Når jeg tager en ressource, kan du ikke også tage den”

Inge Røpke Økologisk Økonomi
Foto: Char­lotte Quitzau.

For tiden diskuterer økonomerne hvordan vi bedst skaber vækst i landet — skal vi spare os ud af krisen, eller bør vi i stedet øge de offentlige udgifter? Men måske er der et helt tredje alternativ. Baggrund mødtes med Danmarks første og indtil videre eneste professor i økologisk økonomi, Inge Røpke, for at høre, hvad hun mener vi bør gøre.

FOKUS: ALTERNATIV ØKONOMI - Der find­es ikke læn­gere poli­tik — der find­es kun økono­mi. Mens EU udst­ed­er finan­sielle støt­tepakker til banker i krise, spørg­er omver­de­nen stadig de økonomiske vis­mænd til råds når det gælder sam­fun­dets store spørgsmål. Poli­tiske spørgsmål erstattes i sti­gende grad af økonomiske og de økonomiske vis­mænd får altid det sid­ste ord. Men hvor­for får de der kan tælle altid ret og han­dler økono­mi altid om penge?
De næste uger han­dler artik­lerne på Bag­grund om Alter­na­tiv Økono­mi. I serien præsen­ter­er vi forskel­lige artik­ler, som under­søger og udfor­dr­er måden, vi tænker om økono­mi.


We have a lot to do. Sav­ing civ­i­liza­tion is not a spec­ta­tor sport.”

Med disse ord slut­ter Inge Røp­ke sin forelæs­ning af og de bliv­er efter­ful­gt af hujende klap­slaver. Vi befind­er os i et fyldt audi­to­ri­um på Det Biov­i­den­sk­a­belig Fakul­tet, hvor omkring 150 stud­erende har val­gt den varme efter­mid­dagssol fra for at høre pro­fes­sor i økol­o­gisk økono­mi Inge Røp­ke fortælle om sit fagom­råde.

Pop­u­lar­iteten er ikke til at tage fejl af. Siden Inge Røp­ke mod­tog sit pro­fes­so­rat sid­ste år, har hun oplevet en sti­gende inter­esse fra omver­de­nen og hun må ofte takke nej til de mange invi­ta­tion­er og tilbud, som hun mod­tager. Selvom hun er glad for opmærk­somhe­den, så giv­er hun ikke meget for den per­son­lige hype.

”Jeg er jo den samme, som jeg altid har været og de ting, jeg siger, er ikke nye.”   

I virke­lighe­den er flere af grun­dele­menterne i økol­o­gisk økono­mi så gam­le, at de kan trækkes helt tilbage til de franske fys­iokrater i 1700-tal­let. Ifølge fys­iokrater­ne måtte ver­den forstås som et fys­iokrati (græsk: physis = natur og kratos = styre), hvor al men­neske­lig rig­dom i sid­ste ende kunne føres tilbage til naturen. På samme vis er den grundlæggende tanke inden for økol­o­gisk økono­mi, at økonomien må forstås som en metabolisk organ­isme, der udgør et under­sys­tem af bios­færen. I sid­ste ende lever vi af den ener­gi, som vi får til­ført fra naturens ressourcer.

Inspiration fra termodynamikken

Inge Røp­ke fortæller, at denne anerk­endelse af bios­færen som kilden til vores økono­mi også deles af miljøøkonomer, men økol­o­gisk økono­mi drager mere radikale kon­sekvenser ved at fores­lå, at økonomien ikke kun skal beskrives i økonomiske, men også i bio­f­y­siske ter­mer. Miljøøkonomien anven­der begre­bet ekster­naliteter til at beskrive de sit­u­a­tion­er, hvor de sociale omkost­ninger ved en giv­en aktivitet over­stiger de pri­vate omkost­ninger.  Ifølge miljøøkonomer er sådanne ekster­naliteter und­tagelser, som man bør forsøge at reduc­ere. Ifølge økol­o­giske økonomer er de der­i­mod uundgåelige og omfat­tende og udgør et grundlæggende ele­ment i hele vores økonomiske struk­tur. Økol­o­gisk økono­mi læg­ger op til at ”reg­ne i natur” og opgøre stør­relsen af økonomien i forhold til bios­færen.

