“Du er tvunget til at bruge mere i dag end du gjorde i går”

Regeringens nye vækstpakke skal skabe fremtidige arbejdspladser, trimme nationens konkurrenceevne og øge den økonomiske vækst. Disse mål synes umiddelbart at være indiskutable værdier. Vi spørger ikke, om vi skal have økonomisk vækst, vi spørger, hvordan vi skaber økonomisk vækst. Men er vækst virkelig den naturlige præmis for samfundets udvikling? Baggrund har mødt Jørgen Steen Nielsen til en snak om hvilke udfordringer vi står overfor i dag.

FOKUS: ALTERNATIV ØKONOMI – Der findes ikke længere politik – der findes kun økonomi. Mens EU udsteder finansielle støttepakker til banker i krise, spørger omverdenen stadig de økonomiske vismænd til råds når det gælder samfundets store spørgsmål. Politiske spørgsmål erstattes i stigende grad af økonomiske og de økonomiske vismænd får altid det sidste ord. Men hvorfor får de der kan tælle altid ret og handler økonomi altid om penge?

Tiden er endnu ikke inde. I mindst 100 år må vi for os selv og andre lade, som om smukt er grimt og grimt er smukt, for det grimme er nyttigt, og det smukke er det ikke. Griskhed og åger og beregning må være guder en tid endnu. For kun de kan lede os gennem den økonomiske nødvendigheds tunnel og ud i daglyset.

Citatet er taget fra biolog, forfatter og journalist Jørgen Steen Nielsens  seneste bog Den Store Omstilling, der retter skarp kritik mod vores  vækstbaserede mainstream-økonomi og forestillingen om grøn vækst. Han bruger ordet vækstfetichisme om, hvad han opfatter som en dominerende illusion om uendelig vækst.  For ifølge Nielsen er vi ved at nå til vejs ende i den økonomiske nødvendigheds tunnel og bør nu sætte skub i en omstilling mod et samfund uden vækst.  I Den Store Omstilling tegner han et billede af en klode, der ikke længere står overfor adskilte enkeltkriser, men derimod er inde i en grundlæggende systemkrise.

”Vi har normalt været vant til at stå overfor isolerede kriser, typisk økonomiske konjunkturkriser, der tager et vist stykke tid at få håndteret og så går over. Nu har vi en række kriser, der ikke blot hænger sammen, de spænder også ben for hinandens løsning. Det drejer sig om: Klimakrise, fødevarekrise, fattigdomskrise, med mellemrum energiforsyningskriser og ikke mindst den økonomiske krise. Helt grundlæggende og enkelt formuleret skyldes det, at økonomien nu har nået et omfang, hvor den er begyndt at støde mod de barrierer, der er defineret af planeten.”

Fra isenkram til økonomi

Jørgen Steen Nielsen var i 1970’erne med til at stifte Organisationen til Oplysning om Atomkraft, og siden midten af 80’erne har han som fagjournalist dækket miljø- og klimadebatten ved dagbladet Information. Han mener, at vi i dag står overfor en meget større udfordring, end hvad man tidligere har været vant til.

”Hvis man tager sagen om atomkraft i Danmark i 70’erne og debatten om ozonlaget i 80’erne, så var begge problemstillinger i virkeligheden meget simple. Det var et ja- eller nej-spørgsmål til henholdsvist et bestemt stykke isenkram og nogle bestemte industrikemikalier. I det første tilfælde viste Danmark handlekraft, og i spørgsmålet om ozonlaget handlede det internationale samfund meget hurtigt. Nu står vi overfor en virkelighed, hvor vi skal forholde os til hele vores livsstil og vores tradition for velstandsvækst. Det er en meget større udfordring. Nu snakker vi for første gang om, at der er noget galt med vores økonomiske struktur.”

Materialisme anno 2013

I Den Store Omstilling gives nyt liv til kritikken af vores vækstbaserede økonomi. Her redegør han for, at der er naturlige grænser for, hvor meget økonomien kan vokse, dels fordi Jorden er et lukket system, dels fordi der også er en grænse for, hvor meget individet kan konsumere.De sidste 50 års faldende vækstrater i den vestlige del af verden hænger også sammen med, at vores forbrugsniveau for mange mennesker er ved at være mættet.

