Efter finanskrisens udbrud i 2008 steg interessen for Karl Marx og hans forfatterskab — en interesse, som også er kommet til Danmark. Marx fik en omfattende virkningshistorie idet en lang række tænkere i begyndelsen af den 20. århundrede brugte Marx’ tænkning i politiske, akademiske og sociale sammenhænge og til en konstant stillingtagen til og kritik af den aktuelle situation. Denne række af marxistisk-inspirerede tænkere, der var afgørende for udviklingen af vore dages human- og samfundsvidenskaber, er efter murens falds kommunismeforskrækkelse i en vis grad forsvundet ud af læseplanerne på universiteterne og fra den offentlige bevidsthed. Men der er, med den fornyede interesse for Marx, en idé i at genbesøge denne levende tradition. En ny antologi forsøger at gøre netop dette.

I novem­ber 2008 meldte det tyske for­lag Dietz udsol­gt af det sen­este oplag af Karl Marx’ økonomikri­tiske hov­ed­værk Das Kap­i­tal. Finan­skrisen, som samme år for alvor sat­te ind, star­tende med krakket på den amerikanske bank Lehman Broth­ers den 15. sep­tem­ber, gav anled­ning til en bred fornyet inter­esse i kap­i­tal­is­mekri­tik i almin­de­lighed og Marx’ økonomikri­tik i særde­leshed. Måske ikke så mærke­ligt efter­som Marx nok er den mest betyd­nings­fulde kap­i­tal­is­mekri­tik­er nogensinde og et stærk sym­bol på mod­stand mod kap­i­tal­is­men (selvom Marx analy­serede en markant anden form for kap­i­tal­isme end den vi lever i i dag).

Marx og den marx­is­tiske tra­di­tion er dog andet og langt mere end kap­i­tal­is­mekri­tikken. Det er en kon­stant kri­tisk still­ing­ta­gen og forhold­en sig til det sam­fund man lever i og et forsøg på at forstå, fork­lare og over­skride det util­fredsstil­lende heri (en til­stand som ofte netop er kap­i­tal­is­men). Marx­is­men har altid været en lev­ende tra­di­tion, der gen­nem hele peri­o­den fra Marx selv og frem til i dag har for­mået at berøre nogle af de helt fun­da­men­tale forhold skabt i og af det mod­erne sam­fund: forhold mellem social han­dling og social objek­tivitet, mellem aktør og struk­tur, mellem filosofi, ide­olo­gi og økono­mi og endelig forhold­et mellem teori og prak­sis. Den marx­is­tiske tra­di­tion har med sine unikke for­mu­leringer, gen­for­mu­leringer og forsøg på at besvare disse spørgsmål vist at den er i stand til at forny sig efter­hån­den i takt med de sam­fundsmæs­sige foran­dringer. På den måde rum­mer både Marx og marx­is­men et kri­tisk poten­tiale, der ikke er his­torisk forældet, men netop hele tiden har foran­dret sig i takt med de his­toriske betingelser, hvor der har været gjort brug af den — og været brug for den.

Man kan skelne mellem fire grun­dele­menter i Marx’ for­fat­ter­skab – fire grun­dele­menter, som på mange måder går igen i hele den marx­is­tiske tra­di­tion: økonomikri­tikken, som først og fremmest udfoldes i hov­ed­vær­ket Kap­i­tal­en; ide­ologikri­tikken, som klarest udtrykkes i Den tyske ide­olo­gi; his­to­rieforståelsen (som også udtrykkes i de to nævnte værk­er); og sidst, men bestemt ikke mindst, det poli­tiske engage­ment, som mest berømt udtrykkes i Det kom­mu­nis­tiske man­i­fest.

Pointen er, at selvom det cen­trale omdrejn­ingspunkt for Marx er økonomikri­tikken og analy­sen af kap­i­tal­is­men og den poli­tiske økono­mi, så udspringer hans inter­esse her­for fra hans obser­va­tion­er af og harme over de poli­tiske til­stande, den vok­sende elendighed og den vok­sende kap­i­tal­isme han observer­er i Eng­land (og hele Europa) på sin tid. Det er dén poli­tiske indig­na­tion, der før­er til økonomikri­tikken. Ide­ologikri­tikken skal tilsvarende forstås som et forsøg på kri­tisk at analy­sere paradok­set i, at der ikke reflek­teres over tin­ge­nes til­stand, selvom den har skabt stor forarmelse og elendighed. Hvor­for find­es denne til­stand uforan­derlig og end­da for­nuftig?
His­to­rieforståelsen er også et forsøg på dels at forstå hvad der adskiller kap­i­tal­is­men fra tidligere tiders sam­fund, men  også hvor­dan kap­i­tal­is­men opstod — hvor­for det var muligt at den kunne opstå og dermed også hvor­for det var netop denne sam­funds- og pro­duk­tions­form, der kom til at blive den dominerende. Dette er nogle af disse ele­menter, som går igen i den marx­is­tiske tra­di­tion og som har været med til at give den teo­retiske og prak­tiske dybde, der gjorde at den kunne bidrage i et væld af forskel­lige ret­ninger og dis­ci­plin­er.

