Du er tvunget til at bruge mere i dag end du gjorde i går”

Jørgen Steen Nielsen


Regeringens nye vækstpakke skal skabe fremtidige arbejdspladser, trimme nationens konkurrenceevne og øge den økonomiske vækst. Disse mål synes umiddelbart at være indiskutable værdier. Vi spørger ikke, om vi skal have økonomisk vækst, vi spørger, hvordan vi skaber økonomisk vækst. Men er vækst virkelig den naturlige præmis for samfundets udvikling? Baggrund har mødt Jørgen Steen Nielsen til en snak om hvilke udfordringer vi står overfor i dag.

FOKUS: ALTERNATIV ØKONOMI - Der find­es ikke læn­gere poli­tik — der find­es kun økono­mi. Mens EU udst­ed­er finan­sielle støt­tepakker til banker i krise, spørg­er omver­de­nen stadig de økonomiske vis­mænd til råds når det gælder sam­fun­dets store spørgsmål. Poli­tiske spørgsmål erstattes i sti­gende grad af økonomiske og de økonomiske vis­mænd får altid det sid­ste ord. Men hvor­for får de der kan tælle altid ret og han­dler økono­mi altid om penge?


Tiden er end­nu ikke inde. I mindst 100 år må vi for os selv og andre lade, som om smukt er grimt og grimt er smukt, for det grimme er nyt­tigt, og det smukke er det ikke. Griskhed og åger og bereg­n­ing må være gud­er en tid end­nu. For kun de kan lede os gen­nem den økonomiske nød­vendigheds tun­nel og ud i dagl­y­set.

Citatet er taget fra biolog, for­fat­ter og jour­nal­ist Jør­gen Steen Nielsens  sen­este bog Den Store Omstill­ing, der ret­ter skarp kri­tik mod vores  væk­st­baserede main­stream-økono­mi og forestill­in­gen om grøn vækst. Han bruger ordet væk­st­fetichisme om, hvad han opfat­ter som en dominerende illu­sion om uen­delig vækst.  For ifølge Nielsen er vi ved at nå til vejs ende i den økonomiske nød­vendigheds tun­nel og bør nu sætte skub i en omstill­ing mod et sam­fund uden vækst.  I Den Store Omstill­ing teg­n­er han et billede af en klode, der ikke læn­gere står over­for adskilte enkeltkris­er, men der­i­mod er inde i en grundlæggende sys­temkrise.

”Vi har nor­malt været vant til at stå over­for isol­erede kris­er, typisk økonomiske kon­junk­turkris­er, der tager et vist stykke tid at få håndteret og så går over. Nu har vi en række kris­er, der ikke blot hænger sam­men, de spæn­der også ben for hinan­dens løs­ning. Det drejer sig om: Kli­makrise, føde­varekrise, fat­tig­dom­skrise, med mellem­rum energi­forsyn­ingskris­er og ikke mindst den økonomiske krise. Helt grundlæggende og enkelt for­muleret skyldes det, at økonomien nu har nået et omfang, hvor den er beg­y­n­dt at støde mod de bar­ri­er­er, der er defineret af plan­eten.”

Fra isenkram til økonomi

Jør­gen Steen Nielsen var i 1970’erne med til at stifte Organ­i­sa­tio­nen til Oplysning om Atom­kraft, og siden midten af 80’erne har han som fagjour­nal­ist dækket miljø- og kli­made­bat­ten ved dag­bladet Infor­ma­tion. Han men­er, at vi i dag står over­for en meget større udfor­dring, end hvad man tidligere har været vant til.