”Da vi i sommeren 2011 blev ramt af voldsomme skybryd i hovedstaden, var det for mange mennesker en aha-oplevelse i forhold til klimaet. Vi spurgte os selv: Kan det mon være den slags, der venter os i fremtiden? Men jeg fik faktisk en større aha-oplevelse, da vi i vores grundejerforening skulle tømme vores oversvømmede kældre. Vi besluttede at lave et loppemarked, hvor vi kunne sætte det til salg, som vi ikke længere havde brug for. Så stod vi der 25 husstande med en masse gode ting stablet op på vores borde.  Vi opdagede desværre meget hurtigt, at der stort set ikke var nogen, der havde lyst til at købe noget. Vi ville alle sammen sælge. Det var et klart udtryk for vores overforbrug. Vores problem er ikke længere at skaffe os ting, vores problem er at skille os af med ting.”

Men han erkender også, at han ikke er den første, der retter en kritik mod den vestlige verdens materialisme, og at det for nogle mennesker kan runge hult, når en veluddannet person, med høj indtjening taler om overforbrug i samfundet.

”Det er selvfølgelig ikke en global betragtning. De fleste steder i verden har folk en levestandard, der er for lav, men i vores del af verden har store befolkningsgrupper fået dækket grundlæggende behov og lidt til. Og ja, der er også folk i vores samfund, der er nødlidende, men pointen er, at så længe vi er bundet op på en vækstøkonomi, så er du tvunget til at skulle bruge mere i dag, end du gjorde i går, og i morgen skal du bruge endnu mere, end du gjorde i dag. Den evne må på et eller andet tidspunkt slippe op. Der må være en grænse for, hvor meget man kan og har lyst til at forbruge.”

Udover vi har en økonomisk struktur, der bygger på ideen om grænseløse behov, så er vækstøkonomien også afhængig af en konstant øget produktivitet, hvilket sætter høje krav til nye teknologiske gennembrud. Igennem de sidste årtier har udviklingen indenfor kommunikationsteknologien været afgørende for den stigende produktivitet, men alligevel har det ikke kunne leve op til tidligere tiders teknologiske fremskridt og i den vestlige verden har vi derfor måtte sande, at væksten har været støt faldende i et halvt århundrede. Vejen ud af en vækstbaseret økonomi er således ikke blot belagt med grønne argumenter om CO₂-udslip og smeltende ismasser, kilden til problemet skal derimod findes i systemets eget indre. Det er dog de færreste økonomer, der deler denne erkendelse.

Økonomernes identitetskrise

Ifølge Jørgen Steen Nielsen er økonomerne inde i en identitetskrise, hvor de forskellige skoler, der slås om den rigtige kriseløsning, begge har et ufuldstændigt billede af virkeligheden.

”De økonomiske modeller, man regner på, om man så er keynesianer eller neoklassiker, antager, at kloden er en uforanderlig størrelse. De fortrænger det faktum, at planetens ressourcer, miljø og natur gennem historien ændrer sig i kraft af vore aktiviteter. De økonomiske teorier og lovmæssigheder bliver opfattet som fysiske naturlove, der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved.”

Dog afviser han, at hans synspunkter skal høres som kritik af kapitalismen som ideologi.

”Jeg har svært ved at forholde mig til ord som kapitalisme eller socialisme. Jeg mener, det handler om at tænke økonomien som et undersystem af den globale økologi, hvor vi tilstræber et optimum i stedet for et maksimum. Eller med andre ord omstiller økonomien til en ligevægtsøkonomi uden materiel vækst.

Nielsen ønsker ikke, at hans kritik bliver tolket som en kamp mellem eksisterende ideologier, men samtidig anerkender han også, at en ligevægtsøkonomi vil kræve en højere grad af institutionel kontrol i samfundet. Adspurgt om, hvorvidt hans synspunkter i virkeligheden dækker over en skjult drøm om et teknokratisk planøkonomisk samfund, svarer han.

”Vi skal hverken tilbage til Sovjet eller hen mod den kinesiske planøkonomi, men man kan selvfølgelig ikke komme uden om, at en ligevægtsøkonomi vil kræve en højere grad af regulering af markedet. I England forbød man for 150 år siden aktieselskaber med den begrundelse, at det var en umoralsk selskabsform, der tilskyndede til grådighed. Den tanke har man jo lov at tage op til diskussion. Man kunne godt spørge, om der er selskabsformer, der er ”umoralske” i den forstand, at de er uforenlige med tanken om at holde tingene i balance i forhold til de præmisser, som planeten definerer.”