”På den måde bliv­er det klart, at der er bio­f­y­siske grænser for økonomien. Det bety­der sam­tidig, at der opstår  et etisk dilem­ma vedrørende omfordel­ing: Når jeg tager en natur­res­source , kan du ikke også tage den.”     

Priser er historiske konstruktioner

Ifølge Inge Røp­ke byg­ger én af main­stream økonomiens største fejl på den antagelse, at værdier kun kan opgøres i pris­er. Hun men­er pris­er er his­toriske kon­struk­tion­er og at værdis­æt­ninger altid skabes poli­tisk. Det bety­der, at det langt hen ad vejen ikke giv­er nogen mening at fore­tage cost-ben­e­fit analyser over miljøomkost­ninger.  Hun peger blandt andet på De Økonomiske Råd, der sid­ste år for­t­alte, at den danske økono­mi er bæredygtig. Denne betragt­ning byggede de på et reg­nestykke, hvor de neg­a­tive ele­menter i lignin­gen (kli­maskad­er, udvin­d­ing af nord­søolien og luft­foruren­ing) blev neu­tralis­eret med bl.a. investeringer i forskn­ing og uddan­nelse. Net­tore­sul­tatet kaldes ”ægte opspar­ing”.

”Ægte opspar­ing er i virke­lighe­den en form for ans­vars­for­fly­gtigelse, hvor man legit­imer­er miljøskadelige han­dlinger, især for­di man ikke tager hen­syn til det danske for­brugs miljø­ef­fek­ter i udlan­det”

Dog tager hun hat­ten af for, at De Økonomiske Råd nu selv er beg­y­n­dt at påpege, at det eksem­pelvis ikke altid er muligt direk­te at sub­stituere kli­maskad­er med uddan­nelse. Men for Inge Røp­ke er der fort­sat noget grundlæggende galt med måden, vi opgør vær­di på i sam­fun­det. Hun men­er, vi skal finde nye alter­na­tiv­er til brut­to­na­tion­al­pro­duk­tet.

BNP fortæller os kun noget om hvor hur­tigt vi løber, det siger ikke noget om, hvorvidt vi løber i den rigtige ret­ning”. 

I stedet fores­lår hun, at vi ind­drager bio­f­y­siske indika­tor­er over vores økol­o­giske fod­spor og ressources­trømme i sam­fun­det.

Slower by design – not disaster

Desu­den slår Inge Røp­ke fast, at der er grænser for vækst. Hun men­er, at vi i den vestlige del af ver­den har nået et niveau, hvor det er tid til at holde igen og give plads til andre. Her peger hun på nød­vendighe­den i at gen­tænke vores insti­tu­tion­er, således at de kan fun­gere i et sam­fund uden økonomisk vækst. Hun ret­ter blandt andet sin kri­tik mod finans­min­is­ter Bjarne Cory­don, der ønsker en vækst på to pro­cent om året, hvilket vil for­doble vores økono­mi i løbet af femogtre­dive år.

”Jeg tror ikke, der er mange danskere, der rent fak­tisk ønsker at for­bruge dobbelt så meget om femogtre­dive år, når man sam­tidig tænker på, at der er folk rundt omkring i ver­den, der ikke kan få brød på bor­det.  I den henseende har jeg større tiltro til borg­erne end poli­tik­erne.”

Det er vigtigt for Inge Røp­ke at under­strege, at det ikke er nok at forsøge at løse prob­le­merne gen­nem pris­reg­u­leringer og tilskud til grøn teknolo­gi. Hun men­er, vi står over­for en sys­temkrise, der kræver nogle fun­da­men­tale ændringer af hele vores sam­fund og måden vi tænker økono­mi. For som hun siger:

”Hvis vi ikke selv sørg­er for at reg­ulere den økonomiske vækst, så gør naturen det. Vi skal for­berede os gen­nem plan­lægn­ing. Slow­er by design – not dis­as­ter.”