”Hvis man tager sagen om atom­kraft i Dan­mark i 70’erne og debat­ten om ozon­laget i 80’erne, så var begge prob­lem­still­inger i virke­lighe­den meget sim­ple. Det var et ja- eller nej-spørgsmål til hen­holdsvist et bestemt stykke isenkram og nogle bestemte indus­trikemikalier. I det første til­fælde viste Dan­mark han­dlekraft, og i spørgsmålet om ozon­laget han­dlede det inter­na­tionale sam­fund meget hur­tigt. Nu står vi over­for en virke­lighed, hvor vi skal forholde os til hele vores livsstil og vores tra­di­tion for vel­standsvækst. Det er en meget større udfor­dring. Nu snakker vi for første gang om, at der er noget galt med vores økonomiske struk­tur.”

Materialisme anno 2013

I Den Store Omstill­ing gives nyt liv til kri­tikken af vores væk­st­baserede økono­mi. Her redegør han for, at der er naturlige grænser for, hvor meget økonomien kan vokse, dels for­di Jor­den er et lukket sys­tem, dels for­di der også er en grænse for, hvor meget indi­videt kan konsumere.De sid­ste 50 års faldende væk­strater i den vestlige del af ver­den hænger også sam­men med, at vores for­brugsniveau for mange men­nesker er ved at være mæt­tet.

”Da vi i som­meren 2011 blev ramt af vold­somme sky­bryd i hov­ed­staden, var det for mange men­nesker en aha-oplevelse i forhold til kli­maet. Vi spurgte os selv: Kan det mon være den slags, der ven­ter os i fremti­den? Men jeg fik fak­tisk en større aha-oplevelse, da vi i vores grun­de­jer­foren­ing skulle tømme vores oversvømmede kæl­dre. Vi beslut­tede at lave et loppe­marked, hvor vi kunne sætte det til salg, som vi ikke læn­gere havde brug for. Så stod vi der 25 hus­stande med en masse gode ting sta­blet op på vores bor­de.  Vi opdagede desværre meget hur­tigt, at der stort set ikke var nogen, der havde lyst til at købe noget. Vi ville alle sam­men sælge. Det var et klart udtryk for vores over­for­brug. Vores prob­lem er ikke læn­gere at skaffe os ting, vores prob­lem er at skille os af med ting.”

Men han erk­ender også, at han ikke er den første, der ret­ter en kri­tik mod den vestlige ver­dens mate­ri­al­isme, og at det for nogle men­nesker kan runge hult, når en velud­dan­net per­son, med høj indt­jen­ing taler om over­for­brug i sam­fun­det.

”Det er selvføl­gelig ikke en glob­al betragt­ning. De fleste sted­er i ver­den har folk en leve­s­tandard, der er for lav, men i vores del af ver­den har store befolkn­ings­grup­per fået dækket grundlæggende behov og lidt til. Og ja, der er også folk i vores sam­fund, der er nødli­dende, men pointen er, at så længe vi er bun­det op på en væk­støkono­mi, så er du tvunget til at skulle bruge mere i dag, end du gjorde i går, og i mor­gen skal du bruge end­nu mere, end du gjorde i dag. Den evne må på et eller andet tid­spunkt slippe op. Der må være en grænse for, hvor meget man kan og har lyst til at for­bruge.”

Udover vi har en økonomisk struk­tur, der byg­ger på ideen om grænseløse behov, så er væk­støkonomien også afhængig af en kon­stant øget pro­duk­tivitet, hvilket sæt­ter høje krav til nye tek­nol­o­giske gen­nem­brud. Igen­nem de sid­ste årti­er har udviklin­gen inden­for kom­mu­nika­tion­ste­knolo­gien været afgørende for den sti­gende pro­duk­tivitet, men alligev­el har det ikke kunne leve op til tidligere tiders tek­nol­o­giske frem­skridt og i den vestlige ver­den har vi der­for måtte sande, at væk­sten har været støt faldende i et halvt århun­drede. Vejen ud af en væk­st­baseret økono­mi er således ikke blot belagt med grønne argu­menter om CO2-udslip og smeltende ismass­er, kilden til prob­lemet skal der­i­mod find­es i sys­temets eget indre. Det er dog de fær­reste økonomer, der del­er denne erk­endelse.