Tyskland, Rusland og Kina

Marx­is­men er altid blevet til i en social, poli­tisk og økonomisk kon­tekst og de teo­retiske analyser ofte har været direk­te involveret i poli­tiske kampe ser vi i tiden lige efter Marx død (1883). Her blev diskus­sio­nen af Marx for alvor taget op i 2. Inter­na­tionale som fra 1889–1916 var en organ­i­sa­tion af europæiske social­ist- og arbe­jder­parti­er. I Tysk­land førte diskus­sion­erne her til opret­telsen af his­to­riens første massep­a­r­ti, det tyske socialdemokrati (SPD). I ska­belsen af par­ti­et og i par­ti­ets første år, var der store diskus­sion­er mellem særligt tre flø­je repræsen­teret af Eduard Bern­stein, Karl Kaut­sky og Rosa Lux­em­burg. Store spørgsmål som forhold­et mellem par­ti og bevægelse og mellem reform og rev­o­lu­tion spillede en afgørende rolle: hvad var socialdemokrati­ets rolle, som arbe­jder­par­ti, i til arbe­jderk­lassen, og hvor­dan var det muligt at skabe en over­gang til social­is­men? Skulle det være gen­nem aktiv delt­agelse i det par­la­men­tariske arbe­jde og kamp for reformer som gjorde forhold­ende bedre for arbe­jderne, eller skulle der arbe­jdes for en rev­o­lu­tion som ville omstyrte det bestående sam­fund og over­drage ejer­sk­a­bet over pro­duk­tion­s­mi­dlerne til arbe­jderne? Eller begge dele? Var et par­la­men­tarisk arbe­jde og kamp for reformer ikke bare en udsæt­telse og for­læn­gelse af det kap­i­tal­is­tiske og ure­t­færdi­ge sam­fund?

Et andet markant skel inden for par­ti­et kom til udtryk omkring første ver­den­skrig, hvor socialdemokrati­et endte med at god­k­ende krigs­bevillinger og dermed sende mil­lion­er af arbe­jdere i krig for at slå andre arbe­jdere fra andre lande – deres brø­dre – ihjel. Diskus­sion­erne og udlægningerne af Marx og hans tænkn­ing var således både udledt af, men også dybt influerende, på disse afgørende diskus­sion­er om de poli­tiske partiers rolle og for poli­tiske anvis­ninger til arbe­jder- og fag­bevægelsen.

Det samme var i høj grad til­fældet i Rus­land, hvor særligt Lenin og Trot­sky stod over for prob­lemet med at skabe social­isme ud fra et ikke-indus­tri­alis­eret og agrart sam­fund. Ifølge den tra­di­tionelle udlægn­ing af Marx’ teori kunne social­is­men kun udvikles på bag­grund af et indus­tri­alis­eret sam­fund. Men kunne man i det rus­siske til­fælde springe dette trin over og så at sige hoppe dette his­toriske udviklingstrin over? Også her var Marx’ teori igen til forhan­dling i konkrete overve­jelser over poli­tiske forhold, i dette til­fælde en mere eller min­dre dog­ma­tisk læs­ning af den his­toriske mate­ri­al­isme som er forestill­in­gen om, at his­to­rien udvikler sig gen­nem nød­vendi­ge stadier. Teorien måtte ifølge Lenin og Trot­sky udvikles i lyset af den konkrete sit­u­a­tion man nu stod i. I Rus­land særligt i forhold­et mellem det indus­trielle Europa og det agrare Rus­land; Rus­lands rolle som det første led i kæden af en ver­den­srev­o­lu­tion; og hele diskus­sio­nen om hvorvidt det var muligt med ’social­isme i ét land’, eller om social­is­men kun var mulig hvis de europæiske lande også slog ind på en social­is­tisk vej – og hvor­dan skulle man i så fald løse det prob­lem?