”For tiden taler alle poli­tik­erne om SU-reformer, kon­tantshjælp­sre­former osv, men det, der i virke­lighe­den er brug for, er helt andre typer reformer, hvor vi gen­tænker de samme sys­te­mer ud fra det per­spek­tiv, at vi ikke skal tilbage på væk­st­sporet.”

Et overgreb på den personlige frihed?

Hun fortæller, at vi lige nu er låst fast i et sys­tem, der bry­der sam­men og skaber arbe­jd­sløshed uden vækst, sam­tidig med at vi lang­somt under­miner­er bios­færen igen­nem væk­sten. Vi er fanget i et dilem­ma, hvor prob­le­merne spæn­der ben for hinan­den. Et godt eksem­pel er oliein­dus­trien, hvor en høj pris på olie er nød­vendig, hvis man ønsker at udvin­de de ukon­ven­tionelle olier­es­sourcer og deri­gen­nem bevare væk­sten, men sam­tidig er høje oliepris­er også med at til at bremse væk­sten. Der­for men­er Inge Røp­ke, at vi bør omstille vores socio-tekniske sys­te­mer, heri­b­landt ener­gisek­toren, føde­vare­sek­toren, trans­port­sek­toren og boligsek­toren, således at vi fjern­er fokus fra økonomisk kvan­titet og bevæger os væk fra for­bruger­sam­fun­det og ind i en ligevægt­søkono­mi.

”Vi bør tænke mere over, hvilken type økonomiske aktiviteter vi ønsker at fremme frem­for at omfavne alle typer af økonomisk aktivitet.  En sådan omstill­ing kræver investeringer, men her er det vigtigt at grønne investeringer ikke blot før­er til mere for­brug, som det er til­fældet i dag, hvor vores ener­gi bliv­er grøn­nere sam­tidig med, at vi blot bruger mere af den.”

 Inge Røp­ke teg­n­er et billede af et sam­fund, hvor den men­neske­lige beslaglæggelse af naturen i højere grad er reg­uleret. Hun forestiller sig, at ekspert­erne må komme med nogle bud på, hvor grænserne for ressourceud­nyt­telse og foruren­ing bør sættes, og at vi på det grund­lag må diskutere, hvad vi som sam­fund kan gå med til. Hun afvis­er tanken om, at det kan skabe et demokratisk under­skud, når det over­lades til ekspert­erne at sætte grænserne.

”Vi bliv­er nødt til at sætte nogen grænser for udvin­din­gen af natur­res­sourcerne. Her bliv­er vi nødt til at lytte til ekspert­erne. Jeg har svært ved at forestille mig en folkeaf­stemn­ing om hvorvidt, vi skal have 350 parts per mil­lion (ppm) CO2 i atmos­færen eller 450 ppm. Den slags kan man ikke diskutere demokratisk.”

Hun men­er ikke, at den indi­vidu­elle fri­hed bør komme i vejen for at ind­føre begræn­sninger.

Vi har allerede en lang række begræn­sninger i dag for, hvad du må og hvad du ikke må. Desu­den er der stor forskel på den indi­vidu­elle fri­hed for dem med mange penge og dem uden penge. Hvad med fri­he­den for dem uden penge?  

En værktøjskasse til kritik

Det går hur­tigt op for en, hvor­for Inge Røp­ke start­ede sit oplæg med at fortælle, at økol­o­gisk økono­mi er en værk­tøjskasse til kri­tik. Hun erk­ender, at der end­nu ikke er så mange konkrete løs­nings­forslag.

”Prob­lemet er, at økol­o­gisk økono­mi, som et akademisk fagom­råde, er god til kri­tik men min­dre god til at skabe kon­struk­tive løs­ninger. Det skal der arbe­jdes meget mere på i fremti­den”.

Hun er godt klar over udfor­drin­gen, for på trods af at økol­o­gisk økono­mi har rød­der helt tilbage til 1700-tal­let, så er det fort­sat et mar­gin­alis­eret studie.

”Der hersker en kamp om faglig anerk­endelse og hvert fagom­råde har det med at beskytte sine egne grænser, der­for er det svært at komme ind ude­fra.”

