli­tiske sys­te­mer, så er ideen om human­is­mer ikke særlig vigtigt.

Jeg havde en lang diskus­sion om dette med Richard Schultz, der er led­er af Amnesty Inter­na­tion­al, for­di han sam­tidig har denne pos­i­tivis­tiske opfat­telse af ret­tighed­er. Han, som mange andre, tror ikke, at men­neskerettighed­er er fun­deret i naturen eller nogen anden form for fast­sat karak­ter­is­ti­ka, og at de sim­pelthen essen­tielt er, hvad sam­fun­det dik­ter­er. Jeg find­er det over­rask­ende, at det kom­mer fra en led­er af en stor men­neskerettighed­sor­gan­i­sa­tion, for jeg kan ikke, forstå hvor­dan han kan rejse til Kina og beklage sig over deres men­neskerettighed­shis­to­rie, for­di de vil så bare sige ”Jamen det reflek­ter­er bare den sociale kon­sen­sus, der eksis­ter­er her i Kina, så lad være med at beklage dig om poli­tiske fanger osv.” Men selv om det er sådan, mange men­nesker opfat­ter men­neskerettighed­er, så men­er jeg, at måden, hvor­på vi over­hovedet tænker om ret­tighed­er, ikke er sådan, at de er bevægelige i forhold til, hvad den sociale kon­sen­sus er.

På bun­den har alle en mening om, hvad det vigtig­ste karak­ter­is­ti­ka er, som gør os til men­nesker, og folk, der afvis­er det, er bare ikke ærlige omkring det, men­er jeg. De har stadig en mening et eller andet sted i baghovedet, men de er ikke vil­lige til at være konkrete om, hvad det er.

Kan vi gøre det konkret? Den sid­ste del af din bogi han­dler om præ­cist dette emne, og kan du fork­lare, hvad du men­er, når du taler om inhu­man­is­mer og men­nes­kets natur?

Jeg men­er, at den kristne opfat­telse af men­nes­ket inde­holdt en særligt vigtig ind­sigt. I biblen find­er man den opfat­telse, at men­nesker er delt­agere i det gud­dom­melige men ikke selv er gud­dom­melige. De har både gud­dom­melige og dyriske karak­ter­is­ti­ka. Aris­tote­les ville sige noget meget tilsvarende. Men det gud­dom­melige karak­ter­is­ti­ka havde i virke­lighe­den noget at gøre med moral­sk valg og mulighe­den for den frie vil­je, og mulighe­den for at han­dle som moral­sk væsen. Hvis man tænker over, hvad det bety­der rent prak­tisk, er det ikke bare eksis­tensen af valg og vil­je men også et helt sæt af følelses­mæs­sige kvaliteter med hvilke, vi sym­pa­tis­er­er med andre eller føler vrede, eller vi ender med, ikke bare rationelt kalkulerede moralske svar, men vi føler også på en bestemt måde, enten sym­pa­ti eller opførsel osv, og jeg ville mene, at det er meget svært at sætte fin­geren på 6 ting, der opsum­mer­er den men­neske­lige essens. Det er svært at gøre. Men jeg men­er at det sikkert er noget i den ret­ning, omkring vores evne til at han­dle som moralske væsen­er, til at se det gode i ond­skab, osv., og det er der­for, at jeg men­er, at eksem­plet fra før om hukom­melse er bekym­rende, for­di en del af det at være et moral­sk væsen er at have en erindring af skyld. Jeg men­er, hvad er skyld andet end en form for erindring om at have begået en moral­sk overtrædelse og hvis man fjern­er evnen til at huske over­gange, så bland­er man sig på en måde i den men­neske­lige essens.

Så men­nes­kets natur er et rel­a­tivt begreb?