Myten om afkobling

Jørgen Steen Nielsen betvivler, at vi kan løse klodens problemer igennem en afkobling mellem vækst og miljø, således at vi igennem ny grøn teknologi kan skabe en friktionsfri vækst, der kan fortsætte endeløst.

Hans begrundelse bygger blandt andet på beregninger foretaget af den britiske økonom Tim Jackson, hvis udregninger tager udgangspunkt i opfattelsen af menneskehedens globale miljøbelastning som produktet af antallet af individer, størrelsen af vores velstand og miljøbelastningen af den teknologi, vi bruger vores velstand på.  Resultaterne viser blandt andet, at udviklingen indenfor grøn teknologi i løbet af de sidste 10 til 20 år, ikke engang har kompenseret for befolkningsvæksten. Det betyder, at selvom vi i morgen ville vågne op til en verden uden økonomisk vækst så ville vi fortsat øge udledningen af drivhusgasser alene på grund af, at vi bliver flere og flere. Når man så samtidig medregner vores voksende velfærd og forsøger at tage højde for, at vi skal imødekomme de mål indenfor den globale CO2-udledning, som FN’s Klimapanel har opstillet, så viser det sig, at den grønne teknologi skal reducere udslippet per dollar med 7 procent om året frem til år 2050. I løbet af de sidste 20 år har teknologien ”kun” reduceret udslippet per dollar med 0,7 procent årligt. Med andre ord: reduktionshastigheden igennem grøn teknologi skal tidobles.

Det betyder kort sagt, at grøn teknologi ikke kan kompensere for befolkningsvæksten og den økonomiske vækst. Selvom vi gør teknologien grønnere og mere effektiv, så vil den ikke kunne sikre en mindre samlet miljøbelastning, hvis både befolkning og materielt forbrug samtidig bliver ved at vokse. For Nielsen er det ønsketænkning, når politikerne snakker om, hvordan teknologien skal redde os alle sammen.

Men hvis ikke løsningen skal komme fra politikerne, hvor skal den så komme fra? Nielsen giver en række eksempler på økonomer som Paul Krugman, Tim Jackson og Herman Daly, der alle påpeger problemer forbundet med vores vækstøkonomi. Ja, selv den klassiske økonomis stamfædre Adam Smith, John Stuart Mill og John Maynard Keynes konstaterede, at der er grænser for vækst. Ifølge Keynes ville økonomien bevæge sig ud af fasen med vækst, når de basale behov var blevet dækket.

“Der er begyndt at ske et skift. Flere og flere får øjnene op for, at det ikke kan fortsætte på denne her måde. Det er i første omgang vigtigt at få italesat de barrierer, der står i vejen for en økonomisk omstilling.”

Han påpeger, at nogle progressive selskaber også er begyndt at tænke i, hvordan man skaber en sund forretning uden materiel vækst. Umiddelbart kunne det lyde som om, redningen skal komme fra innovative forretningsfolk, men er hvor den almindelige borger henne i billedet? I Nielsens forrige bog En lille fortælling om overlevelse fra 2008 gav han en konkret guide til, hvordan man som privatforbruger kan reducere sit fodaftryk på kloden, men hvordan guider man sig ud af en systemkrise?

”Udover at nedsætte sit forbrug generelt, så handler det også om at gøre sig mindre sårbar overfor og afhængig af den kriseplagede globale økonomi. Jeg forestiller mig en fremtid, hvor fødevareproduktionen i meget højere grad bliver foretaget lokalt og nationalt, mens andre produktioner som eksempelvis avanceret medicinalindustri fortsat kan foregå centraliseret.”

Ifølge Nielsen er det vigtigt at understrege, at vi står overfor en udfordring så stor, at den ikke kan reduceres til et identitetsprojekt for vores generation. Han tror ikke på en omstilling via hurtige stormløb, som man så det op til COP15-mødet i København og ej heller på en storladen dommedagsretorik. Omstillingen bør opfattes som en løbende proces, der vil strække sig over de næste mange år.

”Jeg tror, det ville være sundt at starte med en dybere diskussion af, hvad der gør os tilfredse med vores tilværelse. Vi kan presses langt til at tro, at vores behov er større end, hvad de umiddelbart forekom at være, men hvor mange af dem er egentlig reelle?”