Mange af de samme overve­jelser gjorde sig gældende i Kina og hos Mao. Kina var også overve­jende et agrarsam­fund, der skulle lave springet til social­is­men, men sam­tidig var Kina kul­turelt end­nu læn­gere væk fra det indus­tri­alis­erede Europa end Rus­land havde været. Maos tanker var således i høj grad et opgør med den økonomiske sov­jet­marx­isme, der lagde stor vægt på den økonomiske udvikling og den økonomiske basis som det afgørende for udviklin­gen, og Mao lagde i særlig grad vægt på betyd­nin­gen af kul­turen og behovet for en rev­o­lu­tion her (således ’kul­tur­rev­o­lu­tio­nen’). Yder­mere bland­ede Mao de marx­is­tiske tanker og den økonomiske sov­jet­marx­isme med inspi­ra­tioner fra kine­sisk og østlig kul­tur, hvilket sam­tidig illus­tr­erer tilpas­ning­sev­nen og det kreative aspekt ved den marx­is­tiske tankegang.

Pointen her er langt fra et forsvar for de total­itære regimer, som udviklede sig i Rus­land og Kina, men blot at sige, at marx­is­men aldrig kun været en bestemt teori, som var givet én gang for alle. Marx er blevet brugt i et væld af sam­men­hænge og i helt konkrete poli­tiske sit­u­a­tion­er, hvor teorien hele tiden har været til forhan­dling med lokale kon­tek­ster og tænkn­ing for at pro­duc­ere noget nyt som har efter­ladt sig spor i his­to­rien.

Det samme var i høj grad til­fældet i Europa og på uni­ver­siteterne.

Skoledannelse og teoretisk kamp

En af de mest kendte skoledan­nelser i den marx­is­tiske tra­di­tion er nok den kri­tiske teori eller Frank­furter­skolen, som opstod i Frank­furt am Main i Tysk­land omkring Insti­tut for Social­forskn­ing i 1920’erne. Frank­furter­skolen blev en af de vigtig­ste inspi­ra­tionskilder til den kri­tiske forskn­ing på uni­ver­siteterne samt, gen­nem Her­bert Mar­cuse, til stu­den­tero­prøret og ung­doms­bevægelserne i slut­nin­gen af 1960’erne og 70’erne over hele Europa og i USA. Kende­teg­nende for det man kunne kalde ’uni­ver­sitets­marx­is­men’ og som i mod­sæt­ning til den mere direk­te poli­tiske omsæt­ning af Marx vi så oven­for var, at den ikke udelukkende var meget kri­tisk over­for til­standene i Sov­je­tu­nio­nen (det der blev kaldt ’den virke­lig eksis­terende social­isme’), men også at de helt udelukkede par­tipoli­tisk tilslut­ning. Det var dog stadig en tænkn­ing, der var dybt engageret i Marx og i en kri­tik af det kap­i­tal­is­tiske sam­fund. Helt afgørende var det netop, at det var en kap­i­tal­isme, der så afgørende anderledes ud end på Marx’ tid, eller som i hvert fald havde fået inko­r­por­eret nogle nye træk og ele­menter, såsom masse­for­brug, ’for­brugerisme’, tv, reklamer, Hol­ly­wood-film, pop­musik, i det hele taget en stor kul­turindus­tri. Denne indus­tri blev af Max Horkheimer og Theodor Adorno analy­seret i det meget ind­fly­delses­rige og heros­tratisk berømte værk Oplysnin­gens Dialek­tik, og var generelle temaer for både dem begge såv­el som for andre medlem­mer af Frank­furter­skolen som f.eks. Wal­ter Ben­jamin og Her­bert Mar­cuse.

Uni­ver­sitets­marx­is­men var på den ene side akademisk i den for­stand, at Marx i langt højere grad blev behan­dlet som tænker og som filosof end som økonom(kritiker) eller poli­tisk involveret og på den anden side akademisk i den for­stand, at den kri­tis­erede selve den akademiske ver­dens, uni­ver­siteternes og tænknin­gens forhold til kap­i­tal­is­men og dermed til at bidrage til at opretholde de eksis­terende under­trykkende forhold. Kort sagt for at være ide­olo­gi. Der­til kom også i høj grad et per­spek­tiv på Marx som en filosofisk tænker i en tra­di­tion, først og fremmest i forhold til G. W. F. Hegel, samt at tænke Marx i forhold til og sam­men med nyud­viklinger inden­for den teo­retiske ver­den, særligt psykolo­gien og Sig­mund Freud og soci­olo­gien med Max Weber.