Selvføl­gelig! Jeg men­er, at disse begre­ber ikke eksis­ter­er uden for en social kon­tekst. Og så relater­er det selvføl­gelig til andre ting så som sprog og bev­id­s­thed, for­di det er meget svært at udføre moralske domme og tage moralske beslut­ninger uden evnen til at udføre dem og kom­mu­nikere med andre men­nesker. Måden hvor­på disse diskus­sion­er nor­malt går, er at nogen, så vil spørge, om det så bety­der, at folk uden evnen til at tale eller ikke kender sprog­et ikke har lige ret­tighed­er. Men fak­tum er, at vi indle­jr­er den slags i vores love, for­di vi for eksem­pel ikke giv­er børn fulde ret­tighed­er som vok­sne, for­di vi men­er, at de ikke har kapaciteten til at træffe deres egne beslut­ninger, og vi hold­er dem ikke lige så ans­varlige for deres moralske valg, som vi gør over­for vok­sne, for­di de ikke besid­der de samme evn­er til at vur­dere. Så jeg men­er, at der fak­tisk find­es en masse for­til­fælde i vores eksis­terende love, der i det mind­ste implic­it er baseret på, at men­nesker er moralske væsen­er og at de ret­tighed­er, vi har, er baseret på vores evne til at udøve de valg.

Verdens farligste idé

Debat­ten om men­nes­kets natur og men­nes­kets essens udspringer tydeligvis af spørgsmålet om, hvad det vil sige at være men­neske, og hvad men­neske­lighed bety­der. Man kunne sikkert sige, at tran­shu­man­isme del­er plads med en række andre udviklinger, der alle stiller spørgsmål­stegn ved de basale ideer om, hvad men­neske­lig natur er. En del af det lyder: hvad er men­neske og hvad er natur? Vi har debat­ten om, hvorvidt dyr burde have ret­tighed­er. Vi har udviklin­gen inden­for robotin­dus­trien og med den debat­ten; bør en selvbe­v­idst robot have visse ret­tighed­er? Igen, der er nogle mellem­niveauer, og vi har kun­stig intel­li­gens og kog­ni­tiv viden­skab, der alle synes at have en ting til fælles: at de udfor­dr­er vores opfat­telse af men­neske­lighed som et eller andet åbenlyst begreb.

Når de engang udvikler en selvbe­v­idst robot, så håndter­er vi det prob­lem. Der find­es en bestemt gruppe af men­nesker, som men­er, at bev­id­s­thed opstår på magisk vis, så snart man når til en vis tæthed i kred­sløbene, og jeg er bare ikke over­be­vist om, at det er til­fældet. Så lad os bekym­re os om det, når det sker. Med hen­syn til dyrene så er det inter­es­sant, for­di jeg men­er, at de har en højere bev­id­s­thed. En af egen­sk­aberne ved at være men­neske er, at vi kan lide, men også at vi er bev­id­ste om, at vi lid­er, at vi kan for­vente kom­mende lidelser, og at vi der­for er frygt­somme. Hvis du tænker over ret­ten til livet, der er beskyt­tet af enhver sim­pel lov, så er den baseret på det fak­tum, at men­nesker ikke vil miste deres liv arbi­trært. Og jeg men­er, at alt hvad vi har lært om dyr, har været med til at udvide nogle af disse ting, som vi tidligere troede var eksklu­sive men­neske­lige træk over til andre grup­per af væsen­er. Så jeg har fak­tisk en del sym­pa­ti for nogle dele af dyrev­elfærds­grup­perne. Det er ret klart for mig, at dyr har en grad af bev­id­s­thed, de kan forudsige begiven­hed­er, de kan være frygt­somme, og der­for er det slemt at udsætte dem for unød­vendig smerte og lidelse. Så jeg tror, at jo mere vi lær­er om dette, vil vi forhåbentlig kunne udvide området end­nu mere. Selvføl­gelig kan man ønske at grise og chim­panser ikke skal lide unød­vendigt, men vi vil aldrig give dem stem­meret, for­di de ikke besid­der et sprog.

Men man kunne forestille sig et sce­nar­ie, hvor beslut­ningerne er af sådan en natur, at det ændr­er ved vores men­neske­lighed. For eksem­pel, hvis et land beslut­ter sig for at klone men­nesker med hen­blik på at ændre drastisk ved, hvad vi forstår ved men­neske­lig natur.

