Er mennesket økonomisk?

Smith

Økonomien bygger på en bestemt menneskeforståelse, som man kalder homo economicus. Mennesket er rationelt, selvinteresseret og egennyttemaksimerende. Men hvad med alle de menneskelige egenskaber, økonomien ikke tager i betragtning? Joachim Wiewiura argumenterer for, at alt det irrationelle ikke er irrelevant, men har en betydning for, hvordan vi forstår forholdet mellem økonomi og politik.

FOKUS: ALTERNATIV ØKONOMI - Der find­es ikke læn­gere poli­tik — der find­es kun økono­mi. Mens EU udst­ed­er finan­sielle støt­tepakker til banker i krise, spørg­er omver­de­nen stadig de økonomiske vis­mænd til råds når det gælder sam­fun­dets store spørgsmål. Poli­tiske spørgsmål erstattes i sti­gende grad af økonomiske og de økonomiske vis­mænd får altid det sid­ste ord. Men hvor­for får de der kan tælle altid ret og han­dler økono­mi altid om penge?


Forhold­et mellem poli­tik og økono­mi bær­er ofte præg af kun­stige adskil­lelser eller over­drevne sam­men­fald. Enten opfattes økono­mi som tømt for poli­tisk ind­hold eller også er det økonomiske det eneste reelle poli­tiske spørgsmål. Neolib­erale kan kri­tis­eres for det sid­ste: poli­tik er kun udtryk for kon­flik­tende økonomiske inter­ess­er, hvor­for ethvert poli­tisk spørgsmål omdannes til et økonomisk. Neok­las­siske økonomer kan gøres skyldige i det første: økono­mi er ikke poli­tisk, da økono­mi er en viden­skab, der blot klar­læg­ger han­delsstruk­tur­er. Ingen af disse adskil­lelser er dog kor­rek­te, da økono­mi og poli­tik ofte er sam­men­bland­et. Prob­lemet er, at når lin­ierne mellem økono­mi og poli­tik trækkes så hårdt op, overs­er man begre­bernes ind­fly­delse på hinan­den.

Jeg fores­lår, at vi gen­tænker økonomiv­i­den­sk­abens sub­jekt, homo eco­nom­i­cus, for at refor­mulere grænsen mellem økono­mi og poli­tik. Kan vi skærpe forståelsen af homo eco­nom­i­cus, kan vi klargøre dets poli­tiske betyd­ning.

Med homo eco­nom­i­cus føl­ger overord­net to sam­men­hæn­gende prob­le­mer: det inklud­er­er ikke dybe men­neske­lige forhold og økonomiens egne løs­nings­forslag på dets ensidighed er ikke filosofisk til­fredsstil­lende. Vi må der­for tilbage til den mod­erne økonomiske viden­sk­abs grundlæg­ger — Adam Smith — for at se på hvor­dan sub­jek­tet oprindelig bliv­er kon­strueret til økonomiens for­mål og gen­stands­felt.

Historien om homo economicus

I 1776 skriv­er Adam Smiths sit mon­u­men­tale værk The Wealth of Nations, der grundlæg­ger den mod­erne økonomiske viden­skab. Vær­kets fulde danske titel, Nation­ernes vel­stand — en under­søgelse af dens væsen og årsager, afspe­jler økonomiens fokus helt op til i dag, nem­lig, hvor­dan vel­standen formes, tileg­nes og, helt basalt, opti­meres.

Smiths bestræ­belse var at fork­lare de han­dels­dy­namikker og han­delsstruk­tur­er, der gjorde nogle nation­er rigere end andre. De han­dlende nation­er måtte altid søge at få den højeste pris for sine han­delsvar­er for at kunne få et end­nu større råderum på markedet og dermed mere materiel rig­dom og velfærd. Kunne nation­erne opti­mere deres vel­stand bety­deligt, med­førte det udvikling af sam­fun­det og forøget leve­s­tandard. Til Smiths cen­trale spørgsmål hvad er vel­standens væsen og årsager? kan man dermed generelt svare: vel­stand opstår, når man han­dler til den lavest mulige pris og sæl­ger for den højeste.