Økonomernes identitetskrise

Ifølge Jør­gen Steen Nielsen er økonomerne inde i en iden­titet­skrise, hvor de forskel­lige skol­er, der slås om den rigtige kriseløs­ning, begge har et ufuld­stændigt billede af virke­lighe­den.

”De økonomiske mod­eller, man reg­n­er på, om man så er key­ne­sian­er eller neok­las­sik­er, antager, at klo­den er en uforan­derlig stør­relse. De fortrænger det fak­tum, at plan­etens ressourcer, miljø og natur gen­nem his­to­rien ændr­er sig i kraft af vore aktiviteter. De økonomiske teori­er og lovmæs­sighed­er bliv­er opfat­tet som fysiske naturlove, der ikke kan sættes spørgsmål­stegn ved.”

Dog afvis­er han, at hans syn­spunk­ter skal høres som kri­tik af kap­i­tal­is­men som ide­olo­gi.

”Jeg har svært ved at forholde mig til ord som kap­i­tal­isme eller social­isme. Jeg men­er, det han­dler om at tænke økonomien som et under­sys­tem af den glob­ale økolo­gi, hvor vi tilstræber et opti­mum i stedet for et mak­si­mum. Eller med andre ord omstiller økonomien til en ligevægt­søkono­mi uden materiel vækst.

Nielsen ønsker ikke, at hans kri­tik bliv­er tolket som en kamp mellem eksis­terende ide­olo­gi­er, men sam­tidig anerk­ender han også, at en ligevægt­søkono­mi vil kræve en højere grad af insti­tu­tionel kon­trol i sam­fun­det. Adspurgt om, hvorvidt hans syn­spunk­ter i virke­lighe­den dækker over en skjult drøm om et teknokratisk planøkonomisk sam­fund, svar­er han.

”Vi skal hverken tilbage til Sov­jet eller hen mod den kine­siske planøkono­mi, men man kan selvføl­gelig ikke komme uden om, at en ligevægt­søkono­mi vil kræve en højere grad af reg­u­ler­ing af markedet. I Eng­land for­bød man for 150 år siden aktiesel­sk­aber med den begrun­delse, at det var en umoral­sk sel­sk­ab­s­form, der tilskyn­d­ede til grådighed. Den tanke har man jo lov at tage op til diskus­sion. Man kunne godt spørge, om der er sel­sk­ab­s­former, der er ”umoralske” i den for­stand, at de er uforen­lige med tanken om at holde tin­gene i bal­ance i forhold til de præmiss­er, som plan­eten definer­er.”

Myten om afkobling

Jør­gen Steen Nielsen bet­vivler, at vi kan løse klo­dens prob­le­mer igen­nem en afkobling mellem vækst og miljø, således at vi igen­nem ny grøn teknolo­gi kan skabe en frik­tions­fri vækst, der kan fort­sætte endeløst.

Hans begrun­delse byg­ger blandt andet på bereg­ninger fore­taget af den britiske økonom Tim Jack­son, hvis udreg­ninger tager udgangspunkt i opfat­telsen af men­neske­he­dens glob­ale miljø­be­last­ning som pro­duk­tet af antallet af indi­vider, stør­relsen af vores vel­stand og miljø­be­last­nin­gen af den teknolo­gi, vi bruger vores vel­stand på.  Resul­tater­ne vis­er blandt andet, at udviklin­gen inden­for grøn teknolo­gi i løbet af de sid­ste 10 til 20 år, ikke engang har kom­penseret for befolkn­ingsvæk­sten. Det bety­der, at selvom vi i mor­gen ville vågne op til en ver­den uden økonomisk vækst så ville vi fort­sat øge udled­nin­gen af dri­vhus­gasser alene på grund af, at vi bliv­er flere og flere. Når man så sam­tidig medreg­n­er vores vok­sende velfærd og forsøger at tage højde for, at vi skal imødekomme de mål inden­for den glob­ale CO2-udled­ning, som FN’s Klima­pan­el har opstil­let, så vis­er det sig, at den grønne teknolo­gi skal reduc­ere udslip­pet per dol­lar med 7 pro­cent om året frem til år 2050. I løbet af de sid­ste 20 år har teknolo­gien ”kun” reduc­eret udslip­pet per dol­lar med 0,7 pro­cent årligt. Med andre ord: reduk­tion­shastighe­den igen­nem grøn teknolo­gi skal tidobles.