Under oplægget nævnes Thomas Kuhns par­a­dig­me­te­ori og opgøret med tanken om, at vi akku­mulerer viden i en fælles og ven­sk­a­belig pro­ces, men står vi rent fak­tisk over­for et frem­tidigt par­a­digmeskift inden­for det økonomiske fagom­råde? Ifølge Inge Røp­ke er den dominerende neolib­er­al­is­tiske skole ikke i stand til at løse de prob­le­mer, som ver­den står over­for, men sam­tidig føler hun også, at det er svært at trænge igen­nem.

”Det er en sjov dobbelthed for på den ene side oplever jeg en sti­gende inter­esse fra uni­ver­sitetsstud­erende til oplysnings­for­bund og på den anden side er denne her debat fuld­stændigt fraværende i den poli­tiske sfære.”

Hun har også svært ved at se, hvor­dan en key­ne­sian­sk poli­tik, der med stat­slige reg­u­leringer forsøger at stim­ulere den økonomiske vækst, skal kunne løfte opgaven.

”I dag kan du vælge mellem den dominerende neo-lib­erale spare­poli­tik, som de fleste poli­tikere hælder til, eller en mere key­ne­sian­sk ori­en­teret poli­tik, som fx tæn­ke­tanken Cevea fores­lår. Stim­u­lus­poli­tikken kan forenes med mere social ans­varlighed, grønne investeringer og en stærkere kon­trol af finans­ver­den, men selv hvis vi lyt­tede til key­ne­sian­erne, så ville vi fort­sat stå med en væk­støkono­mi, der støder på de bio­f­y­siske begræn­sninger.” 

Som økol­o­gisk økonom må man affinde sig med en plads i per­ife­rien, men sam­tidig påpeger hun også, at tin­gene alligev­el fly­t­ter sig en smule i den rigtige ret­ning.

Posi­tion­erne ændr­er sig hele tiden. Hvis man kig­ger tilbage i tiden, så er flere af økol­o­gisk økonomis mærke­sager blevet inko­r­por­eret i både miljøøkono­mi og i main­stream økono­mi. Eksem­pelvis anerk­ender De Økonomiske Råd nu prob­lemet vedrørende sub­sti­tu­tion. Det gjorde de ikke i samme grad for 20 år siden.”

Man skal være i stand til at fortrænge virkeligheden

Alligev­el kan hun ikke forstå, at jor­dens miljøprob­le­mer ikke bliv­er taget mere ser­iøst. Vi nærmere os en lang række af plan­etens grænser. Forleden over­steg mæng­den af CO2 i atmos­færen 400 ppm. Det er det højeste atmos­færiske CO2-ind­hold i men­nes­kets his­to­rie. Deru­dover står vi over­for store prob­le­mer med den glob­ale kvæl­stof­bal­ance, fos­for­bal­an­cen, for­sur­ing af ver­den­shavene, tab af bio­di­ver­sitet og meget mere.

”Jeg kan godt undre mig over, hvor lidt viden, der tilsyneladende er, om hvor galt det står til. Jeg tænker nogle gange på, om det er den naturv­i­den­sk­a­belige dan­nelse, der er noget i vejen med.”

”Det er både frus­tr­erende og uhyggeligt at tænke på, hvor galt det rent fak­tisk kan gå. Hvis det sker, så bliv­er vi ikke slow­er by design, men der­i­mod slow­er by dis­as­ter. Jeg tror, at disse tanker er noget, man bliv­er nødt til at fortrænge i hverda­gen for over­hovedet at kunne fun­gere.”  

En af tilhør­erne under Inge Røp­kes forelæs­ning spørg­er hende, om der i virke­lighe­den ikke bare er tale om dag­drøm­merier, når hun taler om grundlæggende insti­tu­tionelle sam­fund­sre­former. Man kunne fristes til at kalde hende for pro­fes­sor i utopi­er. Men Inge Røp­ke men­er tvær­ti­mod, at de som dag­drøm­mer, er de som tror, at vi kan fort­sætte, som vi gør, i al uen­de­lighed. Hun svar­er igen ved at citere den økol­o­giske økonomis stam­fad­er Her­man Daly:

”Jeg vil hellere kæmpe for noget, der er poli­tisk umuligt, end for noget der er fysisk umuligt.” 

Scroll til toppen