Hvis økonomien således blev grund­lagt med Smiths spørgsmål om rig­dom­mens tilblivelse (med alle dets facetter om udbud, efter­spørgsel, vær­di, nytte, arbe­jds­del­ing, inci­ta­ment og kreativitet), er den ulti­ma­tive økonomiske han­dling tileg­nelsen af var­er til markedets laveste pris. Men hvad skaber en vare? Det er, når et objekt bliv­er kvan­tifi­ceret i penge og pris­sat på markedet. Alt, der kan pris­sættes, er til salg på markedet. Var­erne efter­stræbes af sæl­gerne til at blive sol­gt til højeste pris, mens køberne kig­ger efter den laveste pris. Det han­dler med andre ord om at tileg­ne sig mest byt­tevær­di hvad enten du køber eller sæl­ger.

Smith er der­for en vigtig brik, hvis vi skal forstå, hvor­dan økonomiv­i­den­sk­aben portræt­ter­er (det økonomiske) men­neske. For men­nes­ket er her en agent med kvaliteter som opti­mer­ing, selv­in­ter­esse, nyt­temak­simer­ing, som i grov for­stand er vel­standens form og årsag.

Prob­lemet er, at økonomer har forstået Smith alt for ensidigt. Økonomiens gen­stands­felt, som Smith beskrev, er siden­hen blevet reduc­eret til få, kanon­iske punk­ter, hvo­raf antagelsen om indi­videts selv­in­ter­esse står aller­stærk­est. En sådan reduk­tion er ikke omkost­nings­fri, for denne for­sim­plede forståelse af men­nes­ket blok­er­er for en mere holis­tisk forståelse, der også inklud­er­er men­nes­kets ikke-økonomiske rela­tion­er i livet — eksem­pelvis med­men­neske­lighed, kærlighed og ven­skab.

På spil i økonomien er alt­så en abstrak­tion af men­nes­ket i tydelig­ste for­stand. En abstrak­tion, der trans­former­er den økonomiske han­dling til at være den rationelle han­dling. I økonomiens øjne bliv­er det økonomiske alt­så det for­nuftige. Den sim­ple ana­lytiske kon­sekvens er, at de økonomiske vari­abler bliv­er iden­tiske med det rationelle, mens kvaliteter, der falder uden­for, kat­e­goris­eres som irra­tionelle. Men ifølge den engelske filosof John Stu­art Mill må økonomien håndtere sit sub­jekt som netop denne abstrak­tion, hvis den ønsker at efter­stræbe de andre viden­sk­abers nøjagtighed. Og hvor­dan det helt præ­cist skal gøres er stadig til debat i dag.

Fak­tisk er ratio­nalitets­be­gre­bet nærmest det begreb som klas­sisk økono­mi oftest holdes op på. Lad os der­for få et hur­tigt ind­b­lik i hvor­dan stan­dard­mod­ellen ser ud.

Hvem er homo economicus?

I overensstem­melse med Mill, fast­slår den nulevende indiske nobel­pristager i økono­mi, Amartya Sen, at der i mod­erne økono­mi stadigvæk lig­ger en fun­da­men­tal antagelse om ratio­nalitet. En antagelse, der kan udfolde sig på forskel­lige måder. En udgave er, ifølge den canadiske pro­fes­sor i psykolo­gi og økono­mi, Joseph Hen­rich, at det økonomiske men­neskes beslut­nings­grund­lag er baseret på selv­in­ter­esse. Selv­in­ter­essen er et præfer­encemøn­ster, der afspe­jler men­nes­kets indre behov, som er uafhængig af sit umid­del­bare miljø. Men ratio­nalitet kan også udmønte sig mere kom­plekst i en kon­sis­tent val­grække. Er den kon­sis­tent, kan den også beskrives matem­a­tisk. Den kan være ude af trit med aktørens per­son­lige værdier, over­be­vis­ninger, følelser og for­nuft, men kon­sis­tent og derved kval­i­fi­ceres som økonomisk rationel.

Homo eco­nom­i­cus er alt­så rationel, kon­sis­tent og kan beskrives matem­a­tisk. Den er, som nobel­pris­mod­tager i økono­mi Daniel McFad­den beskriv­er: a uni­ver­sal mod­el of choice behav­ior. Kravet om kon­sis­tens efter­lad­er den ikke his­to­rieløs, men gør den både stærk og svag; stærk, for­di den er matem­a­tisk og prak­tisk, men svag, for­di den ikke fyldest­gørende beskriv­er men­nes­ket egentlige værdis­æt­ning i en økonomisk sit­u­a­tion.

Men som økonomi­his­torik­eren Dei­dre McCloskey polemisk spurgte til en kon­fer­ence for nylig: ”why should con­sis­ten­cy be the only mea­sure in eco­nom­ic the­o­ry?”

Homo economicus som filosofisk problem

Homo eco­nom­i­cus er viden­sk­a­beligt og prak­tisk anven­deligt, men sam­tidig filosofisk prob­lema­tisk. For men­nes­ket er ikke homo eco­nom­i­cus, selvom homo eco­nom­i­cus kan danne grund­lag for økonomiske beskriv­elser og forudsigelser. Ligeledes kan man heller ikke slutte fra en økonomisk forudsigelses kor­rek­thed til homo eco­nom­i­cus-mod­el­lens sand­hed. Eksem­pelvis har man i Japan stærke sociale normer, der kan ligge tæt op af udfaldet af en matem­a­tisk mod­el baseret på tesen om selv­in­ter­esse, men det gør ikke mod­ellen kor­rekt. Det gør det nærmere blot til en ringe beskriv­else for egentlige han­dlemøn­stre, der beskrives bedre af soci­ol­o­giske, filosofiske eller antropol­o­giske pås­tande.

Som den irske økonom Thomas Leslie påpegede i 1876, har fraværet af soci­ol­o­giske eller his­toriske ind­b­lik med­ført, at økonomien har dan­net dets sub­jekt med det for­mål at få et ”com­plete and sym­met­ri­cal sys­tem, solv­ing all the prob­lems before it with math­e­mat­i­cal cer­tain­ty and exact­ness.” Lige­som alle udstrak­te leg­e­mer i klas­sisk fysik er beskrevet efter grav­i­ta­tion­sloven, prøver økonomien at kom­primere men­neske­liv­ets bevægelser ned til en enkelt faldlov: økonomisk tilstræ­belse efter vel­stand. Han argu­menter­er for, at der ikke find­es et objek­tiv som alle men­neskers ønsker, tanker og begær til­fredsstil­lende kan reduc­eres til. Vi kan der­for ikke forstå økonomiske bevægelser kun som udtryk for et begær efter vel­stand. I stedet må vi gen­nem analyser af forskel­lige his­toriske process­er, der har foran­ledi­get bestemte begærsstruk­tur­er og til­fældighed­er, nuancere forståelsen af økonomiens bevægelser. For reduc­eres alle vel­standssk­abende han­dlinger til én rationel, økonomisk moti­va­tion, resul­ter­er det i at ”hunger and thirst were the first forms of the desire of wealth.”

Man karik­er­er naturligvis økonomiv­i­den­sk­aben, hvis man tror, at den vil fork­lare enhver bevægelse kun som vel­stand­sop­ti­merende. Men man karik­er­er den ikke, når man hævder, at økonomien fork­lar­er enhver bevægelse inden for økonomien som rationel. For det er udtryk for økonomiens omvendte bev­is­førelse, når alle økonomiske fænomen­er reduc­eres til samme begreb, som aldrig kan mod­be­vis­es. Dermed tømmes begre­bet for ind­hold.

Nye løsninger skaber nye problemer

Der har alt­så længe været debat om hvor meget af men­nes­kets fulde væsen homo eco­nom­i­cus afspe­jler. Økonomer i det tyvende århun­drede har selvføl­gelig også prøvet at løse homo eco­nom­i­cus-mod­el­lens ensidi­ge fokus på ratio­nalitet.

Eksem­pelvis har økonomiske soci­ologer kri­tis­eret den for ikke at tage højde for men­neskers tilhørs­forhold med deres omgivelser og moralske livs­førelse. I 1977 beskrev Amartya Sen i artiklen Ratio­nal Fools, en sit­u­a­tion, som havde det socialt tænke­lige, men økonomisk irra­tionelle, udfald: en gam­mel dame giv­er en ung mand, hun ikke kender, en kon­vo­lut inde­hold­ende $100, som han skal smide i en postkasse 500 meter væk. Hun kan ikke selv nå det, for­di hun skal skyn­de sig efter bussen. Teo­retisk set burde han opti­mere sin egen økonomiske kapacitet ved at tage pen­gene selv, men han sender kon­vo­lut­ten og afviger derved fra økonomiens forståelse af men­nes­kets hånd­ter­ing af sådanne sit­u­a­tion­er.

For at økonomien ikke blot skulle håndtere disse sit­u­a­tion­er som (økonomisk) irra­tionelle, har man intro­duc­eret og til­fø­jet flere begre­ber som fair­ness, fam­i­lie og ven­skab til forståelsen af det økonomiske men­neske. Men begre­berne kan ikke uprob­lema­tisk inklud­eres i økonomiske analyser. For til­fø­jer man metodisk begre­ber, der dækker over forskel­lige facetter og nuancer af men­neske­liv­et, skabes en økonomisk antropolo­gi, som ikke løs­er prob­lemet, men blot skaber et nyt filosofisk prob­lem. Prob­lemet bliv­er, at men­nes­ket ses som sta­tisk fun­deret og som noget, der forstår sig selv gen­nem forskel­lige uafhængige og sta­tiske begre­ber. I stedet, som både post­struk­tu­ral­is­men, fænom­e­nolo­gien og andre studi­er på forskel­lig vis har fores­lået, er men­nes­kets beslut­ning­spro­ces, værdisk­a­belse og menings­dan­nelse er der­i­mod forankret i en bestandig dynamisk kom­plek­sitet.

Kierkegaards antropol­o­giske grund­sæt­ning om, at men­nes­ket er det væsen, der forhold­er sig til sig selv, under­streger det samme. Man kan ikke bare reduc­ere men­nes­ket til et væsen, der rationelt shop­per mellem forskel­lige begre­ber, når det forhold­er sig til sin ver­den. Vi kan ikke i det ene øje­b­lik forholde os til fair­ness, selv­in­ter­esse i det andet og bæredygtighed i det tred­je. Men­nes­ket forhold­er sig til sig selv som et hele.

Det økonomisk tilstrækkelige er det politisk utilstrækkelige

Oven­stående diskus­sion er ikke blot økonomisk-metodiske overve­jelser. For økonomiens reduk­tion af men­nes­ket til homo eco­nom­i­cus har en poli­tisk betyd­ning. Som Ruth Grant, pro­fes­sor i poli­tisk teori ved Duke Uni­ver­si­ty, påpeger, er der to forskel­lige forståelser af poli­tik, med afgørende betyd­ning for, hvor­dan forhold­et mellem økono­mi og poli­tik skal afdækkes.

I den ene opstår det poli­tiske på grund af inter­essekon­flik­ter. Poli­tik bliv­er medi­et, hvorigen­nem disse løs­es eller dæm­pes. Poli­tiske inter­ess­er er essen­tielt økonomiske, og der er således et økonomisk fun­da­ment for det poli­tiske. Her indtræder men­nes­ket i det poli­tiske alene som et økonomisk sub­jekt. Som Grant selv skriv­er: ”There is no inde­pen­dent polit­i­cal psy­chol­o­gy because there are no inde­pen­dent polit­i­cal aims”.

