Politisk management

Nyliberalisme Demokrati
Foto: Shealah Craighead/SarahPAC på Cre­ative Com­mons-licens

Politik forener folkets interesser, økonomi og kollektive institutioner. Men en overbetoning af økonomisk effektivitet kvæler den demokratiske debat. Ph.d.-studerende ved Københavns Universitet Theresa Scavenius stiller spørgsmålstegn ved, om økonomistyring og nyliberalisme er det rette udgangspunkt for den politiske styring af samfundets udfordringer.

FOKUS: ALTERNATIV ØKONOMI - Der find­es ikke læn­gere poli­tik — der find­es kun økono­mi. Mens EU udst­ed­er finan­sielle støt­tepakker til banker i krise, spørg­er omver­de­nen stadig de økonomiske vis­mænd til råds når det gælder sam­fun­dets store spørgsmål. Poli­tiske spørgsmål erstattes i sti­gende grad af økonomiske og de økonomiske vis­mænd får altid det sid­ste ord. Men hvor­for får de der kan tælle altid ret og han­dler økono­mi altid om penge?


I et demokratisk sam­fund har stort set alle poli­tikker et økonomisk aspekt. Sam­fun­det har kun adgang til visse knappe ressourcer. Det er poli­tik­ernes opgave at fly­tte rundt på ressourcerne, bruge dem bedst muligt og til flest men­neskers glæde. Økono­mi og økon­o­mistyring er blevet det vigtig­ste – og i visse til­fælde eneste – prin­cip i god regerings­førelse. Men kan alt poli­tik gøres op i økono­mi?

Poli­tik han­dler om at få sam­fun­dets hush­old­ning til at stemme. Men poli­tik han­dler også om at løse store kollek­tive prob­le­mer såsom kli­maforan­dringer og inter­na­tionale kris­er, og om at koordinere fælles infra­struk­tur, uddan­nelse, sund­hed, vandsys­te­mer og så videre.

Den politiske arena

Hvis poli­tik bliv­er reduc­eret til at være et spørgsmål om økono­mi, effek­tivitet og reg­nemod­eller, mis­ter vi evnen til at forstå poli­tik som en are­na for kollek­tive løs­ninger på fælles prob­le­mer.

Dette er særligt prob­lema­tisk set i lyset af en række glob­ale udfor­dringer, såsom kli­maforan­dringer, inter­na­tion­al migra­tion, finan­sielle kris­er og inter­na­tion­al ter­ror, som også er en trussel imod Dan­mark og kræver poli­tisk styring.

Disse poli­tiske udfor­dringer kan ikke løs­es som et spørgsmål om økonomisk styring. Det kræver mere fun­da­men­tale nor­ma­tive overve­jelser og poli­tiske diskus­sion­er af, hvor­dan vi ønsker at indrette vores sam­fund i fremti­den. I forhold til kli­maforan­dringer er vigtige poli­tiske spørgsmål, hvor­dan sikr­er vi en bæredygtig økono­mi og natur­res­sourcebeskyt­telse. For at vi som sam­fund er i stand til at løse disse, kræver det et vel­fun­gerende sam­fund, der er i stand til grad­vist og dynamisk at tilpasse sig.

His­torisk set har mange sam­fund været gode at løse poli­tiske udfor­dringer ved at afstemme forskel­lige inter­ess­er og behov. Det har været et afgørende træk i udviklin­gen og grundlæggelsen af den skan­di­naviske sam­fundsmod­el. Sam­fun­det er bygget på vil­jen til at pro­duc­ere rig­dom og vel­stand og fordele den mellem sam­fun­dets grup­per. Fordel­ingspoli­tikken er et resul­tat af årtiers poli­tisk vil­lighed til at gen­nem­føre de ønskede koordinerende poli­tikker.

De store glob­ale udfor­dringer kræver nye typer af kom­pro­miss­er og samar­be­jde. De poli­tiske og demokratiske insti­tu­tion­er er are­naen for at løse de prob­le­mer, som ikke har en økonomisk løs­ning.

Nyliberalisme

Poli­tisk styring er sår­bar over­for et for ensidigt fokus på økonomisk bundlin­je. Et stærkt fokus på økono­mi bliv­er af flere kaldt for nylib­er­al­isme. Nylib­er­al­isme er ved at etablere sig som en selvstændig poli­tisk arbe­jds­gang. Der er ingen poli­tikere, som selv kalder sig nylib­erale, men det er en analy­ses­trate­gi til at forstå bevæge­grun­dene til og ind­hold­et af reformerin­gen af den offentlige sek­tor. Reformer, som alle har fokus på effek­tivitet, erhvervs­ret­ning, konkur­renceevne og vækst.

Nylib­er­al­is­men udtrykker sig i den nuværende ikke som en selvstændig ide­ol­o­gisk posi­tion, men snarere som en reform-ide­olo­gi, der tilstræber at effek­tivis­ere de eksis­terende sam­fund. De nylib­erale reformer skal kon­solid­ere og fremtidssikre sam­fun­det økonomisk. Mål­sæt­nin­gen er ikke primært at ændre de grundlæggende sam­fund­snormer, men i stedet at bevare og kon­solid­ere den eksis­terende sam­fundsmod­el, blot i en mere økonomisk robust og effek­tiv udgave. Der er der­for ikke noget rev­o­lu­tionært eller nor­ma­tivt-tran­scen­derende bud­skab. Snarere tvær­ti­mod synes der at snige sig en kon­ser­v­a­tiv tankegang ind, at vi skal reformere for at bevare. At resul­tatet af reformerne kan vise sig at blive ganske anderledes er en anden sag.