Men det sker bare ikke! Slet ikke. I tror ikke, at noget af dette vil være tilstrække­ligt skræm­mende for folk? Vi har allerede udviklin­gen med atom­våben, hvor man har virke­lig stærke inter­ess­er i at undgå det, men det er stadig umuligt. Så jeg tror heller ikke, at man får en glob­al beslut­ning­spro­ce­dure på dette område.

Så hvad kan vi håbe på, hvis vi ikke kan reg­ulere det? 

Jeg men­er, at vi reg­ulerer en masse bio­med­i­cin­sk teknolo­gi, især efter nazis­terne. Vi har meget strenge regler om med­i­cinske eksper­i­menter. Man kan selvføl­gelig tage til et eller andet obskurt land og over­skride disse regler, for­di de ikke bliv­er hånd­hævet men for størst­ede­len, i størst­ede­len af den vestlige ver­den og fak­tisk også i det meste af udviklings­lan­dene, har vi disse regler, som bliv­er over­holdt tem­melig strengt. Det kræver nationale regeringer at opsætte reg­u­la­tiv­er, og det kræver samar­be­jder mellem disse regeringer.

Med hen­syn til biote­knolo­gi er et af de prob­le­mer, jeg forudser, at aftaler om regler er kul­turelt betinget, og jeg tror, at de etiske restrik­tion­er i mange tra­di­tionelt asi­atiske kul­tur­er er meget min­dre strenge. De har ikke en forestill­ing om en iboende værdighed i men­nesker. Det samme gælder for mange asi­atiske sam­fund i vesten. Og jeg tror, at det er der, de første prob­le­mer vil opstå, for­di der vil foregå en masse eksper­i­menter i Asien, hvorefter der vil opstå et pres for at gøre noget tilsvarende i Vesten. Vesten bliv­er nødt til at tage en beslut­ning, hvis det vis­er sig, at disse eksper­i­menter er så attrak­tive eller kan give økonomiske eller mil­itære fordele, så står vi over­for en svær beslut­ning.

Og er det ikke det sandsyn­lige sce­nar­ie?

Jeg ved det ikke. Måske. Det afhænger af, hvor attrak­tiv udbyt­tet er. Det kunne også være, at de eksper­i­menter­er og ender med at skabe mon­stre. Og så vil folk muligvis beslutte, at de ikke vil være med.

Så vi går fra tran­shu­man­isme som ver­dens farlig­ste ide til, hvad vi hør­er dig sige, at det ikke vil være et stort prob­lem. Vi kom­mer ikke til at se mon­stre, der går amok, og vi kom­mer ikke til at se lab­o­ra­to­ri­er, der skaber ting, vi ikke kan kon­trollere.

Da jeg sagde ’ver­dens farlig­ste idé’ var det i kon­tek­sten af, at den er mere farlig end atom­ter­ror­isme. Jeg men­er, at den er farlig i en vis for­stand, for­di de gode ting og dårlige ting bliv­er bland­et sam­men, og for­di de farlige ting nogle gange er infil­tr­erede i andre ting eller svære at diskutere. Det er, efter min mening, hvad der gør den til et meget sværere prob­lem. Atom­våben er åbenlyst farlige. Alle forstår, hvor­for de er farlige, men på sin vis gør det også prob­lemet nem­mere at håndtere. Der er ingen, som har lyst til at være mod­tageren af et atom­mis­sil, så de vil tage stærke midler i brug for at forhin­dre det. Men med biote­knolo­gi er det en meget mere kom­pleks og under­liggende trussel, og der­for gør det særligt svært at håndtere.

Inter­viewet er en forko­rtet udgave af “At over­skride men­nes­ket — inter­view med Fran­cis Fukuya­ma om tran­shu­man­isme”, der første gang blev bragt i Slag­mark — Tidsskrift for idéhis­to­rie. Resten af inter­viewet kan find­es i Den slovenske skole.

LÆS OGSÅ: Ånden og mask­i­nen — Skak­com­put­ere, stormestre og ny human­is­mekri­tik

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen