Kan økonomisk teori og ideologi holdes adskilt?

Økonomi og ideologi

Er økonomividenskab objektiv og er tal neutrale? Er økonomi i virkeligheden en samfundsvidenskab, der opfører sig som naturvidenskab? Er det tilfældigt, at ledende økonomer bruger antagelser om ideelle markeder? Professor i økonomi på Roskilde Universitet Jesper Jespersen argumenterer for, at neoklassisk økonomi og ideologi ikke altid kan holdes adskilt.

FOKUS: ALTERNATIV ØKONOMI - Der find­es ikke læn­gere poli­tik — der find­es kun økono­mi. Mens EU udst­ed­er finan­sielle støt­tepakker til banker i krise, spørg­er omver­de­nen stadig de økonomiske vis­mænd til råds når det gælder sam­fun­dets store spørgsmål. Poli­tiske spørgsmål erstattes i sti­gende grad af økonomiske og de økonomiske vis­mænd får altid det sid­ste ord. Men hvor­for får de der kan tælle altid ret og han­dler økono­mi altid om penge?


Økono­mi er en af sam­fundsv­i­den­sk­aberne. Det er teori­er om men­neskers ’pengemæs­sige’ adfærd og organ­is­er­ing af pro­duk­tion, arbe­jde og kap­i­ta­lakku­mu­la­tion. Økono­mi er i sit gen­stands­felt en bland­ing af human- og socialv­i­den­skab – den fokuser­er på forståelsen af motiverne bag men­neskers (økonomiske) han­dlinger og diss­es sam­fundsmæs­sige kon­sekvenser. Økono­mi er således i sit udgangspunkt ikke at ligne med en naturv­i­den­skab. Men uanset denne åben­bare forskel mellem sam­fundsv­i­den­skab og naturv­i­den­skab har der inden for økonomifaget udviklet sig en stærk tra­di­tion for at benytte matem­a­tisk for­mulerede analy­se­mod­eller. Dette valg af metode har med­vir­ket til, at afs­tanden mellem økonomisk teori og mod­eller og den økonomiske virke­lighed er blevet forøget. Herved er mod­ellernes rel­e­vans med hen­syn til at beskrive virke­lighe­den blevet begrænset. En begræn­sning der forstærkes af mod­ellernes ensidi­ge fokuser­ing på markedsmæs­sige process­er karak­teris­eret ved ’fuld­kom­men konkur­rence’ og en indi­vidu­el opti­merende adfærd karak­teris­eret ved prof­it- og nyt­temak­simer­ing.

Disse valg af mod­elmæs­sige forud­sæt­ninger har bidraget til at give de dominerende økonomiske mod­eller en form, der er præget af marked­søkonomisk ide­olo­gi.

Valg af metode

Uanset denne åben­bare forskel mellem sam­fundsv­i­den­skab og naturv­i­den­skab har ambi­tio­nen inden for økonomifaget lige siden det neok­las­siske gen­nem­brud (den såkaldte mar­gin­al­is­tiske rev­o­lu­tion) i 1880erne været at ’sætte sam­fund­søkonomien på form­ler’. Spørgsmålet om brug af matem­a­tiske mod­eller har lige siden løbet som en af de markante skil­lelin­jer ned gen­nem den økonomiske teoris his­to­rie. Dette spørgsmål har også præget diskus­sio­nen af, i hvilken grad den naturv­i­den­sk­a­belige metode kan benyttes til at forstå, beskrive og værdis­ætte sam­fund­søkonomiske prob­lem­still­inger. Den neok­las­siske økonomiske teori blev udviklet af økonomer med en stærk matem­a­tisk inkli­na­tion og naturv­i­den­sk­a­belig ’mis­un­delse’. De var bl.a. fascinerede af de mulighed­er som dif­fer­en­tial­reg­nin­gen giv­er for at give præ­cise svar på matem­a­tisk for­mulerede opti­mer­ing­sprob­le­mer. Det for mange økonomer cen­trale spørgsmål om, hvor­dan knappe ressourcer kan anven­des ’opti­malt’, kunne besvares inden for ram­men af en matem­a­tisk for­muleret mod­el. For uden­forstående gav den matem­a­tiske analyse et skær af objek­tivitet, hvilket var med til at give økonomifaget en aura af naturv­i­den­skab. Men de matem­a­tisk for­mulerede økonomiske mod­eller man­glede en sol­id empirisk under­bygn­ing. Det er helt afgørende for anven­delse af en hvilken som helst mod­el, at dens rel­e­vans bestyrkes gen­nem et solidt og tro­værdigt empirisk fun­da­ment. Kan mod­ellen beskrive virke­lighe­den og end­nu bedre: kan mod­ellen forudsige den frem­tidi­ge udvikling. Her står New­tons plan­et­mod­el som ide­alet, de økonomiske mod­eller tilstræber, navn­lig makro­mod­ellerne, men ikke tilnærmelsesvist har kun­net leve op til.
For men­nesker er ikke auto­mater end­sige him­mel­lege­mer. De træf­fer der­i­mod valg, de er reflek­sive, de lær­er af egne og andres erfaringer, de ind­hen­ter ny infor­ma­tion, sam­tidig med at de sam­fundsmæs­sige insti­tu­tion­er, i bred for­stand, er under kon­stant foran­dring. Det er der­for i prin­cip­pet umuligt at sætte den men­neske­lige adfærd, herun­der økonomiske dis­po­si­tion­er, på en matem­a­tisk formel, både for­di men­nesker ændr­er adfærd, når omgivelserne ændr­er sig; men nok så afgørende, for­di men­nesker ikke er at ligne med en mask­in­park. De ager­er forskel­ligt; de rea­ger­er forskel­ligt og de er delvist uforudsigelige i deres adfærd både enkeltvis og sam­let set i ét makroøkonomisk per­spek­tiv.

Herved adskiller økono­mi sig grundlæggende fra naturv­i­den­skab. Der søges jo ikke efter motiverne bag plan­eternes ’adfærd’; men der­i­mod efter en kon­stant fysisk kausalitet, der kan gives en matem­a­tisk frem­still­ing. Her giv­er den matem­a­tiske beskriv­else mening, når der er tale om en empirisk observeret reg­u­lar­itet, hvor objek­tets (i dette til­fælde plan­eterne) ’adfærd’ med rime­lighed kan antages at være kon­stant.

Uanset disse åben­bare for­be­hold med hen­syn til primært at benytte den naturv­i­den­sk­a­belige metode er neok­las­siske teori trukket så stærkt i den ret­ning, at den i dag bedst kan karak­teris­eres som en form for anvendt matem­atik. En udvikling, der yder­mere har gjort økono­mi util­gæn­gelig for ikke-matem­a­tisk trænede sam­funds­borg­ere, sam­tidig med at den over­drevne for­malis­er­ing direk­te har med­vir­ket til at svække de opnåede resul­taters real­isme og dermed kon­klu­sion­ernes rel­e­vans. Dette er uundgåeligt, når de aspek­ter af den men­neske­lige adfærd og sam­fundsmæs­sige rela­tion­er, der ikke kan sættes på matem­a­tiske form­ler, ikke er repræsen­terede i de neok­las­siske mod­eller og dermed ikke de opnåede resul­tater, der lægges til grund for bl.a. den poli­tiske råd­givn­ing. Dette krav om matem­a­tisk for­mu­ler­ing giv­er således også et af svarene på det spørgsmålet, der i sti­gende grad stilles af en undrende offent­lighed: ’Hvor­for tager økonomer så ofte og så meget fejl?’. Svaret lig­ger i den val­gte metode, der led­er frem til den ensidi­ge fokuser­ing på markedsmæs­sige process­er og indi­vidu­el opti­merende adfærd.

Et teorihistorisk mellemspil

Neok­las­sisk teori har dog aldrig været så enerå­dende som i dag. Tilbage i 1880erne havde den matem­a­tisk inspir­erede teo­ri­ud­vikling svært ved at vin­de fod­fæste som en videreud­vikling af den klas­siske teori. Anven­delsen af matem­atik blev mødt med en bety­delig skep­sis; men det var en peri­ode, hvor naturv­i­den­skab virke­lig havde frem­drift. Indi­vidu­el opti­mer­ing som grund­lag for at forstå hele den sam­fund­søkonomiske udvikling lå heller ikke direk­te i for­læn­gelse af den klas­siske økonomiske teori, hvor der primært blev benyt­tet klasser/weberianske arketyper, som ana­lytiske grun­dele­menter.

Hos de klas­siske økonomer blev ’reg­ner­i­et’ begrænset til talek­sem­pler, der kunne illus­trere en ver­balt for­muleret prob­lem­still­ing; men som ikke kunne benyttes som grund­lag for en gen­er­alis­er­ing. Robert Malthus viste, hvor­dan en ekspo­nen­tiel vækst i folke­tal­let ikke kunne brød­fødes af en lineær vækst i føde­vare­pro­duk­tio­nen. Ricar­do kunne sætte tal på forde­len ved han­del mellem Por­tu­gal (vin) og Eng­land (klæde) og Marx bereg­nede den mervær­di som arbe­jderne blev frataget. Disse eksem­pler gjorde ikke teori­erne mere eller min­dre ’sande’, men let­tere at forstå.

Først fra slut­nin­gen af 1800-tal­let beg­y­n­dte den neok­las­siske (matem­a­tiske) skole at vin­de fod­fæste dels på kon­ti­nen­tet (Lau­sanne-skolen) med Léon Wal­ras, 1834–1910 og Wil­fre­do Pare­to, 1848–1923 (begge uddannede som ingeniør­er), som den dri­vende kraft og Alfred Mar­shall, 1842–1924 (uddan­net matem­atik­er) i Cam­bridge. Det har efter­føl­gende været et karak­ter­is­tisk træk ved den neok­las­siske skole, at en række af de dominerende per­son­lighed­er har haft (og har) en uddan­nelse inden for naturv­i­den­skab. Par­al­lelt med den neok­las­siske teori udviklede den ’klas­siske’ økonomi­forståelse sig fort­sat i en overve­jende beskrivende form, hvor empiriske analyser var dominerende. Denne teoriret­ning kom til at bestå af bl.a. den ’his­toriske skole’ på kon­ti­nen­tet, ’insti­tu­tion­al­is­terne’ i USA og i 1930 kom ’key­ne­sian­is­men’ til at stå stærkt først i Storbri­tan­nien og efter kri­gen i de øvrige vestlige lande. De såkaldt ’het­erodokse’ økonomiret­ninger har det fællestræk, at de i mod­sæt­ning til den matem­a­tiske mod­el primært søger at fork­lare virke­lighe­den med afsæt i observerede og dermed i højere grad real­is­tisk økonomisk adfærd og under­støt­ter der­for deres teo­ri­ud­vikling med empiriske studi­er.

Den makroøkonomiske uenighed: idealister vs. realister

Det ville for­mentlig gøre ’økono­mi’ let­tere at forstå for uden­forstående iagt­tagere, hvis det klarere blev erk­endt af fagets udø­vere, at der er en bety­delig viden­sk­a­belig uenighed om, hvorledes den økonomiske virke­lighed bedst forstås og analy­seres. Stri­den står i dag primært mellem de neok­las­siske marked­side­al­is­ter og de het­erodokse insti­tu­tion­al­is­ter med bety­delig inspi­ra­tion fra John May­nard Keynes, 1883–1946, der kunne kaldes marked­sre­al­is­ter. Den aktuelle uenighed frem­står sjældent klart i den økonomiske diskurs, for­di neok­las­sisk teori siden 1980erne har været dominerende. Et forhold der dog skal ses i lyset af en næsten ligeså dominerende posi­tion, som de key­ne­sianske real­is­ter havde i peri­o­den fra 1950 og frem til slut­nin­gen af 1970erne. Men de blev sat skak­mat af dels den økonomiske udvikling, hvor sam­men­faldet af sti­gende arbe­jd­sløshed og infla­tion, såkaldt stagfla­tion, ikke umid­del­bart kunne fork­lares inden for ram­men af den het­erodokse teori­dan­nelse, og dernæst fejede den frem­brusende nylib­er­al­isme med indi­vid og marked i cen­trum de overve­jende insti­tu­tionelle teori­er ud af lære­bøgerne under­støt­tet af kravet om højere grad af for­mal­isme.

De økonomiske lære­bøger blev i hastigt tem­po skrevet om i de føl­gende årti­er. Et forhold der er let at doku­mentere gen­nem val­get af lære­bøger på de økonomiske uddan­nelser, jfr. lit­ter­atur­bok­sen

Det danske økonom­miljø er domineret af marked­side­al­is­terne. Uanset om man kikker på det makroøkonomiske pen­sum på økono­mi-uddan­nelsen i hhv. Køben­havns, Århus eller Syd­dan­sk Uni­ver­sitet så er der her et fokus på neok­las­sisk teori og metode, der har en ide­alis­eret markedsmod­el som teo­retisk afsæt. Kun oecon-uddan­nelsen på Aal­borg Uni­ver­sitet skiller sig ud ved at have en mere bred­spek­tret til­gang til faget gen­nem under­vis­ning i såv­el neok­las­sisk som het­erodoks makroøkonomisk teori og metode.

Metodediagram

Den dominerende teoriretning: ’Neoklassisk markedsidealisme’

Jeg har val­gt udtrykket neok­las­sisk marked­side­al­isme, for­di denne makroøkonomiske teoriret­ning er kende­teg­net ved for det første bru­gen af den matem­a­tiske metode, og for det andet og måske nok så afgørende benyttes et sæt af eksplicitte, men sjældent empirisk begrund­ede forud­sæt­ninger, som ’grund­mod­ellen’ skal bygges op omkring. Disse forud­sæt­ninger udgør et aksioma­tisk grund­lag, der har klare kon­no­ta­tion­er til lib­er­al poli­tisk tænkn­ing. Afsæt­tet er, som angivet neden­for, en ide­alis­eret markedsmod­el, hvor agen­terne optræder som hhv. indi­vidu­elt opti­merende indi­vider, og hvor tilpas­nin­gen på hvert enkelt marked antages at kunne foregå gnid­nings­frit gen­nem en flek­si­bel pris- og løn­til­pas­ning.

Hvad er en gener­el ligevægtsmod­el? Det er et stærkt ide­alis­eret billede af, hvorledes hele sam­fund­søkonomien kunne fun­gere, hvis den var opbygget af et i prin­cip­pet uen­deligt antal ’små’ ide­ale marked­er. Vil man have ind­sigt i, hvorledes en sådan mod­el er kon­strueret, kan det være naturligt at tage fat i den grund­bog i makroøkono­mi, der benyttes på stort set alle uni­ver­siteter, hvor den neok­las­siske økonomiske teori dominer­er. Bogen er skrevet af den tidligere for­mand for George W. Bushs økonomiske råd, Gre­go­ry Mankiw, pro­fes­sor ved Har­vard Uni­ver­si­ty.

Lære­bo­gen tager netop udgangspunkt i ét marked for pro­duk­tion og salg af piz­za­er. En over­skuelig prob­lem­still­ing, hvor udbud og efter­spørgsel bestemmes af virk­somhed­ernes omkost­ninger og for­brugernes hang til piz­za (set i lyset af deres per­fek­te viden om pris­er på al anden fast food og deres ind­komst i dag og i fremti­den). Marked­sløs­nin­gen er ’effi­cient’, som det hed­der i ’økonom-jar­gon’, idet der på dette ide­ale marked vil være et sam­men­fald mellem den mar­ginale nytte og de mar­ginale omkost­ninger, der sikr­er, ’opti­mal ressourceal­lok­er­ing’, som det også hed­der i jar­gonen, som vist i fig­ur 2. Lære­bo­gen når denne ana­lytiske kon­klu­sion under en række stærkt ide­alis­erede forud­sæt­ninger, hvis både empiriske og etiske grund­lag med fordel kunne have været diskuteret i lære­bo­gen; men bliv­er det ikke, for de står ikke til diskus­sion i neok­las­sisk teori.

Neoklassiske ideal-forudsætninger:

1. at piz­za-pro­du­cen­terne mål­ret­tet går efter den mak­si­male prof­it opgjort i penge
2. at for­brugerne han­dler ’rationelt’ dvs. går efter størst mulig indi­vidu­el nytte i dag og i fremti­den og sam­tidig antages at kende deres pengeind­komst i al fremtid
3. og måske nok så vigtigt: at piz­za­markedet er kende­teg­net ved per­fekt konkur­rence, hvor prisen på pizza’er er så flek­si­bel, at den kan tilpasse sig hur­tigt og deri­gen­nem udligne eventuelle forskelle mellem udbud og efter­spørgsel

På dette ide­ale marked vil der ikke alene altid være ligevægt, idet prisen på grund af antagelsen af fuld­kom­men konkur­rence automa­tisk vil tilpasse sig efter skæringspunk­tet mellem udbuds- og efter­spørgsel­skur­ven, se fig­uren.

Denne ikke særligt avancerede mod­el for et enkelt marked præsen­teres allerede på side 8 i Manki­ws makroøkonomiske lære­bog med angivelse af, at dette er den fun­da­men­tale ana­lytiske byggesten (’prisme’), hvorigen­nem makroøkonomiske prob­lem­still­inger bedst kan forstås.

Ideal markedsmodel

Denne sim­ple markedsmod­el er en på mange måder udmær­ket beskriv­else af det lokale piz­za­markeds funk­tion, men her standser Manki­ws brug af mod­ellen ikke. Hvor­for skulle denne grundlæggende udbuds-/efter­spørgselsmod­el ikke også kunne bruges til at fork­lare udviklin­gen på arbe­jds­markedet? For som han skriv­er (i min over­sæt­telse), ’disse ligevægtsmod­eller beskriv­er måske ikke hele den økonomiske udvikling på ethvert tid­spunkt; men marked­sligevægten udgør et grav­i­ta­tion­scen­ter, som det marked­søkonomiske sys­tem bevæger sig imod. Der­for synes de fleste økonomer, at fuld pris- (og løn)fleksibilitet er en nyt­tig forud­sæt­ning, når den mere langsigt­ede økonomiske udvikling skal stud­eres’. Dog med det for­be­hold, at på kort sigt, 1–3 år, kan der i virke­lighe­den være en vis træghed i pris- og løn­til­pas­nin­gen, der inde­bær­er, at sam­fund­søkonomien ikke altid befind­er sig lige netop i kryd­set. Det vil i prak­sis tage et (kor­tere) stykke tid – hvilket netop kan fork­lare, hvor­for der i kor­tere peri­oder kan optræde en vis arbe­jd­sløshed. Begrun­delsen er her, at navn­ligt på grund af fag­bevægelsens egen­in­ter­esse vil der være mod­stand mod den ’nød­vendi­ge’ lønnedgang, når økonomien rammes af et neg­a­tivt stød.

Hvor­for antager de fleste (neok­las­siske) økonomer, at de oven­stående tre forud­sæt­ninger er ’nyt­tige’, når de er så åben­bart ure­al­is­tiske? Her er det hur­tige svar, at de har ladet sig for­føre af den neolib­erale ide­olo­gi, hvor marked og indi­vidu­elle valg ubetinget fortrækkes frem for fæl­lessk­ab­sin­sti­tu­tion­er og velfærdsstat­slig omfordel­ing. Men disse for­sim­plende forud­sæt­ninger gør sam­tidig for­mu­lerin­gen af matem­a­tiske opti­mer­ingsmod­eller meget mere enkel. Indi­vidu­el adfærd baseret på prof­it- og nyt­temak­simer­ing under antagelse af fuld infor­ma­tion kom­bineret med marked­sligevægt er rel­a­tivt sim­pelt at give en matem­a­tisk præsen­ta­tion. Den matem­a­tiske for­mulerede mod­el frem­står i sin form som (natur)videnskab og giv­er herved et skær af objek­tivitet, som de under­liggende forud­sæt­ninger slet ikke giv­er dækn­ing for. Men denne afs­tand mellem mod­el og virke­lighed diskuteres sjældent, tvær­ti­mod giv­er det analy­sen en autoritet og et skær af eksak­thed.

I den ide­alis­erede markedsmod­el antages det som nævnt oven­for, at også arbe­jds­markedets tilpas­ning kan analy­ses gen­nem et sådant ’piz­za­marked’, uanset at dette ’marked’ hverken er homogent eller lille. Tvær­ti­mod udgør ’omsæt­nin­gen’ på arbe­jds­markedet rundt reg­net halvde­len af brut­to­na­tion­al­pro­duk­tet, og kan alene af den grund ikke i en real­is­tisk mod­el analy­seres uafhængigt af hvilke afledte effek­ter tilpas­nin­gen forår­sager. Forud­sæt­nin­gen om, at ’alt andet lige’ kan give mening, når det er et beske­dent ’piz­za­marked’, der analy­seres; men det giv­er næppe mening, når de store (makro)markeder er i fokus: arbejds‑, kapital‑, valuta‑, ener­gi- og bolig­markedet. Her kan der ikke ses bort fra de afledte effek­ter, og det er nød­vendigt at anskues sam­fund­søkonomien ’as a whole’.

Når en ide­alis­eret markedsmod­el benyttes som grund­lag for den poli­tiske råd­givn­ing, er anbe­falingerne i en vis for­stand givet på forhånd. En styrkelse af de indi­vidu­elle inci­ta­menter i form af min­dre beskat­ning og sociale ydelser, vil altid være at fore­trække, idet de enkelte marked­er så vil nærme sig den effi­ciente ligevægt. Tilsvarende vil øget løn- og pris­flek­si­bilitet mindske den tid det tager at nå den effi­ciente ligevægt. Benyttes en sådan ide­alis­eret markedsmod­el har de økonomiske råd­gi­vere ikke noget valg; for der er intet at vælge imellem, idet ide­alet er præde­ter­mineret.

Oven­stående beskriv­else af den økonomisk poli­tiske råd­givn­ing­spro­ces forekom­mer naturligvis de neok­las­sisk trænede økonomer som både ure­t­færdig og over­dreven; for de udfør­er et ser­iøst stykke analy­sear­be­jde inden for den mod­el­ramme, som de anser for at være fagets grund­mod­el. ’We are just doing eco­nom­ics’, som kri­tikken afvis­es med. Denne meget snævre afgræn­sning af, hvorledes sam­fund­søkono­mi kan forstås og analy­seres er uundgåeligt med til at give faget og dets udø­vere en karak­ter af at repræsen­tere en lib­er­al ide­olo­gi. Denne ide­ol­o­giske prægn­ing er rimelig åben­bar, når faget betragtes ude­fra, og hvis iagt­tagerne i øvrigt kan gen­nem­skue det matem­a­tiske slør, der kastes ud ved bru­gen af den ide­alis­erede markedsmod­el.

Den idealiserede markedsmodel benyttes også i dansk kontekst

Denne prob­lem­still­ing med et bety­deligt sam­men­fald mellem den dominerende økonomiske råd­givn­ing og den ide­alis­erede markedsmod­el er også repræsen­teret i den danske økonomiske og poli­tiske debat.
De neok­las­siske økonomer har med afsæt i den ide­alis­erede marked­ste­ori opbygget den såkaldte DREAM-mod­el (Dan­ish Ratio­nal Eco­nom­ic Agent Mod­el), hvori den makroøkonomiske udvikling bliv­er beskrevet i form af en stribe af ’per­fek­te’ piz­za-marked­er. Det er en sådan ide­alis­eret ligevægts- og markedsmod­el, som Finans­min­is­teri­et, ’vis­mæn­dene’ og de økonomiske ekspert­er benyt­ter sig af, når den sam­fund­søkonomiske udvikling frem mod år 2020 skal præsen­teres. Det er der­for heller ikke over­rask­ende, at de når til stort set samme kon­klu­sion­er vedrørende dan­sk økono­mi. I en neok­las­sisk markedsmod­el er det stort set kun struk­tur­reformer, der ændr­er på beskæftigelse, pro­duk­tion og offentlige bud­get­ter. Her ’skaber et øget udbud af arbe­jd­skraft sin egen efter­spørgsel’. Det står ikke til diskus­sion, for således er mod­ellen kon­strueret.

I DREAM-mod­ellen kan væk­sten kun forøges, hvis udbud­det af arbe­jd­skraft forøges. Dette kan kun gen­nem­føres, hvis de indi­vidu­elle inci­ta­menter til at udbyde arbe­jd­skraft forstærkes, hvilket i den neok­las­siske teori vil sige en sænkn­ing af skat­terne, en reduk­tion af sociale ydelser, der er arbe­jds­marked­sre­lateret (dag­penge, kon­tan­thjælp, efter­løn og opt­jen­ingspe­ri­ode). Endelig fore­lig­ger også den mulighed at forøge den ugentlige arbe­jd­stid (12 min­ut­ter om dagen) eller sløjfe nogle fridage. Det øger pro­duk­tio­nen, de sam­lede offentlige indtægter og dermed mulighe­den for at sikre ’velfær­den’.

Som det bl.a. fremgår af regeringernes (både VK- og RSSF-regerin­gen) 2020-plan­er udar­be­jdet af Finans­min­is­teri­et, så er den en én-til-én sam­men­hæng mellem et øget udbud af arbe­jd­skraft og øget pro­duk­tion og beskæftigelse. Herom diskuteres der ikke, for denne effekt er ind­bygget i mod­el­grund­laget.

I fig­ur 3 der er hen­tet direk­te fra RSSF-regerin­gens 2020-plan præsen­teret i maj 2012 under over­skriften Dan­mark i arbe­jde fremgår det:
1. at de i maj 2012 allerede aftalte arbe­jds­marked­sre­former (reduk­tion af efter­løn, forhø­jelse af pen­sion­salder, forko­rt­ning af dag­penge- og opt­jen­ingspe­ri­ode) antages at øge beskæftigelsen med 40.000 per­son­er.
2. at den aktuelle lavkon­junk­tur vil forsvin­de af sig selv: 60.000 per­son­er i beskæftigelse,
3. at de af regerin­gens fores­låede skatte‑, kontanthjælp‑, SU-reformer og treparts­forhan­dlinger (der dog kuld­se­jlede) vil forøge udbud­det af arbe­jd­skraft og dermed beskæftigelsen med yderligere 60.000 per­son­er.

Alt i alt vil beskæftigelsen ifølge 2020-pla­nen kunne forøges med 180.000 per­son­er. Det er den råd­givn­ing som regerin­gen mod­tager fra Finans­min­is­teri­et.

En råd­givn­ing der skal ses i lyset af, at her midt i 2013 lig­ger beskæftigelsen fort­sat på et lavere niveau, end da regerin­gen tiltrådte.

Kilde: ‘Dan­mark i arbe­jde’

Oven­stående analyse er der som nævnt kon­sen­sus om blandt de neok­las­siske økonomer. Den eneste diskus­sion, der efter­lades plads til, er tilpas­nin­gen på helt kort sigt. Spørgsmålet om hvor hur­tigt den automa­tiske ’geno­pret­ning af lavkon­junk­turen’ vil sætte ind. Her diskuter­er marked­søkonomerne ind­byrdes, om offentlige investeringer med fordel kan rykkes lidt tidsmæs­sigt. Et syn­spunkt som Det Økonomiske Råds for­mand­skab (’vis­mæn­dene’) har gjort sig til talsmænd for i den netop udsendte halvårsrap­port (maj 2013). En opfor­dring er blevet kat­e­gorisk afvist af finans­min­is­teri­et med den argu­men­ta­tion, at det vil kunne skabe uro på de finan­sielle marked­er. Et argu­ment, der ikke er inde­holdt i DREAM-mod­ellen, hvor der slet ikke optræder finan­sielle marked­er; men snarere et argu­ment der netop er tilpas­set den dominerende markedsmæs­sige ide­olo­gi, at enhver poli­tisk inter­fer­ens i det markedsmæs­sige sys­tem mindsker den sam­fund­søkonomiske effi­ciens.

Den idealiserede markedsmodel er anti-demokratisk

Er DREAM-økonomerne specielt neolib­erale? Det er de næppe, som beskrevet oven­for er den udbredte hold­ning blandt fagøkonomer, at de blot ’do eco­nom­ics’ på det grund­lag, som de dominerende lære­bøger inden for faget angiv­er. At dette grund­lag så ikke under­kastes en grundig viden­sk­ab­ste­o­retisk diskus­sion som en del af en akademisk uddan­nelsen, kan der­i­mod godt undre, da det baner vejen for den neolib­erale analy­se­mod­el.

Denne man­glende viden­sk­ab­ste­o­retiske diskus­sion slør­er at mod­el­grund­laget er meget ensidigt og sam­tidigt i sine grund­forud­sæt­ninger empirisk svagt fun­deret. Sam­tidig er der i mod­ellen ind­bygget en række forud­sæt­ninger, der led­er til den kon­klu­sion, at poli­tiske ind­greb i form af offentlige indtægter og udgifter eller reg­u­ler­ing af markedsmekanis­men mindsker den sam­fund­søkonomiske effek­tivitet. Den neok­las­siske økonomiske teori led­er direk­te til anbe­falinger af en reduc­eret offentlig sek­tor og en friere pris­dan­nelse. Som vist i fig­ur 3 oven­for, skal der en bety­delig ind­sigt i kon­struk­tion og anven­delse af avancerede matem­a­tiske økonomi­mod­eller for at kunne gen­nem­skue, hvor spinkelt et grund­lag Finans­min­is­teri­et råd­giv­er på bag­grund af.

Men det er bestemt ikke kun i en dan­sk sam­men­hæng, at den ide­alis­erede markedsmod­el dominer­er. Det gør den også i europæisk økonomisk poli­tik. Den mon­etære union er af økonomerne udtænkt i per­spek­tiv af en per­fekt fun­gerende marked­søkono­mi. Der er for eksem­pel ind­ført et eksplic­it for­bud i EU-trak­tat­en mod enhver form for poli­tisk ind­b­land­ing i Den europæiske Cen­tral­banks (ECB) arbe­jde – uanset at ECB har en enorm ind­fly­delse på europæisk økono­mi og de er de delt­a­gende regeringer, der stiller garantier for ECB. De enkelte EU-lande får alle i disse år det råd fra EU-kom­mis­sio­nen, at de skal sikre ligevægt på de offentlige bud­get­ter, primært gen­nem bespar­elser. Disse råd baser­er sig på økonomiske analyser der vis­er, hvorledes offentlige under­skud ’forstyrrer’ tilpas­nin­gen på de pri­vate marked­er.

Den marked­søkonomiske råd­givn­ing kan sam­men­fattes således, at ’den bed­ste poli­tik er ingen poli­tik’, at marked­søkonomien over­lades til sig selv. Hvis dette ikke kan accepteres fordel­ingspoli­tisk, bør velfærd­spoli­tikken udformes, så den skaber mindst mulig marked­søkonomisk forvrid­ning, og med en erk­endelse af, at denne omfordel­ing mindsker den marked­søkonomiske effek­tivitet og dermed pro­duk­tion og beskæftigelse.

Økonomi og ideologi flyder ofte sammen

Økonomisk teori og ide­olo­gi er vanske­lig at holde adskilt; for selv bag tilsyneladende objek­tive matem­a­tiske mod­eller kan der skjule sig ide­ol­o­gisk begrund­ede forud­sæt­ninger. Hvis disse under­liggende poli­tisk betingede argu­menter skal bringes frem i lyset, må det i første omgang kræves, at de lære­bøger, der er bredt anvendte på de økonomiske uddan­nelser, anerk­ender prob­lem­still­in­gen, og nok så vigtigt også gør denne diskus­sion til en del af pen­sum. Økonomisk teori frem­stilles i de mest benyt­tede lære­bøger på de økonomiske studi­er som apoli­tisk en form for anvendt matem­atik. Det er primært en angivelse af, hvorledes et ide­alis­eret marked­søkonomisk sys­tem med indi­vidu­el opti­mer­ing bedst kan organ­is­eres, hvilket giv­er ind­hold­et en form, der min­der om en eksakt viden­skab. Heri lig­ger økonomifagets begræn­sning, da dets implicitte og på mange måder dominerende ide­ol­o­giske ind­hold herved sløres.

Anbe­falet læs­ning:
- Blaug, Mark, The Method­ol­o­gy of Eco­nom­ics, Cam­bridge Uni­ver­si­ty Press, 1980
- Estrup, H., P. Nielsen og J. Jes­persen, Den økonomiske teoris his­to­rie – en kort intro­duk­tion, 2. udg., Djøfs For­lag, 2013
- Finans­min­is­teri­et, 2020-plan: Dan­mark i arbe­jde, maj 2012
- Jes­persen, Jes­per, Makroøkonomisk Metodolo­gi i et sam­fundsv­i­den­sk­a­beligt per­spek­tiv, Jurist- og Økonom­for­bun­dets For­lag, 2007 (engel­sk udgave Macro­eco­nom­ic Method­ol­o­gy: a Post Key­ne­sian Per­spec­tive, Edward Elgar, 2009
- Mankiw, N.G. Macro­eco­nom­ics, 7th ed.,New York: Worth Pub­lish­er, 2010 (Benyttes på 1. år af økon­o­mis­tudi­et)
- Sørensen, P. B. & H. J. Whit­ta-Jakob­sen (2005), Intro­duc­ing Advanced Macro­eco­nom­ics: Growth & Busi­ness Cycles, Maid­en­head: Mac­graw-Hill Edu­ca­tion. (Benyttes på 2. og 3. år af økon­o­mis­tudi­et)
- Nielsen, Aksel C. Wiin, Forudsige­lighed – om grænserne for viden­skab, i serien NYSYN, Munks­gaard, 1987

Scroll til toppen