Universitetsmarxismen i Danmark

Uni­ver­sitets­marx­is­men, som Frank­furter­skolen var en del af, var en tra­di­tion som skulle blive særde­les ind­fly­delses­rig. Den er fort­sat til inspi­ra­tion for mange nuværende tænkere og udgør på mange måder udgangspunkt for det grundlæggende tankegods på mange uni­ver­siteter og deres under­vis­ere.

I Dan­mark var den nok mest kendte og udbredte skole- og teori­dan­nelse den kap­i­tal­lo­giske skole, eller blot kap­i­tal­logikken, som havde sin højborg på idéhis­to­rie ved Aarhus Uni­ver­sitet og fandt sin største repræsen­tant i Hans-Jør­gen Schanz og sit vigtig­ste teo­retiske og grundlæggende værk i hans værk Til rekon­struk­tio­nen af kri­tikken af den poli­tiske økonomis omfangslo­giske sta­tus fra 1973. Ifølge kap­i­tal­logikken var den kri­tiske teori i Frank­furter­skolen blevet alt for bredt appliceret og dens begre­ber var blevet for ana­lytisk svage. Svaret blev at vende tilbage til Marx – den økonomikri­tiske Marx – for deri­gen­nem at rekon­struere de ana­lytiske begre­ber. I dette teo­retiske arbe­jde mente man også at finde frem til en his­to­riefilosofi hos den ældre Marx som stod i skarp kon­trast til den his­toriske mate­ri­al­isme. Hele den marx­is­tiske tra­di­tion havde således ifølge kap­i­tal­logik­erne fejl­læst Kap­i­tal­en gen­nem et his­torisk mate­ri­al­is­tisk fil­ter. Ved at vende tilbage til den oprindelige økonomikri­tik og de ana­lytiske begre­ber heri kunne man for alvor finde ud af hvor­dan og hvor langt den marx­is­tiske analyse og kri­tik kunne dri­ves. Det var på den måde et rent teo­retisk fore­ta­gende – ohne The­o­rie keine Rev­o­lu­tion (uden teori ingen rev­o­lu­tion), som man sagde. Heri lå der også en vis forestill­ing om akademik­ernes rolle i en udvikling mod et bedre sam­fund.

Hvorfor denne tradition?

Men hvor­for er det så rel­e­vant at genbesøge denne tra­di­tion i en antolo­gi som Marx­is­men efter Marx? Pointen med at fremhæve den store tra­di­tion inden­for uni­ver­sitets­marx­is­men er, at påpege at også i den akademiske ver­den har Marx til stadighed været en inspi­ra­tionskilde for en lang række tænkere, både som med­spiller og som kri­tisk mod­spiller. Marx og marx­is­men har været en afgørende basis for en lang række teori­er og tænkere og selv dem der har været i direk­te oppo­si­tion her­til, eller som har vil­let løs­rive sig fra den, har til stadighed gjort det i en kon­fronta­tion og diskus­sion med både Marx selv og tra­di­tio­nen som ful­gte. Det var tænkere, der udviklede teori­er inden for en bred række af dis­ci­plin­er som ikke bare filosofi, soci­olo­gi, økono­mi og sam­fundsv­i­den­skab, men også inden for sprog­te­ori, lit­ter­atur­te­ori, æstetik, kun­st osv. Hvis vi vil komme dybere i en forståelse af ikke bare disse teori­er, men også de spørgsmål og grundlæggende prob­lem­still­inger de forsøger at forholde sig til, er det vigtigt at have blik for de kampe og de udfor­dringer den marx­is­tiske tra­di­tion har peget på.

Kende­teg­nende for disse marx­is­tiske teo­retikere er således også, at de tager afs­tand til enhver form for fast­frys­ning af tanken. De vis­er hvor­dan tra­di­tio­nen efter Marx fak­tisk inde­hold­er en kri­tiske tænkn­ing som står i mod­sæt­ning til den udbredte reduc­er­ing af teorien til et koldt basis/over­bygn­ing-ske­ma og en deter­min­is­tisk form for his­torisk mate­ri­al­is­tisme. Marx­is­men og Marx er for dem en måde at forholde sig til det bestående og forsøge at tænke noget nyt og anderledes i et kon­stant forsøg på at over­skride og komme læn­gere, end der hvor vi er nu. Marx­is­men er således en teo­retisk tra­di­tion, som altid har bevist sin rel­e­vans gen­nem en still­ing­ta­gen til og kri­tik af sin samtid og igen­nem still­ing­ta­gen til og inko­r­porering af forskel­lige fænomen­er som demokrati, masse­for­brug og mass­esam­fund, kul­turindus­tri, fem­i­nisme og kvin­de­bevægelsen, sek­su­alitet, de nye medi­er og meget, meget mere.