Nylib­er­al­is­men har ikke en selvstændig pos­i­tiv teori for, hvor­dan sam­fun­det bør indrettes mest ret­færdigt og bæredygtigt. Den har ingen tran­scen­den­tale normer, som den tilstræber at realis­ere – udover økonomisk effek­tivitet. Den nylib­erale teori for økonomisk effek­tivitet er makrostyring af pri­va­tis­eringer, udlici­teringer samt inci­ta­mentsstyring i det offentlige.

Normer og teknik

De nor­ma­tive poli­tiske diskus­sion­er bliv­er således erstat­tet af tekniske økonomiske spørgsmål. Poli­tiske debat­ter han­dler om reg­nemod­eller og økonomiske para­me­tre, som er for kom­plekse til at ind­drage menige borg­ere i høring­sprocess­er.

Nylib­er­al­is­men er af flere blevet kaldt for en afpoli­tis­er­ing. Flere har argu­menteret for, at denne afpoli­tis­er­ing før­er til en poli­tisk fremmedgørelse i de sam­funds­grup­per, som ikke nyder gavn af reformerne. Borg­ere søger væk i poli­tisk fremmedgørelse, radikalis­er­ing eller lig­e­gyldighed i mange europæiske lande. Den poli­tiske lig­e­gyldighed ses i en faldende val­gdelt­agelse, og den poli­tiske fremmedgørelse fra de store folke­lige parti­er ses i en sti­gende tilslut­ning til højr­eradikale parti­er.

Bekym­rin­gen i forhold til de nylib­erale poli­tikker er ikke primært, at de ikke økonomisk vil vise sig at være effek­tive. Bekym­rin­gen er, at grund­pillerne til det åbne, demokratiske og debat­terende sam­fund svækkes.

På samme måde som når en fod­bold­kamp bliv­er kedelig, hvis det kun er com­put­ere og teknik, der præ­cist afgør, om der var mål – og ikke dom­merens døm­mekraft – kan poli­tik blive neu­tralis­eret og anonym, hvis den drukn­er i teknikaliteter, hen­syn til effek­tivitet og viden­sk­a­belig evi­dens.

Økonomistyringens utilstrækkelighed

I et demokrati kan poli­tik ikke reduc­eres til én sand­hed. Poli­tik er en kon­tin­uerlig udvikling af idéer og kor­rek­tion af fejl. Dette sker igen­nem forskn­ing, uddan­nelse, medi­er, debat­ter, foreninger, høringer, val­gkampe og så videre. Denne ind­dra­gende og kon­sul­terende demokratiske pro­ces skaber både mere legit­ime samt mere robuste beslut­ninger. Legit­ime og robuste beslut­ninger kan ikke alene træffes i cen­tralis­erede poli­tiske organ­er eller som et teknisk spørgsmål. Ingen har viden om alle sam­fundsmæs­sige forhold. Der­for er det vigtigt at kon­sul­tere lokale borg­ere, virk­somhed­sledere, organ­i­sa­tion­er, når nye poli­tikker skal ved­tages.

Men hvis uddan­nelse, debat, foreninger, høringer, val­gkampe bliv­er over­flødi­ge, for­di det poli­tiske ind­hold er reduc­eret til en kom­pliceret økonomisk diskus­sion, bliv­er det poli­tiske sam­fund som en kedelig og forudsigelig fod­bold­kamp, som ingen gider at se.

Hvis borg­erne ikke gider delt­age i valg, debat­ter og mening­sud­vek­slinger, er det et demokratisk prob­lem. Men det er også et prob­lem for sam­fun­dets evne til at løse og håndtere fælles poli­tiske udfor­dringer. Som sam­fund er vi ikke i stand til at løse kom­plekse prob­le­mer såsom kli­maforan­dringer, hvis vi ikke drager nytte af den videns­bank, som borg­ere, organ­i­sa­tion­er og virk­somhed­er rum­mer.

Den danske stat har en høj grad af kog­ni­tiv og insti­tu­tionel kapacitet til at mobilis­ere ressourcer til at løse prob­le­mer. Men forud­sæt­nin­gen for at vi kan løse fremti­dens poli­tiske udfor­dringer er, at den økonomiske kon­solid­er­ing af sam­fun­det ikke under­graver sam­fun­dets sociale sam­men­hængskraft samt borg­ernes, embedsmæn­denes og poli­tik­ernes vil­je og lyst til at samar­be­jde og finde fælles løs­ninger. En hin­dring for bæredygtige poli­tikker er ikke for meget demokrati, men for lidt.

Økonomisk styring bør der­for ikke dominere den poli­tiske are­na. Dels har sam­fun­dets borg­ere og sam­funds­grup­per krav på at blive hørt, anerk­endt og ind­draget i den poli­tiske pro­ces, dels bidrager alle med viden og ressourcer, der er nød­vendi­ge at få aktiveret i udviklin­gen af bæredygtige løs­ninger på sam­fun­dets store udfor­dringer.

There­sa Scav­e­nius er ph.d.-studerende ved Insti­tut for Statskund­skab på Køben­havns Uni­ver­sitet

Scroll til toppen