I den anden forståelse er det poli­tiske uafhængigt af økonomiske inter­ess­er, og fokuser­er på poli­tiske goder som sta­tus, ret­færdighed, sol­i­daritet og sikker­hed. Grants hov­ed­pointe er, at den poli­tiske psykolo­gi er bredere end den økonomiske, hvilket gør det umuligt at reduc­ere først­nævnte til sid­st­nævnte. For homo eco­nom­i­cus kan eksem­pelvis ikke fork­lare sym­bol­poli­tik, der er en søgen efter sta­tus, ret­færdighed eller sol­i­daritet; kon­flik­ter, som ikke kun kan løs­es ved en overensstem­melse af inter­ess­er, men ved man­i­fes­ta­tion­er af poli­tisk respekt eller tol­er­ance — som i den poli­tiske kon­flikt mellem homosek­suelle vielser og reg­istr­eret ægteskab.

Grant fores­lår der­for en anden fig­ur — homo politi­cus — til at ind­kap­sle en bredere, poli­tisk psykolo­gi, der ikke kan reduc­eres til en rent økonomisk psykolo­gi. Grant men­er, at det poli­tiske omfavn­er det økonomiske. Det vil sige, at økono­mi er poli­tisk rel­e­vant imens poli­tik ikke er reduc­eret til dette. Men Grant man­gler stadig at give et bud på, hvor­dan økonomiens domæne i det poli­tiske skal forstås.

Det, vi må gen­tænke, er alt­så i hvilke poli­tiske beslut­ning­sprocess­er, økonomiv­i­den­sk­aben kan og bør give løs­nings­forslag. For nylig sagde den israelske økonom Itzhak Gilboa, at økonomien står over­for et valg: Enten måtte økonomerne indse at deres mod­eller ikke pass­er på virke­lighe­den, ellers kan vi, som sam­fund, rykke virke­lighe­den tæt­tere på mod­ellerne ved at opdrage vores børn til at være kon­sis­tente og rationelle økonomiske agen­ter. Sid­st­nævnte virk­er som en men­neske­lig dys­funk­tionel løs­ning, så det vi har brug for en alter­na­tiv filosofisk gen­tænkn­ing af det økonomiske sub­jekt, der beton­er eventuelle før-rationelle dis­po­si­tion­er med betyd­ning for økonomiske beslut­ninger. Kun dér kan vi beg­y­n­de at for­mulere en fig­ur, der er fuldt ud økonomisk, og sam­tidig ændre det grund­lag hvor­på økonomien står i dag — nem­lig i forsøget på at invol­vere ratio­nalitet i ethvert beslut­nings­grund­lag.

Vi har alt­så brug for en gen­tænkn­ing af det økonomiske men­neske, så vi kan se hvilken rolle  økonomien skal spille i det poli­tiske. Men­neske­liv­et er i virke­lighe­den ikke så rationelt, som økonomiv­i­den­sk­aben gerne vil have, at det skal være. Det var en af Sim­mels point­er for over hun­drede år siden: men­nes­ket er udover at være rationelt også irra­tionelt, uprak­tisk, uhen­sigtsmæs­sig forels­ket og impul­siv. Anerk­ender man ikke disse egen­sk­aber, der er umulige at omsætte til mon­etære enhed­er, taber man mulighe­den for at beskrive men­neske­liv­et aut­en­tisk. Vi må forstå det økonomiske i per­spek­tiv af vores gen­uine beslut­nings­grund­lag, og vi burde ikke dik­tere hele vores adfærd, hvad enten det er i ægtesk­abs- eller ven­sk­ab­sre­la­tion­er, efter økonomiens prin­cip­per. Vi behøver nød­vendigvis ikke at lave om på den matem­a­tiske økono­mi, men vi kan fremhæve og artikulere økonomiens teo­retiske grænse, for derved at vide, hvornår vores poli­tiske prob­le­mer rent fak­tisk står uden for grænserne af den rationelle økonomis dik­ter­ing.

Således kan man få et vis afbal­anceret forhold til økonomiens dri­vkræfter uden at efter­lade poli­tiske, værdimæs­sige og andre essen­tielle men­neske­lige ker­neom­råder på økonomiens rygrad.

Scroll til toppen