Det bety­der kort sagt, at grøn teknolo­gi ikke kan kom­pensere for befolkn­ingsvæk­sten og den økonomiske vækst. Selvom vi gør teknolo­gien grøn­nere og mere effek­tiv, så vil den ikke kunne sikre en min­dre sam­let miljø­be­last­ning, hvis både befolkn­ing og materielt for­brug sam­tidig bliv­er ved at vokse. For Nielsen er det øns­ketænkn­ing, når poli­tik­erne snakker om, hvor­dan teknolo­gien skal red­de os alle sam­men.

Men hvis ikke løs­nin­gen skal komme fra poli­tik­erne, hvor skal den så komme fra? Nielsen giv­er en række eksem­pler på økonomer som Paul Krug­man, Tim Jack­son og Her­man Daly, der alle påpeger prob­le­mer for­bun­det med vores væk­støkono­mi. Ja, selv den klas­siske økonomis stam­fæ­dre Adam Smith, John Stu­art Mill og John May­nard Keynes kon­staterede, at der er grænser for vækst. Ifølge Keynes ville økonomien bevæge sig ud af fasen med vækst, når de basale behov var blevet dækket.

Der er beg­y­n­dt at ske et skift. Flere og flere får øjnene op for, at det ikke kan fort­sætte på denne her måde. Det er i første omgang vigtigt at få itale­sat de bar­ri­er­er, der står i vejen for en økonomisk omstill­ing.”

Han påpeger, at nogle pro­gres­sive sel­sk­aber også er beg­y­n­dt at tænke i, hvor­dan man skaber en sund for­ret­ning uden materiel vækst. Umid­del­bart kunne det lyde som om, red­nin­gen skal komme fra inno­v­a­tive for­ret­nings­folk, men er hvor den almin­delige borg­er henne i billedet? I Nielsens for­rige bog En lille fortælling om over­levelse fra 2008 gav han en konkret guide til, hvor­dan man som pri­vat­for­bruger kan reduc­ere sit fodaftryk på klo­den, men hvor­dan guider man sig ud af en sys­temkrise?

”Udover at ned­sætte sit for­brug generelt, så han­dler det også om at gøre sig min­dre sår­bar over­for og afhængig af den krise­plagede glob­ale økono­mi. Jeg forestiller mig en fremtid, hvor føde­vare­pro­duk­tio­nen i meget højere grad bliv­er fore­taget lokalt og nation­alt, mens andre pro­duk­tion­er som eksem­pelvis avanceret med­i­c­i­nalin­dus­tri fort­sat kan foregå cen­tralis­eret.”

Ifølge Nielsen er det vigtigt at under­strege, at vi står over­for en udfor­dring så stor, at den ikke kan reduc­eres til et iden­titet­spro­jekt for vores gen­er­a­tion. Han tror ikke på en omstill­ing via hur­tige storm­løb, som man så det op til COP15-mødet i Køben­havn og ej heller på en stor­laden dommedagsre­torik. Omstill­in­gen bør opfattes som en løbende pro­ces, der vil strække sig over de næste mange år.

”Jeg tror, det ville være sundt at starte med en dybere diskus­sion af, hvad der gør os til­fredse med vores tilværelse. Vi kan press­es langt til at tro, at vores behov er større end, hvad de umid­del­bart forekom at være, men hvor mange af dem er egentlig reelle?”

Scroll til toppen