Yder­mere er mange af dem der under­vis­er på uni­ver­siteterne i dag, dem der er født i 1940erne, 50erne og 60erne. Marx­is­men var i høj grad nærværende på uni­ver­siteterne i 60erne og 70erne, og dem der var i det måtte forholde sig til det på den ene eller den anden måde. Det er de fær­reste af dem der i dag under­vis­er på uni­ver­siteterne, der har udviklet deres tænkn­ing, under­vis­ning, forskn­ing og liv uden at have haft en rela­tion (pos­i­tiv eller neg­a­tiv) eller har måt­tet forholde sig til den marx­is­tiske tra­di­tion. Og om man har været med, mod eller midt i mellem har den været afgørende for at skabe det tanke­u­nivers vi befind­er os i nu.

Og marx­is­men fort­sæt­ter den dag i dag med at være en bred, aktuel og lev­ende tra­di­tion. Her tænkes særligt på tænkere såsom Slavoj Žižek, Alan Badiou, Jacques Ran­cière, David Har­vey, Michael Hardt og Anto­nio Negri og mange flere. I denne antolo­gi advok­eres der dog for også at gå tilbage til den marx­is­tiske tra­di­tion der kom før disse ny-marx­is­tiske (eller post-marx­is­tiske?) tænkere, netop for­di denne marx­is­tiske tra­di­tion var grund­laget for disse tænkere. Yder­mere var den marx­is­tiske tra­di­tion læremester for og basis for en lang række andre teori­er, som i dag er vidt benyt­tet og anvendt, men som vi ikke karak­teris­er­er som ’marx­is­tiske’ – her tænkes på teori­er fra f.eks. Jür­gen Haber­mas, Michel Fou­cault, Pierre Bour­dieu og mange flere.

Marx er selvføl­gelig også blevet taget op med et poli­tisk for­mål for øje og er blevet brug i diverse poli­tiske kampe og kon­tek­ster, hvilket også til dels er blevet doku­menteret her. Fokus lig­ger dog her – og i antolo­gien – på den tænkn­ingsmæs­sige side. Og pointen er, at selvom Marx har fået momen­tum oven­på finan­skrisen, så er der i Marx og den marx­is­tiske tra­di­tion en teo­retisk dybde og analy­sekraft, der rækker langt ud over den nuværende krise. En analy­sekraft og en teo­retisk dybde, som ikke læn­gere er særligt stærkt repræsen­teret hverken på uni­ver­siteterne eller i den offentlige debat. Måske er det pga. ’his­to­riens afs­lut­ning’ og kap­i­tal­is­mens angivelige sejr og en gener­el kom­mu­nisme- og Marx-forskrækkelse og træthed efter murens fald. Men som tiden efter finan­skrisen, med bevægelser som Det ara­biske forår, Occu­py Wall Street og Los Indig­na­dos, Democ­ra­cia Real Ya!, har vist, så er his­to­rien beg­y­n­dt igen. Demokrati er for eksem­pel ikke noget som har udviklet sig med his­torisk nød­vendighed ud af kap­i­tal­is­men. Der­for er der måske god grund til igen at genbesøge og Marx og den marx­is­tiske tra­di­tion – særligt for os der født efter 1980 kan siges at tilhøre en gen­er­a­tion, som ikke bær­er byr­den af per­son­lig skuf­felse eller vemodighed fra hverken ’68, den kolde krig, og stal­in­is­mens uhyrlighed­er. Marx­is­men har således været med til at forme his­to­rien, såv­el som den selv er blevet formet af den, og for den mod­erne læs­er kan den idéhis­toriske beskæftigelse med Marx og marx­is­men anskues som en prisme for en større his­to­rie- og samtids­forståelse.

Antolo­giens ærinde er at vise, hvor­dan Marx’ tænkn­ing intellek­tuelt og idéhis­torisk er blevet anvendt og videre­ført fra tiden lige efter hans død til sid­ste gang marx­is­men oplevede et større opsv­ing i 1960’erne og 70’erne. Bag­grun­den for antolo­gien er oprindeligt et kan­di­dat­sem­i­nar ved Aarhus Uni­ver­sitet med titlen ”Marx­is­tiske strømninger i det 20. århun­drede”. Antolo­gien udspringer af denne forelæs­ningsrække. Antolo­gien er netop udkom­met på Bog­for­laget Fry­den­lund som en del af serien Kri­tisk Teori og kan købes her og her.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *